spot optakt – et kig ind i maskinrummet med jesper thisgaard

Hvor mange år har du været med på festivalen?

Jeg deltog i min første SPOT Festival 2008. Så det må blive min 12. Festival i år. I 2008 var det som almindelig gæst, siden har jeg været med som en del af musikbranchen, og i år er mit tredje år som en del af maskinrummet.”

Har I gjort noget særligt i anledning af jubilæet?

Vi har som sådan ikke en decideret jubilæumskoncert, og vi prøver at skabe nye tiltag hvert år. Så de tiltag som kommer til at skille sig ud her i jubilæumsåret, ville vi nok også have gjort, hade det været nummer 26 i rækken. Når det er sagt, så er vi da glade for at kunne præsentere nogle af de artister som har noget historie på festivalen. Her tænker jeg selvfølgelig især på Mads Langer, som spillede her første gang i 2009, og Efterklang, som var forbi første gang i 2005. Det er jo navne, som har skabt sig bæredygtige, men også vidt forskellige karrierer i musiklivet, og som er med til at styrke fortællingen om, hvad det egentlig er vi laver på SPOT.

Undertegnede har faktisk haft fornøjelsen af at opleve Efterklang hele to gange på SPOT. Begge gange i Store Sal, men det er vigtigt at understrege, at den første gang foregik på bagscenen i Store Sal, hvor vi – publikum – befandt os på selve scenen i 2005, så det kom til at virke som en helt lille mørk intim scene. Og så igen på et senere tidspunkt (jeg er i tvivl om det har været 2008 eller 2010) spillede bandet på selve scenen, og vi befandt os på vores sæder i salen, som man kender Store Sal i dag. Det udnyttede bandet til fulde, og lavede nærmest en parade op igennem salen, hvilket løftede stemningen gevaldigt.

Hvordan foregår booking-processen til SPOT?

Booking-processen er et kæmpe samsurium af inputs. Vi har selvfølgelig vores ansøgningsrumde, som er et open-call for alle bands, som har ambitioner om at spille på SPOT. I år modtog vi omkring 1000 ansøgninger, som først bliver sorteret ned til ca. 300 af en stor lyttegruppe, som består af de ansatte i ROSA sekretariatet, og andre folk som er tilknyttet festivalen på den ene eller den anden måde. De sidste 300 ryger så videre til en lytte-jury bestående af repræsentanter fra den professionelle musikbranche. De vælger 30-40 debutanter til programmet. Så dem har os i bookinggruppen egentlig ikke nogen indflydelse på. Derudover er der jo en stor skare af bookere, managers, og labels, som arbejder med en masse bands, som de gerne vil have på, og her er det så det mere almindelige bookingarbejde går i gang, hvor vi skal finde frem til det resterende program, som vi gerne vil præsentere. Derudover er vi et helt kontor, som har fingrene nede i mange forskellige ting, som måske har hørt om et eller andet skævt projekt, som vi ender med gerne at ville præsentere for omverdenen. Yderligere! Har vi en laaaaang række samarbejdspartnere og eksterne arrangører, som f.eks. DUP, Way Up North, Strøm Festival, Rock The Region, Det Jyske Musik Konservatorium, Tape, og mange flere, som hvert år får forskellige former. Så bookingprocessen starter med en helt masse tråde, omkring september hvert år, som vi skal have bundet sammen, inden den første weekend i maj året efter.

Har du nogle særlige minder fra SPOT 2009?

Fra 2009 husker jeg bl.a. en koncert med A Kid Hereafter inde i Musikhusets Store Sal. Vi havde godt set at det var en ”special edition”, men havde ikke regnet med at han havde skiftet den storladne elektro pop ud med hvad jeg husker som værende en eller anden form for dødsmetal, og sange af ca. 30 sekunders varighed. Derudover var det mit første bekendtskab med Kellermensch, som spillede på Voxhall det år, og som min daværende arbejdsplads, Strange Ears, havde været med til at skubbe fremad. Et band som jeg stadig vælger over de fleste andre, hvis jeg har mulighed for at se dem. Yderligere kan jeg huske en koncert med Fagget Fairys, i et propfyldt Ridehus. Der var ca. 100 grader varmt, men det var en vild fest, da de spillede ’Feed The Horse’, og jeg mener også de spillede et remix af Bjørn Svin’s ’Mer’ Strøm’. Der stak det af 🙂

Hvem kan du anbefale os at gå ind og se på SPOT 2019?

Med over 300 koncerter har jeg svært ved at fremhæve nogle få uden at blive ved med at remse op. Men jeg vil da klart anbefale folk, at tage til nogle af vores særarrangementer som Naked, eller vores nye koncept Nordic Beats, som er en halvanden time lang showcase, hvor man kan opleve 8 af nordens største híp-hop talenter give smagsprøver på deres MC-evner, akkompagneret af DJ Pelle Peter. Hvis man gerne vil have rystet hovedet godt igennem, skal man tage til Metal på Train fredag aften, og så kan du passende tage stille og roligt rundt i byen lørdag formiddag og opleve nogle af vores mange butikskoncerter, eller SPOT Royal Scenen nede ved Magasin.

rainy california

the oc soundtrack

Hvis man savner 00’erne, skal man bare sætte en serie som The O.C. på. Den har det hele; klaptelefonerne, en Facebook-fri verden, og ikke mindst det fedeste soundtrack! Én af seriens hovedpersoner, den meget nørdede og lettere neurotiske Seth Cohen (spillet af Adam Brody) er kæmpe fan af Death Cab For Cutie, som også optræder i sæson 2 hvor fede 00’er bands som The Killers, The Walkmen, The Thrills og Modest Mouse m.fl. også optræder. Ydermere er der et afsnit (afsnit 15 i sæson 2) hvor Beck havde premiere på hele 5 numre fra hans daværende nye album Guero, hvor han også spiller Daniel Johnston‘s “True Love Will Find You In The End“;

The O.C. var i det hele taget en meget toneangivende TV serie, hvor flere bands som Coldplay, Imogen Heap, Beastie Boys, The Shins m.fl. havde premiere på deres dengang nye materiale. Og serien hjalp flere bands med at bryde igennem lydmuren. Listen over musikken der er brugt i seriens 4 sæsoner er også kilometer lang, og den indeholder bl.a. danske bands som Efterklang og Blue Foundation.

Én af mine yndlingsafsnit, er afsnit 14 i sæson 2 kaldet “The Rainy Day Women“, hvor seriens karakterer hver især kæmper med lidt hjertekvaler, og det gør det ikke bedre af at det øs-plask-regner igennem hele afsnittet. Det er de færreste scener hvor det regner i teen-serier der foregår i solstaten Californien, hvis man tænker over det, og det gør man når det pludselig står ned i stænger.

Afsnittet starter ud i absolut mol med silende regn og introen af “In Every Sunflower” af irske Bell X1 (som består af store dele af Damien Rice’s tidligere band Juniper) fra deres fremragende debutalbum Music In Mouth (2004):

Sangen går igen senere i afsnittet som virkemiddel til at beskrive de voksne’s hjertekvaler. Hvorimod teenagernes hjertekvaler bliver understreget af Boyz II Men‘s “End Of The Road“;

Afsnittet slutter heldigvis med at de rette finder hinanden i regnen imens “Champagne Supernova” af Oasis kører i baggrunden (yes, det er Seth Cohen der leger Spiderman);

Det her er bare ét eksempel på hvordan musikken på genial vis er med til at fortælle historien om de rige teenagere i Orange County. Så hvis du ikke lige synes at den danske sommer er noget at råbe hurra for, så lav dig en portion popcorn og tænd for Netflix.

SPOT optakt: Liima

Lima behind the scenes

Som en optakt til SPOT festival der løber af stablen om en halvanden måneds tid, kommer vi her på bloggen til at bringe en række interviews med SPOT-aktuelle bands. Det første interview vi bringer er med Liima som udgiver deres debutplade ‘ii‘ i dag. Vi kan hilse og sige at det er en dejlig forårsplade, så tjek den evt. ud imens du læser lidt om hvordan den er blevet til med mere.

Efter koncerten med Liima på dette års Frost Festival, satte undertegnede sig i morgenmads-restauranten på Hotel Astoria sammen med bassisten Rasmus Stolberg. Dels for at finde ud af hvordan og hvorfor Liima opstod, om tilblivelsen af ‘ii‘, og ikke mindst om hvad der er blevet af Efterklang.

Hvor længe er det Liima har eksisteret?
Vi startede i juli 2014. Men der hed vi ikke Liima, der vidste vi slet ikke vi ville have et band. Det startede med at os 4 (Casper Clausen, Rasmus Stolberg, Mads Brauer og Tatu Rönkkö red.) blev inviteret af en festival i Finland til at komme op i 10 dage. Så gav de os et sted hvor vi kunne skrive musik sammen, og planen var så at vi skulle spille det musik vi lavede og have præmiere på deres festival den sidste dag. Så vi tog bare derop og tænkte det er et projekt det her, nu ser vi hvad der sker. Men så gik det helt vildt godt, og vi synes det var helt vildt inspirerende og synes også vi fik lavet en masse god musik, så vi kunne faktisk med det samme efter den der første koncert, besluttede vi at vi skulle lave et band. Og vi besluttede også at vi ville fortsætte med at arbejde på den måde der. Så lavede vi den der residens i Finland hvor vi skrev 6 numre på 1 uge, og har så efterfølgende lavet residens i Berlin, Istanbul og på Madeira, allesammen på 1 uge hver. Det er sådan cirka i løbet af 1 år det her. Og alle steder skrev vi en masse sange og så med det samme spillede vi dem live. Og den plade der nu kommer her den har nogle af de bedste sange som vi har lavet. Vi har lavet 20 i alt eller sådan noget og vi indspillede 16 og der er 10 på pladen. Det er meget fint det der med at vi har skrevet en masse musik, og tit har vi skrevet 1 sang om dagen og så har vi spillet den live og set om det virkede og så har vi taget den med videre. Det fungerer superfedt. Vi sidder ikke og arbejder med noget når vi ikke er sammen. Der er ikke nogen der sidder og laver skitser eller sidder og redigerer som det var i Efterklang.

Som man kunne sige var en meget klassisk bandting eller?
Jeg ved snart ikke hvordan. Det her det er i virkeligheden sådan et klassisk garagerock band, hvor man står og spiller sammen. Altså nu er man jo vant til at man kan optage og sidde og spille demoer i computeren og sådan noget og det gør vi ikke. Vi står kun og spiller sammen og så optager vi live hvad det er vi laver, og har det som referencer.

I har ikke sådan nogle dogmer?
Nej det synes jeg ikke. Altså vi har jo et dogme…eller vi har en arbejdsmetode som er ret præciseret og som gør at musikken også får den natur den har. Altså vi skriver kun når vi er sammen, og vi skriver fælles. Der er ikke nogen der kommer med nogen idéer eller skitser. Vi starter fra nul og så improviserer vi og jamer og så optager vi det og så lytter vi på det og så hvis der er et eller andet vi synes der er fedt, så prøver vi at arbejde videre på det. Altså f.eks. den der sidste sang vi spillede i dag (Leather In Pain red.), da vi startede i går morges startede vi bare med at improvisere i en time og der kom det der frem i en del af den der times tid, og så lyttede vi på det her i dag og så tænkte vi at det fungerede da meget godt og så spillede vi den lige inden koncerten og prøvede at finde ud af hvad det var og så spillede vi den så live i aften. Så det er gået meget meget stærkt. Den er jo heller ikke helt færdig, men jeg ved heller ikke om den sang bliver til noget, den stikker lidt ved siden af alle de andre ting vi laver.

Det lyder spændende, men tror du det er noget i vil blive ved med det her?
Ja. For det første så fungerer det for os, for det andet så bor vi i 3 forskellige byer (København, Berlin og Helsinki red.) så vi har ikke noget øvelokale, så vi har ikke noget sted så det giver rigtig god mening at vi får de her invitationer.

Spiller i også ‘normale’ koncerter?
Altså vi har spillet 50 koncerter eller sådan noget imellem de 4 residenser vi havde inden pladen, hvor vi har prøvet materialet af, fordi det er vigtigt når man laver noget så hurtigt, så er det jo ikke helt sikkert – nogle gange fungerer det fra starten af, men tit skal det lige have noget arbejde. Så der har vi bare brugt de der livekoncerter til at blive bedre til at spille og til at finde ud af hvordan vi skulle skære det helt præcist.

Man kan jo sige at i i forvejen har en rigtig god indgangsvinkel til hele verden i forhold til at Efterklang har været rundt i hele verden op til flere gange, ikk?
Ja, det er klart at der er nogle ting vi kommer lidt nemmere til. Det er klart. Der er også nogle ting der er svære fordi vi er også nogle gamle røvhuller. Altså der er også rigtig mange der ikke er interesserede fordi at vi ikke er spritnye. Folk har nogle gange et indtryk af hvad man gør og hvad man er, og der er jo rigtig meget musik, man kan ikke lytte til det hele, og så beslutter man et eller andet; ”Ej men det er ikke interessant for mig” eller sådan noget. Og så tager man fejl nogle gange. Jeg er aldrig kommet ordentligt ind på hip hop for eksempel. Jeg har hørt en masse hip hop som jeg synes er spændende, men jeg har aldrig rigtig haft tid til at sætte mig ind i det, der er bare for meget musik. Haha. Man bliver nødt til at vælge lidt.

Bliver i sammenlignet meget med Efterklang fordi i jo praktisk talt er de samme medlemmer?
Det er jo klart at de fleste gør det eller kommer til at gøre det, men det er lidt ligesom at sammenligne Xx med Neil Young og det giver ikke rigtigt mening udover at vi deler en masse medlemmer. For det er et helt andet sprog synes jeg i hvert fald.

Var det også et sprog i trængte til at komme ud i?
Ja det er helt klart en lyst vi har haft, altså det her musik er meget mere umiddelbart og det er sådan meget mere én eller anden energi man prøver at fange og prøver at fange et eller andet øjeblik sammen. Vi har jo aldrig skrevet 1 sang pr. dag i Efterklang for eksempel, så det er enormt forfriskende det her for os.
Så det er rigtigt at vi havde brug for at kunne lave andre ting, og også ting som ikke passede ind i hvad Efterklang var, men vi har ikke stoppet Efterklang overhovedet. Vi laver rigtig mange Efterklang ting hele tiden. Lige nu har vi en 3-4 projekter i gang der har med Efterklang at gøre, og vi lavede den der opera i sommers. Så bandet er ikke stoppet, overhovedet ikke, vi er bare stoppet med at være det der band der turnéer hele tiden og laver albums hvert 2.-3. år. Så vi stoppede med at være Efterklang på den måde som vi var Efterklang i rigtig mange år, og det handler mere om at kunne skrue ned for denne der heftige aktivitet og så i stedet for også kunne åbne op for at være med i andre projekter, og gøre andre ting. For eksempel det her band, eller for eksempel The Lake Radio eller vi har skrevet nogle danseforestillinger, og vi har lavet den der opera og nu er Efterklang jo ved at lave et hjerneprojekt sammen med to hjerneforskere, så der sker en masse ting. Så Efterklang det er ét band der kører fortsat, og Liima er et andet band der kører parallelt med Efterklang, men to forskellige bands. Så det er ikke noget med at Liima er det nye Efterklang, det er bare et nyt band.

Interviewet lakker mod ende, men inden vi går hver til sit stiller Rasmus mig pludselig følgende spørgsmål, og det kom der denne lille samtale ud af;
Var der noget du tænkte under koncerten, hvad fanden er det, eller hvorfor er det sådan der?
Jeg tænkte med Casper med alle hans mikrofoner at det kunne være et meget sjovt koncept. Haha.
Jeg ved ikke hvorfor han har så mange mikrofoner, der er kommet en ny én hver dag.
Så i morgen så er der 5 mikrofoner eller? Hahaha.
Ja det tror jeg. Hehe.
Der var også en sang som jeg kunne forestille mig at man kunne danse til…altså det er sådan meget dansevenligt musik meget af det…
Ja men meget af det er, og det er også super spændende at man kan, fordi det er meget mere grooveorienteret.
Jeg tog mig selv i at stå og prøve at tænke tilbage på hvad for noget Efterklang fordi det vil man gøre pr. automatik som vi også snakkede om lige før, for at prøve at høre forskellen på Liima og Efterklang, men det var aldrig en tanke jeg fik ført til ende, andet end at jeg blev enig med mig selv om at det ikke er det samme. Hehe.
Nej det var ikke sådan der. Hehe.
Nej det har været meget mere storladent ikk?
Jo, mere komponeret. Mere orkestralt.
Præcist. Hvor Liima er mere maskinelt på én eller anden måde?
Ja. Vi har en idé om at vi er et elektronisk garageband.
Haha ja, det passer måske meget godt.

Blevet nysgerrig? Så hør bandets seneste single ‘Roger Waters‘ fra debutpladen ii:

Og tjek dem ud på SPOT Festival hvis du skal med.

Roskilde Festival 2013 – Rikke fortæller og anbefaler

Roskilde Festival 2013

195 navne på 8 dage. Da jeg skulle finde ud af hvor tætpakket mit Roskilde skulle blive i år blev jeg ganske overrasket. Lørdag skulle vise sig at være den eneste dag jeg har mere end 5 navne på programmet, og rigtig mange af de resterende navne på programmet ringer ikke en klokke i mit musikalske univers, så jeg fornemmer lidt på det hele at mit Roskilde bliver en god blanding af gode gamle kendinge, bekendtskaber man får et større indtryk af og så de navne man ikke anede skulle være en del af éns musikalske univers. Jeg vil i dette indlæg prøve og komme med et par bud på hvad der er anbefalelsesværdigt at se på dette års Roskilde.

Undertegnede har allerede været afsted på festivalen både i lørdags og i går, søndag. Det er første gang nogensinde at jeg når at opleve warm-up dagene og det var vildt at overvære da hegnet væltede og campingområdet rimelig hurtigt blev fyldt op med telte og pavilloner (se billede herunder). Stødte også ind i ét af postbuddene fra Dream City’s postkontor-lejr, som kiggede forbi Stengade baren i Street City og stolt poserede i sit præ-kostume.

Roskilde run + postmand per

Poetry In Mono er iøvrigt også repræsenteret i Stengades bar i år. Dels på drinkkortet, men også med en fin lille tagline på infovæggen i baren (se billede øverst). Vi er rigtig stolte af det og oprigtigt glade for at grafikerne der står bag infovæggen valgte at skrive i blåt, da det står godt til konceptet og bloggen her.

Nå…til musikken. Lad os starte på toppen. Af de bands jeg glæder mig allermest til at se, må det være islandske Sigur Rós som ifølge mig har begået én af årets plader! De kommer ligeledes kommer til at slutte min festival af lørdag nat. Det bliver storslået!

De norske Dråpe som spiller i aften på Pavilion Junior vil jeg også anbefale varmt. Her er tale om drømmende guitarstøj med en snert af pop til den søde tand. I morgen når jeg er tilbage på Roskilde skal jeg helt klart tjekke Travelling Tribes ud, som jeg endnu ikke har haft fornøjelsen af at opleve live.

I går oplevede jeg Navneløs på Pavilion Junior. Koncerten bar desværre meget præg af at de dels ikke havde deres to cellister med, men i den grad også af at lyden var alt for høj og bas og guitar var alt for dominerende, så deres ellers så detaljeorienterede udtryk druknede. Den knap så gode start på den musikalske del af min festival blev dog hurtigt vendt til det bedre da Rewolmer feat. Lotte Rose fyrede op under deres atmosfæriske ambient på Apollo, som man kunne stå der og vugge til i solen.

Derudover er jeg spændt på at se Vinnie Who åbne Orange torsdag. Og håber på at se følgende: Jake Bugg, Animal Collective, Martin Ryum, Efterklang, Ásgeir Trausti, Indians, The National og Quadron. Hvis min energi stadig er der søndag, ville jeg også meget gerne opleve My Bubba og Black Rebel Motorcycle Club. Og så er jeg spændt på at se hvad jeg ellers løber ind i af musikalske oplevelser. Der plejer som regel at være mindst én uventet overraskelse på Roskilde. Vi ses derude!

årets danske plader 2012

Traditionen tro afslutter vi her på blaavinyl.dk året med vores bud på hvilke plader, der har fyldt rigtig meget i vores øregange det seneste år. Reglerne er simple; udgivelserne skal være udkommet i 2012, og vi skelner ikke imellem album og EP. Vi skal dog lige gøre opmærksom på, at det har været et drønsvært valg i år, både på den danske såvel som på den udenlandske liste, da der har været overdrevet mange fede udgivelser at vælge imellem, ligesom der også er en del, der enten er gået vores ører forbi eller, som vi ganske enkelt ikke har haft tid til at få ind under huden, men her er listerne over de plader, vi synes har været de bedste danske udgivelser i 2012:

Rikke:
Sådanne lister her er selvfølgelig altid præget af rene musikalske perler og ligeså af musikalske perler der har ført til en række gode oplevelser i løbet af året, som for evigt vil minde én om hvilket fantastisk år, det har været på både godt og ondt. Det er på baggrund af dette, jeg har lavet min liste, som bestemt ikke var nem at komme frem til:

10. Teitur – Four Songs
– Med denne EP er Teitur på vej tilbage til sine rødder, og det er jeg ovenud glad for. Jeg har hørt den rigtig meget og især åbningsnummeret Home har gjort indtryk. Man kan kun håbe på at han fortsætter stilen på sin næste plade, det ville pynte.

9. Efterklang – Piramida
– Det er jo en ret vild historie denne plades byggesten er brygget på. Om ikke andet er resultatet blevet intet mindre end fantastisk flot. Efterklang er gået lidt væk fra det poppede udtryk de havde på deres forrige plade, og tilbage til det lidt mere eksperimenterende. Undertegnede var så heldig at opleve dem i Radiohusets koncertsal i forbindelse med 60 minutes konceptet i oktober, og det var en lækker oplevelse.

8. The New Spring – Secret Amour
– Det har taget mig en del tid at komme ind på denne her plade, men det har jo samtidig krævet en masse gennemlytninger. Min favorit på pladen er Poet’s Mouth og den minder mig om en dejlig aften jeg havde i foråret i selskab med Xiu Xiu og The New Spring på Stengade, og om en tømmermændsramt dag på festival på Bornholm hvor Kallesøe troppede op i shorts og spillede på scenen med Hammershus i baggrunden. Skønne minder.

7. Snake & Jet’s Amazing Bullit Band – Stuff That Rotates
– Som jeg rigtigt nok forudsagde, var det her en plade jeg satte rigtig meget på i sommers fordi den har den der vibe.

6. Islets of Dust – People and Birds
– Virkelig virkelig smuk EP, som har haft mange gennemlytninger siden den udkom midt i 2012. Den skal bare høres!

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/44310918″ params=”” width=” 100%” height=”166″ iframe=”true” /]

5. Christian Hjelm – Før Vi Blev Lette
– Jeg har ikke altid haft det lige nemt med dansksproget musik på trods af at være vokset op med det (Anne Linnet, Gasolin osv.), men denne her plade er jo fantastisk. Om det er fordi Hjelm’s specielle stemme passer rigtig godt til det dansksprogede eller om det er fordi pladen giver association til min barndoms lydspor, er ikke helt til at sætte finger på. Men pladen har fanget min opmærksomhed og jeg har skamlyttet til den i år, så selvfølgelig skulle den være på denne her liste.

4. The Eclectic Moniker – The Eclectic Moniker
– Hvor mange danske bands er det lige der kan prale af at kunne skabe den perfekte calypso-fest? Der er kun 1, og det er The Eclectic Moniker, som var prikken over i’et i min white russians brandert på sommerens WonderFestiwall på Bornholm. En koncert der var skyld i at jeg kom for sent til en overdådig middag på Hammershus Caféen, men det var bestemt det hele værd. Denne her plade skriger af sommer, og jeg elsker den!

3. Jetsi Kain – EP
– Jeg har efterhånden fulgt disse drenge rimlig tæt i små 3 år, så det var rigtig fedt at opleve dem blomstre op her i 2012 med EP udgivelse og se at de fik deres bagland på plads, samt langt om længe overbevist mig om at deres nye bandnavn kunne det det skulle. Når det så er sagt, så var det fedt endelig at opleve noget af alt deres fede materiale i velindspillede og velproducerede versioner som man kan her på EP’en. Jeg er spændt på at høre deres debutalbum som skal indspilles i foråret. Måske 2013 for alvor bliver deres år?

2. Jacob Bellens – The Daisy Age
– Det er ikke mange måneder jeg har haft til at nyde denne plade, men for fanden da…! Som jeg også skrev, så sker det ikke særlig tit at en plade tager mig med sådan en storm fra første lyt. Derudover er Bellens’ stemme jo aldrig til at stå for. Det er en meget behagelig plade.

1. Asbjørn – Sunken Ships
– Er der en plade og en artist der har fyldt meget i mit 2012, så er det uden tvivl Asbjørn. Magen til musikalsk talent skal man lede længe efter. Det er især live han formår at vise det, men det skinner også igennem på denne fine debutplade. Min indre poptøs bliver virkelig pleaset her og hvis du spørger mig, er det nok én af de mest undervurderede danske udgivelser i år!

Rune:

Det har været et ganske udmærket år i dansk musik, der dog overordnet set, var en kende stærkere i fjor. Det skal dog ikke overskygge, de ganske formidable plader, der bliver nævnt nedenfor. For der har virkelig været nogle – for undertegnede – skæve indslag, der bringer overraskelse for en selv. En Town Portal-plade. En heldyrket elektronisk plade som Taragana Pyjarama – og 80’er-kitch med Cæcilie Trier. Nuvel, et godt år – der ansporer til optimisme for 2013. Tak 2012.

10. Jakob Bro / Thomas Knak – Bro/Knak

– Et virkelig dejligt album af den dynamiske duo Jakob Bro og Thomas Knak. Den ene halvdel er uden de elektroniske elementer, men er virkelig smukt bygget op, mens Knaks elektroniske takes på materialet er en sand fornøjelse.

09. Christian Hjelm – Før Vi Blev Lette

– Et af de bedste dansksprogede albums i meget lang tid. En Larsen og en Nørlund samlet i et kækt udtryk med sproglige og lyriske twist. Alibi og Scenen Skifter Nu er decideret fremragende.

08. Chorus Grant – …And the Villa Nova

– Kristian Finne Kristensens soloprojekt Chorus Grant stikker faktisk i ret mange retninger, men det gør, at pladen, …And the Villa Nova virkelig kan bruges meget i forskellige sammenhænge. En plade, hvor jeg har numrene meget for sig. Til gengæld har jeg hørt dem utrolig meget. Blood Brothers, Everything Red, Her Face In The Sun og Big Guns er virkelig stærkt materiale – jeg ser frem til at lytte til Kristensens nye projekt Cancer – sammen med Nikolaj Vonsild.

07. Kala-OK – Reminiscience of a Bodily Blues

– Et rigtig drømmende og 60’er-poppet album. Der er både plads til bredende horisonter og The Beatles-referencer, uden at det tager overhånd. Virkelig dejlig plade.

06. Jacob Bellens – The Daisy Age

– Murder og I Got You On Tape-medlemmet har ganske enkelt leveret en formidabel plade, der med sin ro og eftertænksomme lyrik virkelig er en af årets bedre udgivelser. Heart Of Africa og Champion Sound er mine personlige favoritter.

05. Efterklang – Piramida

– Den danske – nu trio – har undergået en spændende proces med deres seneste album Piramida. Med field recordings fra en forladt by i Svalbard er historiefortællingen på plads, men det bliver heldigvis bakket op af en virkelig interessant skive.

04. CTM – Variations

– Cæcilie Trier har for alvor bevæget sig ud af en tangent på Variations, hvor hun med kitch 80’er-stemning etablerer et meget dragende univers med sine dybe fyldige stemme. Et meget spændende projekt, som snart skulle være klar med en udgivelse mere.

03. Town Portal – Chronopoly

– Gruppen har leveret et top tre-album i år med sin progressive stemningsfulde instrumentalmusik, hvor kompleksitet ikke overstiger det kunstneriske udtryk. Chronopoly er så levende en plade, at den konsekvent kalder på mere – jo mere du lytter.

02. Taragana Pyjarama – Tipped Bowls

– Nick Kold Eriksens sfæriske løb på Tipped Bowls er ganske fortryllende og vanedannende. De momentvis strukturerede figurer, der bliver suppleret af mere uhåndgribelige musikalske billeder, er en ganske formidabel duo, som stadig gør den en fast spilleliste på iTunes-biblioteket.

01. The New Spring – Secret Armor

– Med Secret Armor har The New Spring endnu engang fundet vej til top tre med sin inspirerende guitar-baserede singer/songwriter-stil.  Der er en anderledes guitarklang over dette album. Der er mere fylde, og en større varme end på det fremragende The New Spring. Secret Armor tager mig et sted hen, hvor jeg glemmer tid og sted. Pladen fremstår jævn, men uden at det er negativt, for det betyder, at den bedste bliver hørt i sin fulde længde – ja, igen og igen. Med nedlæggelsen af Shout Wellington Air Force bliver det desuden meget spændende at følge, hvad Bastian Kallesøes næste projekt bliver.

an island en efterklangsk historie

Undertegnede var så heldig at være på det rette sted og tid i torsdags, da jeg fik stukket den fineste gave i hånden. Det var An Island DVD’en, som også udkom i torsdags. Deluxe udgaven, som må siges at være deluxe i mere end én forstand. Ikke alene er den nummereret (ud af i alt 5000 eksemplarer), derudover er selve coveret speciallavet og trykt på genbrugspapir med vegetabilske trykfarver på letterpress maskiner fra 1950’erne, og som om det ikke skulle være moderne nok, så indeholder DVD’en selvfølgelig en masse lækkert ekstra materialer (bl.a. en mindre koncert i en ukendt Københavnerlejlighed), der er også 5 flotte postkort og en 35 sider booklet med smukke billeder (se billede).

Det var en oplagt mulighed for undertegnede til endelig at få lov til at se den film der for nogle måneder siden var på alles læber, og som det er med så mange andre af sådanne film (de fleste bands udgiver jo enten koncertfilm eller dokumentarfilm), så var mine forventninger til filmen at det var en slags dokumentar om bandets spæde start på Als i sin tid, da min eneste viden omkring filmen var, at den er instrueret af Vincent Moon og at den er optaget på Als (bl.a. på drengenes folkeskole og gymnasie). Men efterhånden som filmen skred frem, gik det mere og mere op for mig at det mindst lige så meget handlede om leg, seriøsitet og den førnævnte nostalgi pakket ind i smukke smukke billeder og rammer. Samtidig var det en fornøjelse at opleve de så velkendte sange opført på vidt forskellige måder. Højdepunkterne må siges at være fremførelsen af Alike i Rasmus Stolbergs forældres gamle garage, sammen med det man måtte formå var de forskellige bandmedlemmers forældre/familiemedlemmer, eller Me Me Me The Brickhouse som de opfører på deres gamle folkeskole i sammenspil med skolens elever.

Filmen er så meget mere end en koncert DVD eller en dokumentar…Det er et stort sammenspil der går op i en højere enhed helt i Efterklangs ånd. Så gør dig selv den tjeneste enten at hente den herinde eller bestille én af de 5000 deluxe exemplarer herindefra.

2010 pt. 2 – Årets Danske Plader

Endelig kom turen til årets plader! Endnu et år med et væld af gode udgivelser…ja så mange at man knap nok har kunne finde tid til at lytte dem alle igennem, eller overhovedet nå at opfatte at pladen kom på gaden. Vi her på blaa vinyl har taget luppen i hånden og fundet frem til de bedste danske plader fra det ganske år:

RIKKE:
1. Murder – Gospel of Man
– Ja, det var vel ingen overraskelse efter min lille anmeldelse af pladen her, hvor denne plade ville ende henne på min liste over årets danske plader. Det er, bortset fra Efterklangs plade, helt klart den plade der har fulgt mig mest i løbet af 2010, og det er jo ikke uden grund.

2. Treefight For Sunlight – A Collection of Vibrations for Your Skull
– Én af mine venner kom hen til mig i foråret og sagde at jeg skulle give dette band en lytter, da han bestemt mente at de lige ville være noget for mig, og ret han fik. Især efter at jeg erhvervede pladen på vinyl for et par måneder siden, har jeg nydt at opleve pladen på ny for hver gang jeg satte den på.

3. Alcoholic Faith Mission – Let This Be The Last Night We Care
– Jeg kendte ikke bandet her før i år, hvor de udgav denne fremragende plade, som virkelig overraskede mig lige fra første lyt. Jeg har også haft fornøjelsen af at opleve dem live i løbet af det ganske år, og er ikke blevet skuffet.

4. Efterklang – Magic Chairs
– Denne plade reddede virkelig mit forår siden jeg fik pladen i hånden i januar måned (man har vel lov at være heldig), og vi råhørte den hver gang vi vaskede op og næsten hver gang vi spiste, så min roommate til sidst forbød mig at sætte den på. Hehe. Efterklang har på mange måder haft indflydelse på mit liv i løbet af 2010.

5. Mechanical Bird – Daughter of the Wind (EP)
– Jeg har igen i år valgt at se bort fra forskellen på EP og album, da der i mine øjne efterhånden ingen forskel er. Og sætter derfor denne lækre EP på min liste, da han er blandt mine nye favoritter på den danske singer/songwriter scene. Hold nu godt øje med ham.

6. Figurines – Figurines
– Det er efterhånden gået op for mig hvor meget indflydelse Figurines egentlig har haft på mit liv, da de dukker op som soundtrack til en hel del minder efterhånden. De har heller ej skuffet mig på denne plade fra i år, hvor de igen beviser hvor alsidige de kan være på trods af Christian Hjelms unikke og meget genkendelige stemme.

7. Thee Attacks – That’s Mister Attack To You
– Endelig! Noget råt og rebelsk rock’n’roll, som nogle gange kan bringe mig i tvivl om hvadend det er musik fra 60erne jeg lytter til eller ej. Det er skønt, dansabelt og måske en anelse ensformigt, men det gør nu ikke noget, for man kan aldrig få for meget rock’n’roll. Bandet er iøvrigt sindssygt livlige på en scene, hvilket også bringer et kæmpe + til placeringen her.

8. 4 Guys From The Future – Under The New Morning Sun
– Jeg har kun ejet pladen her i et par måneder, men den har formået at suge mig ind lige midt i lydbilledet hver gang jeg har sat den på. Min mission i 2011 må være at få oplevet det i levende live.

RUNE:
05. Chimes And Bells: Chimes And Bells
– Til et andet Bella Union-band. De indfriede mine meget høje forventninger, men det tog længere tid end først antaget. Jeg havde personligt lidt svært ved at finde ind til albummet som helhed ved den talentfulde gruppe – anført af Cæcilie Trier, men jeg skal love for, at den sidste måneds tid har gjort underværker. Det er ganske enkelt en plade, der kræver mere tid end de fleste – for mig ikke mindst, men man blive ved den søde grød belønnet for sin tålmodighed. Efterklangs Magic Chairs måtte desværre vige pladsen for Chimes And Bells’ længe ventede debut.

04. Treefight For Sunlight: A Collection Of Vibrations For Your Skull

– Fremragende debutalbum fra et band der kom ud af ingenting. Den røde vinyl, der nu pryder min vinylsamling, vil stå som et af de mest melodisk stærke, og mest velarrangerede danske albums jeg har hørt længe. Til dem der ikke ved det, så synger næsten alle bandmedlemmer solo på et eller andet tidspunkt, hvilket man kan være vidne til live. Det er meget atypisk, og i øvrigt uden at det sænker kvaliteten. Pladekontrakt med Bella Union i det britiske er da så sandelig heller ikke ufortjent på denne kraftpræstation af en debut.

03. The Malpractice: Tectonics
– Tectonics er en umanerlig gennemført plade, fremført af Johannes Gammelby (Beta Satan, I Am Bones m.fl.) og dennes kumpaner fra Beta Satan. Lyden skabt omkring The Malpractice er både dyster, aggressiv, optimistisk, fandenivoldsk, melodisk, ironisk og højtråbende. De mest lavmælte, som Million Dollar Boy og The Human Condition, og de mest højtråbende som Fault Lines og It’s All About Love er værd at fremhæve, men pladen er så sandelig værd at høre i sin kompakte helhed.

02. Shout Wellington Air Force: Clean Sunset
– 
Debutalbummet fra Wellingtons Luftstyrker blæste mig fuldstændig væk. On The Shore var det første nummer, der tog mig, mens albumåbneren Cherry Glands også er værd at fremhæve. Albummet er så hamrende indie – på den gode måde, skal det lige siges – og det virker virkelig ambitiøst. De holder sig ikke tilbage for at krænge deres inderste indre ud. Clean Sunset har en utrolig spændende lydbearbejdning, og generelt er der gjort meget for at holde en rød tråd. Fantastisk debut, der må være starten på noget stort.

01. 4 Guys From The Future: Under The New Morning Sun
– Et overordentligt solidt udspil af medlemmer fra Lily Electric, The Asteroid Galaxy Tour, Straight From The Harp, One Year From Home med flere. Det er en eminent blanding af improvisation og popmelodier på albummet, som gør albummet særdeles levedygtigt over tid, og for undertegnede har det betydet flere solide ahaoplevelser selv efter flere måneders intens lytning. De er ganske enkelt et fremtidens band, hvilket deres absurd høje niveau er et lyslevende eksempel på.

Danske udgivelser i år, der er meget værd at bemærke har i øvrigt været Under Byens Alt Er Tabt, den allerede nævnte Efterklang-plade Magic Chairs, The Rumour Said Fires The Arrogant, Sleep Party Peoples selvbetitlede debut, Pinkunoizus første Free Time, Agnes Obels Philharmonics, Bjørn Svins Browen og mange flere, der fortjener at blive nævnt.

De bedste koncerter i 2010

1 2 3 4 til deres allersidste koncert nogensinde på Fermaten i Herning d. 15. oktober 2010. Foto: Rikke Schlosser

Ingen årsgennemgang uden et indlæg om de koncerter der er værd at nævne fra endnu et år fyldt med musikalske oplevelser. Vi har valgt hver vores måde at placere og portrættere disse koncerter på, så bær over med et lidt halvlangt indlæg…det manglede vel også bare efter de sidste par måneders jævnlige fravær…

RUNE:
En af de ting der har gjort, at det er så svært at vurdere 2010’s bedste koncerter er, at der har været så mange forbandet gode koncerter. Midlake, Lampchop, Broken Social Scene, LCD Soundsystem, Daniel Johnston og mange flere. Af danske koncerter har Under Byen, The Malpractice, 4 Guys From The Future, Treefight For Sunlight, Hymns From Nineveh, IGNUG, Kellermensch, Under Byen og Sleep Party People med flere brillieret, men toppen er:

1. Prince, Orange Scene, den 4. juli 2010
– Der er – som altid – mange meninger om de store (og dyre) navne, der bliver booket på Roskilde Festival. Det var der naturligvis også om Princes koncert på Roskilde i år, hvor Prince, som jeg egentlig aldrig har beskæftiget mig meget med, blæste mig fuldstændig væk. Virkelig solidt vel-spillende orkester og tilpas meget over-the-top fløde-vokal-indlevelse. Desuden hørte jeg kun koncerten til og med Purple Rain, som må være det nummer, der er den ultimative festival-slutter. Jeg har hørt en sige, at det Prince er god til – det er at være Prince, og det må jeg så tilslutte mig.

2. Porcupine Tree, Train, den 4. oktober
– Jeg missede desværre gruppen på Roskilde, men jeg fik muligheden for at tage revanche med Porcupine Tree i Århus. Det melodiske og dystre prog-inspirerede rockband gav en fantastisk koncert. Gruppen spænder virkelig bredt. Selvom man ikke er meget til klassiske stereotypiske prog-metal/rock, der er ligeså tæt på alternativ rock i mange perioder, så er Porcupine Tree virkelig et bekendtskab værd for de fleste. Genial koncert med total teknisk overlegenhed.

3. Vi Sidder Bare Her, Mungo Park Kolding, den 25. september
– Det var Leth, Simpson, Toksvig og co.’s sidste koncert på deres turné, der i samme omgang var en afslutning på en festival til ære for Leth, der blev afholdt netop i Kolding. Koncerten var total udsolgt, og de herrer leverede en fantastisk hyggelig koncertoplevelse af de sjældne. Man kan altid diskutere, hvorvidt stemningen ikke fungerer bedre på pladerne, men når Leth sidder lige der, på scenen, og beretter om alskens ting og sager, så kan man ikke andet end blive fanget af omstændighederne. Der er mange favoritter blandt de betragtelige visdomsord fra Leth, tilsat kølig melankoli af Toksvig og Simpson.

4. Band Of Horses + Figurines, Voxhall, den 1. september
– Super koncert. Infinite Arms. Genialt band. Everything All the Time. Fantastisk stemme. Ikke meget mere at sige om det – se dem.

5. CODY, SPOT Festival & Voxhall – 2013, den 22. maj og den 4. september
– Jeg synes dette har været Codys år. Selvom deres debutalbum udkom i 2009, så synes jeg, at gruppen er opnået et internationalt niveau, hvilket de også er blevet/bliver belønnet med, med pladeudgivelse i USA og Europa. De to koncerter jeg var vidne til i år, var særdeles overbevisende, og på et niveau meget få danske kunstnere pt. kan præstere. SPOT-koncerten blæste alle væk, og Voxhall-koncerten havde charme. (Jeg har anmeldt begge koncerter her og her).

RIKKE:

Sidste år valgte jeg at placere koncerterne i en nummereret rækkefølge, men da det er svært at vurdere hvilken der har været den bedste, har jeg valgt blot at nævne dem i kronologisk rækkefølge:

2401: Slaraffenklang @ Skuespilshuset
– Kan du sige gåsehud?! Bandkollektivet her leverede den smukkeste koncert i de bedste omgivelser taget deres musikalske projekt i betragtning. En fantastisk oplevelse!

2603: Beach House @ Loppen
– Koncerten var præget af et stopfyldt Loppen, men når højttalerne serverer Beach House’s meget varme univers og en masse guf til øjet, er det svært ikke at blive ramt lige i hjertekulen.

1104: Murder + Hymns From Nineveh @ Planeten
– Igen et eksempel på en koncert der er placeret i de helt rette omgivelser. Faktisk er det ikke første gang en koncert oplevet på Planeten i Huset i Magstræde opnår toplisten over årets koncertoplevelser. Lyden og stemningen var helt i top, så det var svært ikke at få en vedvarende gåsehud. Jeg ser frem til at opleve mange mange flere koncerter med både Murder og Hymns From Nineveh i det kommende år, især i forbindelse med sidstnævntes længe ventede debutalbum, som er sat til release d. 22. februar. Men jeg tror det bliver svært at stikke denne aften!

1704: Efterklang @ Store Vega
– For første gang siden Placebo selv samme sted for 7 år siden, oplevede jeg en koncert fra allerbagerste række, og hvordan et band kan fylde en stor sal uden de store virkemidler. Det var en fabelagtig aften.

2105: Twins Twins @ SPOT
– Bandet valgte at gå hver til sit blot en uge efter denne koncert, som jeg ellers syntes de havde spillet fremragende. Jeg synes derfor at denne sidste koncert var værd at nævne blandt disse koncerter. Jeg savner dem.

0608: Forest & Crispian @ Debaser, Malmö
– For første gang nogensinde i Malmö (altså undertegnede) og for første gang til koncert i Sverige. Det var noget af en oplevelse at opleve drengene på hjemmebane og se hvordan svenskerne forstår at værdsætte bandets til tider skæve univers. Det var en fest uden lige, og jeg nød at stå og iagttage det hele på afstand. Det var samtidig en smagsprøve på hvad man ville kunne opleve til deres koncerter næste år (nu med 8 mand på scenen!), da de udgiver deres tredje album i starten af marts, og inden da en EP her til januar, så de vil forhåbenligt kunne opleves hist og pist i det ganske land i løbet af foråret.

1009: Hjaltalín @ Klub Geyser Festival
– Sikke en fest! Jeg ved ikke hvorfor, men jeg må undervurdere de islændinge gang på gang, da múm gjorde lidt samme stunt på mig sidste år. Hjaltalíns meget storslåede univers burde jo lægge op til en storladen koncertoplevelse med hele svineriet…men istedet forvandlede et proppet Kulturhuset Islands Brygge sig til et stort diskotek med fælles sang på toppen!

3009: 1 2 3 4 + Börsenfieber feat. Nikolaj Nørlund, Pato og Christian Hjelm + DJs @ Musikcaféen
– Endnu et band i opløsning…denne gang var det dog valgt inden koncerterne var spillet, så der var derfor denne aften lagt i ovnen til noget af en fest. Det var dog ikke undertegnedes sidste koncert med 1 2 3 4, men det var en meget mindeværdig aften fyldt til randen med kærlighed. Læs mere om den her.

0311: Ed Harcourt @ Lille Vega
– Som jeg har været inde på før her på bloggen, kan en koncert med denne fyr gå begge veje. Men denne gang gik det den rigtige vej, og blev til den bedste koncert jeg nogensinde har oplevet med ham. Har aldrig oplevet ham i så meget hopla! Læs mere om koncerten her.

1012 The Tallest Man On Earth @ Lille Vega
– Jeg kendte som sagt kun 1 album og 1 single med manden inden jeg trådte ind i et udsolgt Lille Vega fyldt med fællessang og dejlig stemning. Denne mand må og skal opleves i levende live, hvor hans skærbrænderstemme og fantastiske guitarspil virkelig kommer til sin fulde ret (selvom der nu også er en vis charme over de skrattede versioner af sangene på pladerne). Fantastisk aften!