årets danske plader 2012

Traditionen tro afslutter vi her på blaavinyl.dk året med vores bud på hvilke plader, der har fyldt rigtig meget i vores øregange det seneste år. Reglerne er simple; udgivelserne skal være udkommet i 2012, og vi skelner ikke imellem album og EP. Vi skal dog lige gøre opmærksom på, at det har været et drønsvært valg i år, både på den danske såvel som på den udenlandske liste, da der har været overdrevet mange fede udgivelser at vælge imellem, ligesom der også er en del, der enten er gået vores ører forbi eller, som vi ganske enkelt ikke har haft tid til at få ind under huden, men her er listerne over de plader, vi synes har været de bedste danske udgivelser i 2012:

Rikke:
Sådanne lister her er selvfølgelig altid præget af rene musikalske perler og ligeså af musikalske perler der har ført til en række gode oplevelser i løbet af året, som for evigt vil minde én om hvilket fantastisk år, det har været på både godt og ondt. Det er på baggrund af dette, jeg har lavet min liste, som bestemt ikke var nem at komme frem til:

10. Teitur – Four Songs
– Med denne EP er Teitur på vej tilbage til sine rødder, og det er jeg ovenud glad for. Jeg har hørt den rigtig meget og især åbningsnummeret Home har gjort indtryk. Man kan kun håbe på at han fortsætter stilen på sin næste plade, det ville pynte.

9. Efterklang – Piramida
– Det er jo en ret vild historie denne plades byggesten er brygget på. Om ikke andet er resultatet blevet intet mindre end fantastisk flot. Efterklang er gået lidt væk fra det poppede udtryk de havde på deres forrige plade, og tilbage til det lidt mere eksperimenterende. Undertegnede var så heldig at opleve dem i Radiohusets koncertsal i forbindelse med 60 minutes konceptet i oktober, og det var en lækker oplevelse.

8. The New Spring – Secret Amour
– Det har taget mig en del tid at komme ind på denne her plade, men det har jo samtidig krævet en masse gennemlytninger. Min favorit på pladen er Poet’s Mouth og den minder mig om en dejlig aften jeg havde i foråret i selskab med Xiu Xiu og The New Spring på Stengade, og om en tømmermændsramt dag på festival på Bornholm hvor Kallesøe troppede op i shorts og spillede på scenen med Hammershus i baggrunden. Skønne minder.

7. Snake & Jet’s Amazing Bullit Band – Stuff That Rotates
– Som jeg rigtigt nok forudsagde, var det her en plade jeg satte rigtig meget på i sommers fordi den har den der vibe.

6. Islets of Dust – People and Birds
– Virkelig virkelig smuk EP, som har haft mange gennemlytninger siden den udkom midt i 2012. Den skal bare høres!

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/44310918″ params=”” width=” 100%” height=”166″ iframe=”true” /]

5. Christian Hjelm – Før Vi Blev Lette
– Jeg har ikke altid haft det lige nemt med dansksproget musik på trods af at være vokset op med det (Anne Linnet, Gasolin osv.), men denne her plade er jo fantastisk. Om det er fordi Hjelm’s specielle stemme passer rigtig godt til det dansksprogede eller om det er fordi pladen giver association til min barndoms lydspor, er ikke helt til at sætte finger på. Men pladen har fanget min opmærksomhed og jeg har skamlyttet til den i år, så selvfølgelig skulle den være på denne her liste.

4. The Eclectic Moniker – The Eclectic Moniker
– Hvor mange danske bands er det lige der kan prale af at kunne skabe den perfekte calypso-fest? Der er kun 1, og det er The Eclectic Moniker, som var prikken over i’et i min white russians brandert på sommerens WonderFestiwall på Bornholm. En koncert der var skyld i at jeg kom for sent til en overdådig middag på Hammershus Caféen, men det var bestemt det hele værd. Denne her plade skriger af sommer, og jeg elsker den!

3. Jetsi Kain – EP
– Jeg har efterhånden fulgt disse drenge rimlig tæt i små 3 år, så det var rigtig fedt at opleve dem blomstre op her i 2012 med EP udgivelse og se at de fik deres bagland på plads, samt langt om længe overbevist mig om at deres nye bandnavn kunne det det skulle. Når det så er sagt, så var det fedt endelig at opleve noget af alt deres fede materiale i velindspillede og velproducerede versioner som man kan her på EP’en. Jeg er spændt på at høre deres debutalbum som skal indspilles i foråret. Måske 2013 for alvor bliver deres år?

2. Jacob Bellens – The Daisy Age
– Det er ikke mange måneder jeg har haft til at nyde denne plade, men for fanden da…! Som jeg også skrev, så sker det ikke særlig tit at en plade tager mig med sådan en storm fra første lyt. Derudover er Bellens’ stemme jo aldrig til at stå for. Det er en meget behagelig plade.

1. Asbjørn – Sunken Ships
– Er der en plade og en artist der har fyldt meget i mit 2012, så er det uden tvivl Asbjørn. Magen til musikalsk talent skal man lede længe efter. Det er især live han formår at vise det, men det skinner også igennem på denne fine debutplade. Min indre poptøs bliver virkelig pleaset her og hvis du spørger mig, er det nok én af de mest undervurderede danske udgivelser i år!

Rune:

Det har været et ganske udmærket år i dansk musik, der dog overordnet set, var en kende stærkere i fjor. Det skal dog ikke overskygge, de ganske formidable plader, der bliver nævnt nedenfor. For der har virkelig været nogle – for undertegnede – skæve indslag, der bringer overraskelse for en selv. En Town Portal-plade. En heldyrket elektronisk plade som Taragana Pyjarama – og 80’er-kitch med Cæcilie Trier. Nuvel, et godt år – der ansporer til optimisme for 2013. Tak 2012.

10. Jakob Bro / Thomas Knak – Bro/Knak

– Et virkelig dejligt album af den dynamiske duo Jakob Bro og Thomas Knak. Den ene halvdel er uden de elektroniske elementer, men er virkelig smukt bygget op, mens Knaks elektroniske takes på materialet er en sand fornøjelse.

09. Christian Hjelm – Før Vi Blev Lette

– Et af de bedste dansksprogede albums i meget lang tid. En Larsen og en Nørlund samlet i et kækt udtryk med sproglige og lyriske twist. Alibi og Scenen Skifter Nu er decideret fremragende.

08. Chorus Grant – …And the Villa Nova

– Kristian Finne Kristensens soloprojekt Chorus Grant stikker faktisk i ret mange retninger, men det gør, at pladen, …And the Villa Nova virkelig kan bruges meget i forskellige sammenhænge. En plade, hvor jeg har numrene meget for sig. Til gengæld har jeg hørt dem utrolig meget. Blood Brothers, Everything Red, Her Face In The Sun og Big Guns er virkelig stærkt materiale – jeg ser frem til at lytte til Kristensens nye projekt Cancer – sammen med Nikolaj Vonsild.

07. Kala-OK – Reminiscience of a Bodily Blues

– Et rigtig drømmende og 60’er-poppet album. Der er både plads til bredende horisonter og The Beatles-referencer, uden at det tager overhånd. Virkelig dejlig plade.

06. Jacob Bellens – The Daisy Age

– Murder og I Got You On Tape-medlemmet har ganske enkelt leveret en formidabel plade, der med sin ro og eftertænksomme lyrik virkelig er en af årets bedre udgivelser. Heart Of Africa og Champion Sound er mine personlige favoritter.

05. Efterklang – Piramida

– Den danske – nu trio – har undergået en spændende proces med deres seneste album Piramida. Med field recordings fra en forladt by i Svalbard er historiefortællingen på plads, men det bliver heldigvis bakket op af en virkelig interessant skive.

04. CTM – Variations

– Cæcilie Trier har for alvor bevæget sig ud af en tangent på Variations, hvor hun med kitch 80’er-stemning etablerer et meget dragende univers med sine dybe fyldige stemme. Et meget spændende projekt, som snart skulle være klar med en udgivelse mere.

03. Town Portal – Chronopoly

– Gruppen har leveret et top tre-album i år med sin progressive stemningsfulde instrumentalmusik, hvor kompleksitet ikke overstiger det kunstneriske udtryk. Chronopoly er så levende en plade, at den konsekvent kalder på mere – jo mere du lytter.

02. Taragana Pyjarama – Tipped Bowls

– Nick Kold Eriksens sfæriske løb på Tipped Bowls er ganske fortryllende og vanedannende. De momentvis strukturerede figurer, der bliver suppleret af mere uhåndgribelige musikalske billeder, er en ganske formidabel duo, som stadig gør den en fast spilleliste på iTunes-biblioteket.

01. The New Spring – Secret Armor

– Med Secret Armor har The New Spring endnu engang fundet vej til top tre med sin inspirerende guitar-baserede singer/songwriter-stil.  Der er en anderledes guitarklang over dette album. Der er mere fylde, og en større varme end på det fremragende The New Spring. Secret Armor tager mig et sted hen, hvor jeg glemmer tid og sted. Pladen fremstår jævn, men uden at det er negativt, for det betyder, at den bedste bliver hørt i sin fulde længde – ja, igen og igen. Med nedlæggelsen af Shout Wellington Air Force bliver det desuden meget spændende at følge, hvad Bastian Kallesøes næste projekt bliver.

tre x spot 2012

Godsbanen, Spot Festival 2012, Foto: Peter L. Nielsen

Vi havde fornøjelsen af, at være repræsenteret på årets Spot Festival, hvor undertegnede desværre først nåede forbi festivalen sidst på eftermiddagen lørdag. Der var dermed – beklageligvis – en masse musik, der ikke blev set.  Jeg selv nåede forbi navne som Marybell & Nils Frahm, Lotte Rose, Thee Attacks, Of the Wand & the Moon, Green Pitch, Rum 37, Asbjørn, Taragana Pyjarama og Chorus Grant. Der var dog også især tre navne, der fortsat har været forplantet i min bevidsthed.

Marybell Katastrophy & Nils Frahm:

Nils Frahm, Store Sal, Musikhuset, Foto: Per Lange

Eftersom jeg er stor tilhænger af Marybell K.’s ofte meget legesyge og skræddersyede konstellationer, så var det ikke helt værst, at de skulle spille med en af 2011’s største favoritter Nils Frahm. Under Frost Festival spillede Nils Frahm en aldeles fremragende koncert i Blågårds Kirken (eller hvad den hedder), og derfor var det på papiret et fremragende match efter undertegnedes smag. Det viste det sig heldigvis også at være i levende live.

Det var en kombination/cross-over-versioner af Marybell Katastrophys artpop og Nils Frahms sfæriske tangent-lydflader, hvor der var en fin disponering mellem hver kunstner. Jeg havde desværre ikke lyttet nok til Katastrophys seneste Amygdala til at være i stand til at vurdere, hvad der var nyt, for det lod til, at der rent faktisk også var nyt materiale ind over, hvor Marie Højlunds vokal blev tilsat Frahms underfundigt smukke piano-ekstravaganza.

Der var ligeledes deciderede improvisatoriske elementer, hvor hele gruppen stimlede sammen om Frahms flygel, for at lave perkussion og vokal ned i pianomikrofonen. Det var helt overordnet en utrolig smuk oplevelse, især eftersom det foregik i Store Sal, hvor pladsen var god og sæderne komfortable. Den helt rigtige setting til denne hybrid. Frahm og Katastrophy må for min skyld meget gerne gøre mere ud af dette samarbejde.

Green Pitch:

Green Pitch, Pressefoto, Foto: Kasper Teiner

En af de store krydser, der var blevet sat forud for Spot Festivalen var ved siden af Green Pitchs programtidspunkt på Radar. Efter at have nørklet en del med gruppens seneste (meget anbefalelsesværdige) EP’er Awake, Asleep og Alert, gik jeg ind til koncerten med med ret høje forventninger.

Det var en utrolig intens koncert, hvor publikummet på Radar var musestille og meget lydhøre. Det tyste akkompagnement, der supplerede den lysestemme forsangerinde Rex Garfield (fedt navn ikk’) besidder. Undervejs kom også Chorus Grant aka. Kristian Finne Kristensen ind og supplerede vokalt, som han også gør det på flere af gruppens udgivelser. Kombinationen af Finne Kristensen og Garfields vokaler fungerede fortryllende godt live, om end det også var afvekslingen af det vokale udtryk, der gjorde et ekstra udsalg.

Green Pitchs’ sangskrivning står for alvor i den bedste ende, af det tyste danske repertoire, og det kan stærkt anbefales at tage ind og se/nyde en koncert med dem. De formår som få, at give plads til det helt rigtige på de helt rigtige tidspunkter. De tre ep’er, der har været i a-rotation i privaten, er i hvert fald ikke blevet mindre værd for undertegnede efter koncerten. Virkelig god figur de gjorde sig på Spot.

Du kan lytte til alle tre udmærkede EP’er lige her (via Mortoise).

Taragana Pyjarama:

Taragana Pyjarama, Katapult, Foto: Toke Hage

Det sidste navn undertegnede gerne vil fremhæve, er den elektroniske musiker Nick Kold Eriksen, der også er kendt under navnet Taragana Pyjarama (tidligere Eim Ick). Taragana Pyjaramas elektroniske univers, er ikke lig noget, der ellers findes på dansk jord. Det er aldeles eksperimenterende og meget udfordrende i sit udtryk, samtidig med at repetitionen dyrkes i høj grad.

Det var et tremands-set-up, der indtog Katapult-scenen på Godsbanen lørdag nat, hvor der var stuvende fuldt. Det samplebaserede lydbillede blev underbygget af diverse synths, ligesom der var en livetrommeslager med. Det fungerede som udgangspunkt rigtig godt. Det musikalske kom ikke mindst til at stå i centrum, hvor tre meget indadvendte og fokuserede musikanter arbejdede sig igennem deres sæt.

Bortset fra få perioder, hvor koncentrationen overskyggede energien, leverede de en solid performance, hvor materialet fra det kommende debut-album Tipped Bowls var gruppens udgangspunkt. Det er alle de små detaljerige sekvenser, der er kendetegnende ved TP’s musik, hvor selv små samplede bidder, kan have tillægges en dominerende rolle i det samlede lydbillede. Det handler altså om, at koncentrere sig og lytte, når man beskuer og lytter til denne musik. Ikke desto mindre var det en god forsmag på, hvor Kold Eriksen er på vej hen, og der følger man gerne med.

Taragana Pyjarama – Growing Forehead:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/43189740″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0055ff” width=”100%” height=”81″ iframe=”false” /]

Spot Festival here we go again

Som det er hvert år omkring denne tid, skal denne blog selvfølgelig afsted til årets SPOT Festival. For undertegnedes vedkommende er det den 9. gang i træk, så man kan vel efterhånden kalde sig en veteran. Jeg glæder mig i hvert fald som et lille barn, som jeg altid gør. Det er og bliver én af mine yndlingsfestivaler. Og i år er ambitionerne høje, da jeg har en plan om at nå at se samtlige af følgende navne:

FREDAG:
CopCol – live reworked by T. Finland & Mikkel Meyer
Masha Qrella (DE) & Dangers of the Sea (DK)
Age of Giants
RebekkaMaria & The Hymnboy
Vessel
LCMDF
Waldo & Marsha
Carlis
Choir of Young Believers
Donkeyboy
Young Dinosaur
Lovespeed
Reptile Youth

LØRDAG:
Snake & Jet’s Amazing Bullit Band
Marybell Katastrophy (DK) & Nils Frahm (DE)
Shiny Darkly
In Memoirs
Indianna Dawn
Of The Wand & The Moon
My Bubba & Mi
Lukas Graham
Green Pitch
Rum 37
Mellemblond
Asbjørn
Prinspóló
Taragana Pyjarama
The Echo Vamper
Chorus Grant

Der er jo altid nogen man ser mere frem til end andre. Nogle af dem fordi man har set dem før og ser frem til at se hvordan og om de har udviklet sig, og andre fordi man har læst og hørt så meget godt om dem, men endnu ikke fået dem set. Det skal dog lige nævnes at der kun er 5 af ovennævnte navne jeg har set før, så jeg synes selv jeg har været dygtig til at overholde mit dogme i år. Nu må vi bare se om det holder i virkeligheden.

Som altid sker der også en masse andre ting udenfor SPOT, som oftest gør forvirringen større. I hvert fald for mig, hvilket resulterer i at jeg år for år prøver at navigere udenom disse arrangementer og kun fokusere på hvad der sker på selve festivalen. Men det er efterhånden svært kun at holde fokus, dels fordi disse arrangementer med årene har udviklet sig til nogle federe og federe arrangementer og knap så meget hemmelighedskrammeri, men dels også fordi at der ofte følger goder som gratis drikkelse og lignende med til disse arrangementer (har dog planer om at holde en nogenlunde sober SPOT i år, da der jo er lagt et stramt program for dagen). Så jeg har derfor sat mig for at starte min SPOT festival fredag med Pumpehusets Dayparty i M.P. Bruunsgade

Tjek det ud her.

Lørdag går turen – medmindre et seminar kommer i vejen – til V58, som jeg endnu mangler at stifte bekendtskab med i den virkelige verden, hvor en flok musikelskere har fundet sammen og stablet denne dayparty på benene: