blaavinyl’s spot program

det har taget lang lang tid og længere tid end egentlig planlagt, at stykke vores anbefalinger til årets SPOT festival sammen. det har det fordi undertegnede meget optimistisk satte sig for at lytte sig igennem hele programmet på SPOT’s egen 27 timer lange playliste. en playliste der med ugerne kun er blevet længere og længere i takt med offentliggørelser til programmet.

men jeg kom igennem, og kan hermed bringe bloggens anbefalinger til årets SPOT festival. som det altid er med SPOT, bliver det svært at nå det hele. både fordi der er flere ting der ligger oveni hinanden, men også fordi nogle scener rent afstandsmæssigt ligger for langt fra hinanden ift. logistikken af hvad man skal se efterfølgende, og sidst men ikke mindst, også fordi man på SPOT næsten konstant render ind i nogen man kender, eller også lærer man nogle nye ansigter at kende…og det er mindst lige så vigtig en del af festivalen.

torsdagens musikprogram starter ud med en talk, som godt kunne gå hen og blive meget spændende. efter talken kan man suse ned til all things live’s dayparty på salling rooftop og tjekke IVER, yo johnny, GRETA, og olivver ud. vil man hellere blive oppe på festivalpladsen, kan man tjekke fanny wree ud, skænke sig dagens første fadøl og blive hængende ved trailerscenen og tjekke JUNA ud. bagefter kunne man gå ned i headquarters og tjekke FOZZA ud, og bagefter enten fortsætte over til amfiscenen og tjekke undertekst ud, eller blive ved headquarters og dyrke lidt the desmonds, og så begynder dilemmaerne for alvor at dukke op! for mercedess og svaneborg kardyb spiller samtidigt, og midt i deres shows går søren stensby på. og sådan fortsætter resten af aftenen slag i slag. det bliver travlt!

fredagen står til en start i dayparty’ens navn. et dayparty er et arrangement som er stablet på benene af et agency, hvor de præsenterer nogle aktuelle navne fra deres rosters. som regel spiller der bands på disse dayparties som også spiller på selve festivalen, så på den måde får man med nogle enkelte navne hele to chancer for at opleve dem. her er lige en oversigt over hvilke bands man kan opleve på de forskellige dayparties;

konkylie x ARoS

  • atusji
  • carrie white
  • NURSE
  • first flush

smash!bang!pow! presents

  • first flush
  • hôy la
  • PRISMA
  • velvet volume

PDH presents

  • høker
  • springer
  • betty bass
  • ALSACE

Luger presents

  • barbro
  • ivan$ito
  • mercedess

W.A.S Entertainment

  • amanda bøg
  • lil cat
  • kamma
  • O/RIOH

super pakket og langt program med godt og blandet. årets program bærer meget præg af at det er blevet moderne at synge på dansk igen, og derudover er det godt at se så mange kvindelige musikere repræsenteret. en hel del af dem er også her i vores anbefaling. hold nu op hvor vi glæder os! ses vi?

spot optakt: “spot-gunnar” aka gunnar k. madsen

hvis nogen havde sagt til mig, at jeg skulle vente i hele 2 år og 5 måneder, før jeg kunne slå mig løs i musikkens svar på “tivoli for voksne” aka spot festival, så havde jeg sgu ikke troet dem. men sådan blev det, og det har været savnet utroligt meget – så vi glæææææder os som små børn til jul til torsdag i næste uge, hvor det hele går løs igen. og det endda uden nogen som helst former for restriktioner. hurra! traditionen tro laver vi her på bloggen en form for optakt til festivalen. i år bliver den meget kortere end den plejer, men det er også godt at prøve noget nyt engang imellem.

undertegnede har været så heldig at fange “spot-gunnar” aka gunnar k. madsen, som er sekretariatsleder på spot festival. førhen var han sekretariatsleder på genreorganisationen ROSA, som stod bag spot festival, men nye regler har gjort, at genreorganisationer ikke længere må drive deres årlige festivaler, og man har i den forbindelse valgt at skille ROSA og spot ad. gunnar er heldigvis fulgt med over i spot regi, så vi tænkte at det var tid til at tage temperaturen på spot festival med ham, og det tegner altsammen rigtig godt;

hvor mange forskellige versioner af spot har været i spil?

spot var oprindeligt planlagt primo 2021. den dato flyttede vi til medio juni 2021. i foråret flyttede vi spot til medio september. 3. gang er lykkens gang.

og det må man så sandeligt sige at det er, da spot kommer til at gå helt uden om nogen som helst former for restriktioner.

den skarpe spot-gænger vil lægge mærke til at scenerne i scc (scandinavian congress center) er blevet skrottet, til fordel for ridehuset og parken foran musikhuset, som i efterhånden mange år har været ude af spillet. noget af det bedste jeg husker fra mine første spot festivaler, var hele det liv der var i parken foran musikhuset med scener og boder, som årets set-up får mig til at tænke tilbage på.

ja, det var fedt – men ekstremt dyrt, da vi et år fik skybrud og regn hele weekenden. det havde nær kostet spot livet, hvorfor vi besluttede ikke, at være så afhængige af udendørs scener, selvom de var fede.

har COVID spillet ind ift. placeringen af scenerne i år?

absolut. de restriktioner, der var gældende på PLANLÆGNINGSTIDSPUNKTET, gjorde det nødvendigt for os at råde over mange kvadratmeter, grundet publikumsbegrænsningerne. hvis vi skulle rumme tilstrækkeligt med publikummer, så vi kunne holde et realistisk budget, måtte vi i år nedjustere de små scener til fordel for større. lidt mindre charmerende og dyrere i sig selv, men helt nødvendigt for at få lov til at lukke flere tusinde ind. derfor står vi nu også med en afviklings-logistik, der på nogle områder er ulogiske, da der ikke længere er restriktioner, men nu er det for sent rent praktisk, logistisk, og økonomisk at ændre på det.

hvad er der ellers af nyt for spot festival i år?

spot har altid haft en høj grad af kønsdiversitet i sit line up, det gælder også i år, måske endda endnu mere end tidligere. det skyldes ikke så meget, at vi kurateringsmæssigt har ændret politik, men snarere at vores faglige kuratering fortsat følger med tiden, hvor der reelt er et større udbud af kvindelige kunstnere. ellers er der ikke noget nyt i den forstand. vi forsøger at være tro mod vores koncept omkring ny musik, og så må andre vurdere os derudfra.

hvad skal vi særligt glæde os til i år?

det vil være helt individuelt, hvilken musik den enkelte glæder sig til at høre, men jeg håber da, at vores udendørs scener kommer til at virke sådan som du selv beskriver tidligere års stemning på pladsen. en ny ting er, at nu kan publikum helt problemfrit tage øl og drikkevarer med både ind i og ud af musikhuset.

er der noget du glæder dig til specielt til i år?

simpelthen bare forløsningen – at komme igang. høre de mange bands få forløst deres lyst til at spille og være på festival. møde kolleger og venner i faget, samle erfaringer op og lægge nye planer for ambitionerne med spot.

genre- og netværksspillesteder

i morgen må spillestederne genåbne. nogle af dem har været lukket helt siden marts 2020, og andre siden jul. de helt præcise retningslinjer for genåbningen, kender ingen endnu, men der bliver uden tvivl en masse af slagsen. COVID-19 har ændret rigtig meget i vores dagligdag, og kommer nok desværre til at fortsætte med at gøre det længe endnu. men én god ting er der da kommet ud af pandemien; en ny støttemodel til de rytmiske spillesteder, og dermed lidt flere penge til området – nærmere betegnet 46 mio kr fordelt over de næste fire år. i første omgang er det en forsøgsordning, som kører over de næste fire år, men det er ambitionen at ordningen bliver permanent.

da landet lukkede ned for lidt over et år siden, var det spillestederne der lukkede ned først, og i den forbindelse blev det for første gang meget tydeligt, at de eksisterende støttemodeller (honorarstøttede og regionale) efterlader nogle spillesteder imellem to stole. så politikerne og dansk live (spillestedernes og festivalernes interesseorganisation) lagde hovederne i blød, og kom frem til at en del af løsningen måtte være;

  • genre- og netværksspillesteder
  • nye formater til livescenen

førstnævnte ordning henvender sig til de honorarstøttede spillesteder, og den sidstnævnte henvender sig til de regionale spillesteder. især førstnævnte læner sig op ad en ordning man i efterhånden en hel del år har kaldt på i branchen, hvor man bl.a. har være vidne til at honorarstøtteordningen er blevet udhulet, da der ikke er blevet tilført flere penge over en længere periode.

ved første øjekast tænker man om der nu dukker en masse specifikke genre-spillesteder op med fokus på særlige genrer, men det er ikke sådan det kommer til at forholde sig, da det er meningen at spillestederne der ansøger om at blive det, selv bestemmer om de vil lægge mest vægt på det genremæssige eller det netværksmæssige i deres ansøgning.

genre: spillesteder der gør noget helt særligt for nicher og visse genre.

netværk: samarbejde på tværs af spillesteder og andre samarbejdspartnere.

spillestederne bliver ikke udpeget til at være enten det ene eller det andet. man er begge dele, men det kan så variere fra spillested til spillested hvad der lægges mest vægt på. derudover er det en ambition at hvert spillested der udpeges, kan regne med at modtage et statstilskud på omkring 1 mio kr årligt, på den betingelse, at man får fuld opbakning fra kommunen, og at kommunen også støtter med et væsentligt årligt tilskud. i sin tid, da man vedtog ‘spillestedsloven’ og støttemodellerne til rytmiske spillesteder, besluttede man sig for at honorarstøttede spillesteder som udgangspunkt ikke kunne modtage lige så meget i støtte, som de regionale spillesteder, der modtager mindst 1 mio i årlig støtte. tilgengæld bliver der stillet væsentligt flere krav til de regionale, hvorimod de nye genre- og netværksspillesteder på trods af ligheden med størrelsen på støtten, ikke kommer til at have lige så mange krav.

grundtanken med de nye genre- og netværksspillesteder – som man regner med at der kommer til at være cirka 10 af fordelt på landsplan – er at få skabt mere samarbejde og mere sammenhæng i musiklivet.

da jeg skrev mit speciale i 2015-2016 om ‘spillestedsloven’, lavede jeg både en kvalitativ og en kvantitativ undersøgelse af spillestedslandskabet. herigennem kom jeg grundlæggende frem til, at det ikke var selve ‘spillestedsloven’ den var gal med, men derimod udmøntningen af den. sagt på en anden måde, de daværende støttemodeller og udmøntningen af dem, måske var for firkantede i forhold til hvordan virkeligheden er nu her 15-20 år efter vedtagelsen af loven.

der var dels en efterspørgsel for at sætte tariffen lidt mere fri end den er i dag, f.eks. dele den op i to forskellige – én til vækstlag og én til de mere etablerede. der var efterspørgsel på at udvide honorarstøtteordningen, så man kunne få enten 1-årig og 2-årig bevilling af staten (indtil videre er det så vidt jeg ved, kun i københavns kommune man har testet de 2-årige bevillinger). yderligere var der også behov for mere støtte til driftsudgifter, da honorarstøtte (tariffen) udelukkende er øremærket musikerne. til sidst kritiserede man den meget kvantitative måde at måle spillestederne på med K1, K2, og K3 koncerter.

hele diskussionen om tariffens størrelse er en konstant diskussion på højde med den evige diskussion om hvornår noget er kunst eller ej – sagt med andre ord – man er ikke kommet videre. når det kommer til 1-årige vs. 2-årige bevillinger, så bliver det som udgangspunkt ikke noget man kommer til at operere med på statsligt niveau, da man er af den opfattelse at 2-årige bevillinger udvander den fleksibilitet, som er grundstenen i honorarstøtteordningen. derimod kan man sige at efterspørgslen på støtte til driftsudgifter mere eller mindre bliver mødt med den nye ordning, men til gengæld frafalder honorarstøtten – så jeg vil dog ikke mene at man kan sige at ordningen har løst dette problem 100% heller. til sidst, kræver den nye ordning også fortsat at spillestederne sætter nogle kvantitative mål med K1, K2, og K3 koncerter, hvor de ansøgende spillesteder ud fra deres demografi skal sætte mål for hvor mange små (K1), mellemstore (K2), og store (K3) koncerter de regner med at afholde i perioden de ansøger om (resten af 2021 eller 2022-2024).

jeg har talt med michael marino, som er spillestedsleder for huset i hasserisgade om den nye ordning. marino svarede i sin tid også på min kvantitative undersøgelse, hvor han bl.a. svarede følgende på hvordan han synes støttesystemet virker;

tariffens årlige stigning udhuler støtten som man modtager fra kommunen. når disse beløb ikke følges ad bliver flere og flere penge brugt til at modsvare den støtte som modtages fra kunstrådet.

– michael marino 2015

marino er stadig enig i det han sagde i 2015, da;

honorarstøtteordningen udhules (fortsat red.) af at det kommunale tilskud ikke reguleres efter tarifstigningerne. statens kunstfond korrigerer løbende størrelsen på deres honorar løbende størrelsen på deres honorarklip, men da de heller ikke får nye penge ind i honorarstøtten, så bliver der jo bare med tiden færre og færre honorarklip at dele ud af. det har vi jo blandt andet set konsekvensen af, da projektstøtteudvalget besluttede, at man ikke længere kunne honorere lydmænd med klip fra staten.”

– michael marino 2021

marino ser ikke den nye støttemodel som en løsning på de indbyggede problematikker som ligger i honorarstøtteordningen (som nævnt af undertegnede ovenfor citaterne), men den løser midlertidigt problemet med udhulningen af ordningen, da de spillesteder der bliver udnævnt som genre- og netværksspillesteder, ikke også kan modtage honorarstøtte. på den led bliver der frigivet flere honorarklip til de spillesteder der ikke bliver udnævnt, og det er ikke få klip, da man går ud fra at de spillesteder der søger og bliver udnævnt, også er nogle af de spillesteder der i dag modtager en væsentlig andel af honorarklippene.

den nye ordning for netværks- og genrespillesteder ser jeg til gengæld som et “nu rydder vi bordet” format, hvor vi skal kigge på helt nye udviklingsmuligheder, samarbejder (og netværk), og nye måder at tænke spillesteder på generelt. mindre facilitering og mere kuratering, og mindre stordrift og mere projektudvikling. (…) det fede er jo, at der bliver lagt op til spillestederne hvordan de vil arbejde med genererne og aktivere forskellige netværk. mit blik på hvad et netværks- og genrespillested kan være, kan være noget helt andet end hvad et spillested i esbjerg eller en arrangør i nakskov definerer.

– michael marino

det bliver rigtig spændende at se hvilke spillesteder der bliver udpeget for resten af 2021, og igen hvilke der bliver udpeget i slutningen af 2021 for perioden 2022-2024. det bliver i det hele taget rigtig spændende at følge ordningen, og evalueringerne af den. måske kommer der flere ordninger? måske ender det hele med en ændring af ‘spillestedsloven’, som faktisk fylder 21 år d. 17. maj (nørdeinfo: den blev vedtaget d. 17. maj 2000 ved et klart flertal i folketingssalen på 93 stemmer (S, V, KF, SF, CD, RV, EL og KRF) mod 11 (DF og FRI)). uanset, så glæder vi os her på bloggen til at følge udviklingen af området.


hemmeligheder på parade

det er få plader jeg dedikerer et helt indlæg til på denne måde, “bare fordi den fylder rundt”. men tim christensens ‘secrets on parade‘ betyder noget helt særligt for mig, og har fulgt mig i tykt og tyndt siden 2001. den har åbnet døre til en masse venskaber, et par livslange af slagsen, nye musikalske landskaber, en stor oplevelse i london i 2004, mange oplevelser og anekdoter, samt en helveds masse koncerter.

for lidt over en uge siden rundede pladen sit 20. år (!!). det var indtil i går et mysterium præcis hvilken dato pladen udkom på i sin tid. den engelske wikipedia mener det er d. 5. oktober, den danske wikipedia d. 5. november, en gammel B.T. artikel fra d. 27. september 2000 skriver at den udkom 3 dage senere (altså d. 30. september), og GAFFA’s anmeldelse skriver at den udkom d. 5. oktober. så jagten på det rigtige svar gik ind, og jeg fandt frem til den originale pressemeddelelse, og forfatteren til denne pressemeddelelse, nemlig jan poulsen, som kunne bekræfte og slå fast, at den officielle udgivelsesdato var d. 27. september 2000.

rune var faktisk den der i sin tid anbefalede mig pladen, men jeg ville i første omgang ikke lytte til hans anbefaling. lige indtil han tog pladen med til en lille privatfest hos min veninde, og glemte den i anlægget. min veninde fik kort tid efter nogle kærestesorger, så en dag da jeg kom hjem til hende efter skole, fandt jeg hende stortudende og storrygende i hendes forældres stue, med sangen ‘kings garden‘ på repeat. herfra tog det fart. jeg tog pladen med hjem, for rune skulle jo have den tilbage. men inden han fik den, overspillede jeg den på bånd, og derefter var den fast inventar i min walkman i lang lang tid efter. med tiden fik jeg den anskaffet på cd. en cd der til dato nok er den mest slidte jeg har i samlingen. jeg følte mig hørt med den plade. når jeg havde en dårlig dag i skolen, kunne jeg ikke komme hurtigt nok hjem på værelset og spille pladen for fuld skrue.

i sommeren 2001 oprettede tim’s webmaster et chatroom på tim’s hjemmeside. her kunne alle i princippet logge på og chatte med ligesindede og selveste tim i næsten alle døgnets timer. men vi blev hurtigt den samme lille kerne af outsidere fra hele landet, som samledes inde på chatten og chattede om alt muligt. vi havde mange ting tilfælles på kryds og tværs, men kærligheden ‘secrets on parade‘ var helt i centrum. det siger derfor også sig selv, at da ‘honeyburst‘ udkom nogle år senere, døde chatten ud og spredtes på andre mere individuelle kanaler. men inden vi nåede dertil, mødtes vi rundt omkring i landet og hang ud, tog til koncerter sammen, og blev venner på kryds og tværs. ingen i hverken min familie eller min klasse forstod hvor meget det betød for mig, før mange år senere (tror faktisk stadig der er nogle stykker der ikke helt har forstået det). pladen og hele universet omkring pladen, blev mit helle, min bekræftelse på at jeg var god nok, og i det hele taget min overlevelse igennem 3 horrible år på det der dengang hed kolding købmandsskole. det er store ting at knytte til én enkelt plade, men det var nu engang sådan det var, og pladen kan derfor bryste sig af at være min såkaldte “milepælsplade”. pladen der så at sige åbnede et nyt kapitel i mit liv. siden er der selvfølgelig en masse andre sange og plader der har bidraget til soundtracket i mit liv, men ‘secrets on parade‘ vender jeg altid tilbage til.

mange af os fra ovennævnte outsider-kerne, også kaldet the royal tim society, er samlet i nederste højre hjørne i billedet her fra berlingske september 2001. billedet er blevet taget til den sidste ‘secrets on parade‘ koncert i ringsted.

jeg har mange yndlingssange på pladen, men den sang der altid har været “min”, er pladens 7. skæring, ‘let’s face it‘;

It’s OK to be blue
No one can take the memories away from you
It’s alright to be sad
As longs as you hold on to the dreams you have


It’s alright to be down
Your rollercoaster will soon be upward bound
It’s OK you should know
Tomorrow will be there for you even though


Let’s face it
Nothing could ever replace it
It’s wasted
But something else will come along


It’s alright to be alone
Nobody else could fit into your bones
You’re no freak, it’s OK
It’s only natural that I hear you say


It’s wasted
Nothing could ever replace it
Let’s face it

But something else will come along


When the lifeline’s slipping through your hands
It’s a matter of holding on though no one understands
It’s a matter of being who you are
So stand up now, don’t you let them tear your soul apart
Go on, you superstar


It’s alright in the end
It’s where you’re going, not where you have been
All in all, it’s OK
It’s only natural that I hear you say


It’s wasted
Nothing could ever replace it
Let’s face it
But something else will come along


Let’s face it
Nothing could ever replace it
It’s wasted
But something else will come along

så da jeg fandt på at producere et banner til hans koncerter, blev det selvfølgelig ‘let’s face it‘ jeg citerede;

her på forsiden af ribe ugeavis. jeg endte med kun at bruge banneret 2 gange. her i ribe i august 2001, og i ringsted i september 2001.

helt ideelt ville det jo være at fejre pladen med tim, bandet, og the royal tim society med en koncert, hvor de spiller pladen fra start til slut. men corona og andre omstændigheder, gør desværre dette umuligt at gennemføre. så vi nøjes med at fejre den her på bloggen. tillykke med de 20 år! lad de næste 20 gå knapt så hurtigt.

jan sneum

for lidt over en uge siden, blev jeg fuldstændig slået ud af nyheden om at jan sneum var død. mit facebook feed svømmede over med anekdoter og minder om den kære mand, som alle sammen var rørende enige om, at jan var den rareste de nogensinde havde kendt i musikbranchen. for det var han virkelig.

i dagene op til hans død, dukkede han op i mine tanker op til flere gange. første gang da jeg møder yebo (tremolo beer gut, crunchy frog m.m.) i vanløse. han fortæller mig at han lige har besøgt jan, og at jan ikke har det så godt for tiden. men vi blev enige om, at det nok var én af de mange nedture hans sygdom havde bragt ham i i løbet af de sidste par år, og at han nok snart skulle komme til hægterne igen. det var han god til på trods af sygdommen…at komme ovenpå. kærligheden til musikken spillede 100% ind her. jeg er overbevist om at hans kærlighed til musikken, og alt den kærlighed musikken gav ham retur, langt henad vejen var hans overlevelse.

anden gang jeg kom til at tænke på ham, var da jeg stod i mit køkken og lyttede til kongerækken’s fortælling om den stædige vestjyde ved navn thomas sneum, der var blandt de første engelske agenter i danmark under anden verdenskrig. jeg tænkte på at jeg skulle huske og spørge jan, næste gang jeg så ham, om han på nogen måde var i familie med denne thomas….og så spekulerede jeg lidt på hvornår jeg mon kom til at se ham igen…

mit første møde med jan sneum, var tilbage i 2003, da jeg skulle ind i radiohuset, og have mit særlige DR armbånd på til Roskilde Festival, og have ombyttet min almindelige Roskilde billet, til et mediearmbånd. dengang anede jeg ikke hvem han var, men fik det fortalt da vi kørte derfra. jeg husker tydeligt hans rare væsen.

der skulle gå nogle år før vores veje krydsedes igen. nærmere betegnet på SPOT i 2008, og så har jeg mødt ham utallige gange siden dengang, og hver gang resulterede det i nærværende og hyggelige snakke om både musik og liv, uanset hvor vi rendte ind i hinanden gennem årene…men de gange jeg husker mest tydeligt er;

for ikke så mange år siden, mødte jeg jan på SPOT, hvor han introducerede mig til david fricke (Rolling Stone Magazine), som var hans tro følgesvend på SPOT; “This is Rikke, she is a good cakebaker”. hahaha. og så fortalte han med en iver (der altid var hans varetegn), at jeg altid bagte kage til hans sneum instituttet arrangementer på stengade. sneum instituttet blev sat i søen efter min tid på stengade, men jeg var i december 2015, med til at afvikle hans 70 års fødselsdag, hvor jeg kom til at love ham at jeg ville bage kager til hans kommende arrangementer dernede. det var samtidig til fødselsdagen, det gik op for mig, at han havde kræft. det kunne man dog ikke mærke på ham. han fik så mange gaver, at han måtte komme tilbage dagen efter og fylde bilen til randen, og det skulle vi selvfølgelig forevige;

jeg husker også tydeligt en aften på bremen teater, hvor vi pga. musikken ikke kunne snakke så meget, men istedet stod og iagttog en dansende david bowie og mick jagger loopet der kørte på væggen ovenover vores hoveder, og klukkede lidt når det passede til den musik der blev spillet.
den nok sidste gang jeg så ham, var til Yebo’s 25 års jubilæum for et års tid siden, hvor vi som altid fik os en god krammer og en god snak. det blev heldigvis foreviget…

der bliver sikkert sagt noget klogt. om ikke andet, lytter jan lige så entusiastisk som han altid gjorde.

jeg deltog også i det sidste sneum institut, uden kage. arrangementet var udsolgt, så jan var en travl mand, og vi fik aldrig hilst på hinanden. hvilket fik mig til at sende ham en mail et stykke tid senere, hvor jeg bl.a. skrev at jeg håbede at han ville leve i mange år endnu, så vi kunne få flere gode oplevelser og snakke sammen….men sådan skulle det ikke gå. han vil virkelig blive savnet.

almost famous

i dag fylder yndlingsfilmen over dem alle 20 år. 20 (!!). filmen jeg blev voksen med. filmen der lærte mig, at hvis jeg nogensinde følte mig alene eller trist, så kunne jeg altid gå ned i en pladeforretning og besøge mine “venner”. filmen der lærte mig at man kommer længst med ærlighed, selvom omverdenen ikke altid handler derefter. filmen der lærte mig at man nogle gange skal kaste sig ud i nogle vilde eventyr, og ikke se sig tilbage. og ikke mindst filmen der viste mig, at det er helt okay at have et stort bankende hjerte for musik, og følge dine drømme.

til jer der ikke har set filmen, så er den faktisk en semi-autobiografisk film, baseret på filmens instruktør, cameron crowe’s oplevelser fra da han selv var teenager, og skrev for rolling stone. samt baseret på virkelige hændelser, som crowe oplevede da han var på tour med bands som led zeppelin, eagles, lynyrd skynyrd m.fl. en ægte rock’n roll fortælling “on the road”, og med alt der følger. eller i hvert fald fulgte hvis du var med et turnerende rock-band i slut 60erne eller start 70erne i usa.

der er så mange legendariske scener fra filmen, og jeg kunne snildt vise dem allesammen, men så ville det være lige før at det ikke ville være sjovt at se filmen hvis du ikke har set den endnu. så vi nøjes med et par highlights;

tiny dancer scenen må være min absolut yndlings. én af filmens stærkeste, der virkelig viser hvordan musikken kan samle. prøv selv og tjek den ud, og se om du kan undlade at skråle med og ikke blive helt glad indeni…

så er der scenen hvor william (filmens hovedrolle) netop har mødt ét af sine store forbilleder, den legendariske musikjournalist, lester bangs, spillet helt genialt af philip seymour hoffman;

der er også mange sjove scener, men én af dem der helt klart printer sig fast som én af de mest legendariske, er da filmens hovedbands (hvis man kan kalde dem det) forsanger, russell hammond (spillet af billy crudup (bonusinfo; brad pitt var faktisk et langt stykke ad vejen castet til denne rolle)) er på et syretrip og har forvildet sig op på et tag til en fest;

soundtracket er mind-blowing. med alt lige fra david bowie, yusuf/cat stevens, elton john, led zeppelin, the beach boys, og mange flere. det spiller genialt ind i filmens handling, og ligger som det perfekte bagtæppe. et rigtig godt eksempel herpå, er fra scenen hvor unge william får sin storesøsters pladesamling, da hun rejser hjemmefra, og vi går fra simon and garfunkel’s smukke ‘america‘ og direkte over i den noget mere syrede ‘sparks‘ fra the who’s rock-opera plade ‘tommy‘;

tjek soundtracket ud her;

filmen kan så vidt jeg kan se, pt. kun lejes eller købes på f.eks. blockbuster eller viaplay for tiden. en skam, for den lå indtil for nyligt på netflix. men får du chancen, eller er du blevet alt for nysgerrig, så tjek den ud for pokker! kan godt være den har 20 år på bagen, men hvis du spørger mig, er den lige så tidløs, som musikken.

loppen

når jeg tænker tilbage, så var den allerførste koncert jeg oplevede på Loppen, Damien Rice i oktober 2003. Rune var faktisk også med. vi havde taget toget fra Kolding, og glædede os begge til at opleve både Loppen, og Damien Rice. det blev en lang aften, for vi var i rigtig god tid derude, og inden Damien Rice, gik den mest syrede opvarmning på, som spillede i noget der virkede som en evighed. han sad ned på scenen og kælede for sin guitar og syrede derudaf. publikum havde også sat sig ned. på et tidspunkt kigger jeg bagud, og får øjenkontakt med Damien Rice, som har listet sig ud for at opleve supporten sammen med os andre. jeg fik et chok, og jeg tror han kunne mærke det på mig, for da jeg kiggede igen, var han væk. det endte med at være den bedste (ud af to) koncert jeg har oplevet med Damien Rice. han og bandet var on fire, og de endte med at spille hele 3 kvarters ekstra numre, som bl.a. endte ud i noget Led Zeppelin jam. det var lige før Rune og jeg ikke nåede det sidste nattog hjem til jylland. siden dengang, har jeg været på Loppen op til flere gange, og bl.a. oplevet koncerter med; Big Bang, Camera Obscura, Sam Amidon, Beach House, og Speaker Bite Me m.fl. det er altid noget helt særligt at komme derud til koncert.

I skulle lige have denne fortælling med, for som jeg nævnte i sidste indlæg, er samtlige spillesteder, store som små er hårdt prøvede i disse pandemi tider. men ét spillested er særligt hårdt prøvet for tiden, og det er Loppen. hvorfor er Loppen hårdere ramt end andre spillesteder? jo ser I…Loppen var indtil 2016 det man kalder et regionalt spillested. støttemodellen til rytmiske spillesteder her i Danmark, er delt op i to typer;

  • regionale spillesteder, der som regel for støtte i millionklassen af stat og kommune, og bl.a. har til opgave at brede musikken ud regionalt.
  • så er der honrarstøttede spillesteder, som får støtte til minimum 10 koncerter årligt, (på Stengade havde vi f.eks. 350 honorarklip om året), og støtten her, er modsat støtten til de regionale spillesteder, øremærket honorarer til musikerne.

fælles for begge støttemodeller er, at de skal deles 50/50 mellem stat og kommune.

Loppen har siden 2017, været honorarstøttet og fået driftsstøtte fra Københavns Kommune, og den aftale udløber i januar 2021. Loppen har igen prøvet at ansøge om at blive regionalt spillested, og Københavns Kommune ville gerne udnævne dem, men Projektstøtteudvalget for Musik hos Statens Kunstfond (staten), ville ikke udnævne dem. Og når kommune og stat ikke kan være enige om at udnævne et spillested, så kan spillestedet ikke opnå titlen ‘regionalt spillested’ (50/50 modellen). så nu har Loppen igen måtte ansøge om driftsstøtte fra kommunen, dels for at kunne overleve, men også for at kunne udleve nogle af alle de projekter det arbejdsomme spillested gerne vil have sat i søen i den nærmeste fremtid. en ansøgning de pt. afventer svar på når Kultur- og Fritidsudvalget mødes igen i august. hele denne økonomiske usikkerhed, sammenholdt med manglende indtægter pga. pandemien og lockdown, har gjort at Loppen er blevet nødt til at bruge alternative og kreative metoder for at kunne få én eller anden form for økonomi kørende i en slunken kasse. spillestedet har dels fået udviklet en øl, og har åbnet en støttebar ude foran deres spillested, hvor de også sælger Loppen merchandise fra, men derudover har de også startet en indsamling på 500.000 kr, og de er allerede lidt over halvvejs. hurra!

vi har selvfølgelig her på bloggen haft pengepungen fremme, da vi umuligt ville kunne forestille os en verden uden Loppen. du kan også hjælpe til med at støtte spillestedet via linket her. lad os krydse fingre for at det både lykkes for Loppen at få tilkendt driftsstøtte, derefter honorarstøtte, og ikke mindst at de også når deres mål med indsamlingen her. det er vigtigt at støtte op, for hvis man skal tro referaterne fra Kultur- og Fritidsudvalget, så er budgettet for lille til at give Loppen den støtte de har søgt om.