Tag: Søren Stensby

mit efterårssoundtrack pt

instrumentalt musik kan noget helt særligt. jeg kan ikke rigtigt beskrive det, men det har i den grad været min redning i den seneste uge – hvor jeg ikke alene har kæmpet for 5. uge i træk med smerter i ryg og ben, men også har skulle kapere en vens pludselige og alt for tidlige død. 2020…året der bliver ved med at tage. men til gengæld har jeg fundet det perfekte soundtrack til mine meget mørke efterårsblues.

den danske violinist, søren stensby har begået en rigtig rigtig smuk ep, som udkom i marts i år. vi skulle have haft fornøjelsen af det i levende live på årets spot festival, men covid-19 ville os det anderledes, desværre. ‘into colouring spaces‘, som ep’en hedder, er på én gang drømmende og på en måde mediterende for tankemylderet, som vi alle indimellem oplever – og som undertegnede især har været igennem den seneste uge. den giver ro og håb. havde jeg haft et skylight i min lejlighed, kunne jeg bruge hele dagen på at se på skyerne drive forbi, og drømme mig væk til denne ep.

den anden del af soundtracket, indeholder min evige favorit, ed harcourt. han udgav i september endnu et instrumentalt album kaldet ‘monochrome to colour‘, og har i modsætningen til hans første instrumentale album fra 2018 – ‘beyond the end‘ – bygget lidt mere på lydbilledet. hvor ‘beyond the end‘ tog meget udgangspunkt i klaver og strygere, har harcourt her på ‘monochrome to colour‘ udvidet lydbilledet med både blæsere, effekter, og slagtøj på flere af numrene, hvilket bestemt ikke gør noget. da albummet dukkede op i mine ører i starten af ugen, var jeg lige ved at bryde grædende sammen i bussen, og blev nødt til at slukke for musikken et øjeblik, så mit mundbind ikke blev gennemblødt. det var så rammende en melankoli i forhold til mit humør, at det gik lige i hjertekulen, og det er sket gentagende gange siden. både med harcourt og stensby.

det har været en uge med savn, smerter, let til tårer og tankemylder, og her har stensby og harcourt været eminente kompagnoner i mine ører. tjek dem ud her, eller tag dine hørebøffer på og gå en aftentur:

mother lewinsky

Foto: Kristian Sidelmann

Mother Lewinsky er en ny trio, der består af erfarne kræfter. Det er nemlig Søren Stensby (Tako Lako), Marc Facchini-Madsen (Mescalin, Baby) og Michael Vitus (Surf In Stereo). De sendte for nylig et lille link til nummeret Some Kind of Fight til os, og den er så blevet afspillet et utal af gange siden.

Det er et smukt eksekveret pop-nummer, der i denne udgave er arrangeret for ti strygere. Det er meget vellykket, især fordi Marc Facchini-Madsen er en utrolig talentfuld sanger. Hans rå rockvokal har før stået i centrum på undertegnedes amp med dennes Mescalin, Baby. Det klæder bestemt Mother Lewinsky-forsangerens råhed at blive krydret med det mere fine stryg. En fin kombination, som gruppen forhåbentlig bygger meget videre på.

Gruppen fortæller selv, at de har en single på trapperne, hvor kræfter fra Vinnie Who, Ice Cream Cathedral og SVIN har hjulpet. Men da der ikke eksisterer så meget mere end Some Kind of Fight med Monica… jeg mener Mother Lewinsky, så spurgte vi violinist Søren Stensby om nogle uddybende kommentarer om gruppen og deres første nummer:

Foto: Kristian Sidelmann

Hvad ‘Some Kind of Fight’ er for et nummer?

– Some Kind of Fight er det første nummer, som vi har præsenteret med Mother Lewinsky. Det et ret catchy og poppet nummer, der samtidig har en aggressivitet i både tekst og musik.

– Verset er underspillet og melodisk, mens det samtidig ulmer af et undertrykt temperament. Et temperament, der bliver udløst i omkvædet som en eksplosion med råbet “I spit on my pillow sometimes”.

– Det rå udtryk i lyrik og vokal står i direkte kontrast til det ti mand store kvindelige strygeorkester, der alene akkompagnerer sangeren Marc, som selv har et langt smukt intermezzo i midten af sangen, der til sidst igen kulminerer en eksplosion af et omkvæd.

Mother Lewinsky – Some Kind of Fight:

Hvorfor valgte I, kun at indspille med strygere?

– En stor del af Mother Lewinskys identitet er netop mødet mellem det rå og upolerede –  strygeorkestret – i fængende poppede numre. Vi ville gerne have, at det første vi præsenterede for folk virkelig viste essensen af, hvad vi gerne ville udtrykke. Derfor valgte vi at skrælle alt andet fra – ingen bas, guitar, synths osv. – bare Mother Lewinsky skåret helt ind til benet.

Er nummeret sigende for jeres resterende repertoire?

– Nummeret og udtrykket som sådan er meget sigende for resten af vores musik. Vores andre numre er godt nok indspillet med ‘almindeligt’ band. Men essensen – catchy numre, strygere og et råt og upoleret udtryk – er præcis det, man kan forvente af vores kommende numre. Det er vores næste udgivelse, singlen Like a Love Letter, som vi udgiver i midten af juni, et godt eksempel på.

Vi glæder os til at høre mere, men indtil da, kan du læse mere om gruppen på deres facebook.