Mother Lewinsky er en ny trio, der består af erfarne kræfter. Det er nemlig Søren Stensby (Tako Lako), Marc Facchini-Madsen (Mescalin, Baby) og Michael Vitus (Surf In Stereo). De sendte for nylig et lille link til nummeret Some Kind of Fight til os, og den er så blevet afspillet et utal af gange siden.
Det er et smukt eksekveret pop-nummer, der i denne udgave er arrangeret for ti strygere. Det er meget vellykket, især fordi Marc Facchini-Madsen er en utrolig talentfuld sanger. Hans rå rockvokal har før stået i centrum på undertegnedes amp med dennes Mescalin, Baby. Det klæder bestemt Mother Lewinsky-forsangerens råhed at blive krydret med det mere fine stryg. En fin kombination, som gruppen forhåbentlig bygger meget videre på.
Gruppen fortæller selv, at de har en single på trapperne, hvor kræfter fra Vinnie Who, Ice Cream Cathedral og SVIN har hjulpet. Men da der ikke eksisterer så meget mere end Some Kind of Fight med Monica… jeg mener Mother Lewinsky, så spurgte vi violinist Søren Stensby om nogle uddybende kommentarer om gruppen og deres første nummer:
Foto: Kristian Sidelmann
Hvad ‘Some Kind of Fight’ er for et nummer?
– Some Kind of Fight er det første nummer, som vi har præsenteret med Mother Lewinsky. Det et ret catchy og poppet nummer, der samtidig har en aggressivitet i både tekst og musik.
– Verset er underspillet og melodisk, mens det samtidig ulmer af et undertrykt temperament. Et temperament, der bliver udløst i omkvædet som en eksplosion med råbet “I spit on my pillow sometimes”.
– Det rå udtryk i lyrik og vokal står i direkte kontrast til det ti mand store kvindelige strygeorkester, der alene akkompagnerer sangeren Marc, som selv har et langt smukt intermezzo i midten af sangen, der til sidst igen kulminerer en eksplosion af et omkvæd.
Mother Lewinsky – Some Kind of Fight:
Hvorfor valgte I, kun at indspille med strygere?
– En stor del af Mother Lewinskys identitet er netop mødet mellem det rå og upolerede – strygeorkestret – i fængende poppede numre. Vi ville gerne have, at det første vi præsenterede for folk virkelig viste essensen af, hvad vi gerne ville udtrykke. Derfor valgte vi at skrælle alt andet fra – ingen bas, guitar, synths osv. – bare Mother Lewinsky skåret helt ind til benet.
Er nummeret sigende for jeres resterende repertoire?
– Nummeret og udtrykket som sådan er meget sigende for resten af vores musik. Vores andre numre er godt nok indspillet med ‘almindeligt’ band. Men essensen – catchy numre, strygere og et råt og upoleret udtryk – er præcis det, man kan forvente af vores kommende numre. Det er vores næste udgivelse, singlen Like a Love Letter, som vi udgiver i midten af juni, et godt eksempel på.
Vi glæder os til at høre mere, men indtil da, kan du læse mere om gruppen på deres facebook.
På torsdag starter den fine Newbees Festival atter en gang (for tredje gang så vidt jeg husker). Festivalen byder sædvanligvis på noget fantastisk dejlig musik, især hvis man ser på det ganske glimrende udvalg af musik, der sidste år gæstede festivalen, så skinner den kvalitative musik for alvor igennem. Jeg nævner i flæng CODY, Quadron, Kings Light Infantry, The Rumour Said Fire og Coco Moon – og det bliver gentaget igen i år. Skulle festivalen bestå af danske navne, kunne vi her på blaa vinyl ikke have gjort det meget bedre i hvert fald.
Festivalen bliver vanen tro arrangeret i samarbejde med Bandbase, som står for arrangementet torsdag aften. Jeg glæder sig til på torsdag, som også bliver min debutkoncert-aften i Studenterhusets nye lokaler. Jeg har indtil nu været skeptisk omkring lokale-skiftet, men jeg håber nu at tvivlen kommer Studenterhuset til gode.
Personligt ser jeg meget frem til at se Les Aventures de Commander Flash (billedet), der har et fantastisk visuelt univers. De har nogle ganske uforskammet catchy numre som for eksempel “They Play It On The Radio” og “Let The Good Times Roll”. Deres univers ligger absolut ikke langt fra det franske band Phoenix, men jeg synes bare, at musikken er så forfriskende ubekymret og humoristisk. De var med et godt stykke i sidste års Emergenza Festival, hvor de kom ind som to’er i den danske finale.
Hør Les Aventures de Commander Flash – “They Play It On The Radio” her:
Jeg ville ærlig talt ønske, at jeg kunne være tilstede til både fredag og lørdag aften. Hvor især fredag aften byder på nogle solide navne, og jeg må sige at Treefight for Sunlight lørdag aften også ville have været spændende.
Men jeg vil da gerne opfordre andre til at smutte forbi den billige festival, der kun koster 40 stærke for en dagsbillet. Vel mødt!
Se det fulde program her:
TORSDAG D. 23. SEPTEMBER
Newbees og Bandbase præsenterer:
20.00: Drone
21.00: Les Aventures de Commander Flash (Billedet)
22.00: Billow
23.00: Eumig & Chinon
FREDAG D. 24. SEPTEMBER
20.30: Waldo & Marsha
21.30: Sebastian Lind (solo)
22.30: Mescalin, Baby
23.30: My Name is Legion
00.30: Ignug
Host: Dad Rocks!
LØRDAG D. 25. SEPTEMBER
20.30: Penny Police
21.30: Eim Ick
22.30: Lucky Bird
23.30: Treefight for Sunlight
00.30: LeKlik
01.30: Ernest Blackwell
Det var ikke kun solen der fik publikum til at smile på Pavillion-scenen fra søndag til onsdag. Foto: Rune Schlosser
Så er årets Roskilde festival 2010 overstået, og på diverse sider er koncerterne blevet gjort op for i meget stor stil. Derfor vil jeg fatte mig i korthed, da man kan finde de fleste anmeldelser udført meget sobert, og sikkert også mens de var præsente ved de anmeldere, der har været tilstede. Jeg må erklære mig enig, i de fleste anmeldelser jeg har læst, mindre enig i nogen andre og fuldstændig uenig i enkelte tilfælde. Det har dog været en uge med musikalske indsprøjtninger, der gav forskellige følelsesmæssige og musikalske afkast. Den vil for vores vedkommende være delt op i to-tre indlæg, startende med de navne undertegnede var vidne til ved årets camping dage, som blandt andet var: Kandy Kolered Tangerine, Mescalin, Baby, Sleep Party People, Chimes And Bells, IGNUG med flere.
Kandy Kolered Tangerine var en af de mest positive overraskelser i opvarmningsdagene, nærmere betegnet søndag eftermiddag. Deres virkelig gennemførte støv/americana rock var virkelig til at tage og føle på. I enkelte anmeldelser fik de en del kritik, men jeg må sige at på trods af deres lyd, som i høj grad er omsiggribende på de fleste numre, så havde de en nerve og en umiddelbarhed, som jeg er ret overbevist om også holder på længere sigt. Jeg har i hvert fald givet både Babylove og Flow, de to numre der er vedlagt herunder, et grundigt lyt, og de vokser virkelig på en. I forbindelse med Spot hørte jeg flere anbefalinger af bandet, men bedre sent end aldrig. Det er horisontalt, støjet, skramlet og melodisk – jeg må anbefale dem videre på det allerkraftigste.
Bandet kan bl.a. opleves den 26/8 i år på Musikcaféen i Århus.
Karrierekanon-vinderne Mescalin, Baby, gjorde så sandelig også en god figur mandag eftermiddag. Hvis man har dyrket diverse retro-rock bands som The Blue Van eller hvad vi ellers har på den danske scene, så kan man helt sikkert også godt lide Mescalin, Baby. Det spiller vanvittig dansabelt, medrivende og i kraft af forsanger Marc Facchini-Madsen, har de en stærk tovtrækker til de bagerste rækker af publikum. Bandet har også på speak-prægede passager som det blandt andet høres hos den velbevarede hemmelighed fra 1970 Sixto Rodriguez (om det konkret har været en inspiration ved undertegnede dog ikke). Her på blaa vinyl er vi glade for rock med stort R, og på Roskilde leverede Mescalin, Baby en solid præstation med netop det.
Sleep Party Peoples indadvendte, shoegaze, dream-pop er en helt anden stemning. Undertegnede så/lyttede udenfor Pavillion-teltet og nød det i allerhøjeste grad. SSP er blevet hypet meget det sidste halve års tid, derfor er det nok ikke nogen stor overraskelse, at vi nævner dem, men Brian Batz’ projekt er virkelig et af årets favoritter. De spillede godt, og det passede godt til den afslappede stemning på Pavillion, men undertegnede vil til enhver tid foretrække de vippende kaninhoveder på en skummel Musikcafé i Århus (som bliver en realitet den 1/10 i år sammen med Shout Wellington Airforce!). Udover at koncerten var dragende, så se eventuelt bandets fremragende indspilninger (og andres) i forbindelse med The Copenhagen X-Sessions.
Vi har før kastet props efter Chimes And Bells her på bloggen. De skuffede ikke på Roskilde. Deres inderlige art-rock med Cæcilie Trier i front og Jannis NM på back-up er (stadig) en vidunderlig kombination. De to vokalers klang er en sand fryd for øret, og de spillede tilmed nogle nye numre (et af dem også på tidligere omtalte X-sessions). De spillede overbevisende ,og folk var virkelig betaget, men jeg har det på samme måde med Chimes And Bells, som jeg har det med Sleep Party People. De skal helst ses ekstrem intimt. En af de plader jeg har de største forventninger til i 2010.
Se et af de nye numre her (og lyt til et par gamle):
Eftersom jeg både havde hørt SSP og Chimes And Bells før Roskilde, var den anden af de to største live-oplevelser i de indledende dage (udovover KKT) IGNUG. De vandt også årets Karrierekanon, og det er så sandelig ikke uberettiget. Det er et yderst kvalificeret live-band. De tog mig ganske enkelt med mine støvede festival shorts nede om anklerne. Ruby Renaissance er bandets front-persona, mens bandet giver den for fulde gardiner med deres dansable og finurlige electro-pop. Bandet besad også en forfriske selvtillid, da de indtog scenen, og de virkede som om, at det vitterligt er på en scene, de høre hjemme. Enhver der får lejligheden til at opleve bandet live, bør ikke lade chancen gå forbi. Professionelt og meget gennemført. Vokalmæssigt er Ruby R. eminent, mens han slægter enkelte kendte vokaler på. Jeg er ret sikker på, at han stod forrest i båsen ,da den sidste kunstner lukkede Orange scene – så har jeg vidst ikke sagt for meget.
Det anbefales på det kraftigste at man ser følgende klip fra koncerten her (mine html-kode egenskaber er skrantende).
Udover de nævnte orkestre, overværede undertegnede også 80’er electro-pop bandet Kill Screen Music og minimal-techno talentet Eim Ick. Begge konstellationer gjorde en ganske udmærket figur. Fidus-pokalen vil dog helt sikkert gå til den lovende Eim Ick, mens Kill Screen Music klart gjorde sig bemærket med en vilje og en professionel attitude, men dog med noget der lugter langt væk af kommerciel elektro-pop, der skal udfylde hullet for Nephew mens de holder pause (Traffic er dog et catchy nummer). Velspillet musik, gammel lyd, der snerter Bono og andre fra samme skuffe på. Interessant og spændende er det dog for Kill Screen Music, at de har fået job på Roskilde med kun fem jobs i bagagen – lær venligst andre bands opskriften. Eim Ick skal opleves igen under rette club-lignende forhold.
Se flere klip fra campingdagene på Pavillion her og søg på “Roskilde Festival 2010 Live Concerts”(Roskilde Festivalens eget fremragende initiativ). Jeg har været elendig til at embedde Arkenas videoer.
