Her i den trykkende varme er det jo nærmest umuligt at finde kræfter til at lave et seriøst indlæg eller min lovede Roskilde Festival opsummering. Derfor følger her en lille sang som jeg, trods varmen, håber at vejrguderne vil lytte til. Det er et fantastisk dejligt sommer-nummer fra 2003-albummet So Much For The City af irske The Thrills. Et nummer man ikke kan andet end at nyde, da den indeholder en fantastisk Californisk vibe hvor inspirationen primært er hentet fra The Beach Boys. The Beach Boys anno 2003 er vores blaa mandag i dag, og vi håber bønnen fra sangen bliver hørt til i morgen. Tra la-la-la….uh aah uh.
Et af de meget oversete albums fra 2009 på den elektroniske scene er Holbeks (aka. Steen Rock der også er en del af Nobody Beats the Beat) album Frit Løb, der indeholder en række elektroniske perler. Det er de to udgaver af nummeret Træk Stikket Ud (Se bunden af dette indlæg) et fremragende eksempel på. Undertegnede blev bekendt med albummet via vores kollegaer fra frekvens, mens remix versionen her i indlægget dukkede op sidenhen.
Desuden er det ikke lang tid siden, at vi anbefalede et andet nummer med Silas Bjerregaard som den (delvise) vokal. Silas’ stemme gør sig åbenbart ganske formidabelt på dansk, og især i det mere afdæmpede og melankolske. Resten af Holbeks skive kan så sandelig også anbefales. Det er dejlig electronica med en masse spændende gæstesolister som: Tuco, Peter Sommer, Khal Allan, Malkin Zany med flere.
Jeg har en lille fidus til Mikael Simpson remixet, men nyder begge versioner herunder, jeg håber I vil gøre det samme.
Det var ikke kun solen der fik publikum til at smile på Pavillion-scenen fra søndag til onsdag. Foto: Rune Schlosser
Så er årets Roskilde festival 2010 overstået, og på diverse sider er koncerterne blevet gjort op for i meget stor stil. Derfor vil jeg fatte mig i korthed, da man kan finde de fleste anmeldelser udført meget sobert, og sikkert også mens de var præsente ved de anmeldere, der har været tilstede. Jeg må erklære mig enig, i de fleste anmeldelser jeg har læst, mindre enig i nogen andre og fuldstændig uenig i enkelte tilfælde. Det har dog været en uge med musikalske indsprøjtninger, der gav forskellige følelsesmæssige og musikalske afkast. Den vil for vores vedkommende være delt op i to-tre indlæg, startende med de navne undertegnede var vidne til ved årets camping dage, som blandt andet var: Kandy Kolered Tangerine, Mescalin, Baby, Sleep Party People, Chimes And Bells, IGNUG med flere.
Kandy Kolered Tangerine var en af de mest positive overraskelser i opvarmningsdagene, nærmere betegnet søndag eftermiddag. Deres virkelig gennemførte støv/americana rock var virkelig til at tage og føle på. I enkelte anmeldelser fik de en del kritik, men jeg må sige at på trods af deres lyd, som i høj grad er omsiggribende på de fleste numre, så havde de en nerve og en umiddelbarhed, som jeg er ret overbevist om også holder på længere sigt. Jeg har i hvert fald givet både Babylove og Flow, de to numre der er vedlagt herunder, et grundigt lyt, og de vokser virkelig på en. I forbindelse med Spot hørte jeg flere anbefalinger af bandet, men bedre sent end aldrig. Det er horisontalt, støjet, skramlet og melodisk – jeg må anbefale dem videre på det allerkraftigste.
Bandet kan bl.a. opleves den 26/8 i år på Musikcaféen i Århus.
Karrierekanon-vinderne Mescalin, Baby, gjorde så sandelig også en god figur mandag eftermiddag. Hvis man har dyrket diverse retro-rock bands som The Blue Van eller hvad vi ellers har på den danske scene, så kan man helt sikkert også godt lide Mescalin, Baby. Det spiller vanvittig dansabelt, medrivende og i kraft af forsanger Marc Facchini-Madsen, har de en stærk tovtrækker til de bagerste rækker af publikum. Bandet har også på speak-prægede passager som det blandt andet høres hos den velbevarede hemmelighed fra 1970 Sixto Rodriguez (om det konkret har været en inspiration ved undertegnede dog ikke). Her på blaa vinyl er vi glade for rock med stort R, og på Roskilde leverede Mescalin, Baby en solid præstation med netop det.
Sleep Party Peoples indadvendte, shoegaze, dream-pop er en helt anden stemning. Undertegnede så/lyttede udenfor Pavillion-teltet og nød det i allerhøjeste grad. SSP er blevet hypet meget det sidste halve års tid, derfor er det nok ikke nogen stor overraskelse, at vi nævner dem, men Brian Batz’ projekt er virkelig et af årets favoritter. De spillede godt, og det passede godt til den afslappede stemning på Pavillion, men undertegnede vil til enhver tid foretrække de vippende kaninhoveder på en skummel Musikcafé i Århus (som bliver en realitet den 1/10 i år sammen med Shout Wellington Airforce!). Udover at koncerten var dragende, så se eventuelt bandets fremragende indspilninger (og andres) i forbindelse med The Copenhagen X-Sessions.
Vi har før kastet props efter Chimes And Bells her på bloggen. De skuffede ikke på Roskilde. Deres inderlige art-rock med Cæcilie Trier i front og Jannis NM på back-up er (stadig) en vidunderlig kombination. De to vokalers klang er en sand fryd for øret, og de spillede tilmed nogle nye numre (et af dem også på tidligere omtalte X-sessions). De spillede overbevisende ,og folk var virkelig betaget, men jeg har det på samme måde med Chimes And Bells, som jeg har det med Sleep Party People. De skal helst ses ekstrem intimt. En af de plader jeg har de største forventninger til i 2010.
Se et af de nye numre her (og lyt til et par gamle):
Eftersom jeg både havde hørt SSP og Chimes And Bells før Roskilde, var den anden af de to største live-oplevelser i de indledende dage (udovover KKT) IGNUG. De vandt også årets Karrierekanon, og det er så sandelig ikke uberettiget. Det er et yderst kvalificeret live-band. De tog mig ganske enkelt med mine støvede festival shorts nede om anklerne. Ruby Renaissance er bandets front-persona, mens bandet giver den for fulde gardiner med deres dansable og finurlige electro-pop. Bandet besad også en forfriske selvtillid, da de indtog scenen, og de virkede som om, at det vitterligt er på en scene, de høre hjemme. Enhver der får lejligheden til at opleve bandet live, bør ikke lade chancen gå forbi. Professionelt og meget gennemført. Vokalmæssigt er Ruby R. eminent, mens han slægter enkelte kendte vokaler på. Jeg er ret sikker på, at han stod forrest i båsen ,da den sidste kunstner lukkede Orange scene – så har jeg vidst ikke sagt for meget.
Det anbefales på det kraftigste at man ser følgende klip fra koncerten her (mine html-kode egenskaber er skrantende).
Udover de nævnte orkestre, overværede undertegnede også 80’er electro-pop bandet Kill Screen Music og minimal-techno talentet Eim Ick. Begge konstellationer gjorde en ganske udmærket figur. Fidus-pokalen vil dog helt sikkert gå til den lovende Eim Ick, mens Kill Screen Music klart gjorde sig bemærket med en vilje og en professionel attitude, men dog med noget der lugter langt væk af kommerciel elektro-pop, der skal udfylde hullet for Nephew mens de holder pause (Traffic er dog et catchy nummer). Velspillet musik, gammel lyd, der snerter Bono og andre fra samme skuffe på. Interessant og spændende er det dog for Kill Screen Music, at de har fået job på Roskilde med kun fem jobs i bagagen – lær venligst andre bands opskriften. Eim Ick skal opleves igen under rette club-lignende forhold.
Se flere klip fra campingdagene på Pavillion her og søg på “Roskilde Festival 2010 Live Concerts”(Roskilde Festivalens eget fremragende initiativ). Jeg har været elendig til at embedde Arkenas videoer.
Som sædvanlig ryger vi først på musikken forlængst efter, at den har været igennem hype-maskinen. Vi beklager, hvis aktualitet er succeskriteriet for dig kære læser, men det er ikke altid vores stærke side. I hvert fald når det kommer til dette band, der bringer en fantastisk islandsk sommervarme, denne gang er det dog ikke en vulkan, men orkesteret Hjaltalín, der bærer skylden (se bare det fantastiske pressebillede).
Jeg kan forstå, at bandet blev rost for deres debutalbum fra 2008. Der stiftede undertegnede dog ikke bekendtskab med dem. Der skulle en mp3-teaser til, fra det islandske kollektivs kommende album Terminal. Et album, der efter nummeret Sweet Impressions at lyde, melder om en solid gennemarbejdet pop, kamufleret i alskens perkussion, el-spade, strygere, falset, royalistisk kvindekor og klassiske tankegange. Der er flere danske eksempler på samme hybrid, men i denne omgang må man sige, at islændingene har deres helt egen solide og vitterligt meget optimistiske tilgang.
Det er elskværdigt, når folk tør føre deres stil helt ud uden at følge vante konventioner. Især hvis det er noget, der kan bidrage til at bringe den (meget diskuterede) grænse mellem rytmisk og klassisk musik tættere på hinanden. Der er sket meget i de sidste par år, men det er glædeligt, at der stadig kommer fremragende bud på kvalitative kombinationer.
Vi ser i hvert fald frem til udgivelsen den 13. august i år, lad os håbe det bringer dem forbi DK – det lyder som højsvævende oplevelse.
I aften, lørdag den 19. juni klokken 20.00, er der et interessant indspark af en koncert på Konservatoriet i Århus eller nærmere betegnet Rytmisk Sal på Musikhuset i Århus. Det er et yderst interessant line-up af elektroniske musikere, der alle nu, på papiret, kan kalde sig netop det. Det er nemlig en afgangseksamen for de tre musikere fra DIEM, der nok i de fleste tilfælde lyder genkendelige. Det er nemlig Band Ane, Jonas Olesen og Heidi Mortenson.
Egentlig er det en lodret fejl, at der ikke er kommet en anbefaling af Band Ane før nu, som er den af de tre kunstnere, undertegnede er mest bekendt med. Hun er hvor tids moderne svar på en Else Marie Pade, og det er ikke blot på grund af de kønsmæssige og genremæssige konventioner. Ane Østergaard tør nemlig også tage sin hybrid af field-recordings, computer-programming m.m., et skridt videre. Fra noget til tider følelsesmæssigt eftertænksomt til noget mere udadvendt og humoristisk. Dem der ikke har hørt hendes seneste skive Anish Music Too And Free bør ikke tøve. Det er vitterligt en af de mest kvalitative elektroniske plader, jeg har hørt i lang tid (selvom vi også har nogle mere laptop-prægede kunstnere, der gør det godt).
Her er en favorit fra hendes debut-plade Anish Music:
Jeg kan desværre ikke henvise til mp3’er til stream fra den nye plade, da der desværre ikke medfølger mp3-download til vinylen. En uheldig fejl der heldigvis er en dalende tendens. Men en anbefaling til at tage til en interessant elektronisk oplevelse sådan en lørdag aften. Og check endelig Band Anes seneste ud, som i øvrigt er et dobbelt album, så der er ekstra meget for pengene.
Er man mere til det udendørs, så kan man jo passende besøge Vennelyst Parken i eftermiddag og årets Sommer Chillout event eller tage ned på Tangkrogen, og se alle de etablerede fyre den af før/efterlandskampen.
Yes: Rick Wakeman, Jon Anderson, Alan White, Steve Howe og Chris Squire.
Mandagens indlæg gav en ganske forudsigelig gisning om hvad mit næste indlæg skulle dreje sig om. Det er der hermed en opfølgning på nu. Året var 1972 og bandet var Yes. Prog-Rock af allerførsteklasse. Et album der gik i top fem på begge sider af atlanten efter udgivelsen. En fin bedrift, men albummets kvalitet taget i betragtning, ikke ufortjent. Det er et formidabelt album. Der er så mange facetter i de tre (!) numre lange album. Det er et vidunderligt vanvid i et sammensurium af mange stemninger og mange genrer. Det er vitterligt prog-rock når det er bedst. Jeg kender ikke selv et sidestykke der lever op til denne legendariske plader, og det er trods mit forholdsvis korte kendskab til netop denne plade.
Jeg er mest til I Get Up delen af første del, samt hele And You and I på anden del. Et helt fantastisk stemningsfuldt nummer. Lydflader og ængstelig forventning. Lad dig dog ikke narre af min prog-rock label, for indimellem på de længerevarende numre er der nogle fantastiske sfæriske flader, som hele den islandske melodisk-post-rock bølge har lært af.
En beklagelse til læseren over at der ikke er noget tilgængeligt musik, men tag og køb vinylen, det fortryder du sandelig ikke (Jeg var selv heldig at finde den i Stardust). Jeg kan henvise til mit tidligere indlæg og dette ekstra youtube klip. God lyttelyst.
To numre der går lidt i takt med dagens afgørende fodboldkamp og undertegnedes nuværende eksamenssituation. Som sædvanlig følger en uddybning senere på ugen, nærmere betegnet onsdag. Nyd venligst disse numre, de er hårde at komme igennem første gang, men du gør dig selv en gevaldig tjeneste, for anden gang åbner nummerets kvaliteter sig.
Quadron på Pickup scenen på Spot 2010 - Foto af Frederik Arhøj fra Gaffa.dk
Titlen siger vidst det hele. Denne blogger er ude på dybt vand. Soul – næ nu har man da aldrig. Det er vidst ikke noget for mig (udover Northern Soul naturligvis og andre efterdønninger – bevares), i hvert fald ikke før nu. En lille hurtig anbefaler til genrenysgerrige individer der, ligesom denne blogger, har brug for en musikalsk overspringshandling. Sagen er den, at nummeret der ligger til download allernederst i dette indlæg, har kørt i medium-rotation på undertegnedes playliste. Medium må siges at være over gennemsnittet, når det kommer til soul’ede indslag. Lige præcis det omtalte nummer, er måske det mindst soul’ede af kunstneren, så derfor kunne jeg godt tænke mig at stifte ordentlig bekendtskab med Coco Maja Hastrup og Robin Hannibal, som også spiller i Boom Clap Bachelors.
Jeg er bekendt med at Gaffa for nylig har postet dette nummer, men det, der egentlig satte min nysgerrighed i gang omkring Quadron var efter at have hørt musikken i filmen Se min kjole af Hella Joof fra 2009. Hvad er det for en behagelig stemme, der går igen? Det var tanken. Det fandt undertegnede så hurtigt ud af ved rulleteksten. Endnu en kunstner man burde have checket ud ved dette års Spot.
Quadron på Pickup scenen på Spot 2010 - Foto af Frederik Arhøj fra Gaffa.dk
Nå, det viste sig, at jeg kender ‘radio-nummeret’ Slippin’, som egentlig også er ret tjekket, større kendskab har jeg desværre ikke endnu til duoen. Jeg vil indtil videre sende anbefalingen videre af det omtalte nummer Slippin’ samt cover versionen af Herfra Hvor Vi Står (Skousen & Ingemann), som er fremført som en yderst smagfuld duet med Silas Bjerregaard fra Turboweekend. Ganske bemærkelsesværdig bedrift da nummeret måske er en smule fortærsket i mange sammenhænge. Det er denne version ikke.
Sommervarmen der ramte landet før weekenden, er smittet af på undertegnede, siden der pludselig skal anbefales glad sommer-soul. Nuvel charmerende og lækkert det er det. Den omtalte film kan forresten også anbefales på det varmeste, selvom temaet er af en mere trist og knap så sommerlig karakter.
Hvem vil med mig til Quadron koncert næste gang de er i Århus?
