Kategori: turboschlossers indlæg

I reminiscensen af Spot

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=y8rff5jLH_M&hl=da_DK&fs=1&color1=0x006699&color2=0x54abd6]

Hvis du klikkede play på videoen (som i øvrigt er et af årets mest charmerende videoer) før du læste videre, så er du nu bekendt med en talentfuld ung mand fra Århus. Navnet er Snævar Njáll Albertsson, og han har flere aktiver på det musikalske område. Her på bloggen har vi for nylig omtalt Snævars solo-projekt: Dad Rocks! Som vi efterfølgende har hørt i fuldlængde, og den nyligt udgivende ep Digital Age kan anbefales på det allervarmeste.

Ellers er Snævar frontfigur i bandet Mimas, som har haft store koncertsucceser i udlandet. Undertegnede var så heldig at fange Snævar over mail (gud forbyde det i disse skønne soldage) før han drager på turné med Mimas, der blandt andet går til Tyskland, Luxembourg! og Schweiz. Generelt for Mimas må man sige, at de er utrolig dygtige til at etablere kontakter i udlandet i forbindelse med deres koncertvirksomhed, og det er formentlig også derfor, at de har ry for at være et særdeles velspillende og underholdende orkester på en scene. Et nyligt eksempel på dette er på årets Spot festival, hvor de fire herrer havde iklædt sig hættetrøjer med et bloddruppende hjerte, samt udvidet deres oprindelige set-up. Her fik de flere positive ord med på vejen. Vi bringer mail-interviewet i en ucensureret udgave.

Mimas på Spot 2010 (Foto af Jacob Dinesen fra Gaffa.dk)

Hvordan var årets Spot festival for dig Snævar?
Det var en virkelig dejlig festival i år. Vejret var fantastisk. Jeg var i meget godt selskab, og vores koncert gik rigtig fint.

Hvad var det bedste du så?
Det er et virkelig godt spørgsmål. Jeg fik set alt for lidt musik, men det hænger selvfølgelig sammen med at jeg både spillede fredag og lørdag. Desuden mødte jeg virkelig mange mennesker, som man lige skulle sludre med. Nu bor jeg trods alt i Århus, så der var en del der gerne ville skåle. Jeg er rigtig træt af at jeg måtte misse Pinkunoizu og Kellermensch, men jeg fik dog fanget rigtig gode koncerter med Kings Light Infantry, Plök og så synes jeg faktisk at The Kissaway Trail gjorde det aldeles fint. Jeg så desuden det franske band Montgomery til et gogoyoko arrangement, og de var min store overraskelse til SPOT.

Hvordan synes du det gik med koncerter du spillede under festivalen?
Jeg er helt tilfreds. Dad Rocks! koncerten på taget af LYNfabrikken var en meget hyggelig affære, og det var ganske anderledes at prøve at skabe en intim stemning udenfor under en bagende sol. Men det gik helt fint, og publikum var meget modtagelige. Mimas koncerten gik ud over al forventning, og det var en helt speciel koncert for os. Det var første gang vi havde to ekstra blæsere med, som vi så benyttede til mange af de nyere sange, som bliver udgivet til efteråret. Publikum til vores koncert var fantastiske, og der var generelt en stor glæde over hele seancen. Vi havde virkelig glædet os til at optræde til festivallen, og havde sådan lidt en følelse af at ‘nu skal vi vise dem hvad vi kan’ – i og med at vi efterhånden har spillet flere koncerter udenlands end hjemme i Danmark. Vi delte ud af gratis eksemplarer af vores debut-plade, og vi kom alligevel af med 200 af dem, så jeg tror koncerten faldt i god jord.

Mimas på Spot 2010 (Foto af Jacob Dinesen fra Gaffa.dk)

Nu var jeres koncert godt fyldt op, var det rart at folk fra byen kom og bakkede jer op også?
Klart! Men jeg tror nu ikke at vi betragter os som nogen form for lokale helte, eller noget i den stil. Det var dog uden tvivl en virkelig god fornemmelse at stå på scenen med et så talstærkt publikum, sådan noget kan ikke rigtig undgå at give selvtillid, og smitte af på bandet energimæssigt, og det resulterer gerne i et mere sindssygt show. Ikke for vi ikke ville give den hele armen hvis der blot stod ti, det har vi gjort masser af gange, men i det her tilfælde føltes det bare helt rigtigt at der var pakket.

Dad Rocks! til gogoyoko event under Spot 2010.

Du spillede både med dit solo-projekt Dad Rocks! og med dit band Mimas – godt nok kun med Mimas på den officielle plads – men hvordan synes du det var, at være i en situation hvor du repræsenterer to forskellige musikalske udtryk til eventuelle samarbejdspartnere?
Det føles egentlig ret naturligt. Det er to meget forskellige udtryk, og derfor bliver det også ret nemt for mig at adskille i mit musikalske univers. Og det samme tror jeg gælder for øvrige lyttere. Samtidigt er det en god mulighed for at gøre opmærksom på hinanden. Hvis der er nogen der rigtig godt kan lide Dad Rocks! kan de ikke rigtig undgå at stifte bekendtskab med Mimas, og omvendt. På den måde tror jeg faktisk kun det er gavnligt.

Mimas på Spot 2010 (Foto: Jacob Dinesen fra Gaffa.dk)

Har du/I fået nogle konkrete henvendelser siden Spot, hvis det har været ønsket?
Ja, det har vi. Det bliver forhåbentlig noget med nogle fransk festivaler, og vi er desuden blevet spillet en del i Estisk radio, og vi har desuden fået nogle meget pæne ord med på vejen af bl.a. Clash Magazine, som udkårede os som nogle af deres favoritter. Og så var der et par pladeselskaber som også har ytret sig i meget positive vendinger.

Hvad er din opfordring til andre der godt kunne tænke sig at præsentere sin musik for udenlandske samarbejdspartnere på Spot? Et godt råd?
Jeg synes personligt at det er vigtigt at man gør de ting man har det allerbedst med. Det er ikke nødvendigt at have et eller andet sindssygt sceneshow, hvor man har gjort en masse ud af nogle ting, hvis det ikke er nogle man er komfortable med. Personligt synes jeg at det skal kunne ses at man nyder at være tilstede, og at man viser at man rent faktisk elsker at spille koncerter. Det er de mennesker der ser på meget, meget interesseret i at man er.

I arbejder på nyt materiale i Mimas – er det meget anderledes end hvad vi tidligere har hørt?
Hvis man ikke har hørt Mimas live det sidste halve års tid, så er det ganske anderledes. Materialet er desuden ganske varieret på den nye plade, og der er både pop, slacker, hip-hop elementer, math-rock, råbe-kor og en klaver-baseret ballade.

Vil vi høre mere til Dad Rocks! i fremtiden?
Uden tvivl. Jeg regner med at lave en mere eller mindre lo-fi demo til sommer, som en optakt til min første fuldlængde, som jeg håber på at optage i løbet af efteråret, hvis alt går vel.

Vi takker Snævar Njáll Albertsson mange gange for at dele sine Spot erfaringer og fifs med os. Undertegnede kan som sagt anbefale Dad Rocks! ep’en på det varmeste, og ligeledes Mimas’ debut skive The Worries.

Goodies:

En foreløbig unavngiven sang fra det omtalte Gogoyoko arrangement i forbindelse med Spot festivalen på toppen af Lynfabrikken):

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=KMXvOhZZJc8&hl=da_DK&fs=1&]

To gratiz numre med Dad Rocks! her:

Dad Rocks! – Nothing Keeps Up (Via Kanel Records hvor ep’en kan købes)

Dad Rocks! – Aroused By Hair (Via Kanel Records)

Hør desuden nyt materiale fra Mimas’ kommende plade på deres facebook gruppe, nummeret Application ligger til streaming.

Kong Højrød

Ja som gårsdagens indlæg bar præg af, så var undertegnede en presset herre. Der var en eksamensopgave der lige skulle overstås, en af de lidt større af slagsen, så nu kan blikket atter vendes mod lidt mere blog-agtige emner.

I fik en kort snas af det album undertegnede gerne vil sende videre i systemet. Til dem der ikke kender det, så hedder albummet In the Court Of the Crimson King af King Crimson. Et band der vel bedst beskrives som prog-rock, eller avantgarde-pop. Melodisk er det i hvert fald i høj grad på trods af en ofte større kompleksitet, der i særdeleshed bliver udført af trommeslager Michael Giles, tangent-geni Ian McDonald, guitarist Robert Fripp og selvfølgelig lyrikeren i bandet Peter Sinfield (okay det var næsten hele bandet). I hvert fald er albummet et legendarisk album fra 1969, og det er det eneste bandet nåede at udgive i den line-up, som bestod af allerede omtalte medlemmer og bassist Greg Lake.

Bandet havde deres debut-koncert foran 650,000 mennesker i Hyde-Park i London i  juli 1969, idet de havde fået en opvarmningstjans for ingen ringere end The Rolling Stones, derefter blev albummet indspillet.

Musikken er vanvittig storladen, den er intim og den er yderst nervepirrende, især på grund af det tekstunivers de bevæger sig indenfor. De mest kompetente numre på pladen er: 21st Century Schizoid Man (der var vores blaa mandag track), Epitah (hvilken smuk titel), In the Court Of the Crimson King (nummeret der navngav bandet) og selvfølgelig Moonchild. Det er næsten hele albummet der er blevet nævnt, og det er ikke tilfældigt, for det er virkelig en gennemført plade, der ud over at have influeret prog-rocken i meget høj grad, også kan bryste sig af, at have influeret den senere garage-lyd og sikkert meget mere. Musikken er i hvert fald vanvittig kompetent, og selvom jeg desværre aldrig (endnu) har hørt pladen på vinyl, så siges det, at det er her den er bedst. Der er nemlig mange afdæmpede melodiske dele af pladen, som simpelthen bare skal høres i forbindelse med vinylens skratten.
[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=KovJ7WLh2Qc&hl=da_DK&fs=1&]
Hør titel-nummeret In the Court Of the Crimson King, og kom så ikke at fortæl mig, at du ikke fik en lille snert af storladen kongelighed på nethinden. Den holder hele vejen.
Bandet Yes, der læner sig tæt op af King Crimson stil, tilbød blandt andet Robert Fripp at erstatte deres daværende guitarist Peter Banks. Men så vidt jeg ved, så endte det aldrig med at være tilfældet, for King Crimson eksisterer stadig den dag i dag, dog har jeg ikke et særligt kendskab til deres efterfølgende plader, så byd gerne ind med anbefalinger.

Som bonus-info kan det nævnes, at King Crimson optræder på den ligeledes anbefalelsesværdig film Children Of Men (2006). Det er nok ikke en film for alle og enhver, men jeg er nu er sucker for post-apokalyptiske fortællinger.

Gå desuden på vinyljagt her.

blaa mandag #20

På grund af travlhed og en død computer var der desværre ikke noget indlæg sidste mandag. Denne pinsemandag har vi dog en ny (gammel) anbefaling at dele med jer. En anbefaling der kommer, fordi at undertegnede blev en musikalsk erfaring rigere, efter at have vidnet det pågældende band til weekendens forgangne Spot Festival.

Fans der allerede kender billedet ovenover vil vide, at det er lyriker-hybriden Frodegruppen 40, der har forfatter Jens Blendstrup i front, som er på tale. Folk der ikke kender til konstellationen bør vide, at det er en ufatteligt underholdende affære at se og lytte til Frodegruppen 40 og deres musik. Nederst i indlægget er der vedhæftet en lille video-antologi med Frodegruppen 40 med de bedste af de videoer ,der er til at støve op på ‘tuben’ samt et interview hvor Mikael Bertelsen interviewer frontmand Jens Blendstrup.

På Spot festivalen leverede de et brag af en vanvidskoncert, med papegøjemasker, legetøjs-græsslåmaskiner, dans på gulvet blandt publikum og en energi der satte nye grænser for, hvad den lille koncertsal Filuren kunne trække. Jens Blendstrup er en meget karismatisk frontfigur, der reciterer og læser op af digte, historier og situationsbeskrivelser, der genspejler sig for din indre nethinde. Numrene som der er videolink til: John danser grøntsag, Græsslåning og Tsunami (jeg tror det er et nyt nummer), var helt fænomenalt underholdende. Det der var gruppens styrke var udover utrolig velvalgte akkompagnementer på back-track beats, lap-steel, guitar, bas og kor,  den substans der ligger bag de ellers meget humoristiske og skæve tekster. Især i det omtalte nummer Tsunami, som var bandets afsluttende nummer til koncerten på Spot, indeholdt flere hyle morsommebilleder på danskerne, samtidig med at det indeholdt en forfærdelig tragisk historie om nogle børn, der forfølger en tsunami-bølge. Man kan kun håbe på, at de har mere fra samme skuffe, når de har færdiggjort det album, de i øjeblikket arbejder på.

Frodegruppen 40 var senest aktuelle med albummet Du ligner noget fra en pejs, hvilket helt sikkert bliver undertegnedes næste investering, og jeg glæder mig til, at høre om musikken er ligeså vanvittig og hjertegribende, som når den ses for fuld skrald til et modtageligt publikum.

Video-antologi med Frodegruppen 40:

Den episke optræden i tv-programmet Den 11. time med nummeret John danser grøntsag plus Mikael Bertelsens interview med Jens Blendstrup i den anden video:

Frodegruppen 40 der knipser nummeret Græsslåning:

Frodegruppen 40’s officielle hjemmeside.

blaa vinyl #19 – Baseret på en sand historie

Based On A True Story fra 2005.

Denne mandag sidder undertegnede og fifler lidt med en gåde. Det er gåden om, hvorfor bandet Fat Freddy’s Drop ikke er blevet anmeldt i nogen større danske magasiner/dagblade/ugeblade eller lignende, efter deres andet album Dr. Boondigga & The Big BW er udkommet. Det første studiealbum Based On A True Story udkom i 2005 med fremragende anmeldelser og efter en fabelagtig koncert i Vega i 2008, er det ærlig talt svært at se, hvorfor pladen ikke har fået noget omtale. Den udkom i Danmark den 9. august 2009 på det uafhængige pladeselskab The Drop, og det bærer nok en del af forklaringen til, at pladen ikke er kommet ud til alle. Men nogen gange kunne selv kulturpressen måske nok lære at være lidt mere opsøgende. Jeg ved, at der bliver lavet meget musik, men det kunne for eksempel være, at nogle af de anmeldere, der anmeldte bandet (godt) tidligere, henvendte sig til det pågældende Indie-label, og var bare en lille smule opsøgende for en gangs skyld. Som sidebemærkning kan det nævens, at titlen også har lidt at gøre med samme problemstilling. Nå. I hvert fald så er det på tide, at undertegnede sender anbefalingen videre til de uindviede, for der ligger faktisk TO fremragende studiealbums og venter, selvom det kun er det ene, der er kommet igennem til pressen i DK.

Det første er Based On A True Story fra 2005, og det andet er det omtalte Dr. Boondigga & The BIG BW. Fat Freddy’s Drop er blevet kendt for deres hybrid af især dub, reggae, jazz, electronica og pop. Deres univers cirkulerer omkring en smooth lækker lyd, der bliver krydret af forsanger Joe Dukie og en energisk blæsergruppe, samt klassisk reggae vokal manipulation. Ved selvsyn kan jeg bekræfte, at bandets force kommer til udtryk i deres live-shows, hvor de også, mere eller mindre løbende udvikler og komponerer deres numre. Det er således, at det seneste album er kommet til verden, og det kan virkelig godt høres, at det er numre, der har fået lov til at tage sin form på den færdigindspillede udgave.

Den koncert undertegnede var tilstede ved, var ved den omtalte koncert i 2008, hvor de rent faktisk spillede et ganske stort udpluk af nye numre. Jeg skal hilse og sige, at man ikke bliver skuffet ved nærmere lytning.

De to albums er aldeles helstøbte, og numrene er både drømmende og stemningsfyldte. De to vedhæftede Youtube klip er to af favoritterne fra Based On A True Story, og ligeledes er de to numre fra Soundcloud også favoritter fra det nye album. Start der, og hør så meget gerne de to albums i en helhed, det fortjener de. Slutteligt kan jeg lige lufte, at det New Zealandske band kommer tilbage til Vega den 22. august i år, undertegnede vil stå forrest, og håber at have kunnet have opfordret andre til at gøre det samme.

Dr. Boondigga & The Big BW fra 2009.

Fat Freddy’s Drop – Dark Days (Based On A True Story):

Fat Freddy’s Drop – Del Fuego (Fra Based On A True Story):

Fat Freddy’s Drop – Big BW (Fra det nye album, Dr. Boondigga & The Big BW):

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/the13chapters/01-big-bw-fat-freddys-drop” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

Fat Freddy’s Drop – Boondigga (Fra det nye album, Dr. Boondigga & The Big BW):

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/la-puta-exclusiva/02-fat-freddys-drop-boondigga” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

Spot på kongens lette infanterister

Her på blaa vinyl er vi så småt ved at varme op til den kommende Spot festival i Århus. Begge skribenter bag denne blog er engagerede i diverse projekter på festivalen, men vi lover et referat fra festivalens eskapader, når den er overstået og aftalerne forhåbentlig er kommet i hus til de mange håbefulde og dygtige orkestre. Der er i år så mange bands både til det udvidende initiativ Inter Spot og til den rigtige Spot festival, at det (som sædvanlig) bliver svært at vælge fra og til, men det er nu mere et luksusproblem end en egentlig kritik.

King’s Light Infantry – Crops

Et af de band det kunne være oplagt at tage fat på i denne optakt, er et af de friske pust, der i år bliver præsenteret fra den lokale up-and-coming scene. Det er århusianske King’s Light Infantry, som just er aktuelle med deres debut EP Crops, der udkom i april på det taktisk gode tidspunkt op til Spot udvælgelsen, hvor de har været så heldige at komme med. Som sædvanlig er det ikke helt uden grund, at de indtager brædderne Spot. For den 7 numre lange Ep viser et særdeles lovende potentiale, der nok sagtens kan tåle at blive præsenteret for den vide verden.

Crops er forgængeren til et album, der skal udkommer i 2011 på det fremadstormende label Pad & Pen Records, og hvis man lytter Ep’en igennem, kan man ikke lade være med at glæde sig til at høre orkesteret få lov til at folde sig ud på album formatet.

Stilen er en dyster indie-rock med samme tendenser som andre danske bands a la Green Concorde, men med mere fokus på nuancerne i især guitarfigurernes sammenhæng, som er aldeles velspillet på Crops. Generelt er pladen veludført og vokalen er i en klassisk indie-stil, hvor man egentlig er i tvivl, om det er musikalsk nerve, eller om det er en skrantende vokal kvalitet lidt i stil med Københavnske The Olympics. Det er dog klart førstnævnte musikalske nerve undertegnede hælder til, da det netop er den man bider nævneværdigt fast i ved flere gennemlytninger, og tvivlen bliver da også vasket væk, når man hører nummeret Leaving A Kid, hvor det vokale ambitus viser nye højder.

Ellers er højdepunkterne In the Dirt of this Town, Home og Cry Wolf. Sidstnævnte var nummeret, som var bidragende til hypen omkring King’s Light Infantry, der især tog fat i kraft af deres deltagelse i 2009 udgaven af live-konkurrencen Starfighters. Et melodisk lækkert afdæmpet nummer med en stor personlighed og kant. Home havde bandet kort på Soundvenue Selected, og den er da også undertegnedes overordnede favorit med en formidabel og øre-hængende hook-line i både vers og omkvæd samt et dovent sekstendedels trommebeat, der virker helt fantastisk som underlægning. Igen får guitarerne virkelig ordenlyd. In the Dirt of This Town er for undertegnede mere Interpol’sk i lyden, men uden at det dominerer, og det virker egentlig bare som en behagelig reference til baghovedet.

I hvert fald foreligger der en opfordring til at tjekke King’s Light Infantry ud på Spot, høre deres EP, og til at holde øje med dem på i fremtiden når deres album engang ser dagens lys. Personligt vil jeg i hvert fald se frem til at høre, hvad de kan tage det til.

Se og hør King’s Light Infantry til Spot festivalen på Pickup scenen fredag den 22. maj kl. 15.

To numre fra King’s Light Infantry’s omtalte debut Ep Crops kan høres her:

King’s Light Infantry – Home:

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/padpenrecordsdk/kings-light-infantry-home” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

King’s Light Infantry – In The Dirt Of This Town:

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/padpenrecordsdk/kings-light-infantry-in-the-dirt-of-this-town” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0076ff” width=”100%” height=”81″ ]

Gadefest i Århus på lørdag

Som den århusianer jeg er, vil jeg da godt lige have lov til at slå et slag for århusianernes bud på, hvad Københavnerne betegner som Distortion Festival. I Århus hedder det Mejlgade for Mangfoldighed, og det er en folke/gade-fest/kulturevent med tre livescener og diverse rum indrettet til kreativitetens formål i den vel nok hyggeligste bygade i Århus.

Musikken på de tre live scener viser et bredt udsnit af det spirende undergrundsmiljø primært fra Århus, men også fra resten af Danmark. Derudover er der frit spil i fire forskellige ‘Spaces’ (Open-, Learning-, Public- og No Space), hvor andre kreative kræfter bidrager med debatter, events og andre kunstneriske installationer.

I bedste gadefest stil bliver det hele sluttet af med, at man i samlet trop spadserer til en alternativ endnu ukendt beliggenhed, hvor (efter) festen vil slutte det hele af.

Sidste år var der næsten 7000 deltagere, og i det smalle gademiljø tror jeg ikke, at man kan undgå at blive grebet af den festlige stemning, og da slet ikke når det musikalske line-up ser ud som det gør. Hvis man kaster et hurtigt blik, er man i hvert fald ikke i tvivl om, at det er musik, der motiverer til fest og luftning af træbenet. Electrojuice, Sort Stue, Annasaid, Analogik og Boom Quips er i hvert fald alle navne, jeg har været vidne til, og der er det ikke gået stille for sig.

Jeg begræder selv min dårlige planlægning, der resulterer i, at efterfesten nok er, hvad jeg når, men den vil jeg se frem til, og opfordre feststemte århusianere samt københavnere til at forsøge sig med Århus’ ydmyge, men særdeles gennemførte svar på en gadefest.

Se meget mere her.

blaa mandag #18

The National’s EP ‘Cherry Tree’ fra 2004.

The National er i disse tider et navn, de fleste har hørt – fra andres eller deres egne læber. Albummet Boxer var albummet, der skabte gennembruddet, i hvert fald set med danske briller, og de bliver i disse dage hypet til den store guldmedalje op til udgivelsen af deres kommende album High Violet, der udkommer den 10. maj i år. Undertegnede røg på The National efter at have læst om dem i en seks-stjernet anmeldelse af Gaffas skribent Jeppe Krogsgaard Christensen, det var albummet Alligator (2005), som er et fantastisk støjende og melodisk album med en tidløs lyd, som undertegnede sjældent havde hørt mage.

Kort efter stødte jeg på den EP The National havde udgivet op til udgivelsen af Alligator, som stadig står som The Nationals (foreløbige) største præstation. Det var EP’en Cherry Tree fra 2004, som er virkelig tæt på 2005-albummets kvalitet. Ikke nok med at der er en enkelt genganger fra Cherry Tree til Alligator (All The Wine), men den er også, på samme måde som Alligator, både varm, støjende, behagelig, hårrejsende, og så er numrene helt fantastiske.

Størstedelen af numrene er lavmælte og behagelige, mens Murder Me Rachel, som er en det eneste live-nummer på albummet, virkelig støjer igennem, hvilket netop er en af The National’s forcer i live-sammenhænge. Som udgangspunkt er favoritterne dog Wasp Nest, About Today og Cherry Tree, men resten af numrene er også af en særdeles høj kvalitet. Cherry Tree EP’en er at anbefale til både The National newbees og til kendere af de omtalte albums, for kvaliteten er virkelig i top. Find et par mp3 udpluk længere nede.

Tracklisten er som følger:

1. Wasp Nest

2. All The Wine

3. All Dolled-Up In Straps

4. Cherry Tree

5. About Today

6. Murder Me Rachel (Live)

7. A Reasonable Man (I Don’t Mind)

Mp3:

The National – Wasp Nest (fra ipickmynose)

The National – About Today (fra The Pop Cop)