folk der hjælper folk

Cherry Ghost

Jeg fik genopfrisket en plade her forleden da jeg så fjernsyn og en velkendt melodi dukkede op. Jeg genkendte den straks som en sang oprindeligt skrevet af bandet Cherry Ghost (billedet) til pladen Thirst For Romance (2007), men det her var en coverversion. Efter lidt research fandt jeg frem til at det er en meget ung britisk dame vednavn Jasmine van den Bogaerde bedre kendt som Birdy, som i 2011 indspillede en række coverversioner af sange oprindeligt skrevet af bands og sangere som for eksempel Bon Iver, Fleet Foxes, Phoenix, The National m.fl. og udgav det som hendes debutalbum. Hun har åbenbart gjort et godt job, eftersom det blev hendes gennembrud og coverversionen af Bon Iver’s Skinny Love gik nummer 17 på den engelske Singles Charts. Coverversionen af Cherry Ghost’s People Help The People blev også udgivet som single, men nåede kun ind på en 33. plads:

Jeg synes hun slipper rigtig godt afsted med det. Sangen er blandt mine favoritter med Cherry Ghost, især fordi den befinder sig på side B på vinylen hvor den sidste skæring er sangen Dead Man’s Suit. Den langt mere storladne Dead Man’s Suit dukkede tilfældigvis op på en sampler fra musikmagasinet MOJO (som undertegnede abonnerede på dengang) og var det første bekendtskab jeg havde med bandet overhovedet. Da jeg kort tid efter besluttede mig for at det var slut med CD’er og vinylen fik en stor plads i mit hjerte, gik der ikke lang tid før jeg også erhvervede mig Thirst For Romance og side B blev råspillet på den højeste volume. Hør originalversionen af People Help The People her og vurdér selv om ikke Birdy er god nok:

Og her Dead Man’s Suit:

Roskilde Festival 2013 – Rikke fortæller og anbefaler

Roskilde Festival 2013

195 navne på 8 dage. Da jeg skulle finde ud af hvor tætpakket mit Roskilde skulle blive i år blev jeg ganske overrasket. Lørdag skulle vise sig at være den eneste dag jeg har mere end 5 navne på programmet, og rigtig mange af de resterende navne på programmet ringer ikke en klokke i mit musikalske univers, så jeg fornemmer lidt på det hele at mit Roskilde bliver en god blanding af gode gamle kendinge, bekendtskaber man får et større indtryk af og så de navne man ikke anede skulle være en del af éns musikalske univers. Jeg vil i dette indlæg prøve og komme med et par bud på hvad der er anbefalelsesværdigt at se på dette års Roskilde.

Undertegnede har allerede været afsted på festivalen både i lørdags og i går, søndag. Det er første gang nogensinde at jeg når at opleve warm-up dagene og det var vildt at overvære da hegnet væltede og campingområdet rimelig hurtigt blev fyldt op med telte og pavilloner (se billede herunder). Stødte også ind i ét af postbuddene fra Dream City’s postkontor-lejr, som kiggede forbi Stengade baren i Street City og stolt poserede i sit præ-kostume.

Roskilde run + postmand per

Poetry In Mono er iøvrigt også repræsenteret i Stengades bar i år. Dels på drinkkortet, men også med en fin lille tagline på infovæggen i baren (se billede øverst). Vi er rigtig stolte af det og oprigtigt glade for at grafikerne der står bag infovæggen valgte at skrive i blåt, da det står godt til konceptet og bloggen her.

Nå…til musikken. Lad os starte på toppen. Af de bands jeg glæder mig allermest til at se, må det være islandske Sigur Rós som ifølge mig har begået én af årets plader! De kommer ligeledes kommer til at slutte min festival af lørdag nat. Det bliver storslået!

De norske Dråpe som spiller i aften på Pavilion Junior vil jeg også anbefale varmt. Her er tale om drømmende guitarstøj med en snert af pop til den søde tand. I morgen når jeg er tilbage på Roskilde skal jeg helt klart tjekke Travelling Tribes ud, som jeg endnu ikke har haft fornøjelsen af at opleve live.

I går oplevede jeg Navneløs på Pavilion Junior. Koncerten bar desværre meget præg af at de dels ikke havde deres to cellister med, men i den grad også af at lyden var alt for høj og bas og guitar var alt for dominerende, så deres ellers så detaljeorienterede udtryk druknede. Den knap så gode start på den musikalske del af min festival blev dog hurtigt vendt til det bedre da Rewolmer feat. Lotte Rose fyrede op under deres atmosfæriske ambient på Apollo, som man kunne stå der og vugge til i solen.

Derudover er jeg spændt på at se Vinnie Who åbne Orange torsdag. Og håber på at se følgende: Jake Bugg, Animal Collective, Martin Ryum, Efterklang, Ásgeir Trausti, Indians, The National og Quadron. Hvis min energi stadig er der søndag, ville jeg også meget gerne opleve My Bubba og Black Rebel Motorcycle Club. Og så er jeg spændt på at se hvad jeg ellers løber ind i af musikalske oplevelser. Der plejer som regel at være mindst én uventet overraskelse på Roskilde. Vi ses derude!

2010 pt 3 – Årets Udenlandske Plader

Ligesom på den danske front, har den udenlandske front også været spækket med læssevis af fine udgivelser. Her er et par lister over de albums der nåede igennem vores øregange og gjorde indtryk i 2010…

RIKKE:
8. Ed Harcourt – Lustre
– Selvfølgelig skulle han da med. Selvom denne plade efter min mening ikke er den bedste af hans, så er der alligevel et par højdepunkter på pladen + at hans koncert i november i Lille Vega også har en del at sige her. En plade er den bedste souvenir man kan have med sig hjem fra koncerter.

7. The Drums – The Drums
– Et forfriskende indie-pust med stærke bånd til 80ernes store ikoner, på en dejlig naiv måde.

6. Sam Amidon – I See The Sign
– Jeg har stenet grumt, da jeg egentlig havde kendt til singlen How Come That Blood i månedsvis, og har nydt godt af den. Men det er så åbenbart alligevel gået helt henover hovedet på mig at der fulgte en plade med senere på året. Det opdagede jeg så forleden og gav pladen et par rotationer eller 10. Konklusion: Den er ikke lige så smuk som forgængeren, men den er god er den!

5. She & Him – Volume Two
– Zoey og mr. Ward har gjort det igen! Jeg elsker deres univers. Punktum!

4. Deerhunter – Halcyon Digest
– Det er altså et spøjst band det her. I nogle perioder kan jeg ikke holde ud af høre på det, og i andre kan jeg ikke få nok. Selvom pladen her nok aldrig får helt samme betydning for mig som forgængeren Microcastle gjorde, så har de alligevel formået at imponere.

3. Hjaltalín – Terminal
– Selvom jeg var lidt skeptisk overfor denne plade til at starte med, har den alligevel formået at komme ind under min hud, og får mig til at smile genkendende hver gang jeg sætter den på.

2. The Tallest Man On Earth – The Wild Hunt
– Her er endnu et eksempel på en plade hvor en koncertoplevelse har indflydelse på placeringen. Det er uundgåeligt. Og nummeret Kids On The Run vil for evig tid være blandt favoritnumrene.

1. The Bear That Wasn’t – And So It Is Morning Dew
– Denne her plade er fantastisk! Jeg ved ikke hvad der gør det, og det må derfor tyde på at der ikke kan sættes andre ord på end; fantastisk! Kan anbefales på det varmeste.

RUNE:
05. The National: High Violet
– Gedigen opfølger til The Boxer af den amerikanske gruppe. Noget af det mest ærlige man har hørt hidtil fra The National, eller i hvert fald noget af det mest eksplicit-ærlige. Det klæder dem i høj grad. Det er klart, at Alligator, stadig fremstår som gruppens mesterværk for undertegnede, men High Violet er et gennemgribende solidt album flere niveauer over utallige andre gode udgivelser fra i år.

04. LCD Soundsystem: This Is Happening
– Jeg har meget få kommentarer til denne kåring. Genialt Album, og det formåede at fortsætte fra Sound Of Silver. Pow Pow og Drunk Girls er optimale uptempo numre, som kun James Murphy kan kreere.

03. Ariel Pink’s Haunted Graffiti: Before Today
– Jeg var så heldig at være vidne til koncerten i Århus med denne gruppe (og da jeg skrev min del til vores netop offentliggjorte koncertliste, havde jeg faktisk glemt denne koncert), og de blæste mig sådan set ret meget væk. Det skal dog ikke underminere de andre koncerter, jeg har omtalt, for Ariel Pink er stærkest på albummet, som er intet mindre en genialt. Before Today er dejlig skizofrent i sin fremtoning, og der bliver ved med at foregå ting du ikke regnede med selv efter utallige gennemlytninger. At se Ariel Pink står at fremføre numre som Beverly Kills og L’estat iført kjole og fedtet garn var dog også en oplevelse for sig.

02. MGMT: Congratulations
– En kæmpe overraskelse for mig i år. Alle røg med på hypen omkring gruppen med debutalbummet, hvor nummeret Time To Pretend blandt andet tonede ud af radioens lydflader, men denne gang har de begået et mesterværk. Fantastisk stemningsfuldt album med lange opbyggende flader, samtidig med at der er nogle catchy tunes, som de selvfølgelig har gjort det mere raffineret i forhold til debuten. Man kan kun begræde, at de ikke kom på Roskilde, og at man missede koncerten på Store Vega.

01. Deerhunter: Halcyon Digest
– 
Bradford Cox og co.’s støjede art rock åbenbarede sig for undertegnede i 2010 – med Halcyon Digest gav deres musikalske projekt ligesom mening. Jeg har tidligere forsøgt at dykke ned i dem, men det er måske første gang jeg fik lirket døren op til det fantastisk ubegribelige univers gruppen befinder sig i. Hvis der sidder andre derude, der ikke rigtig er steget på Deerhunter-toget, så må jeg sige, at dette er et rigtig godt sted at starte.

Årets overall bedste og mest ventede udgivelse:
00. Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy
– Han er manden, som alle har en mening om. Han formåede virkelig at bygge en virkelig stor forventning op omkring udgivelsen af My Beautiful Dark Twisted Fantasy. G.O.O.D. Fridays lagde ligesom bunden, og inden albummet kom, lavede han da også lige en film, som han i øvrigt rejste hele verden rundt for at premiere. Sådan formår man at skabe interesse. Taylor Swift affæren bliver endevendt på albummet, ligesom Wests – efter eget udsagn – kvindefikserede tankegang bliver udstillet. Det er et genialt album i hele sin form, og det vil stå som en klar milepæl for året 2010. Der er ikke et dårligt nummer derpå, og diverse samples bliver i den grad vækket til live med Wests fortolkning.

blaa mandag #18

The National’s EP ‘Cherry Tree’ fra 2004.

The National er i disse tider et navn, de fleste har hørt – fra andres eller deres egne læber. Albummet Boxer var albummet, der skabte gennembruddet, i hvert fald set med danske briller, og de bliver i disse dage hypet til den store guldmedalje op til udgivelsen af deres kommende album High Violet, der udkommer den 10. maj i år. Undertegnede røg på The National efter at have læst om dem i en seks-stjernet anmeldelse af Gaffas skribent Jeppe Krogsgaard Christensen, det var albummet Alligator (2005), som er et fantastisk støjende og melodisk album med en tidløs lyd, som undertegnede sjældent havde hørt mage.

Kort efter stødte jeg på den EP The National havde udgivet op til udgivelsen af Alligator, som stadig står som The Nationals (foreløbige) største præstation. Det var EP’en Cherry Tree fra 2004, som er virkelig tæt på 2005-albummets kvalitet. Ikke nok med at der er en enkelt genganger fra Cherry Tree til Alligator (All The Wine), men den er også, på samme måde som Alligator, både varm, støjende, behagelig, hårrejsende, og så er numrene helt fantastiske.

Størstedelen af numrene er lavmælte og behagelige, mens Murder Me Rachel, som er en det eneste live-nummer på albummet, virkelig støjer igennem, hvilket netop er en af The National’s forcer i live-sammenhænge. Som udgangspunkt er favoritterne dog Wasp Nest, About Today og Cherry Tree, men resten af numrene er også af en særdeles høj kvalitet. Cherry Tree EP’en er at anbefale til både The National newbees og til kendere af de omtalte albums, for kvaliteten er virkelig i top. Find et par mp3 udpluk længere nede.

Tracklisten er som følger:

1. Wasp Nest

2. All The Wine

3. All Dolled-Up In Straps

4. Cherry Tree

5. About Today

6. Murder Me Rachel (Live)

7. A Reasonable Man (I Don’t Mind)

Mp3:

The National – Wasp Nest (fra ipickmynose)

The National – About Today (fra The Pop Cop)