Roskilde Festival 2013 – Rikke fortæller og anbefaler

Roskilde Festival 2013

195 navne på 8 dage. Da jeg skulle finde ud af hvor tætpakket mit Roskilde skulle blive i år blev jeg ganske overrasket. Lørdag skulle vise sig at være den eneste dag jeg har mere end 5 navne på programmet, og rigtig mange af de resterende navne på programmet ringer ikke en klokke i mit musikalske univers, så jeg fornemmer lidt på det hele at mit Roskilde bliver en god blanding af gode gamle kendinge, bekendtskaber man får et større indtryk af og så de navne man ikke anede skulle være en del af éns musikalske univers. Jeg vil i dette indlæg prøve og komme med et par bud på hvad der er anbefalelsesværdigt at se på dette års Roskilde.

Undertegnede har allerede været afsted på festivalen både i lørdags og i går, søndag. Det er første gang nogensinde at jeg når at opleve warm-up dagene og det var vildt at overvære da hegnet væltede og campingområdet rimelig hurtigt blev fyldt op med telte og pavilloner (se billede herunder). Stødte også ind i ét af postbuddene fra Dream City’s postkontor-lejr, som kiggede forbi Stengade baren i Street City og stolt poserede i sit præ-kostume.

Roskilde run + postmand per

Poetry In Mono er iøvrigt også repræsenteret i Stengades bar i år. Dels på drinkkortet, men også med en fin lille tagline på infovæggen i baren (se billede øverst). Vi er rigtig stolte af det og oprigtigt glade for at grafikerne der står bag infovæggen valgte at skrive i blåt, da det står godt til konceptet og bloggen her.

Nå…til musikken. Lad os starte på toppen. Af de bands jeg glæder mig allermest til at se, må det være islandske Sigur Rós som ifølge mig har begået én af årets plader! De kommer ligeledes kommer til at slutte min festival af lørdag nat. Det bliver storslået!

De norske Dråpe som spiller i aften på Pavilion Junior vil jeg også anbefale varmt. Her er tale om drømmende guitarstøj med en snert af pop til den søde tand. I morgen når jeg er tilbage på Roskilde skal jeg helt klart tjekke Travelling Tribes ud, som jeg endnu ikke har haft fornøjelsen af at opleve live.

I går oplevede jeg Navneløs på Pavilion Junior. Koncerten bar desværre meget præg af at de dels ikke havde deres to cellister med, men i den grad også af at lyden var alt for høj og bas og guitar var alt for dominerende, så deres ellers så detaljeorienterede udtryk druknede. Den knap så gode start på den musikalske del af min festival blev dog hurtigt vendt til det bedre da Rewolmer feat. Lotte Rose fyrede op under deres atmosfæriske ambient på Apollo, som man kunne stå der og vugge til i solen.

Derudover er jeg spændt på at se Vinnie Who åbne Orange torsdag. Og håber på at se følgende: Jake Bugg, Animal Collective, Martin Ryum, Efterklang, Ásgeir Trausti, Indians, The National og Quadron. Hvis min energi stadig er der søndag, ville jeg også meget gerne opleve My Bubba og Black Rebel Motorcycle Club. Og så er jeg spændt på at se hvad jeg ellers løber ind i af musikalske oplevelser. Der plejer som regel at være mindst én uventet overraskelse på Roskilde. Vi ses derude!

Roskilde for pokker

Håkan Hellström

Jeg kunne alligevel ikke leve med tanken om at skulle sidde og glo i min lejlighed hele weekenden med det skønne vejr, og vide at en stor del af min omgangskreds hyggede sig ovre på Roskilde Festival og så en masse fed musik. Så jeg erhvervede mig i går, på trods af den pebrede billetpris, en endagsbillet og tog på en vild 24 timers udflugt dedikeret til Roskilde Festival. Hvilken tur…

Varmen var tæt på ulidelig da jeg langt om længe var ankommet og havde fået mit armbånd på, så dagen blev startet i venskabeligt selskab med en iskold papvin i skyggen. Hvorefter vi tog hul på dagens koncerter. Min oprindelige plan havde været at den skulle starte med …And You Will Know Us By The Trail Of Dead, men så fik jeg at vide at det nok ville være en god idé at møde op på Yourspace ved Pavilion på samme tid som koncerten ville starte, til en debat om musikblogs. Meeen, så fik jeg en sms fra en gammel kær ven, som gerne ville se Tim Christensen med mig, og eftersom jeg på trods af at have set Tim utallige gange, aldrig har oplevet ham på Roskilde, samt at musikken har en vis effekt på mig og det faktum at vinen var gået godt og grundigt i blodet, kunne jeg alligevel ikke dy mig, og planerne blev lavet om. Sikke en hyggelig eftermiddagsstund. Selvom jeg ikke kunne se scenen særlig godt, var det nu en dejlig oplevelse.

Herefter gik turen over til den eneste koncert jeg havde på mit program, som foregik på Orange Scene. Vi satte os til rette på den golde jord med en øl, og knipsede med til den gæve svensker, Håkan Hellström. Det var én af de bedste koncerter jeg længe har oplevet på Orange (hvis vi lige ser bort fra Muse og Flaming Lips for nogle år siden). Dejligt festligt og passende til det skønne vejr.

Arena kaldte igen, denne gang var det det meget omtalte band Elbow, der trådte på scenen. Jeg må være ærlig at sige at jeg på dette tidspunkt havde fået så hatten passede, og havde derfor lidt svært ved at holde koncentrationen. Men jeg synes heller ikke at Elbow passede ind på en scene af Arena’s størrelse. De ville have været meget bedre tjent med en mindre og mere intim scene. Når det så er sagt, fik jeg dog et godt indtryk af musikken.

The Dodos indtog Pavilion scenen, og hvilken koncert. Jeg kunne slet ikke stå stille. Der er en vis charme over den scene. Den har den perfekte størrelse. Min veninde og jeg kunne ikke lade være med at gå og smånynne på vores vej over til Astoria, hvor Micachu & The Shapes var gået igang med en koncert, som jeg havde set meget frem til, men som jeg dog måtte gå skuffende fra efter en række numre. Jeg kunne slet ikke forholde mig til deres støjende flade, som jeg havde forventet ville være mere legende end den fremstod.

Det var tid til en musikalsk pause. Alkoholens eftervirkning havde sat sine spor og en led hovedpine tvang mig til at sidde en stund ved Odeon, imens mørket lagde sig over festivalen.

Jeg havde dog ikke givet helt op, og traskede et par timer efter ned imod Pavilion endnu engang og rockede lidt med på The Pains Of Being Pure At Heart‘s teenage-rock. Det var cool. Men med tanken om at skulle holde hele natten, var det tid til en lille powernap, og meget passende fandt jeg en ledig hængekøje lige ved Pavilion og nød Roskilde lidt bag lukkede øjenlåg, og irriterede mig lidt over Black Dice‘s meget ensformigede udtryk, som var der gået hak i pladen.

Omkring kl. 2:30, tog jeg mig sammen igen og gik tilbage til Odeon for at nyde nogle numre af Mikael Simpson & Sølvstorm. Det var en hyggelig affære. Det er tydeligt at han har udviklet sig en hel del i både fremtoning og musikalsk udtryk siden jeg tilbage i 2003 en ligeledes sen nattetime blev hevet væk fra Coldplay på Orange, for at opdage Mikael Simpson & Sølvstorm i en lettere usikker udgave på Pavilion, som dengang lå der hvor Astoria ligger i dag.

Men jeg var nødsaget til at forlade koncerten til fordel for Pavilion endnu engang. Denne gang drejede det sig om de psykedeliske Dragontears med Lorenzo Woodrose i front. Mine øjenlåg var blevet rigtig tunge på dette tidspunkt, og en hel dag i støv, var begyndt at kunne mærkes godt og grundigt. Det var sjovt at opleve at blive sendt på sådan en tidsrejse, for man kunne snildt forestille sig at man befandt sig på én af de første Roskilde Festivaller for cirka 30 år siden, hvis man brugte sin fantasi og levede sig ind i musikken. Den var lige en anelse for syret til min smag, men jeg holdte ud for jeg skulle underholdes så længe som muligt, da DSB ikke kører med så mange tog imellem 2 og 6 om natten.

Klokken 4:30 var der ikke mere tilbage. Folk sev lige så stille ud af festival pladsen, og bassen fra diverse fester rundt omkring bulrede i baggrunden imens jeg lige så stille traskede ind imod stationen. Det blev mere og mere stille og mere og mere mennesketomt. De 24 timer var ved at rinde ud, og min mavefornemmelse omkring det hele var god. Roskilde er nu noget særligt.