Tag: Elbow

gæsteindlæg – stærosaurus

blaavinylcovervanlosemarts152

I forbindelse med den fine aften vi har kurateret på Kulturstationen Vanløse på fredag (Facebook Event), har Andreas Stær fra Stærosaurus skrevet et gæsteindlæg til bloggen her. God læse og lyttelyst:

Kære læser. Jeg ved godt, at du har travlt, og sikkert allerede overvejer om der andre ting på nettet som i virkeligheden fortjener din opmærksomhed mere end denne her top-liste skrevet af endnu et evighedstalent fra upcoming-land. For at respektere din tid, og illustrere en populær pointe om, at hvis man ikke kan forklare sin pointe kort, er det fordi man ikke har nogen, vil jeg her præsentere dig for fem af mine yndlingssange som du kan nå at lytte til fra start til slut på under 10 minutter. (ja, det betyder at de varer 2 minutter hver).

[embed size=”compact”]http://open.spotify.com/user/113421495/playlist/00rWylIgB92Qxwnn1ABdur[/embed]

1. No Action – Elvis Costello & The Attractions
Jeg “opdagede” Elvis Costello ved en tilfældighed i 2004, da jeg faldt over hans andet album (This year’s model) i en skrammelkasse med vinyler til 35 kr. Jeg troede egentlig at Elvis Costello var sådan en der lavede glaseret voksenrock – men alle har en vild ungdom, og det, der kom ud af højtalerne da jeg satte den på slog benene væk under mig. Bandet spiller heftigt og hektisk, melodierne flyver afsted, og den fremragende lyrik bliver spyttet i magnettogshastighed. Siden er jeg dykket ned i stort set alt hvad han har lavet, og det har været en fantastisk opdagelsesrejse som jeg stadig ikke er helt færdig med.

2. All Mod Cons – The Jam
OK – tjek lige the Jam. De var stadig teenagere da de brød igennem. De var politisk indignerede. De var pissed off på samfundet. De var pissed off på forældrene. De spillede punk med et kraftigt touch af 60’er soul og rock. De gik i matchende jakkesæt. De havde 18 top 40 hit-singler i England. Det her er et af deres kongenumre som indleder albummet af samme navn. Det holder, lige som alt andet ved dem. “Don’t waste my time when my time comes!”

3. Molly’s Lips – Nirvana
Jeg har har langt hen ad vejen samme syn på Nirvana, som jeg har på the Jam, og elsker dem af de samme grunde. Kompromisløs tilgang til at lave populærmusik – den slags kan jeg ikke stå for.

4. Puncture Repair – Elbow
Et af de bands som har haft stor indflydelse på, hvordan Stærosaurus’ sange er skrevet og produceret. Ikke fordi vi lyder som Elbow, men det er en ofte noget vi taler om som en reference til hvordan en produktion kan fungere. For mig er Elbow mestrene i at ramme den perfekte blanding af elektronik og organiske instrumenter så alt spiller sammen og skaber disse utrolig stemningsfulde og sentimentale larger-than-life sange. Den her sang er faktisk et lidt dårligt eksempel (da der kun er klaver og vokal), men det skulle jo være under to minutter. Og den er stadig virkelig god.

5. Please, please, please let me get what I want – The Smiths
De fleste læsere af denne blog er sikkert udmærket informeret om The Smiths, men jeg synes ikke jeg kunne lave sådan en liste uden at tage dette track på. Det er så smukt, så simpelt, så sørgeligt og så patetisk at man kun kan holde af det. Og så er det meget kort tilmed.

På Spotify-playlisten under to + over syv findes i øvrigt:
6. Bend down the branches – Tom Waits
7. You gave your love to me softly – Weezer
8. I will – Radiohead
9. Breaking Glass – David Bowie
10. A Salty Salute – Guided by voices

Hej igen, kære læser. Som du nok har opdaget, er jeg selv ikke typen der evner at fatte mig i korthed. I hvert fald ikke som skribent… og egentlig heller ikke som sangskriver. Fx er der på vores album ingen sange som kommer ind under de to minutter. Til gengæld er der flere, som varer over syv minutter. Som lytter har jeg ingen problemer med den slags, og hvis du heller ikke har, får du lige en ekstra liste over mine fem favoritter på over syv minutter (kig ned i listen):

[embed size=”compact”]http://open.spotify.com/user/113421495/playlist/00rWylIgB92Qxwnn1ABdur[/embed]

1. Through Loop Holes With Love – moi Caprice
Danmarks bedste sangskrivere i 00’erne – intet mindre. Det her er en magisk sang som indeholder mange stærke linier og lyriske billeder, men særligt en, som jeg som musiksamlernørd altid har følt var en helt perfekt: “Still she’ll leave like no other. Like a fan leaves a band. Through loop holes with love”.

2. Gustavo – Mark Kozelek and Jimmy Lavalle
Et af mange højdepunkter fra 2013s bedste album. En knastør fortælling om “that mexican guy” som illegalt sætter Mark Kozeleks hus i Califonien i stand. Det havde jeg aldrig troet man kunne lave så lang og gribende en sang om, men det kan man.

3. Du er kommet for at gå – Love Shop
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er svært glad for Love Shop. Det her er afslutningsnummeret på deres forholdsvis oversete mesterværk “Anti” fra 2001.

4. Langt væk – Ukendt Kunstner
Der skal også være noget som er lidt nyt og som ikke er noget med guitar, skal der ikke? Jo, det skal der – og det skal være det her nummer, som jeg både synes er alt for meget, men samtidig også meget personligt og ærligt om glemte venskaber.

5. Ballerina – Van Morrisson
Van Morrisson er har også haft en vild fortid hvor han sang som en forelsket vildmand og spillede flydende psykedelisk folk med vibrafon, akustisk guitar, kontrabas og ustyrlig improvisation. Desværre lavede han kun et album af den slags, men det er uden sidestykke. Det hedder Astral Weeks. Tjek det ud. Nu.

Roskilde for pokker

Håkan Hellström

Jeg kunne alligevel ikke leve med tanken om at skulle sidde og glo i min lejlighed hele weekenden med det skønne vejr, og vide at en stor del af min omgangskreds hyggede sig ovre på Roskilde Festival og så en masse fed musik. Så jeg erhvervede mig i går, på trods af den pebrede billetpris, en endagsbillet og tog på en vild 24 timers udflugt dedikeret til Roskilde Festival. Hvilken tur…

Varmen var tæt på ulidelig da jeg langt om længe var ankommet og havde fået mit armbånd på, så dagen blev startet i venskabeligt selskab med en iskold papvin i skyggen. Hvorefter vi tog hul på dagens koncerter. Min oprindelige plan havde været at den skulle starte med …And You Will Know Us By The Trail Of Dead, men så fik jeg at vide at det nok ville være en god idé at møde op på Yourspace ved Pavilion på samme tid som koncerten ville starte, til en debat om musikblogs. Meeen, så fik jeg en sms fra en gammel kær ven, som gerne ville se Tim Christensen med mig, og eftersom jeg på trods af at have set Tim utallige gange, aldrig har oplevet ham på Roskilde, samt at musikken har en vis effekt på mig og det faktum at vinen var gået godt og grundigt i blodet, kunne jeg alligevel ikke dy mig, og planerne blev lavet om. Sikke en hyggelig eftermiddagsstund. Selvom jeg ikke kunne se scenen særlig godt, var det nu en dejlig oplevelse.

Herefter gik turen over til den eneste koncert jeg havde på mit program, som foregik på Orange Scene. Vi satte os til rette på den golde jord med en øl, og knipsede med til den gæve svensker, Håkan Hellström. Det var én af de bedste koncerter jeg længe har oplevet på Orange (hvis vi lige ser bort fra Muse og Flaming Lips for nogle år siden). Dejligt festligt og passende til det skønne vejr.

Arena kaldte igen, denne gang var det det meget omtalte band Elbow, der trådte på scenen. Jeg må være ærlig at sige at jeg på dette tidspunkt havde fået så hatten passede, og havde derfor lidt svært ved at holde koncentrationen. Men jeg synes heller ikke at Elbow passede ind på en scene af Arena’s størrelse. De ville have været meget bedre tjent med en mindre og mere intim scene. Når det så er sagt, fik jeg dog et godt indtryk af musikken.

The Dodos indtog Pavilion scenen, og hvilken koncert. Jeg kunne slet ikke stå stille. Der er en vis charme over den scene. Den har den perfekte størrelse. Min veninde og jeg kunne ikke lade være med at gå og smånynne på vores vej over til Astoria, hvor Micachu & The Shapes var gået igang med en koncert, som jeg havde set meget frem til, men som jeg dog måtte gå skuffende fra efter en række numre. Jeg kunne slet ikke forholde mig til deres støjende flade, som jeg havde forventet ville være mere legende end den fremstod.

Det var tid til en musikalsk pause. Alkoholens eftervirkning havde sat sine spor og en led hovedpine tvang mig til at sidde en stund ved Odeon, imens mørket lagde sig over festivalen.

Jeg havde dog ikke givet helt op, og traskede et par timer efter ned imod Pavilion endnu engang og rockede lidt med på The Pains Of Being Pure At Heart‘s teenage-rock. Det var cool. Men med tanken om at skulle holde hele natten, var det tid til en lille powernap, og meget passende fandt jeg en ledig hængekøje lige ved Pavilion og nød Roskilde lidt bag lukkede øjenlåg, og irriterede mig lidt over Black Dice‘s meget ensformigede udtryk, som var der gået hak i pladen.

Omkring kl. 2:30, tog jeg mig sammen igen og gik tilbage til Odeon for at nyde nogle numre af Mikael Simpson & Sølvstorm. Det var en hyggelig affære. Det er tydeligt at han har udviklet sig en hel del i både fremtoning og musikalsk udtryk siden jeg tilbage i 2003 en ligeledes sen nattetime blev hevet væk fra Coldplay på Orange, for at opdage Mikael Simpson & Sølvstorm i en lettere usikker udgave på Pavilion, som dengang lå der hvor Astoria ligger i dag.

Men jeg var nødsaget til at forlade koncerten til fordel for Pavilion endnu engang. Denne gang drejede det sig om de psykedeliske Dragontears med Lorenzo Woodrose i front. Mine øjenlåg var blevet rigtig tunge på dette tidspunkt, og en hel dag i støv, var begyndt at kunne mærkes godt og grundigt. Det var sjovt at opleve at blive sendt på sådan en tidsrejse, for man kunne snildt forestille sig at man befandt sig på én af de første Roskilde Festivaller for cirka 30 år siden, hvis man brugte sin fantasi og levede sig ind i musikken. Den var lige en anelse for syret til min smag, men jeg holdte ud for jeg skulle underholdes så længe som muligt, da DSB ikke kører med så mange tog imellem 2 og 6 om natten.

Klokken 4:30 var der ikke mere tilbage. Folk sev lige så stille ud af festival pladsen, og bassen fra diverse fester rundt omkring bulrede i baggrunden imens jeg lige så stille traskede ind imod stationen. Det blev mere og mere stille og mere og mere mennesketomt. De 24 timer var ved at rinde ud, og min mavefornemmelse omkring det hele var god. Roskilde er nu noget særligt.