Kulturstationen Vanløse

gæsteindlæg – Eucrid Elms

Nu er der kun 1 dag til vi skal ud på Kulturstationen Vanløse, og hygge os i selskab med lækker musik, og i den forbindelse får i her et fint lille gæsteindlæg fra Esben, som står bag Eucrid Elms:

Et opmuntrende indlæg om din og verdens undergang i kunsten

Jeg har været besat af kunst og kultur, der på den ene eller anden måde forholder sig til undergang i lang tid. Da mit debutalbum “Digital Funeral”, der udkom i december, er et konceptalbum, hvor sangene kredser om både verdens og den personlige undergang, tænkte jeg, at det måtte være på sin plads at skrive noget om det og anbefale gode undergangskunstværker (langt ord!).
Jeg ser undergangen mange steder i kunsten i disse og måske er det ikke så underligt med en omfattende klimakrise, politisk ustabilitet og en digital virkelighed, der med sikkerhed vil ændre menneskeheden, og hvad det vil sige at være menneske på sigt. Måske er der slet ikke større fokus på undergang i kunsten, måske ser jeg spøgelser – men der er mange spændende værker derude og kunst og kultur er livsvigtig for mennesker i tider, hvor mange føler sig afmægtige.

Undergangskunst er for mig mange ting og ikke kun noget, der handler om en depressiv og politisk reaktion på verdens tilstand, den kan også omhandle det enkelte menneskes undergang. Og den er ikke kun noget negativt. Det er den ikke, da undergangen er uomgængelig: vi går alle under, uanset om vi vil det eller ej. Derfor kan den også være noget smukt, og ikke mindst derfor har mennesker altid haft behov for at forholde sig til den ved hjælp af kunsten, som en forberedelse på intetheden, en forberedelse vi på ingen andre måder kan finde ud af at praktisere især i vestlige samfund, hvor vi er uendeligt bange for at forholde os til og tale om død og undergang.

Inden det bliver alt for emo det hele, må jeg hellere præsentere noget af det, som jeg mener er undergangskunst, når det er allerbedst og har den mest voldsomme påvirkning.
Jeg må fremhæve Mount Eerie’s album A Crow Looked at Me, et album jeg kun har hørt tre gange, den ene gang live i det nu hedengangne Jazzhouse. Et album hvor den fantastiske sangskriver Phil Elverum i et anti-metaforisk sprog beskriver konkrete detaljer omkring sin kones sygdom og død. Hele pladen starter med ordene:

“Death is real,
Someone’s there and then they’re not
And it’s not for singing about
It’s not for making into art”

Mount Eerie – ‘Death is Real‘:

Og det er så alligevel det han gør. Han skaber et værk, der i alle sine detaljerede, nøgterne beskrivelser bliver et anti-kunstværk, som denne begyndelse også understreger. Den virkelige død gør kunsten overflødig, men i al sin modsætningsfuldhed bliver kunsten også en udvej for ham. A Crow Looked at Me er næsten umulig for mig at lytte til, men hvis man kan give sig hen og følge katastrofen, så får man i sidste ende en stor gave i forhold til at forstå sit eget liv og dem der betyder noget for én.

Et andet og anderledes værk jeg vil fremhæve er Sam Amidons mageløse album I see the Sign. Folk-fortolkeren, der nok er mit største musikalske idol!, synger om mange ting på albummet, hvor der blandt andet er et glimrende cover af R. Kellys Relief. Titelsangen I See the Sign er en gammel amerikansk traditional om verdens undergang og hans og Nico Muhlys version af den er gruopvækkende, hektisk og virkelig smuk. Når Sam Amidon rustent råbende gentager sætningen “Loose horse in the valley” ser man billedet af undergangen tydeligt for sig.
Det smukkeste soundtrack til verdens undergang, man kan forestille sig:

En tredje sang, som er oplagt at nævne er Sun Kil Moons Carissa fra mesterværket Benji. Han beskriver sin halvkusine Carissas pludselige død i en brandulykke med en tekst, der bevæger sig på grænsen til det overfølsomme, men han formår med sit helt særlige udtryk aldrig at gå over den grænse, en kunst i sig selv. Den er i sin dagbogsagtige lyriske form i familie med Mount Eerie, men dog fornemmer man den større afstand, der trods alt er til dødsfaldet. Det gør det ikke sangen mindre værdifuld, men er blot et andet bud på en kunstnerisk repræsentation af undergangen.

For at det hele ikke bliver et rent singer/songwriter-helvede bliver jeg selvfølgelig også nødt til at nævne Lars von Triers “Melancholia” i denne sammenhæng uden yderligere beskrivelse. En vidunderlig undergangsfilm.

Og så håber jeg selvfølgelig at du vil fortsætte din udforskning af undergangen med at give mit nye album Digital Funeral et lyt!

Og med de ord, håber vi at vi ses i morgen aften kl. 20:30 på Kulturstationen Vanløse. Billetter kan erhverves her.

højsæson

Det er højsæson for koncerter, og det kan virkelig mærkes på pengepungen her på bloggen. Der er så mange koncerter at man næsten umuligt kan nå til dem alle sammen, eller for den sags skyld kender til dem alle, så derfor har undertegnede kastet sig ud i en lille koncertguide for første halvdel af november (klik på arrangement-billedet for facebook event og link til billet). Som inspiration har jeg samlet de fleste af de omtalte bands på en kronologisk liste her, som man evt. kan lytte til imens man tjekker anbefalingerne ud og sætter krydser i sin kalender:

FREDAG d. 4. NOVEMBER:
Vi starter ud med nu på fredag, hvor der sker så mange gode ting, at det har været svært at holde sig til kun 1 anbefaling, men så er der til gengæld lidt for enhver smag;

Pumpehuset åbner kl. 20 dørene for pladeselskabet Nordic Music (NMS) label night, hvor menukortet med 4 koncerter byder på en hel del forskellige genrer, og der vil være gratis øl fra 20-21. Altsammen for en flad 100 kr seddel:

Samme tid åbner dørene på Kulturstationen Vanløse, hvor vores gode venner hos Musik Mig Blidt, har arrangeret en fed aften med 3 spændende bands. Og så koster det kun 70 kr!:

Vil du hellere bare ud og danse, eller mangler du en efterfest efter de to ovennævnte koncerter, så kan undertegnede anbefale den københavnske northern soul klub, Backstreet’s 25 års jubilæum, som de holder på Søpavillionen fra kl. 21 til langt ud på natten:

LØRDAG d. 5. NOVEMBER:
Lørdag kan du svinge forbi Jazzhouse, hvor The Great Dictators holder release for deres sidste del af deres triologi; “Women” (første del af triologien er fra “Liars” (2014), og anden del hedder “Killers” (2015)). For at fejre deres nyeste skud på triologi-stammen vil bandet fremføre hele det nye album i fint selskab af Kaspar Kaae (CODY, Sleep Party People, Asger Techau, Broken Twins m.fl.) på elektrisk guitar, Christian Ki (Death Valley Sleepers) på elektrisk guitar og Hasse Mydtskov (Kissaway Trail, Slaughter Beach) på trommer. Derudover kommer det nye upcoming talent Thomas Gaist og spiller support. Musikken starter kl. 21, og du kan få en helt sikkert hyggelig aften for intet mindre end 110 kr + gebyr:

MANDAG d. 7. NOVEMBER:
Selvfølgelig skal den mest omtalte koncert herinde det sidste halve år, da også lige med. ENDELIG er det blevet november og undertegnede glæder sig som et lille barn til juleaften til at høre denne her supergruppe live. Det foregår igen på det dejlige Pumpehus, og danske Værket varmer op:

ONSDAG d. 9. NOVEMBER:
Walisiske Cate Le Bon besøger Jazzhouse, og har taget danske PEACH med som support. Et ret godt match hvis man spørger os:

FREDAG d. 11. NOVEMBER:
SVIN og Nils Gröndahl tager på en mindre Danmarkstour her i november hvor de turnéer rundt med konceptet Toner Fra… som går ud på at de, udover at spille eget materiale, også vil fremføre deres egne fortolkninger af nogle af Miley Cyrus’ største hits. De kan opleves både i Aarhus allerede i morgen på Radar, og på Studenterhuset i Aalborg på fredag, og på Studenterhus Odense på lørdag. Fredag d. 11. november rammer de så København og Musikcaféen:

Hvis man hellere vil længere tilbage i tiden, så åbner Ideal Bar dørene op til coverbandet Beat The Meetles, som vil fremføre Beatles’ sidste live-koncert i Candlestick Park fra 1966 + lidt Greatest Hits. Hvorfor anbefale en koncert med et coverband tænker du…well…først og fremmest kan vi jo af mange årsager ikke anbefale en koncert med de ægte The Beatles, og dernæst er bl.a. Søren Koch (Boat Man love, Tim Christensen, Michael Falch m.fl.) med i bandet i rollen som George Harrison. Koch fortalte mig engang en historie om, at han og bandet havde troppet op til en Paul McCartney koncert iført uniformerne fra ‘Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band‘ coveret, og midt i deres vej op til nogle af de forreste rækker, peger McCartney direkte ned på dem, smiler og blinker, og pludselig fangede kameraet dem også, og vupti, så var de på storskærmen. Der er lagt i ovnen til ægte Beatle-mania. Billetter kan erhverves her:

Det er jo heldigvis ikke i København det hele foregår, så hermed også en anbefaling til go’e gamle Pitstop i Kolding, hvor Deadpan Interference spiller op til en god aften i støj rockens tegn:

LØRDAG d. 12. NOVEMBER:
Vi slutter første halvdel af guiden af i Kolding, hvor Childrenn, Roxy Jules og jyske Silhouette spiller op til fest med tråd i. Hvis man ikke lige er i nærheden af Kolding i november, så kan Childrenn og Roxy Jules forresten også opleves på Loppen allerede på fredag d. 4. november:

blaavinyl præsenterer… peach

Normalt ville der her have været et gæsteindlæg fra den anden kunstner der skal optræde til blaavinyl præsenterer… på Kulturstationen Vanløse i morgen aften, men Kristian Marstal har desværre måtte melde fra pga. sygdom. Men så er vi så heldige at PEACH er sprunget til i stedet. PEACH er Peter Skibsted’s (Dad Rocks!, Maskinvåd, Martin Ryum, Shy Shy Shy m.fl.) nye soloprojekt som har et erklæret mål om at nedbryde de normer og den retorik der styrer vores samfund. Det gør Skibsted ved at blande croonet avantgardisme med provopop, der med sin popmelodik og avantgardistiske træk melder sig ind i debatten om køn, seksualitet og den retorik som præger samfundet. Netop samfundsretorikken har en stor rolle i sangteksterne som rummer lige dele humor, ironi og skarpe vendinger.

PEACH kan også opleves som band, men i morgen aften er det PEACH i soloversionen. Vi glæder os rigtig meget til at høre og se hvordan det tager sig ud live. Som opvarmning kan du høre første single ‘She Sang’ herunder med den dertilhørende smukke video med Lin Rosenbeck (Navneløs), en hest og Peter Skibsted selv i hovedrollerne:

Du kan finde info om eventet på Facebook her. Vi glæder os til at se jer i morgen kl. 20:00 på Kulturstationen Vanløse hvor undertegnede vanen tro leverer en playliste der spiller før, imellem og efter koncerterne.

gæsteindlæg – ulvetimen

For 4. sæson i træk er vi stolte af at kunne præsentere et par fede navne på den hyggelige Kulturstation i Vanløse. Denne gang har vi fornøjelsen af at præsentere Ulvetimen og PEACH. Kristian Kjærulff Ravn fra Ulvetimen har i den forbindelse skrevet et gæsteindlæg om hvordan Ulvetimen for snart 6 år siden opstod;

Sangskrivning, DSB og salmetradition

Året 2010, var året for mit sidste bachelor semester på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.
Jeg havde brugt de sidste 3 år på at studere som percussionist, men nu var jeg netop blevet optaget med nyt hovedfag på kandidaten, nemlig sang…

En iskold uge 7 havde lagt sig over landet og jeg var på vej til min tredje stævneuge.
Den årlige stævneuge på DJM er et fantastisk foretagende, hvor et udvalg af gæsteundervisere tilbyder workshops for de studerende.
Rygsækken var beskedent pakket og morgenen bød, traditionen tro, på en gylden dame.
Jeg var kommet på min første prioritet ”Sangskrivning, ved Jacob Bellens” og det skulle vise sig at blive et interessant møde mellem en grønskolling og en befaren sangskriver.

Tilbage i 2010 tror jeg ikke Jacob havde undervist i sangskrivning før. Jeg havde nok forventet en masse forskellige sangskrivningsøvelser og teknikker – men jeg fik det råt men usødet ”bare begynd at skriv” og fred være med det, for det betød ikke intet for processen.
Jacob formåede at inspirere os gennem samtaler om hans eget virke og via egne musikalske oplæg (og så beværtede han os i øvrigt under skriveprocessen med kaffe og kage – cool burger for en 3 års studerende!).

Efter en uges rock og rul, sangskrivning, spas og løjer havde jeg uden at vide det, lagt grundstenene for hvad der de næste 6 år ville være med til at definere hvem jeg er i dag.

I slutningen af 2010 faldt jeg over fænomenet ”Ulvetimen”…
Ingmar Bergmann udgav i 1968 filmen ”Hour of the Wolf” eller ”Vargtimmen” og hvis man har set traileren til denne legendariske film, så ved man at slagordene lyder:

”“The Hour of the Wolf” is the hour between night and dawn. It is the hour when most people die. It is the hour when the sleepless are haunted by their deepest fear, when ghosts and demons are most powerful.”

Disse ord fik mig til at tænke over livet, lyset, mørket og alt det der ligger derimellem.
De fik mig til at tænke over denne magiske time, når nattens er mørkest lige inden lyset begynder at kæmpe sig vej frem imod dagen. Jeg syntes der var noget virkelig eksistentielt i fænomenet og jeg dykkede langsomt mere og mere ned i denne underverden af kontraster.
Ikke lang tid efter… Jeg kan huske at jeg netop havde fået fri fra ”sang og stemme teori” på konservatoriet og var nu på vej med toget fra Aarhus imod Randers.
Min kæreste var i denne periode i Thailand og vi havde fremlejet vores fælles lejlighed i København (yes, det bliver lidt geografisk forvirrende nu, men.. jeg boede i København, studerede i Aarhus og var i dette øjeblik på ved til Randers hvor jeg havde et midlertidigt loftsværelse som bolig).

På de 35 minutter det tog at køre forbi Hadsten og Langå, inden toget standsede på Randers Station – skrev jeg 3 vers, 1 omkvæd og 1 c-stykke.
Jeg stod af toget og gik direkte op på mit værelse, tændte computeren og lavede en demo af hvad der blev nummeret ”Ulvetimen”.
Jeg syntes at nummeret ”Ulvetimen” definer min daværende (s)tilstand og det blev første af mange domini-brikker der væltede og banede vejen for bandet Ulvetimen.

De sidste 6 år har jeg så brugt på at fundere over hvor ordene og sætninger kommer fra.
Jeg er først i en meget sen alder begyndt at læse bøger (ud over obligatorisk tvangslæsning i folkeskolen og gymnasiet), så det er i hvert fald ikke fra bøgerne.
Jeg voksede op i et hjem med Poul Dissing, Sebastian, Anne Linnet og Anne Dorthe Michelsen på pladeafspilleren – og jeg er sikker på at de kan tage en del af æren.
Men jeg tror faktisk at jeg, uden at tænke over det primært er blevet sprogligt stimuleret i kirken.
Jeg har sunget som sopran, alt, tenor og til slut bas, i de godt 12 år jeg har tjent mine lommepenge som korist.
I går blev jeg bekendt med den danske præst og forfatter Jakob Knudsen (1858-1917), han har blandt andet skrevet ”Se nu stiger solen” og ”Tunge, mørke natteskyer”.
Mit næste stop – dyk ned i hans værker og finde ud af lidt mere om hans person.

gæsteindlæg: mellemblond

På fredag den 25. september præsenterer vi endnu en dejlig aften på Kulturstationen Vanløse, og denne gang har vi disket op med ingen ringere end Mellemblond og Martin Ryum.

Martin Ryum fortalte os for nylig, om tilblivelsen af teksten til en af sine nye sange, og nu er det blevet Mellemblonds tur. Den voldsomt talentfulde sangskriver bag Mellemblond, Kristoffer Munck Mortensen, har fortalt os om tilblivelsen af den smukke ballade, Til Ilden, fra dennes seneste plade, Fra Et Sted:

– Da jeg skrev sangene til “Fra et sted” prøvede jeg mange nye ting af. Både med teksterne og musikken. Sangen “Til ilden” skrev jeg på klaver, og vi endte med at indspille den i et sparsomt arrangement kun med klaver, vokal, bas og trommer og uden nogen overdubs. Det er den første og eneste Mellemblond-sang uden guitar overhovedet. Jeg skelede nok til Nick Caves klaverballader, da jeg skrev sangen og forestillede mig, hvordan den kunne lyde. Vi øvede sangen, inden vi gik i studiet, og trommeslager Jakob kom op med den her skæve rytme, der går imod mit klaverspil. Sammen med Frederiks melodiske baslinjer giver det sangen en underlig gyngende rytme, som om den er ved at falde fra hinanden, men så alligevel samler sig hele tiden. Sangens lille tema er en melodi, jeg drømte og skyndte mig at lære at spille, da jeg vågnede.

– Jeg synger lidt om verden set fra mit vindue og om at en anden person kan holde en til ilden eller give en ilden – lidenskaben, livslysten. Fjerde vers har en lille variation i akkorderne og der kommer også nogen tekstlinjer der stikker ud om “krige der raser, mens folk er syge i hovedet”. Det er ikke den slags jeg normalt har sunget, men det er befriende at gøre det og i sammenhæng med resten af teksten giver det mening for mig.

– Vi glæder os til at spille den i Vanløse på fredag!

Og vi glæder os til at høre det!

Se mere under eventet lige her, og hør Til Ilden lige her:

gæsteindlæg – martin ryum

Martin Ryum © Kajsa Gullberg © Kajsa Gullberg

På fredag d. 25. september præsenterer vi endnu en dejlig aften på Kulturstationen Vanløse, og denne gang har vi disket op med ingen ringere end Mellemblond og Martin Ryum. Sidstnævnte var også på plakaten til vores aften samme sted i foråret, men måtte desværre i sidste øjeblik melde afbud pga. sygdom. Nu er han tilbage og 100% klar på at præsentere nye lækkerier (man kan kalde det en slags verdenspræmiere) for jer, og det gør han sammen med de to kompetente herrer Peter Skibsted (Maskinvåd, Dad Rocks, m.fl.) og Asker Bjørk (Shy Shy Shy, Ufornia, CODY m.fl.). Han har valgt at præsentere én af de nye sange for jer i nedenstående gæsteindlæg.
Find info om aftenen samt billetter her og her.

Hvordan grundtonen i et højoktant kostumedrama fra 70’erne danner klangbund for en sang om at give sig hen i et orgie af lyn og torden. Ren dødsdrift. Rå ustoppelig lyst.

Tip: Tryk play og læs

Har du set filmatiseringen af L. P. Hartleys roman The Go-Between? Genialt manuskript af Harold Printer og med et score af Michel Legrand, der har hjemsøgt mig, siden jeg så filmen første gang som ung knægt i midt -80’erne. Jeg skal ikke her ind på det engelske klassesamfund. Vi skal ikke her tale om de rigide og snævre regler, for hvem man måtte forelske sig i og begære, når man som smuk datter er lovet ud til den velhavende adel – så kan man jo selvfølgelig ikke fortsætte med at knalde i høstakken med den store bondekarl på landejendommens nabogård.

Hvad er plottet? En dreng af mindre bemidlet natur tager med sin kostskolekammerat på sommerferie og bliver her sendebud i den forbudte kærlighedsaffære mellem de to voksne. Hans kammerat ligger syg det meste af ferien, og vores helt fordriver tiden med at blive viklet ind i en voksenverdens tragiske net af hemmelige breve og møder. Drenge er mit identifikationspunkt i filmen. Jeg læser mig ind i filmen og bliver drengen, der både opdager et voksent begær og fortaber sig i de elskendes drift mod den totale selvudslettelse. Klimaks i filmen er, da en tordenstorm af et skybrud rammer fødselsdagsfesten for vores helt, alt i mens at det forbudte par bliver taget på fersk gerning med kjolen oppe og bukserne nede – en afsløring foranlediget af et forhør af drengen, hvor han ikke længere kan holde presset og beskytte sine to venner. Jeg mindes, at filmen har en metafysisk side med tarotkort, giftmystik og anden hulla bulla. Særligt spiller planten dødelig natskygge en rolle, da den vokser vildt ved den lade, hvor det elskende par mødes i hemmelighed.

Hvilken sang har jeg så fået skruet sammen? Jeg startede egentlig med at have drengens perspektiv. Jeg ville skrive sendebuddets sang; om hans fascination af en voksenverdens begær. Jeg ville have den lettere destruktive dødsdrift med i den altopslugende seksuelle fortabelse. Jeg ville have tordenvejret og skybruddets tunge sommerregn med. Sensommerens dufte. Kornets støv.

Men drengen er blevet voksen, og perspektivet har ændret sig til en voksen mands blik på sit eget eksploderende seksualliv. Scenen er dog sat, og manden når frem til ”knald eller fald”…om man så må sige. Oplevelsen af at have ventet for længe. Frygten for at have forspildt sin chance. Angsten i alderen. Døden rundt om hjørnet. Hengivelsen til den dødelige fortabelse. Her lander sangen ‘Kornmod‘. Det er alt eller intet!

kornmod
et skybrud indeni mig
jeg halter som et skamskudt dyr
halsende – et tordenbuldrende tegn
på at høsten kommer alt for sent
på at jagten har været mig forment
hænger overmoden og i frit fald
på vej mod døden
intet tilbagekald

kornmod
jord og himmel åbner sig
et guddommeligt selvudslettende begær
når lyn og torden knepper dommen nær
en bølge stød går gennem krop og sjæl
sidste skylle nu sommeren går på hæld
hænger overmoden og i frit fald
på vej mod døden
intet tilbagekald

natskygge
i mit smil
i min krop
i mit grin
i mit hjerte
i mit blod
i måden jeg går under nu
i kramper

gæsteindlæg – lasse aagaard (den fjerde væg)

I morgen aften har blaavinyl.dk kurateret en dejlig aften på Kulturstationen i Vanløse (Facebook event) i fint selskab med Stærosaurus og Lasse Aagaard fra Den Fjerde Væg. I den forbindelse har Lasse Aagaard skrevet et fint indlæg til bloggen her om processen omkring sangskrivningen. Vi ses i morgen!:

OM SANGSKRIVNING OG INTUITION:
Når jeg skriver sange, så prøver jeg at arbejde så meget som muligt at betragte det som en lejlighed til at studere min kreative intuition på tæt hold. Jeg arbejder altid ud fra et princip om, at sangene skal komme til mig og ikke omvendt. Det lyder måske “dovent”, men det er nærmest hårdere arbejde, for det betyder, at jeg konstant er nødt til at være på vagt for muligheden for, at en sang kan opstå.
Jeg arbejder dels ved klaveret, hvor meget af “rugbrødsarbejdet” omkring en sang foregår. Her bruger jeg meget tid på at improvisere, og ud fra de improvisationer kommer en gang imellem overraskelser, steder jeg ikke normalt ville gå hen, eller klange, der af en eller anden grund lige pludselig lyder “friske”.

Men jeg bruger måske endnu mere tid på at skrive væk fra klaveret – når jeg cykler på arbejde, når jeg er i bad, når jeg tager opvasken. Finder på linjer og melodier, overvejer arrangementer, prøver at lade min intuition føre ordet. Jeg prøver at “se” sangen for mig – hvad kalder den på. Hvis min intuition og mit intellekt konflikter (”denne her melodilinje er vildt fed, men er den nødvendig?”), forsøger jeg oftest at gå med intuitionen, da jeg gerne vil have at sangene er “klogere” end mig og ikke omvendt. Jeg vil gerne overraskes. Jeg vil forsøge at lade min intuition vandre steder hen, hvor den ikke har været før.

Jeg plejer at køre ud fra en devise om, at hvis jeg får sangen på hjernen – hvis den selv vender tilbage – så er det fordi, den vil mig noget. Så det er lidt som at få halvdelen af et eller andet gammelt hit på hjernen og ikke kunne huske kunstner, tekst eller sammenhæng – og lige pludselig en dag så bang!, så er den der, og så kan man huske det hele. Forskellen er bare, at man skal finde svaret i sin fantasi og ikke på YouTube. “Et Svin Iblandt Os Alle” fra Den Fjerde Vægs plade Drengekys, var f.eks. en linje, jeg havde i baghovedet, og da sangen dukkede op ved klaveret, passede den til som fod i hose. Jeg tror, at jeg godt kunne lide kontrapunktikken mellem den grove titel og det lidt juleagtige klaverakkompagnement. Ordene kom meget hurtigt derefter – de samlede sig nærmest bare om sangen.

Jeg kan bruge flere måneder (årevis faktisk) på at brygge på en sang, for at den kan skrives på et kvarter – som regel sangen færdig, mens jeg indspiller en demo af den. Derfor bliver mange af dem både skrevet meget hurtigt og meget langsomt. Det er den samme approach, jeg har til såvel tekstskrivning som at arbejde i studiet. Det handler om at placere mig selv i en position, hvor rammerne for den enkelte sang er så klart definerede og min forhåndsforståelse af den er så klar, at jeg kan gå på opdagelse i den. At skrive en tekst eller at arbejde en sang færdig i studiet tager derfor den tid, det tager, fordi sangen selv skal have lov til at definere sine egne spilleregler. Det er en konstant, fremadsparkende dialektik mellem mig og sangen, og hvis sangen ikke selv vil afsløre noget om sig selv, så prøver jeg at lade den være, indtil den dukker op af sig selv igen. Det er et spørgsmål om grundighed og tålmodighed.

Tom Waits har vist engang sagt, at hans sange var som var de hans børn. I lang tid syntes jeg, at det var en lige lovlig højpandet udmelding, men jeg tror godt, jeg forstår, hvad han mener. Hele idéen om at bruge dagevis, ugevis, årevis på at holde sangene så tæt ind på kroppen som overhovedet muligt og sørge for at de lærer at opføre sig ordenligt og gebærde sig i den store vide verden, for så på et slippe dem fri, give dem fra sig – lade dem gøre som de selv vil, kan og skal. Gad vide hvordan man gør det? Det kræver meget at skrive sangene, men at turde at slippe dem løs må virkelig kræve sin mester. Jeg mener, selv Tom Waits må skulle kæmpe en brav kamp, når det handler om at turde slippe musikken løs.

gæsteindlæg – stærosaurus

I forbindelse med den fine aften vi har kurateret på Kulturstationen Vanløse på fredag (Facebook Event), har Andreas Stær fra Stærosaurus skrevet et gæsteindlæg til bloggen her. God læse og lyttelyst:

Kære læser. Jeg ved godt, at du har travlt, og sikkert allerede overvejer om der andre ting på nettet som i virkeligheden fortjener din opmærksomhed mere end denne her top-liste skrevet af endnu et evighedstalent fra upcoming-land. For at respektere din tid, og illustrere en populær pointe om, at hvis man ikke kan forklare sin pointe kort, er det fordi man ikke har nogen, vil jeg her præsentere dig for fem af mine yndlingssange som du kan nå at lytte til fra start til slut på under 10 minutter. (ja, det betyder at de varer 2 minutter hver).

[embed size=”compact”]http://open.spotify.com/user/113421495/playlist/00rWylIgB92Qxwnn1ABdur[/embed]

1. No Action – Elvis Costello & The Attractions
Jeg “opdagede” Elvis Costello ved en tilfældighed i 2004, da jeg faldt over hans andet album (This year’s model) i en skrammelkasse med vinyler til 35 kr. Jeg troede egentlig at Elvis Costello var sådan en der lavede glaseret voksenrock – men alle har en vild ungdom, og det, der kom ud af højtalerne da jeg satte den på slog benene væk under mig. Bandet spiller heftigt og hektisk, melodierne flyver afsted, og den fremragende lyrik bliver spyttet i magnettogshastighed. Siden er jeg dykket ned i stort set alt hvad han har lavet, og det har været en fantastisk opdagelsesrejse som jeg stadig ikke er helt færdig med.

2. All Mod Cons – The Jam
OK – tjek lige the Jam. De var stadig teenagere da de brød igennem. De var politisk indignerede. De var pissed off på samfundet. De var pissed off på forældrene. De spillede punk med et kraftigt touch af 60’er soul og rock. De gik i matchende jakkesæt. De havde 18 top 40 hit-singler i England. Det her er et af deres kongenumre som indleder albummet af samme navn. Det holder, lige som alt andet ved dem. “Don’t waste my time when my time comes!”

3. Molly’s Lips – Nirvana
Jeg har har langt hen ad vejen samme syn på Nirvana, som jeg har på the Jam, og elsker dem af de samme grunde. Kompromisløs tilgang til at lave populærmusik – den slags kan jeg ikke stå for.

4. Puncture Repair – Elbow
Et af de bands som har haft stor indflydelse på, hvordan Stærosaurus’ sange er skrevet og produceret. Ikke fordi vi lyder som Elbow, men det er en ofte noget vi taler om som en reference til hvordan en produktion kan fungere. For mig er Elbow mestrene i at ramme den perfekte blanding af elektronik og organiske instrumenter så alt spiller sammen og skaber disse utrolig stemningsfulde og sentimentale larger-than-life sange. Den her sang er faktisk et lidt dårligt eksempel (da der kun er klaver og vokal), men det skulle jo være under to minutter. Og den er stadig virkelig god.

5. Please, please, please let me get what I want – The Smiths
De fleste læsere af denne blog er sikkert udmærket informeret om The Smiths, men jeg synes ikke jeg kunne lave sådan en liste uden at tage dette track på. Det er så smukt, så simpelt, så sørgeligt og så patetisk at man kun kan holde af det. Og så er det meget kort tilmed.

På Spotify-playlisten under to + over syv findes i øvrigt:
6. Bend down the branches – Tom Waits
7. You gave your love to me softly – Weezer
8. I will – Radiohead
9. Breaking Glass – David Bowie
10. A Salty Salute – Guided by voices

Hej igen, kære læser. Som du nok har opdaget, er jeg selv ikke typen der evner at fatte mig i korthed. I hvert fald ikke som skribent… og egentlig heller ikke som sangskriver. Fx er der på vores album ingen sange som kommer ind under de to minutter. Til gengæld er der flere, som varer over syv minutter. Som lytter har jeg ingen problemer med den slags, og hvis du heller ikke har, får du lige en ekstra liste over mine fem favoritter på over syv minutter (kig ned i listen):

[embed size=”compact”]http://open.spotify.com/user/113421495/playlist/00rWylIgB92Qxwnn1ABdur[/embed]

1. Through Loop Holes With Love – moi Caprice
Danmarks bedste sangskrivere i 00’erne – intet mindre. Det her er en magisk sang som indeholder mange stærke linier og lyriske billeder, men særligt en, som jeg som musiksamlernørd altid har følt var en helt perfekt: “Still she’ll leave like no other. Like a fan leaves a band. Through loop holes with love”.

2. Gustavo – Mark Kozelek and Jimmy Lavalle
Et af mange højdepunkter fra 2013s bedste album. En knastør fortælling om “that mexican guy” som illegalt sætter Mark Kozeleks hus i Califonien i stand. Det havde jeg aldrig troet man kunne lave så lang og gribende en sang om, men det kan man.

3. Du er kommet for at gå – Love Shop
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er svært glad for Love Shop. Det her er afslutningsnummeret på deres forholdsvis oversete mesterværk “Anti” fra 2001.

4. Langt væk – Ukendt Kunstner
Der skal også være noget som er lidt nyt og som ikke er noget med guitar, skal der ikke? Jo, det skal der – og det skal være det her nummer, som jeg både synes er alt for meget, men samtidig også meget personligt og ærligt om glemte venskaber.

5. Ballerina – Van Morrisson
Van Morrisson er har også haft en vild fortid hvor han sang som en forelsket vildmand og spillede flydende psykedelisk folk med vibrafon, akustisk guitar, kontrabas og ustyrlig improvisation. Desværre lavede han kun et album af den slags, men det er uden sidestykke. Det hedder Astral Weeks. Tjek det ud. Nu.