The Beatles – blaa vinyl

højsæson

Det er højsæson for koncerter, og det kan virkelig mærkes på pengepungen her på bloggen. Der er så mange koncerter at man næsten umuligt kan nå til dem alle sammen, eller for den sags skyld kender til dem alle, så derfor har undertegnede kastet sig ud i en lille koncertguide for første halvdel af november (klik på arrangement-billedet for facebook event og link til billet). Som inspiration har jeg samlet de fleste af de omtalte bands på en kronologisk liste her, som man evt. kan lytte til imens man tjekker anbefalingerne ud og sætter krydser i sin kalender:

FREDAG d. 4. NOVEMBER:
Vi starter ud med nu på fredag, hvor der sker så mange gode ting, at det har været svært at holde sig til kun 1 anbefaling, men så er der til gengæld lidt for enhver smag;

Pumpehuset åbner kl. 20 dørene for pladeselskabet Nordic Music (NMS) label night, hvor menukortet med 4 koncerter byder på en hel del forskellige genrer, og der vil være gratis øl fra 20-21. Altsammen for en flad 100 kr seddel:

Samme tid åbner dørene på Kulturstationen Vanløse, hvor vores gode venner hos Musik Mig Blidt, har arrangeret en fed aften med 3 spændende bands. Og så koster det kun 70 kr!:

Vil du hellere bare ud og danse, eller mangler du en efterfest efter de to ovennævnte koncerter, så kan undertegnede anbefale den københavnske northern soul klub, Backstreet’s 25 års jubilæum, som de holder på Søpavillionen fra kl. 21 til langt ud på natten:

LØRDAG d. 5. NOVEMBER:
Lørdag kan du svinge forbi Jazzhouse, hvor The Great Dictators holder release for deres sidste del af deres triologi; “Women” (første del af triologien er fra “Liars” (2014), og anden del hedder “Killers” (2015)). For at fejre deres nyeste skud på triologi-stammen vil bandet fremføre hele det nye album i fint selskab af Kaspar Kaae (CODY, Sleep Party People, Asger Techau, Broken Twins m.fl.) på elektrisk guitar, Christian Ki (Death Valley Sleepers) på elektrisk guitar og Hasse Mydtskov (Kissaway Trail, Slaughter Beach) på trommer. Derudover kommer det nye upcoming talent Thomas Gaist og spiller support. Musikken starter kl. 21, og du kan få en helt sikkert hyggelig aften for intet mindre end 110 kr + gebyr:

MANDAG d. 7. NOVEMBER:
Selvfølgelig skal den mest omtalte koncert herinde det sidste halve år, da også lige med. ENDELIG er det blevet november og undertegnede glæder sig som et lille barn til juleaften til at høre denne her supergruppe live. Det foregår igen på det dejlige Pumpehus, og danske Værket varmer op:

ONSDAG d. 9. NOVEMBER:
Walisiske Cate Le Bon besøger Jazzhouse, og har taget danske PEACH med som support. Et ret godt match hvis man spørger os:

FREDAG d. 11. NOVEMBER:
SVIN og Nils Gröndahl tager på en mindre Danmarkstour her i november hvor de turnéer rundt med konceptet Toner Fra… som går ud på at de, udover at spille eget materiale, også vil fremføre deres egne fortolkninger af nogle af Miley Cyrus’ største hits. De kan opleves både i Aarhus allerede i morgen på Radar, og på Studenterhuset i Aalborg på fredag, og på Studenterhus Odense på lørdag. Fredag d. 11. november rammer de så København og Musikcaféen:

Hvis man hellere vil længere tilbage i tiden, så åbner Ideal Bar dørene op til coverbandet Beat The Meetles, som vil fremføre Beatles’ sidste live-koncert i Candlestick Park fra 1966 + lidt Greatest Hits. Hvorfor anbefale en koncert med et coverband tænker du…well…først og fremmest kan vi jo af mange årsager ikke anbefale en koncert med de ægte The Beatles, og dernæst er bl.a. Søren Koch (Boat Man love, Tim Christensen, Michael Falch m.fl.) med i bandet i rollen som George Harrison. Koch fortalte mig engang en historie om, at han og bandet havde troppet op til en Paul McCartney koncert iført uniformerne fra ‘Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band‘ coveret, og midt i deres vej op til nogle af de forreste rækker, peger McCartney direkte ned på dem, smiler og blinker, og pludselig fangede kameraet dem også, og vupti, så var de på storskærmen. Der er lagt i ovnen til ægte Beatle-mania. Billetter kan erhverves her:

Det er jo heldigvis ikke i København det hele foregår, så hermed også en anbefaling til go’e gamle Pitstop i Kolding, hvor Deadpan Interference spiller op til en god aften i støj rockens tegn:

LØRDAG d. 12. NOVEMBER:
Vi slutter første halvdel af guiden af i Kolding, hvor Childrenn, Roxy Jules og jyske Silhouette spiller op til fest med tråd i. Hvis man ikke lige er i nærheden af Kolding i november, så kan Childrenn og Roxy Jules forresten også opleves på Loppen allerede på fredag d. 4. november:

spot optakt: shy shy shy del 2

Vi fortsætter hvor vi slap i sidste uge med del 1 hvor Shy Shy Shy havde fået til opgave at finde 3 plader i undertegnedes pladesamling som på den ene eller den anden har en betydning for dem. I denne del af interviewet har bandet hevet fat i en plade som viste sig at have en hel del mere betydning for dem end ved første øjekast, da der er en sang på denne plade som man på en måde kan sige er inddirekte skyld i at Shy Shy Shy i det hele taget blev til. Læs og lyt herunder når vi sætter ‘Abbey Road’ med The Beatles på pladespilleren….

Astrid: Orh fuck man! Det havde jeg fuldstændig glemt, den starter med ‘Come Together‘, det er fandme et stærkt åbningsnummer.
Simon: Ja! Faktisk måske det mest aparte nummer på hele pladen.
Astrid: Aparte? Synes du det?
Simon:Jeg synes det er det der skiller sig mest ud.
Astrid: Hvad med ‘Octopus’s Garden‘? Den er bare super Ringo agtig.
Simon: Tjo, men jeg synes de andre er meget forskellige, men den her har en helt anden lyd.
Astrid: Jeg synes bare den passer godt sammen med både ‘Here Comes The Sun‘ og ‘Sun King‘, ej jeg elsker ‘Sun King‘
Simon: Men det er da den eneste sang der er sådan lidt funky (‘Come Together‘)
Astrid: Ja den er måske lidt funky.
Simon: Det er der ikke nogen af de andre sange der er.
Astrid: Det er en fræk sang.
Simon: Selvom det er et sindssygt godt nummer, så er det samtidig det nummer jeg bedst kunne være foruden på denne her plade. Jeg kunne godt finde på at sætte denne her plade og så starte med ‘Something‘.
Astrid: ‘Something‘ det var det første nummer vi spillede sammen os to!
Simon: Det er faktisk rigtigt.
Astrid: Det er 10 år siden. Det er altså også et godt nummer og fandme en god start på vores karriere sammen. Vi kendte jo godt hinanden i forvejen, men vi havde ikke spillet sammen, og jeg tror det var fordi jeg synes du var lidt kedelig og det var fordi du ikke sagde aldrig noget, og jeg sagde rigtig meget, så det er måske også svært at få et indtryk. Da vi så spillede denne her sang sammen kan jeg huske at jeg tænkte at du måske var meget sej alligevel.
Simon: Det er meget sjovt.

Hvor mødte i hinanden?
Astrid: På musikskolen i Skive. Der var noget fællesundervisning på MGK i Skive hvor vi mødte hinanden.
Hvornår var det så i fandt ud af at i skulle lave noget sammen?
Simon: Meget lang tid efter.
Astrid: Vi snakkede ikke så meget sammen i starten, men da prøvede vi at spille sammen synes jeg måske at Simon var meget sej alligevel. Vi snakkede dog stadig ikke så meget sammen, men så var vi i byen i Århus og havde det rigtig sjovt, og så begyndte vi at snakke sammen.
Simon: Det som gjorde at vi overhovedet var i byen sammen, var fordi vi havde en rigtig god fællesveninde, og så begyndte vi at snakke lidt sammen. Senere startede vi begge på kons og manglede begge et sted og bo, og så flyttede vi sammen i 2009.
Astrid: I den periode snakkede vi rigtig meget sammen. Men vi spillede slet ikke sammen.
Simon: Det er først efter vi flyttede fra hinanden at vi begyndte at spille sammen.
Astrid: Så flyttede vi fra hinanden i 2010 fordi jeg flyttede sammen med min kæreste. Jeg havde et band som jeg skrev sange til, og Simon var begyndt at skrive sange. Men så gik det band jeg skrev til i opløsning, og så sad vi begge med en masse sange som vi ikke vidste hvad vi skulle gøre med. Så vi lavede en aftale om at skulle mødes 2 gange om ugen og skrive sange sammen og sparre med hinanden, og det var første gang vi rigtig begyndte at have noget med hinanden at gøre rent musikalsk.
Simon: Ja, og det har været verdens langsomste bandopstart, fordi vi spillede også et par koncerter sammen, med nogle af de sange vi havde skrevet, men ikke som band.
Astrid: Det er rigtigt, det var aldrig meningen vi skulle være et band.

Hvorfor synes i ikke det skulle være et band dengang?
Astrid: Det var bare slet ikke på tale.
Simon: Det giver ikke nogen mening når man kigger tilbage nu, at vi ikke havde tænkt på det før. Men det var bare meget naturligt at vi skrev lidt sange hver for sig og spillede dem sammen i forskellige konstellationer.
Astrid: Ja det var meget mere selve det at skrive sange vi havde i fokus.

Er der nogen af sangene fra dengang som i stadig spiller?
Astrid og Simon i kor: Ja.
Simon: Fløjtesangen (’Do Not Ask’ red.) tog sine første skridt der. Den var rigtig lang tid undervejs, men det var alligevel den sang der fik mig til at tænke at jeg kunne prøve at skrive sange på en ny måde.
Astrid: Simon havde skrevet et skide godt omkvæd og et rigtig godt fløjtetema, og så drillede verset ham, så han tog det med i sangskriverklubben og så hjalp jeg ham med verset, og så sangen kunne blive færdig. Men der gik et år igen før Simon ringede og sagde at det der nummer var virkelig godt og spurgte om vi ikke skulle prøve at lave noget demo eller lignende på det. Vi var dog stadig ikke noget band.
Simon: Jeg tænkte bare at sangen skulle indspilles ordentligt.
Astrid: Det var egentlig Simons sang, så han havde indspillet omkvædet og fløjtetemaet, men fordi han var lidt usikker på verset endte det med at jeg sang det så han havde noget at lytte til, og så sang han også verset og prøvede at høre hvordan det lød når vi begge sang. Vi blev hurtigt enige om at det var pissesejt og at vi skulle have et band hvor vi begge synger!
Simon: Vi var egentlig lidt usikre på om vi kunne synge på samme tid til at starte med, men efter at have hørt det et par gange tænkte vi at det var meget sejt. Så gik vi i studiet dagen efter og indspillede den uden at have ret meget andet materiale.

Er det den sang som også samtidig har åbnet nogle døre for jer?
Simon: Ja det tror jeg ikke man kan komme udenom at den har.
Astrid: Nej det kan man ikke komme udenom. Det er også den sang flest kender, da den er blevet spillet i radioen og alt det der.
Når i spiller sangen live, fløjter i så også selv eller har i en sampler?
Astrid: Vi fløjter den!
Har i nogensinde oplevet problemer med at fløjte den når i har spillet den live?
Astrid: Altså vi kigger meget flygtigt på hinanden når vi fløjter, for det er ikke fedt at få øjenkontakt med nogen når man fløjter. Man må virkelig ikke smile når man fløjter det lyder rigtig skidt.
Simon: Hahaha, ja! Det er jo virkelig svært.
Astrid: Det vigtigste er at vi ikke kigger på hinanden, for hvis der er én af os der kommer til at grine, så fløjter den anden heldigvis videre. Haha.

Men hvornår var det i blev enige om at i skulle være et band?
Astrid: Det var tidligt forår 2014.

Astrid: Der var ’Something’…
Simon: Ja vi kom heller aldrig videre med den.
Astrid: Hvad for nogle sange synes du der er pisse-gode?
Simon: Jamen ’Something’…’I Want You…
Astrid: ….(She’s So Heavy )’ den er altså også virkelig god.
Simon: Jamen også rigtig meget de andre.
Astrid: ’Here Comes The Sun’ den er også rigtig god. ’Because’…hvordan er det nu den lyder?
Simon nynner sangen lidt..
Astrid: Det er altså også et sindssygt nummer. Jeg kan huske at de havde den på bånd i min mormor og morfars Toyota og så hørte vi den altid når vi var ude og køre i bil, så den minder mig bare helt vildt meget om den der Toyota og helt vildt meget om min morfar og mormor.
Simon: Den er også lidt uhyggelig…
Astrid: Ja…’Sun King’ det er også ét af mine yndlingsnumre.
Simon: ’You Never Give Me Your Money’ er også et godt nummer
Astrid: Haha det er svært at vælge numre fra. Hvis du skulle vælge dit absolut yndlingsnummer, hvad skulle det så være?
Simon: Så ville det nok være ’Golden Slumbers’.
Astrid: Er det rigtigt?
Simon: Ja. Men ellers ’Give Me Your Money’ måske?
Astrid: Jeg elsker bare ’Sun King’, jeg elsker hvordan stemningen er i nummeret og den åbner op lige ind til hjertet.

Astrid: Ej jeg kan bare virkelig lugte hvordan der lugter i den der Toyota der. Der er sådan en helt bestemt sommerdag hvor jeg sidder inde i den bil der, det er virkelig sjovt. Jeg kan huske de havde sådan et olivengrønt striktæppe….jeg kan huske alt om den Toyota når jeg hører den her plade. ’Fantastiske Toyota’, men det er en helt anden snak.

Vi springer frem til ’You Never Give Me Your Money’ på pladespilleren…
Astrid: Eeeej….
Simon: Det er et godt nummer.

Astrid: Hvem er din yndlings-Beatles egentlig?
Simon: Det er Paul McCartney.
Hvorfor er det det?
Simon: Det er måske farvet af at John Lennon altid bliver så favoriseret af de to. Om det er fordi han er død og det gør det lidt mere eksotisk, det ved jeg ikke. Men der er helt klart flest af mine favoritsange der er skrevet af Paul McCartney.
Når du har det sådan med McCartney, er der så slet ikke nogen Lennon sange der er favoritter?
Simon: Jamen det er der da helt klart. ’Lucy In The Sky With Diamonds’ for eksempel.
Astrid: Jeg synes når man hører dem, så kan man tit godt gætte sig til hvem det er. Men at huske på stående fod hvem der har skrevet hvad synes jeg er svært.
Simon: Vi fandt aldrig ud af hvem der var din favorit?
Astrid: Nej, og jeg ved det ikke. Jeg synes det er svært for jeg kan virkelig godt lide dem alle sammen. Jeg kan virkelig godt lide John Lennon, men du har måske ret i at det er fordi han er lidt mytisk…
Simon: Da jeg så Paul McCartney på Roskilde sidste år, stod jeg og tænkte hold kæft hvor er det stærkt. F.eks. sådan en fuldstændig gennemtæsket ’Let It Be’ som man har hørt i alle mulige forfærdelige coverversioner igennem tiden, men live er den bare virkelig fed.
Astrid: Det er jo svært med John Lennon fordi han er død, og det er altid et godt trumfkort fordi han er død. Men man må sige at Paul McCartney er virkelig svær at sætte en finger på. Men hvis du skulle skrive en sang med én af Beatle’erne, så skulle det være Paul McCartney? Jeg tror også han er nemmere at skrive sange med end John Lennon.
Simon: Men for eksempel med McCartney må jeg også sige at det siden The Beatles kun har været få sange jeg kunne finde på at høre.
Astrid: Ej han har jo lavet nogle gode med Linda i The Wings.
Simon: Ja, men det er kun få sange.
Astrid: Ej men jeg tror da helt sikkert at de to (McCartney og Lennon) har været gode for hinanden, eller i hvert fald kunstnerisk, måske ikke personligt. Jeg tror de har rivaliseret altid, og altid konkurreret på sangskrivningen. Jeg tror hele tiden der har været sådan lidt gnidninger.
Simon: Det er svært at sige en helt masse om, de har jo også været sammen dag og nat i 10 år.

Og på den note sluttede vi snakken om ‘Abbey Road’ og satte næste udvalgte plade på pladespilleren. Hvilken kan i finde ud af i næste del af Shy Shy Shy interviewet som vi bringer i slutningen i denne uge.

Beskriv dit musikalske univers på 30 dage del 1

Der dukker i ny og næ en sjov lille ting op på sociale medier som Facebook, som udfordrer dit musikalske univers på den ene eller den anden måde. Den seneste er den såkaldte 30 days challenge, hvor du på 30 dage med sange skal beskrive nærmest hver eneste krog af dit personlige musikalske univers. Jeg er en sucker for lister som denne, og har valgt ikke at spamme min Facebook med det, men derimod bruge 3 indlæg på det her på vinylen over de næste 3 dage. Så bær over med mig : )
Det er ikke alle valg der kan holde til at lade musikken tale for sig selv, så derfor har jeg kommenteret de forskellige valg nederst i indlægget.

day 01 – your favorite song: Ed Harcourt – God Protect Your Soul
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/13199089″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

day 02 – your least favorite song: The Storm – Lullaby

day 03 – a song that makes you happy: The Lovin’ Spoonful – Daydream
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/3507878″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

day 04 – a song that makes you sad: Regina Spektor – Samson

day 05 – a song that reminds you of someone: Figurines – Let’s Head Out

day 06 – a song that reminds you of somewhere: The Libertines – Time For Heroes

day 07 – a song that reminds you of a certain event: The Beatles – I Am The Walrus

day 08 – a song that you know all the words to: Ben Kweller – In Other Words

day 09 – a song that you can dance to: Jet – Are You Gonna Be My Girl
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/252562″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

day 10 – a song that makes you fall asleep: múm – We Have A Map Of The Piano

Kommentarer:
#1: Som jeg så ofte har gjort udtryk for herinde på bloggen, er Here Be Monsters pladen fra 2001, altid en plade der vil have en særlig plads i mit hjerte. Og denne sang ikke mindst. Selvom jeg da har så mange andre favoritsange.

#2: Jeg har aldrig forstået det band.

#3: Dejlig dejlig sang.

#4: Denne sang må tage prisen for at være den sang der i en lang periode var bandlyst fra mine højttalere. Den er dog budt velkommen igen, og det er en dejlig sang.

#5: Den har godt nok været svær! Der er rigtig mange sange der minder mig om rigtig mange forskellige mennesker på godt og ondt. Men jeg endte ud med denne, som minder mig om min kære veninde Marlene, som i en periode var ved at drive mig til vanvid ved at gå rundt og synge denne konstant. Hende og jeg har iøvrigt en masse Figurines numre som fællesfavoritter.

#6: Denne sang og i det hele taget det album minder mig om Klostret (studenterhuset) i Kolding, da vi ofte hørte det når vi havde arbejdsweekender.

#7: Den minder mig om da jeg var i Abbey Road studierne for små 7 år siden. Denne sang spillede inde i mit hoved da jeg vågnede den morgen jeg skulle afsted, og det fortsatte den med at gøre stort set begge aftener jeg var i studierne. En dejlig tur og et skønt minde.

#8: Puha, igen et der er mange bud på. Her er ét af dem og iøvrigt en smuk tekst.

#9: Den er en sikker vinder hver gang! Jeg ønsker mig stadig en tambourin til min fødselsdag.

#10: Der var en lang periode for en del år siden hvor jeg havde svært ved at falde i søvn hvis ikke jeg satte múm’s Finally We Are No One plade på fra 2002. Og det var næsten altid det her nummer jeg faldt hen til. Det er en dejlig plade, og efter min mening skal der altid være plads til plader som denne i enhver pladesamling.

blaa vinyl på hjemmebane pt. 1

At rejse hjem til min hjemby Kolding, er på mange måder et nostalgisk trip hver gang. Endnu mere historisk og nostalgisk blev det, da undertegnede og Rune begge drog til Kolding i lørdags for dels at overvære en udstilling om The Beatles og 60’erne i byens historiske knudepunkt Koldinghus, men også for at lave en reportage om Efterklang, som senere på aftenen skulle optræde på byens regionale spillested, Godset. Mere herom i bloggens næste indlæg.

Udstillingen om The Beatles var ganske gennemført. Den tog udgangspunkt i slottets ruin-sal (den del af slottet som i sin tid brændte helt ned til grunden, og som man har bygget op igen omkring ruinerne, så de stadig består), hvor man nede i kælderen kunne få et indtryk af hvordan det var at se The Beatles i The Cavern dagene, og se billeder fra Hamborg-dagene, helt op til deres Ed Sullivan shows (se billede). Næste etage bød hovedsageligt på The Beatles’ besøg i Danmark, da de spillede i KB Hallen i 1964, og alt den virvar det bragte det ganske land. Etagen over denne bød dels på en masse rekvisitter fra de glade 60’ere, og til og med en opstilling af et typisk pigeværelse fra det glade årti.

Øverste etage var nok den allermest underholdende, da man her kunne skabe sit eget Sgt. Peppers-cover med en masse af vor tids kendisser, danske som udenlandske plus et par af datidens. Man kunne klæde sig ud som én af de fire Beatler, og så ellers tage sig en mindre vandretur i kulissen.

Udstillingen kan anbefales på det kraftigste. Den varer helt indtil den 27. februar, hvor man den 26. februar imod køb af en særlig billet, til og med kan få et foredrag af Søren Koch og Per Wium med sig på opleveren.
Læs mere om hele udstillingen her.

blaa vinyl #15: Den femte Beatle

: Det er ikke svært at gætte, hvem der er en af de store inspirationskilder for Daniel Johnston.

Når autenticitet ikke er det, man stræber efter, fordi det er det, man er – plain and simple. Det er meget kort fortalt historien og forklaringen bag Daniel Johnstons store kultstatus hos rigtig mange store musikere. Vi snakker Sonic Youth, Nirvana (heraf Kurt Cobain i høj grad), Mark Linkous (må han hvile i fred) med flere. Grunden til denne autenticitets-aura omkring Daniel Johnston er i høj grad på grund af en sygdom, der paradoksalt nok både er hans forbandelse og hans musikalske velsignelse. Han har i hele sin karriere været manio-depressiv, som det ikke altid har været nemt at kontrollere. Hvilket man kan se meget mere om i en yderst anbefalelsesværdig dokumentarfilm fra 2005: The Devil And Daniel Johnston. Men det er Daniel Johnston talen falder på denne 15. mandag i året.

: Coveret til dokumentarfilmen fra 2005

Daniel Johnstons depressive tilstand har betydet, at hans altid meget lavmælte og simple sange har været meget forskellige og ofte svingende i kvalitet. Generelt balancerer hans musik på en hårfin grænse mellem absolut genialitet og en naivistisk ligegyldighed. De er ofte akkompagneret af hans selvlærte guitarspil, et simpelt klaverspil og psykedeliske eksperimenter. Der er også eksempler på, at Daniel Johnston bliver akkompagnement af større bands, for eksempel det hollandske band BEAM, der har været med på hans to danske koncerter på henholdsvis Vega og Voxhall.

: Logoet og t-shirten der bidrog til en voksende hype omkring Daniel Johnston.

En af grundende til at Daniel Johnstons karriere begyndte at tage fart var, da Kurt Cobain ved rigtig mange offentlige begivenheder optrådte i en t-shirt med Daniel Johnstons logo fra albummet Hi, How Are You (blandt andet ved den legendariske optræden til MTV VMA i 1992). Det betød naturligvis, at rigtig mange blev interesseret i, at finde ud af hvem denne Daniel Johnston var.

Daniel Johnston havde indtil 1990 kun udgivet musik på bånd, som han selv optog og selv fabrikerede. Da efterspørgslen steg, kom han på Atlantic Records, det samarbejde holdt dog ikke længe, blandt andet på grund af et lavt salg. Daniel Johnstons sange er centreret omkring et tegneserieunivers, som han også besidder et utrolig charmerende talent for.

Undertegnede var tilstede i går søndag på Voxhall til en aften i selskab med Daniel Johnston. Først blev The Devil and Daniel Johnston fremvist, mens mandens tegninger kunne ses i det medbragte uddrag af de utallige tegninger, han har fabrikeret. Aftenen sluttede af med en fantastisk koncert, hvor Daniel Johnston blev akkompagneret af det vanvittig dygtige orkester BEAM. Den koncert understregede blot for undertegnede, hvor oprigtig et menneske han er på en scene. Med hans mimik og nervøsitet der sidder så langt ude på tøjet, og hans små finurlige kommentarer, der gør, at man ikke kan andet end at blive grebet af hans fantastiske univers og i særdeleshed hans tekster.

Der er ikke nogen tvivl om at jeg vil anbefale Daniel Johnston på det varmeste. Derfor har jeg vedlagt et fantastisk gribende videoklip fra slutscenen fra den omtalte dokumentarfilm, og desuden to fremragende numre, til at starte med hvis man er Daniel Johnston jomfrulytter. Start desuden med pladerne: 1990 (1990), Hi, How Are You (1983), FUN (1994) og hans seneste reelle solo-udspil skal efter sigende også være et lyt værd – den hedder Is And Always Was, men 1990 er nu min personlige favorit, og det har jeg tidligere omtalt her.

Mp3: Daniel Johnston – True Love Will Find You In The End (Fra Impressionable Youth)

Mp3: Daniel Johnston – Some Things Last A Long Time (Fra Some Of It Was True!)

Årets udenlandske udgivelser

Vores danske top 10’er endte ud med næsten hele 20 forskellige bud på hvilke albums der havde gjort indtryk i løbet af 2009. Ganske bemærkelsesværdigt synes vi selv, men også fedt. Med et endnu større udvalg på den udenlandske scene, skal det blive interessant og se om listerne bliver lige så alsidige igen…

De ti bedste udenlandske plader:

Runes ti bud:

10. The Beatles – The Beatles Stereo Box Set

Det er sjældent at genudgivelser for lov at optræde på en årsliste. Dette år bliver der gjort en lille forskel da året her ikke har været ligesom alle andre år. Når bagkataloget fra et band som The Beatles bliver genudgivet i en lydmæssigt meget forbedret form, så er det ikke noget der kan forbigås på denne liste.

9. Fuck Buttons – Tarot Sport

Fuck Buttons er uden tvivl i en klasse for sig selv indenfor deres støjede digitale univers. Med Tarot Sport har de gentaget succesen fra Street Horrrsing. Surf Solar er fremragende og generelt udvider pladen deres univers betydeligt. Musik når der følelserne ikke holdes tilbage.

8. Girls – Album

Helt igennem gennemført indie-album med solide ørehængere, som måske trækker på ældre indie’ske skabeloner, men som er så mange niveauer over hvad vi er vant til.

7. The Pains Of Being Pure At Heart – s.t.

Bandet med det mest fantastiske navn er storleverandører af en forfriskende naiv og insisterende teenage-støj-pop.

6. THE xx – xx

Der er virkelig skruet ned for de store instrumentale arrangementer på xx. Her hersker simplicitet og enkelthed, med den ene begrundelse at der ikke er behov for mere. Musikken formår uden tvivl at formidle og levere interessante, drømmende og ikke mindst utrolige cathcy sange.

5. jj – jj N^o2

Jj har bedrevet en kort plade, der næsten grænser til ep-længde men med så ufattelig meget charme.

4. Grizzly Bear – Veckatimest

Der findes nogle fantastiske sange på Veckatimest hvor Two Weeks og While We Wait For the Others er nogle af de stærkeste. Grizzly Bear nu med mere tilgængeligt materiale og med en fornemmelse for at skrue et genialt arrangement sammen. Bandet er vokset så uendelig meget siden deres første plader hvoraf Horn Of Plenty har været den mest gennemførte for undertegnede, og det er ligeså meget det faktum der gør denne plade til en bedrift. Grizzly’erne viser at de kan meget mere, og at de er nogen man for alvor skal holde et skarpt øje med.

3. Bon Iver – Blood Bank

Selv dette kun er en ep fra amerikanerens side, så viser den flere sider af den utroligt talentfulde alternative folk-sanger. Det er fire vidt forskellige numre, og selvom han også i dette år har udgivet en plade med konstellationen Volcano Choir, så er det så absolut hans solo-præstationer der er værd at hæfte sig ved. Jeg vil anbefale enhver at tage en lytter til disse himmelske fire numre.

2. The Antlers – Hospice

En utrolig stemningsfuld plade. Selvom emnet er utrolig sørgmodigt (pladens titel siger vist det hele) og vanvittig sentimentalt, så besidder alle numre en nerve der sjældent er set mage. Jeg er stor tilhænger at den utrolig nærværende rumklangs-sovs der er benyttet på vokalen, det er så veldoseret i netop denne sammenhæng at det netop underbygger det patetiske emne. Det er næsten som en film hvor vi følger et skæbnesvangert sygdomsforløb, og hele tiden er lytteren den der ligger øre til den sagte røst, der indlemmer os i en af de hårdere tider i et menneskes liv. Det er bemærkelsesværdigt hvor troværdigt det bliver formidlet og så uden at det bliver en tåreperser.

1. Animal Collective – Merriweather Post Pavillion

Dette er måske ikke den mest originale kåring, da mange andre sider allerede har lovprist denne plade og dens betydning. Jeg læste et sted (som jeg desværre ikke kunne finde), at det var sjovt at det var den alternatives musiks tilbøjelighed til at være mere tilgængelig der bliver lovprist, mens de tilgængelige musikanter bliver lovprist for at være mere alternative. Ja, det er en sjov og relevant betragtning må jeg sige, meld gerne ind hvis i kan huske hvem der har udtalt det, eller er stødt på citatet. Om ikke andet, så er dette album et eksempel på dette, og derudover indeholder det flere af årets absolut bedste numre. My Girls skal nævnes, det skal Brother Sports også, men derfor er alle numre stadig fantastiske. Et vanvittigt nyskabende album (og de er fortsat på deres nyligt udsendte ep Fall Be Kind).

Rikkes 10 bud:

10. The Clientele – Bonfires On The Heath

The Clientele har deres egen unikke lyd, og de holder fast i den. Deres monotone charme har i hvert fald grebet fat i mig endnu engang. Jeg bliver nødt til at opleve dem live i 2010!

9. Bowerbirds – Upper Air

Bowerbirds har, ligesom The Clientele, deres egen lyd som næsten ikke er til at så for. Jeg forbinder af en eller anden mærkværdig grund, Bowerbirds med varme og hygge, og det er bestemt også hvad man får, uanset om man sætter Hymns for a Dark Horse (2007) eller Upper Air fra i år på pladespilleren. Selvom det kunne lyde som om at de er en kende ensformet, skal det lige siges at jeg bestemt ikke keder mig i selskab med deres varme og hyggelige lyd. Mmm.

8. Camera Obscura- My Maudlin Career

Det her er et band jeg uden tvivl har dyrket alt alt for lidt. De har hele tiden ligget lige der rundt om hjørnet og luret, men det er først i år jeg har fået taget mig sammen. Og efter at have oplevet en rigtig dejlig koncert med dem på Loppen, sprang jeg langt om længe på vognen, og jeg har ikke set tilbage ét eneste øjeblik siden. Jeg ved ikke hvad der er med den her plade, men jeg vil ikke give slip.

7. Isbells – Isbells

Der var dem (inkl. min medskribent) der sidste år faldt hovedkulds for Justin Vernons skrøbelige stemme og kårede For Emma, Forever Ago som årets bedste plade over hele linjen. Som i sikkert allerede har gættet, var jeg meget svær at overbevise på den front, og er det stadig tildels. Det komiske er så, at jeg ved et tilfælde faldt over denne her plade kort før jul og holdt af den lige fra start, også selvom forsanger, Gaetan Vandewoude’s stemme og pladen i det hele taget, langt hen ad vejen minder mest af alt, om alt det der netop kendetegner Bon Iver. Et nummer som Without a Doubt med sætningen “I can’t change the world with melodies, but I’ll try“, var nok til at jeg var solgt til stanglakrids. Pladen kan anbefales på det kraftigste! (edit: også hvis du er til Fleet Foxes)

6. M. Ward – Hold Time

Jeg blev først introduceret for denne charmerende sangskriver i år, og startede ud med pladen Post-War fra 2006, som er en lille perle der gik direkte ind under min hud. Da Hold Time så udkom, var jeg helt solgt. Numre som Never Had Nobody Like You og Hold Time gik rent ind i mit univers, så derfor er denne plade meget svær at komme udenom for mit vedkommende.

5. Grizzly Bear – Veckatimest

Jeg har fulgt dem i årevis som morgendagens stjerner og pludselig er de det. 2009 har været Grizzly Bear’s år, uden tvivl. Og jeg finder det alligevel underligt at de pludselig er så eftertragtede, men forstår det på den anden side godt når jeg lægger ører til deres lille mesterværk af en plade. Jeg husker tydeligt den dag jeg købte den med hjem og var helt betaget af både vinyl, cover-art og musik i timevis. Det er smukt,

4. The Antlers – Hospice

Skrøbelig storladenhed er vist de rette ord at bruge om denne plade. Den går lige i hjertet på én og skal med andre ord, egentlig slet ikke beskrives med ord. Den skal høres!

3. The Whitest Boy Alive – Rules

Hvordan kan man begå én af årets bedste koncerter uden også at befinde sig blandt årets bedste plader?! The Whitest Boy Alive har gjort det igen! De har lavet en plade man både kan dvæle ved, skråle og danse til, og jeg elsker det. Gravity ramte mig lige i hjertekulen og blev hængende i månedsvis. Faktisk fristes jeg til at sige at det nummer må være mit dette års soundtrack, hvis man kun måtte vælge 1 nummer. Numre som Keep a Secret, Courage og Island kan når som helst få mig på dansegulvet.

2. Múm – Sing A-Long To Songs You Don’t Know

Múm plejer at lave plader jeg kan svæve til drømmeland med i ørerne. Dvs. plader jeg sjældent satte på i dagtimerne medmindre der stod en dejlig middagslur på menúen. Det skal ikke menes som en dårlig ting, men derimod en måde at sige på at múm som regel ikke laver plader man kan synge eller danse til. Det mærkat har de droppet denne gang, og lavet en dejlig lille plade proppet med små pop-perler som man både kan danse til og synge med på, hvis man lyster, men også pop-perler der stadig indeholder denne visse “múm-sfære”. Det er det jeg holder rigtig meget af ved denne plade, som selvfølgelig sættes på mest i dagtimerne.

1. Loney, Dear – Dear John

Et soundtrack til den perfekte nattefrost gåtur ned ad mindernes veje. Emil S. er blandt mine yndlingsmusikere, og på trods af dance-hentydningerne på dette album, har han igen igen igen ramt plet lige der hvor det svier allermest bittersødt. En dejlig fornemmelse.

Godt Nytår! 🙂

PS: Vi ved der sikkert mangler en del plader, men størstedelen af begrundelsen til hvorfor de ikke er kommet med på listerne, er ganske enkelt at vi ikke har haft tid til at høre dem endnu…

Regnvejrsmusik

Sidste uge har været en presset af slagsen, hvor flere koncerter og en Københavnertur (jeg er Århusianer), har betydet et meget lavt aktivitetsniveau herinde. Vil dog lige smide en god gammeldags kending, som ingen kan lytte til for tit. Det er selvfølgelig den oplagte Rain med The Beatles.

B-siden (sammen med Paperback Writer) til Revovler albummet, kan dog findes på Past Masters. Selv var jeg ikke bekendt med nummeret før for nogle måneder siden, men sikke en mangel i mit musikalske kendskab. Sangen er smuk, og det er jo en fantastisk producering samt en insisterende ørehænger.

Godt det regner.

NUL NOSTALGI TAK

Beatles_Stereo_Box_Set

Den 9/9 – 2009 blev samtlige The Beatles plader udgivet som et boks-sæt med titlen The Stereo/Mono Box Set, i en ny lydmæssigt forbedret udgave. Anmelderne roser samlingen til skyerne – men det er svært at se uden om de mange personlige præferencer der træder ind i vurderingerne. Nostalgien i sig selv, er vel ikke et kvalitetskriterium?

Jeg har lært det med tiden: The Beatles var 1960’ernes helt store popmaskine. De spyttede hit på hit ud af højtalerne, og solgte albums i mængder aldrig set mage. The Beatles tjente godt, og i den første halvdel af 60’er årtiet var det flere albums, om året der nåede ud til ivrige fans og flittige musikkøbere. Den sidste del af årtiet blev The Beatles mere fokuseret på det rent indspilningsmæssige, og der kom ikke ligeså mange plader, men til gengæld var det, mere eksperimenterende plader der kom ud af det, uden at populariteten faldt. Anmelderne kunne lide det de hørte – det er alt sammen historie.

Hvad sker der så 40 år efter, når alle pladerne bliver genudgivet på cd i en mono og i en stereo med forbedret lyd? Anmelderne lovpriser boksen, og omtaler det som popmusikkens ’hellige gral’. Men er det på de rigtige præmisser?

Marketingsfolkene bag musikere er ofte meget fokuserede på at knytte en historie eller en begivenhed til det produkt, anmelderne skal bedømme. Anmeldere får pressemeddelelser som de lapper det i sig. Det er min påstand som ivrig læser af den danske musikpresse. Og når der så kommer en plade, hvor der pludselig er 40 års historie at labbe i sig og bruge til nye anmeldelser, så bliver anmelderne fuldstændig eksede. Især når rigtig mange på redaktionerne er vokset op med The Beatles til deres første pilsner og har fået The Beatles ind i deres bevidsthed, som en del af deres musikalske opdragelse. Det fik jeg også, men på baggrund af mine forældres hyggelige tilgang til musikken som baggrundsmusik. Lige med undtagelse af Simon & Garfunkel, som jeg har lært, at man per definition, skal skråle med på, men det er anden sag. Jeg er naturligvis klar over, at jeg i mine udmeldinger generaliserer og at der ganske givet, er journalister, der ikke kun forholder sig til pressemeddelelser. Jeg har set flere eksempler på gode anmeldere, der skriver sig udenom pressepakken. Men de er savnet.

Nyhedspressen bruger i flæng jubilæer, fødselsdage, årsdage og andet, som undskyldninger for at skrive en relevant artikel om en given kunstner. Derfor er en genudgivelse, en ren gave til kulturjournalisten og anmelderen, der kan gnide sig i sine hænder og begynde at øse ud af fakta, minder og oplevelser. Ellers kan det være svært, at anmelde 16 cd’er og en dvd til deadline, hvis ikke der er en forhåndsviden og det skal der jo være hos en anmelder.

Et eksmpel er Politikens anmeldelse af The Stereo Box, som er overvejende nostalgisk og historisk beskrevet og Torben Bille giver den samlede boks fem ud af seks hjerter. Men anmelderen misser en detalje i idéen med en genudgivelsen – lydforbedringen, som ikke er den eneste, men en af de vigtigste aspekter. Pladen er jo, i sin spæde barndom, blevet anmeldt i sin samtid. Hvordan fortjener en genudgivelse så mere, end blot en dom på lyden, som lyd og ikke som et historisk element. Ikke om det betød meget for Torben Billes ungdom og hans høje støvler eller hans trang til et eller andet med det modsatte køn:

”(…)da jeg var 14, ønskede jeg mig kun to ting af livet – at gennembryde Jyttes vatforede panserværns-bh med mandelist og rom & Jolly Cola, og at kunne passe et par af de kortskaftede, sorte med høj hæl, annoncerne kaldte Beatles-støvler.”

Nostalgien driver ned af computerskærmen. Torben Bille berører godt nok også, de musikalske elementer, samt bandets almene betydning. Og generelt er det en underholdende anmeldelse. Det er ved bedømmelsen og kriterierne jeg har en indvending. Torben Bille er vokset op med dette band, og har et forhold til de gamle udgivelser, på den led er det forståeligt, at han anmelder dem. Men når dommen skal falde, så får genudgivelserne en fordel, som ingen nutidig kunstner kan hamle op med.

Hvis nutidige anmeldelser bliver sidestillet med poppens mastodonter, med de kriterier anmelderne forholder sig til, så er det svært at opnå nogen form for anerkendelse. Det retrospektive betydningselement, skal ikke have lov til at tage styring og vurdere nye kunstnere, på lige fod med kunstnere fra fortiden. Så kan 60’er generationen jo sætte pladerne op på en pedistal, som de aldrig kommer ned fra. Paul, John, Ringo og George er jo sådan set allerede blevet kanoniseret, det er ikke derfor vi skal have anmeldelserne. Dem skal vi have, fordi nyere digital teknologi har forbedret den ellers kolde lyd, som de lydmæssigt urørte cd’er fra 1987 bar præg af.

Per Reinholdt Nielsen omtaler The Beatles’ betydning og kvaliteter, i sin anmeldelse. Men han summerer op til sidst i Weekendavisens anmeldelse af The Stereo Box Set:

”Med denne autoritative boks, der i højere grad end de første cd-overførsler fra 1987 har kombineret digital klarhed med vinylens varme, rasles der igen med rockens kronjuveler i flot afpudsede og funklende udgaver.”

Derfor, en generel efterlysning efter: Eftertænksomhed, når nostalgien kommer til at råde over stjerner, hjerter, hatte eller andre smagsdømmende symboler. Som anmelder, skal man kunne erkende, at man anmelder ud fra et nostalgisk synspunkt. Dermed kan de begrænsninger, anmelderens følelser for kunstneren skaber, komme frem i på linjerne, og ikke kun mellem linjerne.

Men Liverpool drengene har vist sig, at gribe fat i flere generationer. Mine forældre var bumsebefængte teenagere da bandet brød igennem for dem, og de brød igennem for mig, da jeg stadig lå og læste Anders And blade i mine forældres sofa – det er ren nostalgi. Dengang vidste jeg selvfølgelig ikke, hvor meget de betød for 60’er generationen og popkulturen i det hele taget, men det er også noget jeg har lært med tiden.

Jeg beklager at der desværre ikke er et tilgængeligt link til Per Reinholdts anmeldelse.