lanterner i efterårsmørket

son lux

Det er ikke meget vi har bidraget denne blog med musik der ikke havde noget med Poetry In Mono at gøre på det sidste, men det gør jeg noget ved nu. For jeg har personligt glædet mig til i dag hvor jeg kunne præsentere jer for én af kandidaterne til årets plader, nemlig den fremragende plade Lanterns fra amerikanske Son Lux, som udover en EP nu kan tælle 3 albums i sit bagkatalog. Musikken minder mig om en god blanding af Sufjan Stevens, Hjaltalín (dog uden at være så dramatisk storladen) og Nico Muhly’s Mothertongue plade fra 2008 (dog knap så abstrakt). Jeg kendte ikke til ham før indtil for et par uger siden, hvor jeg fik den nye plade anbefalet og jeg er gået hen og faldet pladask for det.

Ryan Lott som er manden bag Son Lux, er oprindeligt uddannet klassisk pianist og komponist, og har blandt andet komponeret musik til store internationale firmaer som IKEA og Coca Cola. Han er oprindeligt fra Colorado, men er nu bosiddende i New York hvor han arbejder som komponist for et reklamefirma og samarbejder med Gina Gibney Dance Company, som er en dansegruppe kun bestående af kvinder og meget mere. Allerede i 2008 efter udgivelsen af hans første album, gav NPR ham prisen som “Best New Artist”. Hans liste over samarbejder på kryds og tværs af musikbranchen er efterhånden pænt lang, og tæller bl.a. Richard Perry (Arcade Fire), Serengeti, Busdriver og Beans (Antipop Consortium), My Brightest Diamond, førnævnte Nico Muhly og Sufjan Stevens. Så min tidligere umiddelbare sammenligning var vist ikke helt ved siden af.

Blandt de mange samarbejdspartnere på Lanterns, finder vi Peter Silberman fra The Antlers. Så vi kan vist roligt sige, at det her er en herre der har mange jern i ilden, men også samtidig et godt komponist-øre, og gode venner. Det kan undertegnede i hvert fald skrive under på og jeg kan på det varmeste anbefale denne lille perle af et album på 9 skønne numre. Tjek et par af dem ud her:

Og glæd dig til d. 31. januar 2014, hvor han kigger forbi Stengade i København.

Opdatering: Hør hele pladen her!

efterårstoner

Det er ved at være lidt tid siden jeg sidst skrev noget herinde, studielivet tager meget af min tid og mine kræfter. Men på vej til skole i morges, faldt jeg over en god gammel kending som jeg forbinder rigtig meget med efteråret… irske Damien Rice, som for 10 år siden udgav sit debutalbum ‘O‘. En plade der har fulgt mig i tykt og tyndt igennem en del år efterhånden, og i morges inspirerede den mig til at lave den her efterårsplayliste, da det må siges at efteråret virkelig er ovre os pt. Og resultatet er som følger:

Først og fremmest her den føromtalte Damien Rice med en meget efterårs-agtig video og sang, som går lige i hjertekulen:

Britiske Ed Harcourt kan absolut ikke undgås i denne sammenhæng, der med sin plade ‘Here Be Monsters‘ fra 2001 leverer en perlerække af efterårs-numre, og selvom jeg ikke kunne finde det nummer jeg gerne ville have streamet (Those Crimson Tears til de nysgerrige), får i her et nummer der er mindst lige så god i stemningen…
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/2315212″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=2747cf” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Til en lidt mere nutidig, og ikke mindst aktuel sag, så er der danske Soffie Viemose (som iøvrigt gæster Poetry In Mono d. 1. december), med dette dejlige melankolske og meget simple nummer som stjal mit hjerte allerede ved første lyt i sin tid…

Tilbage til det noget ældre…nemlig Nick Drake, som jeg for nylig fik genopfrisket. Åh det er smukt!

Patrick Watson og hans plade ‘Close To Paradise‘ fra 2006, et blevet en symbolsk plade for mig når det kommer til efteråret. Når jeg lytter til den, dukker der mørke billeder op inde i mit hoved med visne blade i Kolding. Det er en stemning der vil noget, og bestemt ikke ment som en negativ ting!

En anden jeg heller ikke kan komme uden om når bladene skifter farver og blæser om ørerne på én, er Sam Amidon..

Og nu vi er igang, er The Antlers jo heller ikke til at overhøre, og så faldt jeg lige over denne flotte efterårs/vinter-agtige video:

Jeg skal ind og se Grizzly Bear om under 2 uger, og glæder mig som et lille barn. Så selvfølgelig er de også på min playliste. Her med en gammel kending:

Av…her på falderebet bliver jeg simpelthen nødt til at tilføje dette vidunder af en efterårsperle! Det er igen Patrick Watson, men fra hans seneste plade ‘Adventures In Your Own Backyard‘:

albums 2011 – et lille oprør

Jeg gør lige oprør imod det Rune og jeg ellers havde aftalt som grundregler for året albumlister. Vi havde aftalt at vi skulle lave en top 10 på udenlandske albums og en top 5 på danske albums, som selvfølgelig er udkommet i år. Men da undertegnede kun har fået lyttet grundigt nok til 5-6 ud af de 14 udenlandske plader jeg har liggende fra i år, og har mange flere danske plader på samvittigheden end der ville være plads til på en top 5, så har jeg besluttet mig for at gøre oprør og lave en samlet top 10, som er blevet som følger:

#10: Loney Dear – Hall Music
Selvfølgelig skulle én af mine absolutte yndlingsmusikere finde vej til min top 10, når nu han har udgivet nyt igen. Det er en rigtig dejlig og smuk plade som man ville kunne forvente, men den er efter min mening dog ikke helt så helstøbt som hans tidligere værker, og det gør at han på trods af favoriseringstendensen, er havnet så langt nede på denne liste.

#09: Hunch Bettors – Splash-Dancing Kids EP
En rigtig dejlig EP som har fået åbnet mine ører for alvor for det her band. Er spændt på at se hvad de har at byde på når de engang udkommer i albumformat. Indtil videre tegner det rigtig godt, og jeg er helt forelsket i vokalen.

#08: Kurt Vile – Smoke Ring For My Halo
Som så mange andre, opdagede jeg først ham her i år med denne dejlige plade. Jeg ved ikke helt hvad det er ved pladen her som har charmet sig sådan ind på mig.

#07: The New Spring – The New Spring
Som vi har været inde på et par gange herinde, så er dette en dejlig let og enkel plade, som vi er meget glade for. Undertegnede dyrkede den især lige omkring dens udgivelse hvor hun erhvervede den på den fine musikcafé, Musiksmag i Jægersborggade til releasen.

#06: Hymns From Nineveh – Hymns From Nineveh
Vi havde som bekendt meget store forventninger til denne plade på bloggen her, og den levede bestemt også op til det. Det er en ganske helstøbt plade som har noget på hjerte hele vejen igennem.

#05: Larsen & Furious Jane – Dolly
Nok én af de mest helstøbte danske plader i år. Den er genial fra ende til anden og, som jeg også var inde på i Årets Sange indlægget, skaber et fantastisk rum til denne her drømmeverden som vi alle hver især kan leve os ind i nu og da. Det er en plade som har taget mig månedsvis at komme ind på, men det er jo, som man siger, som regel også den slags plader der holder længst.

#04: The Antlers – Burst Apart
Endnu en plade som har taget det meste af året at komme ind på livet af. Men da det endelig skete, var undertegnede meget overbevist og købte straks billet til årets koncertoplevelse nr. 1, hvor også sangene fra denne plade virkelig kom til sin ret.

#03: Dirty Beaches – Badlands
Den her plade har virkelig ramt mig de sidste par måneder. Rune og jeg skulle have været inde og se dem på Mercury Lounge i New York i maj måned, men var for trætte da det kom til stykket. Dog minder musikken mig stadig om et af årets højdepunkter som var turen til New York. Det er en kort, men yderst lækker plade, især på en sløv tømmermændssøndag.

#02: Alcoholic Faith Mission – Ask Me This
Helt sikkert også blandt årets danske plader! Den er så gennemført lækker. Kan ikke rigtig sætte ord på hvorfor jeg er så glad for den, men den har i hvert fald fortjent en flot 2. plads blandt årets plader.

#01: Ulige Numre – Ulige Numre EP
Årets absolutte positive danske overraskelse! Selvom sammenligningerne er mange i pressen, og jeg selv synes at forsangeren, Carl Emil, minder mig om en blanding af C.V. Jørgensen, Nikolaj Nørlund og en ung Michael Falch (fra Malurt dagene) når jeg oplever dem live, så synes jeg stadig de i den grad er deres egne. Det er en dejlig EP, som har fulgt mig i tykt og tyndt siden den dag den udkom, hvor jeg var lige ved at fare vild i København op til flere gange fordi jeg koncentrerede mig for meget om musikken. Jeg er meget spændt på hvad de har at byde på engang i fremtiden…

Her er en teaser på hvad EP’en har at byde på:

Normalt plejer jeg at skille EP og albumformatet ad, men det er som om at det ikke giver så meget mening mere.

Af andre plader der er værd at nævne fra 2011, men som enten ikke nåede igennem nåleøjet eller jeg for den sags skyld ville have ønsket jeg havde fået lyttet mere til:
Beirut – The Rip Tide
Tyler, The Creator – Goblin
Powersolo – Buzz Human
One Year From Home – The Strip
Penny Police – Thieves Like Us
Cass McCombs – Wit’s End
Yellow Ostrich – The Mistress

One Year From Home har begået en smækker lækker EP, som jeg ville ønske jeg havde haft plads til på min liste. Penny Police har også fat i den lange ende, og jeg er spændt på at se hvad hendes fuldlængde debut kommer til at byde på i 2012.

Tak fordi i følger med og godt nytår fra mig! 🙂

sange 2011 – en top 10

I takt med at albumformattet får mere og mere kamp til stregen pga. Mp3’en, ville det være meget naturligt at lave en topliste over årets sange. Disse toplister bliver dog ikke, som med vores albumlister, delt op i dansk vs. udenlandsk, men derimod en god blanding af begge.

Rikke:
– Som ethvert andet år, har 2011 indeholdt lidt af hvert. Det bedste jeg gjorde for mig selv, var at tage springet og rejse helt alene til New York for at besøge min medskribent, Rune. Det har, når jeg tænker tilbage på året, nok været den uge i 2011 hvor jeg har smilt allermest. Derudover har 2011 også budt på personlige sejre, såvel som personlige tab. Altsammen ting som jeg synes min top 10 over årets sange dækker meget godt…

#10: Endurance In Christmas Time – Hymns From Nineveh
– Selvfølgelig skulle Hymns med på denne liste. Det var ellers tæt på at de blev slået af Kurt Vile…men netop lige denne her sang skulle bare med på min top 10. Hørte den for første gang for et par år siden da Jonas Petersen (Hymns From Nineveh) indspillede en lille julehilsen i form af en youtubevideo (den findes desværre ikke længere online), ved forældrenes klaver hvor han spillede denne fantastisk dejlige sang, som siden har været klistret fast i min hjerne. Så det var en stor glæde at opdage at den havde fundet vej til hans meget roste julealbum.

#09: Got No Fear – Powersolo
– Opdagede denne her sang da Rune og jeg skulle forberede vores første DJ tjans til vores eget arrangement, Poetry In Mono på Stengade i oktober. Elsker det og kunne blive ved med at høre det om og om igen! Det er sådan et nummer mine forældre ville hade fordi at det lyder lidt som om at det er gået i hak.

#08: Maybe Love – The New Spring
– Her er et bevis på hvor simpelt en sang kan finde vej ind til dit hjerte. Det var også kærlighed ved første lyt, og har været det lige siden.

#07: Video Games – Lana Del Rey
– Kæmpe overraskelse og direkte forelskelse ved første lyt. Denne sang har det hele!

#06: Sunlight – Larsen & Furious Jane (Billedet)
– Pladen har taget næsten hele året at komme ind under huden på mig, men den her sang er virkelig fantastisk og har det her eftertænksomheds-sus, som jeg ofte holder vældig meget af. Det at kunne sidde i en bus eller bil på farten og bare svæve sig væk i musikken og tankerne. Den minder mig om en bustur på tværs igennem Danmark i august.

#05: Sweet 17 – Dirty Beaches
– Det her band har taget mig med storm i 2011. Jeg er helt tosset med lydbilledet og den her sang har fulgt mig i tykt og tyndt det meste af året. Jeg glæder mig som et lille barn til jul, til når de kommer på besøg på Stengade d. 28. februar 2012.

#04: Yonkers – Tyler The Creator
– Er vild med beatet i det her nummer. Jeg ved at Rune m.fl. er meget overrasket over at sangen har fundet vej til min top 10, da det ligger milevidt fra hvad jeg ellers dyrker af musik, men der er bare et eller andet over ham her som er interessant nok til at han kan liste sig ind blandt årets bedste 10 sange i mit univers 2011. Han har i hvert fald været med på mange løbeture.

#03: København – Ulige Numre
– Én af årets store overraskelser. Sangen fungerer bedst på følelsesregisteret når man ser den tilhørende video, men ikke mindst lige så meget når man oplever den i levende live med blæsere og hele pivtøjet. Det bliver så spændende at følge det her band de kommende år.

#02: Putting The Dog To Sleep – The Antlers
– The Antlers’ anden plade tog en del tilløb før den for alvor bed fast. Faktisk var det dette smukke smukke nummer som fangede min opmærksomhed først…derudover har det fulgt mig tæt i en periode i år, hvor jeg mistede en god ven til kræften.

#01: Alaska – Alcoholic Faith Mission
– Det er nok én af de sange jeg har lyttet allermest til i år. Jeg elsker energien i det, og hver gang jeg har hørt det har jeg tænkt tilbage på den superfede koncert de gav på Stengade i oktober hvor bandet fik overbevist spillestedslederen om at indie også kan være superfedt!

Rune:

– Det der gør sådan nogle årslister svære er, at man jo har næsten et helt år til at nyde nogle af numrene, mens andre er helt friske i erindringen og oplevelsen. Sådan en liste er min – nogle numre har jeg rå-hørt, mens andre kunstnere først er dukket op senere hen, og er ret så nye. Mange af kunstnerne er helt nye for mig: McCombs, Frahm, Jaar, Destroyer, men det er jo også det, der gør musik så fantastisk. Man stopper aldrig sin udforskende færd. Håber, at der er nogen, der bliver fristet til at lytte til nogle af disse – i min optik – fremragende sange.

#10: The Lonely Doll – Cass McCombs
– Et meget ukompliceret nummer fra McCombs, jeg først stiftede bekendtskab med i dette år. Wit’s End er desuden en fremragende plade.

#09: Familiar – Nils Frahm
– Den tyske pianist/producer har begået et smukt album med Felt fra i år, og den meget nærværende lyd, albummet indeholder træder for alvor i karakter på Familiar, men det kunne have været mange andre fra samme plade.

#08: Être – Nicolas Jaar
– Dejlige lydkollager fra den amerikansk-chilenske elektroniske musiker. Être er blot indledningen til pladen, som har et afslutningsnummer af samme navn, men det er voldsomt stemningsskabende, og eksemplificerer tonen fra hele pladen.

#07: Chord Steps – Messy Shelters
– Mikkel Bolding har virkelig skabt en perle med Chord Steps. Smukke guitarfigurer i fin forening med Boldings insisterende vokal.

#06: Barricades – The New Spring
– Et hjerteskærende nummer. Musikvideoen viser rydningen af Brorsons Kirken, og jeg formoder, at nummeret er inspireret heraf. I hvert fald er det i al sin enkelthed et af de smukkeste numre, der er lavet af en dansk musiker i år.

#05: I’m On One feat. Lil’ Wayne, Drake, & Rick Ross – DJ Khaled // Marvins Room / Buried Alive (Interlude) (Feat. Kendrick Lamar) – Drake
– Drake har ydet konstante bidrag til mine playlister i løbet af året. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skubbe mig i en grænsen-til-fløde-r’n’b-retning – men hans blanding af netop det og rap, har fundet et rimeligt grænsefelt, som jeg synes er ganske formidabelt. I’m On One er en all-star sang med masser af ørehænger-værdi – den anden er en af de føromtalte mere afdæmpede, men smukt rammende i lyrikken.

#04: On Tour – Kurt Vile
– Jeg elsker lyden i dette nummer – et af den slags, man kan høre på repeat. Men i virkeligheden behøves man ikke høre den på repeat, for Viles seneste helspiller er indenfor samme spektrum. On Tour er bare højdepunktet.

#03: Bay of Pigs (Detail) – Destroyer
– Over 11 minutter langt, men overhovedet ikke et minut for meget. Albumlukkeren fra Kaputt i år er et af de smukkeste musikalske øjeblikke. Desuden er det ren vellyd på resten af albummet.

#02: Sunlight – Larsen & Furious Jane
– Favoritnummeret – det eneste der går igen mellem Rikkes og min liste – fremragende og smukt. Ganske enkelt.

#01: Get Away – Yuck
– En fantastisk fængende sang med tilpas distortion, melodi og vellyd – lige efter min smag. Lækre energiske stykker og vers med en eftertænksomhed og fordybelse. Jeg elsker det nummer, og jeg tror, at jeg har hørt det en trillion gange i år. Dette nummer – sammen med The Wall – er også grunden til, at jeg var inde at se dem to gange i år. Fremragende.

Lyt til vores ydmyge årliste(r) herunder på Spotify:

Koncerter i 2011 – en top fem

Iceages amerikanske debut, Public Assembly, Brooklyn. Juni 2011.

Året der er gået har været et utrolig omfangsrigt koncert-år. Koncerten, der jo som flere antyder, (igen) får en større og større betydning, og som man kan mene, bliver en fare for kunstnerne hver især, da undertegnede (Rune) har en stigende fornemmelse af, at mange musikere kan risikere at udvande efterspørgslen ved netop, at være så tilgængelige overalt på livescenen.

Er det nogle gange nødvendigt at springe en by over her og der, for at bevare interessen? Eller sætte mere eksklusive arrangementer op? Jeg ved det ikke, det er egentlig bare en undren, jeg har gået med, og det er ikke nødvendigvis korrekt, men eksklusivitet er da en efterspurgt ting, og hvis man kan sige, at man har været til et arrangement, som kun 100 har set – så tror jeg, at det har en noget større effekt på publikum, end hvis der er 1000, der har set dig.

Jeg tror endda, at man kan tillade sig, at skrue prisen tilsvarende op – har man et produkt, der er godt nok.

En ting er dog sikkert. Det må højne kvaliteten, at selv ikke udgivne kunstnere, kan turnere vidt og bredt (Reptile & Retard aka. Retard Youth, Deer Bear og mange flere), og nye debuterende danske kunstnere, der har fået vind i sejlene (iceage (billedet), Dad Rocks! og mange flere).

Her følger ikke mindst vores ydmyge bud på en liveliste fra 2011. En svær opgave – skulle jeg hilse og sige.

 

Rune:

#5: (24-07-2011) Global Soul Night: Stevie Wonder, Ricky Minor & Friends (Janelle Monae, Charles Bradley, Sharon Jones, Grace Potter o.m.fl.), Hollywood Bowl, LA:

– En vanvittig oplevelse i Los Angeles. Købte billetter for lidt over hundrede kroner, og fik altså virkelig mange verdensstjerner for pengene. Det var Global Soul Night, som egentlig var en tribute i anledning af Marvin Gaye-pladen What’s Going On’s 40-årige jubilæum.

– Janelle Monae og Charles Bradley, der optrådte som gæster, havde imidlertid kørt på min mp3-afspiller hele sommeren, så det var helt utrolig fedt, at opleve dem i selskab med Wonder, og så på en legendarisk scene, som Hollywood Bowl er (The Beatles spillede der blandt andet i august 1964 og august 1965, som siden hen er udgivet på et livealbum).

#4: (02-06-2011) Ariel Pink’s Haunted Grafitti + R. Stevie Moore, Irving Plaza, New York

– En vanvittig koncert med altid fantastiske Ariel Pink og co. Den blev ikke mindre vanvittig af, at R. Stevie Moore – Ariel Pinks mentor – varmede op. Han kom ud, som det ses på billedet og råbte: “SWAG!” Efterfulgt af: “This is for all the bitches in the house”. Så er man ligesom i gang. Tydelige musikalske paralleliteter, og Ariel Pink var da også at finde på et par numre.

– Ariel Pink’s Haunted Grafitti leverede virkelig varen, og når de kan fyre numre som: Bright Lit Blue Skies, L’estat (acc. to the widow’s maid), Fright Night (Nevermore), Round and Round og ikke mindst Berverly Kills af fra Before Today-pladen, så er undertegnede solgt.

#3: (06-05-2011) The Antlers (Pre-tour concert – performing Burst Apart), Knitting Factory, Brooklyn:

– Jeg opholdt mig tre måneder i New York i foråret, og der købte jeg billet til en koncert i starten af The Antlers’ tour. Pludselig så jeg dog, at de holdte en pre-tour koncert på et mindre spillested. Den var gratis, men startede først på den gode side af midnat. Jeg tror, at jeg så koncerten med 100 andre, og vi fik seriøst noget “for pengene”.

– De spillede hele Burst Apart-pladen fra ende til anden, og derefter fulgte et par favoritter. Det var voldsomt intenst på det lille spillested Knitting Factory (der i øvrigt lå på Manhattan i gamle dage, og hvor der findes en fantastisk bootleg-optagelse med Jeff Buckley fra dette sted).

Du kan faktisk downloade hele The Antlers-koncerten via NYCtaper.

#2: (22-07-2011) Soundgarden + The Mars Volta, Forum, Inglewood, LA:

– Soundgarden OG The Mars Volta på samme aften var næsten for godt til at være sandt for mit lille rockhjerte. Chris Cornell har stået på toppen af min liste, over folk jeg SKAL opleve, så jeg var svært tilfreds med, at kunne krydse denne af.

– Som det fremgår af billedet, var det ikke de bedste pladser, men det gjorde nu ikke så meget. Vi fik alt, hvad vi overhovedet kunne bede om – tror gruppen spillede i 2 1/2 time. Jeg nød især torden-riffet fra 4th of July, men generelt bare en fantastisk oplevelse fra reunion-gruppen.

#1: (16-06-2011) Atlas Sound + White Rainbow + Lichens, St. Cecilia’s Church, Brooklyn

– Min bedste koncertoplevelse i år var Bradford Cox i Atlas Sound i en kirke i Brooklyn i forbindelse med Northside Festival (ja det hedder den faktisk også). Derudover havde han fået følgeskab af to elektroniske connoisseurs, hvor især White Rainbow er stærkt anbefalelsesværdig (Check især dette gratis album ud på Bandcamp).

– Cox spillede helt selv, med de pedaler på billedet ovenfor. Det var en af de koncerter, der i min bog har fået mærkatet: Magisk. Han spillede blandt andet Sheila og Walkabout, samt en del materiale fra Parallax der endnu ikke havde set dagens lys. Jeg hæftede mig dengang ved nummeret Terra Incognita – en lidt spøjs titel, man ikke lige sådan glemmer. Det er stadig en af mine favoritter fra 2011 – det nummer. Derudover var han bare helt afslappet og meget ydmyg, og folk var musestille – en stor respekt for denne mand, blev klart fornemmet, og det så sandelig helt fortjent. Må vi bede til en Roskilde koncert eller andet i det kommende år.

Rikke: 
– Det er altså langt fra alle mine 5 koncert jeg har stemningsbilleder fra, men der er da et par stykker. Efter at have gennemgået mit koncertår 2011, er det gået op for mig hvor sjældent jeg egentlig kommer andre steder hen end Stengade for at se koncerter + at mange af dem jeg så endelig vælger at tage ud og se, ofte er de samme… Så måske et nytårsforsæt i 2012 skulle hedde flere koncerter? Det kunne dog alligevel godt blive til en top 5. For selvom det har været lidt sløvt med antallet, så har det alligevel været et år der har været rigt på de helt fede oplevelser…

#5: Teitur juleshow @ Loppen d. 16. december
– Det var én af de her aftener hvor man genopdager noget musik man ikke havde dyrket længe og det går op for én at man kan hver eneste sang udenad, som om man ikke havde bestilt andet. Alt i alt en fantastisk hyggelig og uformel tur ned ad memory lane og den skæve julemand med hans glowsticks, gjorde det ikke mindre underholdende.

#4: Take That @ Parken d. 15. juli

– En barndomsdrøm gik i opfyldelse ved et tilfælde, og det gik helt klart hen og blev én af de bedste koncertoplevelser i år. Det var stort!

#3: The Eclectic Moniker @ Lille Vega d. 4. november
– Sommer i Lille Vega i november. Jeg oplevede dette band for første gang da de vandt KarriereKanonen på Stengade i maj, hvor salen med ét forvandlede sig til én stor fest. Det samme skete i Lille Vega denne kolde november aften, hvor undertegnede og min medskribent her på bloggen begge havde en fantastisk oplevelse.

#2: Beirut @ Wellmont Theatre, New Jersey, NY 13. maj

– Det har altid været min drøm at opleve mindst 1 koncert i følgende storbyer rundt omkring i verden, London, Berlin, Amsterdam, New York og Paris, så det var derfor en drøm der gik i opfyldelse, da undertegnede og min kære medskribent oplevede denne koncert i det gamle teater i New Jersey. Ikke alene var musikken fantastisk, men det var også meget inspirerende at opleve hvordan amerikanernes koncertkultur er.

#1: The Antlers @ Lille Vega 27. november
– Det var lige med hængende hår at jeg ikke fik oplevet denne koncert pga. en tur på skadestuen som trak ud. Men på grund af stormen som hærgede over Danmark den selvsamme dag, blev koncerten heldigvis forsinket, så jeg kunne få fornøjelsen af at opleve én af de koncerter jeg har glædet mig allermest til i år, og den levede såsandelig også op til forventningerne. Smukt med smukt på!

Efterårs playliste

Der er ikke så meget gang i den herinde, og det skyldes som sædvane travlhed på alle planer. Men derfor er der da stadig tid til at lytte musik. Så derfor et lille kort indlæg om de sange som får mig igennem min hverdag pt:

Indianna Dawn – “I Will Always Miss You

Ulige Numre – “København

The Antlers – “Putting The Dog To Sleep

De to sidstnævnte er iøvrigt begge bands jeg glæder mig rigtig meget til at opleve i levende live henholdsvis d. 17. november på Spillestedet Stengade (Ulige Numre + Den Fjerde Væg) og 10 dage senere d. 27. november i Lille Vega (The Antlers + Dry The River)

2010 del 1

Som enhver anden musiknørd, er det ganske normalt, ja nærmest et krav at have en profil på last.fm. Vi her på blaa vinyl har haft det i snart 6 år, hvilket er blevet til en hel del afspilninger i tidens løb (læs: gennemsnitligt 10.000 sange pr. år). Det er pænt mange sange i nogles ører, især når man tænker på at vi også dyrker vinylen i stor grad på sidelinjen. Men derfor kan det stadig være sjovt..specielt her i dagene op til afsløringen af vores toplister over 2010, at lægge vores last.fm top 10 lister op her på siden. Dels fordi at de måske afspejler vores top 10 lister selvom ikke alle kunstnere på listerne har været aktuelle i 2010, som er kravet på vores lister, som vi offentliggør herinde på fredag:

Runes mest populære artister og albums i 2010:
1. Kings of Convenience (272)
2. CODY (199)
3. Raekwon (147)
4. Elliott Smith (145)
5. Agnes Obel (124)
6. M. Ward (122)
7. Mew (118)
8. Midlake (115)
9. Gorillaz (107)
10. jj (106)

10 mest spillede albums:
1. Kings of Convenience – Declaration of Dependence
2. CODY – Songs
3. Raekwon – Only Built 4 Cuban Linx, Pt. II
4. Mew – No More Stories Are Told Today, I’m Sorry, They Washed Away
5. Agnes Obel – Philharmonics
6. Larsen & Furious Jane – The Big Payoff (Torsten Larsen solo)
7. Gorillaz – Plastic Beach
8. Shout Wellington Air Force – Clean Sunset
9. Electrojuice – Solrock
10. Elliott Smith – New Moon

Rikkes mest populære artister og albums i 2010:
1. Ed Harcourt
2. Murder
3. Forest & Crispian
4. Loney, Dear
5. Figurines
6. The Bear That wasn’t
7. Kings of Convenience
8. Efterklang
9. Hymns From Nineveh
10. Twins Twins

10 mest spillede albums:
1. The Bear That Wasn’t – And So It Is Morning Dew
2. Ed Harcourt – Lustre
3. Twins Twins – Until Dawn
4. Efterklang – Magic Chairs
5. Hjaltalín – Terminal
6. Isbells – Isbells
7. Murder – Gospel of Man
8. Arthur Russell – Love Is Overtaking Me
9. The Acorn – Glory Hope Mountain
10. The Antlers – Hospice

Måske i via ovenstående lister kan gætte jer frem til hvilke albums der når igennem nåleøjet til årets lister over årets bedste albums på fredag? 🙂

Årets udenlandske udgivelser

Vores danske top 10’er endte ud med næsten hele 20 forskellige bud på hvilke albums der havde gjort indtryk i løbet af 2009. Ganske bemærkelsesværdigt synes vi selv, men også fedt. Med et endnu større udvalg på den udenlandske scene, skal det blive interessant og se om listerne bliver lige så alsidige igen…

De ti bedste udenlandske plader:

Runes ti bud:

10. The Beatles – The Beatles Stereo Box Set

Det er sjældent at genudgivelser for lov at optræde på en årsliste. Dette år bliver der gjort en lille forskel da året her ikke har været ligesom alle andre år. Når bagkataloget fra et band som The Beatles bliver genudgivet i en lydmæssigt meget forbedret form, så er det ikke noget der kan forbigås på denne liste.

9. Fuck Buttons – Tarot Sport

Fuck Buttons er uden tvivl i en klasse for sig selv indenfor deres støjede digitale univers. Med Tarot Sport har de gentaget succesen fra Street Horrrsing. Surf Solar er fremragende og generelt udvider pladen deres univers betydeligt. Musik når der følelserne ikke holdes tilbage.

8. Girls – Album

Helt igennem gennemført indie-album med solide ørehængere, som måske trækker på ældre indie’ske skabeloner, men som er så mange niveauer over hvad vi er vant til.

7. The Pains Of Being Pure At Heart – s.t.

Bandet med det mest fantastiske navn er storleverandører af en forfriskende naiv og insisterende teenage-støj-pop.

6. THE xx – xx

Der er virkelig skruet ned for de store instrumentale arrangementer på xx. Her hersker simplicitet og enkelthed, med den ene begrundelse at der ikke er behov for mere. Musikken formår uden tvivl at formidle og levere interessante, drømmende og ikke mindst utrolige cathcy sange.

5. jj – jj No2

Jj har bedrevet en kort plade, der næsten grænser til ep-længde men med så ufattelig meget charme.

4. Grizzly Bear – Veckatimest

Der findes nogle fantastiske sange på Veckatimest hvor Two Weeks og While We Wait For the Others er nogle af de stærkeste. Grizzly Bear nu med mere tilgængeligt materiale og med en fornemmelse for at skrue et genialt arrangement sammen. Bandet er vokset så uendelig meget siden deres første plader hvoraf Horn Of Plenty har været den mest gennemførte for undertegnede, og det er ligeså meget det faktum der gør denne plade til en bedrift. Grizzly’erne viser at de kan meget mere, og at de er nogen man for alvor skal holde et skarpt øje med.

3. Bon Iver – Blood Bank

Selv dette kun er en ep fra amerikanerens side, så viser den flere sider af den utroligt talentfulde alternative folk-sanger. Det er fire vidt forskellige numre, og selvom han også i dette år har udgivet en plade med konstellationen Volcano Choir, så er det så absolut hans solo-præstationer der er værd at hæfte sig ved. Jeg vil anbefale enhver at tage en lytter til disse himmelske fire numre.

2. The Antlers – Hospice

En utrolig stemningsfuld plade. Selvom emnet er utrolig sørgmodigt (pladens titel siger vist det hele) og vanvittig sentimentalt, så besidder alle numre en nerve der sjældent er set mage. Jeg er stor tilhænger at den utrolig nærværende rumklangs-sovs der er benyttet på vokalen, det er så veldoseret i netop denne sammenhæng at det netop underbygger det patetiske emne. Det er næsten som en film hvor vi følger et skæbnesvangert sygdomsforløb, og hele tiden er lytteren den der ligger øre til den sagte røst, der indlemmer os i en af de hårdere tider i et menneskes liv. Det er bemærkelsesværdigt hvor troværdigt det bliver formidlet og så uden at det bliver en tåreperser.

1. Animal Collective – Merriweather Post Pavillion

Dette er måske ikke den mest originale kåring, da mange andre sider allerede har lovprist denne plade og dens betydning. Jeg læste et sted (som jeg desværre ikke kunne finde), at det var sjovt at det var den alternatives musiks tilbøjelighed til at være mere tilgængelig der bliver lovprist, mens de tilgængelige musikanter bliver lovprist for at være mere alternative. Ja, det er en sjov og relevant betragtning må jeg sige, meld gerne ind hvis i kan huske hvem der har udtalt det, eller er stødt på citatet. Om ikke andet, så er dette album et eksempel på dette, og derudover indeholder det flere af årets absolut bedste numre. My Girls skal nævnes, det skal Brother Sports også, men derfor er alle numre stadig fantastiske. Et vanvittigt nyskabende album (og de er fortsat på deres nyligt udsendte ep Fall Be Kind).

Rikkes 10 bud:

10. The Clientele – Bonfires On The Heath

The Clientele har deres egen unikke lyd, og de holder fast i den. Deres monotone charme har i hvert fald grebet fat i mig endnu engang. Jeg bliver nødt til at opleve dem live i 2010!

9. Bowerbirds – Upper Air

Bowerbirds har, ligesom The Clientele, deres egen lyd som næsten ikke er til at så for. Jeg forbinder af en eller anden mærkværdig grund, Bowerbirds med varme og hygge, og det er bestemt også hvad man får, uanset om man sætter Hymns for a Dark Horse (2007) eller Upper Air fra i år på pladespilleren. Selvom det kunne lyde som om at de er en kende ensformet, skal det lige siges at jeg bestemt ikke keder mig i selskab med deres varme og hyggelige lyd. Mmm.

8. Camera Obscura- My Maudlin Career

Det her er et band jeg uden tvivl har dyrket alt alt for lidt. De har hele tiden ligget lige der rundt om hjørnet og luret, men det er først i år jeg har fået taget mig sammen. Og efter at have oplevet en rigtig dejlig koncert med dem på Loppen, sprang jeg langt om længe på vognen, og jeg har ikke set tilbage ét eneste øjeblik siden. Jeg ved ikke hvad der er med den her plade, men jeg vil ikke give slip.

7. Isbells – Isbells

Der var dem (inkl. min medskribent) der sidste år faldt hovedkulds for Justin Vernons skrøbelige stemme og kårede For Emma, Forever Ago som årets bedste plade over hele linjen. Som i sikkert allerede har gættet, var jeg meget svær at overbevise på den front, og er det stadig tildels. Det komiske er så, at jeg ved et tilfælde faldt over denne her plade kort før jul og holdt af den lige fra start, også selvom forsanger, Gaetan Vandewoude’s stemme og pladen i det hele taget, langt hen ad vejen minder mest af alt, om alt det der netop kendetegner Bon Iver. Et nummer som Without a Doubt med sætningen “I can’t change the world with melodies, but I’ll try“, var nok til at jeg var solgt til stanglakrids. Pladen kan anbefales på det kraftigste! (edit: også hvis du er til Fleet Foxes)

6. M. Ward – Hold Time

Jeg blev først introduceret for denne charmerende sangskriver i år, og startede ud med pladen Post-War fra 2006, som er en lille perle der gik direkte ind under min hud. Da Hold Time så udkom, var jeg helt solgt. Numre som Never Had Nobody Like You og Hold Time gik rent ind i mit univers, så derfor er denne plade meget svær at komme udenom for mit vedkommende.

5. Grizzly Bear – Veckatimest

Jeg har fulgt dem i årevis som morgendagens stjerner og pludselig er de det. 2009 har været Grizzly Bear’s år, uden tvivl. Og jeg finder det alligevel underligt at de pludselig er så eftertragtede, men forstår det på den anden side godt når jeg lægger ører til deres lille mesterværk af en plade. Jeg husker tydeligt den dag jeg købte den med hjem og var helt betaget af både vinyl, cover-art og musik i timevis. Det er smukt,

4. The Antlers – Hospice

Skrøbelig storladenhed er vist de rette ord at bruge om denne plade. Den går lige i hjertet på én og skal med andre ord, egentlig slet ikke beskrives med ord. Den skal høres!

3. The Whitest Boy Alive – Rules

Hvordan kan man begå én af årets bedste koncerter uden også at befinde sig blandt årets bedste plader?! The Whitest Boy Alive har gjort det igen! De har lavet en plade man både kan dvæle ved, skråle og danse til, og jeg elsker det. Gravity ramte mig lige i hjertekulen og blev hængende i månedsvis. Faktisk fristes jeg til at sige at det nummer må være mit dette års soundtrack, hvis man kun måtte vælge 1 nummer. Numre som Keep a Secret, Courage og Island kan når som helst få mig på dansegulvet.

2. Múm – Sing A-Long To Songs You Don’t Know

Múm plejer at lave plader jeg kan svæve til drømmeland med i ørerne. Dvs. plader jeg sjældent satte på i dagtimerne medmindre der stod en dejlig middagslur på menúen. Det skal ikke menes som en dårlig ting, men derimod en måde at sige på at múm som regel ikke laver plader man kan synge eller danse til. Det mærkat har de droppet denne gang, og lavet en dejlig lille plade proppet med små pop-perler som man både kan danse til og synge med på, hvis man lyster, men også pop-perler der stadig indeholder denne visse “múm-sfære”. Det er det jeg holder rigtig meget af ved denne plade, som selvfølgelig sættes på mest i dagtimerne.

1. Loney, Dear – Dear John

Et soundtrack til den perfekte nattefrost gåtur ned ad mindernes veje. Emil S. er blandt mine yndlingsmusikere, og på trods af dance-hentydningerne på dette album, har han igen igen igen ramt plet lige der hvor det svier allermest bittersødt. En dejlig fornemmelse.

Godt Nytår! 🙂

PS: Vi ved der sikkert mangler en del plader, men størstedelen af begrundelsen til hvorfor de ikke er kommet med på listerne, er ganske enkelt at vi ikke har haft tid til at høre dem endnu…