Damien Rice – blaa vinyl

rainy california

Hvis man savner 00’erne, skal man bare sætte en serie som The O.C. på. Den har det hele; klaptelefonerne, en Facebook-fri verden, og ikke mindst det fedeste soundtrack! Én af seriens hovedpersoner, den meget nørdede og lettere neurotiske Seth Cohen (spillet af Adam Brody) er kæmpe fan af Death Cab For Cutie, som også optræder i sæson 2 hvor fede 00’er bands som The Killers, The Walkmen, The Thrills og Modest Mouse m.fl. også optræder. Ydermere er der et afsnit (afsnit 15 i sæson 2) hvor Beck havde premiere på hele 5 numre fra hans daværende nye album Guero, hvor han også spiller Daniel Johnston‘s “True Love Will Find You In The End“;

The O.C. var i det hele taget en meget toneangivende TV serie, hvor flere bands som Coldplay, Imogen Heap, Beastie Boys, The Shins m.fl. havde premiere på deres dengang nye materiale. Og serien hjalp flere bands med at bryde igennem lydmuren. Listen over musikken der er brugt i seriens 4 sæsoner er også kilometer lang, og den indeholder bl.a. danske bands som Efterklang og Blue Foundation.

Én af mine yndlingsafsnit, er afsnit 14 i sæson 2 kaldet “The Rainy Day Women“, hvor seriens karakterer hver især kæmper med lidt hjertekvaler, og det gør det ikke bedre af at det øs-plask-regner igennem hele afsnittet. Det er de færreste scener hvor det regner i teen-serier der foregår i solstaten Californien, hvis man tænker over det, og det gør man når det pludselig står ned i stænger.

Afsnittet starter ud i absolut mol med silende regn og introen af “In Every Sunflower” af irske Bell X1 (som består af store dele af Damien Rice’s tidligere band Juniper) fra deres fremragende debutalbum Music In Mouth (2004):

Sangen går igen senere i afsnittet som virkemiddel til at beskrive de voksne’s hjertekvaler. Hvorimod teenagernes hjertekvaler bliver understreget af Boyz II Men‘s “End Of The Road“;

Afsnittet slutter heldigvis med at de rette finder hinanden i regnen imens “Champagne Supernova” af Oasis kører i baggrunden (yes, det er Seth Cohen der leger Spiderman);

Det her er bare ét eksempel på hvordan musikken på genial vis er med til at fortælle historien om de rige teenagere i Orange County. Så hvis du ikke lige synes at den danske sommer er noget at råbe hurra for, så lav dig en portion popcorn og tænd for Netflix.

efterårstoner

Det er ved at være lidt tid siden jeg sidst skrev noget herinde, studielivet tager meget af min tid og mine kræfter. Men på vej til skole i morges, faldt jeg over en god gammel kending som jeg forbinder rigtig meget med efteråret… irske Damien Rice, som for 10 år siden udgav sit debutalbum ‘O‘. En plade der har fulgt mig i tykt og tyndt igennem en del år efterhånden, og i morges inspirerede den mig til at lave den her efterårsplayliste, da det må siges at efteråret virkelig er ovre os pt. Og resultatet er som følger:

Først og fremmest her den føromtalte Damien Rice med en meget efterårs-agtig video og sang, som går lige i hjertekulen:

Britiske Ed Harcourt kan absolut ikke undgås i denne sammenhæng, der med sin plade ‘Here Be Monsters‘ fra 2001 leverer en perlerække af efterårs-numre, og selvom jeg ikke kunne finde det nummer jeg gerne ville have streamet (Those Crimson Tears til de nysgerrige), får i her et nummer der er mindst lige så god i stemningen…
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/2315212″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=2747cf” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Til en lidt mere nutidig, og ikke mindst aktuel sag, så er der danske Soffie Viemose (som iøvrigt gæster Poetry In Mono d. 1. december), med dette dejlige melankolske og meget simple nummer som stjal mit hjerte allerede ved første lyt i sin tid…

Tilbage til det noget ældre…nemlig Nick Drake, som jeg for nylig fik genopfrisket. Åh det er smukt!

Patrick Watson og hans plade ‘Close To Paradise‘ fra 2006, et blevet en symbolsk plade for mig når det kommer til efteråret. Når jeg lytter til den, dukker der mørke billeder op inde i mit hoved med visne blade i Kolding. Det er en stemning der vil noget, og bestemt ikke ment som en negativ ting!

En anden jeg heller ikke kan komme uden om når bladene skifter farver og blæser om ørerne på én, er Sam Amidon..

Og nu vi er igang, er The Antlers jo heller ikke til at overhøre, og så faldt jeg lige over denne flotte efterårs/vinter-agtige video:

Jeg skal ind og se Grizzly Bear om under 2 uger, og glæder mig som et lille barn. Så selvfølgelig er de også på min playliste. Her med en gammel kending:

Av…her på falderebet bliver jeg simpelthen nødt til at tilføje dette vidunder af en efterårsperle! Det er igen Patrick Watson, men fra hans seneste plade ‘Adventures In Your Own Backyard‘:

tre blaa #2

The Frames – When Your Mind’s Made Up

Først og fremmest, til den opmærksomme læser; vi beklager at blaa vinyl har været nede. Præcis hvorfor ved vi ikke…men vi arbejder pt på at få siden top tunet igen. Derfor skal i selvfølgelig ikke snydes for indlæg…

Det nyeste tiltag her på bloggen, kaldet “tre blaa #x” hvor Rune og jeg skiftevis vil komme med bud på hvilke 3 sange der pt. er blandt favoritterne, hvadend det kommer til at være lige så blandet som et mixtape, eller om der kommer til at være en tematik over, vil være op til den enkelte. Undertegnede her vil starte ud med en tematik.

Der er højt til himlen i Irland, eller det er i hvert fald hvad man kan gætte sig frem til når man hører en typisk irsk singer/songwriter. Dette blev undertegnede mindet om en søndag eftermiddag, da jeg satte filmen Once på og skrålede med fra start til slut. For som jeg har været inde på før herinde, så har de irer altså et eller andet med at råbe deres sange ud, og i søndags fandt jeg ud af at man ikke nødvendigvis behøver at føle det de synger om i deres sange, men bare det at skråle med, gjorde alligevel underværker.

Videoen herunder viser ét af mine yndlingsklip fra filmen, nemlig da bandet er i studiet for at indspille deres demo, og de er kommet til sangen When Your Mind’s Made Up. Jeg elsker energien i den… (sangen er desværre klippet lidt i videoen, men kan høres i sin fulde længde nedenunder):

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/11825561″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

Damien Rice – Elephant

Og når man nu alligevel er ved de højlydte irer, hullede guitarer og hvad ved jeg, så kan man selvfølgelig ikke komme uden om Damien Rice, som altid er god for en sang hvor følelserne hænger udenpå tøjet, og videoen nedenfor demonstrerer netop dette. En smuk smuk sang!:

Bell X1 – Tongue

Damien Rice’s gamle band (tilbage i 90erne) Juniper, der den dag i dag går under navnet Bell X1, slipper da heller ikke udenom denne top 3. Deres album Music In Mouth fra 2003 har mere eller mindre fulgt mig lige siden, og det er en lige stor fornøjelse hver gang jeg genopdager pladen. Især nummeret her, vil altid være blandt favoritterne:

Irer, huller i guitaren og !!

Jeg diskuterede engang Damien Rice med én, som ikke kunne fordrage manden på grund af at han går fra nærmest hvisken til råben på splitsekunder når en sang tager en intens drejning. Med fare for at drage alt for mange paralleller, vover jeg at påstå, at den irske halvdel af The Swell Season – Glen Hansard (også fra The Frames), har den samme ting. Det slog mig i går aftes da jeg sad drømmende i studie 2 i DR Byen og oplevede The Swell Season i levende live. Der er visse ligheder mellem de to irer – Damien og Glen.

Det skal så lige siges, at råberiet dog er en ting jeg netop altid har holdt af ved Damien Rice og ikke mindst også Glen Hansard, fordi det er en dejlig forløsende måde at få budskabet igennem på.

Jeg så engang Damien Rice på Loppen (og senere igen på Lille Vega), og bortset fra at det var den bedste koncert jeg nogensinde har oplevet med manden, husker jeg tydeligt hvor forbavset jeg var over at han kunne spille på en guitar der var så slidt, at der var hul i den der hvor hånden snitter hver gang der tages en akkord. Jeg har set et par slidte guitarer siden, men fandt det pudsigt, at Glen Hansard også dyrker den superslidte guitar. Om det er et tilfælde eller bare irernes kendemærke, er ikke til at sige. Men det er da lidt pudsigt?!

Bortset fra det, var det en superlækker koncert i en kanon akkustik, der passede musikken rigtig godt. Publikum var velopdraget og sad musestille hele aftenen (bortset fra et par væltede ølflasker, som Hansard dog syntes var vældig underholdende, fordi han ikke selv måtte få nogen drikkevarer med op på scenen (det plejer da at være omvendt?))!

Mine favoritpunkter ved koncerten, var når Hansard og hans kvindelige makker, Marketa Irglova, akkompagnerede hinanden. Det var så smukt så smukt, og med den førnævnte lækre akkustik, var det lige til at få gåsehud over. Et glimrende eksempel herpå, kan nydes nedenfor (bemærk den hullede guitar):

Hallelujah

Min medskribent og jeg, vil nok aldrig kunne blive enige om hvem der har lavet den bedste coverversion på klassikeren Hallelujah af Leonard Cohen. Én ting er sikkert, jeg er og har aldrig været begejstret for originalversionen, da jeg ikke synes at den på nogen måde får det frem i sangen som den skal.

Jeg ved at der er omkring en milliard kunstnere der igennem tiden har fortolket sangen, men jeg kender kun til Rufus Wainwright, Damien Rice og Jeff Buckley’s versioner, hvoraf jeg har virkelig svært ved sidstnævnte. Tilgengæld synes jeg Damien Rice’s version (se/lyt nedenfor) er den bedste af de tre, da det virker som om Rufus’ spilles med alt for meget tempo og for lidt følelse, og Jeff’s har bare noget at gøre med at jeg ikke er så meget til hans musik generelt (nu bander Rune!).

Her er den version jeg indtil i dag, altid har refereret mest til:

Men det der gjorde, at jeg valgte at skrive om sangen i dette indlæg, er rent faktisk en splinterny version af den fra i går, fremført af ingen mindre end Justin Timberlake og Matt Morris (søn af country stjernen Gary Morris). Hvilket de er kommet ganske glimrende igennem hvis du spørger mig. Jeg har en stor portion respekt for Justin, og den er ikke blevet mindre efter at jeg har set/hørt ham fremføre denne sang. Den har det hele, og den er ikke alt for blødsøden (med det menes der, at amerikanere ofte har det med at blive alt alt for blødsøden når det kommer til følsomme emner):