For en uge siden havde undertegnede den store fornøjelse at opleve Heartland Festival ved Egeskov slot for allerførste gang, og kun for én dag. Men hvilken dag det var. Propfyldt med indtryk. Heartland rummer uden tvivl én af landets smukkeste festivalpladser, som ikke er særlig stor, men alligevel rummer rigtig mange indtryk og godt med albuerum. Samt en masse hyggelige kroge, pynt, og ikke mindst den eventyrlige magi selve Egeskov slot kaster over pladsen. Se bare nogle af billederne her (som vel at mærke ikke har fået filter på nogen af dem…for på Heartland behøver man ikke filter):
Allerede på turen ind imod selve pladsen, blev man fyldt med indtryk, og selvom jeg hjemmefra havde forberedt mig lidt ved at nærstudere kortet over festivalpladsen, så gik der alligevel lidt tid før jeg havde det fulde overblik over den forholdsvis lille plads. Jeg havde med vilje ikke lagt så mange planer hjemmefra, for eftersom det var min allerførste tur til festivalen, og jeg kun skulle være der én dag, ville jeg hellere lade tilfældighederne drive mig, end at skulle drøne rundt efter et tilrettelagt program. Den eneste must see med stort M, var selvfølgelig Grizzly Bear på Highland scenen kl. 21:00. Selv samme band var da også igang med lydprøverne imens jeg før portene åbnede for publikum, bevægede mig ind mod pladsen. Der gik det op for mig hvor meget jeg i virkeligheden glædede mig til koncerten, så jeg gik med det samme over imod området ved scenen for at tjekke den ud og lige orientere mig, inden turen gik over imod presseteltet på den anden side af festivalpladsen.
Men inden jeg nåede så langt, fik jeg øje på en høj genkendelig skikkelse der gik tværs over pladsen. Det viste sig at være Ed Droste fra Grizzly Bear. Jeg sagde hans navn, og tog solbrillerne af, da han genkendte mig og udbrød; “Is it who I think it is?!” og gik mig i møde med en kæmpe krammer. Vi snakkede lidt om hvor begejstret han allerede var for omgivelserne, og hvor perfekt jeg synes de passede ind på Heartland, når nu de desværre ikke skulle spille et såkaldt klub-job i Danmark på denne tour. Derudover gik det op for os at det i maj var præcis 12 år siden vi mødte hinanden første gang på Pitstop i Kolding, og om hvor sjov en aften det også havde været (om det var denne snak der gjorde at han under koncerten nævnte alle 5 byer fra deres mini-tour i maj 2006, vides ikke….men måske?). Efter lidt tid med hyggesnak, skulle han videre og se om han kunne finde resten af bandet og noget mad, så vore veje gik hver til sit, og jeg så ham først igen da de 4-5 timer senere stod på scenen. Jeg fik desværre ikke dokumenteret vores lille møde, da jeg er enormt dårlig til at spørge efter selfies, og ikke rigtig bryder mig om konceptet, så i må tænke jer til det.
Efter dette lille spontane møde, fandt jeg ind i presseteltet, fik registreret mig, og fik lidt vand, inden turen igen gik ud på pladsen, hvor jeg fortsat gik mange indtryk i møde, inden jeg rendte ind i en god ven, som tog mig med over til Prxjects scenen. Han, Niels Bagge (aka Vinnie Who) og Christian D’or skulle DJ’e til scenens åbningsreception en times tid senere. Her blev jeg hængende noget længere end jeg egentlig havde tænkt jeg skulle blive hængende på ét sted ad gangen, eftersom jeg jo kun var på festivalen den ene dag. Men det var simpelthen så hyggeligt med en masse gode mennesker, og signaturdrinken Heartland spritzeren smagte rigtig godt, og så var det samtidig den perfekte opvarmning til koncerten kl. 21:00. Jeg er efterfølgende blevet enig med mig selv om at det var det helt perfekte valg at blive hængende så længe, men det kommer jeg tilbage til senere.
Kl. 20:00 brød receptionen lige så stille op, og jeg så mit snit til at smutte over i presseteltet og få lidt mere tøj på, for selvom solen var fremme, var vinden rigtig strid denne dag, og det føltes derfor ret koldt. Her mødte jeg Brian Virenfeldt fra Musikblogger.dk og vi blev enige om at jagte det gode solnedgangsbillede med slottet inden vi skulle til hver vores koncert. Det viste sig at være en større opgave end som så, og med den knappe tid vi havde, blev dette mit bedste shot:
Vi sagde farvel til hinanden, og jeg bevægede mig over imod Highland scenen, købte mig en øl og indfandt mig på min “sædvanlige” plads på anden række i højre side foran Christopher Bear’s trommesæt. Med undtagelse af den første koncert i 2006 på Pitstop, har denne plads været min plads. Det startede med en tilfældig placering til koncerten på Roskilde Festival i 2007, og har så til de efterfølgende koncerter på VEGA i 2009, og i Falkoner Salen i 2012 været der jeg har stået. Så denne koncert var selvfølgelig ingen undtagelse. Bandet kom endelig på scenen, super veloplagte, og gik straks igang med at spille. Det er her enkelte anmeldelser har talt om at lyden skulle have svinget meget i kvalitet, men det lagde jeg næsten ikke mærke til derfra hvor jeg stod. Jovist var bassen indimellem lige voldsom nok, men det generede mig nærmest ikke. Publikum omkring mig var både fyldt med nysgerrige first timers og fans, og nærmest alle vuggede med lige fra start. Det var en fornøjelse at være en del af, og endnu engang blev jeg bekræftet i Christopher Bear’s eminente trommespil, samt Dan Rossen’s smukke smukke guitarspil og fantastiske stemme i smuk harmoni med Ed Droste’s, samtidig med Chris Taylor’s fantastiske instrument jongleren (som desværre kun er blevet mindre med årene, da de har fået en femte mand med på scenen) imellem bassen og tværfløjten.
Det var tydeligt at de fleste publikummer var kommet for at høre bandets gennembruds-hit ‘Two Weeks‘ fra ‘Veckatimest‘ (2009). Der blev skrålet med fra flere rækker, og det var som om stemningen fik lige et nøk op, men bedst som sangen og publikum peeakede, blev alt stille og mørkt. Et brøl gik igennem publikum. Strømmen var gået. Bjørnene kiggede lettere forvirrede på hinanden og grinede lidt. Jeg stod selv og grinede lidt, og lignede lidt et spørgsmålstegn sikkert. Ed Droste smed armene op i vejret og takkede for en dejlig aften, inden bandet gik af scenen;
Et par forvirrede fyre stod bagved mig og snakkede om hvorvidt koncerten var slut eller ej. Jeg kiggede på uret, og konstaterede at der stadig var 20 minutters spilletid tilbage, så nu var det op til de hurtigtløbende scenefolk at rette op på fejlen, så vi lige kunne få det sidste af koncerten med. Publikum blev heldigvis trofast stående (i hvert fald den del af publikum jeg kunne se fra anden række). 10 minutter senere var der igen hul igennem, og bandet kom smilende ind på scenen igen og fortalte at de alligevel var lidt trætte af at spille sangen, og Ed Droste lyn-nynnede lige det sidste minuts tid publikum var blevet snydt for. Publikum grinede. Han fortsatte med at fortælle at de havde troet at koncerten var slut, og at det var allerførste gang nogensinde at de havde oplevet at alt strømmen gik på den måde. Taylor supplerede mumlende at guitaren var forsvundet i lydbilledet på hans fødselsdag engang. Publikum grinede. Og koncerten kunne hermed få lov til at fortsætte med de sidste to numre. Bandet spillede lidt over tid, men det manglede da også bare. Jeg opdagede at jeg stod og smilede til opover begge ører, og var ikke synderligt mærket af den korte afbrydelse af koncerten. Selvom sådan noget bare helst ikke skal eller må ske, så synes jeg, at når nu det skete, blev håndteret rigtig flot af både publikum, band, og ikke mindst festivalen (som handlede hurtigt). Bandet spillede ufortrødent videre, og det blev en smuk afslutning på en rigtig rigtig god koncert.
Bandet gik af scenen, og publikum forsvandt relativt hurtigt over imod Patti Smith på den store scene. Oprindeligt var det programlagt sådan at Patti Smith først skulle gå igang 5 minutter efter bjørnene, men pga. strømafbrydelsen spillede de ind i starten af hendes koncert, og det har nok resulteret i at de har tabt nogle publikummer, men taget omstændighederne i betragtning, var det rigtig mange der valgte at trodse det, og blev hængende til det sidste. Undertegnede blev stående. Helt mæt af indtryk og høj på musikken. Det var oprindeligt en idé at jeg ville over og se Patti Smith lige bagefter, men i øjeblikket kunne jeg ikke rigtig få mig selv til at gå væk fra scenen og dermed forlade den oplevelse jeg lige havde haft…jeg var ikke klar. Jeg mødte et par piger som havde det lidt på samme måde, det havde været deres første koncert med bandet, og de var uden tvivl blevet fans på denne eventyrlige aften. Christopher Bear kom ind på scenen igen, og begyndte at pakke sit gear ned, da han vinkede ned til mig. En uskreven tradition vi har haft til alle de koncerter jeg har set med dem med undtagelse af Pitstop koncerten. Pludselig fik jeg øje på en bekendt som så lige så fortabt ud som jeg sikkert har gjort, han var ved at finde ud af med sine venner hvad de nu skulle, men han var ligesom jeg ikke klar til at forlade området og oplevelsen, så han sagde farvel til sine venner der ville over til Patti Smith, og vi blev hængende tilbage, efterhånden som de to eneste, og talte om det vi lige havde oplevet. Det var rigtig rart. Og lige så stille fik vi bevæget os over imod Patti Smith…
…men selv da vi kom derover havde jeg virkelig besvær ved at tage imod. Min indtryks-konto var mættet, og med tanke på det, er jeg rigtig glad for at jeg ikke nåede mere end jeg gjorde, for det ville måske have påvirket min oplevelse af Grizzly Bear koncerten?
Mørket havde lagt sig over festivalen, og pludselig blev jeg tvunget til at tænke praktisk, da presseteltet lukkede snart, jeg skulle have styr på hvilken bus jeg skulle med og hvordan jeg fik billet, og alt muligt andet. Det resulterede i at jeg fik forvildet mig rundt på snart hele festivalpladsen, og undervejs fik oplevet en masse forskellige ting. Bl.a. befandt jeg mig pludselig ude på campingpladsen, også kaldet Dreamland, og pludselig, ud af det blå dukkede der et lysende og blødende optog op, som satte kurs mod festivalpladsen. Jeg satte efter dem. Husk på, jeg befandt mig i magiens og eventyrernes land;
De førte mig ned igennem festivalpladsen, hvor jeg fangede dette idylliske syn (som tog sig meget bedre ud i virkeligheden);
Virkeligheden bankede på igen, og jeg gik ned mod udgangen, som var helt mørkelagt. Potentielt farligt tænkte jeg. Men jeg skulle ikke hjem endnu, jeg skulle bare ned og tjekke hvordan jeg købte billet til min bus der kørte til Odense senere. Men det kunne jeg desværre ikke få svar på, da der stod en flok forvirrede frivillige ved et mørkt skur, og sagde at de ikke kunne sælge billetter, for de manglede strøm. Så jeg kæmpede mig tilbage igennem mørket, imod strømmen af festivalgæster der ville hjem. De fyldte hele passagen, så jeg måtte snige mig langs hækkene og nærmest kæmpe mig tilbage til pladsen. Jeg var glad for at jeg ikke skulle med bussen før et par timer senere, for med den menneskemængde og manglende strøm, måtte der eksistere kaotiske tilstande nede ved busserne nu. Tilbage på den halvtomme festivalplads fik jeg mig en godnat øl, og gik ind til Talk scenen for første gang den dag, hvor mine to gode venner fra tidligere, spillede op til dans under nok én af de største diskokugler samt den største “samling” CD’er, jeg længe har set, ;
Det var dejligt at være inde i varmen, og have mulighed for at sidde ned og kigge på det dansende folk, og den fine pynt imens jeg nød min godnat øl og nød de sidste minutter på festivalen. For klokken nærmede sig min busafgang, og jeg vinkede farvel til de to DJ’s og begav mig ud imod udgangen. De havde nu fået sat et stort skarpt lys til at lyse udgangen op, og den store menneskemængde var kørt væk i busser. Jeg var helt høj og mæt ovenpå alle dagens oplevelser, og orkede ikke engang at lytte til musik i bussen. Heartland, det var en rigtig stor fornøjelse, og min taktik om ikke at planlægge for meget, havde virket.
Tak for i år Heartland, og på forhåbenligt gensyn.
