årets plader 2018

Det er blevet tid til den årlige tradition, som jeg undtagelsesvis brød med sidste år, hvor jeg blot fremhævede årets musikalske højdepunkter. Vi genoptager traditionen i år, og jeg har fundet frem til de 10 plader jeg synes er årets bedste plader:

10. 4 Guys From The Future – ‘Headspace

4 Guys From The Future og den gode Bjarke Porsmose er endelig tilbage med en lækkerbisken af en plade efter små 5 års stilhed. Man bliver aldrig træt af den sangstemme.

 

9. Lydmor – ‘I Told You I’d Tell Them Our Story

2018 var for alvor Lydmors år, og det er bestemt fortjent efter dette pragtstykke af popalbum, som tager dig med rundt i verden i en masse forskellige stemninger. Virkelig gennemført.

 

8. Schultz & Forever – ‘Grand Guignol

Jeg havde fornøjelsen at opleve Schultz & Forever live på Stengade for nogle år siden, hvor han skulle teste sit nye materiale af til den kommende plade. Det var en kæmpe oplevelse! Schultz fremførte på “giga-crooner-ekstra-vaganza-vis” sit nye materiale, og det gik rent ind. Det har derfor været lækkert endelig at kunne lægge ører til det igen. Det er poppet, det er lækkert, og det er en fornøjelse at opleve ham i nye klæder.

 

7. Marianne Faithfull – ‘Negative Capability

Jeg har altid kun kendt Marianne Faithfull pr. navn, og er aldrig rigtig nået til at få lyttet til hende. Men det har jeg fået taget hul på i år med hendes seneste udspil, hvor hun bl.a. har skrevet sangene i samarbejde med Nick Cave og Ed Harcourt. Hvilket man godt kan høre, og det er sød musik i mine ører. Derudover har hun på pladen genindspillet (hun havde oprindeligt indspillet den i 1971) hendes cover af min yndlings Bob Dylan sang; ‘It’s All Over Now Baby Blue‘, hvilket jeg ikke var klar over da jeg lyttede pladen igennem den første gang, så det var en dejlig overraskelse, for hun gør det godt. Måske er 2019 året hvor jeg endelig får tjekket hendes bagkatalog ud? Jeg håber i hvert fald at der bliver udgivet flere af denne plade på vinyl, for den er helt udsolgt.

 

6. Cat Power – ‘Wanderer

Chan Marshall er tilbage i sit es, og jeg er vild med det. Jeg faldt for hendes musik med ‘You Are Free‘ (2003), og det er henad samme udtryk hun er tilbage ved, hvilket klæder hende rigtig godt. Nogle gange virker det bare bedst når der er barberet helt ned. Kender du ikke Cat Power så godt, så kan jeg varmt anbefale at lytte til Politikens Poptillæg, hvor du kan blive klogere både på pladen her, men også på hele hendes univers (findes også på iTunes Podcast).

 

5. Kira Skov – ‘The Echo of You

Kira Skov synger på smukkeste vis om det at miste sit livs store kærlighed til døden, og det har på mange måder præget min 2018, da der har været flere alt for tidlige dødsfald i løbet af året. Så har det været rart at sætte denne på og dvæle lidt ved sorgen og eftertænksomheden.

 

4. Ed Harcourt – ‘Beyond The End

Vi bliver i det eftertænksomme hjørne, her er det dog rent instrumentalt. Ed Harcourt, som ellers altid har været den helt trygge base for mig med hans stemme, har på hans seneste plade helt valgt at lade det være op til klaveret, et klokkespil, og nogle strygere.

 

3. Bisse – ‘Tanmaurk

Jeg var så heldig at få et lyt eller to til denne plade længe inden den udkom, og blev blæst helt bagover af hvor storladen Bisse i selskab med Copenhagen Phil, har valgt at være på denne sidste plade i Danmarks-triologien. Det klæder ham faktisk. Især fordi det er som om at teksterne træder endnu tydeligere frem end de hidtil har gjort. At han så derudover har valgt at gå både historisk, samfundsmæssigt, og politisk til værks, gør kun pladen mere elskelig i mine ører.

 

2. The Malpractice – ‘Slur

Sammen med 1. pladsen, må denne plade nok være den plade jeg lyttede allermest til i 2018, og det siger ikke så lidt. Jeg elsker Johannes Gammelby’s agressive og energiske tilgang til det tunge og dystre lydbillede, som jeg langt henad vejen synes indrammer året 2018 meget godt. Om ikke andet har mit behov for at lægge ører til det, været enorm.

 

1. Speaker Bite Me – ‘Future Plans

Årets absolutte bedste plade kommer fra bandet, der efter min mening også leverede én af årets bedste koncertoplevelser (på en delt 1. plads med Grizzly Bear på Heartland Festival). Selvom pladen består af nogle lange numre, kunne den sagtens have været længere hvis du spørger mig, for Speaker Bite Me’s støjende univers kalder på mere, og når jeg har hørt pladen igennem, bliver jeg nødt til at vende den igen, starte forfra, og svæve videre på de støjende bølger.

Plader der ikke nåede igennem nåleøjet på top 10, men som bestemt er værd at nævne og give et lyt;
Shiny Darkly – ‘Bronze
Robyn – ‘Honey
CHINAH – ‘ANYONE
Teitur – ‘I Want To Be Kind

vi “skrives” i det nye år hvor bloggen her sørme fylder 10 år. godt nytår!

årets udenlandske plader 2012 – Rikke

Så blev det min tur til at præsentere hvilke udenlandske plader der har været med til at skabe mit musikalske univers i 2012. Igen en svær opgave fordi der har været så meget godt og så meget man ikke har nået at få ordentlig ind under huden. Men jeg er nu godt tilfreds med denne liste:

10. Patrick Watson – Adventures In Your Own Backyard
– Patrick Watson har det med at åbne denne her melankolske tilbageskuende dør for mig hver gang jeg lytter til ham. Det skal forståes som en positiv evne (!). Åbningsnummeret Lighthouse er helt igennem smuk og storladen når Watson er bedst. Han formår desværre ikke at komme op på helt samme niveau på resten af pladen, men den fortjener selvfølgelig stadig en plads på listen her, det er jo Patrick Watson (!).

9. Grimes – Visions
– En lækker og dansable plade med en masse spændende elementer.

8. Beach House – Bloom
– Jeg har altid haft et lidt distanceret forhold til det her band, måske fordi jeg synes at deres første par plader mindede for meget om hinanden og derfor kedede de mig, men jeg må sige at de har oppet sig en hel del på Bloom hvor der er skruet en anelse højere op for tempoet, og det klæder dem bestemt (måske det ikke er en tilfældighed at pladen hedder Bloom).

7. Chris Cohen – Overgrown Path
– Det er én af de plader som lige så stille vokser på dig, og samtidig én af de der plader som er alt for hurtigt ovre. Chris Cohen har begået en lettere psykedelisk folk-plade, som på mange punkter minder mig lidt om J.K. and Co. (Suddenly One Summer pladen fra 1969). Jeg er vild med den vibe blandingen giver, hvor især Caller No99 og Monad lever op til det, men også Chris Cohens lidt søvnige stemme hjælper en hel del på det.

6. Mac Demarco – Rock and Roll Night Club
– Den storrygende unge canadiske knægt Mac Demarco og hans såkaldte “jizz jazz” kom snigende her i sidste halvdel af 2012 og overraskede mig ganske positivt. Han har udgivet to plader alene i år, men det var denne her der der gjorde størst indtryk med numre som Rock And Roll Night Club, Baby’s Wearing Blue Jeans, One More Tear To Cry og She’s Really All I Need , i deres tilbagelænede melodiske stil, som indimellem bringer associationer til Arthur Russell. Koncerten på Stengade i november gjorde virkelig også et stort indtryk, med fede guitarsoloer og en meget veloplagt Demarco.

5. Grizzly Bear – Shields
– Hvem kan ikke stå for de charmerende gråbjørne fra New York? Det kan vi i hvert fald ikke her på bloggen. Bandet har igen formået at lave en helstøbt plade, som ja…Rune beskriver det nu egentlig det hele meget godt på hans liste, så der er vel ingen grund til at gentage 🙂

4. Lower Dens – Nootropics
– Denne her plade fik jeg faktisk af Rune i fødselsdagsgave. En meget dejlig plade, som starter ud med tre numre (Alphabet Song, Brains og Stem) der smelter sammen næsten uden at man lægger mærke til det, en ting der desværre ikke gør sig gældende på resten af pladen, men det gør ikke så meget. Udover de tre åbningsnumre er et nummer som de Joy Division’ske Lamb og den sløve Nova Anthem også nogle bud på numre jeg er glad for.

3. Cat Power – Sun
– Årets positive overraskelse. Hun er en dame jeg ikke har fulgt synderligt tæt siden jeg for første gang stødte på hendes You Are Free plade i 2003 og efterfølgende oplevede en koncert med hende på Voxhall. Men af hvad jeg kender til hende, må jeg sige at denne plade er yderst velstøbt og viser en lidt anden Chan Marshall end jeg er vant til. Er blevet meget glad for pladen og numre som Ruin, Cherokee og den næsten 11 minutter lange Nothin But Time med Iggy Pop som gæstesolist, er blandt favoritterne.

2. Young Magic – Melt
– Da vi gik ind i 2012 kendte jeg ikke det her band, men det kom jeg hurtigt til da jeg fik dem på Stengades kalender i maj måned, og det endte med at blive den koncert jeg har glædet mig næstmest til i år. Og det var med rette, for sikke en lækker koncert på Stengades geniale basfront. Numre som den bombastiske You With Air, Sparkly og den lettere støjende Night In The Ocean er alle absolutte højdepunkter for mit vedkommende. Derudover må pladecoveret siges at være det fedeste pladecover jeg længe er stødt på.

1. Purity Ring – Shrines
– Udover Grizzly Bear’s Shields, har der ikke været andre udgivelser jeg har glædet mig så meget til som denne her, og den skuffede mig så absolut ikke. Jeg introducerede min lillebror for den på en lille roadtrip i jylland hvor vi hørte den på repeat, så pladen er på mange måder kommet til at være en plade der minder mig om de jyske landeveje i gråvejr og mørke – ikke just en dårlig ting. Udover singlerne Fineshrine og Obedear – som var de numre der fik mig til at spidse ører og glæde mig i første omgang – så er der numre som Cartographist med sin altopslugende døsige basgang og Grandloves med bidder fra Young Magic’s You With Air samplet indover, begge fantastiske numre som bestemt hiver pladen op på et niveau der er en førsteplads værdig.

Purity Ring – Grandloves from 01100111 on Vimeo.

Godt Nytår og pas godt på hinanden derude! Vi ses i 2013 til endnu mere spændende musik.

Den nedadgående spiral

Tre ret sørgelige, men dog helt fantastiske sange vil jeg lige sende videre… Jeg har desværre ikke kunne finde dem i en passende version, så deezer.com er stedet jeg desværre må sende jer videre til. De tre sange drejer sig om:

Ryan Adams – The Shadowlands

Det er ganske enkelt en af de sørgeligste sange der er lavet… Fuldstændig enkelt komponeret, men med en lyrik og en produktion der rammer så dybt, at det er svært at sige hvad der dog kunne være gjort anderledes. Anmelderne var ellers ikke så tossede med Love is Hell EP’erne, men for denne skribent, står de altså, som to fremragende EP’er.

Antony & the Johnsons (feat. Rufus Wainwright) – What Can I Do?

Det er fra Antony & the Johsons andet album, og igen er det altså et virkelig rammende nummer. Det handler såmænd bare om en lille fugl, men med så meget mere mellem linjerne. Derudover er nummeret et af de korteste numre på albummet, der sjovt nok også hedder I Am A Bird Now, men samtidig et af de, ifølge undertegnede, bedste numre.

Cat Power – Names

Et nummer fra den fantastiske You Are Free plade. Nummeret er helt gennemført enkelt. Blot klaver og sang. Klaveret bliver naturligvis kun spillet på de sorte tangenter, altså alle de ‘skæve’ toner. Og det er i særdeleshed også nogle virkelig sørgelige eksistenser vi i hvert vers, stifter bekendtskab med.

Jeg håber ikke at det tager overhånd med de sørgelige sange på disse kanter, synes blot lige at de skulle deles, for på trods af deres sørgelige budskaber – så er de virkelig fantastiske sange.