Der er en række artister fra mine teenage år der har fået stor revival på det sidste i denne hedebølge af dimensioner der kun lægger op til en masse overspringshandlinger og dagdrømmeri. Jeg vidste virkelig ikke at jeg havde savnet Ryan Adams markante stemme så meget som jeg har. Jeg faldt over ham i nat, og plader som Gold, Love is Hell og favoritten Heartbreaker røg i rotation og jeg sad søvnløs i min seng kl. lort og rockede med og mindedes. Det var hygge!
Jeg opdagede til og med at han for 2 år siden udgav en ny plade som eftersigende skulle være mere ala de første plader som er og bliver mine foretrukne. Det er gået fuldstændig henover mit hoved. Jeg fandt også dette klip fra Abbey Road studierne, hvor han udover at tale lidt om sit comeback og en sci fi agtig fantasi diskodronning fra sin barndoms fantasi verden, også spiller nye numre såvel som gode gamle swingere:
Især den akkustiske version af New York New York gjorde mig helt blød i knæene igen:
Jeg troede ellers at Ryan Adams var et overstået kapitel idet han tabte mig med hans lange lange overproducerede og for country prægede plader med The Cardinals (som nu er opløst), og at koncerten med ham i Falconer Salen i 2007 var den sidste chance for at opleve ham live nogensinde fordi han havde problemer med sit ene øre. Problemer han stadig har, men efter et par års pause fra musikken, har fundet metoder som gør at han trods alt kan leve med det.
Midt i min iver faldt jeg også over dette lidt lange interview hvor han forklarer hele affæren med hans øre og udredder et par rygter som i årenes løb har plaget ham. Bl.a. at han engang skulle have smidt en stiv fyr ud fra en koncert fordi han kaldte ham Bryan Adams:
