Ed Harcourt

mit efterårssoundtrack pt

instrumentalt musik kan noget helt særligt. jeg kan ikke rigtigt beskrive det, men det har i den grad været min redning i den seneste uge – hvor jeg ikke alene har kæmpet for 5. uge i træk med smerter i ryg og ben, men også har skulle kapere en vens pludselige og alt for tidlige død. 2020…året der bliver ved med at tage. men til gengæld har jeg fundet det perfekte soundtrack til mine meget mørke efterårsblues.

den danske violinist, søren stensby har begået en rigtig rigtig smuk ep, som udkom i marts i år. vi skulle have haft fornøjelsen af det i levende live på årets spot festival, men covid-19 ville os det anderledes, desværre. ‘into colouring spaces‘, som ep’en hedder, er på én gang drømmende og på en måde mediterende for tankemylderet, som vi alle indimellem oplever – og som undertegnede især har været igennem den seneste uge. den giver ro og håb. havde jeg haft et skylight i min lejlighed, kunne jeg bruge hele dagen på at se på skyerne drive forbi, og drømme mig væk til denne ep.

den anden del af soundtracket, indeholder min evige favorit, ed harcourt. han udgav i september endnu et instrumentalt album kaldet ‘monochrome to colour‘, og har i modsætningen til hans første instrumentale album fra 2018 – ‘beyond the end‘ – bygget lidt mere på lydbilledet. hvor ‘beyond the end‘ tog meget udgangspunkt i klaver og strygere, har harcourt her på ‘monochrome to colour‘ udvidet lydbilledet med både blæsere, effekter, og slagtøj på flere af numrene, hvilket bestemt ikke gør noget. da albummet dukkede op i mine ører i starten af ugen, var jeg lige ved at bryde grædende sammen i bussen, og blev nødt til at slukke for musikken et øjeblik, så mit mundbind ikke blev gennemblødt. det var så rammende en melankoli i forhold til mit humør, at det gik lige i hjertekulen, og det er sket gentagende gange siden. både med harcourt og stensby.

det har været en uge med savn, smerter, let til tårer og tankemylder, og her har stensby og harcourt været eminente kompagnoner i mine ører. tjek dem ud her, eller tag dine hørebøffer på og gå en aftentur:

årets plader 2018

Det er blevet tid til den årlige tradition, som jeg undtagelsesvis brød med sidste år, hvor jeg blot fremhævede årets musikalske højdepunkter. Vi genoptager traditionen i år, og jeg har fundet frem til de 10 plader jeg synes er årets bedste plader:

**10. 4 Guys From The Future – ‘Headspace‘**

4 Guys From The Future og den gode Bjarke Porsmose er endelig tilbage med en lækkerbisken af en plade efter små 5 års stilhed. Man bliver aldrig træt af den sangstemme.

**9. Lydmor – ‘I Told You I’d Tell Them Our Story‘**

2018 var for alvor Lydmors år, og det er bestemt fortjent efter dette pragtstykke af popalbum, som tager dig med rundt i verden i en masse forskellige stemninger. Virkelig gennemført.

**8. Schultz & Forever – ‘Grand Guignol‘**

Jeg havde fornøjelsen at opleve Schultz & Forever live på Stengade for nogle år siden, hvor han skulle teste sit nye materiale af til den kommende plade. Det var en kæmpe oplevelse! Schultz fremførte på “giga-crooner-ekstra-vaganza-vis” sit nye materiale, og det gik rent ind. Det har derfor været lækkert endelig at kunne lægge ører til det igen. Det er poppet, det er lækkert, og det er en fornøjelse at opleve ham i nye klæder.

**7. Marianne Faithfull – ‘Negative Capability‘**

Jeg har altid kun kendt Marianne Faithfull pr. navn, og er aldrig rigtig nået til at få lyttet til hende. Men det har jeg fået taget hul på i år med hendes seneste udspil, hvor hun bl.a. har skrevet sangene i samarbejde med Nick Cave og Ed Harcourt. Hvilket man godt kan høre, og det er sød musik i mine ører. Derudover har hun på pladen genindspillet (hun havde oprindeligt indspillet den i 1971) hendes cover af min yndlings Bob Dylan sang; ‘It’s All Over Now Baby Blue‘, hvilket jeg ikke var klar over da jeg lyttede pladen igennem den første gang, så det var en dejlig overraskelse, for hun gør det godt. Måske er 2019 året hvor jeg endelig får tjekket hendes bagkatalog ud? Jeg håber i hvert fald at der bliver udgivet flere af denne plade på vinyl, for den er helt udsolgt.

**6. Cat Power – ‘Wanderer‘**

Chan Marshall er tilbage i sit es, og jeg er vild med det. Jeg faldt for hendes musik med ‘You Are Free‘ (2003), og det er henad samme udtryk hun er tilbage ved, hvilket klæder hende rigtig godt. Nogle gange virker det bare bedst når der er barberet helt ned. Kender du ikke Cat Power så godt, så kan jeg varmt anbefale at lytte til Politikens Poptillæg, hvor du kan blive klogere både på pladen her, men også på hele hendes univers (findes også på iTunes Podcast).

**5. Kira Skov – ‘The Echo of You‘**

Kira Skov synger på smukkeste vis om det at miste sit livs store kærlighed til døden, og det har på mange måder præget min 2018, da der har været flere alt for tidlige dødsfald i løbet af året. Så har det været rart at sætte denne på og dvæle lidt ved sorgen og eftertænksomheden.

**4. Ed Harcourt – ‘Beyond The End‘**

Vi bliver i det eftertænksomme hjørne, her er det dog rent instrumentalt. Ed Harcourt, som ellers altid har været den helt trygge base for mig med hans stemme, har på hans seneste plade helt valgt at lade det være op til klaveret, et klokkespil, og nogle strygere.

**3. Bisse – ‘Tanmaurk‘**

Jeg var så heldig at få et lyt eller to til denne plade længe inden den udkom, og blev blæst helt bagover af hvor storladen Bisse i selskab med Copenhagen Phil, har valgt at være på denne sidste plade i Danmarks-triologien. Det klæder ham faktisk. Især fordi det er som om at teksterne træder endnu tydeligere frem end de hidtil har gjort. At han så derudover har valgt at gå både historisk, samfundsmæssigt, og politisk til værks, gør kun pladen mere elskelig i mine ører.

**2. The Malpractice – ‘Slur‘**

Sammen med 1. pladsen, må denne plade nok være den plade jeg lyttede allermest til i 2018, og det siger ikke så lidt. Jeg elsker Johannes Gammelby’s agressive og energiske tilgang til det tunge og dystre lydbillede, som jeg langt henad vejen synes indrammer året 2018 meget godt. Om ikke andet har mit behov for at lægge ører til det, været enorm.

**1. Speaker Bite Me – ‘Future Plans‘**

Årets absolutte bedste plade kommer fra bandet, der efter min mening også leverede én af årets bedste koncertoplevelser (på en delt 1. plads med Grizzly Bear på Heartland Festival). Selvom pladen består af nogle lange numre, kunne den sagtens have været længere hvis du spørger mig, for Speaker Bite Me’s støjende univers kalder på mere, og når jeg har hørt pladen igennem, bliver jeg nødt til at vende den igen, starte forfra, og svæve videre på de støjende bølger.

Plader der ikke nåede igennem nåleøjet på top 10, men som bestemt er værd at nævne og give et lyt;
Shiny Darkly – ‘Bronze‘
Robyn – ‘Honey‘
CHINAH – ‘ANYONE‘
Teitur – ‘I Want To Be Kind‘

vi “skrives” i det nye år hvor bloggen her sørme fylder 10 år. godt nytår!

kejserinden af søen

kender I det med at man føler at man kender nogen man aldrig har mødt? sådan har jeg altid haft det med yasmin, da vi tilbage i 2005 eller 2006 over en længere periode skrev sammen på myspace. vores “brevudveksling” tog udgangspunkt i musikken og ikke mindst Ed Harcourt, som både var hendes og er min yndlings-singer songwriter. jeg er sikker på, at hvis vi havde boet i samme land, så havde vi helt sikkert mødtes i virkeligheden, og et smukt venskab ville være startet, ligesom nogle af mine ældste venskaber er startet med kærligheden til musikken. men det kommer desværre aldrig til at ske i det her tilfælde, for jeg vågnede for et par uger siden til nyheden om at hun desværre var død efter længere tids kræftsygdom. jeg anede ikke engang at hun var syg, så det kom lidt som et chok, men hende og Ed havde tilsyneladende holdt en relativt tæt kontakt i løbet af årene, og at dømme ud fra kommentarfeltet under billedet herover, havde han endda været forbi hendes sygeseng for nyligt og spillet en lille privatkoncert. wow! hun var især i midten af 00’erne meget aktiv på Ed’s platforme, og jeg har indtrykket af at jeg langt fra er den eneste hun har efterladt et stort indtryk hos. i mine øjne var hun vel nok den største og allermest aktive fan af Ed Harcourt jeg nogensinde er stødt på….så det er ikke så mærkeligt at han synes hun skulle have en sidste koncert med på vejen. en smuk tanke synes jeg.

jeg bliver altid lidt tom for ord når sådan noget her sker…en håndfuld gode mennesker, som på den ene eller den anden måde har gjort indtryk på mig, er døde i år….så det er på én eller anden måde ret rammende for året der er gået, at Ed Harcourt for nylig har udgivet en instrumental plade. yasmin og jeg holdt/holder nu allermest af hans stemme, som for os begge havde/har en beroligende effekt på os, men taget omstændighederne i betragtning, passer pladen perfekt til eftertænksomheden, som jeg altid bliver ramt af når sådan noget her sker, og især også bærer en del rundt på i julemåneden hvor året rinder ud. klaveret er i centrum, smukt flankeret af strygerarrangementer og andet godt. nummeret ‘empress of the lake‘ er mit yndlingsnummer på pladen, og hvis jeg var Ed, ville jeg dedikere det til yasmin;

jeg kunne desværre ikke gå tilbage og finde vores korrespondence, da den lå på det gamle myspace…så det var en stor trøst, at kunne læse denne nostalgiske fortælling om hendes indgang til Ed’s musik, og ikke mindst også hvordan det hele udviklede sig der midt i 00’erne hvor jeg lærte hende at kende; have you ever listened to Ed Harcourt?
jeg kan ikke lade være med at få lidt tårer i øjnene og samtidig grine når jeg læser følgende;

” ‘Metaphorically Yours’ – ‘ Oh baby just admit, if both my wrists were slit, you’d bandage them with style and grace.’ Just cracked me up! It’s one of the greatest, sweetest love songs ever, despite that lyric I’ve just quoted you. I’ve requested it often at gigs. I might even have it played at my wedding if I ever get married.”

jeg kan ikke helt gøre op med mig selv hvorfor jeg fortæller jer denne her historie, og hvorfor jeg synes at døden pludselig skulle bringes op her midt i lysets fest (julen)…men både november og december startede for mit vedkommende med to pludselige dødsfald (begge kræft eller følger af kræft), og imellem de to dødsfald landede denne smukke perle af en plade, der rammer den stemning jeg kommer i når jeg reagerer på dødsfald. dermed ikke sagt at det nødvendigvis er det der er tænkt på, da pladen er blevet skrevet, eller det andre associerer pladen med…men det er det nu og engang for mit vedkommende, og viser blot hvor bredt et repetoire Ed Harcourt har i sig, hvilket gør at man kan lytte til hans musik næsten uanset hvilket humør man er i.

denne sang kunne snildt være en duet for de afdøde…

jeg tænker at pointen med indlægget her, er at vise hvor meget kærligheden til musikken kan føre til. selv i døden. og jeg ville ønske at jeg havde taget kontakt til yasmin de par gange jeg trods alt har været i london efter vi havde lært hende at kende.

året der gik – 2017

Der kommer ingen topliste over årets bedste plader i år. Men det betyder ikke at musikken ikke har fyldt godt i 2017, for det har den nemlig. Det har bare været alle andre steder end pladespilleren, som i jo nok også har kunne fornemme herinde. I foråret havde jeg travlt med at være med til at arrangere og afvikle Music Days i Odense, og tog derefter direkte ned på Musik- og Teaterhøjskolen i Sønderjylland, hvor jeg på rekordtid satte en bandkonkurrence op med 8 deltagende bands (6 af dem udefra). Midt i alt det, lavede jeg traditionen tro en optakt herinde til SPOT Festival, og sad for 4. år i træk i lytteudvalget til UHØRT Festivalen. 2017 var også året hvor jeg for første gang i 4 år skulle på Roskilde Festival. Denne gang som festival-frivillig, men jeg nåede kun at gennemføre min første vagt, før jeg måtte lægge mig syg. Det vil sige at jeg ikke nåede én eneste koncert på festivalen. Hele juli gik med at koncentrere mig om at komme ovenpå sygdommen, og det foregik i Jylland…langt væk fra min pladespiller. Det var vigtigt for mig at komme ovenpå igen, så jeg kunne komme til UHØRT Festivalen i august, og det kom jeg. Det var dejligt igen at kunne hænge ud med vennerne, og gå rundt på den lille festivalplads, og opleve en masse fede bands, og blive inspireret. De sidste 4 måneder af 2017 har ikke været så musikalske, men til gengæld har de været kulturpolitiske.

Der har været mange musikalske højdepunkter i år…

Det var året hvor Ed Harcourt gav den længste, og nok bedste koncert jeg nogensinde har oplevet med ham. Han var i et strålende humør, og beviste sine multimusikalske evner til fulde. Under ét af mine favoritnumre (‘Until Tomorrow Then‘) hoppede han ned fra scenen, og gik rundt blandt publikum og sang, da han får øje på mig i mængden og kommer hen og krammer mig, alt imens han synger videre. Det var et stort øjeblik. Efter koncerten blev jeg inviteret backstage, og efter en lille øl og en snak om alt muligt, tog jeg mig endelig mod til at få taget en selfie med den mand jeg ifølge Spotify, har lyttet allermest til i år (og det er ikke første år det ser sådan ud).

I april tog jeg spontant til Timber Timbre inde på Bremen, og gik bestemt ikke skuffet hjem.

Årets SPOT Festival bød bl.a. på en meget meget smuk koncert med Teitur og Nico Muhly.
Teitur og Nico Muhly – et lille klip

Ugen efter SPOT, var jeg vidne til Bisse’s store triumf i et udsolgt Store Vega. Og hvilken én!

I august blev jeg meget bjergtaget af den plade jeg nok er endt med at lytte allermest til i 2017, og som selvfølgelig ville have kandideret til at være én af årets bedste plader, hvis jeg havde nået at lytte lige så meget til alle de andre sikkert gode plader der er derude.

Jeg håber jeg kan komme på Heartland Festival i 2018, og opleve dem live.

Og så var der Sigur Rós, der spillede taget af Forum i oktober:

Ifølge Spotify, ser mit musikalske digitale 2017 sådan her ud:

Lad os håbe på et endnu vildere 2018, hvor jeg får skrevet endnu mere på bloggen her, får lyttet til endnu mere musik (også nyt musik), og får taget på endnu flere musikalske eventyr. I første omgang kan i sætte kryds i kalenderen d. 2. marts, hvor vi igen præsenterer god musik på Kulturstationen Vanløse. Stay tuned for mere info.

Rigtig godt nytår!

årets plader 2016 – rikke

Så er tiden kommet til de traditionelle årslister her på vippen til et nyt år. Ifølge Spotify er dette de 10 sange jeg har lyttet allermest til i år, og på mange måder afspejler det også meget godt hvilke plader er der er i spil til dette års liste (med undtagelse af BØRNS, da den plade er fra 2015):

1. ‘Scattered Ashes (Song For Richard)‘ – Minor Victories
2. ‘Folk Arp‘ – Minor Victories
3. ‘10,000′ Emerald Pools‘ – BØRNS
4. ‘Daydreaming‘ – Radiohead
5. ‘Furnaces‘ – Ed Harcourt
6. ‘Electric Love‘ – BØRNS
7. ‘Dionysus‘ – Ed Harcourt
8. ‘Wilderness‘ – Explosions In The Sky
9. ‘Away From Me‘ – CHINAH
10. ‘American Money‘ – BØRNS

10. Nico Muhly & Teitur – ‘Confessions‘

Et umage makkerpar indeed, den rolige og nede på jorden dansk-færing møder den hurtigt snakkende og kreative amerikanske Nico Muhly. Teitur lægger her sang og tekster til Nico Muhly’s smukt komponerede musik. Muhly er i mine ører én af de dygtigste yngre klassiske komponister vi har i verden, så denne plade er en kæmpe fornøjelse at lægge ører til. Hvis du er sulten på mere Muhly, så tjek Sam Amidon pladen ‘All Is Well‘ ud.

9. CHINAH – ‘Once The Lights Are On‘

Endelig kom året hvor CHINAH endelig udkom med mere end blot singler. Denne EP har jeg ventet længe på, og den levede bestemt også op til mine forventninger. CHINAH er et af de få bands jeg har fulgt på sidelinjen siden før de fik deres bandnavn og en pladekontrakt, så det har været en stor fornøjelse at opleve hvor populære de er blevet på meget kort tid, først med et overvældende stort fremmøde til deres releasefest, og derefter at opleve dem modtage P3’s Talentpris. Virkelig stærkt!

8. Choir of Young Believers – ‘Grasque‘

Blandingen af tekster på dansk og engelsk er sprød. Der er i det hele taget tale om en god skæv popplade her, som jeg især i foråret fik lyttet en del til.

7. Bisse – ‘Højlandet‘

Én af årets absolutte store overraskelser har uden tvivl været Bisse. For hver gang man lytter til hans plader, opdager man en ny sproglig finurlighed og forelsker sig lidt mere. Live er han bestemt også en oplevelse værd.

6. Liima – ‘ii’

Mit første møde med denne plade, var i forbindelse med bandets koncert på FROST Festival nede i det rå og nedlagte køkken på Hotel Astoria. En stor oplevelse, og helt klart en plade der var med til at skyde mit 2016 igang på bedste vis. Er spændt på at høre mere fra dem.

5. Radiohead – ‘A Moon Shaped Pool‘

Har i mange år haft et lettere anstrengt forhold til Radiohead, og det på trods af at jeg i al den tid har ejet i hvert fald 4 af deres plader. ‘Amnesiac‘ sneg sig dog for alvor ind på mig for nogle år siden, og siden dengang har jeg fået hørt en del mere Radiohead end nogensinde før. Da ‘A Moon Shaped Pool‘ udkom, stod jeg nede hos min lokale pladepusher og lyttede til en koncert, som de streamede. Da nummeret ‘Daydreaming‘ dukkede op, var jeg solgt på stedet. En virkelig virkelig dejlig plade.

4. Ed Harcourt – ‘Furnaces‘

De af jer der har fulgt bloggen her længe, er ikke et sekund i tvivl om at Ed Harcourt i rigtig mange år har haft en helt speciel plads i mit hjerte. Pladen her har taget en del lyt før den lige så stille fik sneget sig ind under min hud, da det dels er nogle tunge emner Harcourt har bragt på banen, men også er en lidt rodet plade med meget forskellige numre. Hans debutplade ‘Here Be Monsters‘ fra 2001 vil til hver en tid være min favoritplade med ham, men denne plade kunne meget vel gå hen og lande et sted på en top 5 med hans udgivelser. Jeg glæder mig som et lille barn til at opleve ham live for 5. gang i mit liv d. 15. februar i Pumpehuset.

3. David Bowie – ‘Blackstar‘

Uden tvivl en plade der har ramt mange med storm. Især fordi den har denne her stærke symbolik, som kun blev vildere af at Bowie desværre gik hen og døde kort efter udgivelsen. Et vildere testamente findes ikke.

2. Explosions In The Sky – ‘The Wilderness‘

Jeg hørte denne her plade enormt meget i slutspurten på mit speciale. Jeg har alle dage arbejdet effektivt på eksamensopgaver, hvis jeg har lyttet til Explosions In The Sky, eller klassisk musik. Og denne seneste plade fra de eksploderende skyer har hjulpet mig igennem det meste af mit speciale. Deres koncert i Pumpehuset d. 15. juni var også ét af årets absolutte højdepunkter.

1. Minor Victories – ‘Minor Victories‘

Denne plade må nok være den plade jeg har lyttet allermest til i år. I forbindelse med et job jeg havde på et tidspunkt i løbet af i år, faldt jeg over denne her supergruppe af gode folk fra Mogwai, Editors og Slowdive, og det blev soundtracket for sommeren. De er på vej med en instrumental version af pladen, og jeg kan ikke vente til jeg får mulighed for at dagdrømme med den i mine ører.

Hvert år er der jo nogle plader der lige akkurat ikke når igennem nåleøjet, og eksempler herpå er Trentemøllers ‘Fixion‘, som er pissefed og fortsætter lidt i samme dystre spor som på hans forrige plade. Et andet eksempel er The Liberty Balance’s ‘Paper Mill‘ hvor Mike Højgaards altid sprøde stemme fører dig igennem et lækkert musikalsk landskab.

Som en ekstra bonus, har jeg i år også valgt at lave en top 5 over de koncerter som gav mig de største kuldegysninger i løbet af 2016:
1. Minor Victories, 7. november i Pumpehuset
2. The Clientele, 20. august i Jazzhouse
3. Schultz and Forever, 20. maj på Stengade
4. Explosions In The Sky, 15. juni i Pumpehuset
5. FROST Festival: Liima, 17. februar på Hotel Astoria

“I think someone needs to come along with a record like this… These are songs about the menace and the threat that men in general pose to everything and everyone: women, children, nature. The record is from a father’s head and heart, sometimes screaming into an abyss, reminding myself and anyone who’s inclined to listen that we need to remember to be responsible for the lives of others.”
– Ed harcourt, Clash

For et halvt års tid siden havde jeg været til en koncert i Ideal Bar, da jeg på vej hen til min cykel støder på denne her gruppe der stod i mørket udenfor Store Vega, og kun ét ansigt lyste op i skæret af en telefonskærm. Jeg var ellers næsten gået forbi, da det slog mig at det oplyste ansigt tilhørte én af mine all-time yndlings musikere; Ed Harcourt. Jeg stoppede op, sagde hans navn, og efter et øjeblik genkendte han mit ansigt og gav mig den største krammer inden han præsenterede mig for resten af gruppen, som viste sig at være en blanding af musikere fra henholdsvis Marianne Faithfull og Thurston Moore’s backingbands. Ed genkendte mig fordi jeg efter hans koncert i Voxhall i 2007 tog mig sammen til på rigtig teenage-fan-agtig måde at finde bagindgangen og få adgang, så jeg kunne møde denne her mand der allerede dengang fyldte meget i mit musikalske univers. Mit mod bar frugt og jeg kunne den aften tage hjem med med en masse signerede album covers og et kæmpe smil på læberne. Igen i 2010 mødte jeg ham i merchandiseboden efter hans koncert på Lille VEGA, hvor han med det samme genkendte mig.

Ikke siden havde vi set hinanden før denne aften i november sidste år hvor vi endte på en bar på Istedgade. Her fik vi os en god lang snak, om alt muligt lige fra gode retter med fisk, fyrværkerikatastrofen i Seest og følelsen af verdens undergang, og ikke mindst om hans nye musik, som han på dette tidspunkt var igang med at indspille ind imellem hans tour med Marianne Faithfull og hans få jobs med The Libertines. Han var meget stolt og talte om at det nye materiale ville blive hårdere og mørkere end vi er vant til…for at citere ham fra den aften: “I’m not making a Rufus Wainwright album!” eller som han har sagt i et interview for nyligt; “I wanted to make a record that people can cry, fuck and fight to. I hadn’t made a record before that has this kind of danger to it.”

Nu er der endelig udkommet hele tre singler på meget kort tid, og mørket kan uden tvivl kan tydeligt mærkes i nummeret ‘Dionysus‘, som ellers starter ud på en meget klassisk Harcourt-måde, men med ét slår over i en noget mere dyster og hårdere karakter;

I nummeret ‘The World Is On Fire‘ ligger dysterheden mere i lyrikken;

Hvorimod jeg synes at titelnummeret ‘Furnaces‘ lyder mere som vi kender Ed Harcourt uden særlig meget mørke;

Pladen udkommer d. 19. august, og er blevet produceret af Flood, som også har produceret for bl.a. PJ Harvey, Nick Cave and The Bad Seeds, og Foals. At dømme ud fra de 3 singler, synes jeg det lyder rigtig lovende og ser frem til at høre pladen i sin helhed. Indtil da kan vi lige nyde en “unplugged” live version af ‘Dionysus‘ her og ellers krydse fingre for at han kommer til Danmark og giver koncert snart (6 år uden er alt for lang tid);

tiden af støv

Han er en travl herre ham Ed Harcourt. I 2013 nåede han ikke alene udgivelsen af sit sjette fuldlængde album Back Into The Woods (som iøvrigt endte på undertegnedes topliste over årets bedste udenlandske plader), han var også med til at skrive og producere Sophie Ellis-Bextor’s kommende album, musikalsk instruktør på Beck’s projekt Song Reader at the Barbican hvor Beck fremførte sit seneste “album” som han udgav som nodebog sammen med prominente navne som Jarvis Cocker, Charlotte Gainsbourg, Conor J O’Brien (Villagers) og mange flere. Harcourt komponerede yderligere soundtracks til hele 3 film og meget mere. Imellem alt dette og turnévirksomhed og så lige jobbet som far til to, har han lige haft tid til at indspillet et mini-album som netop udkom i mandags.

Time of Dust hedder det og indeholder 6 skæringer. Det er som udgangspunkt mere fyldigt på lydsiden end Back Into The Woods, men det er ikke fordi det gør så meget. Der er højt til loftet og især det storladende som på The Saddest Orchestra (It Only Plays For You) som i kan høre herunder:

Ifølge Harcourt er det Tom & Jerry der har inspireret ham til denne sang:

One of my earliest memories is seeing Tom from Tom & Jerry dressed as a conductor, tapping the lectern with his baton and whooshing his impressive and mane-like Beethoven style wig before leading his cartoon feline orchestra into some frenetic score. Turns out that Jerry wants to conduct too so they end up fighting for the position. I always felt Jerry was a bit of a dick. He really makes Tom’s life a total misery.

Whilst playing the drums on this song I developed a third arm which really helped with the 2,000 BPM snare roll.

Læs hvad han siger om resten af sangene her.

Harcourt har på 4 ud af de 6 sange klaveret som hovedinstrumentet, og det klæder ham virkelig, også selvom der gemmer sig en større produktion bag mini-albummet her. Det har jo som jeg har været inde på førhen nogle gange taget lidt overhånd og er blevet for overproduceret. Men det er Time of Dust næppe. Lyden er mere fyldig, storladen, bombastisk og dejlig rund hvilket passer perfekt til hans stemme.

Selvfølgelig skulle der være en sang om et dyr her. Harcourt har altid haft dyrene med i sit sangunivers på den ene eller den anden måde, og gerne de lidt mere dystre af slagsen. Og her er det så rågerne der står for skud. Harcourt har her på sangen besøg af Kathryn Williams som er med som gæstevokal:

Jeg er meget positiv. Ed Harcourt har begået et mini-album der på én gang rammer den Ed Harcourt jeg i sin tid stiftede bekendtskab med på hans Here Be Monsters (2001) og samtidig en fornyelse der ikke bliver for meget. Han er stadig blandt mine favoritsangskrivere og jeg håber snart han kigger forbi Danmark igen….hvis han har tid.

årets udenlandske plader 2013 – rikke

Der er udkommet så ufatteligt mange plader i år, og jeg mente bestemt at jeg havde haft muligheden for at dyrke langt flere end 10, men det har åbenbart blot blevet ved tanken for kun 8 plader har kunne finde vej til min liste over hvad jeg mener er årets absolutte fedeste plader. Og så er der dem der stadig mangler at blive lyttet til, dem der stadig ikke har fundet vejen til mit hjerte og så er der dem som aldrig fandt vejen til hjertet. Men er det ikke altid sådan? Her er i hvert fald dem der har fundet vej…

8. Jackson Scott – Melbourne

– Én af de mest overraskende plader (aka en plade jeg ikke lige have regnet med at stifte bekendtskab med) sidste år var Mac Demarco’s legesyge garage-pop. I år er det Jackson Scott’s lettere psychedeliske slacket tongue-in-cheek-cool og alvorstunge Melbourne.

7. Braids – Flourish // Perish

– Jeg var på Rust i sommers og se Blue Hawaii, men måtte gå skuffet hjem. Så da jeg opdagede at Raphaelle Standell-Preston’s andet projekt, Braids kom på Stengade her i november, var det med en vis skepsis at jeg tog ind og så dem. En skepsis jeg med rette kunne pakke godt og grundigt sammen igen. Bandet leverede én af årets koncerter og jeg forelskede mig på stedet i deres på mange måder stemningsfulde univers. Jeg har ikke haft tid til at tjekke deres tidligere plader ud, men denne her virker for mig.

6. Beach Fossils – Clash The Truth

– Jeg kendte indtil i år kun Beach Fossils pr. navn, men det blev hurtigt ændret da jeg først fik lagt ører til pladen her som jeg fandt i London i foråret. Der bliver længere og længere imellem den klassiske kantede indie-guitar…eller også er jeg bare vokset lidt fra det, men Beach Fossils rammer lige ind i den og bringer mig tilbage til 00’erne med manér. Det er en dejlig plade hvor især numre som Clash The Truth, Careless og Taking Off tager kegler.

5. Ed Harcourt – Back Into The Woods

– Ed Harcourt er på mange måder gået lidt back to basics på denne her plade (hans 7. i rækken), som er indspillet på blot 6 timer i Abbey Road studierne. En ting jeg synes virkelig klæder ham, i forhold til de sidste par plader som ærligt talt har haft en tendens til at være for overproducerede. Her på pladen er der skåret helt ind til benet, og sangene bliver derved lidt mere nærværende. Hey Little Bruiser har fra start af været mit favoritnummer og der er ovenikøbet lavet en ret simpel men fed video til den:

Harcourt har allerede nu varslet release af et mini-album i januar næste år. Det bliver spændende at se om han fortsætter i samme stil.

4. Ducktails – The Flower Lane

– Ducktails varmede godt op under mit forår med deres tilbagelænede solskins-pop på pladen her. Numre som Ivy Covered House, The Flower Lane og Letter of Intent er især blandt favoritterne. Men jeg synes i det hele taget at det er en meget helstøbt plade som man kan høre i næsten hvilket som helst humør.

3. Sigur Rós – Kveikur

– Denne plade har fyldt rigtig meget i mit 2013…især i sommers. Når jeg sætter den på, er det som om jeg er på Roskilde Festival igen. Hvis nogen havde fortalt mig at 2013 skulle blive året hvor jeg skulle blive gladere for Sigur Rós end jeg hidtil havde været, ville jeg ikke have troet på dem. Det er en plade der for mig vækker en del følelser, og vil nok for evigt være meget = med 2013 for mig.

2. Villagers – Awayland

Conor O’Brien vinder prisen for at være den der har stjålet mit hjerte så helt og aldeles og absolut i år. Det er én af den slags plader der gik rent ind lige fra første lyt og har hængt ved lige siden på trods af at have været igennem utallige afspilninger på enten pladespiller eller på farten.

1. Son Lux – Lanterns

– Og så gik man her og troede at Villagers eller Sigur Rós ville ende på min førsteplads, men så kom Son Lux lige snigende ind fra venstre. Jeg anede ikke hvem Ryan Lott var før han udgav denne her plade og jeg fik den anbefalet af en ven. Det var også én af de der plader som fandt vej ind til mit hjerte allerede efter 1. lyt. Og det er virkelig ikke tit det sker. Jeg har skamlyttet til den og anbefalet den til højre og venstre for en hel dels begejstring (heldigvis). Jeg glæder mig som et lille barn til d. 31. januar 2014 hvor vi får besøg af ham på Stengade. Det bliver så godt så godt!

<a href="http://music.sonluxmusic.com/album/lanterns">Lanterns by Son Lux</a>

Plader jeg skal have lyttet lidt mere til:
Foals – Holy Fire
The Flaming Lips – The Terror
Savages – Silence Yourself
Midlake – Antiphon
Deerhunter – Monomania

Next up; årets bedste danske plader. Glæd jer 🙂