kender I det med at man føler at man kender nogen man aldrig har mødt? sådan har jeg altid haft det med yasmin, da vi tilbage i 2005 eller 2006 over en længere periode skrev sammen på myspace. vores “brevudveksling” tog udgangspunkt i musikken og ikke mindst Ed Harcourt, som både var hendes og er min yndlings-singer songwriter. jeg er sikker på, at hvis vi havde boet i samme land, så havde vi helt sikkert mødtes i virkeligheden, og et smukt venskab ville være startet, ligesom nogle af mine ældste venskaber er startet med kærligheden til musikken. men det kommer desværre aldrig til at ske i det her tilfælde, for jeg vågnede for et par uger siden til nyheden om at hun desværre var død efter længere tids kræftsygdom. jeg anede ikke engang at hun var syg, så det kom lidt som et chok, men hende og Ed havde tilsyneladende holdt en relativt tæt kontakt i løbet af årene, og at dømme ud fra kommentarfeltet under billedet herover, havde han endda været forbi hendes sygeseng for nyligt og spillet en lille privatkoncert. wow! hun var især i midten af 00’erne meget aktiv på Ed’s platforme, og jeg har indtrykket af at jeg langt fra er den eneste hun har efterladt et stort indtryk hos. i mine øjne var hun vel nok den største og allermest aktive fan af Ed Harcourt jeg nogensinde er stødt på….så det er ikke så mærkeligt at han synes hun skulle have en sidste koncert med på vejen. en smuk tanke synes jeg.
jeg bliver altid lidt tom for ord når sådan noget her sker…en håndfuld gode mennesker, som på den ene eller den anden måde har gjort indtryk på mig, er døde i år….så det er på én eller anden måde ret rammende for året der er gået, at Ed Harcourt for nylig har udgivet en instrumental plade. yasmin og jeg holdt/holder nu allermest af hans stemme, som for os begge havde/har en beroligende effekt på os, men taget omstændighederne i betragtning, passer pladen perfekt til eftertænksomheden, som jeg altid bliver ramt af når sådan noget her sker, og især også bærer en del rundt på i julemåneden hvor året rinder ud. klaveret er i centrum, smukt flankeret af strygerarrangementer og andet godt. nummeret ‘empress of the lake‘ er mit yndlingsnummer på pladen, og hvis jeg var Ed, ville jeg dedikere det til yasmin;
jeg kunne desværre ikke gå tilbage og finde vores korrespondence, da den lå på det gamle myspace…så det var en stor trøst, at kunne læse denne nostalgiske fortælling om hendes indgang til Ed’s musik, og ikke mindst også hvordan det hele udviklede sig der midt i 00’erne hvor jeg lærte hende at kende; have you ever listened to Ed Harcourt?
jeg kan ikke lade være med at få lidt tårer i øjnene og samtidig grine når jeg læser følgende;
” ‘Metaphorically Yours’ – ‘ Oh baby just admit, if both my wrists were slit, you’d bandage them with style and grace.’ Just cracked me up! It’s one of the greatest, sweetest love songs ever, despite that lyric I’ve just quoted you. I’ve requested it often at gigs. I might even have it played at my wedding if I ever get married.”
jeg kan ikke helt gøre op med mig selv hvorfor jeg fortæller jer denne her historie, og hvorfor jeg synes at døden pludselig skulle bringes op her midt i lysets fest (julen)…men både november og december startede for mit vedkommende med to pludselige dødsfald (begge kræft eller følger af kræft), og imellem de to dødsfald landede denne smukke perle af en plade, der rammer den stemning jeg kommer i når jeg reagerer på dødsfald. dermed ikke sagt at det nødvendigvis er det der er tænkt på, da pladen er blevet skrevet, eller det andre associerer pladen med…men det er det nu og engang for mit vedkommende, og viser blot hvor bredt et repetoire Ed Harcourt har i sig, hvilket gør at man kan lytte til hans musik næsten uanset hvilket humør man er i.
denne sang kunne snildt være en duet for de afdøde…
jeg tænker at pointen med indlægget her, er at vise hvor meget kærligheden til musikken kan føre til. selv i døden. og jeg ville ønske at jeg havde taget kontakt til yasmin de par gange jeg trods alt har været i london efter vi havde lært hende at kende.