Tag: Ed Harcourt

back into the woods

Som om 2012 ikke har været spækket med læssevis af fede udgivelser, er der allerede nu tegn på at 2013 også kunne gå hen og blive et godt plade-år. Ed Harcourt har annonceret ny plade til Februar 2013. Det er den produktive herres 7. studiealbum siden 2001, som har fået titlen Back Into The Woods, og allerede nu kan man høre en smagsprøve med førstesinglen The Man That Time Forgot:

En dejlig sang hvis du spørger mig. Især fordi den bringer Harcourt i retningen af hans første to studiealbums, Here Be Monsters (2001) og From Every Sphere (2003), som må sige at være undertegnedes absolutte favoritter med manden. Hvorimod hans seneste plader ikke helt har haft det samme over sig. Om ikke andet ser jeg frem til at høre om mine forhåbninger bliver mødt.
Kan du lide hvad du hører, kan du downloade den gratis her.

efterårstoner

Det er ved at være lidt tid siden jeg sidst skrev noget herinde, studielivet tager meget af min tid og mine kræfter. Men på vej til skole i morges, faldt jeg over en god gammel kending som jeg forbinder rigtig meget med efteråret… irske Damien Rice, som for 10 år siden udgav sit debutalbum ‘O‘. En plade der har fulgt mig i tykt og tyndt igennem en del år efterhånden, og i morges inspirerede den mig til at lave den her efterårsplayliste, da det må siges at efteråret virkelig er ovre os pt. Og resultatet er som følger:

Først og fremmest her den føromtalte Damien Rice med en meget efterårs-agtig video og sang, som går lige i hjertekulen:

Britiske Ed Harcourt kan absolut ikke undgås i denne sammenhæng, der med sin plade ‘Here Be Monsters‘ fra 2001 leverer en perlerække af efterårs-numre, og selvom jeg ikke kunne finde det nummer jeg gerne ville have streamet (Those Crimson Tears til de nysgerrige), får i her et nummer der er mindst lige så god i stemningen…
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/2315212″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=2747cf” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Til en lidt mere nutidig, og ikke mindst aktuel sag, så er der danske Soffie Viemose (som iøvrigt gæster Poetry In Mono d. 1. december), med dette dejlige melankolske og meget simple nummer som stjal mit hjerte allerede ved første lyt i sin tid…

Tilbage til det noget ældre…nemlig Nick Drake, som jeg for nylig fik genopfrisket. Åh det er smukt!

Patrick Watson og hans plade ‘Close To Paradise‘ fra 2006, et blevet en symbolsk plade for mig når det kommer til efteråret. Når jeg lytter til den, dukker der mørke billeder op inde i mit hoved med visne blade i Kolding. Det er en stemning der vil noget, og bestemt ikke ment som en negativ ting!

En anden jeg heller ikke kan komme uden om når bladene skifter farver og blæser om ørerne på én, er Sam Amidon..

Og nu vi er igang, er The Antlers jo heller ikke til at overhøre, og så faldt jeg lige over denne flotte efterårs/vinter-agtige video:

Jeg skal ind og se Grizzly Bear om under 2 uger, og glæder mig som et lille barn. Så selvfølgelig er de også på min playliste. Her med en gammel kending:

Av…her på falderebet bliver jeg simpelthen nødt til at tilføje dette vidunder af en efterårsperle! Det er igen Patrick Watson, men fra hans seneste plade ‘Adventures In Your Own Backyard‘:

Beskriv dit musikalske univers på 30 dage del 2

day 11 – a song from your favorite band: The Whitest Boy Alive – Burning

day 12 – a song from a band you hate: Limp Bizkit – Rollin
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/413144″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

day 13 – a song that is a guilty pleasure: Sia – Breathe Me
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/9483113″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

day 14 – a song that no one would expect you to love: Take That – Relight My Fire

day 15 – a song that describes you: Mamas and Papas – Make Your Own Kind Of Music

day 16 – a song that you used to love but now hate: Tim Christensen – Right Next To The Right One

day 17 – a song that you hear often on the radio: Tim Christensen – Right Next To The Right One

day 18 – a song that you wish you heard on the radio: The Tallest Man On Earth – Kids On The Run
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/7707478″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

day 19 – a song from your favorite album: Ed Harcourt – Apple of My Eye

day 20 – a song that you listen to when you’re angry: The Cooper Temple Clause – Talking To A Brick Wall
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/13214121″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

Kommentarer:
#11 Denne kategori fik mig til at indse at jeg faktisk ikke rigtig har noget yndlingsband. Jeg tror jeg er vokset fra det. Men Whitest Boy Alive er et godt bud.

#12 Den behøver jeg vist ikke skære ud i pap.

#13 Jeg arbejdede på Nykredit for nogle måneder siden, og var ved at blive sindssyg af at høre denne sang hver gang jeg ventede på at der var nogen der tog telefonen i den anden ende. Samtidig er den én af de der rigtig gode perler, som sikkert især efter X-Factor optrædenen, gør den til en guilty pleasure. Jeg ved det ikke. Jeg har i hvert fald et lidt ambivalent forhold til den.

#14 Yes, jeg var fan af Take That da jeg var yngre. Og jeg synes stadig deres 90’er albums holder.

#15 Min veninde dedikerede engang denne sang til mig, og jeg har holdt fast i den lige siden.

#16 Har simpelthen hørt den for mange gange. Men had er et stærkt ord.

#17 Jeg hører ikke så tit radio, men når jeg endelig gør, spiller de denne sang 9 ud af 10 gange.

#18 Ubeskrivelig smuk og catchy sang, som burde få lidt mere airplay.

#19 Jeg kan vist ikke komme udenom ham.

#20 I det hele taget den plade, Kick Up The Fire, And Let The Flames Break Loose fra 2003, er en sikker vinder når hele verden går mig imod.

Beskriv dit musikalske univers på 30 dage del 1

Der dukker i ny og næ en sjov lille ting op på sociale medier som Facebook, som udfordrer dit musikalske univers på den ene eller den anden måde. Den seneste er den såkaldte 30 days challenge, hvor du på 30 dage med sange skal beskrive nærmest hver eneste krog af dit personlige musikalske univers. Jeg er en sucker for lister som denne, og har valgt ikke at spamme min Facebook med det, men derimod bruge 3 indlæg på det her på vinylen over de næste 3 dage. Så bær over med mig : )
Det er ikke alle valg der kan holde til at lade musikken tale for sig selv, så derfor har jeg kommenteret de forskellige valg nederst i indlægget.

day 01 – your favorite song: Ed Harcourt – God Protect Your Soul
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/13199089″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

day 02 – your least favorite song: The Storm – Lullaby

day 03 – a song that makes you happy: The Lovin’ Spoonful – Daydream
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/3507878″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

day 04 – a song that makes you sad: Regina Spektor – Samson

day 05 – a song that reminds you of someone: Figurines – Let’s Head Out

day 06 – a song that reminds you of somewhere: The Libertines – Time For Heroes

day 07 – a song that reminds you of a certain event: The Beatles – I Am The Walrus

day 08 – a song that you know all the words to: Ben Kweller – In Other Words

day 09 – a song that you can dance to: Jet – Are You Gonna Be My Girl
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/252562″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

day 10 – a song that makes you fall asleep: múm – We Have A Map Of The Piano

Kommentarer:
#1: Som jeg så ofte har gjort udtryk for herinde på bloggen, er Here Be Monsters pladen fra 2001, altid en plade der vil have en særlig plads i mit hjerte. Og denne sang ikke mindst. Selvom jeg da har så mange andre favoritsange.

#2: Jeg har aldrig forstået det band.

#3: Dejlig dejlig sang.

#4: Denne sang må tage prisen for at være den sang der i en lang periode var bandlyst fra mine højttalere. Den er dog budt velkommen igen, og det er en dejlig sang.

#5: Den har godt nok været svær! Der er rigtig mange sange der minder mig om rigtig mange forskellige mennesker på godt og ondt. Men jeg endte ud med denne, som minder mig om min kære veninde Marlene, som i en periode var ved at drive mig til vanvid ved at gå rundt og synge denne konstant. Hende og jeg har iøvrigt en masse Figurines numre som fællesfavoritter.

#6: Denne sang og i det hele taget det album minder mig om Klostret (studenterhuset) i Kolding, da vi ofte hørte det når vi havde arbejdsweekender.

#7: Den minder mig om da jeg var i Abbey Road studierne for små 7 år siden. Denne sang spillede inde i mit hoved da jeg vågnede den morgen jeg skulle afsted, og det fortsatte den med at gøre stort set begge aftener jeg var i studierne. En dejlig tur og et skønt minde.

#8: Puha, igen et der er mange bud på. Her er ét af dem og iøvrigt en smuk tekst.

#9: Den er en sikker vinder hver gang! Jeg ønsker mig stadig en tambourin til min fødselsdag.

#10: Der var en lang periode for en del år siden hvor jeg havde svært ved at falde i søvn hvis ikke jeg satte múm’s Finally We Are No One plade på fra 2002. Og det var næsten altid det her nummer jeg faldt hen til. Det er en dejlig plade, og efter min mening skal der altid være plads til plader som denne i enhver pladesamling.

2010 pt 3 – Årets Udenlandske Plader

Ligesom på den danske front, har den udenlandske front også været spækket med læssevis af fine udgivelser. Her er et par lister over de albums der nåede igennem vores øregange og gjorde indtryk i 2010…

RIKKE:
8. Ed Harcourt – Lustre
– Selvfølgelig skulle han da med. Selvom denne plade efter min mening ikke er den bedste af hans, så er der alligevel et par højdepunkter på pladen + at hans koncert i november i Lille Vega også har en del at sige her. En plade er den bedste souvenir man kan have med sig hjem fra koncerter.

7. The Drums – The Drums
– Et forfriskende indie-pust med stærke bånd til 80ernes store ikoner, på en dejlig naiv måde.

6. Sam Amidon – I See The Sign
– Jeg har stenet grumt, da jeg egentlig havde kendt til singlen How Come That Blood i månedsvis, og har nydt godt af den. Men det er så åbenbart alligevel gået helt henover hovedet på mig at der fulgte en plade med senere på året. Det opdagede jeg så forleden og gav pladen et par rotationer eller 10. Konklusion: Den er ikke lige så smuk som forgængeren, men den er god er den!

5. She & Him – Volume Two
– Zoey og mr. Ward har gjort det igen! Jeg elsker deres univers. Punktum!

4. Deerhunter – Halcyon Digest
– Det er altså et spøjst band det her. I nogle perioder kan jeg ikke holde ud af høre på det, og i andre kan jeg ikke få nok. Selvom pladen her nok aldrig får helt samme betydning for mig som forgængeren Microcastle gjorde, så har de alligevel formået at imponere.

3. Hjaltalín – Terminal
– Selvom jeg var lidt skeptisk overfor denne plade til at starte med, har den alligevel formået at komme ind under min hud, og får mig til at smile genkendende hver gang jeg sætter den på.

2. The Tallest Man On Earth – The Wild Hunt
– Her er endnu et eksempel på en plade hvor en koncertoplevelse har indflydelse på placeringen. Det er uundgåeligt. Og nummeret Kids On The Run vil for evig tid være blandt favoritnumrene.

1. The Bear That Wasn’t – And So It Is Morning Dew
– Denne her plade er fantastisk! Jeg ved ikke hvad der gør det, og det må derfor tyde på at der ikke kan sættes andre ord på end; fantastisk! Kan anbefales på det varmeste.

RUNE:
05. The National: High Violet
– Gedigen opfølger til The Boxer af den amerikanske gruppe. Noget af det mest ærlige man har hørt hidtil fra The National, eller i hvert fald noget af det mest eksplicit-ærlige. Det klæder dem i høj grad. Det er klart, at Alligator, stadig fremstår som gruppens mesterværk for undertegnede, men High Violet er et gennemgribende solidt album flere niveauer over utallige andre gode udgivelser fra i år.

04. LCD Soundsystem: This Is Happening
– Jeg har meget få kommentarer til denne kåring. Genialt Album, og det formåede at fortsætte fra Sound Of Silver. Pow Pow og Drunk Girls er optimale uptempo numre, som kun James Murphy kan kreere.

03. Ariel Pink’s Haunted Graffiti: Before Today
– Jeg var så heldig at være vidne til koncerten i Århus med denne gruppe (og da jeg skrev min del til vores netop offentliggjorte koncertliste, havde jeg faktisk glemt denne koncert), og de blæste mig sådan set ret meget væk. Det skal dog ikke underminere de andre koncerter, jeg har omtalt, for Ariel Pink er stærkest på albummet, som er intet mindre en genialt. Before Today er dejlig skizofrent i sin fremtoning, og der bliver ved med at foregå ting du ikke regnede med selv efter utallige gennemlytninger. At se Ariel Pink står at fremføre numre som Beverly Kills og L’estat iført kjole og fedtet garn var dog også en oplevelse for sig.

02. MGMT: Congratulations
– En kæmpe overraskelse for mig i år. Alle røg med på hypen omkring gruppen med debutalbummet, hvor nummeret Time To Pretend blandt andet tonede ud af radioens lydflader, men denne gang har de begået et mesterværk. Fantastisk stemningsfuldt album med lange opbyggende flader, samtidig med at der er nogle catchy tunes, som de selvfølgelig har gjort det mere raffineret i forhold til debuten. Man kan kun begræde, at de ikke kom på Roskilde, og at man missede koncerten på Store Vega.

01. Deerhunter: Halcyon Digest
– 
Bradford Cox og co.’s støjede art rock åbenbarede sig for undertegnede i 2010 – med Halcyon Digest gav deres musikalske projekt ligesom mening. Jeg har tidligere forsøgt at dykke ned i dem, men det er måske første gang jeg fik lirket døren op til det fantastisk ubegribelige univers gruppen befinder sig i. Hvis der sidder andre derude, der ikke rigtig er steget på Deerhunter-toget, så må jeg sige, at dette er et rigtig godt sted at starte.

Årets overall bedste og mest ventede udgivelse:
00. Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy
– Han er manden, som alle har en mening om. Han formåede virkelig at bygge en virkelig stor forventning op omkring udgivelsen af My Beautiful Dark Twisted Fantasy. G.O.O.D. Fridays lagde ligesom bunden, og inden albummet kom, lavede han da også lige en film, som han i øvrigt rejste hele verden rundt for at premiere. Sådan formår man at skabe interesse. Taylor Swift affæren bliver endevendt på albummet, ligesom Wests – efter eget udsagn – kvindefikserede tankegang bliver udstillet. Det er et genialt album i hele sin form, og det vil stå som en klar milepæl for året 2010. Der er ikke et dårligt nummer derpå, og diverse samples bliver i den grad vækket til live med Wests fortolkning.

De bedste koncerter i 2010

1 2 3 4 til deres allersidste koncert nogensinde på Fermaten i Herning d. 15. oktober 2010. Foto: Rikke Schlosser

Ingen årsgennemgang uden et indlæg om de koncerter der er værd at nævne fra endnu et år fyldt med musikalske oplevelser. Vi har valgt hver vores måde at placere og portrættere disse koncerter på, så bær over med et lidt halvlangt indlæg…det manglede vel også bare efter de sidste par måneders jævnlige fravær…

RUNE:
En af de ting der har gjort, at det er så svært at vurdere 2010’s bedste koncerter er, at der har været så mange forbandet gode koncerter. Midlake, Lampchop, Broken Social Scene, LCD Soundsystem, Daniel Johnston og mange flere. Af danske koncerter har Under Byen, The Malpractice, 4 Guys From The Future, Treefight For Sunlight, Hymns From Nineveh, IGNUG, Kellermensch, Under Byen og Sleep Party People med flere brillieret, men toppen er:

1. Prince, Orange Scene, den 4. juli 2010
– Der er – som altid – mange meninger om de store (og dyre) navne, der bliver booket på Roskilde Festival. Det var der naturligvis også om Princes koncert på Roskilde i år, hvor Prince, som jeg egentlig aldrig har beskæftiget mig meget med, blæste mig fuldstændig væk. Virkelig solidt vel-spillende orkester og tilpas meget over-the-top fløde-vokal-indlevelse. Desuden hørte jeg kun koncerten til og med Purple Rain, som må være det nummer, der er den ultimative festival-slutter. Jeg har hørt en sige, at det Prince er god til – det er at være Prince, og det må jeg så tilslutte mig.

2. Porcupine Tree, Train, den 4. oktober
– Jeg missede desværre gruppen på Roskilde, men jeg fik muligheden for at tage revanche med Porcupine Tree i Århus. Det melodiske og dystre prog-inspirerede rockband gav en fantastisk koncert. Gruppen spænder virkelig bredt. Selvom man ikke er meget til klassiske stereotypiske prog-metal/rock, der er ligeså tæt på alternativ rock i mange perioder, så er Porcupine Tree virkelig et bekendtskab værd for de fleste. Genial koncert med total teknisk overlegenhed.

3. Vi Sidder Bare Her, Mungo Park Kolding, den 25. september
– Det var Leth, Simpson, Toksvig og co.’s sidste koncert på deres turné, der i samme omgang var en afslutning på en festival til ære for Leth, der blev afholdt netop i Kolding. Koncerten var total udsolgt, og de herrer leverede en fantastisk hyggelig koncertoplevelse af de sjældne. Man kan altid diskutere, hvorvidt stemningen ikke fungerer bedre på pladerne, men når Leth sidder lige der, på scenen, og beretter om alskens ting og sager, så kan man ikke andet end blive fanget af omstændighederne. Der er mange favoritter blandt de betragtelige visdomsord fra Leth, tilsat kølig melankoli af Toksvig og Simpson.

4. Band Of Horses + Figurines, Voxhall, den 1. september
– Super koncert. Infinite Arms. Genialt band. Everything All the Time. Fantastisk stemme. Ikke meget mere at sige om det – se dem.

5. CODY, SPOT Festival & Voxhall – 2013, den 22. maj og den 4. september
– Jeg synes dette har været Codys år. Selvom deres debutalbum udkom i 2009, så synes jeg, at gruppen er opnået et internationalt niveau, hvilket de også er blevet/bliver belønnet med, med pladeudgivelse i USA og Europa. De to koncerter jeg var vidne til i år, var særdeles overbevisende, og på et niveau meget få danske kunstnere pt. kan præstere. SPOT-koncerten blæste alle væk, og Voxhall-koncerten havde charme. (Jeg har anmeldt begge koncerter her og her).

RIKKE:
Sidste år valgte jeg at placere koncerterne i en nummereret rækkefølge, men da det er svært at vurdere hvilken der har været den bedste, har jeg valgt blot at nævne dem i kronologisk rækkefølge:

2401: Slaraffenklang @ Skuespilshuset
– Kan du sige gåsehud?! Bandkollektivet her leverede den smukkeste koncert i de bedste omgivelser taget deres musikalske projekt i betragtning. En fantastisk oplevelse!

2603: Beach House @ Loppen
– Koncerten var præget af et stopfyldt Loppen, men når højttalerne serverer Beach House’s meget varme univers og en masse guf til øjet, er det svært ikke at blive ramt lige i hjertekulen.

1104: Murder + Hymns From Nineveh @ Planeten
– Igen et eksempel på en koncert der er placeret i de helt rette omgivelser. Faktisk er det ikke første gang en koncert oplevet på Planeten i Huset i Magstræde opnår toplisten over årets koncertoplevelser. Lyden og stemningen var helt i top, så det var svært ikke at få en vedvarende gåsehud. Jeg ser frem til at opleve mange mange flere koncerter med både Murder og Hymns From Nineveh i det kommende år, især i forbindelse med sidstnævntes længe ventede debutalbum, som er sat til release d. 22. februar. Men jeg tror det bliver svært at stikke denne aften!

1704: Efterklang @ Store Vega
– For første gang siden Placebo selv samme sted for 7 år siden, oplevede jeg en koncert fra allerbagerste række, og hvordan et band kan fylde en stor sal uden de store virkemidler. Det var en fabelagtig aften.

2105: Twins Twins @ SPOT
– Bandet valgte at gå hver til sit blot en uge efter denne koncert, som jeg ellers syntes de havde spillet fremragende. Jeg synes derfor at denne sidste koncert var værd at nævne blandt disse koncerter. Jeg savner dem.

0608: Forest & Crispian @ Debaser, Malmö
– For første gang nogensinde i Malmö (altså undertegnede) og for første gang til koncert i Sverige. Det var noget af en oplevelse at opleve drengene på hjemmebane og se hvordan svenskerne forstår at værdsætte bandets til tider skæve univers. Det var en fest uden lige, og jeg nød at stå og iagttage det hele på afstand. Det var samtidig en smagsprøve på hvad man ville kunne opleve til deres koncerter næste år (nu med 8 mand på scenen!), da de udgiver deres tredje album i starten af marts, og inden da en EP her til januar, så de vil forhåbenligt kunne opleves hist og pist i det ganske land i løbet af foråret.

1009: Hjaltalín @ Klub Geyser Festival
– Sikke en fest! Jeg ved ikke hvorfor, men jeg må undervurdere de islændinge gang på gang, da múm gjorde lidt samme stunt på mig sidste år. Hjaltalíns meget storslåede univers burde jo lægge op til en storladen koncertoplevelse med hele svineriet…men istedet forvandlede et proppet Kulturhuset Islands Brygge sig til et stort diskotek med fælles sang på toppen!

3009: 1 2 3 4 + Börsenfieber feat. Nikolaj Nørlund, Pato og Christian Hjelm + DJs @ Musikcaféen
– Endnu et band i opløsning…denne gang var det dog valgt inden koncerterne var spillet, så der var derfor denne aften lagt i ovnen til noget af en fest. Det var dog ikke undertegnedes sidste koncert med 1 2 3 4, men det var en meget mindeværdig aften fyldt til randen med kærlighed. Læs mere om den her.

0311: Ed Harcourt @ Lille Vega
– Som jeg har været inde på før her på bloggen, kan en koncert med denne fyr gå begge veje. Men denne gang gik det den rigtige vej, og blev til den bedste koncert jeg nogensinde har oplevet med ham. Har aldrig oplevet ham i så meget hopla! Læs mere om koncerten her.

1012 The Tallest Man On Earth @ Lille Vega
– Jeg kendte som sagt kun 1 album og 1 single med manden inden jeg trådte ind i et udsolgt Lille Vega fyldt med fællessang og dejlig stemning. Denne mand må og skal opleves i levende live, hvor hans skærbrænderstemme og fantastiske guitarspil virkelig kommer til sin fulde ret (selvom der nu også er en vis charme over de skrattede versioner af sangene på pladerne). Fantastisk aften!

2010 del 1

Som enhver anden musiknørd, er det ganske normalt, ja nærmest et krav at have en profil på last.fm. Vi her på blaa vinyl har haft det i snart 6 år, hvilket er blevet til en hel del afspilninger i tidens løb (læs: gennemsnitligt 10.000 sange pr. år). Det er pænt mange sange i nogles ører, især når man tænker på at vi også dyrker vinylen i stor grad på sidelinjen. Men derfor kan det stadig være sjovt..specielt her i dagene op til afsløringen af vores toplister over 2010, at lægge vores last.fm top 10 lister op her på siden. Dels fordi at de måske afspejler vores top 10 lister selvom ikke alle kunstnere på listerne har været aktuelle i 2010, som er kravet på vores lister, som vi offentliggør herinde på fredag:

Runes mest populære artister og albums i 2010:
1. Kings of Convenience (272)
2. CODY (199)
3. Raekwon (147)
4. Elliott Smith (145)
5. Agnes Obel (124)
6. M. Ward (122)
7. Mew (118)
8. Midlake (115)
9. Gorillaz (107)
10. jj (106)

10 mest spillede albums:
1. Kings of Convenience – Declaration of Dependence
2. CODY – Songs
3. Raekwon – Only Built 4 Cuban Linx, Pt. II
4. Mew – No More Stories Are Told Today, I’m Sorry, They Washed Away
5. Agnes Obel – Philharmonics
6. Larsen & Furious Jane – The Big Payoff (Torsten Larsen solo)
7. Gorillaz – Plastic Beach
8. Shout Wellington Air Force – Clean Sunset
9. Electrojuice – Solrock
10. Elliott Smith – New Moon

Rikkes mest populære artister og albums i 2010:
1. Ed Harcourt
2. Murder
3. Forest & Crispian
4. Loney, Dear
5. Figurines
6. The Bear That wasn’t
7. Kings of Convenience
8. Efterklang
9. Hymns From Nineveh
10. Twins Twins

10 mest spillede albums:
1. The Bear That Wasn’t – And So It Is Morning Dew
2. Ed Harcourt – Lustre
3. Twins Twins – Until Dawn
4. Efterklang – Magic Chairs
5. Hjaltalín – Terminal
6. Isbells – Isbells
7. Murder – Gospel of Man
8. Arthur Russell – Love Is Overtaking Me
9. The Acorn – Glory Hope Mountain
10. The Antlers – Hospice

Måske i via ovenstående lister kan gætte jer frem til hvilke albums der når igennem nåleøjet til årets lister over årets bedste albums på fredag? 🙂

Prikken over i’et

Jeg troede virkelig at jeg var ovre mit teenage-stadie, hvor jeg kunne komme i den syvende himmel og falde over mine egne ord når jeg med hamrende hjerte, skulle slå over i engelsk for at kunne føre en samtale med én af mine absolutte yndlingsmusikere, når han spørger mig hvordan det går, som var vi gode gamle bekendte (hvilket vi i princippet også er efter at have mødt hinanden en enkelt gang for 3 år siden). Men hvem ville ikke blive bare lidt mundlam, når manden der altid redder dit humør, ikke alene husker dit navn, men også hvordan det staves (!!)?!

Beklager indledningen til dette indlæg er blevet lidt “oh my god”-agtig, men det er tilsyneladende det stadie jeg er i, i skrivende stund. Aftenens koncert var som sagt min fjerde af slagsen, men uden tvivl den bedste af dem alle. Ed var i sit muntre hjørne og publikum opførte sig eksemplarisk. Alt sammen noget der var med til at gøre denne solokoncert sublim. Mit til alle tider yndlingsnummer God Protect Your Soul dukkede allerede op som andet nummer i settet, og rækken af favoritter – nye som gamle – blev bare ved med at dukke op i det godt halvanden time lange set, med det absolutte højdepunkt i den selvjamende udgave af I’ve Become Misguided. Der blev blandet godt rundt i bagkataloget og gjort brug af en del forskellige instrumenter og virkemidler, hvilket passede undertegnede ganske udemærket, og var med til at bære koncerten op på et yderst tilfredsstillende niveau.

Og når alt det så er sagt, får i lige favoritten i liveudgave (dog her med band). Godnat og sov godt!: