lanterner i efterårsmørket

son lux

Det er ikke meget vi har bidraget denne blog med musik der ikke havde noget med Poetry In Mono at gøre på det sidste, men det gør jeg noget ved nu. For jeg har personligt glædet mig til i dag hvor jeg kunne præsentere jer for én af kandidaterne til årets plader, nemlig den fremragende plade Lanterns fra amerikanske Son Lux, som udover en EP nu kan tælle 3 albums i sit bagkatalog. Musikken minder mig om en god blanding af Sufjan Stevens, Hjaltalín (dog uden at være så dramatisk storladen) og Nico Muhly’s Mothertongue plade fra 2008 (dog knap så abstrakt). Jeg kendte ikke til ham før indtil for et par uger siden, hvor jeg fik den nye plade anbefalet og jeg er gået hen og faldet pladask for det.

Ryan Lott som er manden bag Son Lux, er oprindeligt uddannet klassisk pianist og komponist, og har blandt andet komponeret musik til store internationale firmaer som IKEA og Coca Cola. Han er oprindeligt fra Colorado, men er nu bosiddende i New York hvor han arbejder som komponist for et reklamefirma og samarbejder med Gina Gibney Dance Company, som er en dansegruppe kun bestående af kvinder og meget mere. Allerede i 2008 efter udgivelsen af hans første album, gav NPR ham prisen som “Best New Artist”. Hans liste over samarbejder på kryds og tværs af musikbranchen er efterhånden pænt lang, og tæller bl.a. Richard Perry (Arcade Fire), Serengeti, Busdriver og Beans (Antipop Consortium), My Brightest Diamond, førnævnte Nico Muhly og Sufjan Stevens. Så min tidligere umiddelbare sammenligning var vist ikke helt ved siden af.

Blandt de mange samarbejdspartnere på Lanterns, finder vi Peter Silberman fra The Antlers. Så vi kan vist roligt sige, at det her er en herre der har mange jern i ilden, men også samtidig et godt komponist-øre, og gode venner. Det kan undertegnede i hvert fald skrive under på og jeg kan på det varmeste anbefale denne lille perle af et album på 9 skønne numre. Tjek et par af dem ud her:

Og glæd dig til d. 31. januar 2014, hvor han kigger forbi Stengade i København.

Opdatering: Hør hele pladen her!

2010 pt 3 – Årets Udenlandske Plader

Ligesom på den danske front, har den udenlandske front også været spækket med læssevis af fine udgivelser. Her er et par lister over de albums der nåede igennem vores øregange og gjorde indtryk i 2010…

RIKKE:
8. Ed Harcourt – Lustre
– Selvfølgelig skulle han da med. Selvom denne plade efter min mening ikke er den bedste af hans, så er der alligevel et par højdepunkter på pladen + at hans koncert i november i Lille Vega også har en del at sige her. En plade er den bedste souvenir man kan have med sig hjem fra koncerter.

7. The Drums – The Drums
– Et forfriskende indie-pust med stærke bånd til 80ernes store ikoner, på en dejlig naiv måde.

6. Sam Amidon – I See The Sign
– Jeg har stenet grumt, da jeg egentlig havde kendt til singlen How Come That Blood i månedsvis, og har nydt godt af den. Men det er så åbenbart alligevel gået helt henover hovedet på mig at der fulgte en plade med senere på året. Det opdagede jeg så forleden og gav pladen et par rotationer eller 10. Konklusion: Den er ikke lige så smuk som forgængeren, men den er god er den!

5. She & Him – Volume Two
– Zoey og mr. Ward har gjort det igen! Jeg elsker deres univers. Punktum!

4. Deerhunter – Halcyon Digest
– Det er altså et spøjst band det her. I nogle perioder kan jeg ikke holde ud af høre på det, og i andre kan jeg ikke få nok. Selvom pladen her nok aldrig får helt samme betydning for mig som forgængeren Microcastle gjorde, så har de alligevel formået at imponere.

3. Hjaltalín – Terminal
– Selvom jeg var lidt skeptisk overfor denne plade til at starte med, har den alligevel formået at komme ind under min hud, og får mig til at smile genkendende hver gang jeg sætter den på.

2. The Tallest Man On Earth – The Wild Hunt
– Her er endnu et eksempel på en plade hvor en koncertoplevelse har indflydelse på placeringen. Det er uundgåeligt. Og nummeret Kids On The Run vil for evig tid være blandt favoritnumrene.

1. The Bear That Wasn’t – And So It Is Morning Dew
– Denne her plade er fantastisk! Jeg ved ikke hvad der gør det, og det må derfor tyde på at der ikke kan sættes andre ord på end; fantastisk! Kan anbefales på det varmeste.

RUNE:
05. The National: High Violet
– Gedigen opfølger til The Boxer af den amerikanske gruppe. Noget af det mest ærlige man har hørt hidtil fra The National, eller i hvert fald noget af det mest eksplicit-ærlige. Det klæder dem i høj grad. Det er klart, at Alligator, stadig fremstår som gruppens mesterværk for undertegnede, men High Violet er et gennemgribende solidt album flere niveauer over utallige andre gode udgivelser fra i år.

04. LCD Soundsystem: This Is Happening
– Jeg har meget få kommentarer til denne kåring. Genialt Album, og det formåede at fortsætte fra Sound Of Silver. Pow Pow og Drunk Girls er optimale uptempo numre, som kun James Murphy kan kreere.

03. Ariel Pink’s Haunted Graffiti: Before Today
– Jeg var så heldig at være vidne til koncerten i Århus med denne gruppe (og da jeg skrev min del til vores netop offentliggjorte koncertliste, havde jeg faktisk glemt denne koncert), og de blæste mig sådan set ret meget væk. Det skal dog ikke underminere de andre koncerter, jeg har omtalt, for Ariel Pink er stærkest på albummet, som er intet mindre en genialt. Before Today er dejlig skizofrent i sin fremtoning, og der bliver ved med at foregå ting du ikke regnede med selv efter utallige gennemlytninger. At se Ariel Pink står at fremføre numre som Beverly Kills og L’estat iført kjole og fedtet garn var dog også en oplevelse for sig.

02. MGMT: Congratulations
– En kæmpe overraskelse for mig i år. Alle røg med på hypen omkring gruppen med debutalbummet, hvor nummeret Time To Pretend blandt andet tonede ud af radioens lydflader, men denne gang har de begået et mesterværk. Fantastisk stemningsfuldt album med lange opbyggende flader, samtidig med at der er nogle catchy tunes, som de selvfølgelig har gjort det mere raffineret i forhold til debuten. Man kan kun begræde, at de ikke kom på Roskilde, og at man missede koncerten på Store Vega.

01. Deerhunter: Halcyon Digest
– 
Bradford Cox og co.’s støjede art rock åbenbarede sig for undertegnede i 2010 – med Halcyon Digest gav deres musikalske projekt ligesom mening. Jeg har tidligere forsøgt at dykke ned i dem, men det er måske første gang jeg fik lirket døren op til det fantastisk ubegribelige univers gruppen befinder sig i. Hvis der sidder andre derude, der ikke rigtig er steget på Deerhunter-toget, så må jeg sige, at dette er et rigtig godt sted at starte.

Årets overall bedste og mest ventede udgivelse:
00. Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy
– Han er manden, som alle har en mening om. Han formåede virkelig at bygge en virkelig stor forventning op omkring udgivelsen af My Beautiful Dark Twisted Fantasy. G.O.O.D. Fridays lagde ligesom bunden, og inden albummet kom, lavede han da også lige en film, som han i øvrigt rejste hele verden rundt for at premiere. Sådan formår man at skabe interesse. Taylor Swift affæren bliver endevendt på albummet, ligesom Wests – efter eget udsagn – kvindefikserede tankegang bliver udstillet. Det er et genialt album i hele sin form, og det vil stå som en klar milepæl for året 2010. Der er ikke et dårligt nummer derpå, og diverse samples bliver i den grad vækket til live med Wests fortolkning.

De bedste koncerter i 2010

1 2 3 4 til deres allersidste koncert nogensinde på Fermaten i Herning d. 15. oktober 2010. Foto: Rikke Schlosser

Ingen årsgennemgang uden et indlæg om de koncerter der er værd at nævne fra endnu et år fyldt med musikalske oplevelser. Vi har valgt hver vores måde at placere og portrættere disse koncerter på, så bær over med et lidt halvlangt indlæg…det manglede vel også bare efter de sidste par måneders jævnlige fravær…

RUNE:
En af de ting der har gjort, at det er så svært at vurdere 2010’s bedste koncerter er, at der har været så mange forbandet gode koncerter. Midlake, Lampchop, Broken Social Scene, LCD Soundsystem, Daniel Johnston og mange flere. Af danske koncerter har Under Byen, The Malpractice, 4 Guys From The Future, Treefight For Sunlight, Hymns From Nineveh, IGNUG, Kellermensch, Under Byen og Sleep Party People med flere brillieret, men toppen er:

1. Prince, Orange Scene, den 4. juli 2010
– Der er – som altid – mange meninger om de store (og dyre) navne, der bliver booket på Roskilde Festival. Det var der naturligvis også om Princes koncert på Roskilde i år, hvor Prince, som jeg egentlig aldrig har beskæftiget mig meget med, blæste mig fuldstændig væk. Virkelig solidt vel-spillende orkester og tilpas meget over-the-top fløde-vokal-indlevelse. Desuden hørte jeg kun koncerten til og med Purple Rain, som må være det nummer, der er den ultimative festival-slutter. Jeg har hørt en sige, at det Prince er god til – det er at være Prince, og det må jeg så tilslutte mig.

2. Porcupine Tree, Train, den 4. oktober
– Jeg missede desværre gruppen på Roskilde, men jeg fik muligheden for at tage revanche med Porcupine Tree i Århus. Det melodiske og dystre prog-inspirerede rockband gav en fantastisk koncert. Gruppen spænder virkelig bredt. Selvom man ikke er meget til klassiske stereotypiske prog-metal/rock, der er ligeså tæt på alternativ rock i mange perioder, så er Porcupine Tree virkelig et bekendtskab værd for de fleste. Genial koncert med total teknisk overlegenhed.

3. Vi Sidder Bare Her, Mungo Park Kolding, den 25. september
– Det var Leth, Simpson, Toksvig og co.’s sidste koncert på deres turné, der i samme omgang var en afslutning på en festival til ære for Leth, der blev afholdt netop i Kolding. Koncerten var total udsolgt, og de herrer leverede en fantastisk hyggelig koncertoplevelse af de sjældne. Man kan altid diskutere, hvorvidt stemningen ikke fungerer bedre på pladerne, men når Leth sidder lige der, på scenen, og beretter om alskens ting og sager, så kan man ikke andet end blive fanget af omstændighederne. Der er mange favoritter blandt de betragtelige visdomsord fra Leth, tilsat kølig melankoli af Toksvig og Simpson.

4. Band Of Horses + Figurines, Voxhall, den 1. september
– Super koncert. Infinite Arms. Genialt band. Everything All the Time. Fantastisk stemme. Ikke meget mere at sige om det – se dem.

5. CODY, SPOT Festival & Voxhall – 2013, den 22. maj og den 4. september
– Jeg synes dette har været Codys år. Selvom deres debutalbum udkom i 2009, så synes jeg, at gruppen er opnået et internationalt niveau, hvilket de også er blevet/bliver belønnet med, med pladeudgivelse i USA og Europa. De to koncerter jeg var vidne til i år, var særdeles overbevisende, og på et niveau meget få danske kunstnere pt. kan præstere. SPOT-koncerten blæste alle væk, og Voxhall-koncerten havde charme. (Jeg har anmeldt begge koncerter her og her).

RIKKE:

Sidste år valgte jeg at placere koncerterne i en nummereret rækkefølge, men da det er svært at vurdere hvilken der har været den bedste, har jeg valgt blot at nævne dem i kronologisk rækkefølge:

2401: Slaraffenklang @ Skuespilshuset
– Kan du sige gåsehud?! Bandkollektivet her leverede den smukkeste koncert i de bedste omgivelser taget deres musikalske projekt i betragtning. En fantastisk oplevelse!

2603: Beach House @ Loppen
– Koncerten var præget af et stopfyldt Loppen, men når højttalerne serverer Beach House’s meget varme univers og en masse guf til øjet, er det svært ikke at blive ramt lige i hjertekulen.

1104: Murder + Hymns From Nineveh @ Planeten
– Igen et eksempel på en koncert der er placeret i de helt rette omgivelser. Faktisk er det ikke første gang en koncert oplevet på Planeten i Huset i Magstræde opnår toplisten over årets koncertoplevelser. Lyden og stemningen var helt i top, så det var svært ikke at få en vedvarende gåsehud. Jeg ser frem til at opleve mange mange flere koncerter med både Murder og Hymns From Nineveh i det kommende år, især i forbindelse med sidstnævntes længe ventede debutalbum, som er sat til release d. 22. februar. Men jeg tror det bliver svært at stikke denne aften!

1704: Efterklang @ Store Vega
– For første gang siden Placebo selv samme sted for 7 år siden, oplevede jeg en koncert fra allerbagerste række, og hvordan et band kan fylde en stor sal uden de store virkemidler. Det var en fabelagtig aften.

2105: Twins Twins @ SPOT
– Bandet valgte at gå hver til sit blot en uge efter denne koncert, som jeg ellers syntes de havde spillet fremragende. Jeg synes derfor at denne sidste koncert var værd at nævne blandt disse koncerter. Jeg savner dem.

0608: Forest & Crispian @ Debaser, Malmö
– For første gang nogensinde i Malmö (altså undertegnede) og for første gang til koncert i Sverige. Det var noget af en oplevelse at opleve drengene på hjemmebane og se hvordan svenskerne forstår at værdsætte bandets til tider skæve univers. Det var en fest uden lige, og jeg nød at stå og iagttage det hele på afstand. Det var samtidig en smagsprøve på hvad man ville kunne opleve til deres koncerter næste år (nu med 8 mand på scenen!), da de udgiver deres tredje album i starten af marts, og inden da en EP her til januar, så de vil forhåbenligt kunne opleves hist og pist i det ganske land i løbet af foråret.

1009: Hjaltalín @ Klub Geyser Festival
– Sikke en fest! Jeg ved ikke hvorfor, men jeg må undervurdere de islændinge gang på gang, da múm gjorde lidt samme stunt på mig sidste år. Hjaltalíns meget storslåede univers burde jo lægge op til en storladen koncertoplevelse med hele svineriet…men istedet forvandlede et proppet Kulturhuset Islands Brygge sig til et stort diskotek med fælles sang på toppen!

3009: 1 2 3 4 + Börsenfieber feat. Nikolaj Nørlund, Pato og Christian Hjelm + DJs @ Musikcaféen
– Endnu et band i opløsning…denne gang var det dog valgt inden koncerterne var spillet, så der var derfor denne aften lagt i ovnen til noget af en fest. Det var dog ikke undertegnedes sidste koncert med 1 2 3 4, men det var en meget mindeværdig aften fyldt til randen med kærlighed. Læs mere om den her.

0311: Ed Harcourt @ Lille Vega
– Som jeg har været inde på før her på bloggen, kan en koncert med denne fyr gå begge veje. Men denne gang gik det den rigtige vej, og blev til den bedste koncert jeg nogensinde har oplevet med ham. Har aldrig oplevet ham i så meget hopla! Læs mere om koncerten her.

1012 The Tallest Man On Earth @ Lille Vega
– Jeg kendte som sagt kun 1 album og 1 single med manden inden jeg trådte ind i et udsolgt Lille Vega fyldt med fællessang og dejlig stemning. Denne mand må og skal opleves i levende live, hvor hans skærbrænderstemme og fantastiske guitarspil virkelig kommer til sin fulde ret (selvom der nu også er en vis charme over de skrattede versioner af sangene på pladerne). Fantastisk aften!

2010 del 1

Som enhver anden musiknørd, er det ganske normalt, ja nærmest et krav at have en profil på last.fm. Vi her på blaa vinyl har haft det i snart 6 år, hvilket er blevet til en hel del afspilninger i tidens løb (læs: gennemsnitligt 10.000 sange pr. år). Det er pænt mange sange i nogles ører, især når man tænker på at vi også dyrker vinylen i stor grad på sidelinjen. Men derfor kan det stadig være sjovt..specielt her i dagene op til afsløringen af vores toplister over 2010, at lægge vores last.fm top 10 lister op her på siden. Dels fordi at de måske afspejler vores top 10 lister selvom ikke alle kunstnere på listerne har været aktuelle i 2010, som er kravet på vores lister, som vi offentliggør herinde på fredag:

Runes mest populære artister og albums i 2010:
1. Kings of Convenience (272)
2. CODY (199)
3. Raekwon (147)
4. Elliott Smith (145)
5. Agnes Obel (124)
6. M. Ward (122)
7. Mew (118)
8. Midlake (115)
9. Gorillaz (107)
10. jj (106)

10 mest spillede albums:
1. Kings of Convenience – Declaration of Dependence
2. CODY – Songs
3. Raekwon – Only Built 4 Cuban Linx, Pt. II
4. Mew – No More Stories Are Told Today, I’m Sorry, They Washed Away
5. Agnes Obel – Philharmonics
6. Larsen & Furious Jane – The Big Payoff (Torsten Larsen solo)
7. Gorillaz – Plastic Beach
8. Shout Wellington Air Force – Clean Sunset
9. Electrojuice – Solrock
10. Elliott Smith – New Moon

Rikkes mest populære artister og albums i 2010:
1. Ed Harcourt
2. Murder
3. Forest & Crispian
4. Loney, Dear
5. Figurines
6. The Bear That wasn’t
7. Kings of Convenience
8. Efterklang
9. Hymns From Nineveh
10. Twins Twins

10 mest spillede albums:
1. The Bear That Wasn’t – And So It Is Morning Dew
2. Ed Harcourt – Lustre
3. Twins Twins – Until Dawn
4. Efterklang – Magic Chairs
5. Hjaltalín – Terminal
6. Isbells – Isbells
7. Murder – Gospel of Man
8. Arthur Russell – Love Is Overtaking Me
9. The Acorn – Glory Hope Mountain
10. The Antlers – Hospice

Måske i via ovenstående lister kan gætte jer frem til hvilke albums der når igennem nåleøjet til årets lister over årets bedste albums på fredag? 🙂

Dagene derpå…

Klub Geyser Festival er veloverstået. Hjaltalín spillede en dejlig koncert, og undertegnede fandt ud af at hun meget bedre kan lide dem live end på plade, da der er noget mere kant på deres lyd live, og knap så meget storladenhed. Kort sagt; de er meget mere indiepop live end hvad man måske lige havde regnet med, hvilket er en god ting. Der var god stemning alle tre dage. Og undertegnede blev hver aften positivt overrasket over mindst ét band. Men der var især ét band der løb med hele min opmærksomhed lørdag aften. Det drejer sig om det purunge band, Forgotten Fields On Fire (billedet), som spiller noget dejligt britisk 60’er rock/pop, med en snert af både Beatles og Libertines og alt derimellem. De har på én eller anden måde formået at spille sig ind på en plads i mit hjerte og ikke mindst i min hjerne, da jeg har haft nedenstående sang på hjernen lige siden jeg vågnede i går formiddags. Så derfor er jeg rigtig glad for at kunne dele den med jer også.

Mp3: Forgotten Fields On Fire – Under Your Skin

Hvis du kan lide hvad du hører, og du skulle befinde dig i København på fredag, så spiller drengene på Park på Østerbro. Der er GRATIS entré, men sikkert rift om pladserne. Mere info om koncerten, kan findes her.

Klub Geyser Festival

Sidste år var det et delvist islandsk fænomen der indtog en klar førsteplads på undertegnedes top 5 over årets koncerter. Chancen for at det samme vil komme til at ske i år, er ret stor eftersom det islandske band Hjaltalín gæster dette års Klub Geyser Festival, som finder sted på Islands Brygge fra torsdag til lørdag (9.-11. september) i den kommende uge. Da jeg efter at have rålyttet til bandets seneste udspil kaldet Terminal de seneste par uger, har bygget rimelig store forventninger op til netop denne koncert. Jeg har svært ved at sætte fingeren på hvad det er der gør, at de har formået at charmere så grundigt ind under min hud, da deres hang til den storladende musicalprægede lyd ellers ikke ligger mit hjerte så nært, så gør de det alligevel så overbevisende, at jeg er solgt.

Udover Hjaltalín, som er endt med at blive festivalens absolutte hovednavn, kan jeg varmt anbefale af man tjekker navne som Penny Police og Forgotten Fields On Fire ud. Førstnævnte har jeg endnu ikke oplevet i levende live, men sidstnævnte overværede jeg derimod for nyligt på Rust som opvarmning for deres lidt mere syrede storbrødre i Treefight For Sunlight, hvilket var en hyggelig fornøjelse. Det kan så diskuteres hvor heldigt Forgotten Fields On Fire navnet er, men jeg kan godt lide deres Libertinske Beatles univers, hvis i forstår sådan en lille én. Men de skal opleves live, hvor man bliver inviteret ind i deres lille stue med deres akkustiske instrumenter og ungdommelige sind. Jeg ved dog ikke hvilket set-up de vil diske op med når de på lørdag gæster Klub Geyser Festivalen.
Derudover er jeg en smule spændt på at genopleve Il Tempo Gigante, efter at have fotograferet dem som support for en vis Rasmus Nøhr for nogle år tilbage.

Programmet ser således ud:

Torsdag:
C’est Tout Martine
Penny Police
Viktor Kingo (FO)
I Love Birds (N)
special guest: Mads Mouritz

Fredag:
Hjaltalín (ISL)
Klein (DE)
Ida Gaard
Simone Alexander (AUS)
My Cloudberry Mission
special guest: Lorey French (US)

Lørdag:
One-Eyed Mule
Il Tempo Gigante
Dreamjockey
Jacob Speake
Petterson
Forgotten Fields On Fire

Mere info om festivalen findes her.

Et pragtfuldt efterår

Da The Tallest Man On Earth spillede for et fuldstændig proppet Din Nye Ven i foråret, og undertegnede måtte gå forgæves (ligesom rigtig mange andre), rygtedes det rimligt hurtigt efterfølgende, at han ville vende stærkt tilbage til efteråret og højst sandsynligt i Lille Vega. Rygtet talte sandt, og den koncert er nu én af de koncerter jeg glæder mig allermest til i det kommende efterår, sammen med en række andre koncerter og events. Herunder er mit bud på hvad der er et godt koncertefterår i København (Rune kommer med sit bud på Århus nederst):

September
09-110910: Klub Geyser Festival
200910: Phosphorescent, Lille Vega
210910: Blonde Redhead, Lille Vega
23-250910: Independent Waves
250910: Mystery Jets, Lille Vega

Oktober
101010: Ken Gudman Prisen, Amager Bio
141010: of Montreal, Amager Bio
231010: The Divine Comedy, Lille Vega
241010: Ariel Pink’s Haunted Grafitti, Loppen

November
031110: Ed Harcourt, Lille Vega
221110: The Walkmen, Amager Bio

December
031210: Foals, Lille Vega
091210: The Drums, Lille Vega

101210: The Tallest Man On Earth, Lille Vega

Som overskriften af indlægget bærer præg af, så er dette efterår fuldstændig spækket med gode kunstnere, både i København, hvad Rikkes liste eksemplificerer, men så sandelig også i Århus. Undertegnede har udformet en liste med de koncerter, som jeg i allerhøjeste grad vil bestræbe mig på at være til stede ved. Derudover skydes semestret i gang af Århus Festuge, som i år gentager de succesfulde koncertaftenener 2013 og The Medium Rare Sessions. En af sidste års bedste koncerter, var netop ved The Medium Rare Sessions, hvor konceptet er, at det samme backing-band (The DeSoto Caucus) hele aftenen med skiftende kunstnere (Se blandt andet mere om det på denne liste). Medium Rare Sessions løber i år af stablen den 31. august og den 2. september. Den efterfølges af 2013, der finder sted den 3. og 4. september med navne som FM Belfast og Cody. Derudover er der også arrangeret musik på Bispetorv foran domkirken endnu engang, hvor der er musikere fra hele sprektret. Der er for eksempel en række anbefalesesværdige Karrierekanon-bands, samt større mere etablerede bands. Anbefales kan også det uofficielle åbningsarrangement i morgen, torsdag den 26. august, hvor et navn som Staff Benda Bilili, som undertegnede dansede natten lang til på årets Roskilde Festival, optræder. Særdeles anbefalesesværdigt. Se mere af programmet her.

Nå, men udover at festugen endnu engang sætte koncert-sæsonen i gang, så er for alvor også skruet op for blusset hos spillestederne. Jeg vil ikke umiddelbart kommentere så meget på min liste, men jeg vil blot understrege og anbefale at man tager ind og ser Teenage Fanclub og Ariel Pink’s Haunted Graffiti. Fantastiske gamle powerpoppere og ikke mindst 80’er-skizo-indie-pop fra i år. Det er jeg personligt sikker på, bliver nogle af Århus’ musikalske højdepunkter i år. De to og så The Magic Numbers…og Midlake…ogLamchop…og…arhh hvor er der mange!

September:
010910: Band Of Horses, Voxhall
030910: Omar Souleyman, Atlas
040910: 2013 – Cody + Simon Lynge, Voxhall (Som en af to aftenen med 2013 i Århus Festuge)
090910: Hjaltalín, Train
230910 – 250910: Newbees Festival 2010, Studenterhus Aarhus
300910: Mimas + Dad Rocks! + Kings Light Infantry, Musikcaféen Århus

Oktober:
011010: Sleep Party People + Shout Wellington Airforce, Musikcaféen Århus
041010: Porcupine Tree, Train
081010 + 091010: RECession Festival, Voxhall + Vestergade 58 (Heriblandt Thee Attacks, Ghost Society, Reptile And Retard m. fl.)
181010: The Magic Numbers, Voxhall
251010: Ariel Pink’s Haunted Graffiti, Voxhall

November:
071110: No Age, Voxhall
091110: Murder (Duo), Musikcaféen Århus (Den første af to koncerter)
141110: Teenage Fanclub, Voxhall
171110: Midlake, Voxhall
201110: Respekt Part 1 (Østkyst Hustlers + MC Einar + Humleridderne), Scandinavian Congress Center Århus
211110: Imogen Heap, Voxhall
231110: Broken Social Scene, Voxhall
281110: Lambchop, Voxhall

Gode indtryk

Som sædvanlig ryger vi først på musikken forlængst efter, at den har været igennem hype-maskinen. Vi beklager, hvis aktualitet er succeskriteriet for dig kære læser, men det er ikke altid vores stærke side. I hvert fald når det kommer til dette band, der bringer en fantastisk islandsk sommervarme, denne gang er det dog ikke en vulkan, men orkesteret Hjaltalín, der bærer skylden (se bare det fantastiske pressebillede).

Jeg kan forstå, at bandet blev rost for deres debutalbum fra 2008. Der stiftede undertegnede dog ikke bekendtskab med dem. Der skulle en mp3-teaser til, fra det islandske kollektivs kommende album Terminal. Et album, der efter nummeret Sweet Impressions at lyde, melder om en solid gennemarbejdet pop, kamufleret i alskens perkussion,  el-spade, strygere, falset, royalistisk kvindekor og klassiske tankegange. Der er flere danske eksempler på samme hybrid, men i denne omgang må man sige, at islændingene har deres helt egen solide og vitterligt meget optimistiske tilgang.

Det er elskværdigt, når folk tør føre deres stil helt ud uden at følge vante konventioner. Især hvis det er noget, der kan bidrage til at bringe den (meget diskuterede) grænse mellem rytmisk og klassisk musik tættere på hinanden. Der er sket meget i de sidste par år, men det er glædeligt, at der stadig kommer fremragende bud på kvalitative kombinationer.

Vi ser i hvert fald frem til udgivelsen den 13. august i år, lad os håbe det bringer dem forbi DK – det lyder som højsvævende oplevelse.

Mp3: Hjaltalín – Sweet Impressions