årets plader 2015 – rikke

aarsliste2015

Endnu et år er gået og traditionen tro er det blevet tid til årslister. Det varierer fra år til år hvordan vi hver især sætter dem op. Jeg har valgt at blande udenlandsk og dansk og er ikke gået efter et bestemt antal. I år har været et travlt år især for undertegnede som har knoklet på at få mit speciale i hus (jeg kæmper fortsat), så opmærksomheden på bloggen og nye udgivelser har ikke været så stor, og det bærer både bloggen og min årsliste tydeligt præg af;

1. Purity Ring – Another Eternity
Purity Ring - Another Eternity
Jeg forudsagde tidligere på året at denne plade snildt kunne ende på min årsliste, og jeg fik sørme ret. For her er den på 1. pladsen, fordi den har fulgt mig i tykt og tyndt, når der skulle trænes, skrives speciale, feste, eller været med på farten.

2. Destroyer – Poison Season
Destroyer - Poison Season
Som nævnt herinde tidligere på året, faldt jeg tilfældigvis over denne plade fordi album åbneren tog mig med storm. Senere på året var jeg så så heldig at opleve Destroyer live, hvilket på trods af en lidt lunken anmeldelse var en stor oplevelse. Det er helt bestemt én af de plader jeg har lyttet allermest til i 2015.

3. Son Lux – Bones
Son Lux - Bones
Jeg ville lyve hvis jeg sagde at denne plade gik rent ind ligesom forgængeren Lanterns fra 2013 gjorde sidste år. Men det er bestemt en plade der er vokset på mig især i forbindelse med de to gange jeg fik fornøjelsen af at opleve Son Lux live i løbet af 2015. Det er en yderst skæv pop-plade som bandet har fået støbt sammen ved hjælp af en masse fede effekter. En plade der fortsat vokser på mig for hvert lyt.

4. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell
Sufjan Stevens - Carrie & Lowell
Denne her plade irriterede mig faktisk til at starte med og jeg ved ikke hvorfor. Den minder jo enormt meget om Stevens’ Seven Swans fra 2004 som jeg i sin tid rådyrkede og er så vidt jeg er orienteret også det tætteste man kommer den udgivelse i Stevens bagkatalog. Men det er nu ikke alene derfor den er havnet på listen her, for jeg gav pladen en chance mere i sommers og irritationen forsvandt som dug for solen og pladen gav pludselig meget mere mening for mig. Det er jo en smuk og på samme tid sørgelig plade, som har præget mit efterårs soundtrack ret meget. Koncerten med ham i Falconer Salen i september var gåsehudsfremkaldende.

5. Blaue Blume – Syzygy
Blaue Blume - Syzygy
Bandets EP var udover Chorus Grant’s Space den eneste plade der gik igen på både min og Runes årslister for 2014. Det tegnede allerede godt dengang og debutalbummet har bestemt ikke skuffet.

6. Björk – Vulnicura
Björk - Vulnicura
Björk gjorde tidligere på året et kæmpe come back i mit musikalske univers med Vulnicura. Jeg blev igen inviteret ind i hendes univers og det var en skøn fornemmelse. Især de smukke strygerarrangementer, skrevet af en Björk med kærestesorger, gjorde indtryk.

aarets plader 2014 – rikke

vinyler

Det skifter lidt fra år til år med hvordan vi præsenterer vores årslister her på bloggen, og hvor lange disse årslister bliver. I år er hverken min udenlandske eller danske årsliste særlig lang, og det skyldes nu ikke at der ikke er udkommet mange gode/potentielt gode plader i løbet af 2014, det skyldes blot at jeg ikke har haft tiden og overskuddet til at lytte til dem allesammen.

ÅRETS UDENLANDSKE PLADER:
5. Sisyphus – Sisiyphus
sisyphus
– Når navne som Son Lux og Sufjan Stevens slår sig sammen, kan det da næsten umuligt gå galt?! Sagt på en anden måde, mine forventninger til denne plade var måske for høje, og derfor skuffede den jævnt da jeg endelig kunne lægge ører til den. Serengeti, Son Lux og Sufjan Stevens har til sammen præsteret en knap så helstøbt plade, men der er da et par guldklumper hist og pist, og derfor er pladen kommet med på denne liste.

4. tUnE-yArDs – Nikki Nack
tune-yards - nikki nack
– Jeg faldt helt tilfældigt over første-singlen Water Fountain og kunne ikke få nok. Noget i mig håbede på at resten af pladen var lidt ala denne sang, men det var desværre ikke tilfældet, og derfor denne placering. Forgængeren Whokill (2011) er stærkere hvis man spørger mig, men Water Fountain er stadig blandt årets sange, og hvis jeg skulle til nytårsfest i aften ville den med garanti ryge på anlægget:

3. Timber Timbre – Hot Dreams
timber timbre - hot dreams
– 2014 blev året hvor jeg første gang skulle stifte bekendtskab med Timber Timbre som ellers har været aktive med pladeudgivelser siden 2006. Men Hot Dreams (både singlen og pladen) ramte noget helt bestemt og samtidig ubeskriveligt i mig. Det er på mange måder en helstøbt og musikalsk plade, og jeg er ked af at jeg ikke nåede ind og se dem da de spillede i VEGA tidligere i år.

2. Future Islands – Singles
future islands - singles
– Sommerens absolutte soundtrack! Jeg har længe godt vidst at der er et band der hedder Future Islands, men det var først Skt. Hans aften da jeg fejrede min sidste eksamen med en lille flok venner, og deres legendariske optræden i Letterman røg på anlægget, at jeg for alvor stiftede bekendtskab med dem. Det var fra starten af et kuldegysningsfremkaldende bekendtskab som skulle vise sig at vokse og vokse henover sommeren efterhånden som resten af pladen åbnede sig op for mig. Det var enormt hårdt ikke at være tilstede på dette års Roskilde velvidende at dette fantastiske band skulle spille, så jeg håber virkelig at 2015 måske bliver det år hvor jeg kommer til at opleve dem live.

1. Sohn – Tremors
Sohn - tremors
– Både denne plade + Singles pladen er nok de to plader jeg har hørt allermest i år. Tremors fik min opmærksomhed i det tidlige forår, og skulle hurtigt vise sig at blive mit daglige soundtrack i en tid hvor jeg virkelig havde brug for et musikalsk soundtrack til at trøste mig og forsikre mig om at alt nok skulle gå. ‘Lessons‘ ramte mig lige i hjertekulen, og der er blevet både grædt, grinet og danset til det nummer op til flere gange i løbet af 2014. Dermed ikke sagt at det er det eneste nummer der duer for mig, da jeg synes det er en meget helstøbt plade, det var bare det første yndlingsnummer på pladen. Da koncerten i VEGA blev offentliggjort købte jeg straks min billet og glædede mig enormt meget til at se hvordan denne perlerække af numre ville udarte sig live, men min oplevelse fik uheldigvis en dæmper pga. en masse rygsmerter som jeg på daværende tidspunkt kæmpede meget med.

ÅRETS DANSKE PLADER:
5. Asbjørn – Pseudo Visions ch. 1 og 2
Asbjørn - Pseudo Visions ch. 1 og 2
– Asbjørn har jo alle dage været min yndlings pop-dreng, så det gjorde det måske også mere svært for mig at acceptere hans knap så åbne tilgang til hans to EP’er fra i år. Først ved udgivelsen af ch. 2 her i november gav det hele meget mere mening for mig og jeg kunne endelig gå rundt og nynne med uden at tænke over det. Jeg er spændt på det endelige ch. 3 her i begyndelsen af 2015.

4. Chorus Grant – Space
Chorus Grant - Space
– Jeg fik denne dejlige plade af Rune i fødselsdagsgave. Jeg elsker at den er så meget nede på jorden som den er, hvis man f.eks. har en dag hvor man bare har lyst til at læne sig tilbage og slappe af, så er denne plade uden tvivl et godt bud.

3. Ice Cream Cathedral – Sudden Anatomy
Ice Cream Cathedral - Sudden Anatomy
– Måske én af årets mest oversete danske plader. Mit første bekendtskab med den var til bandets produktionsøver, hvor vi fik præsenteret hvilken musikalsk retning bandet var ved at tage. Pladens længste nummer The Swans gjorde straks et kæmpe indtryk og er fortsat yndlingsnummeret på pladen:

2. Schultz and Forever – Broadcast Dynamics
Schultz and Forever - Broadcast Dynamics
– Det er vildt hvilken retning Jonathan Schultz har taget med Schultz and Forever i forhold til hvor det lå rent musikalsk på den første EP, og jeg er fan! Jeg var så heldig at få lov til at lytte til EPen længe inden den ramte offentligheden, så har haft rigeligt med tid til at få den godt og grundigt ind under huden, og havde glædet mig som et lille barn til jul, til at dele den med jer. Den er klart én af årets bedste plader og har været med mig mange ture rundt om søerne.

1. Blaue Blume – Beau & Lorette
Blaue Blume
– Det har været næsten helt overvældende på drengenes vegne at følge hvordan de er vokset i løbet af det år jeg har fulgt dem. Den første gang jeg stiftede bekendtskab med dem, var da jeg havde dem på plakaten som support for The Besnard Lake på min fødselsdag i 2013, og de er nærmest eksploderet på alle leder og kanter siden. Så det var med rigtig mange kuldegysninger og glæde at jeg overværede deres koncert til årets SPOT Festival i de helt rette intime rammer i den lille sal i Musikhuset. Jeg ved godt at der ikke er tale om et helt album her, men denne EP må og skal ligge på første pladsen over årets plader i 2014 og jeg er spændt på at høre hvad de finder på fremover.

Og med det sagt er jeg spændt på hvad 2015 kommer til at byde på, og håber på at nå igennem flere af årets plader end jeg gjorde i år. Godt Nytår allesammen!

son lux

Son Lux og et tændt publikum på Spillestedet Stengade © Rikke Schlosser
Son Lux og et tændt publikum på Spillestedet Stengade © Rikke Schlosser

 

Jeg sidder med kuldegysninger. Her cirka et halvt år efter at Son Lux spillede på Stengade – nok den bedste koncert i 2014 for mit vedkommende so far. Jeg faldt forleden over en optagelse af hans ligeså udsolgte koncert i Bruxelles 10 dage før han spillede i København, og har lige siden siddet med den i ørerne hver gang jeg skulle igang med den tunge eksamenslæsning.

Det er helt vildt så meget musik der kan komme fra 3 mennesker! De er alle hver især gennemmusikalske og rigtig dygtige til det de gør, men især trommeslageren, Ian Chang imponerer (se f.eks. cirka 5:30 og cirka 9:19 min inde i koncerten jeg har postet her i indlægget). Det er fandme svært at sidde stille til og jeg får helt lyst til at se dem live igen. Så hermed en anbefaling hvis du alligevel sidder og læser til eksamen og ikke har tid eller råd til at komme afsted på de mange festivaler der løber af stablen for tiden. Og lad os så krydse fingre for at Son Lux snarest muligt kommer tilbage til DK igen.

Hermed lidt snapshots fra koncerten på Stengade. Gode gode minder:

Son Lux på Spillestedet Stengade 31. januar 2014 © Rikke Schlosser
Son Lux på Spillestedet Stengade 31. januar 2014 © Rikke Schlosser
Son Lux på Spillestedet Stengade 31. januar 2014 © Rikke Schlosser
Son Lux på Spillestedet Stengade 31. januar 2014 © Rikke Schlosser
Son Lux på Spillestedet Stengade 31. januar 2014 © Rikke Schlosser
Son Lux på Spillestedet Stengade 31. januar 2014 © Rikke Schlosser
Son Lux på Spillestedet Stengade 31. januar 2014 © Rikke Schlosser
Son Lux på Spillestedet Stengade 31. januar 2014 © Rikke Schlosser
Son Lux på Spillestedet Stengade 31. januar 2014 © Rikke Schlosser
Son Lux på Spillestedet Stengade 31. januar 2014 © Rikke Schlosser
Son Lux på Spillestedet Stengade 31. januar 2014 © Rikke Schlosser
Son Lux på Spillestedet Stengade 31. januar 2014 © Rikke Schlosser

årets udenlandske plader 2013 – rikke

Der er udkommet så ufatteligt mange plader i år, og jeg mente bestemt at jeg havde haft muligheden for at dyrke langt flere end 10, men det har åbenbart blot blevet ved tanken for kun 8 plader har kunne finde vej til min liste over hvad jeg mener er årets absolutte fedeste plader. Og så er der dem der stadig mangler at blive lyttet til, dem der stadig ikke har fundet vejen til mit hjerte og så er der dem som aldrig fandt vejen til hjertet. Men er det ikke altid sådan? Her er i hvert fald dem der har fundet vej…

8. Jackson Scott – Melbourne
Jackson Scott - Melbourne
– Én af de mest overraskende plader (aka en plade jeg ikke lige have regnet med at stifte bekendtskab med) sidste år var Mac Demarco’s legesyge garage-pop. I år er det Jackson Scott’s lettere psychedeliske slacket tongue-in-cheek-cool og alvorstunge Melbourne.

7. Braids – Flourish // Perish
Braids - Flourish//Perish
– Jeg var på Rust i sommers og se Blue Hawaii, men måtte gå skuffet hjem. Så da jeg opdagede at Raphaelle Standell-Preston’s andet projekt, Braids kom på Stengade her i november, var det med en vis skepsis at jeg tog ind og så dem. En skepsis jeg med rette kunne pakke godt og grundigt sammen igen. Bandet leverede én af årets koncerter og jeg forelskede mig på stedet i deres på mange måder stemningsfulde univers. Jeg har ikke haft tid til at tjekke deres tidligere plader ud, men denne her virker for mig.

6. Beach Fossils – Clash The Truth
Beach Fossils - Clash The Truth
– Jeg kendte indtil i år kun Beach Fossils pr. navn, men det blev hurtigt ændret da jeg først fik lagt ører til pladen her som jeg fandt i London i foråret. Der bliver længere og længere imellem den klassiske kantede indie-guitar…eller også er jeg bare vokset lidt fra det, men Beach Fossils rammer lige ind i den og bringer mig tilbage til 00’erne med manér. Det er en dejlig plade hvor især numre som Clash The Truth, Careless og Taking Off tager kegler.

5. Ed Harcourt – Back Into The Woods
Ed Harcourt - Back Into The Woods
– Ed Harcourt er på mange måder gået lidt back to basics på denne her plade (hans 7. i rækken), som er indspillet på blot 6 timer i Abbey Road studierne. En ting jeg synes virkelig klæder ham, i forhold til de sidste par plader som ærligt talt har haft en tendens til at være for overproducerede. Her på pladen er der skåret helt ind til benet, og sangene bliver derved lidt mere nærværende. Hey Little Bruiser har fra start af været mit favoritnummer og der er ovenikøbet lavet en ret simpel men fed video til den:

Harcourt har allerede nu varslet release af et mini-album i januar næste år. Det bliver spændende at se om han fortsætter i samme stil.

4. Ducktails – The Flower Lane
Ducktails - Flower Lane
– Ducktails varmede godt op under mit forår med deres tilbagelænede solskins-pop på pladen her. Numre som Ivy Covered House, The Flower Lane og Letter of Intent er især blandt favoritterne. Men jeg synes i det hele taget at det er en meget helstøbt plade som man kan høre i næsten hvilket som helst humør.

3. Sigur Rós – Kveikur
Sigur Rós - Kveikur
– Denne plade har fyldt rigtig meget i mit 2013…især i sommers. Når jeg sætter den på, er det som om jeg er på Roskilde Festival igen. Hvis nogen havde fortalt mig at 2013 skulle blive året hvor jeg skulle blive gladere for Sigur Rós end jeg hidtil havde været, ville jeg ikke have troet på dem. Det er en plade der for mig vækker en del følelser, og vil nok for evigt være meget = med 2013 for mig.

2. Villagers – Awayland
Villagers - Awayland
Conor O’Brien vinder prisen for at være den der har stjålet mit hjerte så helt og aldeles og absolut i år. Det er én af den slags plader der gik rent ind lige fra første lyt og har hængt ved lige siden på trods af at have været igennem utallige afspilninger på enten pladespiller eller på farten.

1. Son Lux – Lanterns
Son Lux - Lanterns
– Og så gik man her og troede at Villagers eller Sigur Rós ville ende på min førsteplads, men så kom Son Lux lige snigende ind fra venstre. Jeg anede ikke hvem Ryan Lott var før han udgav denne her plade og jeg fik den anbefalet af en ven. Det var også én af de der plader som fandt vej ind til mit hjerte allerede efter 1. lyt. Og det er virkelig ikke tit det sker. Jeg har skamlyttet til den og anbefalet den til højre og venstre for en hel dels begejstring (heldigvis). Jeg glæder mig som et lille barn til d. 31. januar 2014 hvor vi får besøg af ham på Stengade. Det bliver så godt så godt!

Plader jeg skal have lyttet lidt mere til:
Foals – Holy Fire
The Flaming Lips – The Terror
Savages – Silence Yourself
Midlake – Antiphon
Deerhunter – Monomania

Next up; årets bedste danske plader. Glæd jer 🙂

lanterner i efterårsmørket

son lux

Det er ikke meget vi har bidraget denne blog med musik der ikke havde noget med Poetry In Mono at gøre på det sidste, men det gør jeg noget ved nu. For jeg har personligt glædet mig til i dag hvor jeg kunne præsentere jer for én af kandidaterne til årets plader, nemlig den fremragende plade Lanterns fra amerikanske Son Lux, som udover en EP nu kan tælle 3 albums i sit bagkatalog. Musikken minder mig om en god blanding af Sufjan Stevens, Hjaltalín (dog uden at være så dramatisk storladen) og Nico Muhly’s Mothertongue plade fra 2008 (dog knap så abstrakt). Jeg kendte ikke til ham før indtil for et par uger siden, hvor jeg fik den nye plade anbefalet og jeg er gået hen og faldet pladask for det.

Ryan Lott som er manden bag Son Lux, er oprindeligt uddannet klassisk pianist og komponist, og har blandt andet komponeret musik til store internationale firmaer som IKEA og Coca Cola. Han er oprindeligt fra Colorado, men er nu bosiddende i New York hvor han arbejder som komponist for et reklamefirma og samarbejder med Gina Gibney Dance Company, som er en dansegruppe kun bestående af kvinder og meget mere. Allerede i 2008 efter udgivelsen af hans første album, gav NPR ham prisen som “Best New Artist”. Hans liste over samarbejder på kryds og tværs af musikbranchen er efterhånden pænt lang, og tæller bl.a. Richard Perry (Arcade Fire), Serengeti, Busdriver og Beans (Antipop Consortium), My Brightest Diamond, førnævnte Nico Muhly og Sufjan Stevens. Så min tidligere umiddelbare sammenligning var vist ikke helt ved siden af.

Blandt de mange samarbejdspartnere på Lanterns, finder vi Peter Silberman fra The Antlers. Så vi kan vist roligt sige, at det her er en herre der har mange jern i ilden, men også samtidig et godt komponist-øre, og gode venner. Det kan undertegnede i hvert fald skrive under på og jeg kan på det varmeste anbefale denne lille perle af et album på 9 skønne numre. Tjek et par af dem ud her:

Og glæd dig til d. 31. januar 2014, hvor han kigger forbi Stengade i København.

Opdatering: Hør hele pladen her!