Der er udkommet så ufatteligt mange plader i år, og jeg mente bestemt at jeg havde haft muligheden for at dyrke langt flere end 10, men det har åbenbart blot blevet ved tanken for kun 8 plader har kunne finde vej til min liste over hvad jeg mener er årets absolutte fedeste plader. Og så er der dem der stadig mangler at blive lyttet til, dem der stadig ikke har fundet vejen til mit hjerte og så er der dem som aldrig fandt vejen til hjertet. Men er det ikke altid sådan? Her er i hvert fald dem der har fundet vej…
8. Jackson Scott – Melbourne
– Én af de mest overraskende plader (aka en plade jeg ikke lige have regnet med at stifte bekendtskab med) sidste år var Mac Demarco’s legesyge garage-pop. I år er det Jackson Scott’s lettere psychedeliske slacket tongue-in-cheek-cool og alvorstunge Melbourne.
7. Braids – Flourish // Perish
– Jeg var på Rust i sommers og se Blue Hawaii, men måtte gå skuffet hjem. Så da jeg opdagede at Raphaelle Standell-Preston’s andet projekt, Braids kom på Stengade her i november, var det med en vis skepsis at jeg tog ind og så dem. En skepsis jeg med rette kunne pakke godt og grundigt sammen igen. Bandet leverede én af årets koncerter og jeg forelskede mig på stedet i deres på mange måder stemningsfulde univers. Jeg har ikke haft tid til at tjekke deres tidligere plader ud, men denne her virker for mig.
6. Beach Fossils – Clash The Truth
– Jeg kendte indtil i år kun Beach Fossils pr. navn, men det blev hurtigt ændret da jeg først fik lagt ører til pladen her som jeg fandt i London i foråret. Der bliver længere og længere imellem den klassiske kantede indie-guitar…eller også er jeg bare vokset lidt fra det, men Beach Fossils rammer lige ind i den og bringer mig tilbage til 00’erne med manér. Det er en dejlig plade hvor især numre som Clash The Truth, Careless og Taking Off tager kegler.
5. Ed Harcourt – Back Into The Woods
– Ed Harcourt er på mange måder gået lidt back to basics på denne her plade (hans 7. i rækken), som er indspillet på blot 6 timer i Abbey Road studierne. En ting jeg synes virkelig klæder ham, i forhold til de sidste par plader som ærligt talt har haft en tendens til at være for overproducerede. Her på pladen er der skåret helt ind til benet, og sangene bliver derved lidt mere nærværende. Hey Little Bruiser har fra start af været mit favoritnummer og der er ovenikøbet lavet en ret simpel men fed video til den:
Harcourt har allerede nu varslet release af et mini-album i januar næste år. Det bliver spændende at se om han fortsætter i samme stil.
4. Ducktails – The Flower Lane
– Ducktails varmede godt op under mit forår med deres tilbagelænede solskins-pop på pladen her. Numre som Ivy Covered House, The Flower Lane og Letter of Intent er især blandt favoritterne. Men jeg synes i det hele taget at det er en meget helstøbt plade som man kan høre i næsten hvilket som helst humør.
3. Sigur Rós – Kveikur
– Denne plade har fyldt rigtig meget i mit 2013…især i sommers. Når jeg sætter den på, er det som om jeg er på Roskilde Festival igen. Hvis nogen havde fortalt mig at 2013 skulle blive året hvor jeg skulle blive gladere for Sigur Rós end jeg hidtil havde været, ville jeg ikke have troet på dem. Det er en plade der for mig vækker en del følelser, og vil nok for evigt være meget = med 2013 for mig.
2. Villagers – Awayland
Conor O’Brien vinder prisen for at være den der har stjålet mit hjerte så helt og aldeles og absolut i år. Det er én af den slags plader der gik rent ind lige fra første lyt og har hængt ved lige siden på trods af at have været igennem utallige afspilninger på enten pladespiller eller på farten.
1. Son Lux – Lanterns
– Og så gik man her og troede at Villagers eller Sigur Rós ville ende på min førsteplads, men så kom Son Lux lige snigende ind fra venstre. Jeg anede ikke hvem Ryan Lott var før han udgav denne her plade og jeg fik den anbefalet af en ven. Det var også én af de der plader som fandt vej ind til mit hjerte allerede efter 1. lyt. Og det er virkelig ikke tit det sker. Jeg har skamlyttet til den og anbefalet den til højre og venstre for en hel dels begejstring (heldigvis). Jeg glæder mig som et lille barn til d. 31. januar 2014 hvor vi får besøg af ham på Stengade. Det bliver så godt så godt!
Plader jeg skal have lyttet lidt mere til:
Foals – Holy Fire
The Flaming Lips – The Terror
Savages – Silence Yourself
Midlake – Antiphon
Deerhunter – Monomania
Next up; årets bedste danske plader. Glæd jer 🙂
