Sigur Rós – blaa vinyl

håblandsk

Tænk sig! Det gik lige op for mig at det allerede er 4 (!) år siden at Sigur Rós’ seneste album udkom. Et album undertegnede var, og stadig er meget begejstret for. Jeg har det som om det var i går, at Rune og jeg stod sammen til Roskilde Festival og oplevede én af de bedste koncerter på festivalen det år – Sigur Rós på Arena. Jeg gik en rigtig lang tur i går langs vandet, og lyttede til én af de Sigur Rós udgivelser jeg aldrig rigtig har fået ind under huden, nemlig “Hvarf – Heim” (2007). Det var en rigtig lækker oplevelse at gå der med sine tanker, kigge udover det efterårs-oprørte mørke vand, og lade Sigur Rós lyse ens lidt efterårstunge sind op på smukkeste vis. For ligesåvel som musikken indeholder en vis form for storladen melankoli som passer perfekt til efteråret, så synes jeg også der er noget opløftende midt i det sfæriske udtryk. Det er lidt svært at finde ud af hvad, men måske hænger det sammen med bandets selvopfundne sprog kaldet ‘håblandsk’?:

Altså jeg mener…prøv lige og hør de smukkeste strygere i det her nummer:

Ét nummer der i hvert fald altid får løftet én så højt op, at man næsten tror man kan flyve, er ‘Hoppípolla‘ fra pladen “Takk” (2005). Jeg husker den især fra koncerten på Roskilde som gåsehudsfremkaldende på den helt gode måde:

Bandet har ikke udgivet noget siden “Kveikur” i 2013, men så vidt jeg kan se har de turneret næsten konstant i hele 2016 og 2017. Eftersigende med en meget lækker visuel produktion, som man kan være så heldig at opleve på lørdag i Forum her i København. Tjek evt. tour traileren ud her, hvor man kan få et indtryk af hvad der er i vente:

Koncerten er delt op i to sæt, og at dømme ud fra aftenens titel “An Evening with Sigur Rós“, så kan man både vente et godt dyk ned i bagkataloget, samt forvente nyt materiale. Jeg skal selvfølgelig med, og håber selvfølgelig på at de spiller en god håndfuld fra deres seneste plade, såvel som ‘Hoppípolla‘, samt numre fra både pladerne “Ágæstis byrjun” (1999) og “( )” (2002). Hvis du vil med, er der stadig billetter at finde her. Facebook eventet kan findes her.

sommer lydtapet

Det er som om at jeg har en tendens til at lytte til meget melankolsk musik når det bliver sommer. I 2013 havde Sigur Rós f.eks. en stor plads i mit hjerte, dels pga. deres fremragende plade Kveikur fra samme år, og ikke mindst også fordi de spillede en smuk smuk koncert på Roskilde Festival samme år. Fordi jeg har lyttet så meget til Minor Victories og Explosions In The Sky de sidste par uger, er jeg havnet i Sigur Rós land igen og pladen Takk… fra 2005 har endelig åbnet sig for mig;

Radiohead har også fået en lille revival efter at jeg hørte noget af deres nye materiale i den lokale pladeforretning sidste fredag, og nummeret Daydreaming fra deres nye plade A Moon Shaped Pool har gjort indtryk;

Når det så bliver lidt for højtragende og melankolsk, skifter jeg over til Caribou;

Vi slutter lige sommer-lydtapetet af i et lidt mere muntert hjørne her med amerikanske BØRNS, som jeg først for nyligt har spottet, er blevet ret glad for og ser frem til at opleve live på onsdag d. 29. juni i Amager Bio;

Det er et lidt blandet sommer lydtapet, men det beskriver meget godt hvor jeg er lige nu.

årets udenlandske plader 2013 – rikke

Der er udkommet så ufatteligt mange plader i år, og jeg mente bestemt at jeg havde haft muligheden for at dyrke langt flere end 10, men det har åbenbart blot blevet ved tanken for kun 8 plader har kunne finde vej til min liste over hvad jeg mener er årets absolutte fedeste plader. Og så er der dem der stadig mangler at blive lyttet til, dem der stadig ikke har fundet vejen til mit hjerte og så er der dem som aldrig fandt vejen til hjertet. Men er det ikke altid sådan? Her er i hvert fald dem der har fundet vej…

8. Jackson Scott – Melbourne

– Én af de mest overraskende plader (aka en plade jeg ikke lige have regnet med at stifte bekendtskab med) sidste år var Mac Demarco’s legesyge garage-pop. I år er det Jackson Scott’s lettere psychedeliske slacket tongue-in-cheek-cool og alvorstunge Melbourne.

7. Braids – Flourish // Perish

– Jeg var på Rust i sommers og se Blue Hawaii, men måtte gå skuffet hjem. Så da jeg opdagede at Raphaelle Standell-Preston’s andet projekt, Braids kom på Stengade her i november, var det med en vis skepsis at jeg tog ind og så dem. En skepsis jeg med rette kunne pakke godt og grundigt sammen igen. Bandet leverede én af årets koncerter og jeg forelskede mig på stedet i deres på mange måder stemningsfulde univers. Jeg har ikke haft tid til at tjekke deres tidligere plader ud, men denne her virker for mig.

6. Beach Fossils – Clash The Truth

– Jeg kendte indtil i år kun Beach Fossils pr. navn, men det blev hurtigt ændret da jeg først fik lagt ører til pladen her som jeg fandt i London i foråret. Der bliver længere og længere imellem den klassiske kantede indie-guitar…eller også er jeg bare vokset lidt fra det, men Beach Fossils rammer lige ind i den og bringer mig tilbage til 00’erne med manér. Det er en dejlig plade hvor især numre som Clash The Truth, Careless og Taking Off tager kegler.

5. Ed Harcourt – Back Into The Woods

– Ed Harcourt er på mange måder gået lidt back to basics på denne her plade (hans 7. i rækken), som er indspillet på blot 6 timer i Abbey Road studierne. En ting jeg synes virkelig klæder ham, i forhold til de sidste par plader som ærligt talt har haft en tendens til at være for overproducerede. Her på pladen er der skåret helt ind til benet, og sangene bliver derved lidt mere nærværende. Hey Little Bruiser har fra start af været mit favoritnummer og der er ovenikøbet lavet en ret simpel men fed video til den:

Harcourt har allerede nu varslet release af et mini-album i januar næste år. Det bliver spændende at se om han fortsætter i samme stil.

4. Ducktails – The Flower Lane

– Ducktails varmede godt op under mit forår med deres tilbagelænede solskins-pop på pladen her. Numre som Ivy Covered House, The Flower Lane og Letter of Intent er især blandt favoritterne. Men jeg synes i det hele taget at det er en meget helstøbt plade som man kan høre i næsten hvilket som helst humør.

3. Sigur Rós – Kveikur

– Denne plade har fyldt rigtig meget i mit 2013…især i sommers. Når jeg sætter den på, er det som om jeg er på Roskilde Festival igen. Hvis nogen havde fortalt mig at 2013 skulle blive året hvor jeg skulle blive gladere for Sigur Rós end jeg hidtil havde været, ville jeg ikke have troet på dem. Det er en plade der for mig vækker en del følelser, og vil nok for evigt være meget = med 2013 for mig.

2. Villagers – Awayland

Conor O’Brien vinder prisen for at være den der har stjålet mit hjerte så helt og aldeles og absolut i år. Det er én af den slags plader der gik rent ind lige fra første lyt og har hængt ved lige siden på trods af at have været igennem utallige afspilninger på enten pladespiller eller på farten.

1. Son Lux – Lanterns

– Og så gik man her og troede at Villagers eller Sigur Rós ville ende på min førsteplads, men så kom Son Lux lige snigende ind fra venstre. Jeg anede ikke hvem Ryan Lott var før han udgav denne her plade og jeg fik den anbefalet af en ven. Det var også én af de der plader som fandt vej ind til mit hjerte allerede efter 1. lyt. Og det er virkelig ikke tit det sker. Jeg har skamlyttet til den og anbefalet den til højre og venstre for en hel dels begejstring (heldigvis). Jeg glæder mig som et lille barn til d. 31. januar 2014 hvor vi får besøg af ham på Stengade. Det bliver så godt så godt!

<a href="http://music.sonluxmusic.com/album/lanterns">Lanterns by Son Lux</a>

Plader jeg skal have lyttet lidt mere til:
Foals – Holy Fire
The Flaming Lips – The Terror
Savages – Silence Yourself
Midlake – Antiphon
Deerhunter – Monomania

Next up; årets bedste danske plader. Glæd jer 🙂

Roskilde Festival 2013 – Rikke fortæller og anbefaler

Roskilde Festival 2013

195 navne på 8 dage. Da jeg skulle finde ud af hvor tætpakket mit Roskilde skulle blive i år blev jeg ganske overrasket. Lørdag skulle vise sig at være den eneste dag jeg har mere end 5 navne på programmet, og rigtig mange af de resterende navne på programmet ringer ikke en klokke i mit musikalske univers, så jeg fornemmer lidt på det hele at mit Roskilde bliver en god blanding af gode gamle kendinge, bekendtskaber man får et større indtryk af og så de navne man ikke anede skulle være en del af éns musikalske univers. Jeg vil i dette indlæg prøve og komme med et par bud på hvad der er anbefalelsesværdigt at se på dette års Roskilde.

Undertegnede har allerede været afsted på festivalen både i lørdags og i går, søndag. Det er første gang nogensinde at jeg når at opleve warm-up dagene og det var vildt at overvære da hegnet væltede og campingområdet rimelig hurtigt blev fyldt op med telte og pavilloner (se billede herunder). Stødte også ind i ét af postbuddene fra Dream City’s postkontor-lejr, som kiggede forbi Stengade baren i Street City og stolt poserede i sit præ-kostume.

Roskilde run + postmand per

Poetry In Mono er iøvrigt også repræsenteret i Stengades bar i år. Dels på drinkkortet, men også med en fin lille tagline på infovæggen i baren (se billede øverst). Vi er rigtig stolte af det og oprigtigt glade for at grafikerne der står bag infovæggen valgte at skrive i blåt, da det står godt til konceptet og bloggen her.

Nå…til musikken. Lad os starte på toppen. Af de bands jeg glæder mig allermest til at se, må det være islandske Sigur Rós som ifølge mig har begået én af årets plader! De kommer ligeledes kommer til at slutte min festival af lørdag nat. Det bliver storslået!

De norske Dråpe som spiller i aften på Pavilion Junior vil jeg også anbefale varmt. Her er tale om drømmende guitarstøj med en snert af pop til den søde tand. I morgen når jeg er tilbage på Roskilde skal jeg helt klart tjekke Travelling Tribes ud, som jeg endnu ikke har haft fornøjelsen af at opleve live.

I går oplevede jeg Navneløs på Pavilion Junior. Koncerten bar desværre meget præg af at de dels ikke havde deres to cellister med, men i den grad også af at lyden var alt for høj og bas og guitar var alt for dominerende, så deres ellers så detaljeorienterede udtryk druknede. Den knap så gode start på den musikalske del af min festival blev dog hurtigt vendt til det bedre da Rewolmer feat. Lotte Rose fyrede op under deres atmosfæriske ambient på Apollo, som man kunne stå der og vugge til i solen.

Derudover er jeg spændt på at se Vinnie Who åbne Orange torsdag. Og håber på at se følgende: Jake Bugg, Animal Collective, Martin Ryum, Efterklang, Ásgeir Trausti, Indians, The National og Quadron. Hvis min energi stadig er der søndag, ville jeg også meget gerne opleve My Bubba og Black Rebel Motorcycle Club. Og så er jeg spændt på at se hvad jeg ellers løber ind i af musikalske oplevelser. Der plejer som regel at være mindst én uventet overraskelse på Roskilde. Vi ses derude!

svovl

sigur ros

Hvis man kan sige at man har on/off forhold til noget musik, så må det være sådan jeg har haft det med Sigur Rós og deres musik igennem de seneste 10 år hvor jeg har kendt til musikken. Jeg modtog for nyligt deres seneste single “Brennistein” fra deres kommende plade, og satte den på med en smule skepsis blandet med en god portion nysgerrighed, og jeg må indrømme at denne skepsis hurtigt blev gjort til skamme. Jeg blev nærmest bogstaveligt talt blæst bagover (!!), og måtte høre nummeret igen og igen. Jeg synes musikken skal tale for sig selv, men jeg må råde jer til at høre det igennem nogle ordentlige hørebøffer/højttalere når i trykker play, og skru også gerne lidt op:

good ol’ forelskelse

Forelskelse er en underlig størrelse, som kan give både lykkelige stunder såvel som ulykkelige stunder. Forelskelse kan kort sagt have mange ansigter, faconer og udfald, og ikke mindst forandre et menneske. Grunden til at forelskelse er endt som udgangspunkt for det her indlæg, har noget at gøre med at der det seneste døgn er blevet udgivet et par nye videoer med nogle ar mine favorit artister, som på hver deres måde behandler emnet, og i den forbindelse er jeg faldet over et par andre videoer af lidt ældre dato med lidt samme emne, men igen beskrevet på helt helt andre måder:

Én af de nye videoer, er den europæiske udgave af musikvideoen til Loney Dears ‘Loney Blues‘ fra hans plade Hall Music fra sidste år. Det er egentlig en meget simpel video, men den har den her dejligt gennemblæste efterårs-stemning, som et eller andet sted rummer alt det en forelskelse også kan være:

Loney Dear – “Blues” OFFICIAL EUROPEAN VIDEO from 777 on Vimeo.

Asbjørn offentliggjorde også en ny video i går til sin kommende single ‘Bones Bad Bones‘ fra debutpladen Sunken Ships fra i år. Sangen handler om den her overvældende forelskelse, eller for at sætte Asbjørns egne ord på det: “that crazy-bubbly-uncontrollable desperation“, som dog er på det stadie hvor man stadig ikke kan hverken vise det eller fortælle det til den udkårne. Det er én af mine personlige favoritter fra pladen, så jeg blev glad for at se at der er lavet en video til den:

En anden, knap så ny video jeg faldt over i dag, er videoen til ‘Be Comfortable, Creature‘ fra Explosions In The Sky’s sjette studiealbum, Take Care, Take Care, Take Care fra sidste år. Den skildrer denne her for længst tabte forelskelse/kærlighed, og den hvileløse søgen efter den:

Den sidste video jeg faldt over i dag, er en video jeg ikke har set før i dag på trods af at det efterhånden er en ret gammel sag. Det er videoen til ‘Viðrar vel til loftárása‘ fra Sigur Rós’s andet album Ágætis byrjun fra 1999. Den handler om denne her tabubelagte første forelskelse, som jeg ikke vil beskrive meget nærmere, da videoen og musikken klarer det ganske godt: