top 10 indlæg

Med en 10 år gammel blog, er det selvfølgelig oplagt at afsløre hvilke 10 indlæg der er blevet de mest læste i løbet af de 10 år:

10. I’m in control
9. http://blaavinyl.dk/emma-acs-det-giver-mening
8. Poetry In Mono 1 i glimt
7. De Synkende Skibe
6. Gæsteindlæg – Fine Glindvad
5. Årets Plader 2014 – Rune
4. Et Kærligt Interview del 2
3. Årets Danske Plader 2013 – Rikke
2. Et Kærligt Interview del 1
1. Sommer

Det er lidt skægt, og måske også meget sigende, at alle 10 ovennævnte på den ene eller den anden måde omhandler dansk musik, og der er ingen tvivl om at vi alle dage har været meget begejstrede for Asbjørn, eftersom han går igen i hele 3 ud af 10 indlæg. For den opmærksomme læser, vil man også kunne spotte et gæsteindlæg fra Fine Glindvad, som i 2014 spillede til vores aften på Kulturstationen Vanløse, og ikke ret lang tid efter den koncert underskrev pladekontrakt og blev til CHINAH.

Der er også en reportage fra vores første Poetry In Mono aften på Stengade, som vi nåede at arrangere cirka 20 stykker af. Der er også blevet plads til en enkelt årstids-soundtrack fra sommeren 2013, og et par toplister fra os begge fra henholdsvis 2013 og 2014. Det er sjovt at kigge tilbage på.

spot optakt – asbjørn

Asbjørn

Yes, så er vi er klar med årets første SPOT optakt interview. Vi tænkte at det var længe siden vi havde hørt noget fra Asbjørn, så vi fangede ham til bl.a. en kort snak om hans udenlandseventyr, den nye epoke af hans karriere, og meget mere. For selvom der kun er udgivet to singler siden ‘Pseudo Visions‘ (2015), så er der sket rigtig meget. Asbjørn er bl.a. flyttet til Berlin, har signet med Universal, og rejser nu verden rundt for at skrive og indspille musik med sine idoler. Så der er snart en tredje single på vej, og til maj har vi for første gang siden 2015 (hvis man ikke tæller koncerten med Who Killed Bambi i december sidste år med) fornøjelsen af at kunne opleve ham spille hele to gange på SPOT Festival. Læs interviewet og find ud af bl.a. hvorfor han kan opleves hele to gange på festivalen, og hvad det vil sige at være en fuld viking:

Hej Asbjørn, det er længe siden, men at dømme ud fra dine Insta-stories, så går det strygende?

Hej Rikke! Jo tak, jeg synes sgu det er sjovt at lave musik for tiden. Suser rundt og skriver sange til min plade med nogle af mine personlige idoler, og det er sjovt at arbejde med et kæmpe pladeselskab (Virgin Records/Universal) efter at have gjort alting helt indie-agtigt på de første to plader.

Siden vi sidst skrev om dig her på bloggen, har du jo rykket teltpælene op, og er rykket til Berlin. Hvordan har det været at skifte det danske ud med det tyske?

Det var en nødvendighed på det tidspunkt, for at jeg kunne fokusere på musikken. På den ene side havde jeg et voksende internationalt publikum og masser af medvind, og på den anden side var Danmark svær, fordi jeg hverken var den rigtige slags indie eller kommerciel. Og på trods af succesen uden for grænserne, var jeg træt af at føle mig som en musikalsk grim ælling i mit eget land. I Berlin kunne jeg pludselig lave musik på en fuldstændig ubekymret måde, fordi jeg ikke behøvede at passe ind i en tidstypisk radio-trend. Sjovt nok gjorde dét at jeg for første gang i mit liv lavede pop musik, der rent faktisk lød kommerciel, måske fordi jeg ikke behøvede at lave den i trods længere.

Hvis man har fulgt din Instagram-story på det sidste, så har du været vidt omkring, men jeg har især bidt mærke i at du har leget fuld viking i Los Angeles. Hvad gik den tur helt præcis ud på? Og hvad er der med den fulde viking?

Ha ha! Jeg er i Los Angeles i perioder for at skrive min plade, og jeg bliver bare konfronteret med hvor grænseoverskridende og ubehøvlet jeg er i en Amerikansk kontekst. Specielt Los Angeles har jo bare en meget glat overflade, og det er åbenbart umuligt for mig at smelte ind i den. Jeg føler mig for det meste som en kæmpestor, højlydt, fuld viking, og i stedet for at “fake” den, har jeg brug for at stå ved det og bare grine lidt af det med mine fans.

Din seneste plade ’Pseudo Visions’ blev i første omgang udgivet som tre EP’er der hver især havde en række singler med dertilhørende flotte musikvideoer. Det var i 2014-2015, og siden da, har du i løbet af lidt over 1 år, udgivet to singler. Er der mere på vej? Eller kører du lidt samme strategi som med ’Pseudo Visions’ ?

Jeg udgav ‘BOY PWR‘ videoen lige før Universal faldt på frierfødder. De åbnede op for så mange nye muligheder at jeg valgte at udskyde alle planer – og det var virkelig en god beslutning, selvom det aldrig var meningen at holde folk hen så længe. Jeg gik fra at producere albummet alene i min stue i Berlin, til at samarbejde med pisse seje folk i London og Los Angeles, som giver mig et tiltrængt friskt perspektiv på hvad jeg har gang i.

‘Pseudo Visions’ var et sygt vigtigt album for kontakten med mine fans og specielt ‘The Love You Have In You‘ kickstartede en ny epoke af min karriere, men det var jo helt kamikaze at lave så mange videoer, ha ha! Så jeg gør det næppe på samme måde igen. Men det er slut med klatpisseri, der kommer masser af musik fra nu af.

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til ved din koncert på SPOT?

Det er et HELT nyt show med en blanding af gamle og nye venner på scenen, både fra Danmark og Berlin. Jeg er bare mega spændt på at spille alle de nye bangers altså. Ud over min egen showcase spiller jeg også en strygerkoncert med Who Killed Bambi, så sangene får lov til at spille med musklerne i forskellige formater, så at sige.

Hvad glæder du dig selv til på SPOT?

Jeg glæder mig sindssygt meget til Jada, hun er jo bare fuldstændig psykopat fantastisk.

Tidsplanen bliver eftersigende snart offentliggjort, og så kan man jo krydse fingre for at det bliver til en halvsen lørdags-dansefest med Asbjørn og band. Indtil da kan man varme op med hans seneste single ‘Nothing 2 Lose‘:

EDIT: få timer efter offentliggørelsen af dette interview, offentliggjorde SPOT Festival tidsplanerne, så der er sørme dømt kæmpe fest med Asbjørn lørdag på SPOT Festival på Voxhall. Smukt! Vi glæder os.

poetry in mono #19 i glimt

1

Den 19. Poetry In Mono var som altid en hyggelig og stemningsfuld aften. Shy Shy Shy lagde ud og satte stemningen med deres lettere legesyge popsange, og efter en kort pause blev det Waitress’s tur til at spille deres længeventede debutkoncert hvilket gik rigtig godt. Efter koncerterne kom Rikke på hårdt arbejde på Retrograd (Stengades 1. sal) som solo Sexy Sauce DJ, da Martin Ryum desværre var blevet syg. Men efter lidt opvarmning med nogle gode gamle klassikere, kom der lige så stille gang i dansegulvet og det endte ud i en vulgær farverig popbuket, hvor bl.a. et par tidligere Poetry In Mono darlings viste hvor skabet skulle stå på dansegulvet.

Vi takker Mathias Fredslund for den fine og stemningsfulde billedereportage herunder:

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

aarets plader 2014 – rikke

vinyler

Det skifter lidt fra år til år med hvordan vi præsenterer vores årslister her på bloggen, og hvor lange disse årslister bliver. I år er hverken min udenlandske eller danske årsliste særlig lang, og det skyldes nu ikke at der ikke er udkommet mange gode/potentielt gode plader i løbet af 2014, det skyldes blot at jeg ikke har haft tiden og overskuddet til at lytte til dem allesammen.

ÅRETS UDENLANDSKE PLADER:
5. Sisyphus – Sisiyphus
sisyphus
– Når navne som Son Lux og Sufjan Stevens slår sig sammen, kan det da næsten umuligt gå galt?! Sagt på en anden måde, mine forventninger til denne plade var måske for høje, og derfor skuffede den jævnt da jeg endelig kunne lægge ører til den. Serengeti, Son Lux og Sufjan Stevens har til sammen præsteret en knap så helstøbt plade, men der er da et par guldklumper hist og pist, og derfor er pladen kommet med på denne liste.

4. tUnE-yArDs – Nikki Nack
tune-yards - nikki nack
– Jeg faldt helt tilfældigt over første-singlen Water Fountain og kunne ikke få nok. Noget i mig håbede på at resten af pladen var lidt ala denne sang, men det var desværre ikke tilfældet, og derfor denne placering. Forgængeren Whokill (2011) er stærkere hvis man spørger mig, men Water Fountain er stadig blandt årets sange, og hvis jeg skulle til nytårsfest i aften ville den med garanti ryge på anlægget:

3. Timber Timbre – Hot Dreams
timber timbre - hot dreams
– 2014 blev året hvor jeg første gang skulle stifte bekendtskab med Timber Timbre som ellers har været aktive med pladeudgivelser siden 2006. Men Hot Dreams (både singlen og pladen) ramte noget helt bestemt og samtidig ubeskriveligt i mig. Det er på mange måder en helstøbt og musikalsk plade, og jeg er ked af at jeg ikke nåede ind og se dem da de spillede i VEGA tidligere i år.

2. Future Islands – Singles
future islands - singles
– Sommerens absolutte soundtrack! Jeg har længe godt vidst at der er et band der hedder Future Islands, men det var først Skt. Hans aften da jeg fejrede min sidste eksamen med en lille flok venner, og deres legendariske optræden i Letterman røg på anlægget, at jeg for alvor stiftede bekendtskab med dem. Det var fra starten af et kuldegysningsfremkaldende bekendtskab som skulle vise sig at vokse og vokse henover sommeren efterhånden som resten af pladen åbnede sig op for mig. Det var enormt hårdt ikke at være tilstede på dette års Roskilde velvidende at dette fantastiske band skulle spille, så jeg håber virkelig at 2015 måske bliver det år hvor jeg kommer til at opleve dem live.

1. Sohn – Tremors
Sohn - tremors
– Både denne plade + Singles pladen er nok de to plader jeg har hørt allermest i år. Tremors fik min opmærksomhed i det tidlige forår, og skulle hurtigt vise sig at blive mit daglige soundtrack i en tid hvor jeg virkelig havde brug for et musikalsk soundtrack til at trøste mig og forsikre mig om at alt nok skulle gå. ‘Lessons‘ ramte mig lige i hjertekulen, og der er blevet både grædt, grinet og danset til det nummer op til flere gange i løbet af 2014. Dermed ikke sagt at det er det eneste nummer der duer for mig, da jeg synes det er en meget helstøbt plade, det var bare det første yndlingsnummer på pladen. Da koncerten i VEGA blev offentliggjort købte jeg straks min billet og glædede mig enormt meget til at se hvordan denne perlerække af numre ville udarte sig live, men min oplevelse fik uheldigvis en dæmper pga. en masse rygsmerter som jeg på daværende tidspunkt kæmpede meget med.

ÅRETS DANSKE PLADER:
5. Asbjørn – Pseudo Visions ch. 1 og 2
Asbjørn - Pseudo Visions ch. 1 og 2
– Asbjørn har jo alle dage været min yndlings pop-dreng, så det gjorde det måske også mere svært for mig at acceptere hans knap så åbne tilgang til hans to EP’er fra i år. Først ved udgivelsen af ch. 2 her i november gav det hele meget mere mening for mig og jeg kunne endelig gå rundt og nynne med uden at tænke over det. Jeg er spændt på det endelige ch. 3 her i begyndelsen af 2015.

4. Chorus Grant – Space
Chorus Grant - Space
– Jeg fik denne dejlige plade af Rune i fødselsdagsgave. Jeg elsker at den er så meget nede på jorden som den er, hvis man f.eks. har en dag hvor man bare har lyst til at læne sig tilbage og slappe af, så er denne plade uden tvivl et godt bud.

3. Ice Cream Cathedral – Sudden Anatomy
Ice Cream Cathedral - Sudden Anatomy
– Måske én af årets mest oversete danske plader. Mit første bekendtskab med den var til bandets produktionsøver, hvor vi fik præsenteret hvilken musikalsk retning bandet var ved at tage. Pladens længste nummer The Swans gjorde straks et kæmpe indtryk og er fortsat yndlingsnummeret på pladen:

2. Schultz and Forever – Broadcast Dynamics
Schultz and Forever - Broadcast Dynamics
– Det er vildt hvilken retning Jonathan Schultz har taget med Schultz and Forever i forhold til hvor det lå rent musikalsk på den første EP, og jeg er fan! Jeg var så heldig at få lov til at lytte til EPen længe inden den ramte offentligheden, så har haft rigeligt med tid til at få den godt og grundigt ind under huden, og havde glædet mig som et lille barn til jul, til at dele den med jer. Den er klart én af årets bedste plader og har været med mig mange ture rundt om søerne.

1. Blaue Blume – Beau & Lorette
Blaue Blume
– Det har været næsten helt overvældende på drengenes vegne at følge hvordan de er vokset i løbet af det år jeg har fulgt dem. Den første gang jeg stiftede bekendtskab med dem, var da jeg havde dem på plakaten som support for The Besnard Lake på min fødselsdag i 2013, og de er nærmest eksploderet på alle leder og kanter siden. Så det var med rigtig mange kuldegysninger og glæde at jeg overværede deres koncert til årets SPOT Festival i de helt rette intime rammer i den lille sal i Musikhuset. Jeg ved godt at der ikke er tale om et helt album her, men denne EP må og skal ligge på første pladsen over årets plader i 2014 og jeg er spændt på at høre hvad de finder på fremover.

Og med det sagt er jeg spændt på hvad 2015 kommer til at byde på, og håber på at nå igennem flere af årets plader end jeg gjorde i år. Godt Nytår allesammen!

asbjørn – konkurrence

Asbjørn - By Anna Jarmolowicz

Vi har trofast fulgt Asbjørn her på bloggen siden undertegnede tilfældigvis “faldt over ham” en tømmermændssøndag tilbage i 2011. Siden da har han udgivet sit debutalbum Sunken Ships i 2012 og turneret Tyskland tyndt. Hele 2014 har han brugt på at indspille, filme og udgive hele 2 kapitler/EPer af hans kommende album Pseudo Visions, som udkommer i begyndelsen af 2015.

Her er seneste single:

I anledningen af Asbjørns første koncert i København i laaaaaaaang tid, har vi her på bloggen fået lov til at lave en konkurrence hvor vi skal finde 2 heldige vindere af følgende pakke:
1 x Sunken Ships (CD) + 1 x Pseudo Visions Chapter One (10″ limited edition vinyl) + 2 billetter til koncerten på Stengade d. 7. november. Vinderne vil få overrakt deres præmier af Asbjørn selv efter koncerten.

Alt du skal gøre er at svare på følgende spørgsmål inden d. 7. november kl. 10:
Hvor mange singler / videoer har Asbjørn udgivet i år?

Send dit svar til blaavinyl(a)gmail.com. Vinderne får direkte besked.

asbjørn

asbjørn

Pseudo – [‘sówdo] – orddel ∆ Udtryk for at noget er falsk el. uægte = KVASI
Etymologi: græsk pséudo – af pséudos ‘løgn’; pseud- foran vokaler

(Nudansk Ordbog med Etymologi)

Pseudo Visions betegner ”de øjeblikke, der er så intense, at grænsen mellem virkelighed og surrealisme bliver udvisket. Den tilstand er definitionen på forelskelse, på sorg, og alt det der føles for intenst til at kunne forklares”, forklarer Asbjørn.

Det er ved at være et godt stykke tid siden vi sidst har skrevet om den talentfulde Asbjørn herinde. Men det er faktisk ikke fordi at Asbjørn har været stille. Tværtimod. Han har haft rigtig travlt med at bryde igennem i udlandet (især Tyskland) og dermed ikke været så aktiv herhjemme i Danmark. Bortset fra da han d. 1. februar i år tog hul på sit Pseudo Visions projekt, som går ud på at udgive en single med dertilhørende video hver d. 1. i 4 måneder i træk, der så ender ud med at udkomme på en EP. Hvilket Pseudo Visions ch. 1 også gjorde i maj. Nu er tiden inde til at tage hul på andet kapitel og i går offentliggjorde Asbjørn den første single ‘The Love You Have In You‘, hvor Asbjørn selv for første gang ikke er hovedperson i musikvideoen der forestiller et elskende homoseksuelt par der udforsker hinandens sind og kroppe. Det har resulteret i 5 meget fængende og intense minutter produceret af videokollektivet POWERCLAP som også står bag de andre videoer i Pseudo Visions projektet. Om sangen siger Asbjørn;

Min seksualitet har aldrig været noget, jeg har haft brug for at promovere i min musik, for det er grundlæggende ikke en ’big deal’ for mig, hvem jeg forelsker mig i. Sangen kom ud af det blå, og uden at tænke over det havde jeg skrevet en meget ærlig sang taget direkte ud af mit eget kærlighedsliv. Når alt kommer til alt, er det bare en universel kærlighedssang, der tilfældigvis handler om to drenge, og jeg håber den taler til andres hjerter, som den taler til mit.

Hvor foråret for Asbjørn primært har handlet om at skrive og indspille sange, samt indspille musikvideoer og realisere første kapitel af Pseudo Visions, er det ved at være tid til at komme en tur ud på landevejene med projektet, som ikke alene bringer Asbjørn på en mindre Danmarksturné, men også byder på en god portion shows i Tyskland inden året er omme, og det bliver tid til at tage hul på tredje og sidste kapitel af Pseudo Visions i foråret 2015, som ender ud i et samlet album. Asbjørn og bandet glæder sig til at komme ud og spille det nye materiale live;

Jeg tror de fleste musikere er afhængige af den symbiose, der kan opstå mellem én og publikum”, siger Asbjørn: ”Og dén plejer at opstå på de intime klubber i både Danmark og Tyskland. Det handler bare om ikke at være en kold skid, men beslutte sig for at få det ypperste ud af øjeblikket

Vi havde fornøjelsen af ham til Poetry In Mono #10 tilbage i 2012, hvor Rune især bed mærke i den meget dansable og intense performance som Asbjørn og band leverede. Så det kan på det kraftigste anbefale at kigge forbi én af følgende datoer:

6. november: Studenterhuset, Aarhus
7. november: Stengade, København
13. november: Studenterhuset, Aalborg
14. november: Studenterhuset, Odense
15. november: Sønderborghus, Sønderborg
Ca. 10 koncerter følger i Tyskland fra den 21. november og frem.

Se og hør hele Pseudo Visions chapter one her:

Pseudo Vision #1:

Pseudo Vision #2:

Pseudo Vision #3:

Pseudo Vision #4:

live live festival

Live Live Festival

For lidt over et år siden dukkede der endnu en festival op i det danske festival landskab. Det var en én dags festival som endte med cirka 500 gæster og den foregik skam i byen over alle festivaler, nemlig Roskilde. Det er de unge initiativtagere fra B-group, som bl.a. står bag musikmagasinet Bands of Tomorrow samt Islandkids booking, som også står bag Live Live Festivalen. En festival der i år har vokset sig 2 dage stor og er gået fra 23 navne til over 50 navne, som skal afvikles d. 10.-11. maj.

Blandt de navne der allerede er offentliggjort er blaavinyl og Poetry In Mono yndlinge såsom You.You.You., Asbjørn (se video herunder) og GIRLFRIENDS. Derudover byder programmet på Mathilde Savery, Kamilia Amélie, Siamese Fighting Fish, Dance With Dirt, Paper Tigers, LSD on CIA, Kristoffer Rahbek, Inouwee, Apollo Bear, Stargoescandy, Jørck, Castles Made of Sand, Mellow Yellow, One More Than 12, Dog In A Bag, Johnwhereismywhiskey, Bob Sacamano og Vintertur.

I dag tilføjer de hele 6 navne mere:

Belle Ville tager dig med på en rejse, igennem en hel række af elektroniske genrer. De udgav i 2012 EPen ‘Opium’, som høstede fine anmeldelser, og som bl.a. Troels Abrahamsen remixede et nummer fra. Siden har bandet været support for bl.a. Who Made Who og Rangleklods, og givet koncerter over hele landet. Belle Ville udgiver til april EPen ‘Inside Outside’.

Det elektroniske musikkollektiv 180° Virvar udsendte 1. januar 2013 deres længe ventede album “Choice Is (Insert Words)”. Pladen har sidenhen høstet en masse flotte anmeldelser, og 180° Virvar har for alvor sat en tyk streg under, at de er et af danmarks mest spændende elektroniske navne.

Robeat Boys er elektropop med referencer til Air, Daft Punk og Röyksopp. De giver dig hårdtpumpede dansable beats, fede baslinier blander med overskudsagtige leadvokaler og catchy melodier. Til trods for bandets korte levetid, har de allerede spillet koncerter flere steder i landet, bl.a. til Bands of Tomorrow showcase, hvor de holdte en vild fest! Bag Robeat Boys gemmer sig Tue Sander og Lars Rønne, som har spillet flere turnéer som sidemænd i projekter som Pede B, Medina og U$O. Nu står de sammen som frontmænd i deres eget projekt, og vil helt klart fyre op for dansegulvet.

Pop duoen Navy Bruise består af punk divaen Wanda Bra og bagmanden Hansen. Med tunge basrytmer og en girlpower vokal leverer duoen ørehængende melodier. Musikken er inspireret af Hansens baggrund i techno, synthpop og industrial. Projektet er dugfriskt og blev lanceret 2013 hvor de har en masse musiske lækkerier på vej. Navy Bruise byder velkommen i deres skæve pop univers.

Når We Are The Way For The Cosmos To Know Ifself går på scenen, præsenteres afrikansk sharman-messende intelligent tekno fra de vestsjællandske marker. Til trods for deres korte levetid har bandet allerede givet koncerter rundt omkring i København samt på Effector Festival 2013, og kan også opleves på Egmont Festival 2013. Forbered dig på at blive tryllebundet udi en outer space trance.

Sangerinden Éda bevæger sig et sted imellem dubstep og minimalistisk electronica, men bruger også elementer fra både soul, rock og triphop. Hun kan godt lide at “lege” med musikken, både i vokal, tekst og genre, og går meget op i autenticitet og personlighed. Éda har givet koncerter rundt omkring i det Københavnske og fyrer uden tvivl op for en fest til Live Live Festival.

Det er alle navne som er relativt nye for os her på blaa vinyl, undtagen ét. 180° Virvar, er vi da stødt på et par gange før, og de har også gang i noget spændende:

Det virker til at blive et meget alsidigt og spændende program Live Live Festivalen har gang i der. Vi håber vi selv når forbi og får tjekket en række bands ud. Følg festivalen på Facebook her.

de mærkelige ører

Asbjørn - still fra Strange Ears videoen

I august sidste år begyndte der at dukke nogle still-fotos op på Asbjørns Facebook. De forstillede Asbjørn omgivet af kameraer (se billedet nedenfor), og en masse andre spændende ting, der indikerede at han var ved at få lavet en musikvideo til singlen (og eftersigende den mest populære af hans sange) Strange Ears. Men der skulle gå hele 6 måneder før vi kunne få lov til at se resultatet.

Asbjørn på settet til videoen

Det er Thomas Dyrholm og Anders Morre, som tilsammen udgør video-kollektivet Powerclap, der har produceret videoen.
Jeg forelskede mig i deres æstetik fra første øjeblik, jeg så videoen til Schultz and Forever’s Falling. De fortæller nærværende og poetiske historier med deres billeder, og jeg var virkelig spændt på at se det udfoldes i en mere poppet ramme, som min, siger Asbjørn.

Hovedpersonen i fortællingen er kunstneren M.R. Mymy Iridescence Bark Morpho 1314, der drages af den usynlige kraft ind i David Byrne’s kunstværk ’Tight Spot’.
Hans bevægelser er som poesi, og han er alt hvad jeg håber at kunne være i min kunst. En muse, en påmindelse om at slippe kontrollen og stå ved sig selv. ’Strange Ears’ er en ode til fortabelsen i musikken. Det punkt hvor man stopper med at stille spørgsmål og lader sig lede af krop og smelter sammen med verden omkring. Ikke ulig den følelse jeg gerne vil opnå med mit band og publikum, når jeg spiller live, uddyber Asbjørn, som pt. er i studiet og indspille nyt materiale. Han tager dog et smut til Tyskland i starten af marts for at spille på et par festivaler, og kan også opleves et par gange i maj herhjemme i DK.

Det er en ære at have fået lov til – som én af de første her i Danmark – at vise jer videoen, som undertegnede har set igennem mindst et dusin gange, og ligesom Asbjørn, er jeg også helt betaget af Powerclap drengenes sans for æstetik og smukke billedmotiver. Se det sprøde resultat herunder: