Hvis der er noget, der har været tegnende for musikåret 2014, så har det ganske enkelt været to ting for mig: Elektronisk musik og singer/songwritere af høj kaliber. Som min liste nedenfor eksemplificerer, så har der simpelthen været så meget god elektronisk musik i år. Gamle og nye kunstnere. Derudover er der mange genremæssige afstikkere, før man også vil finde en del mere singer/songwriter baseret musik. Helt ærligt, så har det været ekstremt svært at følge med alt den gode musik, der er kommet i år. Jeg føler virkelig, at jeg stadig mangler at høre en masse, jeg virkelig gerne ville have hørt. Forhåbentlig når jeg det i det nye – ellers må jeg ønske mig en pude som ovenstående. Her kommer mine lister – (kunne ikke begrænse min danske liste til fem, så det bliver en 6’er).
TOP 6 – DANMARK
6. The New Spring – Late Bloomer
Endnu et stilsikkert træk fra den glimrende singer/songwriter Bastian Kallesøe på Late Bloomer. Albummet besidder en ro, samtidig med en håndfuld meget imødekommende sange. Desuden er den minimalistiske produktion (ingen brug af digitale effekter) et friskt pust og et kærkomment ‘benspænd’, ligesom albummets umiddelbarhed er til at tage og føle på.
5. Treefight For Sunlight – Pizza
Denne plade besidder måske årets bedste sang fra dansk grund. Come Closer er et fantastisk popnummer af den legesyge slags. Siden debuten A Collection of Vibration for Your Skull fra 2010 har vi her på bloggen kigget meget længe efter opfølgeren, og Pizza skuffer sandelig ikke. Opfindsomheden fra debuten er intakt, og denne plader oser ganske enkelt af spilleglæde, når det er allerbedst. Thulebasen ejede 2011 med Raga Gemini (for mig), Kiss Kiss Kiss gjorde det med In It Deep i 2012, TFS gør det for mig med Come Closer i 2014.
4. Iceage – Plowing into the Field of Love
I mine øjne den bedste plader iceage har begået. Det er måske den mindst ‘rå’ plade gruppen har lavet hidtil, i hvert fald hvis man tænker i klassisk ‘punk’ forstand, men teksterne oser af råhed, ærlighed og stadig en masse undertrykte aggressioner. Det er måske først på denne plade, at jeg for alvor forstår iceage – også selvom jeg også værdsatte gruppens første voldsomme nossespark på New Brigade – men det her rykker for mig. Fantastisk og meget afvekslende plade.
3. Blaue Blume – Beau & Lorette
Årets største overraskelse. Intent mindre. Gruppen fra Kolding kommer med nogle fremragende og intense sange tilsat præcist den rette formel af pop, alternative tilgange og instrumental kunnen (som for eksempel Jeff Buckley gjorde det). Jeg mener stadig, at gruppens forsanger Jonas Schmidt er en, der vil nå meget langt på de danske- som udenlandske scener mange år frem. Fremragende EP.
2. Martin Ryum – Findes
Martin Ryum vendte tilbage med sit solomateriale, der blandt andet kunne opleves på 2013-udgaven af Frost Festival. Fortolkninger af Inger Christensens lyrik tilsat Ryum’sk melankoli og minimalistike arrangementer. Det er ikke umiddelbart materiale, men det er sange, der gror og gror på en i takt med at ordene betydning åbenbarer sig. For mig er Findes en smuk opfølgning til den aldeles glimrende 10 år gamle debut, Uden Garanti.
1. Chorus Grant – Space
Den bedste plade udgivet i Danmark er endnu en plade fra pladeselskabet Tambourhinoceros. Space, er album nummer to af Kristian Finne Kristensen aka Chrous Grant, og for dælen hvor er der vellyd for alle 160 DKK (hvis man har købt den på vinyl). Så meget luft, liv og kvalitet. Det er meget lang tid siden, at engelsk-sproget musik har lydt så godt, som det gør i selskab med Kristensen (der iøvrigt også udmærker sig ved, at være med på en anden af årets lyspunkter: Cancer-debuten, Ragazzi ). O Everyone er ligeledes en af de bedste albumåbnere, der er lavet i år.
TOP 10 – INTERNATIONALT
10. Run the Jewels – Run the Jewels 2
Den måtte med på listen. Run the Jewels er en hidsig cocktail, og de er det eneste hiphop-indslag på min liste i år. Den gamle teenage-kærlighed til Rage Against the Machine fik nyt liv efter Zack De La Rochas glimrende indspark (der nærmest er samplet til sangens grundsten) til sangen Close Your Eyes (And Count To Fuck). Resten af pladen er også fremragende, og den er om muligt stærkere end debuten fra 2013. Begræder at jeg ikke har fanget dem nogen af de to gange, de har været i Danmark, men ser frem til Roskilde Festival efter netop denne annoncering.
9. Teengirl Fantasy – Thermal EP
Teengirl Fantasty udgav Thermal i slutningen af november, og de nåede derfor lige nøjagtig med på denne liste. Endnu en ep på listen, som ‘kun’ består af to instrumentale numre, samt to skæringer med vokale bidrag. Det er en dejlig blanding af sfærisk elektronisk – nærmest dance – samt rytmiske indslag af den iltre slags. U Touch Me er et dejligt nummer, hvor Hoody (후디) står for de luftige vokale indslag. Et dejligt popnummer, der fuldender en stærk ep – som iøvrigt er akkompagneret af nogle smukke visuelle akkompagnementer på gruppens hjemmeside.
8. Margot & the Nuclear So and So’s – Slingshot To Heaven
Den amerikanske gruppe med det aparte navn: Margo & the Nuclear So and So’s er et dejligt og varmt bekendtskab inde bag ruderne i kulden i denne vintertid. Sling Shot to Heaven emmer af godt sangmæssigt håndværk, hvor sangene er ekstremt tematiske på en meget eksplicit (tekstmæssig) måde. Til tider er det næsten ordinært, det Margot og co. foretager sig, men tag ikke fejl, der er rigeligt at komme efter.
7. Thom Yorke – Tomorrow’s Modern Boxes
Radiohead-forsangeren Thom Yorke overraskede med en ny plade, der blot blev solgt via BitTorrent. Endnu en ‘ny’ måde at købe musik på. Interessant at Yorke efterprøver formatet. Det fik i hvert fald undertegnede til at bide på, da man ikke rigtig kunne høre musikken, hvis ikke man købte den der. Og da jeg er Spotify-junkie i mine hverdage, så er det faktisk overraskende hvor isolerede mange musikere bliver, hvis deres musik ikke er tilgængelig på Spotify. I hvert fald for mig, som ganske enkelt kan glemme dem, hvis det ikke er tilgængelig der. Skræmmende. Nuvel – Tomorrow’s Modern Boxes er mere Yorke, som vi kender ham, men den har været i fast rotation på min iTunes, og den kun anbefales på det kraftigste, hvis man normalt er til ham.
6. Ariel Pink – pom pom
Ariel Pink bliver bare ved med at være sig selv, og gøre det endnu vildere og endnu mere gakket. Der er sådan en kitchet 80’er-horror lyd over nogle af hans numre, mens der konstant bliver leget med produktion og strukturmæssige opbygninger. Konstante overraskelser. Indimellem gemmer sig dog også fantastiske pop-gems. Put Your Number In My Phone er for eksempel skåret lige efter popskabelonen, men for søren hvor er det et dejligt nummer. Der er flere one hit wonders, der kunne lære meget af Ariel Pink. pom pom er endnu en fremragende plade fra den langhårede musiker.
5. FKA Twigs – LP1
En særdeles spændende kvinde. Det er meget længe siden, at jeg har oplevet sonisk intimitet af samme kaliber, som jeg har det med Tahliah Debrett Barnett aka FKA Twigs på LP1. Der er masser af høj høj kvalitet på debutskiven, hvor ydmyghed går fremfor alt, men det er med en konstant bevidsthed om, at hun har noget at have det i. Underspillede tilnærmelser i lydlig form. Dragende og smukt.
4. Angel Olsen – Burn Your Fire For No Witness
Et af de mest hårrejsende musikalske øjeblikke jeg har haft i år, var i selskab med Angel Olsen i Barcelona under hendes fremførsel af nummeret White Fire. Denne lille kvinde med sin elguitar tryllebandt ganske enkelt spillestedet Apolo. Det var hendes sidste nummer af denne koncert, og i de syv-otte minutter sangen varede stod pelsen næsten omme i nakken på mig. Sikke en dybde, sikke en sjæl denne kvinde synger med. Det er ikke for sjov, at der er flere, der har nævnt Olsen i samme åndedrag som Mr. Leonard Cohen. Hør denne kvinde.
3. The Range – Panasonic EP
En vildt overset fyr fra Providence ved navn James Hinton. Han producerer simpelthen noget fantastisk elektronisk musik, hvor luftige beats og vokalsamples en masse går op i en højere enhed. Selvom dette ‘blot’ er en ep, så er der simpelthen så meget kvalitet og fremtid her, at det er svært ikke at smide Panasonic meget højt på min årsliste, for dette er om nogen, en fyr, jeg har hørt igen og igen og igen. Krydser fingre for en snarlig DK-koncert, da hans koncert på 2014-versionen af Primavera Sound desværre faldt en smule til jorden i en kombination af tekniske problemer, kulde, blæst og dårligt fremmøde – på plade er der dog ikke en finger at sætte.
2. Aphex Twin – Syro
En elektronisk aha-oplevelse af de helt store i 2014 blev den længe ventede Aphex Twin-plade, Syro. En fantastisk alsidig plade, der bliver ved med at overraske. Det er nærmest som at lytte til en symfoni eller en anden større komposition i mere klassisk forstand, når man er i selskab med Richard D. James. De små figurer, underfigurer, kontrasterende figurer, der bliver med at opstå. Den originale brug af lyde, produktion og vokal. Det hele spiller for mig, på Syro, der iøvrigt også er årets cover-art – hvis du spørger mig.
1. Sun Kil Moon – Benji
“I’ll go to my grave with my melancholy”, synger Mark Kozelek på Benji, som er et foreløbigt højdepunkt for Kozelek som Sun Kil Moon. Han har begået intet ringere end et skæbnefyldt og ufattelig dragende mesterværk, der må høste nye lyttere. Oh sol og måne, hvor er det godt i selskab med en af melankoliens mestre – vi følger ham gerne med ind på skæbnernes gravplads. Den bedste plade jeg har hørt i flere år.
En tanke om “aarets plader 2014 – rune”