Jacob Bellens i Koncertsalen

Jacob Bellens Koncertsalen

Der var alt for mange plader der udkom i 2014, som jeg aldrig rigtig nåede at lytte til, selvom jeg var klar over deres eksistens. Den ene var Jacob Bellens’ My Convictions. Jeg har fulgt ham siden den første Murder plade (er desværre aldrig rigtig nået så meget omkring I Got You On Tape), så det var et eller andet sted for dårligt at jeg ikke fik tjekket op på hans seneste udgivelse før for nogle dage siden. Men det var på mange måder en dejlig positiv overraskelse, for det er en plade der fortsætter meget i samme storladne spor som min yndlingssang fra The Daisy Age (2012), nemlig Heart of Africa, som med sine smukke strøg af strygere støtter rigtig godt op om Jacob Bellens’ sprøde stemme, hvilket jeg savnede på resten af pladen. På My Convictions er der i DEN grad taget revanche (!). Så da jeg mødte op i Koncerthuset i DR byen i går, var jeg meget spændt på at se hvordan denne klassiske klang ville blive gengivet i levende live, og jeg må indrømme at jeg blev en anelse skuffet…

Michael Møller var aftenens special guest, der varmede den udsolgte koncertsal op i en god halv times tid. Måske det bare var mig, men starten af hans show var lidt plaget af en lysmand der ikke virkede til at have helt styr på teknikken, og spotlyset skiftede hele tiden fra at være på Møller til at være på en tom plet på scenen. Ydermere var første halvdel hans show meget præget af støj og folk der skulle ind og finde deres pladser (på trods af at det var blevet meldt klart ud hvornår dørene åbnede og at man skulle komme til tiden), hvilket fik mig til at spekulere lidt over om det kun er til klassiske koncerter (eller på Det Kongelige Teater) man formår at holde sig til når dørene lukker, så lukker de? – Det fik mig også til at frygte lidt for hvordan resten af aftenen ville forløbe, men min bekymring var heldigvis forgæves.
Det var en meget selvsikker Michael Møller, som bortset fra ekstranummeret, udelukkende præsenterede nye endnu uindspillede numre for os med tematikken om at han altid gerne har villet tro på Gud, men ikke rigtig kan når det kommer til stykket. En meget vellykket præstation i disse omgivelser.

Efter en lille halv times pause og sceneskift, var det blevet tid til aftenens hovednavn, som åbnede ballet med følgende bemærkning;

Godaften. Vi skal spille for jer…..det ved i jo godt. Jeg håber i kommer til at hygge jer.”

Aftenens setup var; Orgel + guitar + vokal (Jacob Bellens), bas + kor (Jakob Falgren), trommer (Jakob Høyer), guitar (Manoj Ramdas), violin + keyboard (Nils Gröndahl), og keyboard + tværfløjte + kor (Ned Ferm). Men hvor var resten af strygerne og klassiske instrumenter til at bakke Bellens op? Svaret var en stor del af tiden hos Gröndahl og Ferm, der dels på keyboard, violin og tværfløjte fik løftet opgaven på smuk vis, men slet ikke op i de højder man måske kunne have ønsket når man nu befandt sig i disse i forvejen storladne omgivelser.

Jeg har efterhånden oplevet Jacob Bellens live en del gange, og gang på gang formår hans varme væsen at få et smil frem på læben og varme i hjertet. Som når han f.eks. imellem nogle numre fyrer følgende vits af, der får den ellers musestille og lyttende sal til at brøle af grin:

“Hvordan får man en fisk til at grine? Man lægger den i kildevand”

Cirka halvvejs inde i koncerten forlader Ramdas, Gröndahl og Ferm scenen, og ind kommer Marie Fisker der synger med på Do You Have Anything Harder (som Michael Møller og Bellens synger sammen i videoen forneden) og Eight Arms To Hold You, begge fra før den nyeste plade. Rigtig smuk kombination.

Efterfølgende kommer de ovennævnte herrer på scenen igen, og Bellens præsenterer os for en ny sang, One Of A Kind, efterfulgt af Someone You Love, som Bellens fortæller egentlig skulle have været en slags 50er ballade, men vist ikke helt var endt med at være det. Det var lidt svært at vurdere hvorvidt den var det eller ej, men Ramdas’ surfer-agtige mellemspil (som på pladen er en trompet), gav da lidt 50’er vibes på den rigtig gode måde.

Som én af de sidste sange, kom “en sang som alle de andre“, nemlig Heart Of Africa, hvor strygerne meget passende endelig kom meget mere i fokus, og varmede mit anmelderhjerte så meget så det næsten smeltede. Ekstranummeret, den smukke Change of Heart, som endte ud i et spacy drone-agtigt jam, sluttede på mange måder en dejlig koncert af på perfekt Bellensk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *