genre- og netværksspillesteder

i morgen må spillestederne genåbne. nogle af dem har været lukket helt siden marts 2020, og andre siden jul. de helt præcise retningslinjer for genåbningen, kender ingen endnu, men der bliver uden tvivl en masse af slagsen. COVID-19 har ændret rigtig meget i vores dagligdag, og kommer nok desværre til at fortsætte med at gøre det længe endnu. men én god ting er der da kommet ud af pandemien; en ny støttemodel til de rytmiske spillesteder, og dermed lidt flere penge til området – nærmere betegnet 46 mio kr fordelt over de næste fire år. i første omgang er det en forsøgsordning, som kører over de næste fire år, men det er ambitionen at ordningen bliver permanent.

da landet lukkede ned for lidt over et år siden, var det spillestederne der lukkede ned først, og i den forbindelse blev det for første gang meget tydeligt, at de eksisterende støttemodeller (honorarstøttede og regionale) efterlader nogle spillesteder imellem to stole. så politikerne og dansk live (spillestedernes og festivalernes interesseorganisation) lagde hovederne i blød, og kom frem til at en del af løsningen måtte være;

  • genre- og netværksspillesteder
  • nye formater til livescenen

førstnævnte ordning henvender sig til de honorarstøttede spillesteder, og den sidstnævnte henvender sig til de regionale spillesteder. især førstnævnte læner sig op ad en ordning man i efterhånden en hel del år har kaldt på i branchen, hvor man bl.a. har være vidne til at honorarstøtteordningen er blevet udhulet, da der ikke er blevet tilført flere penge over en længere periode.

ved første øjekast tænker man om der nu dukker en masse specifikke genre-spillesteder op med fokus på særlige genrer, men det er ikke sådan det kommer til at forholde sig, da det er meningen at spillestederne der ansøger om at blive det, selv bestemmer om de vil lægge mest vægt på det genremæssige eller det netværksmæssige i deres ansøgning.

genre: spillesteder der gør noget helt særligt for nicher og visse genre.

netværk: samarbejde på tværs af spillesteder og andre samarbejdspartnere.

spillestederne bliver ikke udpeget til at være enten det ene eller det andet. man er begge dele, men det kan så variere fra spillested til spillested hvad der lægges mest vægt på. derudover er det en ambition at hvert spillested der udpeges, kan regne med at modtage et statstilskud på omkring 1 mio kr årligt, på den betingelse, at man får fuld opbakning fra kommunen, og at kommunen også støtter med et væsentligt årligt tilskud. i sin tid, da man vedtog ‘spillestedsloven’ og støttemodellerne til rytmiske spillesteder, besluttede man sig for at honorarstøttede spillesteder som udgangspunkt ikke kunne modtage lige så meget i støtte, som de regionale spillesteder, der modtager mindst 1 mio i årlig støtte. tilgengæld bliver der stillet væsentligt flere krav til de regionale, hvorimod de nye genre- og netværksspillesteder på trods af ligheden med størrelsen på støtten, ikke kommer til at have lige så mange krav.

grundtanken med de nye genre- og netværksspillesteder – som man regner med at der kommer til at være cirka 10 af fordelt på landsplan – er at få skabt mere samarbejde og mere sammenhæng i musiklivet.

da jeg skrev mit speciale i 2015-2016 om ‘spillestedsloven’, lavede jeg både en kvalitativ og en kvantitativ undersøgelse af spillestedslandskabet. herigennem kom jeg grundlæggende frem til, at det ikke var selve ‘spillestedsloven’ den var gal med, men derimod udmøntningen af den. sagt på en anden måde, de daværende støttemodeller og udmøntningen af dem, måske var for firkantede i forhold til hvordan virkeligheden er nu her 15-20 år efter vedtagelsen af loven.

der var dels en efterspørgsel for at sætte tariffen lidt mere fri end den er i dag, f.eks. dele den op i to forskellige – én til vækstlag og én til de mere etablerede. der var efterspørgsel på at udvide honorarstøtteordningen, så man kunne få enten 1-årig og 2-årig bevilling af staten (indtil videre er det så vidt jeg ved, kun i københavns kommune man har testet de 2-årige bevillinger). yderligere var der også behov for mere støtte til driftsudgifter, da honorarstøtte (tariffen) udelukkende er øremærket musikerne. til sidst kritiserede man den meget kvantitative måde at måle spillestederne på med K1, K2, og K3 koncerter.

hele diskussionen om tariffens størrelse er en konstant diskussion på højde med den evige diskussion om hvornår noget er kunst eller ej – sagt med andre ord – man er ikke kommet videre. når det kommer til 1-årige vs. 2-årige bevillinger, så bliver det som udgangspunkt ikke noget man kommer til at operere med på statsligt niveau, da man er af den opfattelse at 2-årige bevillinger udvander den fleksibilitet, som er grundstenen i honorarstøtteordningen. derimod kan man sige at efterspørgslen på støtte til driftsudgifter mere eller mindre bliver mødt med den nye ordning, men til gengæld frafalder honorarstøtten – så jeg vil dog ikke mene at man kan sige at ordningen har løst dette problem 100% heller. til sidst, kræver den nye ordning også fortsat at spillestederne sætter nogle kvantitative mål med K1, K2, og K3 koncerter, hvor de ansøgende spillesteder ud fra deres demografi skal sætte mål for hvor mange små (K1), mellemstore (K2), og store (K3) koncerter de regner med at afholde i perioden de ansøger om (resten af 2021 eller 2022-2024).

jeg har talt med michael marino, som er spillestedsleder for huset i hasserisgade om den nye ordning. marino svarede i sin tid også på min kvantitative undersøgelse, hvor han bl.a. svarede følgende på hvordan han synes støttesystemet virker;

tariffens årlige stigning udhuler støtten som man modtager fra kommunen. når disse beløb ikke følges ad bliver flere og flere penge brugt til at modsvare den støtte som modtages fra kunstrådet.

– michael marino 2015

marino er stadig enig i det han sagde i 2015, da;

honorarstøtteordningen udhules (fortsat red.) af at det kommunale tilskud ikke reguleres efter tarifstigningerne. statens kunstfond korrigerer løbende størrelsen på deres honorar løbende størrelsen på deres honorarklip, men da de heller ikke får nye penge ind i honorarstøtten, så bliver der jo bare med tiden færre og færre honorarklip at dele ud af. det har vi jo blandt andet set konsekvensen af, da projektstøtteudvalget besluttede, at man ikke længere kunne honorere lydmænd med klip fra staten.”

– michael marino 2021

marino ser ikke den nye støttemodel som en løsning på de indbyggede problematikker som ligger i honorarstøtteordningen (som nævnt af undertegnede ovenfor citaterne), men den løser midlertidigt problemet med udhulningen af ordningen, da de spillesteder der bliver udnævnt som genre- og netværksspillesteder, ikke også kan modtage honorarstøtte. på den led bliver der frigivet flere honorarklip til de spillesteder der ikke bliver udnævnt, og det er ikke få klip, da man går ud fra at de spillesteder der søger og bliver udnævnt, også er nogle af de spillesteder der i dag modtager en væsentlig andel af honorarklippene.

den nye ordning for netværks- og genrespillesteder ser jeg til gengæld som et “nu rydder vi bordet” format, hvor vi skal kigge på helt nye udviklingsmuligheder, samarbejder (og netværk), og nye måder at tænke spillesteder på generelt. mindre facilitering og mere kuratering, og mindre stordrift og mere projektudvikling. (…) det fede er jo, at der bliver lagt op til spillestederne hvordan de vil arbejde med genererne og aktivere forskellige netværk. mit blik på hvad et netværks- og genrespillested kan være, kan være noget helt andet end hvad et spillested i esbjerg eller en arrangør i nakskov definerer.

– michael marino

det bliver rigtig spændende at se hvilke spillesteder der bliver udpeget for resten af 2021, og igen hvilke der bliver udpeget i slutningen af 2021 for perioden 2022-2024. det bliver i det hele taget rigtig spændende at følge ordningen, og evalueringerne af den. måske kommer der flere ordninger? måske ender det hele med en ændring af ‘spillestedsloven’, som faktisk fylder 21 år d. 17. maj (nørdeinfo: den blev vedtaget d. 17. maj 2000 ved et klart flertal i folketingssalen på 93 stemmer (S, V, KF, SF, CD, RV, EL og KRF) mod 11 (DF og FRI)). uanset, så glæder vi os her på bloggen til at følge udviklingen af området.


hemmeligheder på parade

det er få plader jeg dedikerer et helt indlæg til på denne måde, “bare fordi den fylder rundt”. men tim christensens ‘secrets on parade‘ betyder noget helt særligt for mig, og har fulgt mig i tykt og tyndt siden 2001. den har åbnet døre til en masse venskaber, et par livslange af slagsen, nye musikalske landskaber, en stor oplevelse i london i 2004, mange oplevelser og anekdoter, samt en helveds masse koncerter.

for lidt over en uge siden rundede pladen sit 20. år (!!). det var indtil i går et mysterium præcis hvilken dato pladen udkom på i sin tid. den engelske wikipedia mener det er d. 5. oktober, den danske wikipedia d. 5. november, en gammel B.T. artikel fra d. 27. september 2000 skriver at den udkom 3 dage senere (altså d. 30. september), og GAFFA’s anmeldelse skriver at den udkom d. 5. oktober. så jagten på det rigtige svar gik ind, og jeg fandt frem til den originale pressemeddelelse, og forfatteren til denne pressemeddelelse, nemlig jan poulsen, som kunne bekræfte og slå fast, at den officielle udgivelsesdato var d. 27. september 2000.

rune var faktisk den der i sin tid anbefalede mig pladen, men jeg ville i første omgang ikke lytte til hans anbefaling. lige indtil han tog pladen med til en lille privatfest hos min veninde, og glemte den i anlægget. min veninde fik kort tid efter nogle kærestesorger, så en dag da jeg kom hjem til hende efter skole, fandt jeg hende stortudende og storrygende i hendes forældres stue, med sangen ‘kings garden‘ på repeat. herfra tog det fart. jeg tog pladen med hjem, for rune skulle jo have den tilbage. men inden han fik den, overspillede jeg den på bånd, og derefter var den fast inventar i min walkman i lang lang tid efter. med tiden fik jeg den anskaffet på cd. en cd der til dato nok er den mest slidte jeg har i samlingen. jeg følte mig hørt med den plade. når jeg havde en dårlig dag i skolen, kunne jeg ikke komme hurtigt nok hjem på værelset og spille pladen for fuld skrue.

i sommeren 2001 oprettede tim’s webmaster et chatroom på tim’s hjemmeside. her kunne alle i princippet logge på og chatte med ligesindede og selveste tim i næsten alle døgnets timer. men vi blev hurtigt den samme lille kerne af outsidere fra hele landet, som samledes inde på chatten og chattede om alt muligt. vi havde mange ting tilfælles på kryds og tværs, men kærligheden ‘secrets on parade‘ var helt i centrum. det siger derfor også sig selv, at da ‘honeyburst‘ udkom nogle år senere, døde chatten ud og spredtes på andre mere individuelle kanaler. men inden vi nåede dertil, mødtes vi rundt omkring i landet og hang ud, tog til koncerter sammen, og blev venner på kryds og tværs. ingen i hverken min familie eller min klasse forstod hvor meget det betød for mig, før mange år senere (tror faktisk stadig der er nogle stykker der ikke helt har forstået det). pladen og hele universet omkring pladen, blev mit helle, min bekræftelse på at jeg var god nok, og i det hele taget min overlevelse igennem 3 horrible år på det der dengang hed kolding købmandsskole. det er store ting at knytte til én enkelt plade, men det var nu engang sådan det var, og pladen kan derfor bryste sig af at være min såkaldte “milepælsplade”. pladen der så at sige åbnede et nyt kapitel i mit liv. siden er der selvfølgelig en masse andre sange og plader der har bidraget til soundtracket i mit liv, men ‘secrets on parade‘ vender jeg altid tilbage til.

mange af os fra ovennævnte outsider-kerne, også kaldet the royal tim society, er samlet i nederste højre hjørne i billedet her fra berlingske september 2001. billedet er blevet taget til den sidste ‘secrets on parade‘ koncert i ringsted.

jeg har mange yndlingssange på pladen, men den sang der altid har været “min”, er pladens 7. skæring, ‘let’s face it‘;

It’s OK to be blue
No one can take the memories away from you
It’s alright to be sad
As longs as you hold on to the dreams you have


It’s alright to be down
Your rollercoaster will soon be upward bound
It’s OK you should know
Tomorrow will be there for you even though


Let’s face it
Nothing could ever replace it
It’s wasted
But something else will come along


It’s alright to be alone
Nobody else could fit into your bones
You’re no freak, it’s OK
It’s only natural that I hear you say


It’s wasted
Nothing could ever replace it
Let’s face it

But something else will come along


When the lifeline’s slipping through your hands
It’s a matter of holding on though no one understands
It’s a matter of being who you are
So stand up now, don’t you let them tear your soul apart
Go on, you superstar


It’s alright in the end
It’s where you’re going, not where you have been
All in all, it’s OK
It’s only natural that I hear you say


It’s wasted
Nothing could ever replace it
Let’s face it
But something else will come along


Let’s face it
Nothing could ever replace it
It’s wasted
But something else will come along

så da jeg fandt på at producere et banner til hans koncerter, blev det selvfølgelig ‘let’s face it‘ jeg citerede;

her på forsiden af ribe ugeavis. jeg endte med kun at bruge banneret 2 gange. her i ribe i august 2001, og i ringsted i september 2001.

helt ideelt ville det jo være at fejre pladen med tim, bandet, og the royal tim society med en koncert, hvor de spiller pladen fra start til slut. men corona og andre omstændigheder, gør desværre dette umuligt at gennemføre. så vi nøjes med at fejre den her på bloggen. tillykke med de 20 år! lad de næste 20 gå knapt så hurtigt.

jan sneum

for lidt over en uge siden, blev jeg fuldstændig slået ud af nyheden om at jan sneum var død. mit facebook feed svømmede over med anekdoter og minder om den kære mand, som alle sammen var rørende enige om, at jan var den rareste de nogensinde havde kendt i musikbranchen. for det var han virkelig.

i dagene op til hans død, dukkede han op i mine tanker op til flere gange. første gang da jeg møder yebo (tremolo beer gut, crunchy frog m.m.) i vanløse. han fortæller mig at han lige har besøgt jan, og at jan ikke har det så godt for tiden. men vi blev enige om, at det nok var én af de mange nedture hans sygdom havde bragt ham i i løbet af de sidste par år, og at han nok snart skulle komme til hægterne igen. det var han god til på trods af sygdommen…at komme ovenpå. kærligheden til musikken spillede 100% ind her. jeg er overbevist om at hans kærlighed til musikken, og alt den kærlighed musikken gav ham retur, langt henad vejen var hans overlevelse.

anden gang jeg kom til at tænke på ham, var da jeg stod i mit køkken og lyttede til kongerækken’s fortælling om den stædige vestjyde ved navn thomas sneum, der var blandt de første engelske agenter i danmark under anden verdenskrig. jeg tænkte på at jeg skulle huske og spørge jan, næste gang jeg så ham, om han på nogen måde var i familie med denne thomas….og så spekulerede jeg lidt på hvornår jeg mon kom til at se ham igen…

mit første møde med jan sneum, var tilbage i 2003, da jeg skulle ind i radiohuset, og have mit særlige DR armbånd på til Roskilde Festival, og have ombyttet min almindelige Roskilde billet, til et mediearmbånd. dengang anede jeg ikke hvem han var, men fik det fortalt da vi kørte derfra. jeg husker tydeligt hans rare væsen.

der skulle gå nogle år før vores veje krydsedes igen. nærmere betegnet på SPOT i 2008, og så har jeg mødt ham utallige gange siden dengang, og hver gang resulterede det i nærværende og hyggelige snakke om både musik og liv, uanset hvor vi rendte ind i hinanden gennem årene…men de gange jeg husker mest tydeligt er;

for ikke så mange år siden, mødte jeg jan på SPOT, hvor han introducerede mig til david fricke (Rolling Stone Magazine), som var hans tro følgesvend på SPOT; “This is Rikke, she is a good cakebaker”. hahaha. og så fortalte han med en iver (der altid var hans varetegn), at jeg altid bagte kage til hans sneum instituttet arrangementer på stengade. sneum instituttet blev sat i søen efter min tid på stengade, men jeg var i december 2015, med til at afvikle hans 70 års fødselsdag, hvor jeg kom til at love ham at jeg ville bage kager til hans kommende arrangementer dernede. det var samtidig til fødselsdagen, det gik op for mig, at han havde kræft. det kunne man dog ikke mærke på ham. han fik så mange gaver, at han måtte komme tilbage dagen efter og fylde bilen til randen, og det skulle vi selvfølgelig forevige;

jeg husker også tydeligt en aften på bremen teater, hvor vi pga. musikken ikke kunne snakke så meget, men istedet stod og iagttog en dansende david bowie og mick jagger loopet der kørte på væggen ovenover vores hoveder, og klukkede lidt når det passede til den musik der blev spillet.
den nok sidste gang jeg så ham, var til Yebo’s 25 års jubilæum for et års tid siden, hvor vi som altid fik os en god krammer og en god snak. det blev heldigvis foreviget…

der bliver sikkert sagt noget klogt. om ikke andet, lytter jan lige så entusiastisk som han altid gjorde.

jeg deltog også i det sidste sneum institut, uden kage. arrangementet var udsolgt, så jan var en travl mand, og vi fik aldrig hilst på hinanden. hvilket fik mig til at sende ham en mail et stykke tid senere, hvor jeg bl.a. skrev at jeg håbede at han ville leve i mange år endnu, så vi kunne få flere gode oplevelser og snakke sammen….men sådan skulle det ikke gå. han vil virkelig blive savnet.

almost famous

i dag fylder yndlingsfilmen over dem alle 20 år. 20 (!!). filmen jeg blev voksen med. filmen der lærte mig, at hvis jeg nogensinde følte mig alene eller trist, så kunne jeg altid gå ned i en pladeforretning og besøge mine “venner”. filmen der lærte mig at man kommer længst med ærlighed, selvom omverdenen ikke altid handler derefter. filmen der lærte mig at man nogle gange skal kaste sig ud i nogle vilde eventyr, og ikke se sig tilbage. og ikke mindst filmen der viste mig, at det er helt okay at have et stort bankende hjerte for musik, og følge dine drømme.

til jer der ikke har set filmen, så er den faktisk en semi-autobiografisk film, baseret på filmens instruktør, cameron crowe’s oplevelser fra da han selv var teenager, og skrev for rolling stone. samt baseret på virkelige hændelser, som crowe oplevede da han var på tour med bands som led zeppelin, eagles, lynyrd skynyrd m.fl. en ægte rock’n roll fortælling “on the road”, og med alt der følger. eller i hvert fald fulgte hvis du var med et turnerende rock-band i slut 60erne eller start 70erne i usa.

der er så mange legendariske scener fra filmen, og jeg kunne snildt vise dem allesammen, men så ville det være lige før at det ikke ville være sjovt at se filmen hvis du ikke har set den endnu. så vi nøjes med et par highlights;

tiny dancer scenen må være min absolut yndlings. én af filmens stærkeste, der virkelig viser hvordan musikken kan samle. prøv selv og tjek den ud, og se om du kan undlade at skråle med og ikke blive helt glad indeni…

så er der scenen hvor william (filmens hovedrolle) netop har mødt ét af sine store forbilleder, den legendariske musikjournalist, lester bangs, spillet helt genialt af philip seymour hoffman;

der er også mange sjove scener, men én af dem der helt klart printer sig fast som én af de mest legendariske, er da filmens hovedbands (hvis man kan kalde dem det) forsanger, russell hammond (spillet af billy crudup (bonusinfo; brad pitt var faktisk et langt stykke ad vejen castet til denne rolle)) er på et syretrip og har forvildet sig op på et tag til en fest;

soundtracket er mind-blowing. med alt lige fra david bowie, yusuf/cat stevens, elton john, led zeppelin, the beach boys, og mange flere. det spiller genialt ind i filmens handling, og ligger som det perfekte bagtæppe. et rigtig godt eksempel herpå, er fra scenen hvor unge william får sin storesøsters pladesamling, da hun rejser hjemmefra, og vi går fra simon and garfunkel’s smukke ‘america‘ og direkte over i den noget mere syrede ‘sparks‘ fra the who’s rock-opera plade ‘tommy‘;

tjek soundtracket ud her;

filmen kan så vidt jeg kan se, pt. kun lejes eller købes på f.eks. blockbuster eller viaplay for tiden. en skam, for den lå indtil for nyligt på netflix. men får du chancen, eller er du blevet alt for nysgerrig, så tjek den ud for pokker! kan godt være den har 20 år på bagen, men hvis du spørger mig, er den lige så tidløs, som musikken.

loppen

når jeg tænker tilbage, så var den allerførste koncert jeg oplevede på Loppen, Damien Rice i oktober 2003. Rune var faktisk også med. vi havde taget toget fra Kolding, og glædede os begge til at opleve både Loppen, og Damien Rice. det blev en lang aften, for vi var i rigtig god tid derude, og inden Damien Rice, gik den mest syrede opvarmning på, som spillede i noget der virkede som en evighed. han sad ned på scenen og kælede for sin guitar og syrede derudaf. publikum havde også sat sig ned. på et tidspunkt kigger jeg bagud, og får øjenkontakt med Damien Rice, som har listet sig ud for at opleve supporten sammen med os andre. jeg fik et chok, og jeg tror han kunne mærke det på mig, for da jeg kiggede igen, var han væk. det endte med at være den bedste (ud af to) koncert jeg har oplevet med Damien Rice. han og bandet var on fire, og de endte med at spille hele 3 kvarters ekstra numre, som bl.a. endte ud i noget Led Zeppelin jam. det var lige før Rune og jeg ikke nåede det sidste nattog hjem til jylland. siden dengang, har jeg været på Loppen op til flere gange, og bl.a. oplevet koncerter med; Big Bang, Camera Obscura, Sam Amidon, Beach House, og Speaker Bite Me m.fl. det er altid noget helt særligt at komme derud til koncert.

I skulle lige have denne fortælling med, for som jeg nævnte i sidste indlæg, er samtlige spillesteder, store som små er hårdt prøvede i disse pandemi tider. men ét spillested er særligt hårdt prøvet for tiden, og det er Loppen. hvorfor er Loppen hårdere ramt end andre spillesteder? jo ser I…Loppen var indtil 2016 det man kalder et regionalt spillested. støttemodellen til rytmiske spillesteder her i Danmark, er delt op i to typer;

  • regionale spillesteder, der som regel for støtte i millionklassen af stat og kommune, og bl.a. har til opgave at brede musikken ud regionalt.
  • så er der honrarstøttede spillesteder, som får støtte til minimum 10 koncerter årligt, (på Stengade havde vi f.eks. 350 honorarklip om året), og støtten her, er modsat støtten til de regionale spillesteder, øremærket honorarer til musikerne.

fælles for begge støttemodeller er, at de skal deles 50/50 mellem stat og kommune.

Loppen har siden 2017, været honorarstøttet og fået driftsstøtte fra Københavns Kommune, og den aftale udløber i januar 2021. Loppen har igen prøvet at ansøge om at blive regionalt spillested, og Københavns Kommune ville gerne udnævne dem, men Projektstøtteudvalget for Musik hos Statens Kunstfond (staten), ville ikke udnævne dem. Og når kommune og stat ikke kan være enige om at udnævne et spillested, så kan spillestedet ikke opnå titlen ‘regionalt spillested’ (50/50 modellen). så nu har Loppen igen måtte ansøge om driftsstøtte fra kommunen, dels for at kunne overleve, men også for at kunne udleve nogle af alle de projekter det arbejdsomme spillested gerne vil have sat i søen i den nærmeste fremtid. en ansøgning de pt. afventer svar på når Kultur- og Fritidsudvalget mødes igen i august. hele denne økonomiske usikkerhed, sammenholdt med manglende indtægter pga. pandemien og lockdown, har gjort at Loppen er blevet nødt til at bruge alternative og kreative metoder for at kunne få én eller anden form for økonomi kørende i en slunken kasse. spillestedet har dels fået udviklet en øl, og har åbnet en støttebar ude foran deres spillested, hvor de også sælger Loppen merchandise fra, men derudover har de også startet en indsamling på 500.000 kr, og de er allerede lidt over halvvejs. hurra!

vi har selvfølgelig her på bloggen haft pengepungen fremme, da vi umuligt ville kunne forestille os en verden uden Loppen. du kan også hjælpe til med at støtte spillestedet via linket her. lad os krydse fingre for at det både lykkes for Loppen at få tilkendt driftsstøtte, derefter honorarstøtte, og ikke mindst at de også når deres mål med indsamlingen her. det er vigtigt at støtte op, for hvis man skal tro referaterne fra Kultur- og Fritidsudvalget, så er budgettet for lille til at give Loppen den støtte de har søgt om.

vores branche bløder


de seneste måneders pandemi, har vendt hele verden på hovedet. intet er som det var før, selvom mange opfører sig sådan. men undertegnet har tænkt meget på hvor løst et kram f.eks. sad på én før pandemien…bare det at skulle overlevere et tog til en kollega på jobbet, startede som regel med et kram eller et håndtryk…det er der intet af nu, og jeg savner det sgu.

en anden ting jeg savner mindst lige så meget, er koncerterne. dem savner jeg virkelig virkelig meget. én ting er atmosfæren omkring det at gå ind på et spillested og samles i mørket om musikken, en anden ting er friheden til spontant at tage til en koncert i f.eks. Byhaven. det første er pt. slet ikke muligt, og har ikke været det siden lockdown i starten af marts, og ingen ved hvornår, eller om det bliver muligt igen. det andet er til en vis grad muligt igen, men det er slet ikke det samme som før…for nu skal du bestille bord i forvejen, eller komme i god tid og sikre dig et af “walk-in” bordene…du kan ikke som før dukke op når det passer dig, og stille dig hvor du har lyst. det savner jeg. jeg savner også festivalerne, og den frihed og de særlige oplevelser der følger med der. min hjerne kan ikke rigtig fatte at det er sommer, for der har jo hverken været en SPOT festival eller en Roskilde…og vejret skriger samtidig heller ikke ligefrem af sommer. det er helt forkert. jeg håber virkelig de får lov til at vende tilbage til næste år.

spillestederne var nogle af de første der lukkede ned, og de bliver sikkert også nogle af de sidste der åbner op igen. det er hårdt at være vidne til den kamp der pt. bliver kæmpet i hele den musikalske fødekæde, hvor det er som om politikerne ikke helt har fået pudset virkelighedsbrillerne ordentligt. men samtidig er der nu langt om længe dele af branchen der har fundet sammen i foreninger – hvilket de ikke har kunne finde ud af før – i et forsøg på at skabe et bedre talerør til beslutningstagerne, og det har været fedt at være vidne til, efter man i alle de år har talt og talt om at tale kulturen op. det er nu folkens! det er nu vi skal stå sammen og vise omverdenen hvor vigtigt det her det er, og vise hvad vi er gjort af.

det er på tide at politikerne og embedsværket bliver bedre til at tænke på tværs af ‘søjlerne’ (ministerierne), og samarbejder mere på tværs end tilfældet er i dag, hvor dele af vores branche er faldet ned imellem to søjler, fordi man ikke kan finde ud af at samarbejde, eller ikke ønsker det, fordi der ikke er tradition for at de to søjler kan snakke sammen. det er en meget gammeldags tankegang, og gavner på ingen måde samfundet. kulturministeriet burde fylde meget mere på finansloven, og burde have meget mere at skulle have sagt end det har i dag. man burde blive bedre til at tænke kunst og kultur ind på tværs af søjlerne…for det ér et bredt område, og limen i vores samfund. uden kunst og kultur, ingen dannelse, uden dannelse….hvor er vi så som samfund? man burde se denne her pandemi, som en prøvelse for vores samfundsmodel som den er i dag, og re-tænke indenfor samtlige søjler, istedet for at forsøge at få de nye situationer til at passe ned i gamle støvede kasser.

årtiets plader…eller…

det er blevet tid til at se tilbage på….de sidste 10 år. i aften går vi ind i et nyt årti, og det er slet slet ikke til at forstå hvor det seneste årti er blevet af!

2019 var året hvor bloggen her fyldte 10, og i den anledning har jeg (Rikke) gravet 10 årslister frem fra december 2009 – december 2018. det har været en vældig tur ned ad memory lane…

det er blevet til i alt 1256 numre og 84 timer og 18 minutters musik. lækkert ikk? tjek det hele ud (minus de par bands der ikke findes på spotify) her, imens du kan gå med mig på min tur ned ad memory lane:

2009

blaavinyl.wordpress.com blev en realitet i januar. det var året hvor jeg måtte sige farvel til studenterhuset i kolding, som jeg siden 2007 havde været med til at styre. jeg arrangerede min anden koncert med turboweekend, og stod for sidste gang i spidsen for de studerendes fælles studiestart festival. det var også året, hvor jeg for alvor følte at jeg flyttede hjemmefra. jeg hev mine teltpæle op med roden, og rykkede fra kolding til københavn. til dags dato stadig den allerbedste beslutning jeg har taget i mit liv. det var et intenst år, hvor jeg både blev færdig med min bachelor, flyttede til den store by, hvor jeg nåede at bo hele 2 forskellige steder på bare 2 måneder, og måtte slutte året af med at bo i en kuffert hos mine forældre. oveni blev jeg agent for mit første band (twins twins), hjalp lidt til med merchandise for mouritz/hørslev, og hjalp til ved nye rødder festivalen i huset kbh (dengang huset i magstræde), og oplevede bl.a. sam amidon og nico muhly på københavns vildeste intim-scene oppe under loftet i huset. jeg glemmer aldrig hvordan nico muhly hev og sled i strengene på flyglet, og fik det til at lyde som en drøm.

  1. Hymns From Nineveh – Uncomplicated Chrismassongs
  2. Mouritz/Hørslev Projektet – Blik, Bang Bang
  3. Slaraffenland – We’re On Your Side
  4. Bodebrixen – WhatsinsideWhatsoutside
  5. The Liberty Balance – The Liberty Balance
  6. CODY – Songs
  7. Factory45 – Would You Take Off The Things That You Like The Best
  8. Turboweekend – Ghost of A Chance
  9. Twins Twins – Until Dawn
  10. Oh No Ono – Eggs
  1. Loney, Dear – Dear John
  2. Múm –  Sing A-Long To Songs You Don’t Know
  3. The Whitest Boy Alive – Rules
  4. The Antlers – Hospice
  5. Grizzly Bear – Veckatimest
  6. M. Ward – Hold Time
  7. Isbells – Isbells
  8. Camera Obscura – My Maudlin Career
  9. Bowerbirds – Upper Air
  10. The Clientele – Bonfires On The Heath

2010

startede godt ud med at jeg fik en fast base på vesterbro. hjalp til endnu engang til nye rødder, hvor islandske hjaltalín var absolut højdepunkt. det var også året hvor jeg udvidede min agent-rider til hele 4 bands (twins twins, 1 2 3 4, forest & crispian, og hymns from nineveh), og mistede dem alle igen, da twins twins og 1 2 3 4 gik i opløsning, og jeg til sidst stoppede på det agency jeg var hos. det var også året hvor jeg omorganiserede pladeselskabet rumraket’s webordre lager imens efterklang turnerede usa tyndt. og året hvor jeg for første gang var på spot festival som brancherepræsentant. jeg havde endda 3 kasketter på, da jeg udover at repræsentere bloggen her, også repræsenterede twins twins som spillede på festivalen (og 2 uger efter gik i opløsning), og stod bag hele logistikken og planlægningen af dup’s to scener inde i ridehuset. blaavinyl.wordpress.com blev til blaavinyl.dk med et helt nyt design (det vi stadig har). jeg sluttede året af med at få fast base på nørrebro, og her bor jeg stadig. og nååårh ja, så var det også året hvor jeg startede som frivillig på stengade…pyyyh.

  1. Murder – Gospel of Man
  2. Treefight For Sunlight – A Collection of Vibrations for Your Skull
  3. Alcoholic Faith Mission – Let This Be The Last Night We Care
  4. Efterklang – Magic Chairs
  5. Mechanical Bird – Daughter of The Wind
  6. Figurines – Figurines
  7. Thee Attacks – That’s Mister Attack To You
  8. 4 Guys From The Future – Under The New Morning Sun
  1. The Bear That Wasn’t – And So It Is Morning Dew
  2. The Tallest Man On Earth – The Wild Hunt
  3. Hjaltalín – Terminal
  4. Deerhunter – Halcyon Digest
  5. She & Him – Volume Two
  6. Sam Amidon – I See The Sign
  7. The Drums – The Drums
  8. Ed Harcourt – Lustre

2011

i 2011 udvidede jeg rækken af kasketter på stengade, da jeg gik fra at være afvikler og koordinator for afviklerne, til også at begynde at booke koncerter og blev en del af bestyrelsen. vi startede ud med de første poetry in mono arrangementer, og alcoholic faith mission spillede en brag af en koncert på stengade, som jeg pga. propper i ørerne, ikke kunne opleve til fulde. jeg havde de mærkeligste vikartjanser. prøvede at deltage i mit første og eneste plug-in møde på DR. jeg bookede ulige numre’s første headliner show (de spillede dog hele to koncerter til deres release på huset måneden før), som gik totalt udsolgt. slog min skulder af led til en fest, og var sygemeldt resten af året.

  1. Ulige Numre – Ulige Numre EP
  2. Alcoholic Faith Mission – Ask Me This
  3. Dirty Beaches – Badlands
  4. The Antlers – Burst Apart
  5. Larsen & Furious Jane – Dolly
  6. Hymns From Nineveh – Hymns From Nineveh
  7. The New Spring – The New Spring
  8. Kurt Vile – Smoke Ring for My Halo
  9. Hunch Bettors – Splash-Dancing Kids EP
  10. Loney Dear – Hall Music

2012

var året hvor én af mine største bookingønsker gik i opfyldelse, og larsen and furious jane spillede den fineste koncert på stengade. det blev også året hvor vinnie who slog vejen forbi det lille spillested med et udsolgt show, og året hvor jeg opdagede asbjørn og selvfølgelig også sørgede for at han og soffie viemose spillede til det 10. poetry in mono arrangement. jeg bookede også mac demarco, som spillede sit første show (udsolgt) i danmark. han blev interviewet af lucia odoom inden dørene åbnede, og jeg havde aftalt med ham at jeg skulle hente ham backstage, men da hun ankom, måtte vi lede i hele huset før vi fandt ham oppe i koncertsalen, hvor han sad i mørket med sin computer, for der var åbenbart bedre wi-fi der. det var en god dag. og nåårh ja, så startede jeg alligevel på en kandidat, og kom ind på CBS.

  1. Asbjørn – Sunken Ships
  2. Jacob Bellens – The Daisy Age
  3. Jetsi Kain – EP
  4. The Eclectic Moniker – The Eclectic Moniker
  5. Christian Hjelm – Før Vi Blev Lette
  6. Islets of Dust – People and Birds
  7. Snake & Jet’s Amazing Bullit Band – Stuff That Rotates
  8. The New Spring – Secret Amour
  9. Efterklang – Piramida
  10. Teitur – Four Songs
  1. Purity Ring  – Shrines
  2. Young Magic – Melt
  3. Cat Power – Sun
  4. Lower Dens – Nootropics
  5. Grizzly Bear – Shields
  6. Mac DeMarco – Rock and Roll Night Club
  7. Chris Cohen – Overgrown Path
  8. Beach House – Bloom
  9. Grimes – Visions
  10. Patrick Watson – Adventures In Your Own Backyard

2013

mit allermest produktive år på stengade med over 20 koncerter på programmet. særligt ducktails i forbindelse med et frost arrangement, blaue blume’s første koncert i københavn (som opvarmning til the besnard lakes), beach fossils, og dent may står stadig skarpt i hukommelsen. selvom jeg selvfølgelig er stolt af dem allesammen. dent may var lidt sjov, for bandet skulle hentes inde på hovedbanen, og da vi så ankom til stengade, ville de gerne have at jeg tog dem med ud og finde noget at spise. og da vi var på nørrebro, hvilket kunne så ikke være mere oplagt end en durum?! så selvfølgelig skulle vi det, og så gik vi hjem til mig og spiste i min stue, inden vi skulle tilbage på stengade og arbejde. 2013 var også året hvor jeg var med stengadebaren på roskilde. og året hvor jeg gav en stor hjælpende hånd til urban street art festivalen – galore. det var nogle sindsygt hårde dage, men samtidig en fed oplevelse der sluttede af med efterfest til den lyse morgen, hvor vi selvfølgelig skulle åbne champagneflasker med sabel. og så var jeg også i skole-praktik på den sorte diamant, og lærte bl.a. at der klappes på mærkelige tidspunkter i løbet af sådanne klassiske koncerter. det var fedt.

  1. Mouritz/Hørslev – Allermindst Dig Selv
  2. Nanome – Everything That Moves
  3. Mechanical Bird – Bitter Herbs
  4. Jomi Massage – Primitives
  5. 4 Guys From The Future – Adagio
  6. Trentemøller – Lost
  7. Ice Cream Cathedral – The Drowsy Kingdom
  8. Lars and The Hands of Light – Baby We Could Die Tomorrow
  9. Ocean View – Ocean.Puke.Future
  10. The Kissaway Trail – Breach
  1. Son Lux – Lanterns
  2. Villagers – Awayland
  3. Sigur Rós – Kveikur
  4. Ducktails – The Flower Lane
  5. Ed Harcourt – Back Into The Woods
  6. Beach Fossils – Clash The Truth
  7. Braids – Flourish//Perish
  8. Jackson Scott – Melbourne

2014

startede året ud med et brag i form af en koncert med son lux på stengade. mødte fine glinvad og nåede at booke hende hele to gange det år + en enkelt gang mere året efter (til et blaa vinyl arrangement i vanløse), inden hun og simon og simon i hendes band, fik en pladekontrakt, og blev til det vi i dag kender som CHINAH. 4 guys from the future kiggede bl.a. også forbi, og asbjørn fik endnu engang fornøjelsen af at stå på scenen på stengade. og så jeg oplevede den bedste koncert med sohn på store vega. det blev iøvrigt mit første år ud af hele 5 i lytteudvalget til uhørt festival.

  1. Blaue Blume – Beau & Lorette
  2. Schultz and Forever – Broadcast Dynamics
  3. Ice Cream Cathedral – Sudden Anatomy
  4. Chorus Grant – Space
  5. Asbjørn – Pseudo Visions ch. 1 og 2
  1. Sohn – Tremors
  2. Future Islands – Singles
  3. Timber Timbre – Hot Dreams
  4. tUnE-yArDs – Nikki Nack
  5. Sisyphus – Sisyphus

2015

skulle vise sig at være mit sidste år på stengade. desværre. men jeg holdt bookingfanen højt lige til det sidste, og havde bl.a. yung, shy shy shy, waldo & marsha (for anden gang), jessica pratt, og pede b forbi. og nåårh ja, så spillede GENTS også deres allerførste koncert på stengade. destroyer væltede pumpehuset, og så gik resten af året ellers med at skrive mit speciale færdigt….eller forsøge på det.

  1. Purity Ring – Another Eternity
  2. Destroyer – Poison Season
  3. Son Lux – Bones
  4. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell
  5. Blaue Blume – Syzygy
  6. Björk – Vulnicura

2016

året startede ud med den sørgelige nyhed om bowie’s død, og den lokale pladebutik blev herefter mit faste hænge ud sted næsten hver fredag. mit speciale blev langt om længe afleveret og forsvaret. jeg fik rimelig hurtigt efter et rigtig fedt job på et større koncertbureau, hvilket desværre ikke varede så længe pga. omstruktureringer. efterklang blev til liima, og arrangerede sammen med frost festival den fineste form for release på deres plade på hotel astoria. jeg solgte lidt merchandise for jacob bellens i store vega, og arrangerede en koncert med børns på amager bio oveni roskilde festival. explosions in the sky blæste taget af pumpehuset, og byhaven ved pumpehuset var sommerens hotteste sted. backstage blev afviklet på musik i lejet. 3 meget travle og begivenhedsrige dage. minor victories rockede en vis del ud af bukserne i pumpehuset, og jeg blev politisk aktiv for første gang i mit liv.

  1. Minor Victories – Minor Victories
  2. Explosions In The Sky – The Wilderness
  3. David Bowie – Blackstar
  4. Ed Harcourt – Furnaces
  5. Radiohead – A Moon Shaped Pool
  6. Liima – ii
  7. Bisse – Højlandet
  8. Choir of Young Believers – Grasque
  9. CHINAH – Once The Lights Are On
  10. Nico Muhly & Teitur – Confessions

2017

hehe. det er tydeligt at 2017 i DEN grad gik med politik og kommunalvalg, for der blev tydeligvis ikke fokuseret særlig meget på musik lige det år at dømme ud fra min album topliste. og så alligevel…det var i hvert fald året hvor jeg oplevede den allerbedste koncert (ud af 5) nogensinde med Ed Harcourt, og også langt om længe fik taget en selfie med ham. det var også året hvor jeg var med til at arrangere og afvikle music days i det splinternye odeon i odense. fantastisk weekend og min første (og indtil videre eneste) gaffa awards. sønderjylland fik også fint besøg, da jeg i 3-4 måneder var projektleder på musik og teater højskolen i toftlund. jeg bagte også kage til jan sneums hyggelige søndagsarrangementer på stengade, og så oplevede jeg at forum godt kan rumme en god lydoplevelse, når bare det er sigur rós der står på scenen. og så arbejdede jeg backstage på roskilde festival…eller dvs. jeg nåede 1 vagt, før jeg måtte lægge mig syg resten af sommeren. men jeg nåede da lige at sørge for at en debuterende solo-artist blev sendt godt afsted til sin koncert.

  1. Grizzly Bear – Painted Ruins

2018

året hvor jeg for første gang kom forbi den smukke festival, heartland på sydfyn. her så jeg bl.a. grizzly bear for første gang siden 2012. rendte ind i ed droste mere end 1 gang i løbet af et døgn. roskilde festival og backstage-tjansen blev genoptaget. speaker bite me spillede for fulde gardiner på hotel cecil, og bisse gav den hele armen på dramaturgien på betty nansen teatret.

  1. Speaker Bite Me – Future Plans
  2. The Malpractice – Slur
  3. Bisse – Tanmaurk
  4. Ed Harcourt – Beyond The End
  5. Kira Skov – The Echo of You
  6. Cat Power – Wanderer
  7. Marianne Faithfull – Negative Capability
  8. Schultz & Forever – Grand Guignol
  9. Lydmor – I Told You I’d Tell Them Our Story
  10. 4 Guys From The Future – Headspace

pyha…sikke 10 år det har været. der er vist ikke noget at sige til at de har fløjet afsted 🙂