Vi har trofast fulgt Asbjørn her på bloggen siden undertegnede tilfældigvis “faldt over ham” en tømmermændssøndag tilbage i 2011. Siden da har han udgivet sit debutalbum Sunken Ships i 2012 og turneret Tyskland tyndt. Hele 2014 har han brugt på at indspille, filme og udgive hele 2 kapitler/EPer af hans kommende album Pseudo Visions, som udkommer i begyndelsen af 2015.
Her er seneste single:
I anledningen af Asbjørns første koncert i København i laaaaaaaang tid, har vi her på bloggen fået lov til at lave en konkurrence hvor vi skal finde 2 heldige vindere af følgende pakke: 1 x Sunken Ships (CD) + 1 x Pseudo Visions Chapter One (10″ limited edition vinyl) + 2 billetter til koncerten på Stengade d. 7. november. Vinderne vil få overrakt deres præmier af Asbjørn selv efter koncerten.
Alt du skal gøre er at svare på følgende spørgsmål inden d. 7. november kl. 10: Hvor mange singler / videoer har Asbjørn udgivet i år?
Send dit svar til blaavinyl(a)gmail.com. Vinderne får direkte besked.
Rune og jeg er i forbindelse med vores aften på lørdag på Kulturstationen Vanløse, blevet bedt om at lave en playliste der vil blive spillet før, imellem og efter koncerterne. Så det har vi hygget os med hertil aften, hvor vi har fået stykket en noget blandet men god liste sammen og i kan enten høre resultatet herunder eller troppe op på lørdag og nyde den + de dygtige smukke unge damer, Ida Wenøe og Fine Glindvad i levende live.
Det sker kl. 20:30 på Kulturstationen Vanløse nu på lørdag d. 25. oktober. Tjek Facebook eventet ud her.
Jeg blev for nyligt spurgt af en herboende amerikaner hvilket dansk band jeg pt. synes er det fedeste, og efter lidt betænkningstid (det var næsten som at blive spurgt om at sige noget sjovt på kommando) var mit svar Schultz and Forever. I morgen er Jonathan Schultz aktuel med sin tredje EP, Broadcast Dynamics, som jeg har glædet mig meget til at skrive om siden jeg i sommers oplevede ham i Byhaven ved Pumpehuset, og opdagede hvordan Schultz and Forevers musikalske udtryk har ændret sig en hel del siden EP’en Céline fra starten af 2013. Den akustiske guitar er blevet skiftet ud med den elektriske, hvilket har resulteret i et mere psykedelisk og synth-præget udtryk som leder tankerne hen imod navne som Connan Mockasin og Mac DeMarco, hvilket bestemt ikke er en dårlig ting. Om processen og tilblivelsen af det nye udtryk, udtaler Jonathan sig således;
’’Processen med Broadcast Dynamics har været helt vild faktisk. Der skete så mange ting både personligt og musikalsk i den periode. Der var mange blandede følelser da jeg gik i gang med at skrive, og i særdeleshed da vi gik i gang med at indspille, hvor lyden kom til udtryk. Det blev nemlig et nyt univers for mig, og det var underligt, at være et sted hvor man aldrig har været før, og alligevel føle sig mere tryg end nogensinde. Sangene betyder rigtigt meget for mig fordi de beskriver nogle følelser, som jeg stadig kan sætte mig ind i.’’
I det folkede udtryk på Céline var Jonathans unikke stemme meget mere nøgen end på Broadcast Dynamics hvor musikken og effekterne indhyller den på smukkeste vis. Jeg er vild med begge dele.
I morgen spiller Waldo & Marsha og Young Dinosaur (som begge var på plakaten til vores 12. Poetry In Mono i foråret sidste år) + engelske Autobahn i et gammelt autoværksted på Papirøen. Det gør de i forbindelse med en VICE x WIMP Live Session, og det er ganske gratis + gratis drikkevarer til de første heldige.
Undertegnede kender ikke Autobahn lige så godt som de to danske bands, men det er et punkband fra Leeds som i morgen besøger Danmark for første gang. De skulle eftersigende være et af tidens mest bemærkelsesværdige live-acts med en nerve og en intensitet der bedst kan sammenlignes med nogle af de bands der stammer fra musikkollektivet Mayhem (Ice Age, Lower, Communions m.fl.). De er klart i den mere støjede ende i forhold til de to andre bands på plakaten:
Waldo & Marsha tegner derimod melodiske landskaber med deres psych-drømmepop, som de er hele 8 mand til at fremføre. De udgav sidste år deres anmelderroste debutplade Zoo og er eftersigende så småt på vej med nyt i 2015. De fik bl.a. Vinnie Who med på én af deres sange fra debuten, som du kan høre her:
Young Dinosaur er lige om lidt aktuelle med deres debutalbum, som man i de her dage kan smuglytte til inde på Soundvenue. Ligesom Waldo & Marsha, er Young Dinosaur et band jeg har fulgt igennem længere tid og er mindst lige så spændt på at følge fremover. De er nok det mest poppede indslag til denne Live Session. Her er deres vel nok mest kendte nummer fra deres EP som er produceret af Jens Ramon (Figurines):
Jeg regner med at kigge forbi, og håber da også at jeg kan hive Rune med hvis jeg er heldig. Læs mere om arrangementet her. Vi ses!
Min fys har beordret at jeg går mindst 2 søer om dagen (søerne her i København), og det har resulteret i en masse timer med musik i ørerne og tankestrømme der forsvinder udover søerne eller op i skyerne. Forleden på vej rundt om min første sø, dukkede der lige pludselig en musikalsk åbenbaring op… Patrick Watson udgav i 2006 den fremragende plade Close To Paradise som i en del år har været en fast del af mit efterårssoundtrack, og pludselig dukkede sangen ‘Weight of The World’ op i mine ører og fik mig til at stoppe op. Ikke alene teksten (se herunder) talte direkte til mig, men jeg lagde også mærke til hvordan musikken/instrumenterne komplementerer det sangen handler om, på smukkeste kaotisk vis. Det er utroligt at jeg efter at have hørt den mindst en million gange ikke har bidt mærke i det før nu. Læs teksten herunder og lyt til sangen:
I got my feet knocked off the ground
I got my head knocked off my feet
I tried to swallow all of the world
And now I’m diving in too deep
And now I’m falling towards the sky
I just don’t know how to unwind
But I got the weight of all the world
I better not let go of the hope
Oh what am I supposed to do?
Am I supposed to let go all you?
Am I supposed to fall back to the sky?
Or keep on rising for a while?
[Instrumental pause]
I think I’m falling down
Right back to the very ground
I could not hold it anymore
I think I got what I was asking for
I think these just might fall
Or I don’t see a correct shade to change my world
I was carrying the weight of all the world
I think I get what I deserve
I got my feet knocked off the ground
I got my head knocked off my feet
I tried to swallow all of the world
And I think I got in real deep
Thinking, now I have to go
I think you know what I deserve
Here comes all the weight of all the world
And its coming straight for me
Vi har været så heldige at få lov til at kuratere en aften på Kulturstationen Vanløse d. 25. oktober. Så vi har spurgt Ida Wenøe og Fíne (Fine Glindvad) om de ville være med til at lave en rar blaavinyl-aften, og det har de heldigvis sagt ja til.
Ida Wenøe stødte undertegnede på til årets SPOT Festival hvilket bl.a. resulterede i et indlæg om oplevelsen på bloggen her;
Jeg havde på årets SPOT Festival fornøjelsen af at opleve Ida Wenøe på meget tæt hold, da hun spillede en lille akkustisk pop-up koncert ude foran HeadQuarters. Med tæt hold mener jeg bogstaveligt talt tæt hold, da hun pga. støj blev nødt til at flytte ned på trappen hvor undertegnede stod, så der pludselig kun var en halv meter imellem os imens hun stod der og sang så inderligt. Det var på mange måder en meget grænseoverskridende oplevelse, men samtidig ret så fascinerende at opleve så meget inderlighed på så tæt hold.
Læs mere her. Ida har iøvrigt denne aften Anders Mathiasen (Murder og Vessel) med til at akkompagnere hende, det bliver spændende at se hvad det bliver til.
For de af jer der har fulgt vores Poetry In Mono det seneste halve år, kan sikkert nikke genkendende til hende, da hun i forbindelse med den 16. Poetry In Mono i marts i år varmede op for Echo Me. I den forbindelse skrev Fine et gæsteindlæg her på bloggen hvor hun udover at anbefale lækkert musik, også fortæller lidt om sin baggrund for at blive musiker;
Jeg begyndte at lave musik i 12-13 års alderen. Der opstod mange konflikter inden i mig på det tidspunkt, som jeg havde svært ved at kapere, og det var nok dér behovet for at skabe mit eget opstod. Det var i den periode, jeg fandt ud af, hvilken effekt sangskrivning kunne have på mig. Det at konstatere virkeligheden omkring én, ikke nødvendigvis analysere den eller sige noget dybere om den, men blot omsætte iagttagelser til noget mere struktureret, og beskrive det, som ikke logisk skrider frem. Det blev jeg virkelig draget af!
Begge er fantastisk dygtige musikere som har overrasket os positivt i løbet af i år, og denne aften har vi fået mulighed for at præsentere dem i en samlet pakke hvor vi også har kreeret en special-playliste som vil omkrandse de to koncerter. Læs mere om tid og sted og køb billetter her. Vi glæder os til at se jer allesammen.
Det er ikke meget i har hørt fra os på det sidste, men det vil jeg prøve at lave om på nu. Og jeg lægger ud med det danske band The Great Dictators som har eksisteret siden 2011, men udgav først tidligere i år deres anmelderroste debutalbum, som introducerede det unge band som et uforudsigeligt, stilsikkert og velspillende frisk pust på den danske musikscene. Bandet er allerede gået i studiet for at arbejde på opfølgeren, og har i forbindelse med den og deres kommende turné lavet en lille albumteaser fra nummeret kaldet ‘Baby Skull Ring‘, som ifølge bandet handler om tunge emner som krig, religion, afstumpethed, hykleri og selvcentrering, og hvordan disse elementer tit går hånd i hånd. Hør det herunder:
Bandet drager ud på Danmarksturné her i efteråret som sluttes af d. 1. november på Stengade. Vi stiller 2 billetter på højkant til koncerten. Alt du skal gøre er at svare på følgende:
Hvad hedder The Great Dictators debutalbum som udkom i februar i år?
Send svaret til blaavinyl [a] gmail.com senest d. 29. oktober kl. 12. Vinderen for direkte svar.
The New Spring med et smukt og et utrolig nedbarberet nummer – ikke mindst produktionsmæssigt, hvor effekter og andet udsmykkende er skåret helt væk. Nyd Song for Ana Mendieta ligeså meget som jeg gjorde.
