spot optakt: childrenn

childrenn

Vi fortsætter vores SPOT Optakt i det mere mørke og rockede hjørne. Jeg satte forleden forsangeren, Jakob Brixen stævne på en café på Nørrebro, hvor vi fik os en lille snak omkring musikken og om hvordan, det tungt rockende band, opstod. Her får du lige lidt musik til at læse interviewet på:

Hvordan og hvornår opstod Childrenn?
Det er et godt spørgsmål. Childrenn opstod i starten af 2015. Manoj og Jakob Krogh Jørgensen har kendt hinanden i rigtig mange år, da de begge kommer fra sønderjylland, og havde snakket om at lave et band i mange år. Manoj og jeg havde mødt hinanden fordi vi et par gange var live-gæster hos bandet Ring Them Bells, og fandt hurtigt ud af at vi har en super kemi, og begyndte at snakke om vi skulle lave noget sammen. Jeg havde lige sat Mechanical Bird på pause, og spillede i Hymns From Nineveh. Så ringede Manoj og sagde at han havde fundet en trommeslager, en bassist, og manglede en forsanger, og så mødtes vi og jammede, og fik rimelig hurtigt nogle idéer. Mange af numrene er startet med at Manoj har sendt mig nogle guitarstykker, og så har jeg lavet tekster og sang til, hvilket har været rimelig udfordrende , fordi Manoj skriver på en helt anden måde, end jeg har været vandt til, så jeg har lige skulle tune mig ind på det. Det var i det hele store hele sådan vores plade blev skrevet.

I forhold til de andre medlemmer af gruppen (Manoj Ramdas (tidl. Raveonettes, The Good The Bad, Spektr m.fl., Jakob Krogh Jørgensen (Psyched Up Janis), og Johan Lei Gellett (The Good The Bad, Boat Man Love m.fl.)), så har din musikalske karriere indtil Childrenn opstod, været meget præget af den mere…hvad kan man kalde den…blide musik i Mechanical Bird, Hymns From Nineveh, og Kloster, så det er en helt anden side man oplever af dig i Childrenn…ja du har så at sige lagt banjoen på hylden for en stund ☺ har det været et behov du har haft længe?
Ja, det var en perfekt timing, da Childrenn opstod. Jeg indeholder begge sider rent musikalsk. Da jeg var teenager og spillede i et band, var det meget rock der prægede min hverdag. Det var de indadvendte aggressive følelser der blev dyrket. Da Manoj ringede, var jeg et sted i mit liv, hvor jeg havde lyst til at gå tilbage ad den vej, fordi jeg havde et behov for at finde en musikstil hvor jeg kunne dyrke noget mere mørkt. Det er som en gammel kærlighed der aldrig ruster. Og så var det en fed udfordring at spille med nogen man ikke kendte så godt i forvejen. Rent kreativt gjorde det meget for mig, at få mulighed for at dykke ned i det mere dystre univers. Jeg har savnet det der vilde.”

Hvad er dine inspirationskilder?
Musikalsk ift. Childrenn så har det været mørkt rock som f.eks. Swans, og kraut som Popol Vuh, heavy som Black Sabbath og sådan mere sådan noget stoner ting som Sleep eller Kyuss og også en del grunge. Men det der generelt inspirerer mig, er stemninger, både ydre stemninger, men også min indre stemninger, og litteratur som jeg er opslugt af. Hvis jeg finder på noget, eller Manoj finder på noget, så sætter det en stemning i mig, som jeg skriver ud fra. Det har været på et meget intuitivt plan indtil videre. På den kommende plade, har jeg været inspireret af lidt religiøst mystik, og kriminologi – serier om seriemordere og sådan, eller digte af Emily Dickinson f.eks..

Hvornår kan vi forvente ”den svære 2’er” fra Childrenn?
Planen er oktober hvor album nummer 2 kommer fra Childrenn. Vi glæder os rigtig meget til at dele det. Vi lavede det sidste år i oktober sammen med Randall Dunn (Sunn o))) og Earth producer), som var i Danmark og indspille med os. Det var en helt old school oplevelse hvor han fik lov til at styre processen, så det kom i en lidt anden retning, end vi havde regnet med. Han fik presset os nogle spændende steder hen.

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til ved jeres koncert på SPOT?
Det bliver højt, og mørkt, og meget energisk.

Hvad glæder i jer selv til at se på SPOT?
Marching Church, Shiny Darkly, Yung, Lowly, Communions, The Warmongers, Luster og Nils Bech“.

spot optakt: blaavinyl’s spot guide 2017

blaavinyl SPOT guide 2017

I år er det undertegnedes 14. år i træk på SPOT Festival, og med så mange års SPOT-erfaring, ved man at det er umuligt at nå alt det man gerne vil se. Dels tager det tid at komme fra scene til scene, og dels ligger de dele af programmet man gerne vil se så stramt, at det er umuligt at nå det hele. Det har været lidt forskelligt fra år til år hvordan jeg har grebet det an. Sidste år var første gang nogensinde at jeg slet ikke lagde nogen planer pga. at jeg kun kunne være med på festivalen fra fredag sent, og så lørdag. Men ellers har jeg alle andre år lavet min egen tidsplan, som jeg har haft printet ud og medbragt. Nørd som jeg er. Det er sjældent jeg når bare halvdelen af det jeg har planlagt, fordi SPOT mindst lige så meget handler om at møde nye mennesker, og hænge ud med alle de rare folk man har mødt igennem årene. Men jeg kan godt lide at have en form for guide til hvad der kommer næste gang i programmet, som man godt kunne tænke sig at se, hvis man lige skulle have tabt tråden et øjeblik. Og ellers er det også bare sjovt at prøve at gå sammen med nogen man kender, og følge deres program lidt, man kunne jo blive overrasket.

I år har jeg valgt at lave en samlet guide til alle jer kære læsere, da det kan være rigtig svært at finde hoved og hale i SPOT programmet, som lader til at blive større og større år for år. Derfor kommer der her en blaavinyl.dk guide:

Torsdag bliver mere og mere accepteret som en officiel del af SPOT programmet. Jeg har ellers kun været til SPOT 1 gang på en torsdag, men i år skal det prøves igen, for programmet er alt for sprødt til at lade være, og allerede denne aften bliver det svært at vælge det ene fra det andet…men så er der ligesom varmet op til resten af festivalen. Læs mere om de 2 pre-parties her og her.
SPOTTORSDAG

Fredag går SPOT for alvor igang, og det bærer den stramme tidsplan bestemt også præg af. Kun 2 gange i løbet af fredag bliver jeg hårdnakket nødt til at vælge den ene fra den anden, da de starter på samme tid. Limbo x SPOT har både et program fredag og lørdag, jeg har fremhævet deres fredagsprogram, da det klart er her der er flest navne jeg finder interessante, men lørdag kan jeg også fremhæve Slowes der spiller kl. 22:05. Crunchy Frog holder traditionen tro fredagsfest på Sway nede ved Aarhus å, og der plejer at være pænt proppet med dejlige mennesker og god musik, så hvis du mener der ikke er mere for dig i det officielle program omkring midnat, så hop ned forbi Sway og drik dig i hegnet med de sprøde frøer. Har du ikke fået nok, så kan du passende slutte fredag af med Silvester og Farveblind.
SPOTFREDAG

Lørdag kan man starte blidt ud med paneldebat om musik på recept, som er et ret så spændende emne. Har man for mange tømmermænd til at overskue det, så kan man enten vandre ned til å’en, snuppe en burger på vejen, og tjekke UHØRT’s dayparty ud på Fidel’s. Eller hvis man hellere vil være oppe i nærheden af de andre scener, kan man gå op på HeadQuarters og hænge ud til Wonderwhy & Friends dayparty, hvor bl.a. vores gode bloggervenner ovre på Regnsky står bag. Står man lidt senere op, og skinner solen, så er det meget anbefalelsesværdigt at hænge ud ved scenen imellem SCC og Musikhuset, hvor Aftenrutine holder dayparty. Og ellers kører det bare derudaf resten af dagen og aftenen med svære valg, og med garanti gode oplevelser uanset hvad jeg ender med at vælge.
SPOT LØRDAG

spot optakt: gents

GENTS

SPOT Festival starter om præcis 2 uger, med en række pre-parties, og vi glæder os som altid helt vildt til at komme afsted og få skudt festivalsæsonen igang. Så vi har hevet fat i en god håndfuld SPOT aktuelle bands, som vi har lavet nogle små interviews med. Her er det første af slagsen med album-aktuelle GENTS, som også spiller til én af de mange pre-parties:

Hvordan og hvornår blev i dannet?
GENTS er udsprunget af mange lange nætter med cocktails, synthesizere, weltschmerz & konfetti. Est. Berlin 2013.

Der er en tematik på jeres nye plade med vand. Først og fremmest er i afbilledet på pladecoveret i en pool, og yderligere dukker der skvulpe lyde op på plade hist og pist. Hvad er det med jer og vand og pools? Ligger der noget dybere bag det? Eller?
Vand er liv. Det er fascinerende, at mennesker søger så meget ud i rummet samtidig med, at størstedelen af havet stadig er uudforsket. Mystisk og bjergtagende. Og dyrt hvis du putter det ned i en pool.

Vi bliver ved vandet…nummeret ’Bubble’ kommer snigende ind på én næsten uden man opdager det når man lytter pladen igennem, og pludselig vågner man op som lå man på en briks og fik massage (i ved, der er ofte sådan noget afslapningsmusik i baggrunden når man får massage, og nummeret her minder enormt meget om den slags musik), og før man ved af det, er vi gledet over i nummeret ’Trouble’. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på at ’Bubble’ er en form for lang intro til ’Trouble’. Jeg synes det er et interessant valg at have sådan en instrumental passage liggende for sig selv midt på pladen. Hvorfor har i valgt at dele det op?
Bubble‘ og ‘Trouble‘ hænger uden tvivl sammen. Vi håber, at folk vil lytte til dem i en helhed ligesom med resten af pladen. Men i et popsangsformat, føler vi at de står stærkest hver for sig.

Det er jo ingen hemmelighed at i har en ret markant 80’er lyd. Det var i hvert fald hvad der blæste undertegnede bagover til jeres allerførste koncert på Stengade for 2 år siden. Dengang synes jeg i ramte Joy Division on the spot, men efter at have lyttet pladen igennem et par gange efterhånden, dukker der endnu flere referencer op, såsom Superheroes og Whitney Houston (yes! Starten af ’Cold Eyes’), hvoraf førstenævnte dog ikke er et band fra 80’erne, men helt sikkert også er kraftigt inspireret af det årti. I er jo ikke engang født i 80’erne, så hvor stammer den store fascination af lyden og stilen?
Vi har altid haft en fascination af 80’ernes skamløse selvhøjtidelighed og Yuppie-dekadence. Men vi er ligeså fascineret af alt muligt andet. Da vi lavede About Time var vi f.eks. helt forelskede i Kylie Minogue, 90’er house og new-millenum-vibrationerne hos Safri Duo (og er det stadig).

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til ved jeres koncert på SPOT?
Vi spiller en masse af de nye sange og medbringer den spanske guitars svar på en iPhone 7.

Hvad glæder i jer selv til at se på SPOT?
Vi glæder os meget til aftenen på Soundvenue og smash!bang!pow!s aften på Radar. Ud over vores koncert er der jo kun søde og dygtige mennesker på programmet! Vi kan desværre ikke blive på festivalen, da vi har vores egen koncert i Pumpehuset d. 5. maj., men hvis man bliver, skal man helt klart tage ned på TAPE om fredagen og høre Boundaries.

gæsteindlæg – kikos

Kikos

Så er det blevet tid til et gæsteindlæg fra Kikos, for nu er der kun 1 dag tilbage til blaavinyl præsenterer… på Kulturstationen Vanløse. Køb din billet her. Det er blevet tid til lidt god historiefortælling af Valdemar Have fra Kikos, så læn dig tilbage med din formiddagskaffe og læs…

Jeg besøgte New Orleans for nogle år siden, hvor jeg boede på et virkeligt skrabet hotel i den forkerte del af byen, som én ud af tre gæster.
Den ene af de to andre så jeg kun da han overfusede portieren pga. problemer med kabel tv’et den nat jeg ankom, men den anden faldt jeg i snak med den anden aften jeg var der. Han hed Walt, var Vietnam veteran og tidligere Navy Seal, og han var i byen for at besøge en gammel ven.
Det første jeg lagde mærke til var, at han havde en pistol i et skæfte under sin brune læderjakke, og den kom til syne hver gang han strøg sit tynde grå hår tilbage – som han gjorde ofte – men han var virkelig venlig og fortalte mig hurtigt lange historier fra sit liv, der fik mine egne erfaringer til at virke mere end ligegyldige og jeg lyttede med beundring mens vi sad i det orange sofaarrangement i hotellets entré.
På et tidspunkt i løbet af aftenen kom han pludselig i tanker om, at han havde glemt at hente sine vitaminer på apoteket og spørger om jeg vil med hen og hente dem, og i øvrigt også besøge hans ven der bor ikke så langt der fra. jeg sagde hurtigt ja, selvom jeg egentlig overhovedet ikke havde lyst til at gå igennem det kvarter vi boede i efter mørkets frembrud, men jeg tænkte også at han vel ikke var den værste at følges med, og vi gik derned.
Efter at have diskuteret et godt stykke tid med apotekeren om at det ikke var det mærke han plejede at bruge, så accepterede han det til sidst og vi gik ud på gaden for at fange en taxa, der trods alt var lidt sikrere end at gå.
Lidt efter stoppede en gammel og ramponeret grå bil op foran os, og en meget lille skaldet mand spurgte på gebrokkent engelsk om vi skulle bruge en taxa? Jeg nåede ikke at sige noget før Walt havde sat sig ind, men det viste sig, at der faktisk var et taxameter i bilen og vi kørte så afsted.
Chaufføren, der var ungarer, sad helt ude på spidsen af førersædet, nærmest med hovedet foran rattet og med vidt åbne øjne og foden tungt på speederen og jeg var sikker på at han ville køre os direkte ud til en grusgrav for at henrette os uden at blinke…..
Det skete ikke…
Vi nåede i stedet frem til den gade Walt’s ven boede på og betalte og ringede lidt efter på døren til en faldefærdig bygning på et hjørne ved siden af en lukket kostumeudlejningsbutik.
Dørtelefonen skrattede ad helvedes til, men de kunne åbenbart kommunikere igennem støjen og vi blev lukket ind og gik op ad trapperne i en dunkel mørkegul opgang.
I døren på tredje sal stod en gammel og spinkel sort mand iført et slidt lysegråt joggingsæt og læderhud og smilede og bød os velkommen, og selvom han hverken vidste hvem jeg var eller at jeg også var en del af selskabet, sagde han ikke andet end hej og velkommen og viste os ind i stuen der havde en øjeblikkelig følelse af ensomhed over sig. Han hed Bobby.
Walt og Bobby satte sig begge to ned i sofaen og jeg fik en spisebordsstol på den anden side af sofabordet og et glas mælk. Bobby spurgte roligt hvem jeg var, og jeg forklarede at jeg bare var på gennemrejse og langt væk fra, men at jeg havde mødt Walt på hotellet og at han havde inviteret mig med.
Jeg forstod inden længe, at Bobby var tidligere medlem af Black Panthers, at han i øvrigt var Amerikas første sorte Elvis imitator, og at ham og Walt kendte hinanden fra ’60’ernes demonstrationer imod alt det der også var galt dengang som de sagde.
De sås sjældent, men når de gjorde, var det altid hos Bobby, fordi han ikke kunne rejse pga. slemme rygproblemer efter for mange minutiøse optrædener som kongen af Rock’n’Roll.
Timerne gik og de snakkede begge to roligt og fåmælt og jeg sad mest bare og lyttede, indtil det pludselig gik op for Bobby at klokken var lidt over elleve og at det radioprogram han hørte hver aften var gået i gang. Han tændte for radioen i et gammelt stereoanlæg fra firserne der skrattede næsten lige så meget som dørtelefonen, men vi kunne dog lige ane en komprimeret stemme der præsenterede ét af de gode gamle numre fra dengang man også fortalte tilfældige løgnehistorier når man ikke havde noget andet musikalsk at sige…..

Vi håber at se jer på fredag!

gæsteindlæg – some speak of the future

Some Speak of The Future

Traditionen tro, får vi de bands der skal spille til blaavinyl præsenterer… til at lave et gæsteindlæg her på bloggen. Rammerne er relativt frie, så længe det bare handler om musik. I denne omgang er det Astrid og Lauritz fra Some Speak of The Future, som har valgt at lave en gennemgang af de numre der er på den EP de udgav i slutningen af sidste år. Some Speak of The Future spiller til blaavinyl præsenterer… på fredag d. 10. marts på Kulturstationen Vanløse. Køb dine billetter her.

I november udgav vi vores EP ‘The Low Tide’ på det nystartede indie label Møs Møs. Det er vores første udspil i lang tid og vi valgte at gå minutiøst til værks igennem alle dele af skabelsesprocessen. Her er lidt tanker om de forskellige numre:

‘Ashes’

Lauritz:
….er en selvbiografisk sang, der handler om at isolere sig fra verden og andre mennesker. Jeg skrev denne sang i en mørk periode af mit liv, som en slags reprimande til mig selv. Sangen fik nye trommer lige på falderebet inden den skulle mikses, hvilket er lidt utraditionelt. De gamle trommer var optaget for dårligt, så vi skiftede fundamentet ud til aller sidst….gudskelov spiller trommeslager Bjarne T. Holm(Merciful Fate m. fl) fantastisk og lige i lommen.

Astrid:
‘Ashes’ var både den første og den sidste sang, vi arbejdede med at indspille. Vi blev færdige med den ret hurtigt og så lå den bare stille længe, mens vi arbejdede med andre numre. Lige inden der skulle mixes spurgte vores producer Mads, om vi der var noget i numrene, vi ville lave om. På det tidspunkt havde vi arbejdet med det i ret lang tid, så vi havde ikke ligefrem lyst til at åbne det op igen. Men jeg havde i et stykke tid følt, at jeg havde flyttet mig lidt væk fra den måde, jeg havde sunget den på i første omgang – så vi endte med at lave et par nye takes, og det blev så ét af dem. Jeg elsker især c-stykket, som jeg synes har en lidt Kate Bush-agtig vibe. Det var også det første nummer Mads og Peter Henderson mixede – og de endte med at lave det om igen til allersidst, fordi de ikke var tilfredse. Så det er virkelig en sang, vi alle sammen har følt, vi skulle gøre vores allerbedste med.

‘Bonfire Baby’

Astrid:
Det har altid været én af mine favoritter at spille live. Et rigtig dejligt folknummer, med en markant historie og meget drama. Der er nogle rigtig gode linjer i, hvor vi altid ligesom “finder” hinanden med vores stemmer. Vi kan som regel mærke, hvor den anden vil hen, så vi synger det ret frit og varierer det altid live. Da vi indspillede vokalen til den i studiet blev jeg ret sur på Lauritz – jeg var ikke helt på toppen og syntes han pressede mig lidt for meget. Dagen efter lagde jeg mig syg i 14 dage. Så jeg gav mig virkelig for det vokaltake, men jeg er også blevet ret glad for det efterfølgende.

Lauritz:
Startede med at min lillesøster foreslog at skrive en sang med denne titel, da hun syntes at det lød som et fedt navn til en sang. Det endte med at blive til en sang, der beskriver tankerne hos en mand, mens han iagttager sin kvinde blive brændt på bålet som heks. En rigtig lille middelaldertragedie. En af mest simple produktioner på EP’en –i klassisk 6/8-dele singer/songwriter stil. Astrid var syg da vi lavede hendes vokaler…det giver lige den sidste smerte til præstationen ;-)

‘The Low Tide’

Astrid:
En hippiehymne om skænderier og dårlige mønstre i familien eller parforholdet. For mig handler den om et par, der holder hinanden nede og begrænser hinanden uden at ville det. Sangen har været lidt forskellige steder henne, inden den landede. Der blev eksperimenteret med tempoet, med forskellige guitarfigurer og vi har lavet en milliard vokaltakes på den, før vi var tilfredse med stemningen og det samlede udtryk. Men jeg er ret glad for, hvor den landede, og synes at den rammer lige ned i kernen af vores udtryk og har et af vores mest omkvæds-agtige omkvæd. Det var også derfor det blev første single fra EP’en.

Lauritz:
Dette nummer er titelnummeret og et nummer vi havde store ambitioner for under indspilningerne. Det medførte op til flere personlige kriser for mit eget vedkommende, men endte også med at lykkes og blive til det nummer, vi havde håbet på. Sangen var til mix flere steder inden den blev færdiggjort af Mads Kamstrup og Peter Henderson. En vigtig detalje er pedalsteelguitaren, der ikke gør meget væsen af sig, men har stor betydning for at sætte stemningen og opbygge det musikalske rum. Desuden blev sangen vores første rigtige ”radio-hit” på statsradiofonien. Det glemmer vi ikke lige med det første.

A ship gone too far

Astrid:
Det her er et af vores mest mystiske og underligt groovende numre. Der ligger nogle virkeligt syrede harmonier og gemmer sig i de mange lag. Fx havde jeg meget sjov med at prøve at synge korstemmerne, så det lød som når man spiller sav og med meget laaaange glid. Jeg synes det er blevet vildt fedt, men jeg ville nødig kaste mig ud i en harmonisk analyse. For mig er der noget lidt undervands-agtigt over sangen – skibet er ikke bare sejlet for langt, det er måske også sunket undervejs…

Lauritz:
Trækker på inspiration fra østen. Forsøgte at få guitar og mandolin til at lyde lidt som en sitar. Ved ikke om det lykkedes helt, men det lyder ikke desto mindre særegent. Jeg havede også et flerestemmigt mellotron arrangement ud af indspillede samples. Det tog virkelig lang tid, og kan høres i 3 omkvæd og outro. Melodien i omkvædne er vildt avanceret og vi brugte også lang tid på at få omkvædene til at finde deres endelige form. Da sangen skulle mixes endte Peter og Mads med at køre trommerne over på kassettebånd og optage afspilningen af en gammel kassettebåndoptager. Hvis man lytter efter, kan man godt høre klikket fra båndoptageren i starten og slutningen. Nummeret er en af mine personlige favoritter.

Whatever

Lauritz:
Er den aktuelle single og en sang der viser Some Speak of the Future i vores mest nøgne version. Lidt guitar og mandolin og ellers bare mand/kvinde vokalharmonierne. På denne sang indspillede vi vokaler på samme tid og lavede kor i Simon & Garfunkel stil –to stemmer i én mikrofon. Den sidste sang vi færdiggjorde.

Astrid:
Uuh også en live-favorit som jeg elsker at spille. Det lykkes tit at få skabt en meget nærværende stemning med den sang, og vi får tit ret god respons på den. Det var det sidste nummer, vi indspillede, og det gik vildt hurtigt. Bare nogle få takes, og så var den der. Det er også en sang, der ikke skal overtænkes – den handler om, at man ikke kan planlægge livet…at det også bare sker og at man må springe ud i det. Det er en af de tekster, hvor jeg synes det skinner igennem, at Lauritz er uddannet i teoretisk fysik. Engang imellem sniger der sig nogle fysik-metaforer ind i sangene, og giver nogle lidt anderledes billeder. Der er en linje om, at vi ikke blot er “a sum of our constituents” – det synes jeg er et smukt billede og et godt sted at slutte en EP, som jo gerne skulle være mere til sammen, end de enkelte sange hver for sig.”

EP’en er indspillet sammen med producer Mads Kamstrup, som også spiller bas, spiller lidt guitar og synger en enkelt korstemme her og der.
Bjarne T. Holm har spillet trommerne, Morten Buchholtz spiller alle keys, Thomas Klovn Carlsen har spillet percussion og Louise Mølholm Andersen har sunget ekstra kor.
Til sidst blev numrene mixet af Mads K. sammen med Peter Henderson (Supertramp, Paul McCartney m.fl.).

Some Speak of The Future – Whatever

Some Speak of The Future

Vi er glade for at have fået muligheden for at dele Some Speak of The Future’s nye musikvideo til sangen ‘Whatever‘. Se og lyt her:

Det er 3. single fra deres EP ‘The Low Tide‘ som udkom i november sidste år. Vi er i den nedbarberede og akkustiske ende, med Astrid og Lauritz’ smukke harmonerende stemmer. Vi glæder os til at opleve både den og alle deres andre dejlige sange i levende live på Kulturstationen Vanløse d. 10. marts hvor bloggen her endnu engang præsenterer et par dejlige bands i hyggelige omgivelser. Køb din billet her.