All rights reserved @ Malthe Ivarsson, www.maltphotography.com og Frost Festival
Så er det en kendsgerning. Frost Festival er ovre. Endnu engang har tonerne fra alternativ musik flydt ud af højtalerne og lokalerne hos (a)parte lokationer rundt i byen. Det er ingen hemmelighed, at vi er store Frost-Fans på blaa vinyl, og det har så sandelig ikke ændret sig efter denne omgang af kældre med mørke, kirker med andægtighed, intimitet og unikke musikalske oplevelser.
Vi var tilstede ved to Frost-koncerter i år. Martin Ryum hos Copenhagen Piano, ligesom vi kiggede forbi Blågårdskirken, hvor Cancer og svenske Mariam the Believer slog vejen forbi.
Lokaliteten i sig selv
En af grundene til at Frost Festivalen for undertegnede altid er en succes, er ganske enkelt, at de tager udgangspunkt i det sted, vi skal have denne musikalske oplevelse. Er man blot en gang blevet snydt ved at have købt en billet til en koncert på Store Vega, der er rykket til større lokaler – Falconer eller lignende, så ved man, hvor meget rummet betyder.
Copenhagen Piano var en perfekt uhøjtidelig setting for Martin Ryum og sangerinderne Maria L. Friis og Signe H. Wille-Jørgensen til førstnævntes retur som soloartist (hvor han er fremragende, må jeg indskyde – Uden Garanti er et af de glemte små mesterværker på dansk). Jeg er ikke stor digtlæser. Ofte har jeg betragtet det som (selv)højtidelig litteratur, der ikke er særlig inkluderende. Få har ramt mig med deres digte. Ikke at jeg kender dem synderligt fra tidligere, men Inger Christensens digte åbnede sig fuldstændig i Ryums hule hånd, smukt foranlediget af den kvindelige atmosfære, som udsmykkede strofernes billedsprog og ordkrøller med unisone, dissonerende og harmoniske klange.
All rights reserved @ Malthe Ivarsson, www.maltphotography.com og Frost Festival
Et af højdepunkterne var fortolkningen af “Alfabeterne findes”, jeg mener – læs denne tekst:
(…)
jeg skriver som hjertet
der banker skriver
lungernes musklernes
ansigtets hjernens
og nervernes lyde
jeg skriver som hjertet
der banker skriver
blodets og cellernes
synernes grådens
og tungens råb
Det var et højspændt kvarter dette nummer foregik i med en luftig Ryum og et karakteristisk dynamisk klimaks. Ryum sang, som hjertet, der banker synger. Lige der i piano-dybet. Et lukket rum, der kun lige knap kunne rumme Ryums nærvær, som overstrålede selv den mest dystre og mørke afkrog.
All rights reserved @ Malthe Ivarsson, www.maltphotography.com og Frost Festival
Andægtigt og monumentalt
En anden fremragende sparring af rum og menneske blev også opnået i Blågårdskirken, der atter husede en koncertrække på Frost. Kristan Finne Kristensen og Nikolaj Vonsilds bekymrende duonavn Cancer, agerede som en modsætningsfyldt velkomstkomité i det store kirkerum, hvor klangen af naturlig reverb hang ned langs kirkevæggende som undergardiner over mosaikvinduerne.
Mit første møde med duoen (fire mand live), men ikke mit første møde med stemmerne. Finne Kristensens varmende ulmende lune og Vonsilds sitrende og tillokkende dans med sit stemmebånd. Samples, synths, sub og en nærmest varm tristesse, der momentvis bar præg af, at nederlaget er erkendt – og nu må vi bare lære at leve med det. Også i de rent instrumentale øjeblikke formåede gruppen at oparbejde intensitet og nærvær. De mere psykedeliske indslag var kærkomne, hvor den bekymrende udvikling gjorde gruppens navn underværker. Endnu engang i Frost-regi gik tingene op i en højere endhed, hvor det animerede Frost-logo på gulvet, pludselig kunne kaste tankerne på kampen mellem de røde og hvide blodlegemer.
Cancers dualitet og kontrasterende musikalske opbygning er spændende, og den skal ned på bånd nu.
All rights reserved @ Malthe Ivarsson, www.maltphotography.com og Frost Festival
Mariam the Believer var også “godt castet” til rummet, hvor sange om evolution, spiritualitet, samfund og (med)menneskelighed for alvor tog sig godt ud i “guds hus”, hvor “baren var åben i kælderen” ifølge festivalansvarlig Mikael Pass, der bad om lydløse telefoner.
Mariam Wallentins stemme stråler af urkraft, og det er vitterligt en kvinde med vilje og indlevelse af en sjælden slags. Hun bruger konstant sin stemme som et instrument, som dirrer på et bånd nede i kroppen på Wallentin, der nærmest fremstår ivrig for at komme ud. Det er virkelig intenst at være vidne til. Små dynamiske dyk. Små vokale spring.
Det var bestemt en sitrende oplevelse, at opleve Wallentin på Nørrebro, selvom lyden desværre var en kende stor til rummet. Wallentin forsvandt af og til, og det til trods, så var hun lysende klar, når hun nåede igennem lydmuren med sine små og udfarende statements. All There Is And More, The String of Everything og Invisible Giving var dem, der fremstod stærkest i rummet. Især den nærmest jazzede førstenævner og den sidstnævnte dynamiske højdespringer.
Frost Festival var atter i år eksponent for unikke oplevelser i fantastiske rammer, man ikke nødvendigvis oplever andre steder. Det giver vi point for herfra, og vi glæder os meget til endnu en festival, hvor der ikke bliver gået på kompromis med rammen. For den er nu engang en slående faktor for helhedsoplevelsen.
