Beskriv dit musikalske univers på 30 dage del 2

day 11 – a song from your favorite band: The Whitest Boy AliveBurning

day 12 – a song from a band you hate: Limp BizkitRollin
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/413144″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

day 13 – a song that is a guilty pleasure: SiaBreathe Me
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/9483113″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

day 14 – a song that no one would expect you to love: Take ThatRelight My Fire

day 15 – a song that describes you: Mamas and PapasMake Your Own Kind Of Music

day 16 – a song that you used to love but now hate: Tim ChristensenRight Next To The Right One

day 17 – a song that you hear often on the radio: Tim Christensen Right Next To The Right One

day 18 – a song that you wish you heard on the radio: The Tallest Man On EarthKids On The Run
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/7707478″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

day 19 – a song from your favorite album: Ed HarcourtApple of My Eye

day 20 – a song that you listen to when you’re angry: The Cooper Temple ClauseTalking To A Brick Wall
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/13214121″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

Kommentarer:
#11 Denne kategori fik mig til at indse at jeg faktisk ikke rigtig har noget yndlingsband. Jeg tror jeg er vokset fra det. Men Whitest Boy Alive er et godt bud.

#12 Den behøver jeg vist ikke skære ud i pap.

#13 Jeg arbejdede på Nykredit for nogle måneder siden, og var ved at blive sindssyg af at høre denne sang hver gang jeg ventede på at der var nogen der tog telefonen i den anden ende. Samtidig er den én af de der rigtig gode perler, som sikkert især efter X-Factor optrædenen, gør den til en guilty pleasure. Jeg ved det ikke. Jeg har i hvert fald et lidt ambivalent forhold til den.

#14 Yes, jeg var fan af Take That da jeg var yngre. Og jeg synes stadig deres 90’er albums holder.

#15 Min veninde dedikerede engang denne sang til mig, og jeg har holdt fast i den lige siden.

#16 Har simpelthen hørt den for mange gange. Men had er et stærkt ord.

#17 Jeg hører ikke så tit radio, men når jeg endelig gør, spiller de denne sang 9 ud af 10 gange.

#18 Ubeskrivelig smuk og catchy sang, som burde få lidt mere airplay.

#19 Jeg kan vist ikke komme udenom ham.

#20 I det hele taget den plade, Kick Up The Fire, And Let The Flames Break Loose fra 2003, er en sikker vinder når hele verden går mig imod.

Nostalgi

Jeg ved ikke om det er fordi året er ved at gå på hæld og man som sædvanligt bliver ramt af den der sentimentalitet, der som regel også har en vis portion nostalgi med i kølvandet. Om ikke andet har jeg dvælet utroligt meget i nostalgi de sidste par dage. Jeg har taget en svømmetur tilbage i minder og sindstilstande, som de var og blev til i 2001. Dengang man gjorde alt for at komme på forreste række og blev overvældet af den adrenalin det gav at leve sig 100% ind i musikken og give alt hvad man havde (det værende at hoppe til man ikke længere kunne mærke sine ben, klappe til ens arme syrede i flere timer efter eller slide sin stemme op på at skrååååle med til hver evigt eneste sang). Denne video giver en meget god idé om hvordan det var dengang:

Blast from the past : The Tim C Band – Live in Amager Bio, Copenhagen, Spring 2001… 🙂

Posted by Tim Christensen on Thursday, 18 November 2010

Tim Christensen m. band i Amager Bio 2001


Saybia billet fra dengang de brød igennem. Koncerten på Pitstop blev flyttet til Godset pga. den store efterspørgsel. Muse billetten er fra deres Origin of Symmetry tour, som ifølge undertegnede er deres bedste plade til dato.

Det var med samme nostalgiske overvældelse at jeg for efterhånden en del år siden satte mig ned og skrev nogle af alle disse minder, anekdoter og oplevelser ned i en såkaldt scrapbook. Den trænger til en gevaldig opdatering dog, men det skal nok komme når tiden og roen er der til det. Om ikke andet er det med nostalgi, som det er med vinyler…det vil aldrig dø ud.

I det berømte rampelys

Der er snart ingen grænser for hvad de vil vise os i TV i dag. Underholdningen får en højere og højere pris når det kommer til privatsfæren. Vi vil være vidne til det hele. Ja…det er ikke nogen nyhed jeg kommer med her, men det slog mig da jeg forleden så dokumentaren Stages om Duné. Det er ikke et band jeg har dyrket synderligt meget på noget tidspunkt, men jeg havde hørt så meget om dokumentaren, at jeg blev nødt til at se den (sådan har jeg det faktisk generelt med musikdokumentarer; altså de behøver ikke at handle om noget musik jeg kan lide i forvejen). Og jeg blev ikke skuffet, snarer tværtimod. Derimod blev jeg en anelse forfærdet over hvor langt ind i privatsfæren de trækker seeren med. Man ser f.eks. starten, kritiske øjeblikke og enden på et kæresteforhold eller to, og oplever på et tidspunkt én af musikerne sidde en stiv nat i München og stortude til kameraet, imens han fortæller om forældrenes skilsmisse og faderens forsøg på selvmord – i detaljer! Jovist har drengen haft brug for at få afløb for de traumatiske hændelser, men måske skulle de – efter min mening – have undladt at tage netop denne sekvens med…for hvad i alverden har den med musikken at gøre?!

Et band som Duné udlever en drøm som mange (bare se X-Factor) higer efter og drømmer om, og klart er der allerede her grobund for at kunne lave en dokumentar. Men man skulle måske efter min mening have ventet nogle år, til de havde flere år, succeser, plader og turnéer på bagen, så der derfor havde været mere indhold der handler om selve musikken og vejen dertil hvor de ville være nået til den tid, i stedet for at handle om musikernes personlige liv. Måske er det også bare mig der er gammeldags, for med Twitter, Facebook, reality-TV og mobilt bredbånd, er grænserne for hvor meget vi ved og får at vide om vores idoler, rykket en hel del. Hvilket får mig til at tænke på den canadiske sociolog Erving Goffman, som netop brugte scenen i én af sine teorier:

Backstage (bag scenen) og frontstage (på scenen). Med disse begreber forstår Goffman handlinger som noget, der i en given situation kan betragtes som frontstage eller backstage. Front stage-aktivitet kan ses som alt det, der bliver foretaget for at opretholde det fælles indtryk i en situation. På denne måde er Back stage-aktivitet alt det, der er uforeneligt med front stage, og som derfor bliver holdt tilbage.

Det vil sige, at hvis man tog udgangspunkt i hans teori, så er store dele af backstage faktisk at finde på frontstage i dag, næsten uanset hvilken situation du befinder dig i, netop på grund af alle de her sociale medier. I Stages findes der stort set intet backstage eftersom vi er vidner til næsten det hele. Sådan en følelse får man i hvert fald når man ser filmen.

Til de af jer som flittigt har fulgt denne blog fra begyndelsen, ville i sikkert vide at jeg skrev bachelor opgave , om netop selvidentitet og modernitet, hvilket filmen om Duné i høj grad tager udgangspunkt i. Det er interessant, men også et yderst skræmmende fænomen synes jeg. Og spørgsmålet om hvor meget af Duné’s karriere er gjort op i selviscenesættelse og reel talent, bliver ved med at spøge i mit baghoved, da jeg synes det ene overskygger det andet mere end det måske burde. Det bliver interessant at se hvor de er endt om 10 år.

Et band det derimod har lykkedes for at producere en vedkommende dokumentar endnu før anden albumudgivelse, er Swan Lee. Jeg genså lige dokumentaren i forgårs, og selvom der er nogle sekvenser som indikerer forholdet imellem Pernille Rosendahl og Tim Christensen, er det stadig holde på et meget perifert niveau. Det er en meget naturlig ting netop i denne dokumentar, dels fordi at Tim i en periode er med i bandet, men også fordi at pladeselskaber og medier både dengang og den dag i dag, fokuserede på lige netop det forhold. Selvom det i sig selv er dybt intetsigende i forhold til musikken…så handler denne dokumentar også meget om at turde tro på sine drømme (musikken i dette tilfælde) og om at den lille grimme ælling bliver til en svane der lærer at stå på egne ben.

Pointen med disse to eksempler, er at man sagtens kan lave en spændende dokumentar i disse virale tider uden at skulle bryde privatsfæren så betydeligt som Stages gør det. Når det så er sagt, er jeg selvfølgelig godt klar over at der er 10 års forskel på lige netop disse to dokumentarer, men for mig har det ingen betydning. En god musikdokumentar har efter min mening 5-10% indhold om personerne bag musikken og de resterende 90% skal handle om musikken.

Roskilde for pokker

Håkan Hellström

Jeg kunne alligevel ikke leve med tanken om at skulle sidde og glo i min lejlighed hele weekenden med det skønne vejr, og vide at en stor del af min omgangskreds hyggede sig ovre på Roskilde Festival og så en masse fed musik. Så jeg erhvervede mig i går, på trods af den pebrede billetpris, en endagsbillet og tog på en vild 24 timers udflugt dedikeret til Roskilde Festival. Hvilken tur…

Varmen var tæt på ulidelig da jeg langt om længe var ankommet og havde fået mit armbånd på, så dagen blev startet i venskabeligt selskab med en iskold papvin i skyggen. Hvorefter vi tog hul på dagens koncerter. Min oprindelige plan havde været at den skulle starte med …And You Will Know Us By The Trail Of Dead, men så fik jeg at vide at det nok ville være en god idé at møde op på Yourspace ved Pavilion på samme tid som koncerten ville starte, til en debat om musikblogs. Meeen, så fik jeg en sms fra en gammel kær ven, som gerne ville se Tim Christensen med mig, og eftersom jeg på trods af at have set Tim utallige gange, aldrig har oplevet ham på Roskilde, samt at musikken har en vis effekt på mig og det faktum at vinen var gået godt og grundigt i blodet, kunne jeg alligevel ikke dy mig, og planerne blev lavet om. Sikke en hyggelig eftermiddagsstund. Selvom jeg ikke kunne se scenen særlig godt, var det nu en dejlig oplevelse.

Herefter gik turen over til den eneste koncert jeg havde på mit program, som foregik på Orange Scene. Vi satte os til rette på den golde jord med en øl, og knipsede med til den gæve svensker, Håkan Hellström. Det var én af de bedste koncerter jeg længe har oplevet på Orange (hvis vi lige ser bort fra Muse og Flaming Lips for nogle år siden). Dejligt festligt og passende til det skønne vejr.

Arena kaldte igen, denne gang var det det meget omtalte band Elbow, der trådte på scenen. Jeg må være ærlig at sige at jeg på dette tidspunkt havde fået så hatten passede, og havde derfor lidt svært ved at holde koncentrationen. Men jeg synes heller ikke at Elbow passede ind på en scene af Arena’s størrelse. De ville have været meget bedre tjent med en mindre og mere intim scene. Når det så er sagt, fik jeg dog et godt indtryk af musikken.

The Dodos indtog Pavilion scenen, og hvilken koncert. Jeg kunne slet ikke stå stille. Der er en vis charme over den scene. Den har den perfekte størrelse. Min veninde og jeg kunne ikke lade være med at gå og smånynne på vores vej over til Astoria, hvor Micachu & The Shapes var gået igang med en koncert, som jeg havde set meget frem til, men som jeg dog måtte gå skuffende fra efter en række numre. Jeg kunne slet ikke forholde mig til deres støjende flade, som jeg havde forventet ville være mere legende end den fremstod.

Det var tid til en musikalsk pause. Alkoholens eftervirkning havde sat sine spor og en led hovedpine tvang mig til at sidde en stund ved Odeon, imens mørket lagde sig over festivalen.

Jeg havde dog ikke givet helt op, og traskede et par timer efter ned imod Pavilion endnu engang og rockede lidt med på The Pains Of Being Pure At Heart‘s teenage-rock. Det var cool. Men med tanken om at skulle holde hele natten, var det tid til en lille powernap, og meget passende fandt jeg en ledig hængekøje lige ved Pavilion og nød Roskilde lidt bag lukkede øjenlåg, og irriterede mig lidt over Black Dice‘s meget ensformigede udtryk, som var der gået hak i pladen.

Omkring kl. 2:30, tog jeg mig sammen igen og gik tilbage til Odeon for at nyde nogle numre af Mikael Simpson & Sølvstorm. Det var en hyggelig affære. Det er tydeligt at han har udviklet sig en hel del i både fremtoning og musikalsk udtryk siden jeg tilbage i 2003 en ligeledes sen nattetime blev hevet væk fra Coldplay på Orange, for at opdage Mikael Simpson & Sølvstorm i en lettere usikker udgave på Pavilion, som dengang lå der hvor Astoria ligger i dag.

Men jeg var nødsaget til at forlade koncerten til fordel for Pavilion endnu engang. Denne gang drejede det sig om de psykedeliske Dragontears med Lorenzo Woodrose i front. Mine øjenlåg var blevet rigtig tunge på dette tidspunkt, og en hel dag i støv, var begyndt at kunne mærkes godt og grundigt. Det var sjovt at opleve at blive sendt på sådan en tidsrejse, for man kunne snildt forestille sig at man befandt sig på én af de første Roskilde Festivaller for cirka 30 år siden, hvis man brugte sin fantasi og levede sig ind i musikken. Den var lige en anelse for syret til min smag, men jeg holdte ud for jeg skulle underholdes så længe som muligt, da DSB ikke kører med så mange tog imellem 2 og 6 om natten.

Klokken 4:30 var der ikke mere tilbage. Folk sev lige så stille ud af festival pladsen, og bassen fra diverse fester rundt omkring bulrede i baggrunden imens jeg lige så stille traskede ind imod stationen. Det blev mere og mere stille og mere og mere mennesketomt. De 24 timer var ved at rinde ud, og min mavefornemmelse omkring det hele var god. Roskilde er nu noget særligt.

Spot Festival: Tivoli for voksne

Bodebrixen

SPOT festival er vel overstået. Og sikke en festival! Der var fart over feltet, både med at få hørt en masse musik, deltage i seminarer og møde en masse mennesker (velkendte som nye ansigter).

Torsdag:
Åbningsarrangementet i musikhuset –
Ave med symfoniorkester
Oh Land med symfoniorkester
When Saints Go Machine med strygere.

Sidstnævnte var jævnt kedeligt, jeg afskrev dem faktisk allerede på SPOT sidste år, men blev nødt til at blive hængende i år, da min medskribent herinde fra skulle anmelde alle tre koncerter. Så jeg gik desværre glip af Yann Tiersen…men har også hørt at det var umuligt at komme ind anyways. De første to navne var tilgengæld smukke oplevelser!

Fredag:
Bodebrixen (billedet)
The Asteroids Galaxy Tour
Are We Brothers
The William Blakes
The Olympics
Alloy Alloy
Mellemblond
Snake and Jet’s Amazing Bullit Band
Turboweekend
Marybell Katastrophy
The Floor Is Made Of Lava

Lørdag:
Music For Modern Man
Maria Timm
Chin & The Ragga Pack
A Kid Hereafter Special Edition
Rumpistol
Must Go Radio
The Liberty Balance
Skammens Vogn
I Was A King
Mixtune For Cully
Tim Christensen
Oh No Ono

Det er selvfølgelig langt fra alle navne jeg har set fra start til slut, men dem jeg så hele showcases med, var Bodebrixen, The William Blakes, The Floor Is Made Of Lava, Mixtune For Cully og Oh No Ono. Nogle har jeg ikke set det hele af, fordi der var andre navne eller ting der skulle nåes midt i det hele, eller også fordi navnet ikke rigtig imponerede. Men sådan er det på SPOT…det er et Tivoli for voksne. Du får dit armbånd på den første dag, og så kan du ellers rende rundt som et lille barn fra forlystelse til forlystelse de næste par dage. Det er en fantastisk ting. 2 hele dage propfyldt med musik. Alle steder du drejer hovedet henimod, er der fyldt med musik. Ikke bare på scenen, men også når du passerer forbi diverse stande og folk der snakker. Musik musik musik. Et sandt paradis!

Jeg ved ikke om der var et musikalsk højdepunkt for mig i år. Dermed ikke sagt at alt det jeg har set var dårligt, tværtimod…højdepunkterne har bare for mit vedkommende været mere at finde på den personlige front, hvor der har været nogle grænser og lignende der er blevet flyttet og sådan. Se lidt reportager og interviews her.

Jeg nåede kun at deltage i to seminarer, men det var tilgengæld også to meget lærerige seminarer på hver deres måde. Det ene var Hvad nu spillemand ?, som primært kom til at omhandle problematikken omkring institutionaliseringen af de danske spillesteder, kriseramte spillesteder og vilkårene for det danske vækstlag og den dur. Ganske interessant. Det andet var nærmere et foredrag af Teitur’s manager Christian Ulf-Hansen, som fortalte om hans ti år sammen med Teitur og hvilken rutschebane tur det havde været. Det var superspændende og gav en meget dybere indsigt i Teitur’s karriere, end jeg nogensinde har haft i nogen anden musikers karriere.

Her er en rimlig komisk sang som han skrev på et tidspunkt, da han havde problemer med at få visum til USA, hvor han skulle på tour med Tina Dickow og Tobias Fröberg. De blev nødt til at starte touren uden ham, men han fik, som i kan høre i videoen, langt om længe sit visa af omveje:

SPOT Festival 2009

Min 6. SPOT festival nærmer sig med hastige skridt, og som alle de andre år (eller i hvert fald de seneste par år) er jeg allerede nu begyndt at gå programmet i bedende og overveje hvad jeg skal tjekke ud og hvilke seminarer der kunne være interessante at overvære. Én af overvejelserne i år har været om jeg skulle vælge alle de navne ud som jeg gerne vil se og så istedet se alle dem jeg ikke har nogen som helst kendskab til. Det er jo en festival der er designet til at spotte nye navne, og derfor burde man netop ikke gå efter det velkendte, selvom det er det nemmeste for det meste. Sidste år var jeg alene afsted og præsterede at tjekke hele 23 navne ud på to dage, hvoraf Snake and Jet’s Amazing Bullit Band var de bedste og mest overraskende skarpt efterfulgt af Efterklangs fantastiske koncert i Musikhusets store sal. Jeg håber lidt på samme effektivitet i år, da det på mange måder var meget givende, men også hårdt.

Jeg tror det ender med halvt velkendte og halvt ukendte i år. Kan alligevel ikke lade være med ikke at kigge forbi selvom jeg udemærket godt kender musikken og koncertstilen. Men jeg har ikke rigtig haft tiden til at tjekke bandbeskrivelserne ud endnu, så det kan godt være at listen ændrer sig jo nærmere vi kommer festivalen og at der selvfølgelig under festivalen kan opstå nogle impulsive inputs, især fordi der er lidt huller i programmet hist og pist, utroligt nok.

Så min liste ser so far således ud (opdelt efter tidsplanen og dem med fede bogstaver har jeg aldrig oplevet live før):
Ave
Oh Land
Yann Tiersen
Bodebrixen
Er De Sjældne
The Asteroids Galaxy Tour
Are We Brothers
The Broken Beats
The William Blakes
Taxi Taxi!
Alloy Alloy
Den Sorte Skole
White Pony
Electrojuice
Marybell Katastrophy
Maria Timm

Music For Modern Man
Chin & The Ragga Pack
Rumpistol
Must Go Radio
Skammens Vogn

Atoi
WhoMadeWho
Jarle Bernhoft

Tim Christensen
Lucy Love
Birk Storm

Seminarer:
Musikken som vækstzone indenfor [DK]
Hvad nu Spillemand ?
Fremtidens Musikmedie
Teitur og jeg / Teitur and me

Seminarerne har siden min anden SPOT festival så vidt muligt været fast inventar på min udgave af SPOT, da man på en måde kommer om bag kulisserne, får sat ansigt på nogle fremtrædende branchefolk og får en ny indsigt i emnet samt andre synspunkter osv. Det kan anbefales.

Fredag aften når det sidste navn er tjekket ud, regner jeg med at lægge vejen forbi Klub Stuka som i samarbejde med Soundvenue afholder afterparty i Teatersalen på Østergades Hotel med The Floor Is Made Of Lava og Vinnie Who som live acts og DJ’s som White Pony, Bodebrixen og Rune Wehner (Spleen United). Hvis min energi da er til det.

Udover de nævnte navne, kunne det da også godt ske at man skulle lægge vejen forbi DUP teltet, hvor bl.a. min medskribent sammen med resten af sit band, The Norman Conquest, får chancen for at få gode råd og tips fra en række branchefolk. Læs mere her. Men det bliver vist kun hvis programmet tillader det.

Kom endelig med inputs til hvad jeg ellers skal huske at tjekke ud…inspiration er altid godt 🙂

Oh…og her er lige et klip fra sidste års SPOT festival, et interview med festivalens evigt tilbagevendende og mest hypede gæst, Rolling Stones journalisten, David Fricke (faktisk tror jeg at han har været på SPOT lige så mange gange som mig). Og hey…bemærk lige den gode vibe, det gode vejr og folk i shorts! Sådan har det også bare at være i år. Basta!:

Et lille stort surt opstød

Henrik Marstal

DR og P3 har så travlt med at prædike om at de støtter vækstlaget i dansk musik. For eksempel gjorde de til P3 Guld, et stort nummer ud af at hylde morgendagens stjerner, hvor Veto rendte med den helt store P3 Guld pris. Mig bekendt har Veto været på banen de sidste 3 år, og har fra starten haft god medvind med udsolgte koncerter og god medieomtale. Ikke mindst Troels Abrahamsen (forsanger), har med sine sideprojekter og i rollen som producer ydermere haft stor medvind, så vidt jeg er orienteret. Så kunne de 100.000 kr der følger med prisen, ikke sagtens være brugt på et andet navn der er knapt så etableret ?
Og nu vi er ved P3 Guld, så kunne man opleve navne som Tim Christensen, Carpark North, Peter Sommer, ovennævnte Veto, Camille Jones, Mike Sheridan feat. Maya Albana, Fagget Fairys og Wong Boys (hvem har jeg glemt?). De sidstnævnte forstår jeg slet ikke hypen omkring. Men når det så er sagt, stiller jeg mig igen spørgende til P3’s såkaldte “vi støtter vækstlaget i den danske musik”-slogan, med så etablerede navne (især de første 4 nævnte) som optrædende! Jeg ville foreslå P3 Guld at gå væk fra det slogan, eftersom de ikke lever op til det.

Frustrationen blev genopvækket i mig da jeg tidligere i dag faldt over en artikel, hvori Henrik Marstal (Ph.d. musikvidenskab) gør opmærksom på tendensen til at danske musikere efterhånden kun kan “blive til noget” hvis de enten deltager i KarriereKanonen eller er så heldige at nå igennem P3’s nåleøje. For pladeselskaberne tør efterhånden ikke signe et band, hvis ikke det er blevet kvalitetsstemplet af P3 først. Jeg citerer: “Man skal være opmærksom på det massive, kommercielle kvalitetsstempel, det er for et band at være med i KarriereKanonen. Det ved pladeselskaberne også, og så bliver det for alvor svært for et band, at bygge en karriere op, hvis det ikke har været med i en konkurrence.”
Hvortil DR’s chefredaktør for musik, Ole Mølgaard svarer: “Det er mærkeligt at angribe nogen, der prøver at gøre en indsats for vækstlaget, ved at sige, at det er synd for dem, der ikke kommer med. Der er stadigvæk et væld af muligheder for at brage igennem med sin musik på for eksempel nettet, så det tror jeg ikke er et problem.

Igen kommer DR/P3’s såkaldte “indsats for vækstlaget” på banen! Jeg forstår dem virkelig ikke. For hvorfor voldspiller de så de samme 10 navne (hvoraf størstedelen af dem er etablerede) i prime-time ?! Og skubber de lidt “skævere” navne ud på de sene nattetimer ?? – Jeg ved godt de har en såkaldt public-service forpligtelse at leve op til, men jeg synes den er latterlig, hvis den begrænser så meget og giver dem så meget magt, som den tydeligvis gør.
Og nu vi er ved det, så var der også hele sagen fra sidste år med amputeringen af Annika Aakjær’s ‘Lille Filantrop‘, hvor P3 klippede rap-sekvensen med Per Vers væk, hvor det også kom frem at der pilles ved 80 procent af de numre de spiller i P3, så de kan passe bedre ind i P3’s profil. Hvorfor så lytte til radio ?? – når den musik de spiller, ikke engang er de originale værker, som de var udtænkt af kunstneren ? – Jeg synes igen P3 spiller for meget med deres muskler, når de gør noget så drastisk. De gør jo netop ikke nogen indsats for vækstlaget, når de går ind og ændrer på det, så det passer bedre ind til den allerede etablerede musik.

Kom nu DR! Kom ud og få lidt jord under neglene…det er sundt!

Jeg er ikke teenager mere

tim c

Til de af jer, der kender mig i forvejen, kan jeg sige…ja…det måtte jo komme før eller siden…Så det gør det nu!

Jeg er netop hjemvendt fra Tim Christensen’s første rigtige koncert i lang lang tid. Kigger jeg min kalender efter i sømmene, er det faktisk over 4 år siden jeg har været til en rigtig koncert med manden sidst. Så der var rimlig store forventninger til aftenens første koncert på touren på Godset. Der kommer desværre ingen slibrige detaljer, såsom setliste og lignende her, da jeg vil anbefale jer at tage ud og se/høre det på egen hånd. Men jeg kan sige så meget, at jeg havde glædet mig som et lille barn, og er egentlig heller ikke gået skuffet hjem, men det er som om der er et eller andet anti-klimaks et sted. Hvorfor ved jeg ikke helt præcis. Tror bare jeg var kommet til at skrue forventningerne for højt op, eller også skal jeg lige op i gear igen. Hehe. Det var by the way rigtig tydeligt at høre at der er kommet nye kræfter bag trommer, bass og tangenter, og det er måske også det jeg bare skal vænne mig til. Jeg tror det er sundt med fornyelse.

Men når det så er sagt, var det en aften både fuld af overraskelser, store smil og headbang. Den største overraskelse, var opvarmningen Mads Langer, som jeg i forvejen ikke havde et for positivt indtryk af, da jeg (ligeså for over 4 år siden) så ham varme op for Saybia, og kedede mig bravt. Men i aften overraskede han stort med et smukt smukt cover af et Bob Dylan nummer. Hans stemme har også udviklet sig noget mere siden jeg så ham sidst. Så selvom han ikke er et must have (på plade that is), imponerede han.