Navn i sne og stengade som var det 90’erne

En grå novemberdag sidste år, vågnede jeg med utilsigtede tømmermænd af den art der gør at man ikke orker at skulle forlade sin hule, men i min kalender stod en note om at jeg skulle møde op på stengade kl. 8:30. Klokken var 8:45 og min telefon kimede løs. Jeg var sent på den. Fuck! En skæv start på en dag der skulle vise sig at blive meget lang, men også en dag der startede meget sløvt ud og endte med at blive ret god. Det var Aage Hedensted fra Mixtune For Cully, som skulle optage sin musikvideo til sangen Ray Of Sunshine fra hans kommende album. En sang jeg fik rig mulighed for at høre en milliard gange i løbet af den dag, med en catchy intro og melodi, som jeg nåede at blive pænt træt af inden dagen var omme.

I denne uge blev det færdige produkt så endelig smidt op på youtube, og jeg må sige at jeg synes resultatet er blevet flot, og jeg er til og med også gået hen og blevet ret glad for sangen på trods af metaltrætheden jeg nævnte før. Tjek det ud her, og se om du evt. kan spotte et ansigt som optræder nærmest hver dag på kanal 5 i et reality program for tiden:

Denne næste video har jeg dog intet haft med at gøre, men derfor skal i jo ikke snydes for Ulige Numre’s anden-single Navn I Sne som undertegnede har givet øgenavnet Håkan Hellstrøm-sangen. Tamt, I know. Det er om ikke andet en dejlig sang der varmer her i disse kolde og mørke måneder. Bandet spiller iøvrigt på blaa vinyl’s gode gamle hjemmebane i aften, nemlig på Pitstop i Kolding. Så hvis du befinder dig i nærheden af Kolding lige netop i aften, vil jeg anbefale dig på det kraftigste at kigge forbi og få et smil på læben. Billetter kan købes her, og koncerten starter kl. 22.

Spot Festival: Tivoli for voksne

Bodebrixen

SPOT festival er vel overstået. Og sikke en festival! Der var fart over feltet, både med at få hørt en masse musik, deltage i seminarer og møde en masse mennesker (velkendte som nye ansigter).

Torsdag:
Åbningsarrangementet i musikhuset –
Ave med symfoniorkester
Oh Land med symfoniorkester
When Saints Go Machine med strygere.

Sidstnævnte var jævnt kedeligt, jeg afskrev dem faktisk allerede på SPOT sidste år, men blev nødt til at blive hængende i år, da min medskribent herinde fra skulle anmelde alle tre koncerter. Så jeg gik desværre glip af Yann Tiersen…men har også hørt at det var umuligt at komme ind anyways. De første to navne var tilgengæld smukke oplevelser!

Fredag:
Bodebrixen (billedet)
The Asteroids Galaxy Tour
Are We Brothers
The William Blakes
The Olympics
Alloy Alloy
Mellemblond
Snake and Jet’s Amazing Bullit Band
Turboweekend
Marybell Katastrophy
The Floor Is Made Of Lava

Lørdag:
Music For Modern Man
Maria Timm
Chin & The Ragga Pack
A Kid Hereafter Special Edition
Rumpistol
Must Go Radio
The Liberty Balance
Skammens Vogn
I Was A King
Mixtune For Cully
Tim Christensen
Oh No Ono

Det er selvfølgelig langt fra alle navne jeg har set fra start til slut, men dem jeg så hele showcases med, var Bodebrixen, The William Blakes, The Floor Is Made Of Lava, Mixtune For Cully og Oh No Ono. Nogle har jeg ikke set det hele af, fordi der var andre navne eller ting der skulle nåes midt i det hele, eller også fordi navnet ikke rigtig imponerede. Men sådan er det på SPOT…det er et Tivoli for voksne. Du får dit armbånd på den første dag, og så kan du ellers rende rundt som et lille barn fra forlystelse til forlystelse de næste par dage. Det er en fantastisk ting. 2 hele dage propfyldt med musik. Alle steder du drejer hovedet henimod, er der fyldt med musik. Ikke bare på scenen, men også når du passerer forbi diverse stande og folk der snakker. Musik musik musik. Et sandt paradis!

Jeg ved ikke om der var et musikalsk højdepunkt for mig i år. Dermed ikke sagt at alt det jeg har set var dårligt, tværtimod…højdepunkterne har bare for mit vedkommende været mere at finde på den personlige front, hvor der har været nogle grænser og lignende der er blevet flyttet og sådan. Se lidt reportager og interviews her.

Jeg nåede kun at deltage i to seminarer, men det var tilgengæld også to meget lærerige seminarer på hver deres måde. Det ene var Hvad nu spillemand ?, som primært kom til at omhandle problematikken omkring institutionaliseringen af de danske spillesteder, kriseramte spillesteder og vilkårene for det danske vækstlag og den dur. Ganske interessant. Det andet var nærmere et foredrag af Teitur’s manager Christian Ulf-Hansen, som fortalte om hans ti år sammen med Teitur og hvilken rutschebane tur det havde været. Det var superspændende og gav en meget dybere indsigt i Teitur’s karriere, end jeg nogensinde har haft i nogen anden musikers karriere.

Her er en rimlig komisk sang som han skrev på et tidspunkt, da han havde problemer med at få visum til USA, hvor han skulle på tour med Tina Dickow og Tobias Fröberg. De blev nødt til at starte touren uden ham, men han fik, som i kan høre i videoen, langt om længe sit visa af omveje: