gæsteindlæg: mellemblond

11948536_10153649257249923_733743029_o

På fredag den 25. september præsenterer vi endnu en dejlig aften på Kulturstationen Vanløse, og denne gang har vi disket op med ingen ringere end Mellemblond og Martin Ryum.

Martin Ryum fortalte os for nylig, om tilblivelsen af teksten til en af sine nye sange, og nu er det blevet Mellemblonds tur. Den voldsomt talentfulde sangskriver bag Mellemblond, Kristoffer Munck Mortensen, har fortalt os om tilblivelsen af den smukke ballade, Til Ilden, fra dennes seneste plade, Fra Et Sted:

– Da jeg skrev sangene til “Fra et sted” prøvede jeg mange nye ting af. Både med teksterne og musikken. Sangen “Til ilden” skrev jeg på klaver, og vi endte med at indspille den i et sparsomt arrangement kun med klaver, vokal, bas og trommer og uden nogen overdubs. Det er den første og eneste Mellemblond-sang uden guitar overhovedet. Jeg skelede nok til Nick Caves klaverballader, da jeg skrev sangen og forestillede mig, hvordan den kunne lyde. Vi øvede sangen, inden vi gik i studiet, og trommeslager Jakob kom op med den her skæve rytme, der går imod mit klaverspil. Sammen med Frederiks melodiske baslinjer giver det sangen en underlig gyngende rytme, som om den er ved at falde fra hinanden, men så alligevel samler sig hele tiden. Sangens lille tema er en melodi, jeg drømte og skyndte mig at lære at spille, da jeg vågnede.

– Jeg synger lidt om verden set fra mit vindue og om at en anden person kan holde en til ilden eller give en ilden – lidenskaben, livslysten. Fjerde vers har en lille variation i akkorderne og der kommer også nogen tekstlinjer der stikker ud om “krige der raser, mens folk er syge i hovedet”. Det er ikke den slags jeg normalt har sunget, men det er befriende at gøre det og i sammenhæng med resten af teksten giver det mening for mig.

– Vi glæder os til at spille den i Vanløse på fredag!
Og vi glæder os til at høre det!
Se mere under eventet lige her, og hør Til Ilden lige her:

gæsteindlæg – martin ryum

Martin Ryum © Kajsa Gullberg© Kajsa Gullberg

På fredag d. 25. september præsenterer vi endnu en dejlig aften på Kulturstationen Vanløse, og denne gang har vi disket op med ingen ringere end Mellemblond og Martin Ryum. Sidstnævnte var også på plakaten til vores aften samme sted i foråret, men måtte desværre i sidste øjeblik melde afbud pga. sygdom. Nu er han tilbage og 100% klar på at præsentere nye lækkerier (man kan kalde det en slags verdenspræmiere) for jer, og det gør han sammen med de to kompetente herrer Peter Skibsted (Maskinvåd, Dad Rocks, m.fl.) og Asker Bjørk (Shy Shy Shy, Ufornia, CODY m.fl.). Han har valgt at præsentere én af de nye sange for jer i nedenstående gæsteindlæg.
Find info om aftenen samt billetter her og her.

Hvordan grundtonen i et højoktant kostumedrama fra 70’erne danner klangbund for en sang om at give sig hen i et orgie af lyn og torden. Ren dødsdrift. Rå ustoppelig lyst.

Tip: Tryk play og læs

Har du set filmatiseringen af L. P. Hartleys roman The Go-Between? Genialt manuskript af Harold Printer og med et score af Michel Legrand, der har hjemsøgt mig, siden jeg så filmen første gang som ung knægt i midt -80’erne. Jeg skal ikke her ind på det engelske klassesamfund. Vi skal ikke her tale om de rigide og snævre regler, for hvem man måtte forelske sig i og begære, når man som smuk datter er lovet ud til den velhavende adel – så kan man jo selvfølgelig ikke fortsætte med at knalde i høstakken med den store bondekarl på landejendommens nabogård.

Hvad er plottet? En dreng af mindre bemidlet natur tager med sin kostskolekammerat på sommerferie og bliver her sendebud i den forbudte kærlighedsaffære mellem de to voksne. Hans kammerat ligger syg det meste af ferien, og vores helt fordriver tiden med at blive viklet ind i en voksenverdens tragiske net af hemmelige breve og møder. Drenge er mit identifikationspunkt i filmen. Jeg læser mig ind i filmen og bliver drengen, der både opdager et voksent begær og fortaber sig i de elskendes drift mod den totale selvudslettelse. Klimaks i filmen er, da en tordenstorm af et skybrud rammer fødselsdagsfesten for vores helt, alt i mens at det forbudte par bliver taget på fersk gerning med kjolen oppe og bukserne nede – en afsløring foranlediget af et forhør af drengen, hvor han ikke længere kan holde presset og beskytte sine to venner. Jeg mindes, at filmen har en metafysisk side med tarotkort, giftmystik og anden hulla bulla. Særligt spiller planten dødelig natskygge en rolle, da den vokser vildt ved den lade, hvor det elskende par mødes i hemmelighed.

Hvilken sang har jeg så fået skruet sammen? Jeg startede egentlig med at have drengens perspektiv. Jeg ville skrive sendebuddets sang; om hans fascination af en voksenverdens begær. Jeg ville have den lettere destruktive dødsdrift med i den altopslugende seksuelle fortabelse. Jeg ville have tordenvejret og skybruddets tunge sommerregn med. Sensommerens dufte. Kornets støv.

Men drengen er blevet voksen, og perspektivet har ændret sig til en voksen mands blik på sit eget eksploderende seksualliv. Scenen er dog sat, og manden når frem til ”knald eller fald”…om man så må sige. Oplevelsen af at have ventet for længe. Frygten for at have forspildt sin chance. Angsten i alderen. Døden rundt om hjørnet. Hengivelsen til den dødelige fortabelse. Her lander sangen ‘Kornmod‘. Det er alt eller intet!

kornmod
et skybrud indeni mig
jeg halter som et skamskudt dyr
halsende – et tordenbuldrende tegn
på at høsten kommer alt for sent
på at jagten har været mig forment
hænger overmoden og i frit fald
på vej mod døden
intet tilbagekald

kornmod
jord og himmel åbner sig
et guddommeligt selvudslettende begær
når lyn og torden knepper dommen nær
en bølge stød går gennem krop og sjæl
sidste skylle nu sommeren går på hæld
hænger overmoden og i frit fald
på vej mod døden
intet tilbagekald

natskygge
i mit smil
i min krop
i mit grin
i mit hjerte
i mit blod
i måden jeg går under nu
i kramper

årets danske plader 2013 – rune

IMG_6447

Så blev året 2014 – og her lidt forsinket følger undertegnedes 2013-liste. Jeg begrænset min danske liste over årets album til fem styks for i år. Det er nu ikke fordi, der har manglet kvalitet inden for de danske grænser, for der har været utrolig meget med et fantastisk højt niveau. Zoo af Waldo & Marsha var for eksempel en stor overraskelse for undertegnede, mens Ice Cream Cathedrals debut også var af utrolig høj og drømmende kvalitet. Her er dog de fem, jeg har valgt at fremhæve for i år.

5. Synd & Skam – Center

Første gang jeg hørte De Hænder, der er at finde på Center, fik jeg en utrættelig trang til at vride min krop, kaste hovedet op og ned, spille luftguitar og slippe alle hæmninger. Gutterne fra Synd og Skam formår virkelig at skabe noget til tider abstrakt, noget til tider nærmest naiv musik, der trækker på instinkter og musikalitet mere end nogen andre i DK lige nu. En af de mest interessante danske udgivelser i år, sammen med deres anden udgivelse Lad Mig Falde Ind Til Dig.

4. When Saints Go Machine – Infinity Pool

Denne plade bryster sig af at indeholder en af dette års måske stærkeste titelnumre. Derudover bevæger WSGM sig ud af nye spændende græsgange med rap-indslag fra folk som Killer Mike. Disse gutter lyder stadig ikke som nogen andre, og det bliver de i høj grad ved med at udnytte til deres egen fordel.

3. 4 Guys From The Future – Adagio

TAMB056-web-large1

Bjarke Porsmose og co. fortsætter deres glimrende balancegang mellem kraut-rock og de poppede melodier pakket ind i en elegant og stemningsfuld forklædning. Det er døsigt, nærmest slentrende til tider, mens de store tanker også får taletid. Fremragende toer.

2. Mother Sparrow – I Made A Friend / Gust

Et uhyggeligt knugende album, der desværre er blevet alt for overset. Forgangne Mother Sparrow, der mistede blot 25-årige forsanger Jannick Wiinblad, har udgivet et udvalg af materiale, der var i arkiverne, og sat dem sammen til dobbeltalbummet I Made A Friend / Gust. Overséelsen skyldes muligvis, at musikken ikke er digitalt tilgængelig og skal opdrives på vinyl, men for søren, hvor de små hår rejser sig, når tonerne fra And Maybe We’ll Laugh rinder ud til denne linje: “The wind is right here / and will probably blow you out / and you’ll die / and you will not dwell here”.

1. Mellemblond – Lysvågen

mellemblond-e1365414165580

Det stærkeste dansksprogede album fra i år. Lysvågen holder ganske enkelt det højeste niveau hele pladen ud, og den står knivskarpt med Kristoffer Munck Mortensens fantastiske lyriske univers. Åbneren Vågnede En Morgen blive smukt flettet sammen af flere velvalgte guitarfigurer, hvor dovenskaben virkelig svømmer ind over én. Guitaren på Swimmingpoolens Blå er en sand fryd, den kække koklokke og Mortensens tørre vokal. Det er ubetinget den danske vinyl, jeg har lyttet mest til i 2013, og det er ganske enkelt fordi, at det er en formidabel plade, hvor der bliver balanceret fantastisk fint mellem en karakteristisk lyd, men også at bibeholde variation – og opretholde et ufatteligt talent udi sangskrivning. Det er ganske enkelt en fryd at lytte til.

årets danske plader 2013 – rikke

Nogle af årets danske plader

Så er turen kommet til årets fedeste danske plader, og jeg kan hilse og sige at det bestemt ikke har været nemt! Jeg har dog fundet frem til 10 styks som i kan tjekke ud herunder.

10. Kissaway Trail – Breach
Kissaway Trail - Breach
– Kissaway Trail er et band jeg i rigtig mange år har haft afskrevet fuldstændig. Hvorfor husker jeg ikke rigtig længere… Bandet har dog præsteret at få min opmærksomhed med pladen her, som efter min mening er deres fedeste udspil til dato.

9. Ocean View – Ocean.Puke.Future
Ocean View - Ocean.Puke.Future
– Jeg bookede Shiny Darkly og Ocean View for et års tid siden til Poetry In Mono. Til at starte med var jeg ikke så tosset med Ocean Views mere skramlede lyd. Men efter at have oplevet dem live, var jeg solgt. Ocean View formår at have melodien og riffet med i de fleste af deres sange på trods af det lidt punkede udtryk. Numre som Blood og Cake er især sprøde numre, men jo mere du får lyttet til EP’en, jo bedre bliver samtlige 5 numre:

8. Lars and The Hands of Light – Baby We Could Die Tomorrow
Lars and The Hands of Light - Baby We Could Die Tomorrow
– Her er tale om en rigtig god indie-pop plade der har lidt af det hele. Lige fra strygere, til synthezisers, håndklap og tamburiner. Og for at det ikke skulle være nok, er der adskillige referencer til de glade 60’ere. Jeg er solgt.

7. Ice Cream Cathedral – The Drowsy Kingdom
Ice Cream Cathedral - The Drowsy Kingdom - cover
– Det er en rigtig fin debutplade det her. Den er fyldt med dejlige små popnumre som sidder fast lang tid efter man har lyttet til dem. Den er perfekt til søvnige søndage.

6. Trentemøller – Lost
Trentemøller - Lost
– Denne her havde jeg nok ikke lige regnet med ville ende på denne liste da jeg første gang trykkede play. Men det er bestemt en plade der har fået lov til at vokse på mig, og jeg synes det pynter med alle gæstemusikerne. Åbningsnummeret The Dream feat. Low har den vildeste Twin Peaks stemning over sig, en serie jeg først har fået mig sammen til at se i år. Jeg kom til at lytte til den instrumentale udgave af pladen en dag, hvilket kun understregede denne her dystre filmiske lydtapet som Trentemøller har skabt på Lost. Sangen Candy Tongue feat. Marie Fisker er også et meget godt eksempel på det. Jeg er vild med det!

5. 4 Guys From The Future – Adagio
4 Guys From The Future - Adagio
– En meget spændende plade der indeholder både nogle dejlige indie-pop numre med kant til den noget mere støjende og aggressive Corruption der nærmest gør én i tvivl om om man er ved at lytte til den rigtige plade…det er dog kun det første minuts tid der får én til at føle sådan hvorefter nummeret går over i det mere melodiske og rolige igen. Der er selvfølgelig også de helt stille numre som No Morning Comes og Signposts (som har en snert Beatles over sig). Kan varmt anbefales.

4. Jomi Massage – Primitives
Jomi Massage - Primitives
– Jeg har altid været stor beundrer af Signe Høirup Wille-Jørgensen, hvadend det har været i Speaker Bite Me eller hendes soloprojekt, Jomi Massage. Vi er begge her på bloggen især begejstrede for pladen Aloud fra 2004. Jeg husker tydeligt en koncert med hende på Pitstop hvor hun snakkede om at “indramme skrøbeligheden og udtrykke den voldsomt”, hvilket hun i den grad også fik gjort på førnævnte plade. Men det er i et noget mere dystert og knap så støjende hjørne hun befinder sig i på Primitives her. Det er en plade der er perfekt til en god lang køretur på de jyske landeveje en mørk vinteraften hvor man ikke bestiller andet end at stirre lige ud i mørket og lader musikken styre ens tankegang for en stund.

3. Mechanical Bird – Bitter Herbs
Mechanical Bird - Bitter Herbs
Bitter Herbs er en plade der er vokset på mig lyt for lyt. Jeg blev på et tidspunkt bedt om at forklare hvad Mechanical Bird var på en størrelse, og mit svar var:

Det er et dansk band, bestående af en række dygtige musikere (som nærmest allesammen også spiller med i Hymns From Nineveh og nogle af dem er også med i det danske band Kloster) med Jakob Brixen i centrum som sangskriver. De udgav et par EP’er inden albummet her, hvor der var gang i den mere traditionelle singer/songwriter stil med højt til loftet. Men her på albummet er de dykket ned i de psykedeliske 60’ere, og der er kommet lidt mere krudt på…et rigtig godt træk hvis du spørger mig.

2. Nanome – Everything That Moves
Nanome - Everything that Moves
– Det her er en plade vi begge her på blaavinyl har set frem til, og den levede i den grad op til forventningerne. Hvis man spørger mig, er det én af de mest undervurderede danske udgivelser fra i år! Numre som To The Woods og Cave har alle dage været mine favoritter, men Hurter, Plain Talk og Empty House er også stærke numre. Det er i det hele taget svært ikke at holde af hele pladen. Der er både plads til det melankolske og eftertænksomme, som Soffie Viemose er en sand mesterinde i, men også det mere dansable. Hør hele pladen her.

1. Mouritz/Hørslev – Allermindst Dig Selv
Mouritz Hørslev - Allermindst  Dig Selv
Den opmærksomme læser havde nok allerede i begyndelsen af denne måned gættet sig til at denne plade ville finde vej til årslisten. Og det er skam ikke uden grund. Undertegnede har det sjældent godt med dansksproget musik, men Mouritz/Hørslev har det som skal til for at kravle ind under huden på mig. Absolutte højdepunkt for mig på pladen er faktisk åbningsnummeret Alting Var Smukkere, stærkt efterfulgt af Gaver Af Ild;

natten kan afbryde én / når man er lige midt i noget forbudt / jeg forsøgte at gøre dig tilpas / det har jeg siden fortrudt

Det er en meget vellykket plade, som er perfekt at have i ørerne når man cykler rundt i Københavns vinterkolde gader.

Andre danske plader fra i år som jeg skal have lyttet lidt mere til:
Scarlet Chives – This is Protection
The Eclectic Moniker – Continents
Waldo & Marsha – Zoo
Ulige Numre – Nu Til Dags
Mellemblond – Lysvågen
Hymns From Nineveh – Visions
Ring Them Bells – Ring Them Bells
Halasan Bazar – Space Junk

Så der er rigeligt at gå i krig med. Godt Nytår!

poetry in mono #11 i glimt

For præcis en uge siden tog vi hul på forårets Poetry In Mono arrangementer (som der dog kun er 2 af i denne sæson). Det var en aften i det dansksprogede musiks tegn. Mellemblond stod for at vende plader før, imellem og efter koncerterne, og det var de pænt gode til eftersom at der var gang i dansegulvet det meste af aftenen.

Atomfax var de første til at indtage Stengades scene og skabte straks en stemning som var man på Roskilde en lørdag formiddag i den bagende sol med en øl i hånden siddende på græsplænen foran scenen. Det var nogle dejligt positive sange som bandet bød på, og publikum var helt med på den.

Maskinvåd gjorde Atomfax kunsten efter og havde ligeså publikum i deres hule hånd med deres to forsangere, Mathias Winther Kjeldsen og Peter Skibsted som i den grad var på og fyrede den af. Det her er et band der virkelig vokser på undertegnede, som kan være rimelig kræsen på den dansksprogede front. Prøv og hør her:

Denne aften var lidt en såkaldt “special edition” eftersom vi udover at holde efterfest for Poetry In Mono, også havde inviteret Frost Festival, Speaker Bite Me og DJ Rafle på besøg efter midnat, som omdannede salen på Stengade til én stor fest. Folk hyggede sig så meget at det var svært at forlade Stengade da de lukkede kl. 3. Hele aftenen var generelt indhyllet i denne her helt specielle og dejlige stemning som man ikke finder magen til andre steder.

Vi ses til den næste Poetry In Mono d. 6. april som byder på følgende: Young Dinosaur + Waldo & Marsha + DJs: Jens Ramon (Figurines) og Bastian Kallesøe (The New Spring), hvor vi forhåbenligt for skabt en lignende stemning gange 10!

Tak til Jakob Møldrup Petersen for billeder.

et øje

Jeg var til en virkelig god aften på Koncerthuset i lørdags, P6 Beat Rocker, hvor jeg blandt andet for første gang hørte nedenstående nummer live i en sen nattetime. Holdte i forvejen meget af det, men må sige at det virkelig var en fornøjelse at høre det fremført – sådan rigtigt. Det er ganske enkelt et fremragende dansksproget nummer af Mellemblond.

Jeg har ikke så meget mere at tilføje, men lader nummeret tale for sig selv med en forhåbning om, at det må gøre jeres mandag en smule bedre.

Se den her:

Spot Festival here we go again

Som det er hvert år omkring denne tid, skal denne blog selvfølgelig afsted til årets SPOT Festival. For undertegnedes vedkommende er det den 9. gang i træk, så man kan vel efterhånden kalde sig en veteran. Jeg glæder mig i hvert fald som et lille barn, som jeg altid gør. Det er og bliver én af mine yndlingsfestivaler. Og i år er ambitionerne høje, da jeg har en plan om at nå at se samtlige af følgende navne:

FREDAG:
CopCol – live reworked by T. Finland & Mikkel Meyer
Masha Qrella (DE) & Dangers of the Sea (DK)
Age of Giants
RebekkaMaria & The Hymnboy
Vessel
LCMDF
Waldo & Marsha
Carlis
Choir of Young Believers
Donkeyboy
Young Dinosaur
Lovespeed
Reptile Youth

LØRDAG:
Snake & Jet’s Amazing Bullit Band
Marybell Katastrophy (DK) & Nils Frahm (DE)
Shiny Darkly
In Memoirs
Indianna Dawn
Of The Wand & The Moon
My Bubba & Mi
Lukas Graham
Green Pitch
Rum 37
Mellemblond
Asbjørn
Prinspóló
Taragana Pyjarama
The Echo Vamper
Chorus Grant

Der er jo altid nogen man ser mere frem til end andre. Nogle af dem fordi man har set dem før og ser frem til at se hvordan og om de har udviklet sig, og andre fordi man har læst og hørt så meget godt om dem, men endnu ikke fået dem set. Det skal dog lige nævnes at der kun er 5 af ovennævnte navne jeg har set før, så jeg synes selv jeg har været dygtig til at overholde mit dogme i år. Nu må vi bare se om det holder i virkeligheden.

Som altid sker der også en masse andre ting udenfor SPOT, som oftest gør forvirringen større. I hvert fald for mig, hvilket resulterer i at jeg år for år prøver at navigere udenom disse arrangementer og kun fokusere på hvad der sker på selve festivalen. Men det er efterhånden svært kun at holde fokus, dels fordi disse arrangementer med årene har udviklet sig til nogle federe og federe arrangementer og knap så meget hemmelighedskrammeri, men dels også fordi at der ofte følger goder som gratis drikkelse og lignende med til disse arrangementer (har dog planer om at holde en nogenlunde sober SPOT i år, da der jo er lagt et stramt program for dagen). Så jeg har derfor sat mig for at starte min SPOT festival fredag med Pumpehusets Dayparty i M.P. Bruunsgade

Tjek det ud her.

Lørdag går turen – medmindre et seminar kommer i vejen – til V58, som jeg endnu mangler at stifte bekendtskab med i den virkelige verden, hvor en flok musikelskere har fundet sammen og stablet denne dayparty på benene:

Spot Festival: Tivoli for voksne

Bodebrixen

SPOT festival er vel overstået. Og sikke en festival! Der var fart over feltet, både med at få hørt en masse musik, deltage i seminarer og møde en masse mennesker (velkendte som nye ansigter).

Torsdag:
Åbningsarrangementet i musikhuset –
Ave med symfoniorkester
Oh Land med symfoniorkester
When Saints Go Machine med strygere.

Sidstnævnte var jævnt kedeligt, jeg afskrev dem faktisk allerede på SPOT sidste år, men blev nødt til at blive hængende i år, da min medskribent herinde fra skulle anmelde alle tre koncerter. Så jeg gik desværre glip af Yann Tiersen…men har også hørt at det var umuligt at komme ind anyways. De første to navne var tilgengæld smukke oplevelser!

Fredag:
Bodebrixen (billedet)
The Asteroids Galaxy Tour
Are We Brothers
The William Blakes
The Olympics
Alloy Alloy
Mellemblond
Snake and Jet’s Amazing Bullit Band
Turboweekend
Marybell Katastrophy
The Floor Is Made Of Lava

Lørdag:
Music For Modern Man
Maria Timm
Chin & The Ragga Pack
A Kid Hereafter Special Edition
Rumpistol
Must Go Radio
The Liberty Balance
Skammens Vogn
I Was A King
Mixtune For Cully
Tim Christensen
Oh No Ono

Det er selvfølgelig langt fra alle navne jeg har set fra start til slut, men dem jeg så hele showcases med, var Bodebrixen, The William Blakes, The Floor Is Made Of Lava, Mixtune For Cully og Oh No Ono. Nogle har jeg ikke set det hele af, fordi der var andre navne eller ting der skulle nåes midt i det hele, eller også fordi navnet ikke rigtig imponerede. Men sådan er det på SPOT…det er et Tivoli for voksne. Du får dit armbånd på den første dag, og så kan du ellers rende rundt som et lille barn fra forlystelse til forlystelse de næste par dage. Det er en fantastisk ting. 2 hele dage propfyldt med musik. Alle steder du drejer hovedet henimod, er der fyldt med musik. Ikke bare på scenen, men også når du passerer forbi diverse stande og folk der snakker. Musik musik musik. Et sandt paradis!

Jeg ved ikke om der var et musikalsk højdepunkt for mig i år. Dermed ikke sagt at alt det jeg har set var dårligt, tværtimod…højdepunkterne har bare for mit vedkommende været mere at finde på den personlige front, hvor der har været nogle grænser og lignende der er blevet flyttet og sådan. Se lidt reportager og interviews her.

Jeg nåede kun at deltage i to seminarer, men det var tilgengæld også to meget lærerige seminarer på hver deres måde. Det ene var Hvad nu spillemand ?, som primært kom til at omhandle problematikken omkring institutionaliseringen af de danske spillesteder, kriseramte spillesteder og vilkårene for det danske vækstlag og den dur. Ganske interessant. Det andet var nærmere et foredrag af Teitur’s manager Christian Ulf-Hansen, som fortalte om hans ti år sammen med Teitur og hvilken rutschebane tur det havde været. Det var superspændende og gav en meget dybere indsigt i Teitur’s karriere, end jeg nogensinde har haft i nogen anden musikers karriere.

Her er en rimlig komisk sang som han skrev på et tidspunkt, da han havde problemer med at få visum til USA, hvor han skulle på tour med Tina Dickow og Tobias Fröberg. De blev nødt til at starte touren uden ham, men han fik, som i kan høre i videoen, langt om længe sit visa af omveje: