gæsteindlæg – Eucrid Elms

Nu er der kun 1 dag til vi skal ud på Kulturstationen Vanløse, og hygge os i selskab med lækker musik, og i den forbindelse får i her et fint lille gæsteindlæg fra Esben, som står bag Eucrid Elms:

Eucrid Elms

Et opmuntrende indlæg om din og verdens undergang i kunsten

Jeg har været besat af kunst og kultur, der på den ene eller anden måde forholder sig til undergang i lang tid. Da mit debutalbum “Digital Funeral”, der udkom i december, er et konceptalbum, hvor sangene kredser om både verdens og den personlige undergang, tænkte jeg, at det måtte være på sin plads at skrive noget om det og anbefale gode undergangskunstværker (langt ord!).
Jeg ser undergangen mange steder i kunsten i disse og måske er det ikke så underligt med en omfattende klimakrise, politisk ustabilitet og en digital virkelighed, der med sikkerhed vil ændre menneskeheden, og hvad det vil sige at være menneske på sigt. Måske er der slet ikke større fokus på undergang i kunsten, måske ser jeg spøgelser – men der er mange spændende værker derude og kunst og kultur er livsvigtig for mennesker i tider, hvor mange føler sig afmægtige.

Undergangskunst er for mig mange ting og ikke kun noget, der handler om en depressiv og politisk reaktion på verdens tilstand, den kan også omhandle det enkelte menneskes undergang. Og den er ikke kun noget negativt. Det er den ikke, da undergangen er uomgængelig: vi går alle under, uanset om vi vil det eller ej. Derfor kan den også være noget smukt, og ikke mindst derfor har mennesker altid haft behov for at forholde sig til den ved hjælp af kunsten, som en forberedelse på intetheden, en forberedelse vi på ingen andre måder kan finde ud af at praktisere især i vestlige samfund, hvor vi er uendeligt bange for at forholde os til og tale om død og undergang.

Inden det bliver alt for emo det hele, må jeg hellere præsentere noget af det, som jeg mener er undergangskunst, når det er allerbedst og har den mest voldsomme påvirkning.
Jeg må fremhæve Mount Eerie’s album A Crow Looked at Me, et album jeg kun har hørt tre gange, den ene gang live i det nu hedengangne Jazzhouse. Et album hvor den fantastiske sangskriver Phil Elverum i et anti-metaforisk sprog beskriver konkrete detaljer omkring sin kones sygdom og død. Hele pladen starter med ordene:

Death is real,    
Someone’s there and then they’re not
And it’s not for singing about
It’s not for making into art

Mount Eerie – ‘Death is Real‘:

Og det er så alligevel det han gør. Han skaber et værk, der i alle sine detaljerede, nøgterne beskrivelser bliver et anti-kunstværk, som denne begyndelse også understreger. Den virkelige død gør kunsten overflødig, men i al sin modsætningsfuldhed bliver kunsten også en udvej for ham. A Crow Looked at Me er næsten umulig for mig at lytte til, men hvis man kan give sig hen og følge katastrofen, så får man i sidste ende en stor gave i forhold til at forstå sit eget liv og dem der betyder noget for én.

Et andet og anderledes værk jeg vil fremhæve er Sam Amidons mageløse album I see the Sign. Folk-fortolkeren, der nok er mit største musikalske idol!, synger om mange ting på albummet, hvor der blandt andet er et glimrende cover af R. Kellys Relief. Titelsangen I See the Sign er en gammel amerikansk traditional om verdens undergang og hans og Nico Muhlys version af den er gruopvækkende, hektisk og virkelig smuk. Når Sam Amidon rustent råbende gentager sætningen “Loose horse in the valley” ser man billedet af undergangen tydeligt for sig.
Det smukkeste soundtrack til verdens undergang, man kan forestille sig:

En tredje sang, som er oplagt at nævne er Sun Kil Moons Carissa fra mesterværket Benji. Han beskriver sin halvkusine Carissas pludselige død i en brandulykke med en tekst, der bevæger sig på grænsen til det overfølsomme, men han formår med sit helt særlige udtryk aldrig at gå over den grænse, en kunst i sig selv. Den er i sin dagbogsagtige lyriske form i familie med Mount Eerie, men dog fornemmer man den større afstand, der trods alt er til dødsfaldet. Det gør det ikke sangen mindre værdifuld, men er blot et andet bud på en kunstnerisk repræsentation af undergangen.

For at det hele ikke bliver et rent singer/songwriter-helvede bliver jeg selvfølgelig også nødt til at nævne Lars von Triers “Melancholia” i denne sammenhæng uden yderligere beskrivelse. En vidunderlig undergangsfilm.

Og så håber jeg selvfølgelig at du vil fortsætte din udforskning af undergangen med at give mit nye album Digital Funeral et lyt!  

blaavinyl præsenterer

Og med de ord, håber vi at vi ses i morgen aften kl. 20:30 på Kulturstationen Vanløse. Billetter kan erhverves her.

gæsteindlæg – kikos

Kikos

Så er det blevet tid til et gæsteindlæg fra Kikos, for nu er der kun 1 dag tilbage til blaavinyl præsenterer… på Kulturstationen Vanløse. Køb din billet her. Det er blevet tid til lidt god historiefortælling af Valdemar Have fra Kikos, så læn dig tilbage med din formiddagskaffe og læs…

Jeg besøgte New Orleans for nogle år siden, hvor jeg boede på et virkeligt skrabet hotel i den forkerte del af byen, som én ud af tre gæster.
Den ene af de to andre så jeg kun da han overfusede portieren pga. problemer med kabel tv’et den nat jeg ankom, men den anden faldt jeg i snak med den anden aften jeg var der. Han hed Walt, var Vietnam veteran og tidligere Navy Seal, og han var i byen for at besøge en gammel ven.
Det første jeg lagde mærke til var, at han havde en pistol i et skæfte under sin brune læderjakke, og den kom til syne hver gang han strøg sit tynde grå hår tilbage – som han gjorde ofte – men han var virkelig venlig og fortalte mig hurtigt lange historier fra sit liv, der fik mine egne erfaringer til at virke mere end ligegyldige og jeg lyttede med beundring mens vi sad i det orange sofaarrangement i hotellets entré.
På et tidspunkt i løbet af aftenen kom han pludselig i tanker om, at han havde glemt at hente sine vitaminer på apoteket og spørger om jeg vil med hen og hente dem, og i øvrigt også besøge hans ven der bor ikke så langt der fra. jeg sagde hurtigt ja, selvom jeg egentlig overhovedet ikke havde lyst til at gå igennem det kvarter vi boede i efter mørkets frembrud, men jeg tænkte også at han vel ikke var den værste at følges med, og vi gik derned.
Efter at have diskuteret et godt stykke tid med apotekeren om at det ikke var det mærke han plejede at bruge, så accepterede han det til sidst og vi gik ud på gaden for at fange en taxa, der trods alt var lidt sikrere end at gå.
Lidt efter stoppede en gammel og ramponeret grå bil op foran os, og en meget lille skaldet mand spurgte på gebrokkent engelsk om vi skulle bruge en taxa? Jeg nåede ikke at sige noget før Walt havde sat sig ind, men det viste sig, at der faktisk var et taxameter i bilen og vi kørte så afsted.
Chaufføren, der var ungarer, sad helt ude på spidsen af førersædet, nærmest med hovedet foran rattet og med vidt åbne øjne og foden tungt på speederen og jeg var sikker på at han ville køre os direkte ud til en grusgrav for at henrette os uden at blinke…..
Det skete ikke…
Vi nåede i stedet frem til den gade Walt’s ven boede på og betalte og ringede lidt efter på døren til en faldefærdig bygning på et hjørne ved siden af en lukket kostumeudlejningsbutik.
Dørtelefonen skrattede ad helvedes til, men de kunne åbenbart kommunikere igennem støjen og vi blev lukket ind og gik op ad trapperne i en dunkel mørkegul opgang.
I døren på tredje sal stod en gammel og spinkel sort mand iført et slidt lysegråt joggingsæt og læderhud og smilede og bød os velkommen, og selvom han hverken vidste hvem jeg var eller at jeg også var en del af selskabet, sagde han ikke andet end hej og velkommen og viste os ind i stuen der havde en øjeblikkelig følelse af ensomhed over sig. Han hed Bobby.
Walt og Bobby satte sig begge to ned i sofaen og jeg fik en spisebordsstol på den anden side af sofabordet og et glas mælk. Bobby spurgte roligt hvem jeg var, og jeg forklarede at jeg bare var på gennemrejse og langt væk fra, men at jeg havde mødt Walt på hotellet og at han havde inviteret mig med.
Jeg forstod inden længe, at Bobby var tidligere medlem af Black Panthers, at han i øvrigt var Amerikas første sorte Elvis imitator, og at ham og Walt kendte hinanden fra ’60’ernes demonstrationer imod alt det der også var galt dengang som de sagde.
De sås sjældent, men når de gjorde, var det altid hos Bobby, fordi han ikke kunne rejse pga. slemme rygproblemer efter for mange minutiøse optrædener som kongen af Rock’n’Roll.
Timerne gik og de snakkede begge to roligt og fåmælt og jeg sad mest bare og lyttede, indtil det pludselig gik op for Bobby at klokken var lidt over elleve og at det radioprogram han hørte hver aften var gået i gang. Han tændte for radioen i et gammelt stereoanlæg fra firserne der skrattede næsten lige så meget som dørtelefonen, men vi kunne dog lige ane en komprimeret stemme der præsenterede ét af de gode gamle numre fra dengang man også fortalte tilfældige løgnehistorier når man ikke havde noget andet musikalsk at sige…..

Vi håber at se jer på fredag!

gæsteindlæg – ulvetimen

Ulvetimen

For 4. sæson i træk er vi stolte af at kunne præsentere et par fede navne på den hyggelige Kulturstation i Vanløse. Denne gang har vi fornøjelsen af at præsentere Ulvetimen og PEACH. Kristian Kjærulff Ravn fra Ulvetimen har i den forbindelse skrevet et gæsteindlæg om hvordan Ulvetimen for snart 6 år siden opstod;

Sangskrivning, DSB og salmetradition

Året 2010, var året for mit sidste bachelor semester på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.
Jeg havde brugt de sidste 3 år på at studere som percussionist, men nu var jeg netop blevet optaget med nyt hovedfag på kandidaten, nemlig sang…

En iskold uge 7 havde lagt sig over landet og jeg var på vej til min tredje stævneuge.
Den årlige stævneuge på DJM er et fantastisk foretagende, hvor et udvalg af gæsteundervisere tilbyder workshops for de studerende.
Rygsækken var beskedent pakket og morgenen bød, traditionen tro, på en gylden dame.
Jeg var kommet på min første prioritet ”Sangskrivning, ved Jacob Bellens” og det skulle vise sig at blive et interessant møde mellem en grønskolling og en befaren sangskriver.

Tilbage i 2010 tror jeg ikke Jacob havde undervist i sangskrivning før. Jeg havde nok forventet en masse forskellige sangskrivningsøvelser og teknikker – men jeg fik det råt men usødet ”bare begynd at skriv” og fred være med det, for det betød ikke intet for processen.
Jacob formåede at inspirere os gennem samtaler om hans eget virke og via egne musikalske oplæg (og så beværtede han os i øvrigt under skriveprocessen med kaffe og kage – cool burger for en 3 års studerende!).

Efter en uges rock og rul, sangskrivning, spas og løjer havde jeg uden at vide det, lagt grundstenene for hvad der de næste 6 år ville være med til at definere hvem jeg er i dag.

I slutningen af 2010 faldt jeg over fænomenet ”Ulvetimen”…
Ingmar Bergmann udgav i 1968 filmen ”Hour of the Wolf” eller ”Vargtimmen” og hvis man har set traileren til denne legendariske film, så ved man at slagordene lyder:

“The Hour of the Wolf” is the hour between night and dawn. It is the hour when most people die. It is the hour when the sleepless are haunted by their deepest fear, when ghosts and demons are most powerful.

Disse ord fik mig til at tænke over livet, lyset, mørket og alt det der ligger derimellem.
De fik mig til at tænke over denne magiske time, når nattens er mørkest lige inden lyset begynder at kæmpe sig vej frem imod dagen. Jeg syntes der var noget virkelig eksistentielt i fænomenet og jeg dykkede langsomt mere og mere ned i denne underverden af kontraster.
Ikke lang tid efter… Jeg kan huske at jeg netop havde fået fri fra ”sang og stemme teori” på konservatoriet og var nu på vej med toget fra Aarhus imod Randers.
Min kæreste var i denne periode i Thailand og vi havde fremlejet vores fælles lejlighed i København (yes, det bliver lidt geografisk forvirrende nu, men.. jeg boede i København, studerede i Aarhus og var i dette øjeblik på ved til Randers hvor jeg havde et midlertidigt loftsværelse som bolig).

På de 35 minutter det tog at køre forbi Hadsten og Langå, inden toget standsede på Randers Station – skrev jeg 3 vers, 1 omkvæd og 1 c-stykke.
Jeg stod af toget og gik direkte op på mit værelse, tændte computeren og lavede en demo af hvad der blev nummeret ”Ulvetimen”.
Jeg syntes at nummeret ”Ulvetimen” definer min daværende (s)tilstand og det blev første af mange domini-brikker der væltede og banede vejen for bandet Ulvetimen.

De sidste 6 år har jeg så brugt på at fundere over hvor ordene og sætninger kommer fra.
Jeg er først i en meget sen alder begyndt at læse bøger (ud over obligatorisk tvangslæsning i folkeskolen og gymnasiet), så det er i hvert fald ikke fra bøgerne.
Jeg voksede op i et hjem med Poul Dissing, Sebastian, Anne Linnet og Anne Dorthe Michelsen på pladeafspilleren – og jeg er sikker på at de kan tage en del af æren.
Men jeg tror faktisk at jeg, uden at tænke over det primært er blevet sprogligt stimuleret i kirken.
Jeg har sunget som sopran, alt, tenor og til slut bas, i de godt 12 år jeg har tjent mine lommepenge som korist.
I går blev jeg bekendt med den danske præst og forfatter Jakob Knudsen (1858-1917), han har blandt andet skrevet ”Se nu stiger solen” og ”Tunge, mørke natteskyer”.
Mit næste stop – dyk ned i hans værker og finde ud af lidt mere om hans person.

gæsteindlæg: mellemblond

11948536_10153649257249923_733743029_o

På fredag den 25. september præsenterer vi endnu en dejlig aften på Kulturstationen Vanløse, og denne gang har vi disket op med ingen ringere end Mellemblond og Martin Ryum.

Martin Ryum fortalte os for nylig, om tilblivelsen af teksten til en af sine nye sange, og nu er det blevet Mellemblonds tur. Den voldsomt talentfulde sangskriver bag Mellemblond, Kristoffer Munck Mortensen, har fortalt os om tilblivelsen af den smukke ballade, Til Ilden, fra dennes seneste plade, Fra Et Sted:

– Da jeg skrev sangene til “Fra et sted” prøvede jeg mange nye ting af. Både med teksterne og musikken. Sangen “Til ilden” skrev jeg på klaver, og vi endte med at indspille den i et sparsomt arrangement kun med klaver, vokal, bas og trommer og uden nogen overdubs. Det er den første og eneste Mellemblond-sang uden guitar overhovedet. Jeg skelede nok til Nick Caves klaverballader, da jeg skrev sangen og forestillede mig, hvordan den kunne lyde. Vi øvede sangen, inden vi gik i studiet, og trommeslager Jakob kom op med den her skæve rytme, der går imod mit klaverspil. Sammen med Frederiks melodiske baslinjer giver det sangen en underlig gyngende rytme, som om den er ved at falde fra hinanden, men så alligevel samler sig hele tiden. Sangens lille tema er en melodi, jeg drømte og skyndte mig at lære at spille, da jeg vågnede.

– Jeg synger lidt om verden set fra mit vindue og om at en anden person kan holde en til ilden eller give en ilden – lidenskaben, livslysten. Fjerde vers har en lille variation i akkorderne og der kommer også nogen tekstlinjer der stikker ud om “krige der raser, mens folk er syge i hovedet”. Det er ikke den slags jeg normalt har sunget, men det er befriende at gøre det og i sammenhæng med resten af teksten giver det mening for mig.

– Vi glæder os til at spille den i Vanløse på fredag!
Og vi glæder os til at høre det!
Se mere under eventet lige her, og hør Til Ilden lige her:

gæsteindlæg – martin ryum

Martin Ryum © Kajsa Gullberg© Kajsa Gullberg

På fredag d. 25. september præsenterer vi endnu en dejlig aften på Kulturstationen Vanløse, og denne gang har vi disket op med ingen ringere end Mellemblond og Martin Ryum. Sidstnævnte var også på plakaten til vores aften samme sted i foråret, men måtte desværre i sidste øjeblik melde afbud pga. sygdom. Nu er han tilbage og 100% klar på at præsentere nye lækkerier (man kan kalde det en slags verdenspræmiere) for jer, og det gør han sammen med de to kompetente herrer Peter Skibsted (Maskinvåd, Dad Rocks, m.fl.) og Asker Bjørk (Shy Shy Shy, Ufornia, CODY m.fl.). Han har valgt at præsentere én af de nye sange for jer i nedenstående gæsteindlæg.
Find info om aftenen samt billetter her og her.

Hvordan grundtonen i et højoktant kostumedrama fra 70’erne danner klangbund for en sang om at give sig hen i et orgie af lyn og torden. Ren dødsdrift. Rå ustoppelig lyst.

Tip: Tryk play og læs

Har du set filmatiseringen af L. P. Hartleys roman The Go-Between? Genialt manuskript af Harold Printer og med et score af Michel Legrand, der har hjemsøgt mig, siden jeg så filmen første gang som ung knægt i midt -80’erne. Jeg skal ikke her ind på det engelske klassesamfund. Vi skal ikke her tale om de rigide og snævre regler, for hvem man måtte forelske sig i og begære, når man som smuk datter er lovet ud til den velhavende adel – så kan man jo selvfølgelig ikke fortsætte med at knalde i høstakken med den store bondekarl på landejendommens nabogård.

Hvad er plottet? En dreng af mindre bemidlet natur tager med sin kostskolekammerat på sommerferie og bliver her sendebud i den forbudte kærlighedsaffære mellem de to voksne. Hans kammerat ligger syg det meste af ferien, og vores helt fordriver tiden med at blive viklet ind i en voksenverdens tragiske net af hemmelige breve og møder. Drenge er mit identifikationspunkt i filmen. Jeg læser mig ind i filmen og bliver drengen, der både opdager et voksent begær og fortaber sig i de elskendes drift mod den totale selvudslettelse. Klimaks i filmen er, da en tordenstorm af et skybrud rammer fødselsdagsfesten for vores helt, alt i mens at det forbudte par bliver taget på fersk gerning med kjolen oppe og bukserne nede – en afsløring foranlediget af et forhør af drengen, hvor han ikke længere kan holde presset og beskytte sine to venner. Jeg mindes, at filmen har en metafysisk side med tarotkort, giftmystik og anden hulla bulla. Særligt spiller planten dødelig natskygge en rolle, da den vokser vildt ved den lade, hvor det elskende par mødes i hemmelighed.

Hvilken sang har jeg så fået skruet sammen? Jeg startede egentlig med at have drengens perspektiv. Jeg ville skrive sendebuddets sang; om hans fascination af en voksenverdens begær. Jeg ville have den lettere destruktive dødsdrift med i den altopslugende seksuelle fortabelse. Jeg ville have tordenvejret og skybruddets tunge sommerregn med. Sensommerens dufte. Kornets støv.

Men drengen er blevet voksen, og perspektivet har ændret sig til en voksen mands blik på sit eget eksploderende seksualliv. Scenen er dog sat, og manden når frem til ”knald eller fald”…om man så må sige. Oplevelsen af at have ventet for længe. Frygten for at have forspildt sin chance. Angsten i alderen. Døden rundt om hjørnet. Hengivelsen til den dødelige fortabelse. Her lander sangen ‘Kornmod‘. Det er alt eller intet!

kornmod
et skybrud indeni mig
jeg halter som et skamskudt dyr
halsende – et tordenbuldrende tegn
på at høsten kommer alt for sent
på at jagten har været mig forment
hænger overmoden og i frit fald
på vej mod døden
intet tilbagekald

kornmod
jord og himmel åbner sig
et guddommeligt selvudslettende begær
når lyn og torden knepper dommen nær
en bølge stød går gennem krop og sjæl
sidste skylle nu sommeren går på hæld
hænger overmoden og i frit fald
på vej mod døden
intet tilbagekald

natskygge
i mit smil
i min krop
i mit grin
i mit hjerte
i mit blod
i måden jeg går under nu
i kramper

gæsteindlæg – lasse aagaard (den fjerde væg)

blaavinylcovervanlosemarts152

I morgen aften har blaavinyl.dk kurateret en dejlig aften på Kulturstationen i Vanløse (Facebook event) i fint selskab med Stærosaurus og Lasse Aagaard fra Den Fjerde Væg. I den forbindelse har Lasse Aagaard skrevet et fint indlæg til bloggen her om processen omkring sangskrivningen. Vi ses i morgen!:

OM SANGSKRIVNING OG INTUITION:
Når jeg skriver sange, så prøver jeg at arbejde så meget som muligt at betragte det som en lejlighed til at studere min kreative intuition på tæt hold. Jeg arbejder altid ud fra et princip om, at sangene skal komme til mig og ikke omvendt. Det lyder måske “dovent”, men det er nærmest hårdere arbejde, for det betyder, at jeg konstant er nødt til at være på vagt for muligheden for, at en sang kan opstå.
Jeg arbejder dels ved klaveret, hvor meget af “rugbrødsarbejdet” omkring en sang foregår. Her bruger jeg meget tid på at improvisere, og ud fra de improvisationer kommer en gang imellem overraskelser, steder jeg ikke normalt ville gå hen, eller klange, der af en eller anden grund lige pludselig lyder “friske”.

Men jeg bruger måske endnu mere tid på at skrive væk fra klaveret – når jeg cykler på arbejde, når jeg er i bad, når jeg tager opvasken. Finder på linjer og melodier, overvejer arrangementer, prøver at lade min intuition føre ordet. Jeg prøver at “se” sangen for mig – hvad kalder den på. Hvis min intuition og mit intellekt konflikter (”denne her melodilinje er vildt fed, men er den nødvendig?”), forsøger jeg oftest at gå med intuitionen, da jeg gerne vil have at sangene er “klogere” end mig og ikke omvendt. Jeg vil gerne overraskes. Jeg vil forsøge at lade min intuition vandre steder hen, hvor den ikke har været før.

Jeg plejer at køre ud fra en devise om, at hvis jeg får sangen på hjernen – hvis den selv vender tilbage – så er det fordi, den vil mig noget. Så det er lidt som at få halvdelen af et eller andet gammelt hit på hjernen og ikke kunne huske kunstner, tekst eller sammenhæng – og lige pludselig en dag så bang!, så er den der, og så kan man huske det hele. Forskellen er bare, at man skal finde svaret i sin fantasi og ikke på YouTube. “Et Svin Iblandt Os Alle” fra Den Fjerde Vægs plade Drengekys, var f.eks. en linje, jeg havde i baghovedet, og da sangen dukkede op ved klaveret, passede den til som fod i hose. Jeg tror, at jeg godt kunne lide kontrapunktikken mellem den grove titel og det lidt juleagtige klaverakkompagnement. Ordene kom meget hurtigt derefter – de samlede sig nærmest bare om sangen.

Jeg kan bruge flere måneder (årevis faktisk) på at brygge på en sang, for at den kan skrives på et kvarter – som regel sangen færdig, mens jeg indspiller en demo af den. Derfor bliver mange af dem både skrevet meget hurtigt og meget langsomt. Det er den samme approach, jeg har til såvel tekstskrivning som at arbejde i studiet. Det handler om at placere mig selv i en position, hvor rammerne for den enkelte sang er så klart definerede og min forhåndsforståelse af den er så klar, at jeg kan gå på opdagelse i den. At skrive en tekst eller at arbejde en sang færdig i studiet tager derfor den tid, det tager, fordi sangen selv skal have lov til at definere sine egne spilleregler. Det er en konstant, fremadsparkende dialektik mellem mig og sangen, og hvis sangen ikke selv vil afsløre noget om sig selv, så prøver jeg at lade den være, indtil den dukker op af sig selv igen. Det er et spørgsmål om grundighed og tålmodighed.

Tom Waits har vist engang sagt, at hans sange var som var de hans børn. I lang tid syntes jeg, at det var en lige lovlig højpandet udmelding, men jeg tror godt, jeg forstår, hvad han mener. Hele idéen om at bruge dagevis, ugevis, årevis på at holde sangene så tæt ind på kroppen som overhovedet muligt og sørge for at de lærer at opføre sig ordenligt og gebærde sig i den store vide verden, for så på et slippe dem fri, give dem fra sig – lade dem gøre som de selv vil, kan og skal. Gad vide hvordan man gør det? Det kræver meget at skrive sangene, men at turde at slippe dem løs må virkelig kræve sin mester. Jeg mener, selv Tom Waits må skulle kæmpe en brav kamp, når det handler om at turde slippe musikken løs.

gæsteindlæg – stærosaurus

blaavinylcovervanlosemarts152

I forbindelse med den fine aften vi har kurateret på Kulturstationen Vanløse på fredag (Facebook Event), har Andreas Stær fra Stærosaurus skrevet et gæsteindlæg til bloggen her. God læse og lyttelyst:

Kære læser. Jeg ved godt, at du har travlt, og sikkert allerede overvejer om der andre ting på nettet som i virkeligheden fortjener din opmærksomhed mere end denne her top-liste skrevet af endnu et evighedstalent fra upcoming-land. For at respektere din tid, og illustrere en populær pointe om, at hvis man ikke kan forklare sin pointe kort, er det fordi man ikke har nogen, vil jeg her præsentere dig for fem af mine yndlingssange som du kan nå at lytte til fra start til slut på under 10 minutter. (ja, det betyder at de varer 2 minutter hver).

[embed size=”compact”]http://open.spotify.com/user/113421495/playlist/00rWylIgB92Qxwnn1ABdur[/embed]

1. No Action – Elvis Costello & The Attractions
Jeg “opdagede” Elvis Costello ved en tilfældighed i 2004, da jeg faldt over hans andet album (This year’s model) i en skrammelkasse med vinyler til 35 kr. Jeg troede egentlig at Elvis Costello var sådan en der lavede glaseret voksenrock – men alle har en vild ungdom, og det, der kom ud af højtalerne da jeg satte den på slog benene væk under mig. Bandet spiller heftigt og hektisk, melodierne flyver afsted, og den fremragende lyrik bliver spyttet i magnettogshastighed. Siden er jeg dykket ned i stort set alt hvad han har lavet, og det har været en fantastisk opdagelsesrejse som jeg stadig ikke er helt færdig med.

2. All Mod Cons – The Jam
OK – tjek lige the Jam. De var stadig teenagere da de brød igennem. De var politisk indignerede. De var pissed off på samfundet. De var pissed off på forældrene. De spillede punk med et kraftigt touch af 60’er soul og rock. De gik i matchende jakkesæt. De havde 18 top 40 hit-singler i England. Det her er et af deres kongenumre som indleder albummet af samme navn. Det holder, lige som alt andet ved dem. “Don’t waste my time when my time comes!”

3. Molly’s Lips – Nirvana
Jeg har har langt hen ad vejen samme syn på Nirvana, som jeg har på the Jam, og elsker dem af de samme grunde. Kompromisløs tilgang til at lave populærmusik – den slags kan jeg ikke stå for.

4. Puncture Repair – Elbow
Et af de bands som har haft stor indflydelse på, hvordan Stærosaurus’ sange er skrevet og produceret. Ikke fordi vi lyder som Elbow, men det er en ofte noget vi taler om som en reference til hvordan en produktion kan fungere. For mig er Elbow mestrene i at ramme den perfekte blanding af elektronik og organiske instrumenter så alt spiller sammen og skaber disse utrolig stemningsfulde og sentimentale larger-than-life sange. Den her sang er faktisk et lidt dårligt eksempel (da der kun er klaver og vokal), men det skulle jo være under to minutter. Og den er stadig virkelig god.

5. Please, please, please let me get what I want – The Smiths
De fleste læsere af denne blog er sikkert udmærket informeret om The Smiths, men jeg synes ikke jeg kunne lave sådan en liste uden at tage dette track på. Det er så smukt, så simpelt, så sørgeligt og så patetisk at man kun kan holde af det. Og så er det meget kort tilmed.

På Spotify-playlisten under to + over syv findes i øvrigt:
6. Bend down the branches – Tom Waits
7. You gave your love to me softly – Weezer
8. I will – Radiohead
9. Breaking Glass – David Bowie
10. A Salty Salute – Guided by voices

Hej igen, kære læser. Som du nok har opdaget, er jeg selv ikke typen der evner at fatte mig i korthed. I hvert fald ikke som skribent… og egentlig heller ikke som sangskriver. Fx er der på vores album ingen sange som kommer ind under de to minutter. Til gengæld er der flere, som varer over syv minutter. Som lytter har jeg ingen problemer med den slags, og hvis du heller ikke har, får du lige en ekstra liste over mine fem favoritter på over syv minutter (kig ned i listen):

[embed size=”compact”]http://open.spotify.com/user/113421495/playlist/00rWylIgB92Qxwnn1ABdur[/embed]

1. Through Loop Holes With Love – moi Caprice
Danmarks bedste sangskrivere i 00’erne – intet mindre. Det her er en magisk sang som indeholder mange stærke linier og lyriske billeder, men særligt en, som jeg som musiksamlernørd altid har følt var en helt perfekt: “Still she’ll leave like no other. Like a fan leaves a band. Through loop holes with love”.

2. Gustavo – Mark Kozelek and Jimmy Lavalle
Et af mange højdepunkter fra 2013s bedste album. En knastør fortælling om “that mexican guy” som illegalt sætter Mark Kozeleks hus i Califonien i stand. Det havde jeg aldrig troet man kunne lave så lang og gribende en sang om, men det kan man.

3. Du er kommet for at gå – Love Shop
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er svært glad for Love Shop. Det her er afslutningsnummeret på deres forholdsvis oversete mesterværk “Anti” fra 2001.

4. Langt væk – Ukendt Kunstner
Der skal også være noget som er lidt nyt og som ikke er noget med guitar, skal der ikke? Jo, det skal der – og det skal være det her nummer, som jeg både synes er alt for meget, men samtidig også meget personligt og ærligt om glemte venskaber.

5. Ballerina – Van Morrisson
Van Morrisson er har også haft en vild fortid hvor han sang som en forelsket vildmand og spillede flydende psykedelisk folk med vibrafon, akustisk guitar, kontrabas og ustyrlig improvisation. Desværre lavede han kun et album af den slags, men det er uden sidestykke. Det hedder Astral Weeks. Tjek det ud. Nu.

gæsteindlæg – waitress

waitress+shy
I dag udkommer Waitress’ debut EP Bilbao og på fredag spiller de sørme deres debut koncert på Poetry In Mono (Facebook Event). I den forbindelse bad vi dem traditionen tro om at skrive et gæsteindlæg. Det har resulteret i en bred vifte af anbefalinger herunder. Vi glæder os til at se jer på fredag, og Rikke glæder sig til at vende plader og mp3’er sammen med Martin Ryum (Speaker Bite Me) når de som Sexy Sauce DJs sørger for at sætte gang i dansegulvet til efterfesten på Retrograd (Stengades 1. sal) med blandede bolsjer der med garanti går lige i buksen og sørger for at det bliver svært at forlade dansegulvet.

Andreas:
Nu er det blevet forår igen, og så skal jeg ud og køre på min Velosolex 2200 igen. Den har stået i kælderen hele vinteren og samlet kræfter. Det fede ved en Velo er at man bliver glad når man kører rundt på den, og man får virkelig mange smil med på vejen af andre der synes den er super fed. Bonusinfo: Danmarks sejeste mand, Prinsgemalen, har også en Velo:
europe-145

John:
For en måned siden flyttede jeg til Holland. Nyt land, nyt sprog, ny by, nye mennesker, nyt liv. Disse tider af forandring plejer (i hvert fald for mig) at formes, og defineres meget af den musik man lytter til når man er midt i den – især i retrospekt – og derfor er jeg ofte ret forsigtig når jeg vælger mit soundtrack. Lige den her gang, havde jeg dog ikke selv mulighed for helt at styre hvad jeg hørte, fordi jeg ankom til et Holland midt i karnevalforberedelser. Der var showbands over det hele. En konstant lydtæppe af blæseinstrumenter og trommer der begik overgreb på alt fra den smukkeste Mozart til Deep Purple. Ofte samtidig. 24/7. De gange jeg var nødt til at navigere gennem min nye støjforurenede virkelighed prøvede jeg at skabe en fornemmelse af ro, et eget rum i alt kaos, for at undslippe denne sofistikerede hollandske auditive torture. Og det gjorde jeg med enorme lukkede hovedtelefoner, solbriller, og A Winged Victory for the Sullen på højeste virkelighedsbedøvende volume. Det kan virkelig anbefales.

Den her koncert er fantastisk.

Aske:
Jeg vil gerne anbefale at man ser Duplass-brødrenes serie Togetherness:

Jeg vil også gerne anbefale at man ikke skal tage solbriller på i metroen, fordi det er kikset. Så vil jeg gerne anbefale at man tilbringer mere tid udendørs – og at man snart burde få styr på sin økonomi og smøre sin kæde på sin cykel. Så burde man nok købe den nye Sufjan Stevens-plade, fordi den er garanteret god, men den er ikke kommet endnu så man bør nok vente:

Hvis man hører musik på sin iphone-earplugs får man heller ikke rigtig noget ud af det. Man burde købe et bedre anlæg. Eller få nogle rigtig gode hovedtelefoner. Til sidst vil jeg også gerne anbefale at lære at spille på et instrument, fordi det er sjovt og jeg snakker tit med folk der siger at de fortryder at de aldrig fik det lært.