årets plader 2016 – rikke

vinyl

Så er tiden kommet til de traditionelle årslister her på vippen til et nyt år. Ifølge Spotify er dette de 10 sange jeg har lyttet allermest til i år, og på mange måder afspejler det også meget godt hvilke plader er der er i spil til dette års liste (med undtagelse af BØRNS, da den plade er fra 2015):

1.Scattered Ashes (Song For Richard)‘ – Minor Victories
2.Folk Arp‘ – Minor Victories
3.10,000′ Emerald Pools‘ – BØRNS
4.Daydreaming‘ – Radiohead
5.Furnaces‘ – Ed Harcourt
6.Electric Love‘ – BØRNS
7.Dionysus‘ – Ed Harcourt
8.Wilderness‘ – Explosions In The Sky
9.Away From Me‘ – CHINAH
10.American Money‘ – BØRNS

10. Nico Muhly & Teitur – ‘Confessions
Nico Muhly & Teitur
Et umage makkerpar indeed, den rolige og nede på jorden dansk-færing møder den hurtigt snakkende og kreative amerikanske Nico Muhly. Teitur lægger her sang og tekster til Nico Muhly’s smukt komponerede musik. Muhly er i mine ører én af de dygtigste yngre klassiske komponister vi har i verden, så denne plade er en kæmpe fornøjelse at lægge ører til. Hvis du er sulten på mere Muhly, så tjek Sam Amidon pladen ‘All Is Well‘ ud.

9. CHINAH – ‘Once The Lights Are On
CHINAH - Once The Light Are On
Endelig kom året hvor CHINAH endelig udkom med mere end blot singler. Denne EP har jeg ventet længe på, og den levede bestemt også op til mine forventninger. CHINAH er et af de få bands jeg har fulgt på sidelinjen siden før de fik deres bandnavn og en pladekontrakt, så det har været en stor fornøjelse at opleve hvor populære de er blevet på meget kort tid, først med et overvældende stort fremmøde til deres releasefest, og derefter at opleve dem modtage P3’s Talentpris. Virkelig stærkt!

8. Choir of Young Believers – ‘Grasque
Choir of Young Believers - Grasque
Blandingen af tekster på dansk og engelsk er sprød. Der er i det hele taget tale om en god skæv popplade her, som jeg især i foråret fik lyttet en del til.

7. Bisse – ‘Højlandet
Bisse - Højlandet
Én af årets absolutte store overraskelser har uden tvivl været Bisse. For hver gang man lytter til hans plader, opdager man en ny sproglig finurlighed og forelsker sig lidt mere. Live er han bestemt også en oplevelse værd.

6. Liima – ‘ii’
Liima - ii
Mit første møde med denne plade, var i forbindelse med bandets koncert på FROST Festival nede i det rå og nedlagte køkken på Hotel Astoria. En stor oplevelse, og helt klart en plade der var med til at skyde mit 2016 igang på bedste vis. Er spændt på at høre mere fra dem.

5. Radiohead – ‘A Moon Shaped Pool
Radiohead - A Moon Shaped Pool
Har i mange år haft et lettere anstrengt forhold til Radiohead, og det på trods af at jeg i al den tid har ejet i hvert fald 4 af deres plader. ‘Amnesiac‘ sneg sig dog for alvor ind på mig for nogle år siden, og siden dengang har jeg fået hørt en del mere Radiohead end nogensinde før. Da ‘A Moon Shaped Pool‘ udkom, stod jeg nede hos min lokale pladepusher og lyttede til en koncert, som de streamede. Da nummeret ‘Daydreaming‘ dukkede op, var jeg solgt på stedet. En virkelig virkelig dejlig plade.

4. Ed Harcourt – ‘Furnaces
EH_FURNACES-1024x1024
De af jer der har fulgt bloggen her længe, er ikke et sekund i tvivl om at Ed Harcourt i rigtig mange år har haft en helt speciel plads i mit hjerte. Pladen her har taget en del lyt før den lige så stille fik sneget sig ind under min hud, da det dels er nogle tunge emner Harcourt har bragt på banen, men også er en lidt rodet plade med meget forskellige numre. Hans debutplade ‘Here Be Monsters‘ fra 2001 vil til hver en tid være min favoritplade med ham, men denne plade kunne meget vel gå hen og lande et sted på en top 5 med hans udgivelser. Jeg glæder mig som et lille barn til at opleve ham live for 5. gang i mit liv d. 15. februar i Pumpehuset.

3. David Bowie – ‘Blackstar
David Bowie - Blackstar
Uden tvivl en plade der har ramt mange med storm. Især fordi den har denne her stærke symbolik, som kun blev vildere af at Bowie desværre gik hen og døde kort efter udgivelsen. Et vildere testamente findes ikke.

2. Explosions In The Sky – ‘The Wilderness
Explosions In The Sky - The Wilderness
Jeg hørte denne her plade enormt meget i slutspurten på mit speciale. Jeg har alle dage arbejdet effektivt på eksamensopgaver, hvis jeg har lyttet til Explosions In The Sky, eller klassisk musik. Og denne seneste plade fra de eksploderende skyer har hjulpet mig igennem det meste af mit speciale. Deres koncert i Pumpehuset d. 15. juni var også ét af årets absolutte højdepunkter.

1. Minor Victories – ‘Minor Victories
Minor Victories
Denne plade må nok være den plade jeg har lyttet allermest til i år. I forbindelse med et job jeg havde på et tidspunkt i løbet af i år, faldt jeg over denne her supergruppe af gode folk fra Mogwai, Editors og Slowdive, og det blev soundtracket for sommeren. De er på vej med en instrumental version af pladen, og jeg kan ikke vente til jeg får mulighed for at dagdrømme med den i mine ører.

Hvert år er der jo nogle plader der lige akkurat ikke når igennem nåleøjet, og eksempler herpå er Trentemøllers ‘Fixion, som er pissefed og fortsætter lidt i samme dystre spor som på hans forrige plade. Et andet eksempel er The Liberty Balance’s ‘Paper Mill hvor Mike Højgaards altid sprøde stemme fører dig igennem et lækkert musikalsk landskab.

Som en ekstra bonus, har jeg i år også valgt at lave en top 5 over de koncerter som gav mig de største kuldegysninger i løbet af 2016:
1. Minor Victories, 7. november i Pumpehuset
2. The Clientele, 20. august i Jazzhouse
3. Schultz and Forever, 20. maj på Stengade
4. Explosions In The Sky, 15. juni i Pumpehuset
5. FROST Festival: Liima, 17. februar på Hotel Astoria

vores krop er vores rumdragt

david_bowie_scan1

Det har været en rigtig hård uge for mange. Den startede ud med den sørgelige besked om at David Bowie døde af kræft i søndags efter 18 måneders sygdom. En på mange måder ret chokerende besked at starte sin mandag og sin uge på. Hele ugen har jeg gået og lyttet og gen-lyttet til Bowies imponerende bagkatalog og blevet berørt af at opdage hvor mange i min omgangskreds der har været dybt berørt af hans endelige rejse til Mars. Det er folk som Bowies musik har talt direkte til og folk som er vokset op med hans musik på den ene eller den anden måde. For mit vedkommende har det mest været en flirt der er kommet og gået lidt inden for de sidste 10 år, og alligevel blev jeg ramt ret hårdt af nyheden. Så jeg tog forbi Route66 fredag aften for at blive omfavnet af Bowies musik, snakke om liv og død, snakke om musik og kærlighed, kramme, smile, græde, trøste og danse. Det var en smuk måde at få lidt afløb på alle de tanker man havde gået med hele ugen. En form for anerkendelse og farvel til musikeren Bowie, og en bekræftelse af at hans musik heldigvis levere videre og ikke kan tages fra os.

Iscenesættelsen omkring hans død med udgivelsen af en fantastisk plade på hans 69 års fødselsdag (med tekster og musik der er helt kuldegysfremkaldende på nuværende tidspunkt), og ikke mindst musikvideoen til sangen Lazarus hvor han fortæller verden at han skal dø, for så at slippe livet 2 dage senere er en hel kunst i sig selv. En kunst han siden Space Oddity og rollen som Major Tom i 1969 har mestret som ingen anden. Gravøllene i fredags endte da også ud i den helt store tolkning af den flotte og lidt dystre musikvideo til nummeret “Blackstar”, som jo på smukkeste vis har læssevis af metaforer og myter gemt, som kan tolkes herfra og til månen. Men der skal ingen tvivl herske om at den dels repræsenterer Bowies musikkarriere med den afdøde Major Tom (liget af astronauten), rockstjernen fra det ydre rum Ziggy Stardust og hele glam / glitter perioden (det diamant besatte kranium), samtidig med at lyset repræsenterer livet der er ved at rinde ud, Bowies blindhed repræsenterer uvisheden om hvornår døden indtræder, scenerne med Bowie der søgende holder bogen med den sorte stjerne ud for sig kan tolkes som om han via kræften søger svar på sine spørgsmål, oldnordisk mytologi og en masse andre spændende detaljer. Jeg kunne sagtens skrive en hel detaljeret roman om alle de ting der optræder i den lidt over 9 minutter lange video, men jeg vil langt hellere lade det være op til jer selv at tolke hvad det helt præcist er Bowie fortæller os med videoen og sangen ikke mindst;

Jeg er sikker på at jeg slet slet ikke er færdig med at tolke sangen og videoen endnu, men det er heldigvis det der er det smukkeste ved kunst og musik, at man kan tolke frit på det og få det ud af det som man nu får ud af det.
Jeg synes ikke at Bowie kunne have forladt denne jord på en meget smukkere og vildere måde, og jeg sætter stor pris på at hans død trods alt har spredt så meget kærlighed igennem sorgen. Kærlighed til musikken, kærlighed til manden, og ikke mindst kærlighed til hinanden. En fortsat tro på at musik er det bedste i verden, også gennem sorg og tab.

gæsteindlæg – stærosaurus

blaavinylcovervanlosemarts152

I forbindelse med den fine aften vi har kurateret på Kulturstationen Vanløse på fredag (Facebook Event), har Andreas Stær fra Stærosaurus skrevet et gæsteindlæg til bloggen her. God læse og lyttelyst:

Kære læser. Jeg ved godt, at du har travlt, og sikkert allerede overvejer om der andre ting på nettet som i virkeligheden fortjener din opmærksomhed mere end denne her top-liste skrevet af endnu et evighedstalent fra upcoming-land. For at respektere din tid, og illustrere en populær pointe om, at hvis man ikke kan forklare sin pointe kort, er det fordi man ikke har nogen, vil jeg her præsentere dig for fem af mine yndlingssange som du kan nå at lytte til fra start til slut på under 10 minutter. (ja, det betyder at de varer 2 minutter hver).

[embed size=”compact”]http://open.spotify.com/user/113421495/playlist/00rWylIgB92Qxwnn1ABdur[/embed]

1. No Action – Elvis Costello & The Attractions
Jeg “opdagede” Elvis Costello ved en tilfældighed i 2004, da jeg faldt over hans andet album (This year’s model) i en skrammelkasse med vinyler til 35 kr. Jeg troede egentlig at Elvis Costello var sådan en der lavede glaseret voksenrock – men alle har en vild ungdom, og det, der kom ud af højtalerne da jeg satte den på slog benene væk under mig. Bandet spiller heftigt og hektisk, melodierne flyver afsted, og den fremragende lyrik bliver spyttet i magnettogshastighed. Siden er jeg dykket ned i stort set alt hvad han har lavet, og det har været en fantastisk opdagelsesrejse som jeg stadig ikke er helt færdig med.

2. All Mod Cons – The Jam
OK – tjek lige the Jam. De var stadig teenagere da de brød igennem. De var politisk indignerede. De var pissed off på samfundet. De var pissed off på forældrene. De spillede punk med et kraftigt touch af 60’er soul og rock. De gik i matchende jakkesæt. De havde 18 top 40 hit-singler i England. Det her er et af deres kongenumre som indleder albummet af samme navn. Det holder, lige som alt andet ved dem. “Don’t waste my time when my time comes!”

3. Molly’s Lips – Nirvana
Jeg har har langt hen ad vejen samme syn på Nirvana, som jeg har på the Jam, og elsker dem af de samme grunde. Kompromisløs tilgang til at lave populærmusik – den slags kan jeg ikke stå for.

4. Puncture Repair – Elbow
Et af de bands som har haft stor indflydelse på, hvordan Stærosaurus’ sange er skrevet og produceret. Ikke fordi vi lyder som Elbow, men det er en ofte noget vi taler om som en reference til hvordan en produktion kan fungere. For mig er Elbow mestrene i at ramme den perfekte blanding af elektronik og organiske instrumenter så alt spiller sammen og skaber disse utrolig stemningsfulde og sentimentale larger-than-life sange. Den her sang er faktisk et lidt dårligt eksempel (da der kun er klaver og vokal), men det skulle jo være under to minutter. Og den er stadig virkelig god.

5. Please, please, please let me get what I want – The Smiths
De fleste læsere af denne blog er sikkert udmærket informeret om The Smiths, men jeg synes ikke jeg kunne lave sådan en liste uden at tage dette track på. Det er så smukt, så simpelt, så sørgeligt og så patetisk at man kun kan holde af det. Og så er det meget kort tilmed.

På Spotify-playlisten under to + over syv findes i øvrigt:
6. Bend down the branches – Tom Waits
7. You gave your love to me softly – Weezer
8. I will – Radiohead
9. Breaking Glass – David Bowie
10. A Salty Salute – Guided by voices

Hej igen, kære læser. Som du nok har opdaget, er jeg selv ikke typen der evner at fatte mig i korthed. I hvert fald ikke som skribent… og egentlig heller ikke som sangskriver. Fx er der på vores album ingen sange som kommer ind under de to minutter. Til gengæld er der flere, som varer over syv minutter. Som lytter har jeg ingen problemer med den slags, og hvis du heller ikke har, får du lige en ekstra liste over mine fem favoritter på over syv minutter (kig ned i listen):

[embed size=”compact”]http://open.spotify.com/user/113421495/playlist/00rWylIgB92Qxwnn1ABdur[/embed]

1. Through Loop Holes With Love – moi Caprice
Danmarks bedste sangskrivere i 00’erne – intet mindre. Det her er en magisk sang som indeholder mange stærke linier og lyriske billeder, men særligt en, som jeg som musiksamlernørd altid har følt var en helt perfekt: “Still she’ll leave like no other. Like a fan leaves a band. Through loop holes with love”.

2. Gustavo – Mark Kozelek and Jimmy Lavalle
Et af mange højdepunkter fra 2013s bedste album. En knastør fortælling om “that mexican guy” som illegalt sætter Mark Kozeleks hus i Califonien i stand. Det havde jeg aldrig troet man kunne lave så lang og gribende en sang om, men det kan man.

3. Du er kommet for at gå – Love Shop
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er svært glad for Love Shop. Det her er afslutningsnummeret på deres forholdsvis oversete mesterværk “Anti” fra 2001.

4. Langt væk – Ukendt Kunstner
Der skal også være noget som er lidt nyt og som ikke er noget med guitar, skal der ikke? Jo, det skal der – og det skal være det her nummer, som jeg både synes er alt for meget, men samtidig også meget personligt og ærligt om glemte venskaber.

5. Ballerina – Van Morrisson
Van Morrisson er har også haft en vild fortid hvor han sang som en forelsket vildmand og spillede flydende psykedelisk folk med vibrafon, akustisk guitar, kontrabas og ustyrlig improvisation. Desværre lavede han kun et album af den slags, men det er uden sidestykke. Det hedder Astral Weeks. Tjek det ud. Nu.

gæsteindlæg – navneløs

Navneløs

Så er det i morgen vi åbner dørene til Poetry In Mono #15 med Navneløs og Rowbird + DJs: Kaspar Kaae (CODY) og Brian Batz (Sleep Party People) på plakaten. Det bliver rigtig fint og vi glæder os virkelig meget. Som lidt opvarmning har Navneløs lavet deres egen lille ABC:

Navneløs’ ABC:

Analog
Bowie

Cool burger
Dansk
Enkelt
Feed
Grej
Hjørring
Indie
Jordnært
Kom og hør (med mig)
Læder
My Bloody Valentine

Naiv
Orkester
Portishead

Quentin Tarantino

Rumklang
Sort
Tunsalat
Uden sans for humor
Vodka
Wiced Game

Xtra Sandwichkiks
Yolo
Zen
Ærlighed
Øresønderrivende
Åbent

Mere info om arrangementet findes her og her (Facebook).

Sigende albumcovers

Eksamensperioden nærmer sig igen med hastige skridt. Det er dog forhåbenligt den sidste for mit vedkommende i denne omgang. I den forbindelse skal jeg skrive to opgaver på ca. 10-15 sider, og er efter et stykke tid kommet frem til, at de begge skal tage udgangspunkt i albumcoveret som objekt. Så derfor har jeg været min pladesamling igennem og er kommet frem til følgende mulige kandidater:

Akron/Family - Love Is Simple
Nick Drake - Pink Moon
Gorky's Zygotic Mynci - How I Long To Feel That Summer In My Heart
Ed Harcourt - The Beautiful Lie
Muse - Absolution
Cocorosie - Noahs Ark
Bob Dylan - Bringing It All Back Home
Pink Floyd - Dark Side Of The Moon
The Flaming Lips - Yoshimi Battles The Pink Robots
Led Zeppelin - Led Zeppelin III
The Beatles - Sgt. Pepper's Loney Hearts Club Band
Lou Reed - Transformer
Love - Forever Changes
David Bowie - Aladdin Sane
John Lennon - Walls and Bridges

Jeg kan umuligt skrive om dem allesammen, så det bliver meget svært at sortere i dem. Men kom endelig med nogle forslag selv, eller eventuelle kommentarer!