gæsteindlæg – stærosaurus

blaavinylcovervanlosemarts152

I forbindelse med den fine aften vi har kurateret på Kulturstationen Vanløse på fredag (Facebook Event), har Andreas Stær fra Stærosaurus skrevet et gæsteindlæg til bloggen her. God læse og lyttelyst:

Kære læser. Jeg ved godt, at du har travlt, og sikkert allerede overvejer om der andre ting på nettet som i virkeligheden fortjener din opmærksomhed mere end denne her top-liste skrevet af endnu et evighedstalent fra upcoming-land. For at respektere din tid, og illustrere en populær pointe om, at hvis man ikke kan forklare sin pointe kort, er det fordi man ikke har nogen, vil jeg her præsentere dig for fem af mine yndlingssange som du kan nå at lytte til fra start til slut på under 10 minutter. (ja, det betyder at de varer 2 minutter hver).

[embed size=”compact”]http://open.spotify.com/user/113421495/playlist/00rWylIgB92Qxwnn1ABdur[/embed]

1. No Action – Elvis Costello & The Attractions
Jeg “opdagede” Elvis Costello ved en tilfældighed i 2004, da jeg faldt over hans andet album (This year’s model) i en skrammelkasse med vinyler til 35 kr. Jeg troede egentlig at Elvis Costello var sådan en der lavede glaseret voksenrock – men alle har en vild ungdom, og det, der kom ud af højtalerne da jeg satte den på slog benene væk under mig. Bandet spiller heftigt og hektisk, melodierne flyver afsted, og den fremragende lyrik bliver spyttet i magnettogshastighed. Siden er jeg dykket ned i stort set alt hvad han har lavet, og det har været en fantastisk opdagelsesrejse som jeg stadig ikke er helt færdig med.

2. All Mod Cons – The Jam
OK – tjek lige the Jam. De var stadig teenagere da de brød igennem. De var politisk indignerede. De var pissed off på samfundet. De var pissed off på forældrene. De spillede punk med et kraftigt touch af 60’er soul og rock. De gik i matchende jakkesæt. De havde 18 top 40 hit-singler i England. Det her er et af deres kongenumre som indleder albummet af samme navn. Det holder, lige som alt andet ved dem. “Don’t waste my time when my time comes!”

3. Molly’s Lips – Nirvana
Jeg har har langt hen ad vejen samme syn på Nirvana, som jeg har på the Jam, og elsker dem af de samme grunde. Kompromisløs tilgang til at lave populærmusik – den slags kan jeg ikke stå for.

4. Puncture Repair – Elbow
Et af de bands som har haft stor indflydelse på, hvordan Stærosaurus’ sange er skrevet og produceret. Ikke fordi vi lyder som Elbow, men det er en ofte noget vi taler om som en reference til hvordan en produktion kan fungere. For mig er Elbow mestrene i at ramme den perfekte blanding af elektronik og organiske instrumenter så alt spiller sammen og skaber disse utrolig stemningsfulde og sentimentale larger-than-life sange. Den her sang er faktisk et lidt dårligt eksempel (da der kun er klaver og vokal), men det skulle jo være under to minutter. Og den er stadig virkelig god.

5. Please, please, please let me get what I want – The Smiths
De fleste læsere af denne blog er sikkert udmærket informeret om The Smiths, men jeg synes ikke jeg kunne lave sådan en liste uden at tage dette track på. Det er så smukt, så simpelt, så sørgeligt og så patetisk at man kun kan holde af det. Og så er det meget kort tilmed.

På Spotify-playlisten under to + over syv findes i øvrigt:
6. Bend down the branches – Tom Waits
7. You gave your love to me softly – Weezer
8. I will – Radiohead
9. Breaking Glass – David Bowie
10. A Salty Salute – Guided by voices

Hej igen, kære læser. Som du nok har opdaget, er jeg selv ikke typen der evner at fatte mig i korthed. I hvert fald ikke som skribent… og egentlig heller ikke som sangskriver. Fx er der på vores album ingen sange som kommer ind under de to minutter. Til gengæld er der flere, som varer over syv minutter. Som lytter har jeg ingen problemer med den slags, og hvis du heller ikke har, får du lige en ekstra liste over mine fem favoritter på over syv minutter (kig ned i listen):

[embed size=”compact”]http://open.spotify.com/user/113421495/playlist/00rWylIgB92Qxwnn1ABdur[/embed]

1. Through Loop Holes With Love – moi Caprice
Danmarks bedste sangskrivere i 00’erne – intet mindre. Det her er en magisk sang som indeholder mange stærke linier og lyriske billeder, men særligt en, som jeg som musiksamlernørd altid har følt var en helt perfekt: “Still she’ll leave like no other. Like a fan leaves a band. Through loop holes with love”.

2. Gustavo – Mark Kozelek and Jimmy Lavalle
Et af mange højdepunkter fra 2013s bedste album. En knastør fortælling om “that mexican guy” som illegalt sætter Mark Kozeleks hus i Califonien i stand. Det havde jeg aldrig troet man kunne lave så lang og gribende en sang om, men det kan man.

3. Du er kommet for at gå – Love Shop
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er svært glad for Love Shop. Det her er afslutningsnummeret på deres forholdsvis oversete mesterværk “Anti” fra 2001.

4. Langt væk – Ukendt Kunstner
Der skal også være noget som er lidt nyt og som ikke er noget med guitar, skal der ikke? Jo, det skal der – og det skal være det her nummer, som jeg både synes er alt for meget, men samtidig også meget personligt og ærligt om glemte venskaber.

5. Ballerina – Van Morrisson
Van Morrisson er har også haft en vild fortid hvor han sang som en forelsket vildmand og spillede flydende psykedelisk folk med vibrafon, akustisk guitar, kontrabas og ustyrlig improvisation. Desværre lavede han kun et album af den slags, men det er uden sidestykke. Det hedder Astral Weeks. Tjek det ud. Nu.

blaa mandag #6

Ja undertegnede er tilbage fra Alperne, så nu vanker der glade tanker og superlativer i ugens mandagsindlæg. Det er med god slat inspiration fra min kære medskribents indlæg omkring Leonard Cohens fantastiske sang Hallelujah. Rikke og mig er enige om mange ting, men der er især en kunstner, hun aldrig har fået øjnene op for derfor dette motiveringsindlæg. Jeff Buckley og dennes (i mine øjne) fantastiske musikalske naturtalent er naturligvis, hvem der er på tale.

Det sjove er, at det netop var sangen Hallelujah, der var den første sang, undertegnede stiftede bekendtskab med i Jeff Buckleys mangefacetterede univers. Og jeg er, meget ulig min medskribent, af den overbevisning, at det er den flotteste og mest intense udgave af sangen, der findes, hvilket også vores kollega fra Goombay mener:

Måske den bedste indspilning og performance af det legendariske nummer nogensinde.

– Rasmus Otvald

Resten af debutalbummet Grace, som et absolut must for enhver musikinteresseret, er en fantastisk plade, i og med, at det også var det eneste færdige og endelig bud på et studiealbum, han nåede at lave før hans tragiske druknedød i Wolf River i 1997. Ti numre er der på pladen, hvoraf de tre er covernumre af Shelton, Cohen og Britten (Lilac Wine, Hallelujah og Corpus Christi Carol (For Roy)), og der er ingen svaghedstegn overhovedet. Numrene er ærlige, velskrevne og vanvittig velspillet. En af kvaliteterne er især, at mange af sangene virker utrolig spontane på trods af Jeff Buckleys kendte trang til perfektionisme. Derudover er hans vokal uden sidestykke. Den melankoli og nerve han signalerer via sit stemmekundskab er ufattelig. Højdepunktet på pladen er ubetinget nummeret Dream Brother, der af mange er blevet tolket som et svar til sin far Tim Buckley, der aldrig engagerede sig i musikeren Jeff’s liv:

Don’t be like the one who made me so old
Don’t be like the one who left behind his name
‘Cause they’re waiting for you like I waited for mine
And nobody ever came…

– Udsnit fra sangen Dream Brother

Posthumt er der udkommet et utal af koncerter, Legacy-Editions, genudgivelser og jeg skal komme efter dig. Desærre er det ikke alt, der er lige godt, men der er dog guldklumper at finde. Især Mystery White Boy er en fantastisk live-plade, Sketches for My Sweetheart the Drunk, der er de sange der lå i støbeskeen til efterfølgeren til Grace og sidst, men ikke mindst, Live at Sin-é. Sin-é er stedet, hvor Jeff Buckley udforskede sin musikalske bredde, og der er både fantastiske skitser af, hvad der blev til Grace, sjove monologer og nogle virkelig gribende covers af blandt andet Van Morrison og Billie Holiday.

Nu var Jeff Buckley vel soundtracket til undertegnedes gymnasietid, og derfor er han også havnet på en særlig plads på listen over mine musikalske præferencer, hvilket min Jeff Buckley samling også efterhånden bærer præg af (når man køber to eksemplarer af samme skive ved man den er ved at være der).

Om ikke andet så vil jeg anbefale enhver, der ikke har udforsket Jeff Buckleys univers at begynde nu. Han var en fantastisk instrumentalist, vokalist, sangskriver og en musikant, der for alvor har sat sine spor på hele den alternative rock-scene. Hermed en blaa mandag med superlativer, i kommer sikkert til at høre mere om Hr. Buckley fra min hånd – homage slut.

Her er der godter (de mest kendte numre, men der findes meget mere gemt på hans plader – grav!):

Jeff Buckley – Dream Brother

Jeff Buckley – Hallelujah

Jeff Buckley – Last Goodbye