gæsteindlæg: mellemblond

11948536_10153649257249923_733743029_o

På fredag den 25. september præsenterer vi endnu en dejlig aften på Kulturstationen Vanløse, og denne gang har vi disket op med ingen ringere end Mellemblond og Martin Ryum.

Martin Ryum fortalte os for nylig, om tilblivelsen af teksten til en af sine nye sange, og nu er det blevet Mellemblonds tur. Den voldsomt talentfulde sangskriver bag Mellemblond, Kristoffer Munck Mortensen, har fortalt os om tilblivelsen af den smukke ballade, Til Ilden, fra dennes seneste plade, Fra Et Sted:

– Da jeg skrev sangene til “Fra et sted” prøvede jeg mange nye ting af. Både med teksterne og musikken. Sangen “Til ilden” skrev jeg på klaver, og vi endte med at indspille den i et sparsomt arrangement kun med klaver, vokal, bas og trommer og uden nogen overdubs. Det er den første og eneste Mellemblond-sang uden guitar overhovedet. Jeg skelede nok til Nick Caves klaverballader, da jeg skrev sangen og forestillede mig, hvordan den kunne lyde. Vi øvede sangen, inden vi gik i studiet, og trommeslager Jakob kom op med den her skæve rytme, der går imod mit klaverspil. Sammen med Frederiks melodiske baslinjer giver det sangen en underlig gyngende rytme, som om den er ved at falde fra hinanden, men så alligevel samler sig hele tiden. Sangens lille tema er en melodi, jeg drømte og skyndte mig at lære at spille, da jeg vågnede.

– Jeg synger lidt om verden set fra mit vindue og om at en anden person kan holde en til ilden eller give en ilden – lidenskaben, livslysten. Fjerde vers har en lille variation i akkorderne og der kommer også nogen tekstlinjer der stikker ud om “krige der raser, mens folk er syge i hovedet”. Det er ikke den slags jeg normalt har sunget, men det er befriende at gøre det og i sammenhæng med resten af teksten giver det mening for mig.

– Vi glæder os til at spille den i Vanløse på fredag!
Og vi glæder os til at høre det!
Se mere under eventet lige her, og hør Til Ilden lige her:

sol og blomster titter frem i drømmene

FullSizeRender

Tilbage i 2009 havde jeg fornøjelsen af at støde på musikken af den aarhusianske gruppe Silver Gleaming Sound Machine (SGSM), der så vidt undertegnede er orienteret, ikke nåede at udgive andet end det faktisk virkelig gode mini-album, All Tomorrow’s Gardens (som i sig selv er meget anbefalelsesværdigt). En rigtig fin og kraut-rocket sag, der lod de længere forløb tale for sig selv, og det var tydeligvis en gruppe, der havde en solid æstetisk sans og et kæmpe flair for at skrive melodierne ind i disse forløb. Jeg må sige, at All Tomorrow’s Gardens kørte utrolig meget på min pladespiller i sommeren 2009 – derfor var det også en stor glæde, at finde en LP i sin postkasse.

For nu har to af de tidligere SGSM-medlemmer forsanger Sarah Gram og beatmand Søren Graae Rasmussen begået en ny ep under navnet, there is only us. Det er en mere støvet produktion, der er bygget op af nogle maskinelle beats, synths og Sarah Grams effekt-besatte vokal i absolut centrum. Guitarerne er skåret væk og melodiernes lange flader ligger i overfladen af produktionen.

Marienbad slæber ep’en langsomt igang med en nærmest henslængt vokal, mens New Age er noget mere åben med bredere vidder. Sun er et glimrende nummer, hvor Grams stemme får frit løb, og der bliver virkelig leget med ordlydende og lyrikken. Den ret simple opbygning af keyboards og beats giver så meget plads til Grams udsmykkende vokale finesser, og det er en sand fornøjelse.

Midt på pladen dukker Flower op, og sørme så, om der ikke befinder sig et easter egg i form af en velkendt melodilinje lånt fra nummeret The Warmth of the Sun fra førnævnte Silver Gleaming Sound Machine-LP – fint flettet ind i gruppens nye mere skrabede lydunivers. Rigtig fint.

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/180441263″ params=”color=ff5500&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Det er en spændende og ret intens lytteoplevelse at lytte til there is only us, og man får oplevelsen af at være vidne til en af gruppens vidtstrakte dagdrømme, hvor man altid kan være sig selv. Og på den måde giver det god mening, at lade sig fange ind i theres is only us’ univers og lade både solen og blomsterne titte frem i mørket til dine egne dagdrømmerier.

Følg there is only us og køb pladen ovre på Rillbar.

aarets plader 2014 – rune

79924_1000x1000

Hvis der er noget, der har været tegnende for musikåret 2014, så har det ganske enkelt været to ting for mig: Elektronisk musik og singer/songwritere af høj kaliber. Som min liste nedenfor eksemplificerer, så har der simpelthen været så meget god elektronisk musik i år. Gamle og nye kunstnere. Derudover er der mange genremæssige afstikkere, før man også vil finde en del mere singer/songwriter baseret musik. Helt ærligt, så har det været ekstremt svært at følge med alt den gode musik, der er kommet i år. Jeg føler virkelig, at jeg stadig mangler at høre en masse, jeg virkelig gerne ville have hørt. Forhåbentlig når jeg det i det nye – ellers må jeg ønske mig en pude som ovenstående. Her kommer mine lister – (kunne ikke begrænse min danske liste til fem, så det bliver en 6’er).

TOP 6 – DANMARK
6. The New Spring – Late Bloomer

TAMB074-web

Endnu et stilsikkert træk fra den glimrende singer/songwriter Bastian Kallesøe på Late Bloomer. Albummet besidder en ro, samtidig med en håndfuld meget imødekommende sange. Desuden er den minimalistiske produktion (ingen brug af digitale effekter) et friskt pust og et kærkomment ‘benspænd’, ligesom albummets umiddelbarhed er til at tage og føle på.

5. Treefight For Sunlight – Pizza

PIZZA_DIGI

Denne plade besidder måske årets bedste sang fra dansk grund. Come Closer er et fantastisk popnummer af den legesyge slags. Siden debuten A Collection of Vibration for Your Skull fra 2010 har vi her på bloggen kigget meget længe efter opfølgeren, og Pizza skuffer sandelig ikke. Opfindsomheden fra debuten er intakt, og denne plader oser ganske enkelt af spilleglæde, når det er allerbedst. Thulebasen ejede 2011 med Raga Gemini (for mig), Kiss Kiss Kiss gjorde det med In It Deep i 2012, TFS gør det for mig med Come Closer i 2014.

4. Iceage – Plowing into the Field of Love

9bcb510c

I mine øjne den bedste plader iceage har begået. Det er måske den mindst ‘rå’ plade gruppen har lavet hidtil, i hvert fald hvis man tænker i klassisk ‘punk’ forstand, men teksterne oser af råhed, ærlighed og stadig en masse undertrykte aggressioner. Det er måske først på denne plade, at jeg for alvor forstår iceage – også selvom jeg også værdsatte gruppens første voldsomme nossespark på New Brigade – men det her rykker for mig. Fantastisk og meget afvekslende plade.

3. Blaue Blume – Beau & Lorette

bb-ep-1440

Årets største overraskelse. Intent mindre. Gruppen fra Kolding kommer med nogle fremragende og intense sange tilsat præcist den rette formel af pop, alternative tilgange og instrumental kunnen (som for eksempel Jeff Buckley gjorde det). Jeg mener stadig, at gruppens forsanger Jonas Schmidt er en, der vil nå meget langt på de danske- som udenlandske scener mange år frem. Fremragende EP.

2. Martin Ryum – Findes

martinryum

Martin Ryum vendte tilbage med sit solomateriale, der blandt andet kunne opleves på 2013-udgaven af Frost Festival. Fortolkninger af Inger Christensens lyrik tilsat Ryum’sk melankoli og minimalistike arrangementer. Det er ikke umiddelbart materiale, men det er sange, der gror og gror på en i takt med at ordene betydning åbenbarer sig. For mig er Findes en smuk opfølgning til den aldeles glimrende 10 år gamle debut, Uden Garanti.

1. Chorus Grant – Space

DIGImSTICKER

Den bedste plade udgivet i Danmark er endnu en plade fra pladeselskabet Tambourhinoceros. Space, er album nummer to af Kristian Finne Kristensen aka Chrous Grant, og for dælen hvor er der vellyd for alle 160 DKK (hvis man har købt den på vinyl). Så meget luft, liv og kvalitet. Det er meget lang tid siden, at engelsk-sproget musik har lydt så godt, som det gør i selskab med Kristensen (der iøvrigt også udmærker sig ved, at være med på en anden af årets lyspunkter: Cancer-debuten, Ragazzi ). O Everyone er ligeledes en af de bedste albumåbnere, der er lavet i år.

TOP 10 – INTERNATIONALT
10. Run the Jewels – Run the Jewels 2

RunTheJewelsRTJ2

Den måtte med på listen. Run the Jewels er en hidsig cocktail, og de er det eneste hiphop-indslag på min liste i år. Den gamle teenage-kærlighed til Rage Against the Machine fik nyt liv efter Zack De La Rochas glimrende indspark (der nærmest er samplet til sangens grundsten) til sangen Close Your Eyes (And Count To Fuck). Resten af pladen er også fremragende, og den er om muligt stærkere end debuten fra 2013. Begræder at jeg ikke har fanget dem nogen af de to gange, de har været i Danmark, men ser frem til Roskilde Festival efter netop denne annoncering.

9. Teengirl Fantasy – Thermal EP

Teengirl_Fantasy_-_Thermal_EP

Teengirl Fantasty udgav Thermal i slutningen af november, og de nåede derfor lige nøjagtig med på denne liste. Endnu en ep på listen, som ‘kun’ består af to instrumentale numre, samt to skæringer med vokale bidrag. Det er en dejlig blanding af sfærisk elektronisk – nærmest dance – samt rytmiske indslag af den iltre slags. U Touch Me er et dejligt nummer, hvor Hoody (후디) står for de luftige vokale indslag. Et dejligt popnummer, der fuldender en stærk ep – som iøvrigt er akkompagneret af nogle smukke visuelle akkompagnementer på gruppens hjemmeside.

8. Margot & the Nuclear So and So’s – Slingshot To Heaven

91BQM9rClfL._SL1500_

Den amerikanske gruppe med det aparte navn: Margo & the Nuclear So and So’s er et dejligt og varmt bekendtskab inde bag ruderne i kulden i denne vintertid. Sling Shot to Heaven emmer af godt sangmæssigt håndværk, hvor sangene er ekstremt tematiske på en meget eksplicit (tekstmæssig) måde. Til tider er det næsten ordinært, det Margot og co. foretager sig, men tag ikke fejl, der er rigeligt at komme efter.

7. Thom Yorke – Tomorrow’s Modern Boxes

coverRadiohead-forsangeren Thom Yorke overraskede med en ny plade, der blot blev solgt via BitTorrent. Endnu en ‘ny’ måde at købe musik på. Interessant at Yorke efterprøver formatet. Det fik i hvert fald undertegnede til at bide på, da man ikke rigtig kunne høre musikken, hvis ikke man købte den der. Og da jeg er Spotify-junkie i mine hverdage, så er det faktisk overraskende hvor isolerede mange musikere bliver, hvis deres musik ikke er tilgængelig på Spotify. I hvert fald for mig, som ganske enkelt kan glemme dem, hvis det ikke er tilgængelig der. Skræmmende. Nuvel – Tomorrow’s Modern Boxes er mere Yorke, som vi kender ham, men den har været i fast rotation på min iTunes, og den kun anbefales på det kraftigste, hvis man normalt er til ham.

6. Ariel Pink – pom pom

arielpink_pompom_1500x1500

Ariel Pink bliver bare ved med at være sig selv, og gøre det endnu vildere og endnu mere gakket. Der er sådan en kitchet 80’er-horror lyd over nogle af hans numre, mens der konstant bliver leget med produktion og strukturmæssige opbygninger. Konstante overraskelser. Indimellem gemmer sig dog også fantastiske pop-gems. Put Your Number In My Phone er for eksempel skåret lige efter popskabelonen, men for søren hvor er det et dejligt nummer. Der er flere one hit wonders, der kunne lære meget af Ariel Pink. pom pom er endnu en fremragende plade fra den langhårede musiker.

5. FKA Twigs – LP1

TWIGS-FACEBOOK-AVATAREn særdeles spændende kvinde. Det er meget længe siden, at jeg har oplevet sonisk intimitet af samme kaliber, som jeg har det med Tahliah Debrett Barnett aka FKA Twigs på LP1. Der er masser af høj høj kvalitet på debutskiven, hvor ydmyghed går fremfor alt, men det er med en konstant bevidsthed om, at hun har noget at have det i. Underspillede tilnærmelser i lydlig form. Dragende og smukt.

4. Angel Olsen – Burn Your Fire For No Witness

burn-your-fire2

Et af de mest hårrejsende musikalske øjeblikke jeg har haft i år, var i selskab med Angel Olsen i Barcelona under hendes fremførsel af nummeret White Fire. Denne lille kvinde med sin elguitar tryllebandt ganske enkelt spillestedet Apolo. Det var hendes sidste nummer af denne koncert, og i de syv-otte minutter sangen varede stod pelsen næsten omme i nakken på mig. Sikke en dybde, sikke en sjæl denne kvinde synger med. Det er ikke for sjov, at der er flere, der har nævnt Olsen i samme åndedrag som Mr. Leonard Cohen. Hør denne kvinde.

3. The Range – Panasonic EP

artworks-000072576452-pbv8jt-originalEn vildt overset fyr fra Providence ved navn James Hinton. Han producerer simpelthen noget fantastisk elektronisk musik, hvor luftige beats og vokalsamples en masse går op i en højere enhed. Selvom dette ‘blot’ er en ep, så er der simpelthen så meget kvalitet og fremtid her, at det er svært ikke at smide Panasonic meget højt på min årsliste, for dette er om nogen, en fyr, jeg har hørt igen og igen og igen. Krydser fingre for en snarlig DK-koncert, da hans koncert på 2014-versionen af Primavera Sound desværre faldt en smule til jorden i en kombination af tekniske problemer, kulde, blæst og dårligt fremmøde – på plade er der dog ikke en finger at sætte.

2. Aphex Twin – Syro

aphex-twin-syro

En elektronisk aha-oplevelse af de helt store i 2014 blev den længe ventede Aphex Twin-plade, Syro. En fantastisk alsidig plade, der bliver ved med at overraske. Det er nærmest som at lytte til en symfoni eller en anden større komposition i mere klassisk forstand, når man er i selskab med Richard D. James. De små figurer, underfigurer, kontrasterende figurer, der bliver med at opstå. Den originale brug af lyde, produktion og vokal. Det hele spiller for mig, på Syro, der iøvrigt også er årets cover-art – hvis du spørger mig.

1. Sun Kil Moon – Benji

sun-kil-moon-benji-cover

“I’ll go to my grave with my melancholy”, synger Mark Kozelek på Benji, som er et foreløbigt højdepunkt for Kozelek som Sun Kil Moon. Han har begået intet ringere end et skæbnefyldt og ufattelig dragende mesterværk, der  høste nye lyttere. Oh sol og måne, hvor er det godt i selskab med en af melankoliens mestre – vi følger ham gerne med ind på skæbnernes gravplads. Den bedste plade jeg har hørt i flere år.

playliste til lørdag

blaavinyl præsenterer

Rune og jeg er i forbindelse med vores aften på lørdag på Kulturstationen Vanløse, blevet bedt om at lave en playliste der vil blive spillet før, imellem og efter koncerterne. Så det har vi hygget os med hertil aften, hvor vi har fået stykket en noget blandet men god liste sammen og i kan enten høre resultatet herunder eller troppe op på lørdag og nyde den + de dygtige smukke unge damer, Ida Wenøe og Fine Glindvad i levende live.

Det sker kl. 20:30 på Kulturstationen Vanløse nu på lørdag d. 25. oktober. Tjek Facebook eventet ud her.

Lytter Til Stilheden

1511428_10152196407864006_3893490823221606658_n

Så skulle der sandelig også komme en samling musik, der kunne få denne skribent i tale. Long time no see!

Jørgen Leth og hans to kumpaner i Vi Sidder Bare Her har netop udgivet deres fremragende tredje album, Ingen Regning Til Mig. 

En utrolig samling af fine og yderst eftertænksomme numre, der efterlader stor lyst til refleksion. Leths evne til at lave tekster af simple ord med ufattelige meget nerve, er fortsat en fantastisk kombination med Toksvig og Simpsons musikalske genialiteter, der er både rolige, udsmykkende og tenderende til det yderst opløftende. Hør Kalkunhals for noget fra den dystre skuffe, Gennem Danmark for nostalgi-melankoli der drager, samt Mænd Græder med yderst ærlige (og forfriskende) budskaber.

Ingen Regning til Mig er en smuk samling af musik, der har taget Leths ærlighed, placeret den på det højeste punkt i Danmark, og inviteret os indenfor til det dragende skue.

Vi Sidder Bare Her – Lytter Til Stilheden

[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/135892572″ params=”color=0075cc&auto_play=false&hide_related=false&show_artwork=true” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

årets danske plader 2013 – rune

IMG_6447

Så blev året 2014 – og her lidt forsinket følger undertegnedes 2013-liste. Jeg begrænset min danske liste over årets album til fem styks for i år. Det er nu ikke fordi, der har manglet kvalitet inden for de danske grænser, for der har været utrolig meget med et fantastisk højt niveau. Zoo af Waldo & Marsha var for eksempel en stor overraskelse for undertegnede, mens Ice Cream Cathedrals debut også var af utrolig høj og drømmende kvalitet. Her er dog de fem, jeg har valgt at fremhæve for i år.

5. Synd & Skam – Center

Første gang jeg hørte De Hænder, der er at finde på Center, fik jeg en utrættelig trang til at vride min krop, kaste hovedet op og ned, spille luftguitar og slippe alle hæmninger. Gutterne fra Synd og Skam formår virkelig at skabe noget til tider abstrakt, noget til tider nærmest naiv musik, der trækker på instinkter og musikalitet mere end nogen andre i DK lige nu. En af de mest interessante danske udgivelser i år, sammen med deres anden udgivelse Lad Mig Falde Ind Til Dig.

4. When Saints Go Machine – Infinity Pool

Denne plade bryster sig af at indeholder en af dette års måske stærkeste titelnumre. Derudover bevæger WSGM sig ud af nye spændende græsgange med rap-indslag fra folk som Killer Mike. Disse gutter lyder stadig ikke som nogen andre, og det bliver de i høj grad ved med at udnytte til deres egen fordel.

3. 4 Guys From The Future – Adagio

TAMB056-web-large1

Bjarke Porsmose og co. fortsætter deres glimrende balancegang mellem kraut-rock og de poppede melodier pakket ind i en elegant og stemningsfuld forklædning. Det er døsigt, nærmest slentrende til tider, mens de store tanker også får taletid. Fremragende toer.

2. Mother Sparrow – I Made A Friend / Gust

Et uhyggeligt knugende album, der desværre er blevet alt for overset. Forgangne Mother Sparrow, der mistede blot 25-årige forsanger Jannick Wiinblad, har udgivet et udvalg af materiale, der var i arkiverne, og sat dem sammen til dobbeltalbummet I Made A Friend / Gust. Overséelsen skyldes muligvis, at musikken ikke er digitalt tilgængelig og skal opdrives på vinyl, men for søren, hvor de små hår rejser sig, når tonerne fra And Maybe We’ll Laugh rinder ud til denne linje: “The wind is right here / and will probably blow you out / and you’ll die / and you will not dwell here”.

1. Mellemblond – Lysvågen

mellemblond-e1365414165580

Det stærkeste dansksprogede album fra i år. Lysvågen holder ganske enkelt det højeste niveau hele pladen ud, og den står knivskarpt med Kristoffer Munck Mortensens fantastiske lyriske univers. Åbneren Vågnede En Morgen blive smukt flettet sammen af flere velvalgte guitarfigurer, hvor dovenskaben virkelig svømmer ind over én. Guitaren på Swimmingpoolens Blå er en sand fryd, den kække koklokke og Mortensens tørre vokal. Det er ubetinget den danske vinyl, jeg har lyttet mest til i 2013, og det er ganske enkelt fordi, at det er en formidabel plade, hvor der bliver balanceret fantastisk fint mellem en karakteristisk lyd, men også at bibeholde variation – og opretholde et ufatteligt talent udi sangskrivning. Det er ganske enkelt en fryd at lytte til.

RUNE: TOP 10 INTERNATIONALE ALBUM

8663961944_230f953db4_o

Så er året ved at være gået, og derfor naturligvis også albumlisten fra vores hånd i år. Der har som sædvanlig været utrolig meget fantastisk musik i løbet af året, der gik. Dette er blot et par håndfulde af nogle af dem, der er blevet nydt på anlægget og i høretelefonerne. Især har der for undertegnedes vedkommende været utrolig meget hiphop på listerne. En voksende del. Mens flere gamle elektroniske kendinger har kastet fremragende materiale af sig. De yngre elektroniske talenter er også begyndt at spille mig et puds, og der er for eksempel et bragende fravær af Disclosures fremragende Settle på denne liste, når jeg tager i betragtning, hvor meget den også har kørt på min playliste, derfor fortjener den helt eksklusivt et honourable mention. Anyway – glædelig jul, og god lyttelyst, skulle dette inspirere.

10. James Blake – Owergrown

Den britiske elektronisk/dubstep-inspirerede crooner hæver sig endnu engang fra masserne som en fantastisk sangskriver med den mest interessante drengemands-vokal, der er derude. Overgrown er en sand forevisning i, hvordan man med få midler, skaber et vedkommende album med stor diversitet.

James Blake – Overgrown:

9. Mark Kozelek/Desertshore – Mark Kozelek & Desertshore 

Red House Painters-frontmand også kendt som Sun Kil Moon eller bare Mark Kozelek har lavet en plade, der er gængs historiefortælling fra Kozeleks hånd, som vi kender den. Gribende fortællinger, der fortælles med så intens en tilstedeværelse og så overbevisende en facon, at det bliver både godt – og også rigtig godt.

8. Jon Hopkins – Immunity

Mens Boards of Canada bevæger sig i det organiske lydbillede, befinder Jon Hopkins sig – størstedelen af tiden – i den mere ‘mekaniske’ afdeling. Det er mere diskant, og manipulationerne virker mere udtalte. På Immunity når vi også ud på dansegulvene med Open Eye Signal, der virkelig er dansabel sag – men også mellow. Selvom man er uigennemtrængelig i nattens mulm og mørke, så kommer altid et efter. Det er her, vi er med Jon Hopkins.

7. Action Bronson – Blue Chips 2

BlueChips2-Cover

Klassens store dreng er atter i storform. Det er svingende. Det er vuggende. Det er storrytmik. Et flow, der virker så flydende, som indholdet af Bronsolinos egen vom. Stærkt mixtape, der her sniger sig med på listen.

6. King Krule – 6 Feet Under Beneath The Moon

Unge Archy Marshall imponerer på debutudgivelsen, der indeholder nogle fantastisk stærke melodier af en mand på hans alder. Easy Easy er fx skoleeksemplet på britens karismatiske vokal, der sådan set ikke behøver meget andet en akkompagnement fra simple guitarfigurer og lidt studieskabt tryllestøv.

5. Darkside – Psychic

Det kan godt være, at gruppen hedder Darkside, men i dette mørke er der altså virkelig mange facetter. Nicolas Jaar og Dave Harringtons projekt er utrolig vellykket. Jaars rolige elektroniske lydunivers høres tydeligt på pladen, der både er funky og groovende, men på en utrolig tilbagelænet måde. Der er rum til lytteren, som kan tage lyduniverset ind, og give det nye betydninger – også efter flere lyt.

4. Danny Brown – Old

dannybrown

Grinebideren Danny Brown fortsætter sin utrolig fængende ord-spytteri på Old, der virkelig har noget at byde på. Det er måske nok det mest helstøbte fra Detroit-rapperens hånd. Browns små-wack attitude skiller ham ud, og han formår at balancere mellem halvgal maniac og en mand med en historie. Der er virkelig noget at komme efter hos Brown, og det bør man ikke spare sig selv for.

3. Kanye West – Yeesus

Yeezy øser (atter) ud af sin overdådige attitude på Yeesus, der indeholder nogle af de mest selvfede linjer med nogle af de mest ambitiøse produktioner i år. Han lyder fortsat som musikbranchens mest usympatiske mand. Det er fantastisk, og betagelsen af storhedsvanviddet forbliver intakt i selskab med den selvudråbte gud.

2. Boards of Canada – Tomorrow’s Harvest

En fantastisk stemningsfuld udgivelse fra den elektroniske duo. For undertegnede en af de mest ventede udgivelse i år, og den skuffede ikke. De melankolske sletter, vi besøger i selskab med skotterne er et eftertænksomt sted, hvor der er plads til at dvæle. Der er plads til at nyde hver lille detalje, mens der er både melodiske, sfæriske og rytmiske forløb, hvor meget få når dem til sokkeholderne.

1. Savages – Silence Yourself

Der er en urkraft på spil hos de fire kvinder i Savages, der leverede et af dette års største musikalske oplevelser. Det er ikke sikkert, at stilen er banebrydende, men energien og stemningen er voldsomt dragende på Silence Yourself. Den soniske rusketur Jehnny Beth og co udsætter dig for, efterlader dig nærmest mundlam.

Savages – Shut Up

Glæd jer til min medskribents internationale liste i morgen. De danske lister rammer mellem jul og nytår.