gæsteindlæg – kikos

Kikos

Så er det blevet tid til et gæsteindlæg fra Kikos, for nu er der kun 1 dag tilbage til blaavinyl præsenterer… på Kulturstationen Vanløse. Køb din billet her. Det er blevet tid til lidt god historiefortælling af Valdemar Have fra Kikos, så læn dig tilbage med din formiddagskaffe og læs…

Jeg besøgte New Orleans for nogle år siden, hvor jeg boede på et virkeligt skrabet hotel i den forkerte del af byen, som én ud af tre gæster.
Den ene af de to andre så jeg kun da han overfusede portieren pga. problemer med kabel tv’et den nat jeg ankom, men den anden faldt jeg i snak med den anden aften jeg var der. Han hed Walt, var Vietnam veteran og tidligere Navy Seal, og han var i byen for at besøge en gammel ven.
Det første jeg lagde mærke til var, at han havde en pistol i et skæfte under sin brune læderjakke, og den kom til syne hver gang han strøg sit tynde grå hår tilbage – som han gjorde ofte – men han var virkelig venlig og fortalte mig hurtigt lange historier fra sit liv, der fik mine egne erfaringer til at virke mere end ligegyldige og jeg lyttede med beundring mens vi sad i det orange sofaarrangement i hotellets entré.
På et tidspunkt i løbet af aftenen kom han pludselig i tanker om, at han havde glemt at hente sine vitaminer på apoteket og spørger om jeg vil med hen og hente dem, og i øvrigt også besøge hans ven der bor ikke så langt der fra. jeg sagde hurtigt ja, selvom jeg egentlig overhovedet ikke havde lyst til at gå igennem det kvarter vi boede i efter mørkets frembrud, men jeg tænkte også at han vel ikke var den værste at følges med, og vi gik derned.
Efter at have diskuteret et godt stykke tid med apotekeren om at det ikke var det mærke han plejede at bruge, så accepterede han det til sidst og vi gik ud på gaden for at fange en taxa, der trods alt var lidt sikrere end at gå.
Lidt efter stoppede en gammel og ramponeret grå bil op foran os, og en meget lille skaldet mand spurgte på gebrokkent engelsk om vi skulle bruge en taxa? Jeg nåede ikke at sige noget før Walt havde sat sig ind, men det viste sig, at der faktisk var et taxameter i bilen og vi kørte så afsted.
Chaufføren, der var ungarer, sad helt ude på spidsen af førersædet, nærmest med hovedet foran rattet og med vidt åbne øjne og foden tungt på speederen og jeg var sikker på at han ville køre os direkte ud til en grusgrav for at henrette os uden at blinke…..
Det skete ikke…
Vi nåede i stedet frem til den gade Walt’s ven boede på og betalte og ringede lidt efter på døren til en faldefærdig bygning på et hjørne ved siden af en lukket kostumeudlejningsbutik.
Dørtelefonen skrattede ad helvedes til, men de kunne åbenbart kommunikere igennem støjen og vi blev lukket ind og gik op ad trapperne i en dunkel mørkegul opgang.
I døren på tredje sal stod en gammel og spinkel sort mand iført et slidt lysegråt joggingsæt og læderhud og smilede og bød os velkommen, og selvom han hverken vidste hvem jeg var eller at jeg også var en del af selskabet, sagde han ikke andet end hej og velkommen og viste os ind i stuen der havde en øjeblikkelig følelse af ensomhed over sig. Han hed Bobby.
Walt og Bobby satte sig begge to ned i sofaen og jeg fik en spisebordsstol på den anden side af sofabordet og et glas mælk. Bobby spurgte roligt hvem jeg var, og jeg forklarede at jeg bare var på gennemrejse og langt væk fra, men at jeg havde mødt Walt på hotellet og at han havde inviteret mig med.
Jeg forstod inden længe, at Bobby var tidligere medlem af Black Panthers, at han i øvrigt var Amerikas første sorte Elvis imitator, og at ham og Walt kendte hinanden fra ’60’ernes demonstrationer imod alt det der også var galt dengang som de sagde.
De sås sjældent, men når de gjorde, var det altid hos Bobby, fordi han ikke kunne rejse pga. slemme rygproblemer efter for mange minutiøse optrædener som kongen af Rock’n’Roll.
Timerne gik og de snakkede begge to roligt og fåmælt og jeg sad mest bare og lyttede, indtil det pludselig gik op for Bobby at klokken var lidt over elleve og at det radioprogram han hørte hver aften var gået i gang. Han tændte for radioen i et gammelt stereoanlæg fra firserne der skrattede næsten lige så meget som dørtelefonen, men vi kunne dog lige ane en komprimeret stemme der præsenterede ét af de gode gamle numre fra dengang man også fortalte tilfældige løgnehistorier når man ikke havde noget andet musikalsk at sige…..

Vi håber at se jer på fredag!

Leave a Reply