Koncerter i 2011 – en top fem

Iceages amerikanske debut, Public Assembly, Brooklyn. Juni 2011.

Året der er gået har været et utrolig omfangsrigt koncert-år. Koncerten, der jo som flere antyder, (igen) får en større og større betydning, og som man kan mene, bliver en fare for kunstnerne hver især, da undertegnede (Rune) har en stigende fornemmelse af, at mange musikere kan risikere at udvande efterspørgslen ved netop, at være så tilgængelige overalt på livescenen.

Er det nogle gange nødvendigt at springe en by over her og der, for at bevare interessen? Eller sætte mere eksklusive arrangementer op? Jeg ved det ikke, det er egentlig bare en undren, jeg har gået med, og det er ikke nødvendigvis korrekt, men eksklusivitet er da en efterspurgt ting, og hvis man kan sige, at man har været til et arrangement, som kun 100 har set – så tror jeg, at det har en noget større effekt på publikum, end hvis der er 1000, der har set dig.

Jeg tror endda, at man kan tillade sig, at skrue prisen tilsvarende op – har man et produkt, der er godt nok.

En ting er dog sikkert. Det må højne kvaliteten, at selv ikke udgivne kunstnere, kan turnere vidt og bredt (Reptile & Retard aka. Retard Youth, Deer Bear og mange flere), og nye debuterende danske kunstnere, der har fået vind i sejlene (iceage (billedet), Dad Rocks! og mange flere).

Her følger ikke mindst vores ydmyge bud på en liveliste fra 2011. En svær opgave – skulle jeg hilse og sige.

 

Rune:

#5: (24-07-2011) Global Soul Night: Stevie Wonder, Ricky Minor & Friends (Janelle Monae, Charles Bradley, Sharon Jones, Grace Potter o.m.fl.), Hollywood Bowl, LA:

– En vanvittig oplevelse i Los Angeles. Købte billetter for lidt over hundrede kroner, og fik altså virkelig mange verdensstjerner for pengene. Det var Global Soul Night, som egentlig var en tribute i anledning af Marvin Gaye-pladen What’s Going On’s 40-årige jubilæum.

– Janelle Monae og Charles Bradley, der optrådte som gæster, havde imidlertid kørt på min mp3-afspiller hele sommeren, så det var helt utrolig fedt, at opleve dem i selskab med Wonder, og så på en legendarisk scene, som Hollywood Bowl er (The Beatles spillede der blandt andet i august 1964 og august 1965, som siden hen er udgivet på et livealbum).

#4: (02-06-2011) Ariel Pink’s Haunted Grafitti + R. Stevie Moore, Irving Plaza, New York

– En vanvittig koncert med altid fantastiske Ariel Pink og co. Den blev ikke mindre vanvittig af, at R. Stevie Moore – Ariel Pinks mentor – varmede op. Han kom ud, som det ses på billedet og råbte: “SWAG!” Efterfulgt af: “This is for all the bitches in the house”. Så er man ligesom i gang. Tydelige musikalske paralleliteter, og Ariel Pink var da også at finde på et par numre.

– Ariel Pink’s Haunted Grafitti leverede virkelig varen, og når de kan fyre numre som: Bright Lit Blue Skies, L’estat (acc. to the widow’s maid), Fright Night (Nevermore), Round and Round og ikke mindst Berverly Kills af fra Before Today-pladen, så er undertegnede solgt.

#3: (06-05-2011) The Antlers (Pre-tour concert – performing Burst Apart), Knitting Factory, Brooklyn:

– Jeg opholdt mig tre måneder i New York i foråret, og der købte jeg billet til en koncert i starten af The Antlers’ tour. Pludselig så jeg dog, at de holdte en pre-tour koncert på et mindre spillested. Den var gratis, men startede først på den gode side af midnat. Jeg tror, at jeg så koncerten med 100 andre, og vi fik seriøst noget “for pengene”.

– De spillede hele Burst Apart-pladen fra ende til anden, og derefter fulgte et par favoritter. Det var voldsomt intenst på det lille spillested Knitting Factory (der i øvrigt lå på Manhattan i gamle dage, og hvor der findes en fantastisk bootleg-optagelse med Jeff Buckley fra dette sted).

Du kan faktisk downloade hele The Antlers-koncerten via NYCtaper.

#2: (22-07-2011) Soundgarden + The Mars Volta, Forum, Inglewood, LA:

– Soundgarden OG The Mars Volta på samme aften var næsten for godt til at være sandt for mit lille rockhjerte. Chris Cornell har stået på toppen af min liste, over folk jeg SKAL opleve, så jeg var svært tilfreds med, at kunne krydse denne af.

– Som det fremgår af billedet, var det ikke de bedste pladser, men det gjorde nu ikke så meget. Vi fik alt, hvad vi overhovedet kunne bede om – tror gruppen spillede i 2 1/2 time. Jeg nød især torden-riffet fra 4th of July, men generelt bare en fantastisk oplevelse fra reunion-gruppen.

#1: (16-06-2011) Atlas Sound + White Rainbow + Lichens, St. Cecilia’s Church, Brooklyn

– Min bedste koncertoplevelse i år var Bradford Cox i Atlas Sound i en kirke i Brooklyn i forbindelse med Northside Festival (ja det hedder den faktisk også). Derudover havde han fået følgeskab af to elektroniske connoisseurs, hvor især White Rainbow er stærkt anbefalelsesværdig (Check især dette gratis album ud på Bandcamp).

– Cox spillede helt selv, med de pedaler på billedet ovenfor. Det var en af de koncerter, der i min bog har fået mærkatet: Magisk. Han spillede blandt andet Sheila og Walkabout, samt en del materiale fra Parallax der endnu ikke havde set dagens lys. Jeg hæftede mig dengang ved nummeret Terra Incognita – en lidt spøjs titel, man ikke lige sådan glemmer. Det er stadig en af mine favoritter fra 2011 – det nummer. Derudover var han bare helt afslappet og meget ydmyg, og folk var musestille – en stor respekt for denne mand, blev klart fornemmet, og det så sandelig helt fortjent. Må vi bede til en Roskilde koncert eller andet i det kommende år.

Rikke: 
– Det er altså langt fra alle mine 5 koncert jeg har stemningsbilleder fra, men der er da et par stykker. Efter at have gennemgået mit koncertår 2011, er det gået op for mig hvor sjældent jeg egentlig kommer andre steder hen end Stengade for at se koncerter + at mange af dem jeg så endelig vælger at tage ud og se, ofte er de samme… Så måske et nytårsforsæt i 2012 skulle hedde flere koncerter? Det kunne dog alligevel godt blive til en top 5. For selvom det har været lidt sløvt med antallet, så har det alligevel været et år der har været rigt på de helt fede oplevelser…

#5: Teitur juleshow @ Loppen d. 16. december
– Det var én af de her aftener hvor man genopdager noget musik man ikke havde dyrket længe og det går op for én at man kan hver eneste sang udenad, som om man ikke havde bestilt andet. Alt i alt en fantastisk hyggelig og uformel tur ned ad memory lane og den skæve julemand med hans glowsticks, gjorde det ikke mindre underholdende.

#4: Take That @ Parken d. 15. juli

– En barndomsdrøm gik i opfyldelse ved et tilfælde, og det gik helt klart hen og blev én af de bedste koncertoplevelser i år. Det var stort!

#3: The Eclectic Moniker @ Lille Vega d. 4. november
– Sommer i Lille Vega i november. Jeg oplevede dette band for første gang da de vandt KarriereKanonen på Stengade i maj, hvor salen med ét forvandlede sig til én stor fest. Det samme skete i Lille Vega denne kolde november aften, hvor undertegnede og min medskribent her på bloggen begge havde en fantastisk oplevelse.

#2: Beirut @ Wellmont Theatre, New Jersey, NY 13. maj

– Det har altid været min drøm at opleve mindst 1 koncert i følgende storbyer rundt omkring i verden, London, Berlin, Amsterdam, New York og Paris, så det var derfor en drøm der gik i opfyldelse, da undertegnede og min kære medskribent oplevede denne koncert i det gamle teater i New Jersey. Ikke alene var musikken fantastisk, men det var også meget inspirerende at opleve hvordan amerikanernes koncertkultur er.

#1: The Antlers @ Lille Vega 27. november
– Det var lige med hængende hår at jeg ikke fik oplevet denne koncert pga. en tur på skadestuen som trak ud. Men på grund af stormen som hærgede over Danmark den selvsamme dag, blev koncerten heldigvis forsinket, så jeg kunne få fornøjelsen af at opleve én af de koncerter jeg har glædet mig allermest til i år, og den levede såsandelig også op til forventningerne. Smukt med smukt på!

Min indre poptøs

Som jeg har nævnt tidligere herinde, var jeg ret tosset med Take That dengang jeg var 9-10 år. I samme forbindelse optog jeg en koncert i fjernsynet på VHS, og så koncerten igen og igen og ønskede at jeg engang ville blive én i havet af publikum og lightere (som ironisk nok er blevet skiftet ud med mobiler nu til dags). Siden er jeg gået hen og blevet voksen og har egentlig lagt Take That på hylden for længst. De kom ikke engang ned da de annoncerede at de blev gendannede eller da Robbie sidste år langt om længe joinede de andre fire. Samtidig har jeg sjovt nok heller aldrig været tosset med de her store stadion koncerter, da jeg er til de mere intime rammer. MEN min indre poptøs har været ved at gå til af misundelse og hvad har vi ikke det seneste stykke tid, fordi jeg ikke skulle i Parken og se dem. Så da muligheden pludselig dukkede op ud af den blå luft i går aftes, sprang jeg til på trods af at jeg var dødtræt og lidt på vej i seng. Afsted jeg skulle…

Det var et øredøvende brøl af skrigende kvinder og piger der mødte mig idet jeg ankom og forvirret fandt frem til min siddeplads. Og sikke en sceneopsætning! Jeg var lidt sent på den, rundtosset og ankom lige idet Robbie Williams gik på med sin solodel af showet, som jeg synes var pænt malplaceret i forhold til at der står Take That på min billet. Ikke at man skal undervurdere nogle af de pop-perler han har i sit bagkatalog (Angels hænger dog undertegnede langt ud ad halsen), men så kunne han da i det mindste have tænk lidt kreativt hvis han så gerne ville have sine sange med på setlisten, og få de andre med på den ene eller anden måde. Det skal ikke være nogen hemmelighed at Williams i sin tid i mine øjne og ører var den jeg mindst brød mig om i Take That…men det har sjovt nok ændret sig betydeligt med årene af forskellige årsager. Én af dem, er at han er den med den stærkeste sangstemme i bandet.

Jeg havde svært ved at fange stemningen, som jeg skiftevis sad og stod imellem både unge og ældre kvinder og mænd der øste den ene fadøl indenbords efter den anden, og vuggende skrålede i takt til de fleste af numrene (selvfølgelig allerhøjest til hitsene), men det ændrede sig heldigvis gradvist da Gary Barlow satte sig ned ved et flygel, og de fyrede en lille medley af med nogle af alle de gode gamle numre. Men det var stadig som om en antiklimaks nagede mig. Det var kun når de hev sange frem fra 90’er bagkataloget at jeg glemte alt om det og fandt mig selv stå og skråle med og blive helt grebet af sceneshowet. Resten af tiden følte jeg lidt at jeg var malplaceret og en del af en stor havefest af den slags jeg ikke er den store fan af. Men det var nu dejligt endelig at få min drøm opfyldt, på trods af at det er så mange år siden, og at jeg på ingen måde har helt det samme for dem længere. De kan dog stadig lave fine sange som videoen nedenfor demonstrerer perfekt. Uanset hvad, har jeg stadig stor respekt for drengene der er gået hen og blevet mænd, og for den måde de stadig prøver på at være i øjenhøjde med deres publikum.

Beskriv dit musikalske univers på 30 dage del 2

day 11 – a song from your favorite band: The Whitest Boy AliveBurning

day 12 – a song from a band you hate: Limp BizkitRollin
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/413144″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

day 13 – a song that is a guilty pleasure: SiaBreathe Me
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/9483113″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

day 14 – a song that no one would expect you to love: Take ThatRelight My Fire

day 15 – a song that describes you: Mamas and PapasMake Your Own Kind Of Music

day 16 – a song that you used to love but now hate: Tim ChristensenRight Next To The Right One

day 17 – a song that you hear often on the radio: Tim Christensen Right Next To The Right One

day 18 – a song that you wish you heard on the radio: The Tallest Man On EarthKids On The Run
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/7707478″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

day 19 – a song from your favorite album: Ed HarcourtApple of My Eye

day 20 – a song that you listen to when you’re angry: The Cooper Temple ClauseTalking To A Brick Wall
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/13214121″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=0646f0″ width=”100%” height=”81″ ]

Kommentarer:
#11 Denne kategori fik mig til at indse at jeg faktisk ikke rigtig har noget yndlingsband. Jeg tror jeg er vokset fra det. Men Whitest Boy Alive er et godt bud.

#12 Den behøver jeg vist ikke skære ud i pap.

#13 Jeg arbejdede på Nykredit for nogle måneder siden, og var ved at blive sindssyg af at høre denne sang hver gang jeg ventede på at der var nogen der tog telefonen i den anden ende. Samtidig er den én af de der rigtig gode perler, som sikkert især efter X-Factor optrædenen, gør den til en guilty pleasure. Jeg ved det ikke. Jeg har i hvert fald et lidt ambivalent forhold til den.

#14 Yes, jeg var fan af Take That da jeg var yngre. Og jeg synes stadig deres 90’er albums holder.

#15 Min veninde dedikerede engang denne sang til mig, og jeg har holdt fast i den lige siden.

#16 Har simpelthen hørt den for mange gange. Men had er et stærkt ord.

#17 Jeg hører ikke så tit radio, men når jeg endelig gør, spiller de denne sang 9 ud af 10 gange.

#18 Ubeskrivelig smuk og catchy sang, som burde få lidt mere airplay.

#19 Jeg kan vist ikke komme udenom ham.

#20 I det hele taget den plade, Kick Up The Fire, And Let The Flames Break Loose fra 2003, er en sikker vinder når hele verden går mig imod.

X-Factor og boybands

Jeg har slet ikke fulgt med i denne omgang X-Factor, men er helt tilfældigt kommet til at sidde og se finalen, som løber af stablen i skrivende stund. Det er som om de bygger sådan en bestemt stemning op – selvom det slet slet ikke er det samme som sidste år, da jeg havde fulgt mere med – men jeg er skam fanget! Også selvom jeg ikke synes at der er nogen som helst af finalisterne der behøver at vinde! Jeg misunder dog deres optræden med Take That, og syntes da også at det var ret kikset at de absolut skulle synge ‘Patience’ lige inden Take That trådte ind på scenen. Er der ikke en uskreven regel for sådan noget ? – Du hører da heller ikke f.eks. Flaming Lips lige inden selvsamme band går på scenen på pågældende spillested…vel ?

Du undrer dig sikkert over at jeg misunder dem for at have stået på samme scene som Take That, men det findes der selvfølgelig en forklaring på. Da undertegnede var 9-10 år gammel i start/midt 90’erne, var du enten fan af Boyzone eller Take That, hvis du ikke lige havde fået ørerne op for grungen. Jeg nåede lige netop at hoppe med på Take That vognen inden de gik i opløsning i 1996. Mark Owen med den spædeste stemme i gruppen, var underligt nok mit store idol og der har selvfølgelig ikke været noget boyband der siden har kunne gøre så stort indtryk på mig som de gjorde i sin tid. Så det var derfor helt sjovt pludselig at befinde sig i samme barndoms-iver, da de trådte ind på scenen i TV, og opleve den misundelse der straks vældede op i mig. Haha! Det skal da lige tilføjes, at de langt fra er det samme efter de er blevet gendannet.

Meget passende, er Robbie Williams forresten i dag trådt et skridt nærmere sin gamle gruppe, hvilket vel kun kan være godt nyt. Måske de kommer nærmere deres gamle jeg når/hvis han kommer tilbage ? – Det vil vist kun tiden vise.

Nå, nu røg Mohamed ud af X-Factor. Det skulle ikke undre mig hvis det er Alien Beat Club der løber af med sejren, for det er dem jeg har hørt mest om uden overhovedet at følge med. Linda har iøvrigt noget Hanne Boel over sig (udseenet!)… Jeg ser iøvrigt allermest denne finale i et forsøg på at samle inspiration til mit bachelor projekt, som står og banker på lige om hjørnet. Mere herom i et fremtidigt indlæg…

Og selvfølgelig skal i da lige have én af mine favoritter med her på falderebet. Det var dengang der var mainstream-pop til!: