X-factor – et Game Show

Jeg har flere gange på denne blog givet udtryk for hvor interessant jeg synes fænomenet ved programmer som X-Factor er. Aftenens program af ovennævnte har fået mig på banen igen…sikke et intenst program!

Der var igennem hele aftenen en ret agressiv stemning blandt dommerne, og de gange både Blachman og Cutfather var ude med riven, havde undertegnede skræmmende nok tænkt samme tanke som dem under sangen, nærmest ordret. Rosendahl’s raseri i finalen var både ikke overraskende og overraskende på én gang. De efterhånden mange gange undertegnede har mødt hende i tidens løb, havde jeg svært ved at forestille hende bryde ud i lys lue som hun gjorde i aften, men på samme tid var det præcis det der manglede fra hende. Det dur ikke at være den konstant forelskede og positive dommer, som man nærmest aldrig kunne forestille sig være i forsanger i et band som The Storm (hvilket er et projekt jeg heller aldrig helt har forstået hende i, men det er en anden side af historien). Kort sagt var det rigtig dejligt endelig at se hende tænde af og hamre i bordet.

MEN…! Fejlen her er at hun som dommer går ind i spillet med følelserne på ydersiden. Respekt for at have hjertet med…men som ordsproget siger; Kærlighed gør blind, og som jeg så det her til aften, blev Rosendahl forvandlet til den ultimative hønemor idet hun reagerede som hun gjorde, hvorimod Blachman agerede den hårde læremester og sagde aftenens mest realistiske og rigtige sætning; “Det er et game show, det ved vi, så skal i lade være med at melde jer. Man ryger lige pludselig herned, og sådan er det!”
Blachman er tydeligvis den eneste af de to der i virkeligheden har forstået pointen med hele det show. For den vat Rosendahl tydeligvis prøver at pakke deltagerne ind i, er jo netop den tåge af en drøm som programmet forsøger at sælge: “få en karriere som popstjerne på rekordtid!”. Netop den karriere de vil opnå, opnåes i virkelighedens verden netop ikke uden blod, sved og tårer, og Blachman’s hårde tilgang til dem, får dem jo netop til at vokse med opgaven. Tårer er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

X-Factor er og bliver et gameshow og jeg elsker det højere og højere for hver gang jeg ser det pga. en dommer som Blachman, som i så stor grad kæmper på musikkens præmisser og hverken lefler for drømmen, kendtheden og hvad har vi ikke som ungdommen nu til dags er så pokkers fokuseret på.

X-Factor og boybands

Jeg har slet ikke fulgt med i denne omgang X-Factor, men er helt tilfældigt kommet til at sidde og se finalen, som løber af stablen i skrivende stund. Det er som om de bygger sådan en bestemt stemning op – selvom det slet slet ikke er det samme som sidste år, da jeg havde fulgt mere med – men jeg er skam fanget! Også selvom jeg ikke synes at der er nogen som helst af finalisterne der behøver at vinde! Jeg misunder dog deres optræden med Take That, og syntes da også at det var ret kikset at de absolut skulle synge ‘Patience’ lige inden Take That trådte ind på scenen. Er der ikke en uskreven regel for sådan noget ? – Du hører da heller ikke f.eks. Flaming Lips lige inden selvsamme band går på scenen på pågældende spillested…vel ?

Du undrer dig sikkert over at jeg misunder dem for at have stået på samme scene som Take That, men det findes der selvfølgelig en forklaring på. Da undertegnede var 9-10 år gammel i start/midt 90’erne, var du enten fan af Boyzone eller Take That, hvis du ikke lige havde fået ørerne op for grungen. Jeg nåede lige netop at hoppe med på Take That vognen inden de gik i opløsning i 1996. Mark Owen med den spædeste stemme i gruppen, var underligt nok mit store idol og der har selvfølgelig ikke været noget boyband der siden har kunne gøre så stort indtryk på mig som de gjorde i sin tid. Så det var derfor helt sjovt pludselig at befinde sig i samme barndoms-iver, da de trådte ind på scenen i TV, og opleve den misundelse der straks vældede op i mig. Haha! Det skal da lige tilføjes, at de langt fra er det samme efter de er blevet gendannet.

Meget passende, er Robbie Williams forresten i dag trådt et skridt nærmere sin gamle gruppe, hvilket vel kun kan være godt nyt. Måske de kommer nærmere deres gamle jeg når/hvis han kommer tilbage ? – Det vil vist kun tiden vise.

Nå, nu røg Mohamed ud af X-Factor. Det skulle ikke undre mig hvis det er Alien Beat Club der løber af med sejren, for det er dem jeg har hørt mest om uden overhovedet at følge med. Linda har iøvrigt noget Hanne Boel over sig (udseenet!)… Jeg ser iøvrigt allermest denne finale i et forsøg på at samle inspiration til mit bachelor projekt, som står og banker på lige om hjørnet. Mere herom i et fremtidigt indlæg…

Og selvfølgelig skal i da lige have én af mine favoritter med her på falderebet. Det var dengang der var mainstream-pop til!: