Roskilde Festival – blaa vinyl

året der gik – 2017

Der kommer ingen topliste over årets bedste plader i år. Men det betyder ikke at musikken ikke har fyldt godt i 2017, for det har den nemlig. Det har bare været alle andre steder end pladespilleren, som i jo nok også har kunne fornemme herinde. I foråret havde jeg travlt med at være med til at arrangere og afvikle Music Days i Odense, og tog derefter direkte ned på Musik- og Teaterhøjskolen i Sønderjylland, hvor jeg på rekordtid satte en bandkonkurrence op med 8 deltagende bands (6 af dem udefra). Midt i alt det, lavede jeg traditionen tro en optakt herinde til SPOT Festival, og sad for 4. år i træk i lytteudvalget til UHØRT Festivalen. 2017 var også året hvor jeg for første gang i 4 år skulle på Roskilde Festival. Denne gang som festival-frivillig, men jeg nåede kun at gennemføre min første vagt, før jeg måtte lægge mig syg. Det vil sige at jeg ikke nåede én eneste koncert på festivalen. Hele juli gik med at koncentrere mig om at komme ovenpå sygdommen, og det foregik i Jylland…langt væk fra min pladespiller. Det var vigtigt for mig at komme ovenpå igen, så jeg kunne komme til UHØRT Festivalen i august, og det kom jeg. Det var dejligt igen at kunne hænge ud med vennerne, og gå rundt på den lille festivalplads, og opleve en masse fede bands, og blive inspireret. De sidste 4 måneder af 2017 har ikke været så musikalske, men til gengæld har de været kulturpolitiske.

Der har været mange musikalske højdepunkter i år…

Det var året hvor Ed Harcourt gav den længste, og nok bedste koncert jeg nogensinde har oplevet med ham. Han var i et strålende humør, og beviste sine multimusikalske evner til fulde. Under ét af mine favoritnumre (‘Until Tomorrow Then‘) hoppede han ned fra scenen, og gik rundt blandt publikum og sang, da han får øje på mig i mængden og kommer hen og krammer mig, alt imens han synger videre. Det var et stort øjeblik. Efter koncerten blev jeg inviteret backstage, og efter en lille øl og en snak om alt muligt, tog jeg mig endelig mod til at få taget en selfie med den mand jeg ifølge Spotify, har lyttet allermest til i år (og det er ikke første år det ser sådan ud).

I april tog jeg spontant til Timber Timbre inde på Bremen, og gik bestemt ikke skuffet hjem.

Årets SPOT Festival bød bl.a. på en meget meget smuk koncert med Teitur og Nico Muhly.
Teitur og Nico Muhly – et lille klip

Ugen efter SPOT, var jeg vidne til Bisse’s store triumf i et udsolgt Store Vega. Og hvilken én!

I august blev jeg meget bjergtaget af den plade jeg nok er endt med at lytte allermest til i 2017, og som selvfølgelig ville have kandideret til at være én af årets bedste plader, hvis jeg havde nået at lytte lige så meget til alle de andre sikkert gode plader der er derude.

Jeg håber jeg kan komme på Heartland Festival i 2018, og opleve dem live.

Og så var der Sigur Rós, der spillede taget af Forum i oktober:

Ifølge Spotify, ser mit musikalske digitale 2017 sådan her ud:

Lad os håbe på et endnu vildere 2018, hvor jeg får skrevet endnu mere på bloggen her, får lyttet til endnu mere musik (også nyt musik), og får taget på endnu flere musikalske eventyr. I første omgang kan i sætte kryds i kalenderen d. 2. marts, hvor vi igen præsenterer god musik på Kulturstationen Vanløse. Stay tuned for mere info.

Rigtig godt nytår!

sommer lydtapet

Det er som om at jeg har en tendens til at lytte til meget melankolsk musik når det bliver sommer. I 2013 havde Sigur Rós f.eks. en stor plads i mit hjerte, dels pga. deres fremragende plade Kveikur fra samme år, og ikke mindst også fordi de spillede en smuk smuk koncert på Roskilde Festival samme år. Fordi jeg har lyttet så meget til Minor Victories og Explosions In The Sky de sidste par uger, er jeg havnet i Sigur Rós land igen og pladen Takk… fra 2005 har endelig åbnet sig for mig;

Radiohead har også fået en lille revival efter at jeg hørte noget af deres nye materiale i den lokale pladeforretning sidste fredag, og nummeret Daydreaming fra deres nye plade A Moon Shaped Pool har gjort indtryk;

Når det så bliver lidt for højtragende og melankolsk, skifter jeg over til Caribou;

Vi slutter lige sommer-lydtapetet af i et lidt mere muntert hjørne her med amerikanske BØRNS, som jeg først for nyligt har spottet, er blevet ret glad for og ser frem til at opleve live på onsdag d. 29. juni i Amager Bio;

Det er et lidt blandet sommer lydtapet, men det beskriver meget godt hvor jeg er lige nu.

præ-roskilde-blues

Alle taler om denne her post-Roskilde-blues som kan opstå efter 1-2 uger på græs ude på Roskilde Dyreskueplads i slut juni / start juli. Jeg har den seneste uges tid fået udviklet det man kan kalde præ-Roskilde-blues, fordi jeg indtil nu har været fast besluttet på ikke at skulle afsted, da både min bankkonto og mit sind trænger til en pause fra alt det koncertræs. Men jo nærmere festivalen kommer, jo mere går det op for mig hvor meget jeg egentlig gerne vil afsted. Det gik især op for mig i mandags, da jeg i min jeg-er-færdig-med-skole-rus, stod og nørdede i gode venners selskab, og snakken faldt på Future Islands, og denne live-optræden blev sat på:

Hvordan kan jeg tillade mig selv at gå glip af sådan en karismatisk optræden? Ak oh ve.

Jeg var faktisk tæt på at komme afsted for nogle uger siden, men det gik i vasken. Inden det gik i vasken satte jeg mig dog ned og begyndte at kigge på hvilke navne jeg absolut måtte tjekke ud hvis nu…

Udover ovennævnte Future Islands, er Deerhunter helt klar også blandt de navne jeg bliver nødt til at opleve inden alt for længe. Sangen her minder mig om New York. En aften Rune, hans kæreste og jeg var ude og spise på Diner i Williamsburg, drønede hele Halcyon Digest pladen over højttalerne, så hver gang jeg har lyttet til pladen siden da, minder det mig om denne fantastisk hyggelige aften hvor vi efter den fine middag, gik over Williamsburg Bridge og nød udsigten af Manhattan skyline i solnedgangen, og endte med en lang gåtur igennem Little Italy:

Én af 00’er favoritterne, som det af uransaglige årsager endnu ikke har lykkedes mig at opleve live, nemlig; Interpol. De behøver vist ikke videre præsentation:

Mogwai…suk:

Efter hans koncert på Bremen under FROST Festival, har jeg fortrudt at jeg ikke kom ind og så Connan Mockasin, som eftersigende skulle være det vildeste live. Så gør dig selv den tjeneste og tjek ham ud:

Der er helt sikkert en god stak bands som jeg ikke har nævnt i det her indlæg, og helt sikkert en lang række danske bands, men når nu jeg ikke skal afsted er der jo heller ikke grund til at træde ret meget mere rundt i det…

God festival til jer der skal afsted.

Communions – VICE x WiMP Session

For nogle uger siden var jeg for første gang nogensinde en tur forbi Byhaven ved Pumpehuset, hvor VICE x WiMP den pågældende aften stod for programmet. På aftenens plakat var danske Communions, Schultz and Forever og engelske Glass Animals. Undertegnede var primært kommet for at se Schultz and Forever, da de eftersigende skulle være vokset betydeligt i udtrykket på rejsen fra debuten til den næste plade som udkommer i efteråret. Kan hilse og sige at der er noget at se frem til!

Communions har jeg fulgt lidt i periferien det seneste års tid, og det er så sandelig også et band der er vokset med opgaven. Det er et band man kan have en umiddelbart tendens til at sætte i den mere punkede kategori, men ved nærmere lyt har de faktisk mange spændende elementer i deres musik som sender referencer i alle mulige retninger, som man især kan fornemme i nummeret Whereever som VICE x WiMP Sessions har optaget fra aftenen:

Er du blevet nysgerrig, så kan du høre mere Communions her, og hvis du er så heldig at skulle på Roskilde Festival, spiller bandet der d. 1. juli:
[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/playlists/25765574″ params=”color=0066cc&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”450″ iframe=”true” /]

Roskilde Festival 2013 – Rikke fortæller og anbefaler

Roskilde Festival 2013

195 navne på 8 dage. Da jeg skulle finde ud af hvor tætpakket mit Roskilde skulle blive i år blev jeg ganske overrasket. Lørdag skulle vise sig at være den eneste dag jeg har mere end 5 navne på programmet, og rigtig mange af de resterende navne på programmet ringer ikke en klokke i mit musikalske univers, så jeg fornemmer lidt på det hele at mit Roskilde bliver en god blanding af gode gamle kendinge, bekendtskaber man får et større indtryk af og så de navne man ikke anede skulle være en del af éns musikalske univers. Jeg vil i dette indlæg prøve og komme med et par bud på hvad der er anbefalelsesværdigt at se på dette års Roskilde.

Undertegnede har allerede været afsted på festivalen både i lørdags og i går, søndag. Det er første gang nogensinde at jeg når at opleve warm-up dagene og det var vildt at overvære da hegnet væltede og campingområdet rimelig hurtigt blev fyldt op med telte og pavilloner (se billede herunder). Stødte også ind i ét af postbuddene fra Dream City’s postkontor-lejr, som kiggede forbi Stengade baren i Street City og stolt poserede i sit præ-kostume.

Roskilde run + postmand per

Poetry In Mono er iøvrigt også repræsenteret i Stengades bar i år. Dels på drinkkortet, men også med en fin lille tagline på infovæggen i baren (se billede øverst). Vi er rigtig stolte af det og oprigtigt glade for at grafikerne der står bag infovæggen valgte at skrive i blåt, da det står godt til konceptet og bloggen her.

Nå…til musikken. Lad os starte på toppen. Af de bands jeg glæder mig allermest til at se, må det være islandske Sigur Rós som ifølge mig har begået én af årets plader! De kommer ligeledes kommer til at slutte min festival af lørdag nat. Det bliver storslået!

De norske Dråpe som spiller i aften på Pavilion Junior vil jeg også anbefale varmt. Her er tale om drømmende guitarstøj med en snert af pop til den søde tand. I morgen når jeg er tilbage på Roskilde skal jeg helt klart tjekke Travelling Tribes ud, som jeg endnu ikke har haft fornøjelsen af at opleve live.

I går oplevede jeg Navneløs på Pavilion Junior. Koncerten bar desværre meget præg af at de dels ikke havde deres to cellister med, men i den grad også af at lyden var alt for høj og bas og guitar var alt for dominerende, så deres ellers så detaljeorienterede udtryk druknede. Den knap så gode start på den musikalske del af min festival blev dog hurtigt vendt til det bedre da Rewolmer feat. Lotte Rose fyrede op under deres atmosfæriske ambient på Apollo, som man kunne stå der og vugge til i solen.

Derudover er jeg spændt på at se Vinnie Who åbne Orange torsdag. Og håber på at se følgende: Jake Bugg, Animal Collective, Martin Ryum, Efterklang, Ásgeir Trausti, Indians, The National og Quadron. Hvis min energi stadig er der søndag, ville jeg også meget gerne opleve My Bubba og Black Rebel Motorcycle Club. Og så er jeg spændt på at se hvad jeg ellers løber ind i af musikalske oplevelser. Der plejer som regel at være mindst én uventet overraskelse på Roskilde. Vi ses derude!

Rrrrrroooooooskiiiiiildeeeeee!!!

Jeg havde ellers besluttet mig for ikke at have noget som helst med Roskilde at gøre i år, da jeg skal koncentrere mig om skolen, og derfor hverken har tid eller råd til at komme på festival. Stengade, min anden familie, har ellers gang i festivalens største bar i år (billede herunder), hvor jeg kunne have arbejdet mig til den halvpebrede festivalbillet. Men jeg har ikke haft overskuddet.

Anyways. Grunden til at jeg alligevel skriver et indlæg om Roskilde på trods af at jeg ikke skal afsted, er fordi jeg i går ved et tilfælde overværede Linkoban‘s produktionsøver på Stengade. Det er ikke noget musik jeg normalt dyrker som sådan, men det fangede mig alligevel og fik mig til at ønske at jeg kunne hoppe med publikum når de fyrer op for et brag af en fest på Pavilion Junior i aften kl. 20:30. Så gør dig selv den tjeneste at kigge forbi Linkoban i aften. Det bliver superfedt!!

Og når jeg nu alligevel er igang med at anbefale bands til Roskilde, kan jeg jo ligeså godt fortsætte. Kæmpe-musiker-kollektivet Copenhagen Collaboration (billedet øverst) byder på en unik multikoncert på Arena på fredag kl. 13, som er specielt designet til Roskilde. Jeg ved at de 30 musikere har været i intens øvelejr de sidste mange uger, så der er virkelig lagt i ovnen til en fed koncert! Undertegnede har oplevet dem live et par gange efterhånden. Den første gang i Huset I Magstræde med et yderst vellykket show og senest på SPOT hvor de var blevet remixed, det var ikke helt så vellykket, så lad os håbe at de har fundet tilbage til den fede oplevelse jeg havde på Huset i Magstræde. Her er en lille teaser:

Derudover vil jeg anbefale:
Larsen & Furious Jane lørdag kl. 13:30 på Pavilion- Lavede koncert med dem på Stengade i foråret, og det var også første gang jeg oplevede dem live på trods af at have fulgt dem siden den første plade (2004). Det var virkelig godt!

Sam Amidon torsdag kl. 19:45 på Gloria – Han er så fin så fin. Og så spiller han på én af Roskildes mest intime scener, så det bliver altså virkelig en fin oplevelse, selvom Roskilde normalt ikke er de bedste rammer til den slags musik.

Björk søndag kl. 22 på Orange – jeg oplevede hende på min første Roskilde tilbage i 2003. En uforglemmelig oplevelse!

Jack White fredag kl. 22:30 på Orange – Er ikke superbegejstret for hans seneste soloalbum, men der er et par guldkorn og manden er virkelig sej!

The Cure torsdag kl. 21 på Orange – Selvfølgelig!

Analogik torsdag kl. 19:15 på Cosmopol- sørger jo altid for en fest!

M83 lørdag kl. 20 på Arena – Ikke et band jeg har fulgt helt tæt, men kunne stadig godt tænke mig at opleve dem live.

The Shins torsdag kl. 18:00 på Arena – Endnu et band jeg har fulgt i årevis, men endnu ikke har oplevet live.

Bowerbirds lørdag kl. 15:00 på Gloria – Et band jeg har fulgt en del år, men endnu ikke har oplevet live. De har sådan en dejlig varm og rund lyd som kun kan gøre godt på Roskilde Festival.

Dry The River lørdag kl. 13:00 på Odeon – Et band jeg havde booket til Stengade sidste sommer, men som desværre aflyste i sidste øjeblik. Havde egentlig glædet mig til at se dem. De har været i DK et par gange siden, og jeg har kun hørt godt om dem.

Tune-Yards lørdag kl. 17:00 på Odeon – det her band kan da næsten kun være festligt live!

Håber i, i modsætning til mig, får oplevet nogle af mine anbefalinger og får tid til at kigge forbi Stengade baren som ligger lige ved Skate og har åben hver dag under hele festivalen (også nu). Skål!

blaa mandag #25

Rune er taget på Roskilde, så jeg er alene på skansen og skal prøve og se om jeg kan udfylde det tomrum han efterlader sig her på bloggen. Jeg fortsætter i samme spor som i sidste uge, for sommeren har jo fået virkelig kul på siden. Som jeg nævnte i mit sidste indlæg, er der bare et eller andet med mig, sommer og 60’er plader/musik, hvilket jeg her vil uddybe med at præsentere jer for følgende 60’er plader (ja okay, den ene er fra 1970, men den er i mine ører fra 60erne!). Det drejer sig om den velkendte Loaded af The Velvet Underground (1970):

Hvor især numre som Sweet Jane, Oh! Sweet Nuthin’, Rock & Roll og Who Loves The Sun, efterhånden har fået min indre sol frem en del år. Især sidstnævnte sang har gjort underværker. Lyt her:

Det er en plade der bliver taget frem år efter år, og rålyttet til hele sommeren igennem!

En anden plade der kommer igen år efter år, er en plade som knap så mange kender til. Det er en plade som jeg for efterhånden en del år siden, fik anbefalet af Chris Bear (trommeslager i Grizzly Bear), og som den sommer blev et soundtrack lig med den hedebølge der var ovre os (sikkert én ligesom den der er på vej nu). Det drejer sig om J.K. & co.’s eneste plade med den meget passende titel, Suddenly One Summer (1968):

Den er skrevet og indspillet af Jay Kaye, der dengang kun var 15 år gammel (!), og selvfølgelig akkompagneret af en producer, en arrangør og en række session-musikere. Pladen fik i sin tid en smule omtale i diverse undergrundsradioer, og Jay Kaye samlede et band, så de kunne komme ud og optræde med pladen i baggagen, men successen udeblev, og bandet gik i opløsning i slutningen af 60’erne. Det var derfor en godt gemt skat fra 60’erne, der i 2001 blev genudgivet af det amerikanske pladeselskab Sundazed records (også kaldet Beat Rocket) på både CD og vinyl.

Numre som Christine, Little Children og The Times er blandt mine favoritter. Men især Fly er et imponerende samsurium af loopende trommer og en generel fed sommervibe…Jeg vidste f.eks. intet bedre den sommer, end at vågne op i mit telt på Roskilde Festival og vågne til det nummer imens jeg lå og stirrede ud på den blå himmel. Lyt selv med her og se den meget passende video til:

Når det så er sagt, mener jeg dog at man helst skal høre pladen som ét samlet værk og ellers bare læne sig tilbage, nyde den varme sol og tænke gode tanker.

En tid til at dø

The Dodos har æren af at have spillet én af de 3 bedste koncerter på Roskilde Festival i år, for mit vedkommende. Så det var en glædelig overraskelse, da jeg i går opdagede at de udgiver deres tredje album lige om lidt! Det har fået den makabre titel Time To Die og kan streames helt kvit og frit her. Det kan anbefales på det ypperste.

The Dodos