top 10 indlæg

Med en 10 år gammel blog, er det selvfølgelig oplagt at afsløre hvilke 10 indlæg der er blevet de mest læste i løbet af de 10 år:

10. I’m in control
9. http://blaavinyl.dk/emma-acs-det-giver-mening
8. Poetry In Mono 1 i glimt
7. De Synkende Skibe
6. Gæsteindlæg – Fine Glindvad
5. Årets Plader 2014 – Rune
4. Et Kærligt Interview del 2
3. Årets Danske Plader 2013 – Rikke
2. Et Kærligt Interview del 1
1. Sommer

Det er lidt skægt, og måske også meget sigende, at alle 10 ovennævnte på den ene eller den anden måde omhandler dansk musik, og der er ingen tvivl om at vi alle dage har været meget begejstrede for Asbjørn, eftersom han går igen i hele 3 ud af 10 indlæg. For den opmærksomme læser, vil man også kunne spotte et gæsteindlæg fra Fine Glindvad, som i 2014 spillede til vores aften på Kulturstationen Vanløse, og ikke ret lang tid efter den koncert underskrev pladekontrakt og blev til CHINAH.

Der er også en reportage fra vores første Poetry In Mono aften på Stengade, som vi nåede at arrangere cirka 20 stykker af. Der er også blevet plads til en enkelt årstids-soundtrack fra sommeren 2013, og et par toplister fra os begge fra henholdsvis 2013 og 2014. Det er sjovt at kigge tilbage på.

årets danske plader 2013 – rikke

Nogle af årets danske plader

Så er turen kommet til årets fedeste danske plader, og jeg kan hilse og sige at det bestemt ikke har været nemt! Jeg har dog fundet frem til 10 styks som i kan tjekke ud herunder.

10. Kissaway Trail – Breach
Kissaway Trail - Breach
– Kissaway Trail er et band jeg i rigtig mange år har haft afskrevet fuldstændig. Hvorfor husker jeg ikke rigtig længere… Bandet har dog præsteret at få min opmærksomhed med pladen her, som efter min mening er deres fedeste udspil til dato.

9. Ocean View – Ocean.Puke.Future
Ocean View - Ocean.Puke.Future
– Jeg bookede Shiny Darkly og Ocean View for et års tid siden til Poetry In Mono. Til at starte med var jeg ikke så tosset med Ocean Views mere skramlede lyd. Men efter at have oplevet dem live, var jeg solgt. Ocean View formår at have melodien og riffet med i de fleste af deres sange på trods af det lidt punkede udtryk. Numre som Blood og Cake er især sprøde numre, men jo mere du får lyttet til EP’en, jo bedre bliver samtlige 5 numre:

8. Lars and The Hands of Light – Baby We Could Die Tomorrow
Lars and The Hands of Light - Baby We Could Die Tomorrow
– Her er tale om en rigtig god indie-pop plade der har lidt af det hele. Lige fra strygere, til synthezisers, håndklap og tamburiner. Og for at det ikke skulle være nok, er der adskillige referencer til de glade 60’ere. Jeg er solgt.

7. Ice Cream Cathedral – The Drowsy Kingdom
Ice Cream Cathedral - The Drowsy Kingdom - cover
– Det er en rigtig fin debutplade det her. Den er fyldt med dejlige små popnumre som sidder fast lang tid efter man har lyttet til dem. Den er perfekt til søvnige søndage.

6. Trentemøller – Lost
Trentemøller - Lost
– Denne her havde jeg nok ikke lige regnet med ville ende på denne liste da jeg første gang trykkede play. Men det er bestemt en plade der har fået lov til at vokse på mig, og jeg synes det pynter med alle gæstemusikerne. Åbningsnummeret The Dream feat. Low har den vildeste Twin Peaks stemning over sig, en serie jeg først har fået mig sammen til at se i år. Jeg kom til at lytte til den instrumentale udgave af pladen en dag, hvilket kun understregede denne her dystre filmiske lydtapet som Trentemøller har skabt på Lost. Sangen Candy Tongue feat. Marie Fisker er også et meget godt eksempel på det. Jeg er vild med det!

5. 4 Guys From The Future – Adagio
4 Guys From The Future - Adagio
– En meget spændende plade der indeholder både nogle dejlige indie-pop numre med kant til den noget mere støjende og aggressive Corruption der nærmest gør én i tvivl om om man er ved at lytte til den rigtige plade…det er dog kun det første minuts tid der får én til at føle sådan hvorefter nummeret går over i det mere melodiske og rolige igen. Der er selvfølgelig også de helt stille numre som No Morning Comes og Signposts (som har en snert Beatles over sig). Kan varmt anbefales.

4. Jomi Massage – Primitives
Jomi Massage - Primitives
– Jeg har altid været stor beundrer af Signe Høirup Wille-Jørgensen, hvadend det har været i Speaker Bite Me eller hendes soloprojekt, Jomi Massage. Vi er begge her på bloggen især begejstrede for pladen Aloud fra 2004. Jeg husker tydeligt en koncert med hende på Pitstop hvor hun snakkede om at “indramme skrøbeligheden og udtrykke den voldsomt”, hvilket hun i den grad også fik gjort på førnævnte plade. Men det er i et noget mere dystert og knap så støjende hjørne hun befinder sig i på Primitives her. Det er en plade der er perfekt til en god lang køretur på de jyske landeveje en mørk vinteraften hvor man ikke bestiller andet end at stirre lige ud i mørket og lader musikken styre ens tankegang for en stund.

3. Mechanical Bird – Bitter Herbs
Mechanical Bird - Bitter Herbs
Bitter Herbs er en plade der er vokset på mig lyt for lyt. Jeg blev på et tidspunkt bedt om at forklare hvad Mechanical Bird var på en størrelse, og mit svar var:

Det er et dansk band, bestående af en række dygtige musikere (som nærmest allesammen også spiller med i Hymns From Nineveh og nogle af dem er også med i det danske band Kloster) med Jakob Brixen i centrum som sangskriver. De udgav et par EP’er inden albummet her, hvor der var gang i den mere traditionelle singer/songwriter stil med højt til loftet. Men her på albummet er de dykket ned i de psykedeliske 60’ere, og der er kommet lidt mere krudt på…et rigtig godt træk hvis du spørger mig.

2. Nanome – Everything That Moves
Nanome - Everything that Moves
– Det her er en plade vi begge her på blaavinyl har set frem til, og den levede i den grad op til forventningerne. Hvis man spørger mig, er det én af de mest undervurderede danske udgivelser fra i år! Numre som To The Woods og Cave har alle dage været mine favoritter, men Hurter, Plain Talk og Empty House er også stærke numre. Det er i det hele taget svært ikke at holde af hele pladen. Der er både plads til det melankolske og eftertænksomme, som Soffie Viemose er en sand mesterinde i, men også det mere dansable. Hør hele pladen her.

1. Mouritz/Hørslev – Allermindst Dig Selv
Mouritz Hørslev - Allermindst  Dig Selv
Den opmærksomme læser havde nok allerede i begyndelsen af denne måned gættet sig til at denne plade ville finde vej til årslisten. Og det er skam ikke uden grund. Undertegnede har det sjældent godt med dansksproget musik, men Mouritz/Hørslev har det som skal til for at kravle ind under huden på mig. Absolutte højdepunkt for mig på pladen er faktisk åbningsnummeret Alting Var Smukkere, stærkt efterfulgt af Gaver Af Ild;

natten kan afbryde én / når man er lige midt i noget forbudt / jeg forsøgte at gøre dig tilpas / det har jeg siden fortrudt

Det er en meget vellykket plade, som er perfekt at have i ørerne når man cykler rundt i Københavns vinterkolde gader.

Andre danske plader fra i år som jeg skal have lyttet lidt mere til:
Scarlet Chives – This is Protection
The Eclectic Moniker – Continents
Waldo & Marsha – Zoo
Ulige Numre – Nu Til Dags
Mellemblond – Lysvågen
Hymns From Nineveh – Visions
Ring Them Bells – Ring Them Bells
Halasan Bazar – Space Junk

Så der er rigeligt at gå i krig med. Godt Nytår!

spil dansk dagen

My Heart The Brave

Det går så hurtigt for tiden med al den gode musik der udkommer, om det så gælder albums eller singler, eller danske som udenlandske bands og solister. Så i den forbindelse, og i forbindelse med Spil Dansk Dagen, har jeg sat mig for at fremhæve et par danske nyudgivelser i den ene eller den anden afskygning, fra den seneste tid.

Jeg starter ud med Nanome, som for et par uger siden løftede sløret for videoen til hendes seneste single Empty House, hvor hun igennem hele videoen sidder sovende på en mandlig skuespillers ryg. Videoen er optaget i Berlin og er på så mange måder en virkelig smuk video som matcher sangens tema rigtig godt:

My Heart The Brave (billedet) er et splinternyt band, som på lørdag spiller deres første koncert nogensinde på Ideal Bar. Bag navnet står Caspar Hesselager, som efter at have siddet bag knapperne på en række nyere danske udgivelser med bl.a. Hymns From Nineveh, Jetsi Kain og Eclectic Moniker m.fl., har fået lyst til at skrive og udgive sit eget materiale. Caspar Hesselager er oprindeligt uddannet klassisk pianist, men mødet med Radiohead’s OK Computer ændrede en ting eller to i hans musikalske univers. Resultatet er My Heart The Brave, som byder på lige dele af amerikanske sangskrivning, svensk indiepop, tysk elektronik, såvel som klassisk storladenhed. Med sig i bandet, har han makkeren fra studiet Pinligtavshed, Aske Bode (Bodebrixen), Jakob Haubjerg (Bodebrixen, Freja Loeb) og Ask Boch (We Were Born Canaries, From Sarah og Sleep Party People). Tilsammen spiller de fængende indie-pop, og har for nyligt fået lavet denne fine video til deres single Keep Me From It:

Undertegnede regner selv stærkt med at skulle ind og tjekke dem ud på Ideal Bar på lørdag. Måske ses vi?

I mandags udkom 4 Guys From The Future‘s andet debutalbum Adagio. Jeg har endnu haft få dage med alt for få timer til at lytte pladen igennem i sin helhed, til at kunne sige noget konkret om det endnu. Men jeg må sige at jeg er svært begejstret for nummeret Nothing To Say, som er repræsenteret i denne psykedeliske video herunder, med forsanger Bjarke Porsmose som hovedperson:

Glædelig Spedalsk Dag 🙂

konkurrence: blue hawaii (can)

Blue Hawaii

Endnu en konkurrence er på banen, denne gang kan du vinde billetter til når canadiske Blue Hawaii drysser elektronisk drømmestøv udover Rust d. 25. juli (mere herom længere nede).

Blue Hawaii består af parret Alexander Cowan og Raphaelle Standell-Preston (som også er frontkvinde i psych-pop bandet Braids) som siden 2010 har lavet musik sammen. De har en EP med sig i baggagen og udgav tidligere i år et fuldlængde album ‘Untogether‘. De bevæger sig i et elektronisk, men melankolsk luftigt univers hvor der bliver manipuleret med Raphaelle Standell-Prestons vokal og beatsene er klippet fra hinanden for derefter at blive sat sammen igen i repetitive lyduniverser.

Undertegnede havde indtil for nyligt kun kendskab til deres eksistens, men havde ikke lyttet efter. Jeg blev dog taget med stormen da jeg hørte introen til den seneste single; Try To Be, som har så mange fine elementer og på samtidig er ganske simpel. Lyt selv:

[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/76316920″ params=”” width=” 100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Deres univers minder mig på mange måder om Young Magic og danske Nanome som begge lå højt i mit musikalske univers i 2012. Så jeg er meget spændt på at skulle opleve deres sonisk gyngende beats og drømmende melankolske univers i Rust’s intime omgivelser.

Vi stiller her på bloggen 3×2 billetter på højkant til koncerten. Alt du skal gøre er blot at svare rigtigt på følgende spørgsmål:

Hvad var titlen på Blue Hawaii’s EP fra 2010 ?

Send dit svar til blaavinyl(a)gmail.com senest d. 25. juli kl. 12. Vinderne får direkte besked.

hulen

© Niels Ove Kildahl
© Niels Ove Kildahl

Vi beklager at vi ikke er så aktive for tiden. Det skyldes at jeg er druknet i eksaminer og koncerter og Rune har bare generelt travlt. Men vi er stadig i live…bloggen lever stadig! Eksamenstiden er = overspringshandlinger = indlæg om dejlig musik, og sådan er det også i dag.

Til Poetry In Mono’s 10. udgave af slagsen sidste år, havde vi besøg af Soffie Viemose (billedet), som siden har skiftet kunstnernavn til Nanome. Som hun selv beskriver det, er det ikke fordi hendes musik kommer til at lyde anderledes, det giver hende blot noget mere personlig frihed, såvel som kunstnerisk frihed. Derudover kommer det også til at virke mere inkluderende for hendes bandmedlemmer når de står på scenen.

I forbindelse det nye bandnavn, kom også en ny video til hendes seneste single fra hendes kommende album. Det er en sang som undertegnede har været helt vildt forelsket i siden jeg hørte den første gang sidste år, så det er bare skønt at kunne lytte til den lige når jeg lyster nu:


Instrueret af: Niels Ove Kildahl

Eller, det er faktisk løgn. Soffie og bandet lavede allerede sidste sommer en fin lille live video ved badesøen klokken meget tidligt på Roskilde Festival:

Vi har her på blaavinyl, fået adgang til nogle flotte still billeder fra videooptagelserne til Cave videoen, som vi gerne vil dele med jer her:

Jeg glæder mig personligt meget til når pladen engang udkommer, og i det hele taget til at følge hendes videre karriere.