Det går så hurtigt for tiden med al den gode musik der udkommer, om det så gælder albums eller singler, eller danske som udenlandske bands og solister. Så i den forbindelse, og i forbindelse med Spil Dansk Dagen, har jeg sat mig for at fremhæve et par danske nyudgivelser i den ene eller den anden afskygning, fra den seneste tid.
Jeg starter ud med Nanome, som for et par uger siden løftede sløret for videoen til hendes seneste single Empty House, hvor hun igennem hele videoen sidder sovende på en mandlig skuespillers ryg. Videoen er optaget i Berlin og er på så mange måder en virkelig smuk video som matcher sangens tema rigtig godt:
My Heart The Brave (billedet) er et splinternyt band, som på lørdag spiller deres første koncert nogensinde på Ideal Bar. Bag navnet står Caspar Hesselager, som efter at have siddet bag knapperne på en række nyere danske udgivelser med bl.a. Hymns From Nineveh, Jetsi Kain og Eclectic Moniker m.fl., har fået lyst til at skrive og udgive sit eget materiale. Caspar Hesselager er oprindeligt uddannet klassisk pianist, men mødet med Radiohead’s OK Computer ændrede en ting eller to i hans musikalske univers. Resultatet er My Heart The Brave, som byder på lige dele af amerikanske sangskrivning, svensk indiepop, tysk elektronik, såvel som klassisk storladenhed. Med sig i bandet, har han makkeren fra studiet Pinligtavshed, Aske Bode (Bodebrixen), Jakob Haubjerg (Bodebrixen, Freja Loeb) og Ask Boch (We Were Born Canaries, From Sarah og Sleep Party People). Tilsammen spiller de fængende indie-pop, og har for nyligt fået lavet denne fine video til deres single Keep Me From It:
Undertegnede regner selv stærkt med at skulle ind og tjekke dem ud på Ideal Bar på lørdag. Måske ses vi?
I mandags udkom 4 Guys From The Future‘s andet debutalbum Adagio. Jeg har endnu haft få dage med alt for få timer til at lytte pladen igennem i sin helhed, til at kunne sige noget konkret om det endnu. Men jeg må sige at jeg er svært begejstret for nummeret Nothing To Say, som er repræsenteret i denne psykedeliske video herunder, med forsanger Bjarke Porsmose som hovedperson:
Glædelig Spedalsk Dag 🙂