asbjørn

asbjørn

Pseudo – [‘sówdo] – orddel ∆ Udtryk for at noget er falsk el. uægte = KVASI
Etymologi: græsk pséudo – af pséudos ‘løgn’; pseud- foran vokaler

(Nudansk Ordbog med Etymologi)

Pseudo Visions betegner ”de øjeblikke, der er så intense, at grænsen mellem virkelighed og surrealisme bliver udvisket. Den tilstand er definitionen på forelskelse, på sorg, og alt det der føles for intenst til at kunne forklares”, forklarer Asbjørn.

Det er ved at være et godt stykke tid siden vi sidst har skrevet om den talentfulde Asbjørn herinde. Men det er faktisk ikke fordi at Asbjørn har været stille. Tværtimod. Han har haft rigtig travlt med at bryde igennem i udlandet (især Tyskland) og dermed ikke været så aktiv herhjemme i Danmark. Bortset fra da han d. 1. februar i år tog hul på sit Pseudo Visions projekt, som går ud på at udgive en single med dertilhørende video hver d. 1. i 4 måneder i træk, der så ender ud med at udkomme på en EP. Hvilket Pseudo Visions ch. 1 også gjorde i maj. Nu er tiden inde til at tage hul på andet kapitel og i går offentliggjorde Asbjørn den første single ‘The Love You Have In You‘, hvor Asbjørn selv for første gang ikke er hovedperson i musikvideoen der forestiller et elskende homoseksuelt par der udforsker hinandens sind og kroppe. Det har resulteret i 5 meget fængende og intense minutter produceret af videokollektivet POWERCLAP som også står bag de andre videoer i Pseudo Visions projektet. Om sangen siger Asbjørn;

Min seksualitet har aldrig været noget, jeg har haft brug for at promovere i min musik, for det er grundlæggende ikke en ’big deal’ for mig, hvem jeg forelsker mig i. Sangen kom ud af det blå, og uden at tænke over det havde jeg skrevet en meget ærlig sang taget direkte ud af mit eget kærlighedsliv. Når alt kommer til alt, er det bare en universel kærlighedssang, der tilfældigvis handler om to drenge, og jeg håber den taler til andres hjerter, som den taler til mit.

Hvor foråret for Asbjørn primært har handlet om at skrive og indspille sange, samt indspille musikvideoer og realisere første kapitel af Pseudo Visions, er det ved at være tid til at komme en tur ud på landevejene med projektet, som ikke alene bringer Asbjørn på en mindre Danmarksturné, men også byder på en god portion shows i Tyskland inden året er omme, og det bliver tid til at tage hul på tredje og sidste kapitel af Pseudo Visions i foråret 2015, som ender ud i et samlet album. Asbjørn og bandet glæder sig til at komme ud og spille det nye materiale live;

Jeg tror de fleste musikere er afhængige af den symbiose, der kan opstå mellem én og publikum”, siger Asbjørn: ”Og dén plejer at opstå på de intime klubber i både Danmark og Tyskland. Det handler bare om ikke at være en kold skid, men beslutte sig for at få det ypperste ud af øjeblikket

Vi havde fornøjelsen af ham til Poetry In Mono #10 tilbage i 2012, hvor Rune især bed mærke i den meget dansable og intense performance som Asbjørn og band leverede. Så det kan på det kraftigste anbefale at kigge forbi én af følgende datoer:

6. november: Studenterhuset, Aarhus
7. november: Stengade, København
13. november: Studenterhuset, Aalborg
14. november: Studenterhuset, Odense
15. november: Sønderborghus, Sønderborg
Ca. 10 koncerter følger i Tyskland fra den 21. november og frem.

Se og hør hele Pseudo Visions chapter one her:

Pseudo Vision #1:

Pseudo Vision #2:

Pseudo Vision #3:

Pseudo Vision #4: