Sufjan Stevens – blaa vinyl

spot optakt: nico muhly & teitur

Det er mandag og ugen hvor SPOT Festival endelig afslutter ugen på bedste vis. Fik vi sagt at vi glæder os? 🙂 I den forbindelse kommer her et lidt mere specielt interview, i den forstand at jeg har haft held med at fange både Teitur og Nico Muhly, som er to meget travle herrer, der nærmest konstant rejser rundt et eller andet sted i verden og har gang i spændende projekter. Interviewet bærer derfor også præg af, at jeg har interviewet dem hver især, med næsten samme sæt spørgsmål. Nico Muhly’s spørgsmål og svar er selvfølgelig på engelsk. På lørdag kan ‘Confessions‘ opleves for første og eneste gang i Danmark, på SPOT Festival i Symfonisk Sal i Musikhuset kl. 15. Aarhus Symfoniorkester har sammensat et specielt barok ensemble til lejligheden, så der er virkelig tale om en “once in a lifetime” chance. Først lige et stykke musik i kan nyde imens i læser:

Hvornår og hvordan mødte i hinanden?
“Vi mødtes igennem fælles ven på Island Helgi Hrafn Jónnson for mange år siden. Vi kunne lide hinandens musik.”

“We met via a mutual friend, the wonderful Icelandic multi-talent Helgi Hrafn Jónsson. This must have been EONS ago! I can’t even remember when. I lived in my last apartment… so maybe 10 years? He had released his album ‘The Singer’ around that time, which I think is one of the most beautiful things that exists.”

I befinder jer på flere kontinenter i, du (Teitur) er bosat på Færøerne, og er relativt ofte i Danmark og turnéer rundt i Europa, imens Nico Muhly bor i New York. Hvordan arbejdede i med musikken til jeres debutalbum, når i bor så langt fra hinanden?
“Vi mødtes bare nogle få gange i person når vi skrev musikken. Nico kom til Færøerne et par gange og jeg var også i New York. Hele drivkraften i musikken var internettet, så den trivedes godt der uden geografi. Vi sendte hinanden hundredevis af videoer som vi fandt frem til og skrev skitser til. Det var dengang YouTube var to år gammelt, så vi ville efterforske denne her nye ting, at folk selv lavede film af f.eks deres lejlighed og ville dele det.”

“I spend a great deal of time in Iceland, and from there it’s just a quick hop to Føroyar! And Teitur was, around the time we met, spending a lot of time in Copenhagen. The other thing to point out is that this project was commissioned by the Muzeikgebouw Frits Philips in Eindhoven, where the director there, Frank Veenstra, gave me a lot of free rein to do whatever weird projects I wanted, and he gave us the space and resources to really develop the work there.”

Eftersigende har projektet her stået på siden 2008, og først sidste år udkom jeres debutplade, hvordan kan det være der skulle gå så mange år?
“Vi startede projektet i 2007. Indspilningerne blev lavet i 2009 efter en koncertrække i Holland med Holand Baroque. Derefter har Nonesuch Records i nyere tid hørt indspilningerne og ville udgive det.”

“We couldn’t find anybody to release it, really! It felt like a homeless project. Bob Hurwitz from Nonesuch and I were talking about releasing some other thing and he heard ‘Confessions’ and said, that day, “nope, we’re releasing this!”

Hvordan kom i på idéen om inspirationen fra youtube videoerne?
“Det føltes bare som en spændende og naturlig ny ting at udforske. I dag er YouTube en del af folks hverdag og vi kender den måde at kommunikere på bedre. Når nogen viser os en film af deres lejlighed kan det betyde noget mere. Måske de vil sige noget helt andet med det.”

Er det kun lyrisk, eller er det også musikalsk i er blevet inspireret fra videoerne?
“Det er helt grundlæggende videoerne som ligger under. At akkompagnere folks mundene historier med et barokensemble og sætte dem sammen i et.”

Kan du komme med et eksempel på én af de videoer der har inspireret jer?
“Der var f.eks en mand som sad i en stol og talte til uendelighed. En, to, tre, fire, fem og så indtil der ikke var mere film. En kat som bliver reddet ned af et træ. Nogen som ryger. Nogen som sætter kameraet på rundfart i et sushi-bælte i en restaurant.”

“So, I am obsessed with YouTube. It feels so much like a window into somebody’s world — people make a movie, and you see some tiny detail on their shelves, or the way they move their mouth when they speak. I send my friends thousands of videos a year I’ve found online. Teitur and I were laughing all the time thinking about these videos — a guy who strapped a camera to the front of his car and just drove down a long, empty road in Russia… So Teitur then was reading all the comments in these videos, which are amazing. From there, he took a lot of inspiration from the lyrics.

For me, I knew I wanted to use baroque instruments to offset the very modern (although, in 2017, kind of dated!) confessional (either intended or unintentional) videos we used. There is an amazing one of a cat being rescued from a tree by the fire brigade, and the minute he got down, he ran away so quickly!”

I just saw today that you (Nico Muhly) have started a project together with Sufjan Stevens, Bryce Dessner, and James McAlister. I’ve read that it started several years ago, where you had been commissioned to compose a new piece for a Dutch concert hall. Had you worked with any of the guys before?
“This was the same situation — the Eindhoven crew commissioned it! We are releasing it super soon. I’ve known Sufjan and Bryce for years but the Eindhoven situation gave me the opportunity to create a formal structure to work together outside of our individually busy work- and personal lives.”

How many pieces did you end up creating for the concert hall?
“We made 14 songs”

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til ved jeres koncert på SPOT?
“Det er den eneste gang at værket bliver opført i Danmark.”

“I am just excited to present this work again — it is simple and beautiful, I hope.”

Hvad glæder i jer selv til at se på SPOT?
“Spot er at gå på opdagelse. Glæder mig også til at se en masse venner. Skal også være sammen med nogle nye venner som jeg har mødt i Argentina sidste år på Dias Nordicos.”

“I can’t wait to hear bands I’ve not heard before — I live a pretty isolated life, musically, as I write all day and then by the end of the day, all I want to do is listen to Bach or Steve Reich — things I know very well.”

Her kan du iøvrigt lige tjekke det projekt som jeg taler med Nico Muhly om;

årets plader 2015 – rikke

Endnu et år er gået og traditionen tro er det blevet tid til årslister. Det varierer fra år til år hvordan vi hver især sætter dem op. Jeg har valgt at blande udenlandsk og dansk og er ikke gået efter et bestemt antal. I år har været et travlt år især for undertegnede som har knoklet på at få mit speciale i hus (jeg kæmper fortsat), så opmærksomheden på bloggen og nye udgivelser har ikke været så stor, og det bærer både bloggen og min årsliste tydeligt præg af;

1. Purity Ring – Another Eternity

Jeg forudsagde tidligere på året at denne plade snildt kunne ende på min årsliste, og jeg fik sørme ret. For her er den på 1. pladsen, fordi den har fulgt mig i tykt og tyndt, når der skulle trænes, skrives speciale, feste, eller været med på farten.

2. Destroyer – Poison Season

Som nævnt herinde tidligere på året, faldt jeg tilfældigvis over denne plade fordi album åbneren tog mig med storm. Senere på året var jeg så så heldig at opleve Destroyer live, hvilket på trods af en lidt lunken anmeldelse var en stor oplevelse. Det er helt bestemt én af de plader jeg har lyttet allermest til i 2015.

3. Son Lux – Bones

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at denne plade gik rent ind ligesom forgængeren Lanterns fra 2013 gjorde sidste år. Men det er bestemt en plade der er vokset på mig især i forbindelse med de to gange jeg fik fornøjelsen af at opleve Son Lux live i løbet af 2015. Det er en yderst skæv pop-plade som bandet har fået støbt sammen ved hjælp af en masse fede effekter. En plade der fortsat vokser på mig for hvert lyt.

4. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell

Denne her plade irriterede mig faktisk til at starte med og jeg ved ikke hvorfor. Den minder jo enormt meget om Stevens’ Seven Swans fra 2004 som jeg i sin tid rådyrkede og er så vidt jeg er orienteret også det tætteste man kommer den udgivelse i Stevens bagkatalog. Men det er nu ikke alene derfor den er havnet på listen her, for jeg gav pladen en chance mere i sommers og irritationen forsvandt som dug for solen og pladen gav pludselig meget mere mening for mig. Det er jo en smuk og på samme tid sørgelig plade, som har præget mit efterårs soundtrack ret meget. Koncerten med ham i Falconer Salen i september var gåsehudsfremkaldende.

5. Blaue Blume – Syzygy

Bandets EP var udover Chorus Grant’s Space den eneste plade der gik igen på både min og Runes årslister for 2014. Det tegnede allerede godt dengang og debutalbummet har bestemt ikke skuffet.

6. Björk – Vulnicura

Björk gjorde tidligere på året et kæmpe come back i mit musikalske univers med Vulnicura. Jeg blev igen inviteret ind i hendes univers og det var en skøn fornemmelse. Især de smukke strygerarrangementer, skrevet af en Björk med kærestesorger, gjorde indtryk.

efterårslyd

Travlheden har sænket sig en smule, og pludselig er det blevet efterår. Tid til eftertanke, varme drikke, stearinlys, tæpper og ikke mindst et soundtrack til de mørkegrå dage hvor regnen slår ind på ruderne. Jeg kommer her med nogle bud på hvilke sange der kommer til at hjælpe undertegnede igennem de overskyede dage:

Vi starter i den superaktuelle ende, for Rune gav mig billet til aftenens koncert med Sufjan Stevens i fødselsdagsgave, så hans seneste udspil har fået endnu en chance og den vokser lige så stille på mig. Nummeret ‘Eugene‘ har især gjort indtryk, og jeg håber virkelig at han spiller den i aften:
[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/195970036″ params=”color=0066cc&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

I sidste uge havde jeg besøg af canadiske The Weather Station på Stengade, og er blevet svært begejstret for sangen ‘Way It Is, Way It Could Be‘ fra albummet Loyalty fra tidligere i år. Koncerten bar lettere præg af en forkølet Tamara Lindeman, men hun klarede det trods alt ret godt, og efteråret meldte for alvor sit komme.
[soundcloud url=”https://api.soundcloud.com/tracks/191639983″ params=”color=0066cc&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

The Tallest Man On Earth er tilbage med en plade. En plade der lige skal have lidt flere tilløb for mit vedkommende, men er smaskforelsket i ‘Little Nowhere Towns‘, og ser frem til at lade pladen vokse yderligere på mig som månederne bliver mørkere og mørkere:

Nu må jeg hellere komme ud ad døren og finde Rune så vi sammen kan nyde Sufjan Stevens selskab.

gæsteindlæg – waitress

I dag udkommer Waitress’ debut EP Bilbao og på fredag spiller de sørme deres debut koncert på Poetry In Mono (Facebook Event). I den forbindelse bad vi dem traditionen tro om at skrive et gæsteindlæg. Det har resulteret i en bred vifte af anbefalinger herunder. Vi glæder os til at se jer på fredag, og Rikke glæder sig til at vende plader og mp3’er sammen med Martin Ryum (Speaker Bite Me) når de som Sexy Sauce DJs sørger for at sætte gang i dansegulvet til efterfesten på Retrograd (Stengades 1. sal) med blandede bolsjer der med garanti går lige i buksen og sørger for at det bliver svært at forlade dansegulvet.

Andreas:
Nu er det blevet forår igen, og så skal jeg ud og køre på min Velosolex 2200 igen. Den har stået i kælderen hele vinteren og samlet kræfter. Det fede ved en Velo er at man bliver glad når man kører rundt på den, og man får virkelig mange smil med på vejen af andre der synes den er super fed. Bonusinfo: Danmarks sejeste mand, Prinsgemalen, har også en Velo:

John:
For en måned siden flyttede jeg til Holland. Nyt land, nyt sprog, ny by, nye mennesker, nyt liv. Disse tider af forandring plejer (i hvert fald for mig) at formes, og defineres meget af den musik man lytter til når man er midt i den – især i retrospekt – og derfor er jeg ofte ret forsigtig når jeg vælger mit soundtrack. Lige den her gang, havde jeg dog ikke selv mulighed for helt at styre hvad jeg hørte, fordi jeg ankom til et Holland midt i karnevalforberedelser. Der var showbands over det hele. En konstant lydtæppe af blæseinstrumenter og trommer der begik overgreb på alt fra den smukkeste Mozart til Deep Purple. Ofte samtidig. 24/7. De gange jeg var nødt til at navigere gennem min nye støjforurenede virkelighed prøvede jeg at skabe en fornemmelse af ro, et eget rum i alt kaos, for at undslippe denne sofistikerede hollandske auditive torture. Og det gjorde jeg med enorme lukkede hovedtelefoner, solbriller, og A Winged Victory for the Sullen på højeste virkelighedsbedøvende volume. Det kan virkelig anbefales.

Den her koncert er fantastisk.

Aske:
Jeg vil gerne anbefale at man ser Duplass-brødrenes serie Togetherness:

Jeg vil også gerne anbefale at man ikke skal tage solbriller på i metroen, fordi det er kikset. Så vil jeg gerne anbefale at man tilbringer mere tid udendørs – og at man snart burde få styr på sin økonomi og smøre sin kæde på sin cykel. Så burde man nok købe den nye Sufjan Stevens-plade, fordi den er garanteret god, men den er ikke kommet endnu så man bør nok vente:

Hvis man hører musik på sin iphone-earplugs får man heller ikke rigtig noget ud af det. Man burde købe et bedre anlæg. Eller få nogle rigtig gode hovedtelefoner. Til sidst vil jeg også gerne anbefale at lære at spille på et instrument, fordi det er sjovt og jeg snakker tit med folk der siger at de fortryder at de aldrig fik det lært.

aarets plader 2014 – rikke

Det skifter lidt fra år til år med hvordan vi præsenterer vores årslister her på bloggen, og hvor lange disse årslister bliver. I år er hverken min udenlandske eller danske årsliste særlig lang, og det skyldes nu ikke at der ikke er udkommet mange gode/potentielt gode plader i løbet af 2014, det skyldes blot at jeg ikke har haft tiden og overskuddet til at lytte til dem allesammen.

ÅRETS UDENLANDSKE PLADER:
5. Sisyphus – Sisiyphus

– Når navne som Son Lux og Sufjan Stevens slår sig sammen, kan det da næsten umuligt gå galt?! Sagt på en anden måde, mine forventninger til denne plade var måske for høje, og derfor skuffede den jævnt da jeg endelig kunne lægge ører til den. Serengeti, Son Lux og Sufjan Stevens har til sammen præsteret en knap så helstøbt plade, men der er da et par guldklumper hist og pist, og derfor er pladen kommet med på denne liste.

4. tUnE-yArDs – Nikki Nack

– Jeg faldt helt tilfældigt over første-singlen Water Fountain og kunne ikke få nok. Noget i mig håbede på at resten af pladen var lidt ala denne sang, men det var desværre ikke tilfældet, og derfor denne placering. Forgængeren Whokill (2011) er stærkere hvis man spørger mig, men Water Fountain er stadig blandt årets sange, og hvis jeg skulle til nytårsfest i aften ville den med garanti ryge på anlægget:

3. Timber Timbre – Hot Dreams

– 2014 blev året hvor jeg første gang skulle stifte bekendtskab med Timber Timbre som ellers har været aktive med pladeudgivelser siden 2006. Men Hot Dreams (både singlen og pladen) ramte noget helt bestemt og samtidig ubeskriveligt i mig. Det er på mange måder en helstøbt og musikalsk plade, og jeg er ked af at jeg ikke nåede ind og se dem da de spillede i VEGA tidligere i år.

2. Future Islands – Singles

– Sommerens absolutte soundtrack! Jeg har længe godt vidst at der er et band der hedder Future Islands, men det var først Skt. Hans aften da jeg fejrede min sidste eksamen med en lille flok venner, og deres legendariske optræden i Letterman røg på anlægget, at jeg for alvor stiftede bekendtskab med dem. Det var fra starten af et kuldegysningsfremkaldende bekendtskab som skulle vise sig at vokse og vokse henover sommeren efterhånden som resten af pladen åbnede sig op for mig. Det var enormt hårdt ikke at være tilstede på dette års Roskilde velvidende at dette fantastiske band skulle spille, så jeg håber virkelig at 2015 måske bliver det år hvor jeg kommer til at opleve dem live.

1. Sohn – Tremors

– Både denne plade + Singles pladen er nok de to plader jeg har hørt allermest i år. Tremors fik min opmærksomhed i det tidlige forår, og skulle hurtigt vise sig at blive mit daglige soundtrack i en tid hvor jeg virkelig havde brug for et musikalsk soundtrack til at trøste mig og forsikre mig om at alt nok skulle gå. ‘Lessons‘ ramte mig lige i hjertekulen, og der er blevet både grædt, grinet og danset til det nummer op til flere gange i løbet af 2014. Dermed ikke sagt at det er det eneste nummer der duer for mig, da jeg synes det er en meget helstøbt plade, det var bare det første yndlingsnummer på pladen. Da koncerten i VEGA blev offentliggjort købte jeg straks min billet og glædede mig enormt meget til at se hvordan denne perlerække af numre ville udarte sig live, men min oplevelse fik uheldigvis en dæmper pga. en masse rygsmerter som jeg på daværende tidspunkt kæmpede meget med.

ÅRETS DANSKE PLADER:
5. Asbjørn – Pseudo Visions ch. 1 og 2

– Asbjørn har jo alle dage været min yndlings pop-dreng, så det gjorde det måske også mere svært for mig at acceptere hans knap så åbne tilgang til hans to EP’er fra i år. Først ved udgivelsen af ch. 2 her i november gav det hele meget mere mening for mig og jeg kunne endelig gå rundt og nynne med uden at tænke over det. Jeg er spændt på det endelige ch. 3 her i begyndelsen af 2015.

4. Chorus Grant – Space

– Jeg fik denne dejlige plade af Rune i fødselsdagsgave. Jeg elsker at den er så meget nede på jorden som den er, hvis man f.eks. har en dag hvor man bare har lyst til at læne sig tilbage og slappe af, så er denne plade uden tvivl et godt bud.

3. Ice Cream Cathedral – Sudden Anatomy

– Måske én af årets mest oversete danske plader. Mit første bekendtskab med den var til bandets produktionsøver, hvor vi fik præsenteret hvilken musikalsk retning bandet var ved at tage. Pladens længste nummer The Swans gjorde straks et kæmpe indtryk og er fortsat yndlingsnummeret på pladen:

2. Schultz and Forever – Broadcast Dynamics

– Det er vildt hvilken retning Jonathan Schultz har taget med Schultz and Forever i forhold til hvor det lå rent musikalsk på den første EP, og jeg er fan! Jeg var så heldig at få lov til at lytte til EPen længe inden den ramte offentligheden, så har haft rigeligt med tid til at få den godt og grundigt ind under huden, og havde glædet mig som et lille barn til jul, til at dele den med jer. Den er klart én af årets bedste plader og har været med mig mange ture rundt om søerne.

1. Blaue Blume – Beau & Lorette

– Det har været næsten helt overvældende på drengenes vegne at følge hvordan de er vokset i løbet af det år jeg har fulgt dem. Den første gang jeg stiftede bekendtskab med dem, var da jeg havde dem på plakaten som support for The Besnard Lake på min fødselsdag i 2013, og de er nærmest eksploderet på alle leder og kanter siden. Så det var med rigtig mange kuldegysninger og glæde at jeg overværede deres koncert til årets SPOT Festival i de helt rette intime rammer i den lille sal i Musikhuset. Jeg ved godt at der ikke er tale om et helt album her, men denne EP må og skal ligge på første pladsen over årets plader i 2014 og jeg er spændt på at høre hvad de finder på fremover.

Og med det sagt er jeg spændt på hvad 2015 kommer til at byde på, og håber på at nå igennem flere af årets plader end jeg gjorde i år. Godt Nytår allesammen!

lanterner i efterårsmørket

Det er ikke meget vi har bidraget denne blog med musik der ikke havde noget med Poetry In Mono at gøre på det sidste, men det gør jeg noget ved nu. For jeg har personligt glædet mig til i dag hvor jeg kunne præsentere jer for én af kandidaterne til årets plader, nemlig den fremragende plade Lanterns fra amerikanske Son Lux, som udover en EP nu kan tælle 3 albums i sit bagkatalog. Musikken minder mig om en god blanding af Sufjan Stevens, Hjaltalín (dog uden at være så dramatisk storladen) og Nico Muhly’s Mothertongue plade fra 2008 (dog knap så abstrakt). Jeg kendte ikke til ham før indtil for et par uger siden, hvor jeg fik den nye plade anbefalet og jeg er gået hen og faldet pladask for det.

Ryan Lott som er manden bag Son Lux, er oprindeligt uddannet klassisk pianist og komponist, og har blandt andet komponeret musik til store internationale firmaer som IKEA og Coca Cola. Han er oprindeligt fra Colorado, men er nu bosiddende i New York hvor han arbejder som komponist for et reklamefirma og samarbejder med Gina Gibney Dance Company, som er en dansegruppe kun bestående af kvinder og meget mere. Allerede i 2008 efter udgivelsen af hans første album, gav NPR ham prisen som “Best New Artist”. Hans liste over samarbejder på kryds og tværs af musikbranchen er efterhånden pænt lang, og tæller bl.a. Richard Perry (Arcade Fire), Serengeti, Busdriver og Beans (Antipop Consortium), My Brightest Diamond, førnævnte Nico Muhly og Sufjan Stevens. Så min tidligere umiddelbare sammenligning var vist ikke helt ved siden af.

Blandt de mange samarbejdspartnere på Lanterns, finder vi Peter Silberman fra The Antlers. Så vi kan vist roligt sige, at det her er en herre der har mange jern i ilden, men også samtidig et godt komponist-øre, og gode venner. Det kan undertegnede i hvert fald skrive under på og jeg kan på det varmeste anbefale denne lille perle af et album på 9 skønne numre. Tjek et par af dem ud her:

Og glæd dig til d. 31. januar 2014, hvor han kigger forbi Stengade i København.

Opdatering: Hør hele pladen her!
<a href="http://music.sonluxmusic.com/album/lanterns">Lanterns by Son Lux</a>

en rigtig god banjo jul

Der er noget over julemåneden i år. Noget magisk som jeg ikke helt kan beskrive, men sneen vælter ned udenfor, og julehumøret stiger. Undertegnede har helt glemt at jeg skal til eksamen på torsdag og på trods af det perfekte indendørs læsevejr, er det meget sjovere at høre julemusik og dvæle ved traditioner og hygge. Men er der én der muligvis er endnu mere i julehumør end jeg og som er det flere gange om året end bare i december, så må det være Sufjan Stevens som har udgivet hele 10 (!!) jule EP’er, dog i samlet format. De første 5 kom i 2006 og de seneste 5 er udkommet her i november. Jeg har haft tid til at høre de seneste fem igennem fra ende til anden (i ét hug!) en enkelt gang, og blev ganske positivt overrasket. Jeg vil råde dig til at gøre det samme, især hvis du endnu ikke har opfanget det perfekte julehumør. Se om du kan spotte et ganske glimrende cover (som ikke just er juleagtigt, men Sufjan formår selvfølgelig at få skabt den rette stemning):

<a href="http://music.sufjan.com/album/silver-gold">Silver & Gold by Sufjan Stevens</a>