årets plader 2018

Det er blevet tid til den årlige tradition, som jeg undtagelsesvis brød med sidste år, hvor jeg blot fremhævede årets musikalske højdepunkter. Vi genoptager traditionen i år, og jeg har fundet frem til de 10 plader jeg synes er årets bedste plader:

10. 4 Guys From The Future – ‘Headspace

4 Guys From The Future og den gode Bjarke Porsmose er endelig tilbage med en lækkerbisken af en plade efter små 5 års stilhed. Man bliver aldrig træt af den sangstemme.

 

9. Lydmor – ‘I Told You I’d Tell Them Our Story

2018 var for alvor Lydmors år, og det er bestemt fortjent efter dette pragtstykke af popalbum, som tager dig med rundt i verden i en masse forskellige stemninger. Virkelig gennemført.

 

8. Schultz & Forever – ‘Grand Guignol

Jeg havde fornøjelsen at opleve Schultz & Forever live på Stengade for nogle år siden, hvor han skulle teste sit nye materiale af til den kommende plade. Det var en kæmpe oplevelse! Schultz fremførte på “giga-crooner-ekstra-vaganza-vis” sit nye materiale, og det gik rent ind. Det har derfor været lækkert endelig at kunne lægge ører til det igen. Det er poppet, det er lækkert, og det er en fornøjelse at opleve ham i nye klæder.

 

7. Marianne Faithfull – ‘Negative Capability

Jeg har altid kun kendt Marianne Faithfull pr. navn, og er aldrig rigtig nået til at få lyttet til hende. Men det har jeg fået taget hul på i år med hendes seneste udspil, hvor hun bl.a. har skrevet sangene i samarbejde med Nick Cave og Ed Harcourt. Hvilket man godt kan høre, og det er sød musik i mine ører. Derudover har hun på pladen genindspillet (hun havde oprindeligt indspillet den i 1971) hendes cover af min yndlings Bob Dylan sang; ‘It’s All Over Now Baby Blue‘, hvilket jeg ikke var klar over da jeg lyttede pladen igennem den første gang, så det var en dejlig overraskelse, for hun gør det godt. Måske er 2019 året hvor jeg endelig får tjekket hendes bagkatalog ud? Jeg håber i hvert fald at der bliver udgivet flere af denne plade på vinyl, for den er helt udsolgt.

 

6. Cat Power – ‘Wanderer

Chan Marshall er tilbage i sit es, og jeg er vild med det. Jeg faldt for hendes musik med ‘You Are Free‘ (2003), og det er henad samme udtryk hun er tilbage ved, hvilket klæder hende rigtig godt. Nogle gange virker det bare bedst når der er barberet helt ned. Kender du ikke Cat Power så godt, så kan jeg varmt anbefale at lytte til Politikens Poptillæg, hvor du kan blive klogere både på pladen her, men også på hele hendes univers (findes også på iTunes Podcast).

 

5. Kira Skov – ‘The Echo of You

Kira Skov synger på smukkeste vis om det at miste sit livs store kærlighed til døden, og det har på mange måder præget min 2018, da der har været flere alt for tidlige dødsfald i løbet af året. Så har det været rart at sætte denne på og dvæle lidt ved sorgen og eftertænksomheden.

 

4. Ed Harcourt – ‘Beyond The End

Vi bliver i det eftertænksomme hjørne, her er det dog rent instrumentalt. Ed Harcourt, som ellers altid har været den helt trygge base for mig med hans stemme, har på hans seneste plade helt valgt at lade det være op til klaveret, et klokkespil, og nogle strygere.

 

3. Bisse – ‘Tanmaurk

Jeg var så heldig at få et lyt eller to til denne plade længe inden den udkom, og blev blæst helt bagover af hvor storladen Bisse i selskab med Copenhagen Phil, har valgt at være på denne sidste plade i Danmarks-triologien. Det klæder ham faktisk. Især fordi det er som om at teksterne træder endnu tydeligere frem end de hidtil har gjort. At han så derudover har valgt at gå både historisk, samfundsmæssigt, og politisk til værks, gør kun pladen mere elskelig i mine ører.

 

2. The Malpractice – ‘Slur

Sammen med 1. pladsen, må denne plade nok være den plade jeg lyttede allermest til i 2018, og det siger ikke så lidt. Jeg elsker Johannes Gammelby’s agressive og energiske tilgang til det tunge og dystre lydbillede, som jeg langt henad vejen synes indrammer året 2018 meget godt. Om ikke andet har mit behov for at lægge ører til det, været enorm.

 

1. Speaker Bite Me – ‘Future Plans

Årets absolutte bedste plade kommer fra bandet, der efter min mening også leverede én af årets bedste koncertoplevelser (på en delt 1. plads med Grizzly Bear på Heartland Festival). Selvom pladen består af nogle lange numre, kunne den sagtens have været længere hvis du spørger mig, for Speaker Bite Me’s støjende univers kalder på mere, og når jeg har hørt pladen igennem, bliver jeg nødt til at vende den igen, starte forfra, og svæve videre på de støjende bølger.

Plader der ikke nåede igennem nåleøjet på top 10, men som bestemt er værd at nævne og give et lyt;
Shiny Darkly – ‘Bronze
Robyn – ‘Honey
CHINAH – ‘ANYONE
Teitur – ‘I Want To Be Kind

vi “skrives” i det nye år hvor bloggen her sørme fylder 10 år. godt nytår!

spot optakt: nico muhly & teitur

Nico Muhly & Teitur

Det er mandag og ugen hvor SPOT Festival endelig afslutter ugen på bedste vis. Fik vi sagt at vi glæder os? 🙂 I den forbindelse kommer her et lidt mere specielt interview, i den forstand at jeg har haft held med at fange både Teitur og Nico Muhly, som er to meget travle herrer, der nærmest konstant rejser rundt et eller andet sted i verden og har gang i spændende projekter. Interviewet bærer derfor også præg af, at jeg har interviewet dem hver især, med næsten samme sæt spørgsmål. Nico Muhly’s spørgsmål og svar er selvfølgelig på engelsk. På lørdag kan ‘Confessions‘ opleves for første og eneste gang i Danmark, på SPOT Festival i Symfonisk Sal i Musikhuset kl. 15. Aarhus Symfoniorkester har sammensat et specielt barok ensemble til lejligheden, så der er virkelig tale om en “once in a lifetime” chance. Først lige et stykke musik i kan nyde imens i læser:

Hvornår og hvordan mødte i hinanden?
Vi mødtes igennem fælles ven på Island Helgi Hrafn Jónnson for mange år siden. Vi kunne lide hinandens musik.”

We met via a mutual friend, the wonderful Icelandic multi-talent Helgi Hrafn Jónsson. This must have been EONS ago! I can’t even remember when. I lived in my last apartment… so maybe 10 years? He had released his album ‘The Singer’ around that time, which I think is one of the most beautiful things that exists.

I befinder jer på flere kontinenter i, du (Teitur) er bosat på Færøerne, og er relativt ofte i Danmark og turnéer rundt i Europa, imens Nico Muhly bor i New York. Hvordan arbejdede i med musikken til jeres debutalbum, når i bor så langt fra hinanden?
Vi mødtes bare nogle få gange i person når vi skrev musikken. Nico kom til Færøerne et par gange og jeg var også i New York. Hele drivkraften i musikken var internettet, så den trivedes godt der uden geografi. Vi sendte hinanden hundredevis af videoer som vi fandt frem til og skrev skitser til. Det var dengang YouTube var to år gammelt, så vi ville efterforske denne her nye ting, at folk selv lavede film af f.eks deres lejlighed og ville dele det.

I spend a great deal of time in Iceland, and from there it’s just a quick hop to Føroyar! And Teitur was, around the time we met, spending a lot of time in Copenhagen. The other thing to point out is that this project was commissioned by the Muzeikgebouw Frits Philips in Eindhoven, where the director there, Frank Veenstra, gave me a lot of free rein to do whatever weird projects I wanted, and he gave us the space and resources to really develop the work there.

Eftersigende har projektet her stået på siden 2008, og først sidste år udkom jeres debutplade, hvordan kan det være der skulle gå så mange år?
Vi startede projektet i 2007. Indspilningerne blev lavet i 2009 efter en koncertrække i Holland med Holand Baroque. Derefter har Nonesuch Records i nyere tid hørt indspilningerne og ville udgive det.

We couldn’t find anybody to release it, really! It felt like a homeless project. Bob Hurwitz from Nonesuch and I were talking about releasing some other thing and he heard ‘Confessions’ and said, that day, “nope, we’re releasing this!

Hvordan kom i på idéen om inspirationen fra youtube videoerne?
Det føltes bare som en spændende og naturlig ny ting at udforske. I dag er YouTube en del af folks hverdag og vi kender den måde at kommunikere på bedre. Når nogen viser os en film af deres lejlighed kan det betyde noget mere. Måske de vil sige noget helt andet med det.

Er det kun lyrisk, eller er det også musikalsk i er blevet inspireret fra videoerne?
Det er helt grundlæggende videoerne som ligger under. At akkompagnere folks mundene historier med et barokensemble og sætte dem sammen i et.

Kan du komme med et eksempel på én af de videoer der har inspireret jer?
Der var f.eks en mand som sad i en stol og talte til uendelighed. En, to, tre, fire, fem og så indtil der ikke var mere film. En kat som bliver reddet ned af et træ. Nogen som ryger. Nogen som sætter kameraet på rundfart i et sushi-bælte i en restaurant.

So, I am obsessed with YouTube. It feels so much like a window into somebody’s world — people make a movie, and you see some tiny detail on their shelves, or the way they move their mouth when they speak. I send my friends thousands of videos a year I’ve found online. Teitur and I were laughing all the time thinking about these videos — a guy who strapped a camera to the front of his car and just drove down a long, empty road in Russia… So Teitur then was reading all the comments in these videos, which are amazing. From there, he took a lot of inspiration from the lyrics.

For me, I knew I wanted to use baroque instruments to offset the very modern (although, in 2017, kind of dated!) confessional (either intended or unintentional) videos we used. There is an amazing one of a cat being rescued from a tree by the fire brigade, and the minute he got down, he ran away so quickly!

I just saw today that you (Nico Muhly) have started a project together with Sufjan Stevens, Bryce Dessner, and James McAlister. I’ve read that it started several years ago, where you had been commissioned to compose a new piece for a Dutch concert hall. Had you worked with any of the guys before?
This was the same situation — the Eindhoven crew commissioned it! We are releasing it super soon. I’ve known Sufjan and Bryce for years but the Eindhoven situation gave me the opportunity to create a formal structure to work together outside of our individually busy work- and personal lives.

How many pieces did you end up creating for the concert hall?
We made 14 songs

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til ved jeres koncert på SPOT?
Det er den eneste gang at værket bliver opført i Danmark.

I am just excited to present this work again — it is simple and beautiful, I hope.

Hvad glæder i jer selv til at se på SPOT?
Spot er at gå på opdagelse. Glæder mig også til at se en masse venner. Skal også være sammen med nogle nye venner som jeg har mødt i Argentina sidste år på Dias Nordicos.

I can’t wait to hear bands I’ve not heard before — I live a pretty isolated life, musically, as I write all day and then by the end of the day, all I want to do is listen to Bach or Steve Reich — things I know very well.

Her kan du iøvrigt lige tjekke det projekt som jeg taler med Nico Muhly om;

Koncerter i 2011 – en top fem

Iceages amerikanske debut, Public Assembly, Brooklyn. Juni 2011.

Året der er gået har været et utrolig omfangsrigt koncert-år. Koncerten, der jo som flere antyder, (igen) får en større og større betydning, og som man kan mene, bliver en fare for kunstnerne hver især, da undertegnede (Rune) har en stigende fornemmelse af, at mange musikere kan risikere at udvande efterspørgslen ved netop, at være så tilgængelige overalt på livescenen.

Er det nogle gange nødvendigt at springe en by over her og der, for at bevare interessen? Eller sætte mere eksklusive arrangementer op? Jeg ved det ikke, det er egentlig bare en undren, jeg har gået med, og det er ikke nødvendigvis korrekt, men eksklusivitet er da en efterspurgt ting, og hvis man kan sige, at man har været til et arrangement, som kun 100 har set – så tror jeg, at det har en noget større effekt på publikum, end hvis der er 1000, der har set dig.

Jeg tror endda, at man kan tillade sig, at skrue prisen tilsvarende op – har man et produkt, der er godt nok.

En ting er dog sikkert. Det må højne kvaliteten, at selv ikke udgivne kunstnere, kan turnere vidt og bredt (Reptile & Retard aka. Retard Youth, Deer Bear og mange flere), og nye debuterende danske kunstnere, der har fået vind i sejlene (iceage (billedet), Dad Rocks! og mange flere).

Her følger ikke mindst vores ydmyge bud på en liveliste fra 2011. En svær opgave – skulle jeg hilse og sige.

 

Rune:

#5: (24-07-2011) Global Soul Night: Stevie Wonder, Ricky Minor & Friends (Janelle Monae, Charles Bradley, Sharon Jones, Grace Potter o.m.fl.), Hollywood Bowl, LA:

– En vanvittig oplevelse i Los Angeles. Købte billetter for lidt over hundrede kroner, og fik altså virkelig mange verdensstjerner for pengene. Det var Global Soul Night, som egentlig var en tribute i anledning af Marvin Gaye-pladen What’s Going On’s 40-årige jubilæum.

– Janelle Monae og Charles Bradley, der optrådte som gæster, havde imidlertid kørt på min mp3-afspiller hele sommeren, så det var helt utrolig fedt, at opleve dem i selskab med Wonder, og så på en legendarisk scene, som Hollywood Bowl er (The Beatles spillede der blandt andet i august 1964 og august 1965, som siden hen er udgivet på et livealbum).

#4: (02-06-2011) Ariel Pink’s Haunted Grafitti + R. Stevie Moore, Irving Plaza, New York

– En vanvittig koncert med altid fantastiske Ariel Pink og co. Den blev ikke mindre vanvittig af, at R. Stevie Moore – Ariel Pinks mentor – varmede op. Han kom ud, som det ses på billedet og råbte: “SWAG!” Efterfulgt af: “This is for all the bitches in the house”. Så er man ligesom i gang. Tydelige musikalske paralleliteter, og Ariel Pink var da også at finde på et par numre.

– Ariel Pink’s Haunted Grafitti leverede virkelig varen, og når de kan fyre numre som: Bright Lit Blue Skies, L’estat (acc. to the widow’s maid), Fright Night (Nevermore), Round and Round og ikke mindst Berverly Kills af fra Before Today-pladen, så er undertegnede solgt.

#3: (06-05-2011) The Antlers (Pre-tour concert – performing Burst Apart), Knitting Factory, Brooklyn:

– Jeg opholdt mig tre måneder i New York i foråret, og der købte jeg billet til en koncert i starten af The Antlers’ tour. Pludselig så jeg dog, at de holdte en pre-tour koncert på et mindre spillested. Den var gratis, men startede først på den gode side af midnat. Jeg tror, at jeg så koncerten med 100 andre, og vi fik seriøst noget “for pengene”.

– De spillede hele Burst Apart-pladen fra ende til anden, og derefter fulgte et par favoritter. Det var voldsomt intenst på det lille spillested Knitting Factory (der i øvrigt lå på Manhattan i gamle dage, og hvor der findes en fantastisk bootleg-optagelse med Jeff Buckley fra dette sted).

Du kan faktisk downloade hele The Antlers-koncerten via NYCtaper.

#2: (22-07-2011) Soundgarden + The Mars Volta, Forum, Inglewood, LA:

– Soundgarden OG The Mars Volta på samme aften var næsten for godt til at være sandt for mit lille rockhjerte. Chris Cornell har stået på toppen af min liste, over folk jeg SKAL opleve, så jeg var svært tilfreds med, at kunne krydse denne af.

– Som det fremgår af billedet, var det ikke de bedste pladser, men det gjorde nu ikke så meget. Vi fik alt, hvad vi overhovedet kunne bede om – tror gruppen spillede i 2 1/2 time. Jeg nød især torden-riffet fra 4th of July, men generelt bare en fantastisk oplevelse fra reunion-gruppen.

#1: (16-06-2011) Atlas Sound + White Rainbow + Lichens, St. Cecilia’s Church, Brooklyn

– Min bedste koncertoplevelse i år var Bradford Cox i Atlas Sound i en kirke i Brooklyn i forbindelse med Northside Festival (ja det hedder den faktisk også). Derudover havde han fået følgeskab af to elektroniske connoisseurs, hvor især White Rainbow er stærkt anbefalelsesværdig (Check især dette gratis album ud på Bandcamp).

– Cox spillede helt selv, med de pedaler på billedet ovenfor. Det var en af de koncerter, der i min bog har fået mærkatet: Magisk. Han spillede blandt andet Sheila og Walkabout, samt en del materiale fra Parallax der endnu ikke havde set dagens lys. Jeg hæftede mig dengang ved nummeret Terra Incognita – en lidt spøjs titel, man ikke lige sådan glemmer. Det er stadig en af mine favoritter fra 2011 – det nummer. Derudover var han bare helt afslappet og meget ydmyg, og folk var musestille – en stor respekt for denne mand, blev klart fornemmet, og det så sandelig helt fortjent. Må vi bede til en Roskilde koncert eller andet i det kommende år.

Rikke: 
– Det er altså langt fra alle mine 5 koncert jeg har stemningsbilleder fra, men der er da et par stykker. Efter at have gennemgået mit koncertår 2011, er det gået op for mig hvor sjældent jeg egentlig kommer andre steder hen end Stengade for at se koncerter + at mange af dem jeg så endelig vælger at tage ud og se, ofte er de samme… Så måske et nytårsforsæt i 2012 skulle hedde flere koncerter? Det kunne dog alligevel godt blive til en top 5. For selvom det har været lidt sløvt med antallet, så har det alligevel været et år der har været rigt på de helt fede oplevelser…

#5: Teitur juleshow @ Loppen d. 16. december
– Det var én af de her aftener hvor man genopdager noget musik man ikke havde dyrket længe og det går op for én at man kan hver eneste sang udenad, som om man ikke havde bestilt andet. Alt i alt en fantastisk hyggelig og uformel tur ned ad memory lane og den skæve julemand med hans glowsticks, gjorde det ikke mindre underholdende.

#4: Take That @ Parken d. 15. juli

– En barndomsdrøm gik i opfyldelse ved et tilfælde, og det gik helt klart hen og blev én af de bedste koncertoplevelser i år. Det var stort!

#3: The Eclectic Moniker @ Lille Vega d. 4. november
– Sommer i Lille Vega i november. Jeg oplevede dette band for første gang da de vandt KarriereKanonen på Stengade i maj, hvor salen med ét forvandlede sig til én stor fest. Det samme skete i Lille Vega denne kolde november aften, hvor undertegnede og min medskribent her på bloggen begge havde en fantastisk oplevelse.

#2: Beirut @ Wellmont Theatre, New Jersey, NY 13. maj

– Det har altid været min drøm at opleve mindst 1 koncert i følgende storbyer rundt omkring i verden, London, Berlin, Amsterdam, New York og Paris, så det var derfor en drøm der gik i opfyldelse, da undertegnede og min kære medskribent oplevede denne koncert i det gamle teater i New Jersey. Ikke alene var musikken fantastisk, men det var også meget inspirerende at opleve hvordan amerikanernes koncertkultur er.

#1: The Antlers @ Lille Vega 27. november
– Det var lige med hængende hår at jeg ikke fik oplevet denne koncert pga. en tur på skadestuen som trak ud. Men på grund af stormen som hærgede over Danmark den selvsamme dag, blev koncerten heldigvis forsinket, så jeg kunne få fornøjelsen af at opleve én af de koncerter jeg har glædet mig allermest til i år, og den levede såsandelig også op til forventningerne. Smukt med smukt på!

blaa mandag #26

Hvis man søger på ‘Teitur’ her på bloggen, tegner der sig hurtigt et billede af hvem af mig og Rune der har skrevet mest om troubadouren. Eller i det mindste nævnt ham i de pågældende indlæg. Undertegnede har nemlig efterhånden fulgt ham siden 2003 og ligeledes haft et væld af ualmindeligt rare live-oplevelser med selv samme. Ja, jeg har mine singer/songwriter favoritter (som indtil videre har talt begejstrede indlæg om Ed Harcourt, Josh Ritter, Nick Drake m.fl. her på bloggen), og færingen Teitur er altså én af de mange…

Teitur er snart aktuel med sit femte album, som endnu ikke har fået nogen titel. Men det udkommer i hele verden d. 4. oktober og allerede nu kan du høre den første single med titlen You Never Leave LA, som vi har været så heldige at få lov til at streame herunder:

[soundcloud width=”100%” height=”81″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/teitur-you-never-leave-la”] Teitur – You Never Leave LA by blaavinyl

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med charmetrolden, får du her en oversigt over hans diskografi og et fif til hvor det er bedst at starte:
1. Poetry and Aeroplaness (2003)
2. Stay Under The Stars (2006)
3. Kata Hornid (2007)
4. The Singer (2008)

Størstedelen stiftede bekendtskab med Teitur på hans anden plade Stay Under The Stars fra 2006 med den allestedsværende hitsingle Louis Louis (selv min mor hoppede med!), som var en hyldest til den legendariske Louis Armstrong. Det er skam også en fin plade med højdepunkter som I Run The Carousel, Nightmare Works, Boy She Can Sing og mol coverversionen af rock’n roll klassikeren Great Balls Of Fire. Men som det så ofte er med de her lange bekendtskaber, skal der meget til at vælte førstehåndsindtrykket af pinden…så når det er sagt, vil jeg anbefale dig at starte ud med starten, nemlig første pladen Poetry and Aeroplanes fra 2003 som det er svært at hive favoritter ud af, da hele pladen er én stor favorit i mine ører. Men derfor skal i da ikke snydes for et nummer derfra:

Næste skridt må næsten være The Singer fra 2008, som er den mindst tilgængelige plade manden har lavet, og dermed også den plade der dels viser en ny side af Teitur, men også en plade som tager tid om at sive ind under huden, men som netop også bliver der længere, som det så ofte er med sådanne plader. I får lige her til sidst én af de mere up tempo numre fra pladen i en alternativ men sjov version (læg mærke til de flyvende badedyr):

Resten af Teiturs diskografi er mindst lige så anbefalelsesværdigt, men du må klare dig selv herfra…og husk så også lige at få ham oplevet live, når han engang kommer ud og turnerer igen!

blaa mandag #4 – go’e gamle Louis-dreng

For en uges tid siden, skulle jeg rigtig tidligt op for første gang i lang lang tid, hvilket jeg selvfølgelig ikke er så god til. Men tanken om en god halv times rejse i S-tog den morgen, fik mig helt i hyggehumør, og jeg satte straks “den go’e gamle Louis” på min iPod og begav mig ud i den mørke kulde. Det var en fantastisk oplevelse. Han var jo en rigtig hyggeonkel ham Louis Armstrong. Selvom musikken er gammel, og man godt kan høre at der er gået nogle generationer siden det blev indspillet, så virker det stadig! Det kan stadig gøre en dag bedre end den var og bringe et smil på læben samt sætte en hofte til at vrikke hist og pist. Han må og skal aldrig glemmes!

Så jeg har nu fuld forståelse for, når Teitur ligefrem synger manden en sang, som her:

Jeg vil selvfølgelig gerne sprede denne hygge, så lyt med her på nogle af mine favoritter:

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/13-a-kiss-to-build-a-dream-on” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]

[soundcloud url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/16-takes-two-tango” params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ width=”100%” height=”81″ ]

De fineste danske musikvideoer

video video VIDEO

Jeg faldt over en musikvideo, som inspirerede mig til at lave et indlæg omhandlende mine favorit musikvideoer indenfor dansk musik.

Den første her, er ikke alene forbundet med en masse nostalgi for mit vedkommende, men ER også én af de absolut flotteste danske musikvideoer der er lavet til dato:

En anden dansk musikvideo der har gjort indtryk igennem tiden, er denne. Ikke mindst pga. billedeffekten, men såsandelig også pga. den historie den fortæller. Det er desværre hverdagskost for alt for mange børn:

Og her er den tredje, som er fantastisk simpel og alligevel underholdende på sin egen lille charmerende måde. Og så er den udelukkende optaget på mobiltelefon!:

(og her er endnu én af samme kunstner, som jeg også holder uendeligt meget af (videoen that is :)). Jeg griner stadig når han forsøger et par dansetrin 1:02 minut inde i videoen. Hehe).

Og sidst, men ikke mindst, ét af de mere festlige indslag. Selve nummeret er ikke ligefrem blandt mine favoritter af netop dette band, men videoen er fantastisk!:

I skal være velkomne til at komme med jeres bud, hvis i har nogle.

Hverdagens små tilståelser

Teitur og Nico Muhly

Det er sikkert mig der har været langsom i opfattelsen, da den såkaldte Confessions Tour blev skudt igang for 1 år siden, hvor tre kunstnere kom på idéen inspireret af YouTube, der går ud på at de skulle skrive sange til nogle udvalgte YouTube videoer. Ganske glimrende idé.
Nu er Confessions Tour del 2 så sparket igang af ingen ringere end Teitur og Nico Muhly. Hvilket godt kunne gå hen og blive ret så fantastisk. Følg det hele her. Og se introduktionsvideoen herunder:

Spot Festival: Tivoli for voksne

Bodebrixen

SPOT festival er vel overstået. Og sikke en festival! Der var fart over feltet, både med at få hørt en masse musik, deltage i seminarer og møde en masse mennesker (velkendte som nye ansigter).

Torsdag:
Åbningsarrangementet i musikhuset –
Ave med symfoniorkester
Oh Land med symfoniorkester
When Saints Go Machine med strygere.

Sidstnævnte var jævnt kedeligt, jeg afskrev dem faktisk allerede på SPOT sidste år, men blev nødt til at blive hængende i år, da min medskribent herinde fra skulle anmelde alle tre koncerter. Så jeg gik desværre glip af Yann Tiersen…men har også hørt at det var umuligt at komme ind anyways. De første to navne var tilgengæld smukke oplevelser!

Fredag:
Bodebrixen (billedet)
The Asteroids Galaxy Tour
Are We Brothers
The William Blakes
The Olympics
Alloy Alloy
Mellemblond
Snake and Jet’s Amazing Bullit Band
Turboweekend
Marybell Katastrophy
The Floor Is Made Of Lava

Lørdag:
Music For Modern Man
Maria Timm
Chin & The Ragga Pack
A Kid Hereafter Special Edition
Rumpistol
Must Go Radio
The Liberty Balance
Skammens Vogn
I Was A King
Mixtune For Cully
Tim Christensen
Oh No Ono

Det er selvfølgelig langt fra alle navne jeg har set fra start til slut, men dem jeg så hele showcases med, var Bodebrixen, The William Blakes, The Floor Is Made Of Lava, Mixtune For Cully og Oh No Ono. Nogle har jeg ikke set det hele af, fordi der var andre navne eller ting der skulle nåes midt i det hele, eller også fordi navnet ikke rigtig imponerede. Men sådan er det på SPOT…det er et Tivoli for voksne. Du får dit armbånd på den første dag, og så kan du ellers rende rundt som et lille barn fra forlystelse til forlystelse de næste par dage. Det er en fantastisk ting. 2 hele dage propfyldt med musik. Alle steder du drejer hovedet henimod, er der fyldt med musik. Ikke bare på scenen, men også når du passerer forbi diverse stande og folk der snakker. Musik musik musik. Et sandt paradis!

Jeg ved ikke om der var et musikalsk højdepunkt for mig i år. Dermed ikke sagt at alt det jeg har set var dårligt, tværtimod…højdepunkterne har bare for mit vedkommende været mere at finde på den personlige front, hvor der har været nogle grænser og lignende der er blevet flyttet og sådan. Se lidt reportager og interviews her.

Jeg nåede kun at deltage i to seminarer, men det var tilgengæld også to meget lærerige seminarer på hver deres måde. Det ene var Hvad nu spillemand ?, som primært kom til at omhandle problematikken omkring institutionaliseringen af de danske spillesteder, kriseramte spillesteder og vilkårene for det danske vækstlag og den dur. Ganske interessant. Det andet var nærmere et foredrag af Teitur’s manager Christian Ulf-Hansen, som fortalte om hans ti år sammen med Teitur og hvilken rutschebane tur det havde været. Det var superspændende og gav en meget dybere indsigt i Teitur’s karriere, end jeg nogensinde har haft i nogen anden musikers karriere.

Her er en rimlig komisk sang som han skrev på et tidspunkt, da han havde problemer med at få visum til USA, hvor han skulle på tour med Tina Dickow og Tobias Fröberg. De blev nødt til at starte touren uden ham, men han fik, som i kan høre i videoen, langt om længe sit visa af omveje: