spot optakt: mantua

Mantua

Yes! Så er det i morgen SPOT løber af stablen, og vi bringer hermed sidste SPOT Optakt interview inden det går løs. Vi har i denne omgang fanget Silas Bjerregaard, som i år spiller på SPOT Festival med sit nye band Mantua, som vi er rigtig spændte på at opleve når de spiller i Lille Sal i Musikhuset på lørdag kl. 19:30.
I kan følge blaavinyl’s eskapader og anbefalinger på både vores instagram og twitter fra i morgen og resten af weekenden.
Hermed en dejlig catchy sang i kan læse interviewet til:

Hvordan og hvornår blev i dannet?
Vi begyndte at spille sammen i 2013, og i lang tid handlede det mest af alt om at hygge, spise noget god mad, og have tid til at jamme og høre ny musik. Det var først i 2015 at vi overhovedet begyndte at tænke på om vi måske skulle prøve at lave nogle sange færdige, have et bandnavn, og måske endda udgive noget. Men på det tidspunkt virkede det tilgengæld også som det naturlige næste skridt.

Jeg har læst mig til at i blev dannet med ønsket om at spille punk, men at dømme ud fra jeres første EP, så blev det aldrig til noget. Hvorfor ikke?
Jeg tror historien om at vi gerne ville spille punk, handler mere om at vi bare gerne ville have et frirum til at gøre lige hvad vi ville, mere end det handlede om en specifik musikstil. Tingene skulle være lige til, og umiddelbare, og vi skulle hver især have frit slag til at bidrage med det vi havde mest lyst til. Jeg havde måske nogle aggressioner jeg skulle ud med på det tidspunkt, og så brugte jeg ordet punk til at beskrive følelsen. I realiteten er vi ikke særligt punkede overhovedet, og fungerer meget bedre i et mere melodisk og mellow univers.

Spillede i nogensinde noget punk når i mødtes?
Vi spillede lidt forskellige covernumre i starten, bl.a. Black Sabbath, Cold War Kids og Nirvana. Men vist aldrig rigtig noget punk faktisk. Jeg er ikke afvisende for at kaste et Black Flag nummer ind i øveren for sjov skyld, men det bliver ikke noget vi tager ud at optræde med.

Er der nogen større mening bag navnet Mantua?
Mantua er en lille by i italien, ikke så langt fra Verona. Det er den by Romeo [fra Romeo & Julie] bliver sendt til i exil efter at han har slået Julies fætter Tybalt ihjel. Der sidder han så og venter på Julie, og hører om hendes død, men misser hendes brev, som forklarer den snedige plan. Så man kan vel kalde det en slags romantisk limbo. Men alt det er faktisk bare en overbygning.

Det er ingen hemmelighed at to af jer har gang i veletablerede bands ved siden af projektet her, som jeg kan forestille mig har nogle ret bestemte rutiner omkring sangskrivning og de processer der ligger i det at være band. Er Mantua et forsøg med at bryde med de rutiner, og for at få afløb for de ting i ikke kan få afløb fra i de andre projekter?
Det var helt klart sådan det startede. Både VETO og Turboweekend er jo ret synth-tunge bands, og bands som gå meget op i produktion og lyddesign. Det kan til tider være en lidt langsommelig proces, og på det tidspunkt hvor vi dannede Mantua, havde både Jens og jeg brug for et alternativt forum. I mellemtiden er der jo så også sket forandringer i både VETO’s og Turboweekends proces, men det er stadig helt forskellige konstellationer, som giver helt forskellige afkast. Én af de ting jeg har lært ved at spille og skrive med Mantua sideløbende, er helt klart at give mere slip, og lade gruppen frembringe det som gruppen frembringer. Både inden i mig, og ude i fællesskabet. På den måde stjæler de to projekter heller ikke kreativt fra hinanden.

Jeg mødte dig da i var ved at lægge sidste hånd på jeres første EP sidste år, og kunne tydeligt mærke din begejstring over at have prøvet at stå for hele processen, lige fra indspilning til producering og mastering. Hvorfor valgte i at stå for det hele selv?
Det var nok ikke et bevidst valg at producere EP 1 alene. Det var mere fordi der ikke var nogen der foreslog en producer, og så gør man det jo bare selv. Det var også lidt et tilfælde at jeg endte med at mixe den selv. Jeg tror det kom naturligt at jeg havde haft fingrene så meget nede i kagedejen, og derfor nemmere kunne tappe ind til den lyd vi gerne ville frem til.
Det var dog også et ret stort arbejde, som strakte sig over meget lang tid, og derfor valgte vi en anden model på EP2, hvor vi skrev numrene helt færdigt i øvelokalet, og øvede dem op sammen med vores ekstra guitarist Mads, og så hev vi Nikolaj Nielsen ind, som både hjalp med at indspille numrene, og mixede dem. Det var både grænseoverskridende at give kontrollen fra sig, men også befriende. Og jeg synes sgu’ resultatet er blevet rigtig fedt.

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til ved jeres koncert på SPOT?
Det er jo kun 2. gang nogensinde at numrene bliver spillet live for et publikum, og første gang er bare dagen inden, så jeg glæder mig personligt til at lade numre leve. Spot publikum plejer at være et super nærværende publikum, som virkeligt er tilstede for musikken, så jeg tror vi kan skabe noget magi.

Hvad glæder i jer selv til at se på SPOT?
Der er jo simpelthen så meget godt på programmet, og jeg har ike engang fået lyttet på en trediedel endnu, men jeg ville rigtig gerne nå at høre Lord Siva, Communions og Kikos (som er mine gamle band-mates Valdemar Have og David Klinke). De bedste koncerter kan også nogle gange være dem man er total uforberedt på.

Mantua udgiver deres anden EP på fredag og holder release, samt spiller deres debutkoncert på Bremen. Det er gratis, og eventet findes her. Hvis du som os er på SPOT, så venter vi blot til lørdag, hvor vi kan få lov til at opleve bandets anden koncert nogensinde i Lille Sal kl. 19:30.

De fineste danske musikvideoer

video video VIDEO

Jeg faldt over en musikvideo, som inspirerede mig til at lave et indlæg omhandlende mine favorit musikvideoer indenfor dansk musik.

Den første her, er ikke alene forbundet med en masse nostalgi for mit vedkommende, men ER også én af de absolut flotteste danske musikvideoer der er lavet til dato:

En anden dansk musikvideo der har gjort indtryk igennem tiden, er denne. Ikke mindst pga. billedeffekten, men såsandelig også pga. den historie den fortæller. Det er desværre hverdagskost for alt for mange børn:

Og her er den tredje, som er fantastisk simpel og alligevel underholdende på sin egen lille charmerende måde. Og så er den udelukkende optaget på mobiltelefon!:

(og her er endnu én af samme kunstner, som jeg også holder uendeligt meget af (videoen that is :)). Jeg griner stadig når han forsøger et par dansetrin 1:02 minut inde i videoen. Hehe).

Og sidst, men ikke mindst, ét af de mere festlige indslag. Selve nummeret er ikke ligefrem blandt mine favoritter af netop dette band, men videoen er fantastisk!:

I skal være velkomne til at komme med jeres bud, hvis i har nogle.

Et lille stort surt opstød

Henrik Marstal

DR og P3 har så travlt med at prædike om at de støtter vækstlaget i dansk musik. For eksempel gjorde de til P3 Guld, et stort nummer ud af at hylde morgendagens stjerner, hvor Veto rendte med den helt store P3 Guld pris. Mig bekendt har Veto været på banen de sidste 3 år, og har fra starten haft god medvind med udsolgte koncerter og god medieomtale. Ikke mindst Troels Abrahamsen (forsanger), har med sine sideprojekter og i rollen som producer ydermere haft stor medvind, så vidt jeg er orienteret. Så kunne de 100.000 kr der følger med prisen, ikke sagtens være brugt på et andet navn der er knapt så etableret ?
Og nu vi er ved P3 Guld, så kunne man opleve navne som Tim Christensen, Carpark North, Peter Sommer, ovennævnte Veto, Camille Jones, Mike Sheridan feat. Maya Albana, Fagget Fairys og Wong Boys (hvem har jeg glemt?). De sidstnævnte forstår jeg slet ikke hypen omkring. Men når det så er sagt, stiller jeg mig igen spørgende til P3’s såkaldte “vi støtter vækstlaget i den danske musik”-slogan, med så etablerede navne (især de første 4 nævnte) som optrædende! Jeg ville foreslå P3 Guld at gå væk fra det slogan, eftersom de ikke lever op til det.

Frustrationen blev genopvækket i mig da jeg tidligere i dag faldt over en artikel, hvori Henrik Marstal (Ph.d. musikvidenskab) gør opmærksom på tendensen til at danske musikere efterhånden kun kan “blive til noget” hvis de enten deltager i KarriereKanonen eller er så heldige at nå igennem P3’s nåleøje. For pladeselskaberne tør efterhånden ikke signe et band, hvis ikke det er blevet kvalitetsstemplet af P3 først. Jeg citerer: “Man skal være opmærksom på det massive, kommercielle kvalitetsstempel, det er for et band at være med i KarriereKanonen. Det ved pladeselskaberne også, og så bliver det for alvor svært for et band, at bygge en karriere op, hvis det ikke har været med i en konkurrence.”
Hvortil DR’s chefredaktør for musik, Ole Mølgaard svarer: “Det er mærkeligt at angribe nogen, der prøver at gøre en indsats for vækstlaget, ved at sige, at det er synd for dem, der ikke kommer med. Der er stadigvæk et væld af muligheder for at brage igennem med sin musik på for eksempel nettet, så det tror jeg ikke er et problem.

Igen kommer DR/P3’s såkaldte “indsats for vækstlaget” på banen! Jeg forstår dem virkelig ikke. For hvorfor voldspiller de så de samme 10 navne (hvoraf størstedelen af dem er etablerede) i prime-time ?! Og skubber de lidt “skævere” navne ud på de sene nattetimer ?? – Jeg ved godt de har en såkaldt public-service forpligtelse at leve op til, men jeg synes den er latterlig, hvis den begrænser så meget og giver dem så meget magt, som den tydeligvis gør.
Og nu vi er ved det, så var der også hele sagen fra sidste år med amputeringen af Annika Aakjær’s ‘Lille Filantrop‘, hvor P3 klippede rap-sekvensen med Per Vers væk, hvor det også kom frem at der pilles ved 80 procent af de numre de spiller i P3, så de kan passe bedre ind i P3’s profil. Hvorfor så lytte til radio ?? – når den musik de spiller, ikke engang er de originale værker, som de var udtænkt af kunstneren ? – Jeg synes igen P3 spiller for meget med deres muskler, når de gør noget så drastisk. De gør jo netop ikke nogen indsats for vækstlaget, når de går ind og ændrer på det, så det passer bedre ind til den allerede etablerede musik.

Kom nu DR! Kom ud og få lidt jord under neglene…det er sundt!