spot optakt – magnus grilstad

Nu er der under 1 uge til SPOT 2019 skydes igang, og da SPOT primært er en branchefestival, har vi i år udelukkende rakt ud til en række branchepersonligheder, og stillet dem nogle få spørgsmål omkring deres forhold til SPOT Festival og hvad de synes vi skal tjekke ud på festivalen. Første i rækken er Magnus Grilstad fra Wonderwhy;

Hvad betyder SPOT Festival for dig?
SPOT Festival er et fantastisk samlingspunkt for hele den danske musikbranche. Det er her jeg får mulighed for at catche op på en masse gode mennesker jeg ikke altid får set i det daglige, og det er også her jeg bliver introduceret til en masse nye aktører. Det er på SPOT, at jeg nogle gange finder nye artister at samarbejde med, og pejler mig ind på hvilken retning de forskellige genrer jeg arbejder med, er på vej i mod.”

Har SPOT Festival nogensinde gjort en forskel for nogle af de bands du har repræsenteret på festivalen?
Ja, bestemt. SPOT gjorde meget for Rebecca Lou sidste år. Vi fik landet aftaler med både agent og label i GSA på baggrund af hendes showcase sidste år, og jeg landede også et par festivaloptrædender i både DK og Tyskland efter showet. Og i år spiller hun bl.a Roskilde Festival, så jeg tror helt klart hun har fået et løft af det.

Ellers er Wonderwhy jo en ret ny spiller på markedet, vi havde en artist på i 2017, Rebecca Lou i 2018, og i år har vi 6 artister fra vores roster der spiller i alt 10 koncerter under festivalen.

Har du nogle særlige minder fra SPOT 2009? 
SPOT 2009 var mit første år på SPOT, jeg var 17 år, og tror ikke jeg helt forstod hvad der foregik. Mener at jeg gik konstant rundt med Morten Hundahl (Nord Booking), som jeg arbejdede for på det hedengange Upfront Music, og sugede til mig af omgivelserne og menneskerne.

På koncertfronten husker jeg særdeles Ginger Ninja og Giana Factory som spillede to energiske og medrivende koncerter, mens Oh No Ono leverede den smukkeste oplevelse inde i Store Sal.

Hvem kan du anbefale os at gå ind og se på SPOT 2019 (og du må ikke anbefale nogen du arbejder med)? 
Elisha hvis du kan lide skarpskåret popmusik i stil med The Weekend. Jeg har selv en ret stor svaghed for School of X, som jeg glæder mig til at se. Aksglæde bliver helt sikkert en kæmpe fest!

Er du blevet nysgerrig på hvem Wonderwhy ellers repræsenterer, kan du bl.a. kigge forbi Voxhall på SPOT Festival torsdag aften kl. 20 – 00, hvor Wonderwhy har slået sig sammen med et andet musikselskab, We Are Suburban, og de tilsammen repræsenterer 5 navne:

  • Rebecca Lou
  • ELBA
  • Girlcrush
  • MANILA
  • Elisha

poetry in mono efteråret 2013

poetry in mono logoet

En ny sæson står for døren og undertegnet har knoklet for at få alt på plads, så vi kan nyde endnu en omgang hyggelige aftener i den gode musiks tegn. Det flasker sig så småt på trods af at der stadig er nogle smådetaljer der skal på plads, men overordnet tegner sig dog til at der kommer til at være hele 3 Poetry In Mono aftener i denne sæson. De 2 første er præsenteret herunder. Læs, lyt og sæt kryds i kalenderen!

Den første (eller rettere sagt 13.) af slagsen går ned d. 20. september hvor vi er i det indie-poppede hjørne med album aktuelle Lars and The Hands of Light og PRE-BE-UN, som netop har udgivet hans debutplade. Bag PRE-BE-UN har vi Nicolai Kleinerman Koch (Oh No Ono, Choir of Young Believers og Boom Clap Bachelors), som med dette soloprojekt har kastet sig over den alternative pop med følgende ideologi:
Det er nyttesløst at søge efter en autentisk folkekultur i det kapitalistiske samfund. Med PRE-Be-UN vil jeg gerne etablere forståelsen af netop popkulturen som en autentisk folkekultur og lave et tværsnit, der viser lytteren roden af popmusikken som en kvasimysticistisk folkemusik. Mine tekster har flertydighed som ideal, og jeg tror, man kan tale om en art hyperreferentialitet, der på sætnings-niveau konstant stikker tråde ud til pop- og avantgardekultur. Alt fra Gene Vincent til George Brecht.”

Live-versionen af PRE-BE-UN varierer eftersigende i bemandningen på scenen, så det bliver spændende at se hvilket set-up vi får serveret musikken ved denne aften. Hør PRE-BE-UN’s førstesingle fra albummet clean spasms her:

Det er ligeledes en erfaren herre der står bag Lars and The Hands of Light. Lars Vognstrup (Junior Senior, Money Your Love, Wolfkin mf.l.) dannede i 2009 kvartetten Lars and the Hands of Light, som bl.a. tæller hans lillesøster, Line Vognstrup. De udgav i 2010 debutalbummet The Looking Glass som især fik stor opmærksomhed i Frankrig såvel som Tyskland. Nu er de klar med anden pladen Baby, We Could Die Tomorrow som udkom i april i år. Undertegnede havde fornøjelsen af at opleve dem til Crunchy Frog’s fabelagtige julefest på Pumpehuset i december sidste år, og det kan kraftigt anbefales at kigge forbi denne aften og få mættet sit pophjerte. Lyt selv:

Til at DJ’e før, imellem og efter får vi fint besøg af DJ Mexican Golf (Big Oil Rec) som vil sørge for at kridte dansegulvet op.

Den 14. Poetry In Mono i rækken bliver d. 17. oktober hvor vi byder på både norsk såvel som dansk shoegaze. Danske Scarlet Chives forargede for nyligt på nettet med videoen til deres førstesingle The Timber Will Fall fra deres kommende andet album som udkommer her d. 2. september. Videoen der viser 2 kvinder der holder 3 mænd som en slags slaver og belønner dem med brystmælk blev så hurtigt fjernet fra youtube, at Ekstrabladet blev nødt til at skrive om det. Heldigvis er Vimeo ikke ligeså strikse, så vi har derfor også muligheden for at vise jer den kontroversielle video her:

SCARLET CHIVES – THE TIMBER WILL FALL (OFFICIAL) from Kong Gulerod Film on Vimeo.

Undertegnede er meget begejstret for nummeret og glæder mig til at høre resten af pladen og ikke mindst opleve dem live.
Vi får også fint besøg fra Norge denne aften, når Dråpe slår an med deres lettere støjende shoegaze når det 5 mand høje band betræder Stengades skrå brædder. Lyt her:

DJ’s vil blive offentliggjort senere.

Vi glæder os rigtig meget til at komme igang med den nye sæson og håber rigtig meget at se mange af jer til arrangementerne 🙂

Lidt fra godteposen

…eller hvad man nu kan kalde den. Jeg tænkte at det var tid til et indlæg med lidt forskellige inputs og nyheder fra nær og fjern.

De føromtalte sprøde svenskere i Forest & Crispian har ikke ligget på den lade side det sidste års tid siden deres sidste pladeudgivelse. Da de udover at have turneret i Danmark, Norge og Sverige, også har fundet tid til at indspille deres tredje album, i et gammelt teater i Malmö, som med titlen Morgenlands rammer gaden i sensommeren/efteråret i år.

Førstesinglen, den meget catchy og meget Forest & Crispianske Let The Best Band Win, kan høres herunder, og vi her på blaa vinyl er meget stolte af at være nogle af de allerførste til at præsentere det. Giv det et lyt:
[soundcloud width=”100%” height=”81″ params=”show_comments=true&auto_play=false&color=49a9e1″ url=”http://soundcloud.com/blaavinyl/forest-crispian-let-the-best-band-win”] Forest & Crispian – Let The Best Band Win by blaavinyl

Efterklang lejren har gang i nogle sjove remix udgaver af sange fra deres seneste plade Magic Chairs fra i år. Indtil videre har de teamet op med Turboweekend og Oh No Ono, som de har byttet numre med og så har lavet hver deres remix af de pågældende numre. Umiddelbart synes jeg bytteren med Oh No Ono er forløbet bedst for begge parter, hvor jeg synes at Efterklang selv endte ud med det bedste resultat i Turboweekend runden. Men det kan i selv være med til at vurdere, for alle 4 numre kan både streames og downloades (GRATIS!) her og her. Hvem deres næste remix projekt er med, er endnu hemmeligt, men jeg kan hilse og sige at det bliver rigtig interessant og knap så forudsigeligt som med de to foregående navne!

Og lige her til sidst lidt mere remix og lidt om blaa vinyl yndlingene i Bodebrixen. Der har været stille omkring dem de sidste par måneder (med undtagelse af deres optræden til én af de mange SPOT efterfester), men i sidste uge dukkede følgende nye nummer op i en remix udgave (remixet af Oli Horton, som bandet i starten af dette år besøgte i hans studie). Et nummer der bringer mig gode minder fra den ovennævnte meget festlige og farverige koncert til SPOT efterfesten i Studenterhuset i maj måned. Nummeret hedder I Was Sad & You Were Lonely, og det kan høres her:

Der er forlyden om at bandet så småt er igang med at arbejde på en EP, men det hører vi sikkert mere om når eller hvis det bliver aktuelt…

Årets danske plader

Enten er det os der er blevet mere opmærksomme på den danske musikscene det seneste år, eller også ER der virkelig røget en hel del flere gode plader på gaden i det foregående år, end normalt. Derudover har det været meget svært at nå at høre alle de plader der er udkommet, så vores lister er baseret på nogle af de plader der er nået igennem mængderne til vores ører og hjerter. Men det har stadig været meget svært at holde sig indenfor en top 10, og det bliver endnu sværer når vi om en lille uges tid vender tilbage med vores udenlandske top 10’er. Indtil da, kan i herunder tjekke blaa vinyl’s to skribenters bud på hvilke danske plader der har været de bedste i 2009:

ÅRETS DANSKE TOP TI PLADER:

RUNES TOP TI:

10. KITTY WU – SOMEONE WAS HERE

En for undertegnede ventet plade, som heldigvis kom ud til det positive. Deres storby-post-punk elementer klæder i højere grad deres sange, og som altid synes jeg, det er i de stille numre Kitty Wu’s sjæl kommer flottest og tydeligst til udtryk. Pladen er dog stadig fremragende og bandet forbliver at være en af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder.

9. THE RAVEONETTES – IN AND OUT OF CONTROL

En geni-streg af Sune Wagner og Sharin Foo, at gå i studiet med Thomas Troelsen. Først var jeg lidt skeptisk overfor samarbejdet, men jeg må sige, at de har fundet en fremragende balance på dette album, mellem tilgængelighed og støj. De høster velfortjent også roser i udlandet, samtidig med at bandet er vokset utrolig meget live (jvf. årets koncerter).

8. BALSTYRKO – JAGTEN PAA NOGET

Gode danske sange med charme. Jeg faldt pladask for pladen, og jeg synes at de leverer et meget interessant verdensbillede via deres lyrik. Blæs B. og Ane T. går fint i spænd, og jeg elsker især musikken når der skal hygges, for eksempel når det sner udenfor.

7. SILVER GLEAMING SOUND MACHINE – ALL TOMORROW’S GARDENS

Kraut-pop af første og øverste skuffe. Nummeret Hawk er fantastisk ørehængende, og hvis man giver dette mini-album tid, så kommer de andre sange også op til overfladen. Det er en solid udgivelse, og den har generelt også høstet mange roser. Det er med rette vil jeg mene, og derfor glæder jeg mig også til at opleve bandet live i det nye år. Hør det for din egen skyld.

6. MEW – NO MORE STORIES ARE TOLD TODAY…

Frengers var fremragende, så røg jeg af på And the Glass Handed Kites, men så røg jeg på igen på No More Stories… De præsterer nogle meget overbevisende og originale ting på denne komplicerede prog-pop-plade, med rytmer der ikke er hverdagskost. Jeg ærgrer mig meget over, at jeg missede deres koncerter for nylig, men jeg vil meget gerne se dette album opført live i 2010.

5. KELLERMENSCH – S.T.

En af de mere personlige overraskelse. Undertegnede havnede ved deres koncert i forbindelse med Spot festivalen, og selvom de ligger uden for min vanlige genre, var jeg meget overbevist af deres dystre kælder-æstetik. Albummet er mindst ligeså optimalt, og deres dynamik i forhold til at have to så forskelligartede forsangere, er et stærkt våben til deres udtryk. Jeg glæder mig til at se hvad de tager det til.

4. CHIMES AND BELLS – INTO PIECES OF WOOD (EP)

Cæcilie Triers vokal i Chimes And Bells spænder meget vidt, fra det dybeste dybe til de højeste fine intense toner. Det meget melankolske og indfangende univers bliver gør Into to Pieces of Wood, til dette års bedste danske EP. P.S. Et fuldlængde album næste gang tak!

3. I GOT YOU ON TAPE – SPINNING FOR THE CAUSE

De er Danmarks bedste rock-band, dog ikke med den klassiske jeg-kan-overtage-verden attitude, men med en tilbagelænet dygtighed, og en sangbog fyldt med favoritter. På Spinning for the Cause udvider IGYOT deres spændvidde og deres bredde, både musikalsk, vokalt og arrangementsmæssigt blandet med deres tilbagelænede stil, bliver en stilsigende måde at give resten af verden muligheden for at tage dem til sig. Suverænt album.

2. BAND ANE – TOO AND FREE

Too And Free kan få legesygheds-stemplet lige på midten af coveret, for der er så mange finurlige ting man opdager ved mange gennemlytninger, og de sporadiske og abrupte elementer går op i en meget høj enhed. Jeg håber virkelig Band Ane får succes med dette album, for det er i en elektronisk klasse for sig.

1. OH NO ONO – EGGS

Oh No Onos Eggs er meget svær at komme uden om. Den har vist en helt ny og meget ambitiøs side af den danske musikscene. Der er efter sigende lagt utrolig mange optage-timer i dette album, samtidig med at numrene på pladen er særdeles forskellige. Oh No Ono viser så mange sider af sig selv, og de viser at bare fordi, man kommer fra et lille land, så kan man godt skyde efter toppen af skyerne, også selv det i dette tilfælde er med æg. Dette årtis danske svar på Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band – fremragende præstation.

RIKKES TOP TI:

10. OH NO ONO – EGGS

Oh No Ono plejer ellers normalt ikke at være iblandt mine favoritter. Primært på grund Malthe Fischers heliumsramte Mickey Mouse stemme. Men Oh No Ono er vokset med opgaven, og selvom Fischers stemme stadig dominerer lydfladen til en vis grad, er det alligevel et imponerende værk de har stykket sammen. Det har uden tvivl været de mange mange optagetimer værd, som de har brugt på dem. Det komiske er, at jeg allerede inden jeg havde hørt pladen, så de tydelige Beatles-referencer (pga. coveret) som min med-skribent allerede har været inde på, men når man hører pladen, er man ikke et sekund i tvivl om hvor inspirationen blandt andet kommer fra.

9. TWINS TWINS – UNTIL DAWN

De kære aalborggensiske drenge, har langt om længe fået udgivet deres langspiller, som desværre er udkommet i næsten ubemærkethed, hvilket er en skam. Pladen indeholder alt det en indie-rock plade af denne kaliber skal indeholde; vokal-harmonier, synthezisers, de skæve taktarter og den energiske indie-guitar (ja, jeg misbruger indie-udtrykket her..beklager!) som vi kender den fra det tidlige Figurines.

8. TURBOWEEKEND – GHOST OF A CHANCE

Turboweekend har i år leveret en dejlig plade der er lidt mere afdæmpet end den første, hvilket har passet mig glimrende. De har stadig deres unikke lyd i behold, den er blot blevet meget mere sammenspillet, end på den første plade. Numre som Holiday, Sweet Jezebel, Trouble Is og Almost There! har i hvert fald været med til at farve min hverdag i løbet af 2009.

7. FACTORY45 – WOULD YOU TAKE OFF THE THINGS THAT YOU LIKE THE BEST?

Hvem havde troet at et dansk indie-rock band i den grad kunne bringe 60’erne til 00’erne på en så elegant og underspillet måde?! Ikke jeg. Faktisk, for at være ærlig, havde jeg svært ved at hoppe på vognen til at starte med. Men efter at have oplevet dem live, såvel akkustisk som med fuldt band, blev jeg endelig overbevist af deres charmerende tilgang til musikken, som mest af alt bringer mig tilbage til en moderne udgave af et hvilket som helst 60’er-pop-band med den pæne facade, men de rå rock’n roll hensigter ligger lige under huden og blinker til dig.

6. CODY – SONGS

Den første gang jeg hørte denne plade, bragte den straks tankerne hen på deres danske kollegaer i Larsen and Furious Jane (især på bandets to første fuldlængdeudspil), fordi deres lyd på så mange måder er så ens. Men efter et par gennemlytninger og fornøjelsen af at opleve dem live, kunne jeg alligevel godt slå sammenligningen til side og nyde musikken som den er – sin egen. Mange har kaldt det en country-folk plade, og det kan da også godt være at det er det, jeg synes blot det er en smuk én af slagsen.

5. THE LIBERTY BALANCE – THE LIBERTY BALANCE

Vi er i lidt samme boldgade som Cody, dog i en noget mere nedbarberet form. Jeg spottede dem på sommerens SPOT festival, og har næsten ikke kunne slippe dem siden. Slet ikke efter jeg fik pladen foræret og endelig fik sat titler på nogle af de fantastisk tunge, men svævende og alligevel forskellige numre som Viva (we all sing), You Hold My Hand og When The Whole World.

4. BODEBRIXEN – WHATSINSIDESWHATSOUTSIDE

De var også med på min top 5 sidste år, hvor jeg skrev en meget passende begrundelse som egentlig stadig passer. Og ja, vi kan diskutere hvor vidt en remixed plade gælder som en ny udgivelse eller ej, men jeg ser denne her som deres reelle debut, og synes også at den er langt mere sammenspillet end den første. Man kan ikke sidde stille (eller for den sags skyld lade være med at skråle med) fra ende til anden, og det synes jeg er fantastisk. Efter min mening skal der gerne være mindst én plade af denne slags med på enhver top XX liste. Kom så…frem med tambourinerne og dans!

3. SLARAFFENLAND – WE’RE ON YOUR SIDE

Denne plade er fantastisk fordi den har lige dele melankoli og glade toner, blandet sammen på en vidunderlig måde. Jeg har nydt rigtig godt af at cykle rundt i Københavns gader med denne plade i efterårets mange mørke og regnfulde eftermiddage og aftener. Det perfekte soundtrack på én eller anden finurlig måde. Skøn plade!

2. MOURITZ/HØRSLEV PROJEKTET – BLIK, BANG BANG

Det er de færreste dansksprogede albums jeg giver bare den mindste chance. Måske er det pga. Tue West der i sin tid spolerede denne scene godt og grundigt for mig…det er ikke til at sige. Men af de meget få dansksprogede plader jeg har hørt i år, er denne klart den bedste. Den er alsidig rent musikalsk, lige fra de følsomme ballader, over popnumrene og til de mere støjede elementer (sidstnævnte er jeg dog ikke så begejstret for), men mindst lige så meget også pga. lyrikken. Det er alt i alt en dejlig plade, og selvfølgelig skal der også være plads til en plade med modersmålet som hovedingrediensen, når man laver en dansk topliste.

1. HYMNS FROM NINEVEH – UNCOMPLICATED CHRISTMASSONGS

Det kan måske diskuteres hvorvidt en jule-EP kan indtage pladsen som årets bedste plade. Men jeg har ærligt talt også haft svært ved at placere de forskellige plader på deres rette pladser, og denne plade var den eneste hvor det føltes 100% rigtigt med 1. pladsen, mest fordi den er én af de mest lyttede plader i mit diskotek (bibliotek om i vil) den seneste tid, men også fordi at den er fremadsynet. Forstået på den måde, at jeg slet ikke kan vente med at høre Hymns’ rigtige album, som udkommer til august næste år. Dermed ikke sagt at de andre plader på listen ikke kan det samme…jeg har bare ikke oplevet det i sådan en grad med noget rigtig længe…og det må bestemt være et tegn!

Vi kommer med den udenlandske top 10 inden nytår, so stay tuned!
Glædelig jul 🙂

Spot Festival: Tivoli for voksne

Bodebrixen

SPOT festival er vel overstået. Og sikke en festival! Der var fart over feltet, både med at få hørt en masse musik, deltage i seminarer og møde en masse mennesker (velkendte som nye ansigter).

Torsdag:
Åbningsarrangementet i musikhuset –
Ave med symfoniorkester
Oh Land med symfoniorkester
When Saints Go Machine med strygere.

Sidstnævnte var jævnt kedeligt, jeg afskrev dem faktisk allerede på SPOT sidste år, men blev nødt til at blive hængende i år, da min medskribent herinde fra skulle anmelde alle tre koncerter. Så jeg gik desværre glip af Yann Tiersen…men har også hørt at det var umuligt at komme ind anyways. De første to navne var tilgengæld smukke oplevelser!

Fredag:
Bodebrixen (billedet)
The Asteroids Galaxy Tour
Are We Brothers
The William Blakes
The Olympics
Alloy Alloy
Mellemblond
Snake and Jet’s Amazing Bullit Band
Turboweekend
Marybell Katastrophy
The Floor Is Made Of Lava

Lørdag:
Music For Modern Man
Maria Timm
Chin & The Ragga Pack
A Kid Hereafter Special Edition
Rumpistol
Must Go Radio
The Liberty Balance
Skammens Vogn
I Was A King
Mixtune For Cully
Tim Christensen
Oh No Ono

Det er selvfølgelig langt fra alle navne jeg har set fra start til slut, men dem jeg så hele showcases med, var Bodebrixen, The William Blakes, The Floor Is Made Of Lava, Mixtune For Cully og Oh No Ono. Nogle har jeg ikke set det hele af, fordi der var andre navne eller ting der skulle nåes midt i det hele, eller også fordi navnet ikke rigtig imponerede. Men sådan er det på SPOT…det er et Tivoli for voksne. Du får dit armbånd på den første dag, og så kan du ellers rende rundt som et lille barn fra forlystelse til forlystelse de næste par dage. Det er en fantastisk ting. 2 hele dage propfyldt med musik. Alle steder du drejer hovedet henimod, er der fyldt med musik. Ikke bare på scenen, men også når du passerer forbi diverse stande og folk der snakker. Musik musik musik. Et sandt paradis!

Jeg ved ikke om der var et musikalsk højdepunkt for mig i år. Dermed ikke sagt at alt det jeg har set var dårligt, tværtimod…højdepunkterne har bare for mit vedkommende været mere at finde på den personlige front, hvor der har været nogle grænser og lignende der er blevet flyttet og sådan. Se lidt reportager og interviews her.

Jeg nåede kun at deltage i to seminarer, men det var tilgengæld også to meget lærerige seminarer på hver deres måde. Det ene var Hvad nu spillemand ?, som primært kom til at omhandle problematikken omkring institutionaliseringen af de danske spillesteder, kriseramte spillesteder og vilkårene for det danske vækstlag og den dur. Ganske interessant. Det andet var nærmere et foredrag af Teitur’s manager Christian Ulf-Hansen, som fortalte om hans ti år sammen med Teitur og hvilken rutschebane tur det havde været. Det var superspændende og gav en meget dybere indsigt i Teitur’s karriere, end jeg nogensinde har haft i nogen anden musikers karriere.

Her er en rimlig komisk sang som han skrev på et tidspunkt, da han havde problemer med at få visum til USA, hvor han skulle på tour med Tina Dickow og Tobias Fröberg. De blev nødt til at starte touren uden ham, men han fik, som i kan høre i videoen, langt om længe sit visa af omveje:

Hvornår er et navn stort nok ?


Som formand for musikudvalget i byens studenterhus, Klostret, er der et stort ansvar at leve op til. Hele tiden. For når du endelig har besluttet dig for, i samarbejde med resten af musikudvalget, hvad der skal på plakaten for efteråret, skal du allerede til at tage stilling til hvad der skal på plakaten til foråret. Man skal hele tiden være med på beatet og jeg elsker det. Det skal ikke forstås som om at jeg beklager mig over arbejdspresset, jeg ser det derimod som en udfordring der dog til tider kan være nervepirrende og uoverskuelig. Som til årets Fælles Studiestart festival hvor jeg står for musikken… Min idé med årets festival lyder at vi ikke som sidste år skal satse på et stort navn som Figurines (faktisk så jeg dem ikke som så store som folk efterfølgende har gjort dem til, når de har skamrost mig for at have booket dem), da vi jo ikke kan repræsentere navne i den størrelsesorden resten af året alligevel. Denne idé møder desværre en del modstand…

Aftalen med Godset hedder sig jo at vi skal repræsentere undergrunden eller upcoming-navne om man vil. Så derfor ville jeg da mene at det er passende at vi køre den samme profil til årets allerstørste fest, Fælles Studiestart, så vi ikke sender de forkerte signaler, og folk alligevel bliver væk til koncerterne resten af semesteret hvor de skal betale entré i modsætning til Fælles Studiestart. Når det så er sagt, så har vi i år kun 1/5 af de penge vi havde sidste år til at lave festivalen med, så der har virkelig skulle tænkes kreativt. Især også fordi at vi fra kommunens side har fået stillet en række krav om, at det ikke kun skal handle om fest og koncerter. Hvilket er yderligere en grund til ikke at stile så højt, da der simpelthen ikke er råd til det.

I frustrationen over modstanden, har jeg stillet mig selv spørgsmålet om, hvornår et navn er stort nok ? Er det ikke en smagssag ? – Jovist er der den populære musik, som radioerne spiller non-stop…men det er ikke helt der jeg vil hen med mine spørgsmål.

Navnene der har været på bordet er, Bodebrixen, som på trods af at være med i dette års udgave af KarriereKanonen og som har diverse festivaljobs + deres aktualitet i form af genudgivelsen af deres genindspillede debutalbum (ved ikke helt hvornår det sker), samt ikke mindst deres glade og festlige udtryk, indtil videre ikke har været nok til at overbevise modstanden, som derimod mener at The Gypises eller Oh No Ono mere er sagen. I mine øjne kender folk (især universitetsfolket) da netop heller ingen af de to sidstnævnte navne, så for mig ville det være ét fedt om det blev det første, det andet eller det tredje. Jovist, har The Gypsies vist et enkelt pænt stort hit ude og Oh No Ono er aktuelle med deres nye album, men det ville stadig være en nødvendighed at gøre folk opmærksomme på det.

Jeg er ærligt talt, for første gang nogensinde, lidt på bar bund…