Mit første indlæg her på bloggen handlede sjovt nok om Benni Hemm Hemm, og på denne dejlige solskinsdag hvor solen har skinnet og mit smil ingen ende vil tage, var det blot ekstra opløftende at erfare at Benni Hemm Hemm kommer på dette års SPOT Festival, som jeg i forvejen glæder mig overdrevet meget til. Læs mere om det her og spred musikken og glæden.
Enten er det os der er blevet mere opmærksomme på den danske musikscene det seneste år, eller også ER der virkelig røget en hel del flere gode plader på gaden i det foregående år, end normalt. Derudover har det været meget svært at nå at høre alle de plader der er udkommet, så vores lister er baseret på nogle af de plader der er nået igennem mængderne til vores ører og hjerter. Men det har stadig været meget svært at holde sig indenfor en top 10, og det bliver endnu sværer når vi om en lille uges tid vender tilbage med vores udenlandske top 10’er. Indtil da, kan i herunder tjekke blaa vinyl’s to skribenters bud på hvilke danske plader der har været de bedste i 2009:
ÅRETS DANSKE TOP TI PLADER:
RUNES TOP TI:
10. KITTY WU – SOMEONE WAS HERE
En for undertegnede ventet plade, som heldigvis kom ud til det positive. Deres storby-post-punk elementer klæder i højere grad deres sange, og som altid synes jeg, det er i de stille numre Kitty Wu’s sjæl kommer flottest og tydeligst til udtryk. Pladen er dog stadig fremragende og bandet forbliver at være en af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder.
9. THE RAVEONETTES – IN AND OUT OF CONTROL
En geni-streg af Sune Wagner og Sharin Foo, at gå i studiet med Thomas Troelsen. Først var jeg lidt skeptisk overfor samarbejdet, men jeg må sige, at de har fundet en fremragende balance på dette album, mellem tilgængelighed og støj. De høster velfortjent også roser i udlandet, samtidig med at bandet er vokset utrolig meget live (jvf. årets koncerter).
8. BALSTYRKO – JAGTEN PAA NOGET
Gode danske sange med charme. Jeg faldt pladask for pladen, og jeg synes at de leverer et meget interessant verdensbillede via deres lyrik. Blæs B. og Ane T. går fint i spænd, og jeg elsker især musikken når der skal hygges, for eksempel når det sner udenfor.
7. SILVER GLEAMING SOUND MACHINE – ALL TOMORROW’S GARDENS
Kraut-pop af første og øverste skuffe. Nummeret Hawk er fantastisk ørehængende, og hvis man giver dette mini-album tid, så kommer de andre sange også op til overfladen. Det er en solid udgivelse, og den har generelt også høstet mange roser. Det er med rette vil jeg mene, og derfor glæder jeg mig også til at opleve bandet live i det nye år. Hør det for din egen skyld.
6. MEW – NO MORE STORIES ARE TOLD TODAY…
Frengers var fremragende, så røg jeg af på And the Glass Handed Kites, men så røg jeg på igen på No More Stories… De præsterer nogle meget overbevisende og originale ting på denne komplicerede prog-pop-plade, med rytmer der ikke er hverdagskost. Jeg ærgrer mig meget over, at jeg missede deres koncerter for nylig, men jeg vil meget gerne se dette album opført live i 2010.
5. KELLERMENSCH – S.T.
En af de mere personlige overraskelse. Undertegnede havnede ved deres koncert i forbindelse med Spot festivalen, og selvom de ligger uden for min vanlige genre, var jeg meget overbevist af deres dystre kælder-æstetik. Albummet er mindst ligeså optimalt, og deres dynamik i forhold til at have to så forskelligartede forsangere, er et stærkt våben til deres udtryk. Jeg glæder mig til at se hvad de tager det til.
4. CHIMES AND BELLS – INTO PIECES OF WOOD (EP)
Cæcilie Triers vokal i Chimes And Bells spænder meget vidt, fra det dybeste dybe til de højeste fine intense toner. Det meget melankolske og indfangende univers bliver gør Into to Pieces of Wood, til dette års bedste danske EP. P.S. Et fuldlængde album næste gang tak!
3. I GOT YOU ON TAPE – SPINNING FOR THE CAUSE
De er Danmarks bedste rock-band, dog ikke med den klassiske jeg-kan-overtage-verden attitude, men med en tilbagelænet dygtighed, og en sangbog fyldt med favoritter. På Spinning for the Cause udvider IGYOT deres spændvidde og deres bredde, både musikalsk, vokalt og arrangementsmæssigt blandet med deres tilbagelænede stil, bliver en stilsigende måde at give resten af verden muligheden for at tage dem til sig. Suverænt album.
2. BAND ANE – TOO AND FREE
Too And Free kan få legesygheds-stemplet lige på midten af coveret, for der er så mange finurlige ting man opdager ved mange gennemlytninger, og de sporadiske og abrupte elementer går op i en meget høj enhed. Jeg håber virkelig Band Ane får succes med dette album, for det er i en elektronisk klasse for sig.
1. OH NO ONO – EGGS
Oh No Onos Eggs er meget svær at komme uden om. Den har vist en helt ny og meget ambitiøs side af den danske musikscene. Der er efter sigende lagt utrolig mange optage-timer i dette album, samtidig med at numrene på pladen er særdeles forskellige. Oh No Ono viser så mange sider af sig selv, og de viser at bare fordi, man kommer fra et lille land, så kan man godt skyde efter toppen af skyerne, også selv det i dette tilfælde er med æg. Dette årtis danske svar på Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band – fremragende præstation.
RIKKES TOP TI:
10. OH NO ONO – EGGS
Oh No Ono plejer ellers normalt ikke at være iblandt mine favoritter. Primært på grund Malthe Fischers heliumsramte Mickey Mouse stemme. Men Oh No Ono er vokset med opgaven, og selvom Fischers stemme stadig dominerer lydfladen til en vis grad, er det alligevel et imponerende værk de har stykket sammen. Det har uden tvivl været de mange mange optagetimer værd, som de har brugt på dem. Det komiske er, at jeg allerede inden jeg havde hørt pladen, så de tydelige Beatles-referencer (pga. coveret) som min med-skribent allerede har været inde på, men når man hører pladen, er man ikke et sekund i tvivl om hvor inspirationen blandt andet kommer fra.
9. TWINS TWINS – UNTIL DAWN
De kære aalborggensiske drenge, har langt om længe fået udgivet deres langspiller, som desværre er udkommet i næsten ubemærkethed, hvilket er en skam. Pladen indeholder alt det en indie-rock plade af denne kaliber skal indeholde; vokal-harmonier, synthezisers, de skæve taktarter og den energiske indie-guitar (ja, jeg misbruger indie-udtrykket her..beklager!) som vi kender den fra det tidlige Figurines.
8. TURBOWEEKEND – GHOST OF A CHANCE
Turboweekend har i år leveret en dejlig plade der er lidt mere afdæmpet end den første, hvilket har passet mig glimrende. De har stadig deres unikke lyd i behold, den er blot blevet meget mere sammenspillet, end på den første plade. Numre som Holiday, Sweet Jezebel, Trouble Is og Almost There! har i hvert fald været med til at farve min hverdag i løbet af 2009.
7. FACTORY45 – WOULD YOU TAKE OFF THE THINGS THAT YOU LIKE THE BEST?
Hvem havde troet at et dansk indie-rock band i den grad kunne bringe 60’erne til 00’erne på en så elegant og underspillet måde?! Ikke jeg. Faktisk, for at være ærlig, havde jeg svært ved at hoppe på vognen til at starte med. Men efter at have oplevet dem live, såvel akkustisk som med fuldt band, blev jeg endelig overbevist af deres charmerende tilgang til musikken, som mest af alt bringer mig tilbage til en moderne udgave af et hvilket som helst 60’er-pop-band med den pæne facade, men de rå rock’n roll hensigter ligger lige under huden og blinker til dig.
6. CODY – SONGS
Den første gang jeg hørte denne plade, bragte den straks tankerne hen på deres danske kollegaer i Larsen and Furious Jane (især på bandets to første fuldlængdeudspil), fordi deres lyd på så mange måder er så ens. Men efter et par gennemlytninger og fornøjelsen af at opleve dem live, kunne jeg alligevel godt slå sammenligningen til side og nyde musikken som den er – sin egen. Mange har kaldt det en country-folk plade, og det kan da også godt være at det er det, jeg synes blot det er en smuk én af slagsen.
5. THE LIBERTY BALANCE – THE LIBERTY BALANCE
Vi er i lidt samme boldgade som Cody, dog i en noget mere nedbarberet form. Jeg spottede dem på sommerens SPOT festival, og har næsten ikke kunne slippe dem siden. Slet ikke efter jeg fik pladen foræret og endelig fik sat titler på nogle af de fantastisk tunge, men svævende og alligevel forskellige numre som Viva (we all sing), You Hold My Hand og When The Whole World.
4. BODEBRIXEN – WHATSINSIDESWHATSOUTSIDE
De var også med på min top 5 sidste år, hvor jeg skrev en meget passende begrundelse som egentlig stadig passer. Og ja, vi kan diskutere hvor vidt en remixed plade gælder som en ny udgivelse eller ej, men jeg ser denne her som deres reelle debut, og synes også at den er langt mere sammenspillet end den første. Man kan ikke sidde stille (eller for den sags skyld lade være med at skråle med) fra ende til anden, og det synes jeg er fantastisk. Efter min mening skal der gerne være mindst én plade af denne slags med på enhver top XX liste. Kom så…frem med tambourinerne og dans!
3. SLARAFFENLAND – WE’RE ON YOUR SIDE
Denne plade er fantastisk fordi den har lige dele melankoli og glade toner, blandet sammen på en vidunderlig måde. Jeg har nydt rigtig godt af at cykle rundt i Københavns gader med denne plade i efterårets mange mørke og regnfulde eftermiddage og aftener. Det perfekte soundtrack på én eller anden finurlig måde. Skøn plade!
2. MOURITZ/HØRSLEV PROJEKTET – BLIK, BANG BANG
Det er de færreste dansksprogede albums jeg giver bare den mindste chance. Måske er det pga. Tue West der i sin tid spolerede denne scene godt og grundigt for mig…det er ikke til at sige. Men af de meget få dansksprogede plader jeg har hørt i år, er denne klart den bedste. Den er alsidig rent musikalsk, lige fra de følsomme ballader, over popnumrene og til de mere støjede elementer (sidstnævnte er jeg dog ikke så begejstret for), men mindst lige så meget også pga. lyrikken. Det er alt i alt en dejlig plade, og selvfølgelig skal der også være plads til en plade med modersmålet som hovedingrediensen, når man laver en dansk topliste.
1. HYMNS FROM NINEVEH – UNCOMPLICATED CHRISTMASSONGS
Det kan måske diskuteres hvorvidt en jule-EP kan indtage pladsen som årets bedste plade. Men jeg har ærligt talt også haft svært ved at placere de forskellige plader på deres rette pladser, og denne plade var den eneste hvor det føltes 100% rigtigt med 1. pladsen, mest fordi den er én af de mest lyttede plader i mit diskotek (bibliotek om i vil) den seneste tid, men også fordi at den er fremadsynet. Forstået på den måde, at jeg slet ikke kan vente med at høre Hymns’ rigtige album, som udkommer til august næste år. Dermed ikke sagt at de andre plader på listen ikke kan det samme…jeg har bare ikke oplevet det i sådan en grad med noget rigtig længe…og det må bestemt være et tegn!
Vi kommer med den udenlandske top 10 inden nytår, so stay tuned!
Glædelig jul 🙂
Paradoksalt nok, har denne såkaldte første dag i efteråret, været en sommerdag med temperaturer på over 25 grader. Så snakken om, at sommeren er slut, er ikke helt til at forstå når man cykler rundt i Københavns gader iført sommerkjole og lunt vind i håret. Men det kan nu alligevel mærkes lidt på luften og det bliver hurtigere mørkt. Det er igen tid til at spendere sine aftener i de endnu mørkere koncertsale, og suge en masse lækker livemusik til sig, i den ene eller den anden form. Mit program ser således ud (med forbehold i forhold til den skrantende økonomi):
4. september – Soulfuld og Ghettosoul present: Marc Forrest m.fl., CPH Jazzhouse
7. september – Mouritz/Hørslev Projektet release, Huset i Magstræde 4. sal
12. september – CODY release, Huset i Magstræde
18. september – Fælles Studiestart (Bodebrixen m.fl.), Klostret
30. september – Camera Obscura, Loppen
1. oktober – Malcolm Middleton + The Pictish Trail, Vega
4. oktober – J. Tillman + Pearly Gate Music, Vega
11. oktober – Bowerbirds, Loppen
24. oktober – Forest & Crispian + Factory45, Klostret
10. november – Phoenix + Noah And The Whale, Vega
13. november – Chin & The Ragga Pack, Klostret
15. november – Monsters Of Folk, Vega
23. november – Damien Jurado, Loppen
24. november – Grizzly Bear + St. Vincent, Vega
5. december – Alloy Alloy + 85 dB, Klostret
Pyha, sikke en omgang. Jeg får umuligt råd til at opleve alle de nævnte koncerter, men jeg vil selvfølgelig bestræbe mig på at nå så mange af dem som muligt, da det er et fedt fedt program. Og der er sikkert nogen jeg har overset. Det bliver et begivenhedsrigt efterår på den musikalske front. Uden tvivl.
Som formand for musikudvalget i byens studenterhus, Klostret, er der et stort ansvar at leve op til. Hele tiden. For når du endelig har besluttet dig for, i samarbejde med resten af musikudvalget, hvad der skal på plakaten for efteråret, skal du allerede til at tage stilling til hvad der skal på plakaten til foråret. Man skal hele tiden være med på beatet og jeg elsker det. Det skal ikke forstås som om at jeg beklager mig over arbejdspresset, jeg ser det derimod som en udfordring der dog til tider kan være nervepirrende og uoverskuelig. Som til årets Fælles Studiestart festival hvor jeg står for musikken… Min idé med årets festival lyder at vi ikke som sidste år skal satse på et stort navn som Figurines (faktisk så jeg dem ikke som så store som folk efterfølgende har gjort dem til, når de har skamrost mig for at have booket dem), da vi jo ikke kan repræsentere navne i den størrelsesorden resten af året alligevel. Denne idé møder desværre en del modstand…
Aftalen med Godset hedder sig jo at vi skal repræsentere undergrunden eller upcoming-navne om man vil. Så derfor ville jeg da mene at det er passende at vi køre den samme profil til årets allerstørste fest, Fælles Studiestart, så vi ikke sender de forkerte signaler, og folk alligevel bliver væk til koncerterne resten af semesteret hvor de skal betale entré i modsætning til Fælles Studiestart. Når det så er sagt, så har vi i år kun 1/5 af de penge vi havde sidste år til at lave festivalen med, så der har virkelig skulle tænkes kreativt. Især også fordi at vi fra kommunens side har fået stillet en række krav om, at det ikke kun skal handle om fest og koncerter. Hvilket er yderligere en grund til ikke at stile så højt, da der simpelthen ikke er råd til det.
I frustrationen over modstanden, har jeg stillet mig selv spørgsmålet om, hvornår et navn er stort nok ? Er det ikke en smagssag ? – Jovist er der den populære musik, som radioerne spiller non-stop…men det er ikke helt der jeg vil hen med mine spørgsmål.
Navnene der har været på bordet er, Bodebrixen, som på trods af at være med i dette års udgave af KarriereKanonen og som har diverse festivaljobs + deres aktualitet i form af genudgivelsen af deres genindspillede debutalbum (ved ikke helt hvornår det sker), samt ikke mindst deres glade og festlige udtryk, indtil videre ikke har været nok til at overbevise modstanden, som derimod mener at The Gypises eller Oh No Ono mere er sagen. I mine øjne kender folk (især universitetsfolket) da netop heller ingen af de to sidstnævnte navne, så for mig ville det være ét fedt om det blev det første, det andet eller det tredje. Jovist, har The Gypsies vist et enkelt pænt stort hit ude og Oh No Ono er aktuelle med deres nye album, men det ville stadig være en nødvendighed at gøre folk opmærksomme på det.
Jeg er ærligt talt, for første gang nogensinde, lidt på bar bund…
