Tag: Nico Muhly

spot optakt: nico muhly & teitur

Nico Muhly & Teitur

Det er mandag og ugen hvor SPOT Festival endelig afslutter ugen på bedste vis. Fik vi sagt at vi glæder os? 🙂 I den forbindelse kommer her et lidt mere specielt interview, i den forstand at jeg har haft held med at fange både Teitur og Nico Muhly, som er to meget travle herrer, der nærmest konstant rejser rundt et eller andet sted i verden og har gang i spændende projekter. Interviewet bærer derfor også præg af, at jeg har interviewet dem hver især, med næsten samme sæt spørgsmål. Nico Muhly’s spørgsmål og svar er selvfølgelig på engelsk. På lørdag kan ‘Confessions‘ opleves for første og eneste gang i Danmark, på SPOT Festival i Symfonisk Sal i Musikhuset kl. 15. Aarhus Symfoniorkester har sammensat et specielt barok ensemble til lejligheden, så der er virkelig tale om en “once in a lifetime” chance. Først lige et stykke musik i kan nyde imens i læser:

Hvornår og hvordan mødte i hinanden?
“Vi mødtes igennem fælles ven på Island Helgi Hrafn Jónnson for mange år siden. Vi kunne lide hinandens musik.”

“We met via a mutual friend, the wonderful Icelandic multi-talent Helgi Hrafn Jónsson. This must have been EONS ago! I can’t even remember when. I lived in my last apartment… so maybe 10 years? He had released his album ‘The Singer’ around that time, which I think is one of the most beautiful things that exists.”

I befinder jer på flere kontinenter i, du (Teitur) er bosat på Færøerne, og er relativt ofte i Danmark og turnéer rundt i Europa, imens Nico Muhly bor i New York. Hvordan arbejdede i med musikken til jeres debutalbum, når i bor så langt fra hinanden?
“Vi mødtes bare nogle få gange i person når vi skrev musikken. Nico kom til Færøerne et par gange og jeg var også i New York. Hele drivkraften i musikken var internettet, så den trivedes godt der uden geografi. Vi sendte hinanden hundredevis af videoer som vi fandt frem til og skrev skitser til. Det var dengang YouTube var to år gammelt, så vi ville efterforske denne her nye ting, at folk selv lavede film af f.eks deres lejlighed og ville dele det.”

“I spend a great deal of time in Iceland, and from there it’s just a quick hop to Føroyar! And Teitur was, around the time we met, spending a lot of time in Copenhagen. The other thing to point out is that this project was commissioned by the Muzeikgebouw Frits Philips in Eindhoven, where the director there, Frank Veenstra, gave me a lot of free rein to do whatever weird projects I wanted, and he gave us the space and resources to really develop the work there.”

Eftersigende har projektet her stået på siden 2008, og først sidste år udkom jeres debutplade, hvordan kan det være der skulle gå så mange år?
“Vi startede projektet i 2007. Indspilningerne blev lavet i 2009 efter en koncertrække i Holland med Holand Baroque. Derefter har Nonesuch Records i nyere tid hørt indspilningerne og ville udgive det.”

“We couldn’t find anybody to release it, really! It felt like a homeless project. Bob Hurwitz from Nonesuch and I were talking about releasing some other thing and he heard ‘Confessions’ and said, that day, “nope, we’re releasing this!”

Hvordan kom i på idéen om inspirationen fra youtube videoerne?
“Det føltes bare som en spændende og naturlig ny ting at udforske. I dag er YouTube en del af folks hverdag og vi kender den måde at kommunikere på bedre. Når nogen viser os en film af deres lejlighed kan det betyde noget mere. Måske de vil sige noget helt andet med det.”

Er det kun lyrisk, eller er det også musikalsk i er blevet inspireret fra videoerne?
“Det er helt grundlæggende videoerne som ligger under. At akkompagnere folks mundene historier med et barokensemble og sætte dem sammen i et.”

Kan du komme med et eksempel på én af de videoer der har inspireret jer?
“Der var f.eks en mand som sad i en stol og talte til uendelighed. En, to, tre, fire, fem og så indtil der ikke var mere film. En kat som bliver reddet ned af et træ. Nogen som ryger. Nogen som sætter kameraet på rundfart i et sushi-bælte i en restaurant.”

“So, I am obsessed with YouTube. It feels so much like a window into somebody’s world — people make a movie, and you see some tiny detail on their shelves, or the way they move their mouth when they speak. I send my friends thousands of videos a year I’ve found online. Teitur and I were laughing all the time thinking about these videos — a guy who strapped a camera to the front of his car and just drove down a long, empty road in Russia… So Teitur then was reading all the comments in these videos, which are amazing. From there, he took a lot of inspiration from the lyrics.

For me, I knew I wanted to use baroque instruments to offset the very modern (although, in 2017, kind of dated!) confessional (either intended or unintentional) videos we used. There is an amazing one of a cat being rescued from a tree by the fire brigade, and the minute he got down, he ran away so quickly!”

I just saw today that you (Nico Muhly) have started a project together with Sufjan Stevens, Bryce Dessner, and James McAlister. I’ve read that it started several years ago, where you had been commissioned to compose a new piece for a Dutch concert hall. Had you worked with any of the guys before?
“This was the same situation — the Eindhoven crew commissioned it! We are releasing it super soon. I’ve known Sufjan and Bryce for years but the Eindhoven situation gave me the opportunity to create a formal structure to work together outside of our individually busy work- and personal lives.”

How many pieces did you end up creating for the concert hall?
“We made 14 songs”

Er der noget vi skal glæde os ekstra meget til ved jeres koncert på SPOT?
“Det er den eneste gang at værket bliver opført i Danmark.”

“I am just excited to present this work again — it is simple and beautiful, I hope.”

Hvad glæder i jer selv til at se på SPOT?
“Spot er at gå på opdagelse. Glæder mig også til at se en masse venner. Skal også være sammen med nogle nye venner som jeg har mødt i Argentina sidste år på Dias Nordicos.”

“I can’t wait to hear bands I’ve not heard before — I live a pretty isolated life, musically, as I write all day and then by the end of the day, all I want to do is listen to Bach or Steve Reich — things I know very well.”

Her kan du iøvrigt lige tjekke det projekt som jeg taler med Nico Muhly om;

lanterner i efterårsmørket

son lux

Det er ikke meget vi har bidraget denne blog med musik der ikke havde noget med Poetry In Mono at gøre på det sidste, men det gør jeg noget ved nu. For jeg har personligt glædet mig til i dag hvor jeg kunne præsentere jer for én af kandidaterne til årets plader, nemlig den fremragende plade Lanterns fra amerikanske Son Lux, som udover en EP nu kan tælle 3 albums i sit bagkatalog. Musikken minder mig om en god blanding af Sufjan Stevens, Hjaltalín (dog uden at være så dramatisk storladen) og Nico Muhly’s Mothertongue plade fra 2008 (dog knap så abstrakt). Jeg kendte ikke til ham før indtil for et par uger siden, hvor jeg fik den nye plade anbefalet og jeg er gået hen og faldet pladask for det.

Ryan Lott som er manden bag Son Lux, er oprindeligt uddannet klassisk pianist og komponist, og har blandt andet komponeret musik til store internationale firmaer som IKEA og Coca Cola. Han er oprindeligt fra Colorado, men er nu bosiddende i New York hvor han arbejder som komponist for et reklamefirma og samarbejder med Gina Gibney Dance Company, som er en dansegruppe kun bestående af kvinder og meget mere. Allerede i 2008 efter udgivelsen af hans første album, gav NPR ham prisen som “Best New Artist”. Hans liste over samarbejder på kryds og tværs af musikbranchen er efterhånden pænt lang, og tæller bl.a. Richard Perry (Arcade Fire), Serengeti, Busdriver og Beans (Antipop Consortium), My Brightest Diamond, førnævnte Nico Muhly og Sufjan Stevens. Så min tidligere umiddelbare sammenligning var vist ikke helt ved siden af.

Blandt de mange samarbejdspartnere på Lanterns, finder vi Peter Silberman fra The Antlers. Så vi kan vist roligt sige, at det her er en herre der har mange jern i ilden, men også samtidig et godt komponist-øre, og gode venner. Det kan undertegnede i hvert fald skrive under på og jeg kan på det varmeste anbefale denne lille perle af et album på 9 skønne numre. Tjek et par af dem ud her:

Og glæd dig til d. 31. januar 2014, hvor han kigger forbi Stengade i København.

Opdatering: Hør hele pladen her!

Årets koncerter


Nogle koncerter gør et særligt indtryk, andre er glemt ligeså snart musikerne forlader scenen og andre igen er midt imellem. Min medskribent og jeg har som de selverklærede musikelskere vi nu engang er, sat os ned og funderet over hvilke koncerter der har efterladt størst indtryk i det forgangne år, og er kommet frem til 5 hver. Vi har forsøgt ikke at favorisere de mest præsente koncerter selvom det er svært.

Rikke’s top 5:

1. The Whale Watching Tour / Bedroom Society @ Nye Rødder Festival 12. november
– Den smukkeste koncert jeg længe har været til. Jeg kendte kun Sam Amidon’s og Nico Muhly’s værker, men synes alligevel at sammensætningen af de forskellige værker fungerede rigtig godt og fik det til at lyde som én stor og smuk flade. Helgi Jónssons stemmepragt oveni var det absolutte prik over i’et. Jeg måtte tage mig selv flere gange i at forsvinde helt ind i musikken.

2. The Whitest Boy Alive @ Train 24. april
– Der er nogle koncerter hvor du bare ikke kan stå stille, og giver den alt hvad liv og remmer kan tage. Det er efterhånden sjældent at jeg får min adrenalin så højt op, at jeg glemmer alt omkring mig, som jeg gjorde ved denne koncert. Beskrivelsen her er et meget godt billede på hvad der skete, og hvorfor denne koncert ligger så højt på årets top 5.

3. Loney, Dear @ Voxhall 6. april
– En meget rørende og smuk koncert. Får stadig en lille klump i halsen hver gang jeg hører Emil Svanängen’s røst i mine ører. Jeg skrev også et indlæg herinde kort tid efter koncerten.

4. Grizzly Bear @ Store Vega 24. november
– Denne koncert var én af de koncerter jeg havde glædet mig allermest til i dette efterår. Jeg var rigtig spændt på at se de søde bjørne folde sig ud på en stor scene som Store Vega’s, med tanken om at jeg bare for 3 år siden oplevede dem i så intime rammer som Pitstop’s lille scene. De er blevet stjerner siden, og det kunne mærkes i omgivelserne, men musikken led ikke det mindste under det…tværtimod – den er derimod blomstret op og har skabt sit eget lille univers. Atmosfæren inde i det udsolgte Store Vega var ubeskriveligt fantastisk, og jeg kunne ikke gøre andet end at stor-smile og prise mig lykkelig over at jeg for én gangs skyld have lyttet til min fætter for 3 år siden. Jeg kan ikke vente til de kommer til DK igen.

5. Malcolm Middleton @ Lille Vega 1. oktober
– Endelig fik jeg set ham, og han var absolut også ét af årets højdepunkter. Jeg må indrømme at jeg var en kende nervøs for at skulle opleve denne pessimistiske mand i levende live, men han viste sig at være en vældig munter mand, der kom med et par tørre jokes i løbet af koncerten. Man skal bare ikke takke ham for en sjov koncert, for det ER virkelig ikke for sjov at han er så pessimistisk…også selvom det er med en vis selvironi indblandet, som følgende sætning fra én af mine yndlingssange med ham, så direkte udtrykker: “I’m dishonest and dirty, I just don’t have a life. and I’ll never amount to anything, I’ll never achieve anything, I’ll never be good at anything… and my songs are shite.” (‘The Devil and The Angel’).

Rune’s top 5:

1. Medium Rare Sessions: Josh Rouse + Loop Girl + C.V. Jørgensen (Med The DeSoto Caucus som husorkester) @ Voxhall 1. september
Under dette års festuge fik jeg mig en af de der aha oplevelser, hvor man lige pludselig finder sig selv et sted under indflydelse af en fantastisk musik man ikke kendte, men som lige på sekundet rammer dig. Jeg ved ikke hvad den generelle holdning er til C.V. Jørgensen og hans tekst-univers, men tirsdag aften (den anden af C.V. Jørgensens tre ‘come-back’ koncerter) i festugen overbeviste han i hvert fald undertegnede. Mange ad numrene var fra 1994 pladen Sjælland (som jeg gik lige ud og købte bagefter – tak for fiffet Klaus Mors!), og som er et must for enhver dansk musikelsker med en trang til eftertænksom dansk lyrik. Josh Rouse (som jeg egentlig tog derned for at se) og Loop Girl var også gode sammen med The DeSoto Caucus, men der var ingen tvivl om hvem der trak læsset. Paradoksalt nok var jeg ved at gå efter Josh Rouse, som var den første, men jeg er nu i grunden godt tilfreds med at jeg blev hængende.

2. Kings Of Leon + White Lies @ Forum 7. juli
Jeg er ikke en af dem der har været en fast fan siden Kings Of Leon var garage-rockundergrund. Jeg hoppede først på vognen da singlen Knocked-Up udkom fra bandets forrige album og sidenhen på Only by the Night, der er skoleeksemplet på, hvordan en stadion-rock plade skal stykkes sammen i vore dage. Derfor havde jeg blot stadion-rock forventninger til den koncert jeg skulle ind og se (og så selvfølgelig fordi jeg også så dem i februar i KB Hallen), og det var virkelig også hvad der blev serveret, for et udsolgt forum der var 100 % modtagelige. Opvarmningen var desuden en ganske udemærket oplevelse, men for h…….hvor var det rock-star koncert af første klasse. Jeg vil ikke sige mere….får jeg først begyndt kan jeg ikke stoppe….Men Closer er sgu da et fedt stadion-rock nummer! Prøv lige og hør de trommer!

3. Whitest Boy Alive / Kings Of Convenience @ Train 24.april / 5.oktober
Jeg har valgt at tage begge koncerter, fordi det nok er blevet to projekter jeg holder lige dele af. Og begge Århus koncerter var formidable. Hele blaa vinyl var repræsenteret til Whitest Boy Alive, som med det solide opvarmningsband The New Wine serverede en vanvittig festligt koncert. Kings Of Convenience var utrolig smukt og i lyset af deres seneste album Declaration of Independence kunne de næsten heller ikke fejle – Renegades fra det album er nok et af de flotteste numre i genren.

4. The Raveonettes @ Voxhall 1. december
Jeg har haft min første Raveonettes koncert til gode, indtil i tirsdags, hvor jeg var så heldig at overvære dem på deres In And Out Of Control-tour. De er i topform. Jeg må sige, at jeg var overrasket over hvor solidt og overbevisende et udtryk de kan levere. Heart of Stone, Gone Forever, Break Up Girls og selvfølgelig Bang!, var overraskende fede i live sammenhæng. Og de gamle travere: Aly Walk With Me, Lust og Attack of the Ghost Riders – skal uden tvivl se dem igen.

5. Fuck Buttons @ Voxhall 11. oktober
Jeg havde virkelig set frem til at se Fuck Buttons da de gæstede Voxhall i år. Med Tarot Sport ude og Street Horrrsing i bagagen var der virkelig grobund for en allerhelvedes tung koncert – og det blev det. Jeg har anmeldt koncerten her.

Nye Rødder

Nye Rødder program

I den kommende weekend løber festivalen Nye Rødder af stablen for 3. år i træk. Det er en festival der fra starten er tænkt som et initiativ for ny musik med rødder i country, folk og blues, som der skulle eksperimenteres med på kryds og tværs. Deraf navnet på festivalen. Men for at holde de nye rødder så jordnært som muligt, har arrangørerne hvert år inviteret en gammel legende fra country/blues scenen og i år er denne legende så Howe Gelb (Giant Sand). Derudover byder programmet på en masse spændende, primært fra den danske scene, men det byder også såvel islandske som amerikanske (se flyeren).

Personligt ser jeg allermest frem til Whale Watching Tour, som går på scenen som det andet sidste navn torsdag aften. Bandet består af i alt otte musikere, hvoraf de fire frontfigurer, Sam Amidon, Nico Muhly, Ben Frost og Valgeir Sigurõsson er ret så markante. Til jer der ikke måtte have nogen anelse om, hvem der er tale om, har vi at gøre med en sangskriver der bevæger sig indenfor ameriana folk genren, én fra den elektroniske genre, én fra en anerkendt producerstol og en klassisk komponist. De har endvidere alle fire samarbejdet på Sam Amidon’s seneste udspil All Is Well fra 2008, som er en helt igennem smuk plade der kan anbefales på det ypperste i disse mørke efterårstimer. Det bliver en oplevelse uden lige torsdag aften, og så kan det godt være at de har lovet regn hele ugen.

Lydspor


Man har en holdning til man får en ny, eller hvad man nu plejer at sige. Jeg har aldrig været den store soundtrack dyrker, men nu og da er der et soundtrack der har ramt mig på en ene eller den anden måde. Som for eksempel soundtracket til den fantastiske skotske film ‘Hallam Foe‘ fra 2007, som handler om en ung fyr af en velhavende familie, som mister sin mor under mystiske omstændigheder. Han holder sig meget for sig selv i sin træhule, hvor ingen kan forstyrre ham mens han spionerer, skriver dagbog og får en masse underlige idéer. Da søsteren rejser ud i verden og faderen sammen med stedmo(r)deren vil sende ham på kostskole stikker han af til Edinburgh, hvor han kommer på noget af et eventyr. Filmen kan på det varmeste anbefales, hvis du ikke har set den. Soundtracklisten, som bl.a. indeholder en meget atypisk Franz Ferdinand komposition lavet specielt til filmen her, ser således ud:

‘Blue Boy‘ – Orange Juice
‘Here On My Own‘ – U.N.P.O.C
‘The Someone Else‘ – King Creosote
‘Broken Bones‘ – Sons And Daughters
‘Double Shadow‘ – Junior Boys
‘If You Could Read Your Mind‘ – Clinic
‘Battle At The Gates Of Dub‘ – Future Pilot AKA
‘Lines Low To Frozen Ground‘ – Hood
‘Hallam Foe Dandelion Blow‘ – Franz Ferdinand
‘Tricycle‘ – Psapp
‘Surf Song‘ – James Yorkston And The Athletes
‘Also In White‘ – Bill Wells Trio
‘Salvese Quien Pueda‘ – Juana Molina
‘They Nicknamed Me Evil‘ – Cinema
‘I Hope That You Get What You Want‘ – Woodbine
‘Ocean Song‘ – Movietone

Et meget rart soundtrack. Dejligt britisk. Herunder kan man høre et par numre fra soundtracket, samt se lidt klip fra filmen:
‘Here On My Own‘ – U.N.P.O.C

‘Hallam Foe Dandelion Blow‘ – Franz Ferdinand

Et andet soundtrack som har taget mig med storm for nyligt, er soundtracket til Hollywood filmen ‘The Reader‘ fra sidste år, som tager udgangspunkt i efterkrigstiden i Berlin, hvor den unge Michael Berg ved et tilfælde møder den 21 år ældre Hanna Schmitz, hvilket fører til en hed sommeraffære, som ender brat da Hanna pludselig stikker af uden at fortælle hvorfor. De ser først hinanden igen 8 år senere, da Michael er jurastuderende og i forbindelse med sit studie skal overvære en retssag om nogle hændelser under 2. verdenskrig, hvor Hanna er én af de anklagede…
En rigtig god og smukt fortalt film, med fantastisk skuespil. Se den, se den! Eller retter sagt…læs også bogen som filmen er baseret på, den er skrevet af Bernhard Schlink, og i den får man alle de filosofiske tankegange med.

Soundtracket er mindst lige så fantastisk. Det er den unge amerikanske talentfulde komponist Nico Muhly som står bag.
Herunder er et enkelt stykke fra filmen, som stort set fungerer som den røde tråd på hele soundtracket:

Edit: Ved nærmere eftertanke, er det da lidt pudsigt at begge film har at gøre med kærlighedsforhold/affærer imellem den unge dreng og den ældre kvinde. Hehe. Men gode er de.

Hverdagens små tilståelser

Teitur og Nico Muhly

Det er sikkert mig der har været langsom i opfattelsen, da den såkaldte Confessions Tour blev skudt igang for 1 år siden, hvor tre kunstnere kom på idéen inspireret af YouTube, der går ud på at de skulle skrive sange til nogle udvalgte YouTube videoer. Ganske glimrende idé.
Nu er Confessions Tour del 2 så sparket igang af ingen ringere end Teitur og Nico Muhly. Hvilket godt kunne gå hen og blive ret så fantastisk. Følg det hele her. Og se introduktionsvideoen herunder: