efterårstoner

Det er ved at være lidt tid siden jeg sidst skrev noget herinde, studielivet tager meget af min tid og mine kræfter. Men på vej til skole i morges, faldt jeg over en god gammel kending som jeg forbinder rigtig meget med efteråret… irske Damien Rice, som for 10 år siden udgav sit debutalbum ‘O‘. En plade der har fulgt mig i tykt og tyndt igennem en del år efterhånden, og i morges inspirerede den mig til at lave den her efterårsplayliste, da det må siges at efteråret virkelig er ovre os pt. Og resultatet er som følger:

Først og fremmest her den føromtalte Damien Rice med en meget efterårs-agtig video og sang, som går lige i hjertekulen:

Britiske Ed Harcourt kan absolut ikke undgås i denne sammenhæng, der med sin plade ‘Here Be Monsters‘ fra 2001 leverer en perlerække af efterårs-numre, og selvom jeg ikke kunne finde det nummer jeg gerne ville have streamet (Those Crimson Tears til de nysgerrige), får i her et nummer der er mindst lige så god i stemningen…
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/2315212″ params=”auto_play=false&show_artwork=true&color=2747cf” width=”100%” height=”166″ iframe=”true” /]

Til en lidt mere nutidig, og ikke mindst aktuel sag, så er der danske Soffie Viemose (som iøvrigt gæster Poetry In Mono d. 1. december), med dette dejlige melankolske og meget simple nummer som stjal mit hjerte allerede ved første lyt i sin tid…

Tilbage til det noget ældre…nemlig Nick Drake, som jeg for nylig fik genopfrisket. Åh det er smukt!

Patrick Watson og hans plade ‘Close To Paradise‘ fra 2006, et blevet en symbolsk plade for mig når det kommer til efteråret. Når jeg lytter til den, dukker der mørke billeder op inde i mit hoved med visne blade i Kolding. Det er en stemning der vil noget, og bestemt ikke ment som en negativ ting!

En anden jeg heller ikke kan komme uden om når bladene skifter farver og blæser om ørerne på én, er Sam Amidon..

Og nu vi er igang, er The Antlers jo heller ikke til at overhøre, og så faldt jeg lige over denne flotte efterårs/vinter-agtige video:

Jeg skal ind og se Grizzly Bear om under 2 uger, og glæder mig som et lille barn. Så selvfølgelig er de også på min playliste. Her med en gammel kending:

Av…her på falderebet bliver jeg simpelthen nødt til at tilføje dette vidunder af en efterårsperle! Det er igen Patrick Watson, men fra hans seneste plade ‘Adventures In Your Own Backyard‘:

Rrrrrroooooooskiiiiiildeeeeee!!!

Jeg havde ellers besluttet mig for ikke at have noget som helst med Roskilde at gøre i år, da jeg skal koncentrere mig om skolen, og derfor hverken har tid eller råd til at komme på festival. Stengade, min anden familie, har ellers gang i festivalens største bar i år (billede herunder), hvor jeg kunne have arbejdet mig til den halvpebrede festivalbillet. Men jeg har ikke haft overskuddet.

Anyways. Grunden til at jeg alligevel skriver et indlæg om Roskilde på trods af at jeg ikke skal afsted, er fordi jeg i går ved et tilfælde overværede Linkoban‘s produktionsøver på Stengade. Det er ikke noget musik jeg normalt dyrker som sådan, men det fangede mig alligevel og fik mig til at ønske at jeg kunne hoppe med publikum når de fyrer op for et brag af en fest på Pavilion Junior i aften kl. 20:30. Så gør dig selv den tjeneste at kigge forbi Linkoban i aften. Det bliver superfedt!!

Og når jeg nu alligevel er igang med at anbefale bands til Roskilde, kan jeg jo ligeså godt fortsætte. Kæmpe-musiker-kollektivet Copenhagen Collaboration (billedet øverst) byder på en unik multikoncert på Arena på fredag kl. 13, som er specielt designet til Roskilde. Jeg ved at de 30 musikere har været i intens øvelejr de sidste mange uger, så der er virkelig lagt i ovnen til en fed koncert! Undertegnede har oplevet dem live et par gange efterhånden. Den første gang i Huset I Magstræde med et yderst vellykket show og senest på SPOT hvor de var blevet remixed, det var ikke helt så vellykket, så lad os håbe at de har fundet tilbage til den fede oplevelse jeg havde på Huset i Magstræde. Her er en lille teaser:

Derudover vil jeg anbefale:
Larsen & Furious Jane lørdag kl. 13:30 på Pavilion- Lavede koncert med dem på Stengade i foråret, og det var også første gang jeg oplevede dem live på trods af at have fulgt dem siden den første plade (2004). Det var virkelig godt!

Sam Amidon torsdag kl. 19:45 på Gloria – Han er så fin så fin. Og så spiller han på én af Roskildes mest intime scener, så det bliver altså virkelig en fin oplevelse, selvom Roskilde normalt ikke er de bedste rammer til den slags musik.

Björk søndag kl. 22 på Orange – jeg oplevede hende på min første Roskilde tilbage i 2003. En uforglemmelig oplevelse!

Jack White fredag kl. 22:30 på Orange – Er ikke superbegejstret for hans seneste soloalbum, men der er et par guldkorn og manden er virkelig sej!

The Cure torsdag kl. 21 på Orange – Selvfølgelig!

Analogik torsdag kl. 19:15 på Cosmopol- sørger jo altid for en fest!

M83 lørdag kl. 20 på Arena – Ikke et band jeg har fulgt helt tæt, men kunne stadig godt tænke mig at opleve dem live.

The Shins torsdag kl. 18:00 på Arena – Endnu et band jeg har fulgt i årevis, men endnu ikke har oplevet live.

Bowerbirds lørdag kl. 15:00 på Gloria – Et band jeg har fulgt en del år, men endnu ikke har oplevet live. De har sådan en dejlig varm og rund lyd som kun kan gøre godt på Roskilde Festival.

Dry The River lørdag kl. 13:00 på Odeon – Et band jeg havde booket til Stengade sidste sommer, men som desværre aflyste i sidste øjeblik. Havde egentlig glædet mig til at se dem. De har været i DK et par gange siden, og jeg har kun hørt godt om dem.

Tune-Yards lørdag kl. 17:00 på Odeon – det her band kan da næsten kun være festligt live!

Håber i, i modsætning til mig, får oplevet nogle af mine anbefalinger og får tid til at kigge forbi Stengade baren som ligger lige ved Skate og har åben hver dag under hele festivalen (også nu). Skål!

2010 pt 3 – Årets Udenlandske Plader

Ligesom på den danske front, har den udenlandske front også været spækket med læssevis af fine udgivelser. Her er et par lister over de albums der nåede igennem vores øregange og gjorde indtryk i 2010…

RIKKE:
8. Ed Harcourt – Lustre
– Selvfølgelig skulle han da med. Selvom denne plade efter min mening ikke er den bedste af hans, så er der alligevel et par højdepunkter på pladen + at hans koncert i november i Lille Vega også har en del at sige her. En plade er den bedste souvenir man kan have med sig hjem fra koncerter.

7. The Drums – The Drums
– Et forfriskende indie-pust med stærke bånd til 80ernes store ikoner, på en dejlig naiv måde.

6. Sam Amidon – I See The Sign
– Jeg har stenet grumt, da jeg egentlig havde kendt til singlen How Come That Blood i månedsvis, og har nydt godt af den. Men det er så åbenbart alligevel gået helt henover hovedet på mig at der fulgte en plade med senere på året. Det opdagede jeg så forleden og gav pladen et par rotationer eller 10. Konklusion: Den er ikke lige så smuk som forgængeren, men den er god er den!

5. She & Him – Volume Two
– Zoey og mr. Ward har gjort det igen! Jeg elsker deres univers. Punktum!

4. Deerhunter – Halcyon Digest
– Det er altså et spøjst band det her. I nogle perioder kan jeg ikke holde ud af høre på det, og i andre kan jeg ikke få nok. Selvom pladen her nok aldrig får helt samme betydning for mig som forgængeren Microcastle gjorde, så har de alligevel formået at imponere.

3. Hjaltalín – Terminal
– Selvom jeg var lidt skeptisk overfor denne plade til at starte med, har den alligevel formået at komme ind under min hud, og får mig til at smile genkendende hver gang jeg sætter den på.

2. The Tallest Man On Earth – The Wild Hunt
– Her er endnu et eksempel på en plade hvor en koncertoplevelse har indflydelse på placeringen. Det er uundgåeligt. Og nummeret Kids On The Run vil for evig tid være blandt favoritnumrene.

1. The Bear That Wasn’t – And So It Is Morning Dew
– Denne her plade er fantastisk! Jeg ved ikke hvad der gør det, og det må derfor tyde på at der ikke kan sættes andre ord på end; fantastisk! Kan anbefales på det varmeste.

RUNE:
05. The National: High Violet
– Gedigen opfølger til The Boxer af den amerikanske gruppe. Noget af det mest ærlige man har hørt hidtil fra The National, eller i hvert fald noget af det mest eksplicit-ærlige. Det klæder dem i høj grad. Det er klart, at Alligator, stadig fremstår som gruppens mesterværk for undertegnede, men High Violet er et gennemgribende solidt album flere niveauer over utallige andre gode udgivelser fra i år.

04. LCD Soundsystem: This Is Happening
– Jeg har meget få kommentarer til denne kåring. Genialt Album, og det formåede at fortsætte fra Sound Of Silver. Pow Pow og Drunk Girls er optimale uptempo numre, som kun James Murphy kan kreere.

03. Ariel Pink’s Haunted Graffiti: Before Today
– Jeg var så heldig at være vidne til koncerten i Århus med denne gruppe (og da jeg skrev min del til vores netop offentliggjorte koncertliste, havde jeg faktisk glemt denne koncert), og de blæste mig sådan set ret meget væk. Det skal dog ikke underminere de andre koncerter, jeg har omtalt, for Ariel Pink er stærkest på albummet, som er intet mindre en genialt. Before Today er dejlig skizofrent i sin fremtoning, og der bliver ved med at foregå ting du ikke regnede med selv efter utallige gennemlytninger. At se Ariel Pink står at fremføre numre som Beverly Kills og L’estat iført kjole og fedtet garn var dog også en oplevelse for sig.

02. MGMT: Congratulations
– En kæmpe overraskelse for mig i år. Alle røg med på hypen omkring gruppen med debutalbummet, hvor nummeret Time To Pretend blandt andet tonede ud af radioens lydflader, men denne gang har de begået et mesterværk. Fantastisk stemningsfuldt album med lange opbyggende flader, samtidig med at der er nogle catchy tunes, som de selvfølgelig har gjort det mere raffineret i forhold til debuten. Man kan kun begræde, at de ikke kom på Roskilde, og at man missede koncerten på Store Vega.

01. Deerhunter: Halcyon Digest
– 
Bradford Cox og co.’s støjede art rock åbenbarede sig for undertegnede i 2010 – med Halcyon Digest gav deres musikalske projekt ligesom mening. Jeg har tidligere forsøgt at dykke ned i dem, men det er måske første gang jeg fik lirket døren op til det fantastisk ubegribelige univers gruppen befinder sig i. Hvis der sidder andre derude, der ikke rigtig er steget på Deerhunter-toget, så må jeg sige, at dette er et rigtig godt sted at starte.

Årets overall bedste og mest ventede udgivelse:
00. Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy
– Han er manden, som alle har en mening om. Han formåede virkelig at bygge en virkelig stor forventning op omkring udgivelsen af My Beautiful Dark Twisted Fantasy. G.O.O.D. Fridays lagde ligesom bunden, og inden albummet kom, lavede han da også lige en film, som han i øvrigt rejste hele verden rundt for at premiere. Sådan formår man at skabe interesse. Taylor Swift affæren bliver endevendt på albummet, ligesom Wests – efter eget udsagn – kvindefikserede tankegang bliver udstillet. Det er et genialt album i hele sin form, og det vil stå som en klar milepæl for året 2010. Der er ikke et dårligt nummer derpå, og diverse samples bliver i den grad vækket til live med Wests fortolkning.

Årets koncerter


Nogle koncerter gør et særligt indtryk, andre er glemt ligeså snart musikerne forlader scenen og andre igen er midt imellem. Min medskribent og jeg har som de selverklærede musikelskere vi nu engang er, sat os ned og funderet over hvilke koncerter der har efterladt størst indtryk i det forgangne år, og er kommet frem til 5 hver. Vi har forsøgt ikke at favorisere de mest præsente koncerter selvom det er svært.

Rikke’s top 5:

1. The Whale Watching Tour / Bedroom Society @ Nye Rødder Festival 12. november
– Den smukkeste koncert jeg længe har været til. Jeg kendte kun Sam Amidon’s og Nico Muhly’s værker, men synes alligevel at sammensætningen af de forskellige værker fungerede rigtig godt og fik det til at lyde som én stor og smuk flade. Helgi Jónssons stemmepragt oveni var det absolutte prik over i’et. Jeg måtte tage mig selv flere gange i at forsvinde helt ind i musikken.

2. The Whitest Boy Alive @ Train 24. april
– Der er nogle koncerter hvor du bare ikke kan stå stille, og giver den alt hvad liv og remmer kan tage. Det er efterhånden sjældent at jeg får min adrenalin så højt op, at jeg glemmer alt omkring mig, som jeg gjorde ved denne koncert. Beskrivelsen her er et meget godt billede på hvad der skete, og hvorfor denne koncert ligger så højt på årets top 5.

3. Loney, Dear @ Voxhall 6. april
– En meget rørende og smuk koncert. Får stadig en lille klump i halsen hver gang jeg hører Emil Svanängen’s røst i mine ører. Jeg skrev også et indlæg herinde kort tid efter koncerten.

4. Grizzly Bear @ Store Vega 24. november
– Denne koncert var én af de koncerter jeg havde glædet mig allermest til i dette efterår. Jeg var rigtig spændt på at se de søde bjørne folde sig ud på en stor scene som Store Vega’s, med tanken om at jeg bare for 3 år siden oplevede dem i så intime rammer som Pitstop’s lille scene. De er blevet stjerner siden, og det kunne mærkes i omgivelserne, men musikken led ikke det mindste under det…tværtimod – den er derimod blomstret op og har skabt sit eget lille univers. Atmosfæren inde i det udsolgte Store Vega var ubeskriveligt fantastisk, og jeg kunne ikke gøre andet end at stor-smile og prise mig lykkelig over at jeg for én gangs skyld have lyttet til min fætter for 3 år siden. Jeg kan ikke vente til de kommer til DK igen.

5. Malcolm Middleton @ Lille Vega 1. oktober
– Endelig fik jeg set ham, og han var absolut også ét af årets højdepunkter. Jeg må indrømme at jeg var en kende nervøs for at skulle opleve denne pessimistiske mand i levende live, men han viste sig at være en vældig munter mand, der kom med et par tørre jokes i løbet af koncerten. Man skal bare ikke takke ham for en sjov koncert, for det ER virkelig ikke for sjov at han er så pessimistisk…også selvom det er med en vis selvironi indblandet, som følgende sætning fra én af mine yndlingssange med ham, så direkte udtrykker: “I’m dishonest and dirty, I just don’t have a life. and I’ll never amount to anything, I’ll never achieve anything, I’ll never be good at anything… and my songs are shite.” (‘The Devil and The Angel’).

Rune’s top 5:

1. Medium Rare Sessions: Josh Rouse + Loop Girl + C.V. Jørgensen (Med The DeSoto Caucus som husorkester) @ Voxhall 1. september
Under dette års festuge fik jeg mig en af de der aha oplevelser, hvor man lige pludselig finder sig selv et sted under indflydelse af en fantastisk musik man ikke kendte, men som lige på sekundet rammer dig. Jeg ved ikke hvad den generelle holdning er til C.V. Jørgensen og hans tekst-univers, men tirsdag aften (den anden af C.V. Jørgensens tre ‘come-back’ koncerter) i festugen overbeviste han i hvert fald undertegnede. Mange ad numrene var fra 1994 pladen Sjælland (som jeg gik lige ud og købte bagefter – tak for fiffet Klaus Mors!), og som er et must for enhver dansk musikelsker med en trang til eftertænksom dansk lyrik. Josh Rouse (som jeg egentlig tog derned for at se) og Loop Girl var også gode sammen med The DeSoto Caucus, men der var ingen tvivl om hvem der trak læsset. Paradoksalt nok var jeg ved at gå efter Josh Rouse, som var den første, men jeg er nu i grunden godt tilfreds med at jeg blev hængende.

2. Kings Of Leon + White Lies @ Forum 7. juli

Jeg er ikke en af dem der har været en fast fan siden Kings Of Leon var garage-rockundergrund. Jeg hoppede først på vognen da singlen Knocked-Up udkom fra bandets forrige album og sidenhen på Only by the Night, der er skoleeksemplet på, hvordan en stadion-rock plade skal stykkes sammen i vore dage. Derfor havde jeg blot stadion-rock forventninger til den koncert jeg skulle ind og se (og så selvfølgelig fordi jeg også så dem i februar i KB Hallen), og det var virkelig også hvad der blev serveret, for et udsolgt forum der var 100 % modtagelige. Opvarmningen var desuden en ganske udemærket oplevelse, men for h…….hvor var det rock-star koncert af første klasse. Jeg vil ikke sige mere….får jeg først begyndt kan jeg ikke stoppe….Men Closer er sgu da et fedt stadion-rock nummer! Prøv lige og hør de trommer!

3. Whitest Boy Alive / Kings Of Convenience @ Train 24.april / 5.oktober

Jeg har valgt at tage begge koncerter, fordi det nok er blevet to projekter jeg holder lige dele af. Og begge Århus koncerter var formidable. Hele blaa vinyl var repræsenteret til Whitest Boy Alive, som med det solide opvarmningsband The New Wine serverede en vanvittig festligt koncert. Kings Of Convenience var utrolig smukt og i lyset af deres seneste album Declaration of Independence kunne de næsten heller ikke fejle – Renegades fra det album er nok et af de flotteste numre i genren.

4. The Raveonettes @ Voxhall 1. december
Jeg har haft min første Raveonettes koncert til gode, indtil i tirsdags, hvor jeg var så heldig at overvære dem på deres In And Out Of Control-tour. De er i topform. Jeg må sige, at jeg var overrasket over hvor solidt og overbevisende et udtryk de kan levere. Heart of Stone, Gone Forever, Break Up Girls og selvfølgelig Bang!, var overraskende fede i live sammenhæng. Og de gamle travere: Aly Walk With Me, Lust og Attack of the Ghost Riders – skal uden tvivl se dem igen.

5. Fuck Buttons @ Voxhall 11. oktober
Jeg havde virkelig set frem til at se Fuck Buttons da de gæstede Voxhall i år. Med Tarot Sport ude og Street Horrrsing i bagagen var der virkelig grobund for en allerhelvedes tung koncert – og det blev det. Jeg har anmeldt koncerten her.

Nye Rødder

Nye Rødder program

I den kommende weekend løber festivalen Nye Rødder af stablen for 3. år i træk. Det er en festival der fra starten er tænkt som et initiativ for ny musik med rødder i country, folk og blues, som der skulle eksperimenteres med på kryds og tværs. Deraf navnet på festivalen. Men for at holde de nye rødder så jordnært som muligt, har arrangørerne hvert år inviteret en gammel legende fra country/blues scenen og i år er denne legende så Howe Gelb (Giant Sand). Derudover byder programmet på en masse spændende, primært fra den danske scene, men det byder også såvel islandske som amerikanske (se flyeren).

Personligt ser jeg allermest frem til Whale Watching Tour, som går på scenen som det andet sidste navn torsdag aften. Bandet består af i alt otte musikere, hvoraf de fire frontfigurer, Sam Amidon, Nico Muhly, Ben Frost og Valgeir Sigurõsson er ret så markante. Til jer der ikke måtte have nogen anelse om, hvem der er tale om, har vi at gøre med en sangskriver der bevæger sig indenfor ameriana folk genren, én fra den elektroniske genre, én fra en anerkendt producerstol og en klassisk komponist. De har endvidere alle fire samarbejdet på Sam Amidon’s seneste udspil All Is Well fra 2008, som er en helt igennem smuk plade der kan anbefales på det ypperste i disse mørke efterårstimer. Det bliver en oplevelse uden lige torsdag aften, og så kan det godt være at de har lovet regn hele ugen.